Er du en ven eller fjende? ~ Connor privat

Elena lyttede godt efter og hørte pilen ramme noget. Det var ikke et træ. Det var noget levende. "Connor... Der er måske håb for dig." Sagde hun og gik mod hytterne. Hun så tilbage mod Connor og stoppede så. Han så på en måde fortabt ud. Måske skulle hun fortælle ham at han godt kunne ramme hvis han havde sigtet et andet sted hen.

Connor kiggede på hende, så hen imod træet igen. Han tog sig til hovedet. Han lo pludseligt, bare for ikke, at gøre situationen alvorligere end den var ved, at blive og det brød han sig ikke om. Han bed sig i underlæben.
Han gik efter Elena og kiggede lidt nervøst rundt. Han brød sig ikke om stedet. Kunne monstrene ikke gå ind i selve lejren midt om natten og derved ødelægge alt og dræbe alle? Eller hvad? Tankerne kørte rundt.

Elena læste næsten hans tanker og sagde: "De kan ikke komme ind i lejren. Vi kan komme ind og ud men de bliver derinde. Forstår du så nu hvorfor man skal havde en tilladelse til at være derine?" Sagde hun og gik hen til ham. "Der er meget du skal lære men det kommer." Sagde hun og smilede til ham. Han skulle nok falde til snart. "Du skød faktisk meget godt. Der var bare et eller andet levende der skød den tilbage." Sagde hun.

Connor kiggede på hende. Han stoppede op et stykke fra hende og kiggede sig over skulderen, tilbage mod træet. Han smilede lidt, men kiggede så hen på Elena igen med sammenknebne øjne. "Eh.. jaer okay.. det.. det giver da mening.." mumlede han og tog sig til hovedet.
Han kiggede på hende, da hun trådte ind foran ham. Han trak på skuldrene, men nikkede så kort. "Ja, jeg ved det godt."

Elena smilede til ham. "Connor er du bange for at dræbe en eller anden?" Spurgte hun. Hun vidste godt det var et underligt spøgsmål men hun skulle havde svaret. Hun håbede han ville svare fornuftigt som hun gjorde da en spurgte hende.

Connor kiggede på hende med et undrende blik. Han bed sig lidt i underlæben, da han ikke helt forstod spørgsmålet. "Øh.. om jeg er bange for, at dræbe nogen? Mennesker, personer, mener du?" spurgte han. Han kiggede rundt, inden han kiggede på hende igen med sammenknebne øjne. "Jeg ser helst ikke, at jeg skal dræbe nogen."

"Se det i øjnene Connor. For at forsvare dig mod monstre og andre der vil skade dig er du nød til at trække dit våben og enten dræbe personen eller monstret eller såre det så du ikke kommer til skade. Sådan er det bare. Du for sikkert svært ved det i starten men med tiden vil du syntes at det er det rigtige." Sagde hun og smilede til ham. Hun håbede han forstod det hele og at han ville forstå at sådan var det at være halvgud.

Connor kiggede på hende. "Jamen.. at såre og dræbe er to forskellige ting," sagde han lavmælt og bed sig lidt i underlæben, "et monster er vel okay, at dræbe, men da ikke er rigtigt menneske. Der behøver jeg da kun, at såre personen." Han nikkede, som for at bekræfte sit svar. Det havde han fået at vide i folkeskolen, når de læste historier og den slags. Selvom et menneske ville dræbe én, måtte man ikke synke ned på deres niveau og selv ville dræbe personen.

"Connor... Jeg dræbte engang et menneske." Sagde hun helt uventet.
Hun vidste Connor måske ville få et chok men sandheden skulle frem på et eller andet tidspunkt og nu hvor de snakkede om det var det et ret godt tidspunkt. Hun ventede på at se hendes reaktion som hun nok ville syntes var meget overvældende da han var en dreng der var meget sårbar.

