Er du en ven eller fjende? ~ Connor privat

Connor skar ansigt, da hun begyndte, at tale om at træne. "Jeg bryder mig virkelig ikke om det med, at gå rundt med et sværd eller.. alt muligt andet. Kamp i det hele taget." sagde han og bed sig i sin underlæbe. Han følte sig ikke tryg ved det, og han vidste godt, han ikke var særlig god inde for det. Han ville meget hellere holde sig ved amfiteatret, hvis han skulle noget i lejren.

"Hvad laver du så her?" Spurgte hun og smilede lusket til ham. "Hvis du er så bange hvorfor er du så i skoven hvor der er masser af farlige væsner? Vigtigst af alt hvad laver du så her i lejren?" Spurgte hun og gjorde endnu en pil klar men sparede tiden med at sigte den efter Connor og sigtede den direkte mod et træ og ramte plet igen.

Connor bed sig i underlæben. "Det.. jeg var jo bare nysgerrig.. jeg kan altså ikke gøre for det, vel.." mumlede han og lagde armene over kors. Han kastede et blik omkring sig, inden han kiggede på Elena igen. "Og det ved jeg altså heller ikke! Hvis det stod til mig, vill jeg meget hellere være hjemme hos mig selv. Hos min mor!" Han råbte nærmest det sidste, men det var bare sandheden. Han brød sig virkelig ikke om, at være i lejren.

"Rolig nu knægt." Sagde hun og tog endnu en pil. Hun gjorde den ikke klar men holdte bare om den. Man kunne virkelig godt høre at han savnede hans mor meget. Elena savnede selv sin far virkelig meget og havde ikke set ham i snart 1½ år. Det var virkelig hårdt at miste ham på den måde det nu skete på.

Connor tav. Han foldede sine hænder på ryggen og vendte sit blik nedad. Han bed sig lidt i underlæben. "Jae, undskyld.." mumlede han og kiggede så på hende. "Men.. det er bare underligt ikke, at skulle bo hos min mor mere.." Han vendte sit gyldne blik nedad. Han savnede hende ret meget, selvom der ikke var gået særlig lang tid.

"Hey jeg ved hvordan du har det." Sagde hun og smilede til ham. Hun følte med ham. "Vil du prøve og skyde med min bue?" Spurgte hun og rakte ham den og gav ham en pil. Hun var sikker pa han ikke ville ramme men hun ville stadig se om han overhovet ville få pilen skudt afsted.

Connor kiggede på hende med et mildt smil. "Hvor længe har du været her i lejren?" spurgte han lavmælt. Han kiggede på hende med nysgerrige øjne. Han kneb dem lidt i, da hun gav ham hendes bue og pil. Hvad i alverden skulle han dog med dem? Han kiggede på hende med spørgende øjne. "Øh.."

"Jeg har været her i snart 1½ år... Tag dem. Jeg vil se dig skyde." Sahde hun og smilede venligt til ham. Han så ret nuttet og lille ud. Ikke sært han var en mors dreng. Ellervar han? Bare fordi man savnede sin mor betød det så man var en mors dreng?

// XD

Connor løftede det ene øjenbryn. Han forstod det ikke. Han havde kun én gang i sit liv holdt en bue med en pil i hænderne. Han kiggede forvirret ned på det. Han prøvede så lige så stille og fik hævet pilen, men idet han skulle til, at skyde.. så skød han.
Den fløj mod et træ, men han anede ikke, hvad der skete, men lige så hurtigt den havde sat af mod træet, lige så hurtigt fløj den tilbage imod ham selv..

"DUK DIG!" Skreg hun og hev ham med ned på jorden idet pilen fløj mod dem og landede nede i jorden. Hun kiggede sig over skuldren. Den havde heldigvis ikke ramt nogle af dem. Det viste bare at der var lang vej til at Connor nogensinde ville kunne ramme træet of få pilen til at sidde fast for den sags skyld. Han duede virkelig ikke til den slags.

Connor smed buen fra sig og landede på maven på jorden. Han tog hænderne op foran ansigtet og lå med håndryggene ned i jorden. Han turde ikke rykke på sig eller noget helt andet. Tænk nu hvis, den havde ramt ham eller Elena. Hun skulle virkelig ikke have givet ham buen og pilen. Han håbede, hun nu forstod, han slet ikke anede, hvad han dog lavede i lejren. Han duede ikke til det med kamp, at gøre, at all!

Elena rejste sig og hjalp Connor op og stå. Hun kiggede helt forskrækket på ham. "Hvad skete der lige der?" Sagde hun helt forbavset. Hvordan kunne han ikke ramme det pokkers træ?
Hun ville aldrig give ham en bue og en pil medmindre der var en lære til stede. Hvordan kunne en dreng ikke kunne finde ud af at skyde? Det var ligemeget men hun skulle aldrig være der når han skulle skyde det var sikkert.

