Help me! There's a winged bear after me!! ~ Adrianna og Evangeline

Tid: Tidlig aften
Omgivelser: Skoven omkring halvblodslejren
Sted: Halvblodsbakken
Vejr: En skarp sol og kold vind

Hjertet bankede hårdt i bryst og andrelinen pumpede rundt i hendes krop og var nok det eneste der stadig holdt hende kørende. Evangeline kunne stadig høre bjørnens brøl bag sig og nærmest mærke hvordan jorden rystede under den. Hendes jakke stod åben, bukserne var beskidte og sønderevne, og det samme med hendes sko og endnu en gang priste hun sig lykkelig over at hun ikke rigtig var til høje sko, selvom hun var så lille. Et kort øjeblik at uopmærksomhed og hun var så tæt på at falde og nåede kun lige at genvinde balancen fordi der stod et sted lige ved hende, men hun endte bare med at rive sig i håndfladen, igen. Hun anede ikke hvor lang tid hun havde løbet, måske en time, måske to? Hun vidste bare, at hun var kørt i bus sammen med sin kæreste, Katelinn, og så havde en bjørn brudt ud ad skoven og havde angrebet bussen og slået den omkuld, hvordan kunne en bjørn overhoved gøre sådan noget?! Det var der hun så vingerne der stod ud ad bjørnens ryg gennem vinduet på den modsatte side. Hun havde kæmpet om at komme op at stå. Bussen var blevet væltet og Katelinn havde siddet ved vinduet, og pludselig vendte hun blikket mod sin kæreste og så hvordan Katelinn bare lå op ad den smadrede rude med et blik der så tomt ud i luften. Evangeline havde ikke kunnet fatte det til start, men så, utrolig roligt, havde hun rakt ud og ledt efter en puls, men ... der var ingen, og da hun trak hånden til sig igen var den våd og klistret af Katelinn's blod. En lille hulk havde forladt hende, men hun havde ikke tid til at sørge, for den mærkelige, bevingede bjørn havde flået den anden side af bussen op og brølede over alles skrig, og så havde Evangeline bare taget fødderne på nakken og skyndt sig ud ad bussen og løbt ind i skoven. Resten stod meget ... utydelig for hende, hun vidste bare, at hun havde løbet og løbet og atter løbet. Tårene løb stadig ned ad hendes kinder, men hun stoppede ikke op for at tørre dem af, hun blev bare ved med at løbe indtil hendes fod blev viklet ind i en rod der stak op ad jorden og hun faldt. Hun nåede kun lige at støtte af med hænderne, men da hun prøvede at komme op igen og støtte på foden, knækkede hele benet nærmest sammen på grund af smerten og der kom et lille gisp fra hende og var nødt til at gribe ud efter en træs stamme.. Så er det nu, tænkte hun. Jeg vil ikke dø sådan her! Hun så rundt og fandt hurtigt en lang og tyk gren og samlende den op. Den var perfekt! Lige til hendes højde og det hele, og hun satte den under armhulen for at kunne støtte hendes ben og fortsatte humpende væk fra bjørnen.

Adrianna var vandret mod udgangen til Halvblodslejren.
Hun havde egentligt ikke noget mål, så hun lod bare sine fødder føre hende hen, hvor de ville. Hun vidste godt, at hun var underligt tæt på udgangen; på monstrene. Chiron havde givet hende lov til at komme og gå når hun ville. Han havde sagt, at det var åndssvagt, at hun jo egentlig var myndig, og at hun så ikke selv kunne få lov til at vælge, hvor hun ville hen, og han pointerede, at hun var vant til at tage på missioner for ham, og at det at tage en tur uden for lejren jo ikke var meget farligere. Desuden havde hun overhovedet ingen interesse for at forlade lejren; det var hendes hjem, og hun elskede det, og lige meget hvis hun havde lyst til at tage helt hjem, skulle hun helt til Frankrig, og det ville være lidt... Mærkeligt. Chirons ord kunne alligevel ikke lade være med at køre rundt i hendes hoved. Hun havde lidt håbet, at det, at gå uden for lejrens grænser, stadig var forbudt, for så ville hun ikke blive fristet. Lige meget hvor lille hendes interesse var for livet uden for lejren, kunne hendes fødder alligevel ikke stoppe med at føre hende mod udgangen.
Adrianna sukkede, trykkede sine pegefingre mod begge sine tindinger og rettede på det lille og ubetydeligt udseende perlespænde, men som alligevel var så vigtigt i Adrianna øjne.
Hun ville have taget noget tøj på, som kunne have dækket hendes tatovering på højre skulderblad, men det havde alligevel været for varmt til det.
 Hun var glad for den tatovering, - den beskrev hende meget - men hun var alligevel ret flov over at have den. Det var slet ikke hendes personlighed at have en tatovering! Hun havde aldrig ville have en, men så... Ja det var en længere historie.

