New? Or? || André, privat.

Tid: 12.00
Sted: Skoven
Omgivelser: Træer, buske, visne grene.
Vejr: Solen skinner, men dog er det en smule koldt
Dag: Mandag
Årstid: Forår
Påklædning: Klik her!

Caitlin havde en rigtig slem hovedpine, og hun besluttede sig derfor at tage styring mod skoven. Hun forventede ikke at der var nogen derude. Hun besluttede sig at tage sin stribede bluse/kjole på. Det passede til foråret og hun elskede den simpelthen. Hun havde bare ben, da blusen fremhævede hendes ben ret flot. Eller, det syntes hun. Det halve af hende lange ben blev dækket af hendes støvler. Hun havde et også et lille bælte på, og et lille tørklæde, som fuldendte hendes outfit. Hendes lidt lange hår var blevet krøllet en smule, og hun ikke sat det op. Selvom hun vat Afrodites datter, kunne hun ikke lide at være over sminket eller den slags ting. Hun havde noget tøj på som hun selv syntes var flot, også kunne andres mening være lige meget.

Caitlin gik rundt og prøvede så småt at få den forfærdelige hovedpine væk. Selvom fuglene oppe i luften sang, og lavede lyde, gjorde det ikke Caitlin noget. For hun kunne faktisk godt lide det. Det beroligede hende, og det kunne hun godt lide. Hun elskede det faktisk. Hun gik lidt rundt i mellem træerne og det så ikke ud til at der var nogen i næheden. Var det en god eller dårlig ting? Hun måtte jo ikke på et tidspunkt blive for ensom. Det ville bare blive for ensomt? Hun kiggede sig rundt og tog sig stille til hoved bagefter. Hendes hovedpine pinede hende til døden, og hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre, indtil hun hørte fodspor i nærheden. Hun ville ikke ave selvskab nu. Ikke nu. Det havde hun simpelthen ikke overskud til. Hun lukkede lige så stille øjnene og prøvede så småt at lukke sine øjne, i håb om at det ville virke. Hun kunne mærke vinden tage fat i hendes hår, og smed det tilbage. Det var ... forfriskende? Hun tog hænderne ned langs hendes krop, og stod bare der og lyttede til sig selv. Hun var i sin helt egen verden, hvilket var rigtig dejligt. Men da hun igen åbnede øjnene vidste hun ikke rigtig hvor hun var hende. men da hendes frygtelige hovedpine kom tilbage var hun godt klar over at hun ikke var i skoven. Men ikke alene?

Påklædning:


Solen skinnede, fuglene sang muntert, alt var lysegrønt og nyt... Med andre ord, det var tydeligt at det var forår, og som nogen nok ville sige; der var kærlighed i luften.
Men ikke alle var enige i det, ikke André foreksempel. Kærligeheden var blevet Skt for kompliseret for ham på det sidste, og nogle gange havde han det som om han ville ønske den ikke fandtes.
Hvilket han også vidste, heller ikke ville være særlig rart.
André kom gående igennem skoven med et glad udtryk. Rent skuespil, men han var blevet ret god til at sætte en facade op, så andre ikke ville regne ud, at han var det modsatte af glad.
Imens han gik igennem skoven fløj hans tanker rundt. Et visit hos Daniella, et visit hos hans såkaldte fader, et visit hos Elena.
Det var bare så forvirrende alt sammen. Og så hjalp det ikke at han fik hovedpine af at tænke på alt det. Og man har aldrig en god maske på, når man har hovedpine.
André tog sig til hovedet, men kun kort. Han var fast besluttet på at se afslappet og overskudsagtig ud. Som om hele verden lå for hans fødder.

André rettede på den lyseblå bluse og så kort rundt, da han fik øje på en pige et stykke fra ham. Hun så ud som om hun ikke havde det så godt, så han besluttede sig for at følge efter hende. Måske havde hun brug for hjælp?
En tanke ramte ham, men det var ikke hans egen. Han vidste godt at hans far hadede når han fik medlidenhed med folk og ville hjælpe dem. Hvilket var en af grundede til at han ville blive ved med at gøre det. Bare for at skuffe hans far.

