Jeg har brug for noget selvskab ~ André privat

Tid: Nat
Sted: Lejrebålet
Vejr: Koldt med en smule vind
Omgivelser: Ikke rigtig nogle halvguder
Årstid: efterår
Udseende: stramme sorte bukser med en hvis indertrøje og en sort striktrøje udover og hvide converse. Håret er løst.


Elena havde været i arenaen hele dagen og trænet og havde ikke tabt en eneste kamp. Hun havde slået både drenge og piger i gulvet men havde ikke skadet nogle af dem. Det havde virkelig været en af de virkelige hårde dage og hun var helt udmatted og havde bare brug for at slappe af. Flammerne fra bålet lyste hendes ansigt op og man kunne tydeligt se hendes brun-grønne øjne. Der var en smule koldt men ilden hjalp lidt på det. Hun havde armene over kors og havde lænt sig frem af mod ilden for at se dybt ned i flammerne. De hypnotiserede hende næsten og hun kunne bare ikke få øjnene væk fra dem.

André listede rundt imellem træerne, han var lydløs som var han trænet til indbrud. Hans øjne analyserede hele området og et lavt suk undslap hans læber. Han havde savnet stedet her, lige siden han var stukket af for at se sin far, havde han ikke været her siden han var tolv år gammel.
Han fulgte en af sine gamle erindringer og fandt frem til lejrbålet. Der var ingen, eller, næsten ingen. En pige med mørkt hår sad helt for sig selv. Han listede nærmere pigen og bålet, men gemte sig i skyggen fra træerne omkring så hun hverken kunne se eller høre ham.
André lænede sig op af et træ og så hen på pigen, "Hvad laver en uskyldig lille pige dog herude helt alene?" sagde han i et charmerende tonefald. Den charmerende tone var der altid, selv når han snakkede med andre fyre, der var den bare ikke lige så tydelig at høre.

Elena kiggede hurtigt op. Hun havde aldrig set ham før. Hun rejste sig op og tog sit sværd frem. "Hvem er du?" Sagde hun advarende. Hun gjorde klar til at slå ud efter ham hvis det var nødvendigt. Hun havde været her i snart et 1½ år og havde aldrig set ham før. Var han overhovet en halvgud? Og hvis han var hvorfor havde hun så aldrig set ved lejren? og hvis han ikke var hvordan kom han så ind til lejren?

André fik lige præcis den reaktion han ønskede fra hende. Han lo, det lød så venligt og varmt og kærligt at det ikke var til at fatte at han havde boet nede hos Hades de sidste fem års tid. Hun skubbede sig ud fra træet og gik hen imod pigen med et venligt, og en smule charmerende, skævt smil. Han løftede sine hænder op i øjenhøjde, som for at sige at han ikke ville gøre hende noget og ikke var ude på ballade.
"Jeg er Adrian... Du tænker nok 'Hvorfor har jeg ikke set ham før? Er han overhovedet en halvgud?' og nej, du har ikke set mig før, og ja jeg er en halvgud. Jeg har gået her før men jeg stak af og nu er jeg vendt tilbage" Hans stemme lød både venlig, charmerende og som en rigtig hjerteknuseres. Men den passede til ham og han kunne selv lide den.

Elena sænkede sit sværd og lagde det ned i skeden igen. "Hvorfor vendte du så tilbage?" sagde hun og rettede sig op oglød en smule venligerer end før. "Hvorfor blev du ikke bare væk?" Tilføjede hun og kiggede med et ondt blik på ham. Hvorfor forsvinde også komme tilbage igen? Hvorfor ikke bare blive væk? Det er jo som at flygte fra et fængsel også bare komme tilbage frivilligt.

André lyttede til hendes spørgsmål og ventede på at hun var færdig med at snakke. Han var tålmodig, i nogle tilfælde. Andre gange kunne han ikke vente et sekund før han ville have opmærksomhed igen.
"Hvorfor jeg vendte tilbage? Jo ser du, jeg mødte en imens jeg var væk. En der også var stukket af herfra, og jeg ved at hun er kommet tilbage hertil, og jeg har bare sådan brug for at se hende" Hans stemme ændrede sig en smule da han omtalte den såkaldte 'hende', den blev helt blød og varm, og det lød virkelig som om han var helt væk i denne 'hende', selvom man aldrig ville kunne få ham til at indrømme det.
"Hun ligner dig faktisk en smule, hun er bare... ældre" sagde han så og smilede skævt til hende.

"Prøver du at fortælle mig at jeg er en lille pige?" Sagde hun og løftede begge bryn. Var han virkelig bare kommet tilbage for en piges skyld? En han bare måtte se? Hun fattede ikke en brik men syntes alligevel det var ret sødt. Han så både sød men også typisk chamør agtig type. Det irriterede hende en smule med det der chamør noget. Elena var ikke bare en pige der faldt for sådan en som ham med det samme bare ved at høre hans stemme som andre piger gjorde normalt. Hun var sikker på Afrodites døtre nko skulle falde for ham bare ved at se på ham.

André lo da hun spurgte ham om han mente hun var en lille pige. Lille? Tja hende han snakkede om var jo på alder med ham, og det var jo tydeligt at se at denne halvgudinde var nogle år yngre end ham selv, men om hun var direkte lille?
"Lille og lille, hun er bare på alder med mig og du er... ja... yngre end os, og tro mig, det er en kompliment" hans stemme lå stadig i det charmerende tonelejre og han smilede skævt til hende. Hun virkede sød, som en god veninde, men på den anden side kendte han hende jo ikke. Det kunne være hendes mor eller far var en eller anden gud som måske ikke ville have hun rendte rundt med en af Hades' børn?
Men ligemeget hvem hendes forældre var, eller om hvad hun syntes om ham, var det jo altid godt at have nogle bekendte som man kunne tage kontakt til en gang imellem.
Men nu hvor han havde tænkt på det der med hendes gudfar eller gudindemor, så var han faktisk blevet nysgerrig.
"Hvem er enlig din mor eller far fra gude siden?" spurgte han så og lagde hovedet en smule på skrå og studerede hende nærmere.