Adrianna gik lidt i stilhed, mens hun flettede sit lange blonde hår. Hun flettede kun sit hår, når hun skulle i kamp eller træne, men hun havde alligevel på fornemmelsen, at det ville blive nyttigt i den nærmeste fremtid, så det gjorde hun.
Hun hørte nogle lidt foruroligende lyde, men skoven var fyldt med uhyrer, så det var ikke unormalt, men Adrianna for forskrækket sammen, da et brøl skar igennem stilheden.
Adrianna vidste ikke hvor det kom fra, men det lød som om, at det var tæt på.
Hun havde været længe nok i lejren til at kunne genkende lyden, når et vildt dyr jagtede noget, og dette lød utroligt meget som om, at det var i hælene på et eller andet. Halvgudinden kunne ikke lade være med at tænke på, at det kunne være en anden halvgud. Det kunne være en bror eller søster.
Endnu et brøl flænsede stilheden og denne gang, var det meget tættere på.
"Holy Hera," mumlede Adrianna forskrækket for sig selv.
Hun var taknemlig for, at hun altid bar sine våben på sig lige meget hvad og trak sit sværd fra sit bælte. Man kunne lige så godt være på den sikre side. Hun gennemrodede også sine lommer, for at finde hvad hun ledte efter. Efter lidt tid trak hun et lille kompas op af lommen lavet af overjordisk bronze. De fleste ville nok sige, at det var et dårligt tidspunkt at tjekke hvor nord var på, men det var ikke et normalt kompas. Når man trykkede på sydpilen, foldede det sig ud til et stort og prægtigt skjold.
 På forsiden var der afbilledet alle børn af Poseidon, der befandt sig i lejren. Hvilket også var en stor hjælp til Adrianna, da hun var hytteleder; det var altid så svært at holde styr på.
Hun stod kampklar. Klar til at se alt i øjnene, klar til at bekæmpe alt, der ville gøre hende ondt.

Evangeline humpede af sted, men lige meget hvor hurtigt hun prøvede at komme frem, så kunne hun høre hvordan den bevingede bjørn nærmede sig. Hun kunne mærke hvordan jorden rystede under dens enorme vægt og høre hvordan dens brøl blev højere. En bizar tanke poppede op i hendes hoved. Kunne den mon lugte hendes blod? Eller var det kun hajer der kunne det? Og hvorfor havde den vinger?! Var hun ved at blive sindssyg eller var det et eller andet tophemmeligt eksperiment der var sluppet løs? Et kort øjeblik fik hun lyst til at le over den tanke, men så trængte virkeligheden sig frem igen og hun bed tænderne sammen imens hun fortsatte. Den store gren, som hun brugte som støtte, begyndte at skære ind i hendes armhule. Huh, tænkte hun. Så var den ikke så perfekt alligevel! Hun kunne selv høre ironien i hendes tanker.
Hun vidste ikke engang hvor hun var på vej hen og endnu en gang fik hun idéen om, at hun ville dø i skoven her, som føde for mutantbjørnen med vinger. Alle hendes muskler syrede og brændte og anklen kunne snart ikke mere, selvom den havde godt med støtte. Men det var måske også det bedste, så behøvede hun ikke længere tænke, hun ville bare være.. ja, hvad? Fri? Hvad var der overhoved efter døden? En himmel? Et helvede? Tomhed? Hun havde aldrig rigtig givet døden en tanke, ikke før hun selv var tæt ved at ende med det.
Hun blev ved med at humpe af sted og pludselig så hun en for sig. Først troede hun at det var Katelinn, på grund af det lyse hår, men det varede kun et sekund og så trængte virkeligheden sig på. Katelinn var død.
Evangeline stoppede op og så på pigen med skjoldet og sværdet, og et eller andet i den anden piges blik fik Evangeline til at tro, at hun kunne hjælpe hende. "Vær sød, hjælp mig, den... ting er efter mig!" Sagde hun med en hæs og sprukken stemme imens Evangeline humpede over til den ukendte pige. Hun kunne pludselig mærke udmattelsen og hvordan hele hendes krop begyndte at ryste. Adrenalinen var løbet ud, hun havde ingen kræfter tilbage længere, hun var fuldstændig tom. Nogle meter fra pigen knækkede benene sammen under hende og hun tabte sin støttegren, fordi hun ikke længere kunne finde kræfter til at holde på den eller at holde sig oppe. Hun mærkede knap nok den korte smerte da hendes knæ ramte jorden. Det sortere for hendes blik på grund af udmattelsen og hun vidste ikke hvor meget længere hun kunne holde fast i sin bevidsthed.

