venskabs kamp? - Zeth

Carmen gik forsigtigt ind i arenaen. hun havde aldrig været god til sværdfægtning, men ville gerne blive bedre til det, hvilket havde resulteret i at hun endnu engang havde fået slæbt sig selv herned. Hendes blik gled over de andre fra lejren, og hun følte nervøsiteten. 
Carmen var iklældt læder fra top til tå og en rævepels vest for at holde på varmen. Hendes hår var sat i en hestehale. Hun begyndte roligt at slibe sit sværd, imens hun overvejede hvor hun skulle starte med at øve sig inden, hun fandt en person for at kæmpe mod dem, selvom hun ville tabe 100%, men man kunne jo ikke blive god før man havde øvet sig og haft nok antal nederlag, eller var det en forkert holdning!?

Påklædning: Her


Zeth havde mest af alt lyst til at blive i våbekammeret, men der var så mange nye våben, der skulle testes. Plus han var endelig færdig med hans egen rustning. Endelig kunne han have det på som han selv havde lavet. Dette havde været en større plan, som var blevet arbejdet på i en længere periode. Ved hver side havde han et kort sværd da han var bedst med dobbeltvåben, hvis man da kunne sige han var god til noget. Da Zeth trådte ind i arenaen, så han en anden lejrbeboer, stå alene og så ud til at skulle træne sværdfægtning. Han vidste det ville være en dårlig idé, men han fik mandet sig op til at gå over og snakke med hende. Måske de kunne træne sammen?

Han nåede hen til hende og prøvede at smile så naturligt som overhovedet muligt. Dog var han nervøs som en i Tartaros, da han aldrig var god til at lære nye mennesker at kende. "God.. Goddag!" prøvede han og håbede ikke, hun ville synes det var en smule mærkeligt "Er du interesseret i at træne sværdfægtning med mig? Mangler en at træne med.." forklarede han med en lidt 'rystende stemme. Han var ikke god til førstehåndsindtryk med andre.

Carmen varmede roligt op i håndleddene med sværdet. først holdte hun det i den ene hånd og snoede det roligt rundt i cirkler, derefter gjorde hun det samme med den anden hånd. Hun var altid nervøst når hun stod her, folks dømmene blikke bare fordi de var bedre til det end hun var. Hun Kiggede på de dukker der stod på række nær hende hvor folk kunne øve sig hvis de var alene eller ventede på at kunne kæmpe mod en anden. Hun havde aldrig kunne se meningen med dem, man kunne jo ikke øve sig på dem da de ikke gav modstand. Hun sukkede lettere opgivende men stoppede det så med det samme da en dreng gik over mod hende. hun betragtede ham som han kom tættere på og et venligt, beroligende smil satte sig på hendes læber.
Hun smilede venligt til ham, så nervøs, hans udstråling var en stor nervøs bunkenerver."Hej Jeg hedder Carmen, og jeg vil meget gerne træne med dig, jeg mangler selv en trænings partner."hendes stemme var leende og munter, afslørede med det samme hvem hun var datter af.

Zeth begyndte at smile stort da hun sagde ja til at træne med ham. Selvom han var yderst glad for det, ville hans udstyr nok tynge ham en del, så han ikke kunne udrette det normale. Men han skulle jo vende sig til den. Han rettede hurtigt på den for derefter at give hende hånden "Mit navn er Zeth, søn af Hefaistos." forklarede han. Zeth havde et eller andet med at give sig til kende helt, hvad han hed og hvem der var hans gudeforælder. Hvordan det ville påvirke folk omkring ham, ingen idé. Der var jo nogle gudeofrælder, som havde ladet deres had drive videre over i deres børn. På hendes latter og munterhed, gættede han sig frem til at hun var datter af Afrodite. Kone til hans far. Hans rigtige kone. Guddommelige kone.
Han begik sig ikke i de tanker mere, men trak det ene sværd først og ventede. 'First strike' var altid nøglen i kamp.

Hun tog diskret notits af ham, og smilede venligt tilbage inden hun trykkede hans hånd."Jeg er datter af Afrodite"hun behøvede jo ikke sige det andet, hun havde jo lige sagt sit navn, det ville være ret mærkeligt og sige det igen. Hun smilede lidt da han sagde hvem hans far var. De var begge det vandfaste bevis på at deres forældre var hinanden utro. Hun rystede på hovedet, guder var skøre og åndssvage!
Hun lod blikket glide rundt og trak roligt sit sværd op af skeden, hun lukkede kort øjnene i så hendes syn forsvandt og hun tog en dyb indånding så dyb at den iskolde luft nærmest rev hende i luftrøret og hele vejen ned i lungerne og ud i blodårerne. Hun åbnede roligt øjnene og var helt fokuseret. Hun smilede til ham og nejede blidt uden at fjerne blikket fra ham. Med et rejste hun sig og svang sværdet mod ham med et hårdt præcist slag, dog med den flade ende af sværdet. hun ville ikke såre ham dødeligt eller lignende. Hendes hår piskede mod hendes kind på grund af den pludselig bevægelse og det venlige smil hang stadig om hendes læber imens hendes øjne glimtede lystent af drillerier.
Rolig som hun var ventede hun på hans modslag, årvågen og parat på den mindste beevægelse fra ham. Selvom hun ikke var god til selve det at styre våbnene så havde hun lært de basale og meget avancerede fægte trin fra hun var helt lille, hun havde trods alt boet her næsten siden fødslen.