Elena kiggede på ham og lagde selv hovet på skrå. "Athene er min mor." Sagde hun og rettede sig op igen. Nu hvor han havde spurgt hende skulle hun nok også spørge ham. "Hvem er din mor eller far fra gude siden?" Spurgte hun og var parat til at bruge sit sværd hvis han var Poseidon's søn.

"Jo ser du lille ven, datter af Athene" André gik helt hen til hende og lod fire fingre glide fra siden af hendes pande og ned af hendes kind og kæbe til ned under hagen (med siden med neglene mod hende), ganske blidt og han lagde hovedet til den anden side og lød tænksom, "Jeg kan se du vil trække dit sværd, nok fordi du tror jeg er en af din mors fjendes sønner, men det er jeg ikke... Men hvis du vidste hvem min far var, mon ikke du ville trække dit sværd alligevel?" hans ord var ikke så meget rettet mod hende, men nok mere til sig selv. Han vendte sig om og gik tre skridt væk, før han stoppede op, åbnede sine arme og drejede rundt så han stod med front mod hende.
"Min far, lille Athene datter, er Hades ham selv"

Elena kiggede på ham med et ondt blik. Hun gav slip på sit sværd men tog en lille kniv frem og kastede den mod ham. Den ramte ham ikke men susede lige forbi ham og ramt det træ der stod bag ham. "Jamen tilykke med det." Sagde hun koldt og gik hen til ham for at trække sin kniv ud af træet. Hun fik trukket den ud uden besvær og kiggede derefter ham direkte i øjnene.

André lo og gad ikke engang prøve at undvige hendes kniv. Han vendte sig om mod hende og holdte hendes blik fast.
"Tror du det er noget jeg er stolt af? Jeg stak af fra hans rige og kom tilbage hertil, han slog min veninde og hun var bange for ham, derfor stak hun af. Tror du jeg selv har valgt det?" Han var ikke vred, sur eller noget. Hans stemme var stadig forførende og han kig hen til hende, han ville ikke ha at de skulle være uvenner eller noget, hun mindede ham for meget om den pige han var kommet dertil for at se til at han kunne bære det hvis de var fjender.
"Du skuer hunden på hårene, hvem siger jeg er ligesom min far? Hvem siger jeg er lige så stor en nar som han er? Og det kan godt være du er god i kamp, men jeg kan noget du ikke kan overvinde" hans blik blev mørk og hans stemme en smule dyster da han sagde det sidste, det var helt klart hans fars indflydelse der tog over da han sagde det, han blinkede et par gange og blev igen den glade og charmerende fyr han havde været kort for inden.

Elena smilede lusket til ham. "Jeg har intet imod Hades. Jeg ved godt du ikke er så idiotisk som din far nu er og jeg har ikke budt dig op til kamp endnu men hvis du vil kæmpe er jeg klar." Sagde hun og trådte helt hen til ham mens hun holdte øjenkontakten. "jeg er altid klar til kamp." Sagde hun og og smilede stadig lusket til ham. Hvorfor havde han så meget mod sin far? Hun forstod godt han var sur og flygtede fra ham men havde han slet ikke en gnist tilbage af kærlighed til sin far? Elena's mor havde mange gange presset hende til at kæmpe og fortalt at Elena var helt umulig til at kæmpe og hun ikke fortjente at være hendes datter. Det sårede hende meget men hun elskede stadig sin mor meget højt og hun var den person der betød mest for Elena end nogen eller noget andet.

André havde som sådan ikke noget mod sin far, han respekterede ham, men forstod ikke hvorfor han skulle slå den pige som havde været Andrés eneste ven dengang han boede hos sin far. Han havde haft gode tider med sin far, men aldrig når pigen også havde været der. Og tit havde André troet det var fordi han havde gjort noget forkert.
André rystede svagt på hovedet over sig selv og kiggede på pigen der stod foran ham, en pige der altid var kampklar, hvis bare hun vidste hvad André han havde lært af sin far, mon så ikke hun ville være en smule mere... tilbageholdende?
"Jeg har heller ikke noget imod din mor" sagde han bare kort og rettede sig en smule op, så man tydeligt kunne se at han var det højre end hende.
"Jeg har ikke tænkt mig at kæmpe mod dig, jeg er ikke en del af lejeren, endnu, og er ikke sikker på at jeg må blive her, for har du set nogle der er over 18, udover lærerne eller hvad vi skal kalde dem?" Han lød venlig, ligefrem imødekommende og venlig. Han var ikke ude på at få ballade, han ville gerne være en del af lejeren igen, han ville være en del af fællesskabet igen. Han havde savnet det i de fem år han havde været væk.

"Nu ved jeg at du er 18." Sagde hun og satte sig ned på en træstamme om kiggede ind i flammerne som lyste hendes ansigt op. Hendes brun-grønne øjne skindede smukt og et smil kom frem på hendes læber. "Bare fordi du er 18 betyder det ikke at du ikke må blive her." Sagde hun og kiggede sig over skulderen og direkte ind i hans øjne. Han havde nogle meget flotte øjne som hun nok kunne kigge ind i resten af natten. Hvem var det dog han var kommet efter for at besøge? Hun havde jo et spor at gå efter. Han sagde noget med at hun lignede Elena meget. Elena begyndte at tænke som en gal mens hun stadig så ind i hans øjne.