//undskyld hvis der er stavefejl, skriver fra mobil ^^

Adrianna havde gjort sig klar til at se et uhyre i øjnene, så hun blev pænt overrasket, da en teenage pige kom løbende mod hende.
Hun så udmattet, bange og såret ud. Adrianna blev med det samme bekymret for den anden pige. Hun ville tage i mod pigen og støtte hende, men idet hun skulle til det kom en kæmpe bjørn ud af buskadset og brølede frygtindgydende.
Den var to gange større end en normal bjørn, og dens øjne glødede rødt, men det underligste var, at den havde vinger.
Det var uden tvivl et monster, og pigen var uden tvivl en halvgudinde. Et monster ville ikke angribe et normalt menneske.
Hun knælede hurtigt ned foran den stakkels halvgudinde. Hun var stresset, men hun ville alligevel se, om der var noget, hun kunne gøre.
"Det skal nok gå," sagde Adrianna blidt, selvom at oddsene ikke lige var de bedste.
Hun forbandede, at hun ikke havde haft sin drikkedunk med nektar med.
Bjørnen begyndte at bevæge sig langsomt frem mod de to halvgudinder, mens den stirrede udfordrende på Adriannas sværd.
Adrianna rejste sig og kiggede udfordrende på bjørnen, selvom at hun var rædselsslagen indvendig. Hun ville ikke risikere halvgudindens liv ved at slås over hende med bjørnen, især ikke da det var tydeligt, hun selv havde en hård kamp om at holde sig ved bevidsthed.
Adrianna takkede hurtigt sin mavefornemmelse for at have advaret hende om faren, så hun kunne sætte sit hår. Hun tog hurtigt sit lille spænde, som hun havde fået af sin far, ud af håret og lagde det i lommen. Hun bevægede sig lidt væk fra halvgudinden og gjorde sig klar.
Inden hun vidste af det, havde bjørnen angrebet hende og pressede hende mod jorden. Den brølede igen, slog hovedet tilbage og bed ud efter den kæmpende halvgudinde. Adrianna nåede lige i sidste sekund at sætte sit overjordiskbronze skjold op foran sig og undgik på den måde at få bidt hovedet af.
Bjørnen fjernede lapperne fra hendes bryst og rejste sig på bagbenene.
Hun så lige sit snit til at rulle i sikkerhed, - væk fra bjørnen - før den med en kræft, der fik jorden til at ryste under lapperne på den, ramte jorden med forpoterne lige der, hvor Adrianna for et sekund siden havde ligget.
Et stød gik op igennem dens behårede ben, da den havde regnet med at ramme noget blødere end jorden, så den blev lammet i et øjeblik.
Adrianna kunne ikke nå at få vejret, før hun så en chance for at ramme bjørnen. Hun løb frem mod det gigantiske uhyre og gennemborede dens skulder med sit sværd. Den lavede en pibende lyd, og mørkt blod strømmede fra såret, men den var langt fra overvundet.
Adrianna så, at de kun var få meter fra indgangen til lejren. Hvis de bare lige kunne nå ind, kunne monstret jo ikke gøre dem noget, og den nyankomne havde brug for hjælp.
Adrianna tog en hurtig beslutning og smed sit elskede skjold mod uhyrets hoved. Det ville alligevel altid finde tilbage til den, der nu var hytteleder i Poseidonhytten.
Uhyret blev ikke slået ud, men blev et øjeblik lammet.
Adrianna løb hen til pigen og tog hurtigt hendes arm over sine skuldre for at støtte hende.
"Kan du gå?"