Han rystede på hovedet, *Ikke tænke på alt det nu...* tænkte han og forsatte efter pigen, fast besluttet på at han ville hjælpe hende hvis han kunne, eller måske bare få en ny ven? I hvert fald, nu var han gået efter hende, stod lidt bag hende og betragtede hende nysgerrigt. Smuk var hun, men det var ligemeget. En pige der havde brug for hjælp, var en pige der havde brug for hjælp. Desuden havde han nok besvær med kærligheden i forvejen.


//Håber det er okay

Caitlin gik rundt i sine egne tanker, og tog sig somme tider til hoved. Som før havde hun stadig hoved pine, og hun syntes bestemt ikke godt om den. Hun kiggede lidt rundt omkring, og da hun kiggede sig tilbage så hun en dreng. En dreng hun ikke havde mødt før, eller set før. Hun vendte sig hurtigt om igen og prøvede ivrigt på at huske hans ansigt. nej. Hun var helt sikker på at hun ikke havde set ham før. Hun gik lide videre og efterfølgende kunne hun høre fodtrin efter sig. Hun vidste godt hvem det var, men at vende sig om ville hun ikke. Hun kiggede op i luften og rettede bagefter sit tørklæde og bælte. Lidt akavet måtte hun føle sig. Det var vel ikke altid lige sjovt at blive udspioneret. Hun prøvede at stoppe op igen, og fodtrinene bag hendes stoppede også brat op. Hun begyndte så småt at gå igen, og fodtrinene bag hende adlød. Hun blev irriteret over sin hovedpine, og det skulle gå ud over drengen. "Vil du ikke være sød at lade vær?!" blev der sagt med kraft i stemmen. men det var slet ikke ment på den måde. Hun fik med det samme skyldfølelse og kiggede ned. Hun rettede lidt på håret, og studeret derefter drengen meget nøje. Man måtte sige at han var en flot dreng, som skilte sig ud på mange måder. Men skinnet kan somme tider bedrage, og det huskede Caitlin, selvom hendes hovedpine var ved at dræbe alle hendes tanker. Vinden kom pludseligt og tog fat i både hendes hår og tørklæde. Det var underligt at stå foran en dreng hun ikke kendte, plus at hun lige havde råbt af ham. Lidt skræmmende, men Caitlin prøvede så vidt muligt at håndtere situationen naturligt. "Undskyld, jeg skulle nok hellere have sagt det til min hovedpine .." Hun kiggede flovt på drengen og lagde mærke til hans øjne. Flotte var de altså.

André forsatte efter hende pigen, igennem skoven. Han fulgte hendes skridt, ikke lydløst, men han gjorde da alt for ikke at trampe rundt på kviste og grene.
Han stoppede op, i det samme hun gjorde det, og fulgte efter hende, da hun begyndte at gå igen. Han følte sig lidt som en klam stalker, men det var ikke ment sådan, overhovedet. Han ville jo bare hjælpe hende.
André var ikke helt sikker på hvorfor han fulgte efter hende, han kendte hende jo ikke. Men havde han set hende før? Han kunne ikke huske det... Men han var jo også stukket af da han var tolv, og var først kommet tilbage nu her, så chancerne for at hun var kommet i den periode han var væk, var jo ret stor.
Han stoppede op og så på pigen. Hun var altså en køn pige, sådan, en virkelig køn pige. Han smilede svagt for sig selv, han stod gemt bag et træ. Han blev lidt overrasket over hendes udbrud, men det var jo okay. Han var jo fuglt efter hende. Ret uhøfligt.
Han kunne ikke lade være med at smile, hun virkede ret komisk. Han kom frem for træet og gik hen imod hende. Han kørte en hånd igennem sit hår og lagde hovedet let på skrå.
"Det er helt okay... Jeg... Undskyld jeg fulgte efter dig... Jeg er André, du virkede bare som om du ikke havde det så godt?" hans stemme var beroligende og en smule charmerende. Det var ikke med vilje at han lød charmerende, det var en vane han havde fået, han havde altid en charmerende undertone, selv når han var vred.

