New challenge ~ Benjamin

Den, ikke så længe siden nyankommen halvgud Elliot, var gået en tur til søen. Han ønskede at set sig om, han havde ikke gjort det endnu, og chancerne for at gøre det, var tilstede. Trin for trin, kom han nærmere søen.
De små vandsted, gjorde det muligt for vandet at komme lidt op på landet, de få meter han stod fra det, tænkte han over hvor underligt det var, at han var her, en halvgud. Det gav ikke rigtig mening for ham, ikke endnu, der var alligevel så meget han gerne ville have oplevet som et normalt menneske, ikke at han mente de andre ikke var normale, men de havde jo andre evner som var så fascierne. Dog forstod han nu bedre hvorfor han kunne få folk til at gøre ting som var ude for deres natur, noget som der menneskelige personlighed ikke ville gøre, ikke før han bad dem om det.
Det øjeblik han fik navnet på sin far afvide, hvad hans far i sandlighed var, gik det op for ham, at han måtte have den evne, den egenskab efter ham. Dog havde han ikke fortalt nogen på lejren om det endnu. Usikkerheden var i hans krop til at spørge til det. Det var ikke naturligt for ham at spørge folk til råds eller i det heletaget, han spurgte normalt aldrig nogen, han gik sine egne veje, med eller uden sine venner. Dem der var hans venner, de som ikke ved hvor han er nu. 'Måsken, er muligheden der for mig nu, at ændre min person, at knyttebånd, ikke at have faceder for folk som virkelig ønsker mig i deres selskab..' tænkte han og lagde hovedet frem for, som han kiggede ned på sine fødder.
En hånd røg op henne håret og kørte det til siden, og hovedet blev atte sat i udkigs vinkel. I udkig efter at se på vandet, hvordan det var så fredligt, og dog alligevel så vildt og livligt. Der var noget særligt ved dette område.. Noget utæmmet og rigtigt. Elliot vendte sig om og gik hen mod et af træerne, i håb om at føle dens brake, hvor levene træet var. Hans skidt førte ham hurtigt hen til træet, han stoppede op foran det, og lagde sin hånd mod træet. Man skulle tro han ville sige "Ingenting.." men nej, han rynkede brynene svagt sammen og så en anelse alvorlig ud, han kunne fornemme det levevæsen i træet, muligt han ikke var en natur mand, man han vidste hvordan liv føltes, og det var underligt at mærke på noget, som et træ. Han fjernede hånden fra træet og kiggede op ad det, som en udfordning at klatre op i træet, han så sig om, ikke et øje, ikke efter hans mening.
Han begyndte så at begive sig op i træet, det var tykt, højt og fast, ikke noget bedre end sådan et træ. 4 - 6 meter oppe over jorden, satte han sig på en gren, tæt på at være halvsvejes oppe at træet, og alligevel tykke grene. Muligheden for at stille sig på en af dem, var ikke en udlukkede idé.