Evangeline så op på pigen med en kraftanstrengelse, og hun havde aldrig troet, at den lille bevægelse kunne føles så hård. Hun bed tænderne sammen og nikkede svagt til den andens ord og selv den bevægelse fik hele jorden til at glide ud ad fokus. Hun blinkede hurtigt efter hinanden og prøvede at klargøre blikket, men det var svært. Hun hørte dog godt da bjørnen kom ind til dem, men da var det at det hele sortnede, bare et kort øjeblik og hun faldt forover, men genvandt dog bevidstheden lige i tide til at kunne gribe fra sig med sine hænder og hun borede fingrene ned i den bløde jord og mærkede hvordan hele kroppen rystede idet hun prøvede at komme op at stå.
Hun anede ikke hvem pigen var, men hun kunne høre hvordan hun kæmpede mod bjørnen. En ukendt lyst fik hende til at kæmpe mod bjørnen, dræbe den, hævne sig over Katelinn's død. Den skulle få betalt! Det kunne ikke passe, at den både skulle tage Katelinn's liv, den ukendte piges og hendes eget liv! Hun ville ikke lade det ske. Så af ukendte resourser kom hun vaklende op på knæ og langsomt op at stå, men da hun havde vendt sig om stod pigen allerede foran hende, uden nogen synlige skrammer, og uden skjold eller hvad det nu var hun havde set før.
Hendes knæ rystede og benene føltes som gelé. Hun kiggede kort på bjørnen der vist var i en form for chok inden hun så på pigen igen og blev forvirret da hun tog hendes arm om lagde den om hendes skuldre , og hun måtte bruge lidt tid på at fokusere inden hun fik opfattet, at den anden havde spurgt om noget.
Hun rystede over hele kroppen, men hun nikkede alligevel hurtigt og kort. De måtte væk fra den bevingede bjørn og i sikkerhed, men hvordan? Måske var bjørnen i chok nu, men de kunne umuligt nå langt før den indhentede dem. Evangeline ville kæmpe mod den og glædelig dø i forsøget, hun ville bare hævne sig. Hun var opfyldt af den ukendte følelse af hævntørst. Hun støttede sig op ad pigen og var glad for at hun havde taget den side, hvor anklen gjorde ondt.
"Før an," sagde hun med en hæs og sprukken stemme og så på pigen. Hele kroppen rystede, åndedrættet var hurtigt og overfladisk og hjertet fræsede rundt i hendes bryst, men på trods af alt det, så var hendes ravfarvede blik hårdt og bestemt.

Adrianna holdt allerede af pigen, selvom at hun ikke engang kendte hendes navn. Adrianna så op til og elskede piger, der ikke bare lod sig føre rundt i manegen og blev ved med at kæmpe lige meget hvad. Hun smilede en smule for sig selv, da hun så det klare og viljestærke blik i de ravfarvede øjne.
Hun ville sætte i løb, men det var svært, da pigen havde et kæmpe sår på sit ben, og det var besværligt at finde takten med hinanden, når en gigantisk bjørn brølede bag en og jagtede en.
Adrianna kiggede sig hurtigt over skulderen og så, at bjørnen var meget tæt på. Hun kunne ikke få øje på sit skjold, men hun håbede bare, at det var okay. Hun gjorde alt for at bevæge sig hurtigere og for at komme ud af den lille lysning. Den store guldbelagte port med ordene "Camp Half-blood" indgraveret øverst og med fakler rundt omkring var så tæt på. Bare de lige kunne nå ind i sikkerhed.
"IIIIIRRRHHH!" Skreg Adrianna forbløffet og forskrækket, da en kæmpe klo slog ned i jorden lige der, hvor hun havde stået for et øjeblik siden.
Hun tomlede nærmest de sidste meter ind igennem lejrindgangen og konkluderede, at hun aldrig nogensinde havde været så glad for at være inden for barriererne.
"Er... Er du okay?" Spurgte Adrianna forpustet og faldt ned i græsset.
Bjørnen stod bare på den anden side af skældet og kastede sig mod det; den kunne tydeligvis ikke forstå, hvorfor den ikke komme gennem.
Adrianna rakte tunge af den og tog sig til hovedet.