Caitlin kiggede op, da hun hørte drengens stemme. André hed han. Hun havde aldrig hørt dettte navn før. Underligt. Drengens, eller Andrés stemme gik ind i hendes hoved, og hurtigt ud igen. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre i denne situation, og hun plejede ellers at være rigtig god til sådan nogle ting. Bare ikke lige i dag. "Det går vel nok." Hun kiggede igen ned, og hun kunne ikke rigtig finde ud af hvad hun skulle gøre. André var meget charmerende? Måske var det bare noget han gjorde for at komme tæt på hende, men så nem var Caitlin dog ikke. "Jamen jeg har det fint ... fint .... fint. Bare gå." Ordene kom meget hurtigt ud af hendes mund. På en meget skeptisk måde, som slet ikke virkede som hende. Hovedpinen havde taget over hende, og hun kendte ikke engang sig selv. Hun var meget fraværende i deres samtale, og hun havde på ingen måde øjenkontakt med denne person. André var udentvivl en flot dreng, men Caitlin havde slet ikke overskud til drenge nu. Især efter episoden med Zach. Hun var stadig forarget, men hovedpinen fik tanken til at forsvinde. Eller mildest talt fik den alle hendes tanker til at forsvinde. Hun har været ked af det her på det sidste. Hun var ikke kæreste desperat, hun manglede bare en til at holde om hende når hun fx. havde hovedpine eller var ked af det - som nu. Hun vendte sig om og gik videre i håb om at André ikke ville følge efter hende. Hvem ved. Havde hun brug for en ny ven eller noget alene tid? Det vidste skæbnen kun.

André var forvirret over pigens reaktion på ham. De fleste plejede at blive helt forfjamskede og le nervøst. Men hende her var anderledes. Hun havde ikke reageret på hans stemme og toneleje, dog gjorde André det ikke med vilje, men han havde da selv hørt det charmerende.
André var forvirret. Ja han var fulgt efter hende, men kun for at finde ud af hvad der var i vejen. Det var nemmere sådan, at tage sig af andres problemer og derved glemme sine egne for en kort stund.
Han så på hende. Hun så ikke ud til at have det for godt, så derfor forvirrede hendes ord ham. 'det går vel nok'? Det så ikke ligefrem sådan ud. Et dybt fustreret suk flød over hans læber og han tog ikke øjnene fra hende et sekund.
Nu sagde hun også at hun havde det fint, hun gav ingen mening. Hun lignede en der havde brug for en smule hjælp... Både mentalt og fysisk.
"Er du sikker på du har det fint? Jeg vil bare gerne hjælpe.." hans stemme var fuld af bekymring, som han stod der og så efter hende da hun begyndte at gå væk fra ham. Skulle han følge efter hende? Han ville ikke virke klam eller noget. Han ville jo bare gerne hjælpe hende. Han tog nogle få skridt mod hende, i håb om at hun ikke ville blive sur eller noget, det var ikke det han var ude på.
Han kunne godt se på hende at hun ikke havde det godt, og fik som altid en trang til at beskytte personen, som denne gang var hende. Bare holde om hende og spørge hende hvad der var galt. Men det ville blive for sært. Men sådan var han jo også, ham André, han var sær.

