Er du en ven eller fjende? ~ Connor privat

Tid: Nat
Sted: Skov
Omgivelser: Masser af træer
Vejr: en smule koldt med lidt vind
Årstid: Efterår
På: Et par sorte jeans med en hvis indertrøje og en sort lædderjakke udover og nogle hvide converse.

Elena gik rundt i skoven med sin bue og pil og håbede på at der ikke var nogle der så hende. Hun gik rundt med hovet fyldt med tanker og minder som var både gode og dårlige. Ville hun nogensinde møde sin rigtige mor? Hun havde boet hos sin far hele livet. Hun havde ikke noget imod det men hendes far kunne nogle gang opfatte hende som en dreng men det havde også kun hjulpet på hendes kamp instinkt. Det hele gik bare så hurtigt med at komme til skolen. Først monsteret også lejren. Hun nåede ikke endgang at sige farvel til nogle af hendes nære venner eller hendes far. Han havde fået besked men det føltes alligevel så underligt.

Connor kiggede rundt med et lettere skrækslagent blik. Han anede ikke, hvad han skulle i skoven, men han var altså taget af sted og havnet lige midt i skoven, mente han, og anede nu ikke, hvordan han skulle komme ud igen. Han bed sig i sin underlæbe. Han var faret vild, det ville han gerne indrømme.
Det sjove var, han havde fået besked på ikke, at gå ud i skoven om natten og hvad hanhavde gjort? På tredje dagen var han vandret direkte ud i skoven, hvor monstrene lurede bag hver træ, busk og alt det andet. Flot, rigtig flot, tænkte han for sig selv. Han rystede kort på hovedet, idet han begravede hænderne godt i sine lommer. Han frøs. Han kiggede sig omkring med sammenknebne øjne, de gyldne øjne opfangede ikke særlig meget pga. mørket, da han lige skulle vænne sig til det. Han begyndte at gå lidt rundt, i håb om, intet monster ville finde ham.

Elena kunne høre en i nærheden og skød en pil i den retning. Hun var bange men stadig kampklar hvis noget skulle ske. Ingen skulle havde fornøjelsen af at dræbe hende. Hun løb efter lyden af pilens susen. Hun løb og løb indtil hun så en skikkelse. Hun gemte sig bag et træ og prøvede at se hvem det var.

Connor gik og kiggede nedad. Han ærgede sig over sin nysgerrighed, siden han nu havde fået besked på ikke, at gå ud i den forbandede skov om natten og så bare det, at han bare gør det. Det er typisk, tænkte han ved sig selv og rystede kort på hovedet af sig selv.
Han stoppede op, da han kunne høre noget. Han kiggede rundt, idet han så en pil komme flyvende. Ikke direkte imod ham, men hvis han havde stået lidt mere til højre, ville han den have ramt. Den fløj derfor lige direkte ind i et træ næsten lige ved siden af ham.
Han sprang til siden. Han var bange, hvor var den pil lige kommet fra?! Han kiggede rundt med store øjne, som for at se, hvorhenne pilen måske var kommet fra, men han kunne ikke se nogen. Monstre med pil og bue?

Elena kom til syne og skulle til at fyrre sin pil af men da hun så det var en fra lejren holdte hun inde. Hun sænkede ikke sine arme men var stadig klar til at skyde hvis det var nødvendigt. "Hvem er du?" Næsten råbte hun og gjrode sig klar.

Connor spærrede øjnene op, da en pige kom til syne et stykke fra ham. Han stirrede, specielt fordi hun holdte en hævet pil mod ham. Direkte mod ham denne gang. Han tog hænderne op, som et tegn på, han overgav sig.
"Jeg.. jeg.. er.. en fra lejren.. undskyld, undskyld!" Han udbrød 'undskyld', da det gik op for ham; pigen var en, som de to fra hovedbygningen havde sendt ud efter folk fra lejren, der, trods deres advarsler, var gået ud i skoven alligevel. "Det var ikke min mening! Jeg er bare så nysgerrig!"