Connor kom på benene, da hun hjalp ham op at stå. "Det må du virkelig undskylde.. jeg aner virkelig ikke, hvad der skete.. den burde da have ramt træet, ikke? Den.. den kan da ikke bare flyve tilbage mod en selv, vel?" Han så helt forskræmt ud. Intet gav mening! Det var som om træet havde skudt den tilbage direkte imod ham selv, som han direkte havde skudt den imod træet.

Elena tænkte sig godt om. Pilen kunne d ikke bare skyde tilbage mod dem på den måde? hun kiggede ned og tænke sig rigtig godt om. Dér slog det hende. Der var en anden der havde fyrret den tilbage mod dem. "Connor.... Vi skal ud herfra og det er nu." Hviskede hun og bakkede stille ud mens hun samlede sin bue op og holdte øje med det træ han havde sigtet efter.

Connor kiggede på hende med sammenknebne øjne. "Hvad er der galt?" spurgte han. Han kiggede hen imod træet med sine undrende øjne. Han kunne slet ikke finde løsningen på det. Han kiggede på Elena igen med det undrende blik.


// Total kreasvigt.. >_<

"Kom nu!" Hviskede hun med en alvorlig stemme og begyndte at gå hurtigerer bagud. "Jeg tror der er et monster herinde." Hviskede hun. Hun nikkede mod træet han skød efter og nikkede så bagud. Hun var ikke bange men var bange på Connor's vejne.

//heller ikke her xD

Connor kiggede forvirret på hende. Han skyndte sig efter hende, da hun gik bagud. "Jamen.. tror du?" Han hviskede. Han var blevet rimelig skræmt. Han havde tidligere oplevet et monster, der havde været efter ham, men ikke så tæt på hende, som hun mente, der kunne være.

// x3

"Connor... Lad vær og skrig okay?" Sagde hun for at drille ham lidt. Han var jo så sårbar og lille at hun frygtede det måske ville gøre noget ved monsteret. Hun håbede bare på at det var en lille kanin der bare havde lyst til at lege lidt istedet for et stort monster der ville sluge dem begge levende og i én mundfuld.

Connor kiggede på hende med en grimasse. "Det ville jeg da aldrig gøre!" Han kiggede hen imod træet igen. Han kunne virkelig slet ikke finde hoved eller hale i det. Hvordan kunne et træ dog kaste en pil tilbage? Han prøvede, at finde en løsning på det og lo lidt, lo nervøst. Han kiggede på Elena. "Jeg.. jeg havde nok bare ramt træet sådan, at det.. tilfældigvis fløj tilbage mod mig selv?"

"Og du syntes selv det lyder meget logisk eller hvad?" Spurgte hun ironisk og bakkede længerer og længerer ud. "Jeg tror der er andre end os herinde." Sagde hun og var helt henne ved porten nu og ventede bare på Connor.

Connor bed sig i sin underlæbe. "Altså.. jae.." Han skyndte sig efter hende. Det gjorde det da. Hvad skulle det ellers have været? Hvis der havde været et monster, så var det da klart gået amok på dem med det samme og ikke ventet? Det var en mennesketing, ikke en monsterting! Han skyndte sig hen ved siden af hende.

Hun hev fat i ham og løb ud af skoven. Da de var ude trækkede hun vejret meget hurtigt. Hun Hvade nær faldet op til flere gange mens de løb. Hun håbede bare at Connor ikke var for skræmt. Men han så nu meget nuttet ud alligevel.

Connor fulgte forskrækket med, da hun trak ham med sig. Han løb med hende, til de var ude af skoven. Han stoppede op, hev efter vejret og kiggede rundt med store øjne, der så mere eller mindre skrækslagen ud.

Elena rettede sig op og kiggede ind i skoven. Var der virkelig et dyr? Det brude der. Hvad nu hvis der ikke var noget eller nogle. Hvad nu hvis det bare var en anden fra lejren? Hun tog sin bue frem og tog en pil op af den taske hun havde og tog sigte. Hun fyrrede pilen af mod træet og den kom ikke tilbage. Hvde hun ramt dyret?

Connor stirrede på hende med sine forskræmte, gyldne øjne. Han kneb dem lidt sammen og trak sig, sådan mere eller mindre, om bag Elena. Han kiggede rundt, inden han fulgte hendes bevægelser. Han kiggede over imod træet, da hun skød pilen derover af. Han bed sig i underlæben. Pilen kom ikke tilbage denne gang.. han havde nok bare kokset i det.