//Hverken langt eller godt... Men du må leve med det

Caitlin hørte endnu engang Andrés stemme, og hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle stille op. Hun blev en smule forlegen, men det var også kun fordi han så ud som han gjorde. Hun kiggede tilbage, og det eneste hun så var Andrés ansigt, som så virkelig ked af det ud. Caitlin kunne ikke rigtig tåle at se, at han faktisk bare prøvede på at hjælpe hende. Hunfik endnu engang skyldfølelse og gik tilbage til ham, og kiggede ham i øjnene. "Undskyld," fik hun sagt, men så ikke mere end det. Hun trådte et skridt tilbage imens hendes øjnene langsomt ændrede retning. I retning mod jorden. Den beskidte jord med alle de visne grene. Hun blev en smule genert, hvilket hun næsten aldrig bliver. Hun havde aldrig set denne André før, og alligevel var hun ikke bange eller noget. Hun kiggede lidt rundt, og tog sig derefter til hoved. "Her er der vel vældig fint." Hun kiggede igen ned i jorden i håb om at opmærksomheden hun fik fra André ville forsvinde lidt. Håret blev blæst over hendes ansigt, og det kunne ikke ses så tydeligt mere. Hendes hænder, foldede hun sammen og prøvede på at fjerne den akavede stemning. Hun vendte sig ivrigt om imens hun sagde noget. Noget som André måske ikke ville kunne høre. "Okay, vi ses." Hun havde ikke lyst til at sige farvel til ham, men hendes hovedpine dræbte simpelthen hendes hjerne.

André kunne ikke finde hoved eller ale i denne halve samtale. Hun var virkelig forvirrende, hende pigen her, som han enlig ikke kendte navnet på endnu, selvom han havde haft sagt sit. Men det sagde vel bare mere om hende end om ham.
Han må ha set mere trist og skuffet ud end han regnede med, det var i hvert fald det hendes ansigt viste.
Nu kunne han slet ikke finde ud af det. Først, ja først vidste han ikke engang hvad hun var, sur? Trist? Irriteret?, men nu sagde hun undskyld. Hun burde ikke undskylde, det var ham der havde gjort noget han ikke burde have haft gjort.
Nu stod han så der, ansigt til ansigt med hende og så ind i hendes øjne, nhle virkelig kønne øjne faktisk, og anede ikke hvad han skulle svare til hendes undskyld. Men den tid han bare havde stået og sagt, ja, ingenting, måtte ha været nok for hende til at bestemme sig. Hun trådte et skridt væk og så ikke længere på ham, hvilket bare gjorde ham endnu mere opsat på, at finde ud af hvem hun var.
Han så på hende da hun snakkede om hvor fint der var lige der hvor de stod. Hvorfor hun sagde det, anede han ikke. Han så efter hende da hun så vendte sig om for at gå. Han så forvirret ud, og tænkte ikke over det, da han af ren refleks rakte ud efter hende og tog fat om hendes håndled og holdte hende tilbage.
"Gå ikke.." sagde han bedende, "Fortæl mig i det mindste dit navn"

Caitlin gik, som hun selv havde forestillet sig situationen. men hendes plan blev brudt, og hun stoppede op af Andrés stemme og varme hånd. "Fortæl mig dit navn" blev der sagt. Hun vendte sig om og kiggede ned i jorden. Hun var ikke den person, som havde det flotteste navn eller det mest kreative navn, så stolt var hun ikke. "Caitlin. Hvis du foretrækker at forkorte det, så gør du bare det." Hun kiggede endnu engang ned, da hun ikke turde at kigge op, at se ind i nogle øjne hun ikke kendte var både underligt og akavet. Caitlin ville rigtig gerne blive, da André så virkelig sød og rar ud. Der var noget ved ham som fangede hendes blik, men hun kunne ikke helt sætte ord på hvad det var. Hun blev forlegen ved tanken og smilede. For én gangs skyld. "Jeg er 17 år gammel." Hun følte sig ikke rigtig genert mere, og hendes hovedpine forsvandt ganske langsomt i øjeblikket hvor hun endelig kiggede rigtigt på André. "Det var André du hed ikke sandt?" Hun havde pludselig mange ting hun gerne ville sige, og situationen vendte sig om på et split sekund. Hun frøs en smule og tog sig selv om sin overkrop og kiggede lidt rundt. Hun var en god skuespiller, men somme tider var hendes hovedpine grunden til at hendes facade nogle gange krakelerede meget hurtigt. men denne gang forsvandt den meget hurtigt. Hvorfor vidste hun ikke. Hun smilede, men vendte hurtigt ansigtet mod jorden, da hun ikke synes at hun har et flot nok smil. Det er ikke selvtilliden der fejler noget. Hun var vel bare lidt genert? men det havde stået på siden hun var lille. "Dit smil er ikke flot, dit smil er ikke flot, dit smil er ikke flot ..."