"Hvad snakker du om?" Spurgte hun og gik frem mod ham mens hun sænkede sin bue op pil. Hun gik helt hen til ham og så hans halskæde. *Han kommer fra lejren... Hmmm.... gad hvide hvilken gud?* Hun kiggede på ham med et advarende blik. Hun kunne se han var ny på halskæden mens hendes havde to perler. Hun ventede på sin tredje.

Connor stod musestille. Han tog forsigtigt hænderne ned, da pigen sænkede hendes bue og pil. Han kiggede på hende, da hun trådte nærmere ham. "Æh.. man får jo at vide, man ikke må gå i skoven om natten.. er du.. er du ikke en, de har sendt efter mig? .. jeg mener, os der er i skoven?" Han kiggede forvirret på hende. Han bed sig lidt i sin underlæbe.

// Nul kreativitet. XD

"... J-j-jo self. er jeg det. Men du slipper denne gang. Men hvad laver du herude uden en tilladelse?" Spurgte hun og kiggede strengt på ham så han måske ville tro på hendes løgn. Hun lagde sin pil i den taske hun havde til pile og buen holdte hun stadig bare i hånden.

Connor begravede sine hænder i sine jakkelommer. Han kiggede nedad. Han vidste, hun var sådan en. Han vendte sit blik på hende. "Jamen, jeg.. jeg blev bare nysgerrig.." svarede han og kneb øjnene sammen. Han trak sine hænder op og holdte dem ud til siderne. "D-det kender alle da til!" Han kiggede på hende med et uskyldigt blik, der i sig selv gjorde sådan, han fik hundehvalpeøjne.

Det bed ikke på Elena og hun kiggede strengerer på ham. "Du kan ikke være herude uden en tiladelse. Nysgerrig eller ej. Næste gang jeg fanger dig herude tøver jeg ikke med at melde dig." Sagde hun strengt. Hun nød det virkelig. Hun havde selv fået en tilladelse så hun kunne komme ud og øve med hendes bue og pil.

Connor kiggede på hende med et uskyldigt blik. "Jeg skal nok lade være en anden gang!" Han holdte hænderne ud foran sig. "Du må ikke melde mig! Det er kun min tredje dag! Det går ikke!" Han stod nærmest og råbte, næsten helt op i hendes ansigt. "Jeg beder dig..."

"Jeg skal nok lade være." Sagde hun med en velig stemme. "Jeg er ikke sendt ud efter dig. Men jeg har fået en tilladelse til at være her ude. Husk det til næste gang. Velkommen til lejren. Jeg hedder Elena." sagde hun og rækte hånden frem og smilede venligt.

Connor stirrede på hende. Var hun eller var hun ikke efter ham? Han bed sig lidt i sin underlæbe. "Så du. du er ikke efter mig?" spurgte han uforstående. Han forstod det ikke helt. Havde hun fået en tilladelse til, at måtte komme ud i skoven? Skulle man have det da?
Han tog forsigtigt imod hendes hånd. "Jeg er Connor.." sagde han lettere tøvende, men et imødekommende, skævt smil dukkede op på hans læber. Han gav hendes hånd et blidt klem.

"Nej jeg er ikke efter dig. Faktisk kunne jeg hjælpe dig ud herfra uden du blev taget." Sagde hun og smilede lusket til ham. Hun tog en pil frem og gjorde klar til at skyde mod Connor. Hun rettede sig sigte hurtigt hen imod et træ. Hun skød og den ramte præcis. Et lille styke af en skive kom til syne i mørket.

Percy bed sig lidt i underlæben. Han kiggede på hende. "Okay." svarede han og gav hende et lille nik. Det lød godt. Så ville ingen opdage, han var taget ud i skoven midt om natten. Det ville være meget rart, hvis hun ikke fortalte det.
Han trak sig tilbage, da hun vendte en hævet pil imod ham. Han tog sig til halsen. Nej, hun var ikke ud efter, at tage ham i, at gå ud i skoven. Nej, hun var heller ikke ude på, at hjælpe ham. Hun var ude på, at dræbe ham! Han tog hænderne op foran ansigtet og lukkede øjnene stramt i. Han ventede, da han kunne høre pilen ramme forbi ham og ind i et træ.