Connor løftede det ene øjenbryn. "Har-har du?" spurgte han overrasket. Det kunne han slet ikke forestille sig. Eller jo, det kunne han faktisk godt. Han fornemmede, at Elena var en pige, der ikke var bange for noget, og hvis det skulle ende sådan, så skulle det ende sådan. Han kiggede bare på hende med begg øjenbryn løftet og bidende i sin læbe.

"Det var meget nødvendigt..." Hun kiggede ned og sukkede dybt. Hun kiggde op igen og prøvede at smile til ham selvom det var meget svært da minderne kom frem i baghovet og ramte hendes blødepunkter. Hun bed sig virkelig hårdt i underlæben for at holde tårene tilbage. Hun bed sig næstn så hårdt at hun snart troede der ville gå hul på hendes underlæbe. "En fremmed mand kom en dag og truede min far da han var alene hjemme. Jeg kunne havde beskyttet ham men jeg var selv ikke hjemme. jeg var i skole og da jeg kom hjem lå min far på gulvet bundet og med blod på sig. Det var ikke meget blod men nok til jeg troede han var død. Da jeg så ham ligge sådan inde i stuen blev jeg skræmt fra hvid og sans og skreg højt. Han bad mig tige stille men inden jeg vidste af det var der en mand der overfaldte mig bagfra og begyndte på at prøve at stikke mig ned og binde mig fast. Lige pludselig var det som om jeg så min mor og hun så på mig med bekymret øjne. Som om hun skreg efter at hjælpe mig men ikke kunne. Hun sparkede en lille kniv hen til mig som lå ved siden af min far som stadig var bundet. Han havde selv brugt den til at forsvare sig men han kunne åbenbart ikke gøre det," Sagde hun og holdte en lille pause så hun kunne trække vejret og fartsatte så, "Min mor kunne røre kniven! jeg fattede intet. Hun stod lige foran min far og han kunne ikke engang skimte hende en lille smule. Han så kun kniven rygge sig frem ad gulvet andet kunne han ikke se. jeg samlede kniven hurtigt op og inden jeg vidste af det havde jeg stukket ham ned. Kniven lod jeg være inde i ham mens jeg hurtigt begyndte at binde min far op. jeg knurrede mig ind til ham mens han var igang med at ringe 112 og min mor var der stadig. Hun kiggede på mig med.. m-m-m... Med stolte øjne. Jeg vidste ikke hvorfor. Og vigtigst af alt hvor gammel tror du jeg var? JEG VAR TI!" Sagde hun og skreg næsten det sidste. Hun skreg ikke helt fordi hun ikke ville havde at en af lærene skulle komme og fange Connor nu hvor han holdte hende med selvskab. Hun gemte ansigtet i hænderne og begyndte stille at hulke/græde.

// Wow min krea kom tilbage med et stort come back xD

Connor betragtede den lidt ældre pige med små øjne, alt imens hun fortalte. Han lyttede. Lyttede så nøje med, som han kunne komme til. Han forstod det ikke, og da hun fortalte mere og mere, så gav det hele ligesom mere og mere mening for ham. Til at starte med, troede han, at hun havde dræbt sin far. Hvilket ikke gav mening. Men da hun nævnte, hvem hun i virkeligheden havde stukket ned, blev Apollons søn ikke bange.

"Det var et overfald. På din far," Sagde han stille og pillede lidt ved sin trøje, "Jeg.. Vil ikke sige, at jeg forstår din handling. Men alligevel, så gør jeg. Jeg mener, hvis nogen havde truet min mor, så havde jeg gået grassat. Hvem ved, hvad der kunne ske. Ens dødelige forælder er ens kæreste eje og man vil gerne beskytte ham eller hende med sit liv. Det ved jeg. Så på en måde, så forstår jeg dig. Du var bange, i panik, og på en måde, gjorde du det rigtige. Trods din alder.

Connor kiggede op på hende. Og noget han blev forskrækket over var, at Elena begyndte at græde. Dette havde han slet ikke set komme. Overhovedet. Så langsomt rakte han ud for at lægge sine arme omkring hende. Ganske akavet, da han nu ikke var den højeste, men hun behøvede det. Det kunne han godt mærke jo.