Evangeline var godt nok en genert, sød og "uskyldig" pige, men hun havde aldrig lader nogen trække hende rundt ved næsen. Hun havde en indre styrke som overraskede de fleste, og hun var typen der aldrig gav op, heller ikke når det så så sort ud som muligt. Hun var typen der kæmpede og endda også hævnede sig når bogen sårede hendes kære. Og så dem gerne lide i offentligheden.
Det smertede utrolig meget i den forstuvede ankel hver gang hun støttede på den, men hun bed tænderne og tårene sammen og skyndte sig så meget som muligt sammen med den blonde pige, hvis navn hun ikke havde fået. Men hun var utrolig taknemmelig over, at hun hjalp hende, det var sjældent at hun oplevede det og det var meget belejligt, nu hvor hun ikke kunne klare sig selv, en ting hun ikke ligefrem var så utrolig glad for at indrømme, ikke engang i sine tanker.
Brølet lød højt og voldsomt bag dem og hun kunne mærke jorden ryste under den mærkelige bjørns vægt, men hun turde ikke kigge sig tilvage, hun var bange for at miste modet eller, værre endnu, få lyst til at vende om og kæmpe den unfaire kamp mod bjørnen. Hun ville ende med at dø med hendes nuværende udmattelse. Hun så dog op da de nåede den guldbelagte port og hun nåede kun lige at registrere at der stod noget på den før de nærmest tumlede ind over "grænsen" og hun hørte den anden piges skrig og lyden at en kæmpe klo der rev luften i stykker bag dem.
Da pigen slap hende, nærmest kollapsede hendes ben og hun faldt ned på jorden med et hårdt dump og hun så på den anden pige og rystede voldsomt af overanstrengelse. "Je-eg ve-ed det ik'," stammede hun med en sprukken stemme og så på bjørnen der af en eller anden grund ikke kunne komme nærmere. "Hvo-hvordan?" Gun så uforstående på bjørnen med et nærmest svømmende blik. Hun løftede hånden op, den som hun havde mærket puls efter hos Katelinn og hun stivede pludselig med den halv blodige hånd foran hendes ansigt. Et lille, tørt hulk forlod hende, hun lukkede øjnene inden hun knugede hånden til sig imens tårene begyndte at løbe endnu en gang.

//Undskyld hvis der er fejl, er på mobil ^^

"Jeg holdt ellers så meget af dem her," mumlede Adrianna og sørgede over tabet af sine elskede cowboybukser. Hun tørrede hurtigt sit skinnende og blodplettede sværd i græsset og stak det i sit skindbælte.
Bjørnen blev ved med at kaste sig mod det beskyttende skæl, så Adrianna blev på et tidspunkt nervøs for, at det ville briste, så hun prøvede at genne den væk. Hun ville blive pænt upopulær i campen, hvis bjørnen brød gennem og ødelagde hele lejren.
"Svousch!" Prøvede hun til at starte med, men da monstret bare blev mere og mere tirret, prøvede hun noget andet.
"Vlacas! Skata! Exafanisi!" Forbandede hun den. Man skulle ikke tro, at det ville virke, men da bjørnen genkendte det oldgamle sprog, krympede den sig og stoppede med at overfalde lejrens beskyttelse.
Adrianna fnyste lidt. Dumt spørgsmål. Hun kunne da sige sig selv, at pigen ikke var okay; i hvert faldt ikke fysisk.
"Mh, det er en længere historie, og den vil nok forvirre dig, men jeg kan forsikre dig om, at den ikke kommer ind," forklarede Adrianna betryggende.
Adrianna havde rejst sig og stod nu og overvejede, hvad der var bedst at gøre i givende øjeblik.
"Ved du hvem-... hvad du er?" Spurgte Adrianna forsigtigt, mens hun tørrede sit ansigt af for sved og blod.
Hun lagde mærke til, at pigen begyndte at hulk. Det var heller ikke så underligt i forhold til, hvad de lige havde været ude for, at hun ikke vidste, hvor hun var, og normalt lå der en eller anden skrækkelig historie bag en halvguds ankomst historie. Hvis Adrianna havde været sig selv i øjeblikket, havde hun formodentligt overfaldet den stakkels pige med spørgsmål og forklaringer om at det nok skulle gå, men det var hun ikke, så hun ignorerede det og gav pigen lidt tid til at sunde sig. Altid når adrenalinen begyndte at løbe i hendes krop, blev hun mere hård i filten og ikke så evigt-glad og super venlig, selvom at hun stadig var smilende. Efter et øjeblik rakte hun sin hånd frem, smilede sit bedste 'velkommen-til'-smil og sagde: "Velkommen til Halvblodslejren. Jeg er Adrianna Delacour. Øhm, jeg ved ikke om du forstår lige den her del, men jeg er datter af Poseidon."