"yes pletskud." Sagde hun og knyttede en næve. "Nå... Kom så." Sagde hun og trak ham med igennem skoven. Hun dukkede sig under træstammer og sprang over dem i fuld løb. Hun elskede at løbe. det var så dejligt at mærke vinden suse i hendes hår.

Connor fjernede hænderne foran ansigtet og åbnede øjnene op. Han stirrede imod træet, hvor pilen havde ramt. Han kiggede så på Elena med et lettere skrækslagent blik. Hun ville have ramt ham, det var han næsten sikker på, hun ville.
Han fulgte lidt usikkert med, da hun trak ham videre ind i skoven. Skulle de ikke ud eller sådan noget? Han kneb øjnene sammen og dukkede sig ligeledes og kravlede over træstammer.

Elena og Connor nåede endelig til porten der første ind til Lejren. "Her ender det lille eventyr." sagde hun og smilede til ham. "Medmindre du vil blive inde i skoven med mig. jeg lover at beskytte dig." Tilføjede hun.

Connor fulgte med, ind til de nåede ud fra skoven. Han smilede lidt over, de endelig var kommet ud af skoven. Han vendte sig imod Elena med et lille smil over sine læber. "Øh," sagde han som en mumlen, "altså.. er du sikker på, du ikke vil afsløre mig? Eller, for den sags skyld, dræbe mig?" spurgte han og kiggede på hende med sine gyldne øjne. Det kunne jo godt være og han ville ikke tage chancen.

"Dræbe dig? Hvorfor skulle jeg dog gøre det? Hellere beskytte dig." Sagde hun. Hvorfor skulle hun dog dræbe ham? Hun forstod det virkelig ikke men det kunne også være lige meget nu. Så længe han forstod hun ikke havde i sinde at dræbe ham var det fint.

"Jamen.. fordi, før, der sigtede du din hævet pil direkte imod mig! Det skræmte næsten livet af mig jo!" svarede han og slog ud med armene. Det passede. Han var blevet rimelig bange for hende, da hun sigtede pilen imod ham, men da hun i stedet rettede den imod træet og ramte pletskud der, så havde han, allerede nu, fået en del respekt for hende. Han vidste, hun ikke var en, han skulle hidse op.

"Det er noget jeg gør selv imod lærene. Jeg kunne aldrig finde på at dræbe et uskyldigt mennekse... Eller halvgud." Sagde hun og tog en pil mere og gjorde klar til at skyde. Igen rettede hun den mod ham også mod et træ hvor der var en skive. Hun ramte igen plet og knyttede igen en næve.

Connor rynkede bryene. "Selv imod lærerne?!" udbrød han og kiggede på hende, som om hun var sindssyg. Han trak sig en smule væk fra hende. Måske var bedst, hvis han skyndte sig ind i selve lejren igen og videre ind i sin hytte. Han kunne vel finde tryghed derinde, selvom han slet ikke følte sig tryg derinde.
Han bed sig i underlæben, idet han lukkede øjnene stramt i, da hun endnu en gang vendte den hævet pil imod ham. Han åbnede øjnene op lidt efter og bemærkede, hun endnu en gang skød pilen ind i et træ. Han kiggede på hende med øjne, der var fulde af respekt.

Elena smilede kækt til ham. "Træn lidt mere og du bliver måske halv så god som mig." sagde hun og puffede blidt til ham. Han lignede en meget følsom dreng men gjorde det noget? Hun vidste det ikke rigtigt men det var også helt ligemeget. Han skulle nok lære at være mere... Sej i dét med tiden. Det gjorde alle de drenge hun kendte her i lejren.