André kiggede på pigen da hun vendte sig om mod ham, efter han havde taget fat om hendes håndled. Han studerede hendes ansigt og hendes reaktion på hans måde at være på. For nogle kunne han virke meget nærgående, men det var han nu også. Han var glad for at have fysisk kontakt med folk, for da han var yngre, havde der aldrig været nogen til at holde om ham.
André var lidt skuffet over at hun ikke ville se ham i øjnene, da han selv mente at de sagde en hel del om personen man stod overfor. Men måske var det bare fordi hun var genert? André kunne da ikke bebrejde hende for at være sky.
Han slap hendes håndled da hun sagde hvad hun hed, Caitlin. Han kiggede på hende og på hans læber blev der plantet et skævt smil. Skulle han forkorte et navn han synes var unikt?
André ventede med at sige noget, da det virkede som om hun ville sige noget mere, og ganske rigtigt. Hun fortalte ham at hun var 17, hvilket han nok aldrig havde gættet. Ikke fordi hun hverken så ældre eller yngre ud, men fordi han stank til at gætte sig frem til sådan noget når det gjaldt piger.
Så kiggede halvgudinden endelig på ham og han så ind i hendes øjne med et smil. Han nikkede til hendes spørgsmål og kløede sig på armen. Et typisk tegn på nervøsitet, men i dette tilfælde, gjorde han det, fordi det kløede.
"Jo... mit navn er André... og jeg er 19 år gammel, Caitlin" han sagde med vilje hendes navn, fordi han ville vise at han godt kunne lide det, for det kunne han.
André kiggede undrende på hende da hun lignede en der frøs. Han havde ikke selv jakke med, for hvis han havde, ville han havet givet hende den på, så hun kunne holde sig varm.
"Fryser du? Skal vi finde et sted at gå hen?" spurgte han venligt, men han lød også en smule bekymret. Han ville jo ikke have at hun skulle blive forkølet eller noget, bare fordi hun stod der og snakkede med ham.

Caitlin havde en følelse inde i sig, som sagde, at denne dreng måske var rigtig flink. For hun fik nemlig også en underlig følelse i kroppen, da han kiggede hende i øjnene, og smilede et smil, som man sent glemmer. Hun rødmede, selvom det ikke var med vilje. Hun opdagede det dog først efter hun var tomat rød i hoved. Hun kiggede hurtigt væk igen, ikke fordi hun ikke ville kigge på hans øjne, men fordi hun ikke ville læse hans personlighed og love-life. Hun kunne mærke at hun gerne selv ville finde ud af hvem han var, og det ville da også være det mest høflige.
Da hun hørte hans navn fik hun en underlig reaktion. André. Specielt navn. Flot navn. Da hun hørte det, giv hendes tanker i gang, og hun skulle lige tykke på den. 19 år. Caitlin kunne godt gætte sig frem til det. Dog havde hun gættet 18år, men det var vel også tæt på. Hun hørte spørgsmålet som kom efterfølgende, og hun kiggede undrende på ham. Han var meget ... kold? Det var vidst ikke ordet for det. Men selvom han var 'kold' var han stadig meget sød og hjælpsom. Hun kiggede på ham med et smil, imens vinden ramte hendes ansigt. "Jo, det kan vi godt" sagde hun med en rystende stemme. Det var koldt her ude, og hun havde ikke det mest isolerede tøj på. Hun begyndte lige så stille at gå, med et navn i hoved. André.