//Det er helt i orden. Jeg kommer sikkert også til at lave et par og undskyld ventetiden^^

Evangeline så stadig ikke op, men hørte godt hvordan det var den blonde pige prøvede at få bjørnen til at gå væk. Men da pigen sagde de tre ord, forstod hun dem, ligesom hvis en anden snakkede engelsk, men vidste hvad det var den der snakkede, sagde, bevidst, fordi man havde lært sproget, men hun genkendte ikke de tre ords oprindelse, men alligevel vidste hun, hvad ordene betød, og det fik i det mindste den konstante banken mod den usynlige væg til at stoppe. Hun så på pigen med et svømmende blik imens hun svajede lidt fra side til side. Hun var næsten på besvimmelsens rand. Hun rynkede lidt på brynet og nikkede til pigens forklaring. Ja, pigen havde ret, en længere historie ville forvirre fordi den ville kræve det af hende, at hun koncentrerede og lige på det tidspunkt havde hun problemer med bare at sidde oprejst.
Hun sad og prøvede virkelig at fatte sig og stoppe med at græde imens hun kiggede ned på sine hænder, især hånden der var smurt ind i blod. Hun brugte hurtigt den ikke blodige hånd til at tørre tårene væk inden hun så op på den anden pige med et forvirret og lettere svømmende blik. "Hvad jeg er?" spurgte hun imens hele hendes ansigt strålede af udmattelse og forvirring. Hvad snakkede hun om? Hun var da et menneske, fandtes der da andet? Hun så over pigens skulder, over mod bjørnen og rynkede på brynet da hun fokuserede på de kolonorme vinger der stak ud ad bjørnens ryg. Det gjorde der vist..
Hun tog tøvende pigens hånd, fordi hun ikke rigtig brød sig om at få hjælpe af andre, hun kunne godt lide, at klare tingene selv, men lige der vidste hun skam godt, at hun ikke ville kunne rejse sig selv, eller for den sags skyld, gå nogen steder hen uden hjælp og støtte. Hun rejste sig langsomt op med skælvende knæ og så forvirret på pigen med et rynket bryn imens hun rystede lidt på hovedet. "Evangeline Aldrin," præsenterede hun sig selv som og kom med et halvhjertet og udmattet smil, som hun kun kunne holde et par sekunders tid. Hun skælvede og rystede over hele kroppen, som om hun frøs, og hun kunne ikke få det til at stoppe. Hun holdte stadig Adriannas hånd, fordi hun ganske enkelt var bange for, at hun ville falde hvis hun gav slip.

//Det er helt okay ^^

Adriannas humør skiftede hurtigt, da adrenalinen var på vej ud af kroppen. Hun blev udmattet, men hun havde lyst til at hoppe op og ned i glæde over at Evangeline åbenbart ikke kendte sin egen historie. Hun elskede at forklare alt om halvblodslejren og guderne til nyankommne. Adrianna var hurtigt kommet til sit gamle humør og smilede et stort smil.
"Hej Eva!" Sagde hun med en stemme, der antydede, at hun var hyper. Hun holdt godt fast i halvgudinden og sørgede for, at hun ikke faldt.
"Jeg ved ikke hvad der er bedst," mumlede Adrianna for sig selv. Hun stod og prøvede at få et overblik og finde ud af, hvad de skulle gøre først. De kunne tage hen til hovedbygningen for at få hjælp af Chiron - Adrianna brød sig ikke om at være leder i situationer, der ikke var vante. Hun ville ikke gøre et eller andet dumt - eller hun kunne overtage ledelsen og se det som træning for hende som leder i vanskelige situationer og vise den nye halvgudinde sin hytte og alle de spændene lejraktiviteter, som man højst sandsynligt ville komme alvorligt til skade ved at udføre. Skulle hun bare vise Eva hendes hytte og lade hende være der? Det ville nok blive en smule besværligt i forhold til, at pigerne ikke vidste hvem Eva var datter af. Eller skulle hun bare tage hende til lazarrettet?
Adrianna bestemte sig for at spørge Eva, hvad hun ville. Altså, Eva kunne jo bestemme selv.
"Hey, vil du til Lazar- hospitalet eller?"

Adrianna kom til at tænke over, hvem Eva mon var datter af. Eva havde den spidse næse og den let solbrændte hud som alle halvguder jo havde, men hun kunne ikke finde yderligere ligheder mellem sig selv og hende. Adria havde blondt hår og Eva havde brunt, men det var på den anden side heller ikke underligt. Mange af børnene af Poseidon havde mørkt hår, men alligevel var Adria meget sikker på, at Eva nok ikke var hendes søster.

Alt energi var drænet fra Evangeline og hele hendes krop rystede. Hun var efterhånden ikke helt til stede, hun kæmpede desperat for at fastholde bevidstheden fordi hun lidt tvivlede på, at den anden pige kunne bære hendes dødvægt. Hun så på Adrianna og prøvede at fremtvinge et smil, men hun anede selv ikke hvor godt det gik. "Hej," sagde hun med en nærmest rusten stemme og et svømmende blik.
Hun tror, at hun fik et lille blackout, men hun var ikke sikker, det næste hun huskede, var, at Adrianna spurgte, om hun ville med på hospitalet. Evangeline nikkede lidt. Hun tænkte, at et lille hospitaltsbesøg nok ikke ville skade, især ikke når hun havde det så skidt, og efter den lange løbetur, så var der sikkert det ene og det andet galt, og så hendes ankel. Hun mærkede hvordan kuldegysningerne spredte sig ned over midten af hendes ryg. Hun hadede hospitaler, og tyede kun til den løsning, hvis der ikke var andre muligheder. "Hospital," sagde hun med et lille gys og så på Adrianna, og ventede på, at hun viste vej.

//Lidt kreasvigt ^^'

Adrianna nikkede til Eva, gjorde honnør og førte an. Undervejs på turen op til lazarrettet pegede hun ting ud og fortalte, hvad de var eller hvad deres funktion var. Hun sagde f.eks. noget som: "Se! Det er pegasus-staldene. Vi får foderet til pegasusserne inde fra byen af. Jeg opholder mig meget der, og min yndlings pegasus hedder Silver," eller noget som: "Se, det er hovedbygningen. Der bor Chiron og Dionysos. Chiron træner os alle sammen i kamp og Dionysos... Jaeh, han skælder ud og er sur over, at han kun kan drikke vand i noget, der ligner en evighed."
Adrianna vidste ikke om Evangeline hørte efter, men hun holdt af at fortælle og det måtte vel sidde fast til senere. Desuden håbede hun, at hvis hun blev ved med at snakke ville det holde Eva fra at besvime, nu da hendes adrenalin formodentligt var ude af kroppen. Det kendte Adria alt til.
Mange halvguder kiggede nysgerrigt til, da de fik øje på de to sårede halvgudinder, og de blev endnu mere nysgerrige, da de ikke kunne kende den mørkhårede, men alle havde for travlt med en eller anden lejraktivitet til at stoppe op og spørge spørgsmål. Det var Adria taknemlig for. Hun havde ikke rigtigt overskud til at stå og sludre og sladre med alle.
Efter en lille gå tur kom de to piger til lazarrettet..

Evangeline prøvede virkelig at høre efter hvad det var Adrianna sagde, selvom meget af det lød som nonsens, hvis hun skulle være ærlig. Pegasusser? Træne til kamp? Og hvad var det lige for nogle navne? Chiron og Dionysos? Hun troede lidt, at det bare var hendes omtågede hjerne der hørte de mærkelige ting, for hvad kunne det ellers være? Men hun satte virkelig pris på, at Adrianna blev ved med at snakke, for hun kunne vitterlig dårlig nok støtte sig på sine egne ben!
Hun kunne godt svagt mærke, at andre betragtede dem, men hun havde ingen overskud eller kræfter til at løfte hovedet og se om hun havde ret.
De sorte pletter var ved at samle sig og hun prøvede desperat at blinke dem væk. Hun skulle ikke miste bevistheden nu! Hun blev ved med at tvinge sine ben til at bevæge sig, højre ben forrest, så venstre, så højre ... og så videre.
Så snart de nåede til hospitalet/lazarrettet og ind, slap Evangelines kræfter op og hun mistede bevidstheden.

//Skal vi fortsætte den i lazarrettet eller? ^^'