Do you belive in the stars ~Meghan

af Gæst 18/3/2015, 08:22

T: 23:00
S: Amfiteatret
V: stjerneklart, næsten vindstille, alligevel lunt omkring de 10 graders varme.
O: ikke andet end hvad der nu engang er ved amfiteatret, og så de smådyr der nu kunne have søgt tilflugt der.
P: En mørk, næsten sort T-shirt. Et pr løst siddende bukser, samt et par behagelige sko. Om skulderen har han, hans bue og pilekogger.

Jason havde taget turen til amfiteatret, hvorfor havde han egentlig ikke nogen idé da det ikke var det sted han tilbragte allermest tid. Men en gang skulle vel være den første, og nu var det måske bare tid til en forandring i forhold til, nærmest at leve i skoven, så var lejrlivet måske ikke slemt når det kom til stykket. Selvom blikket nærmest var tomt havde han valgt at sætte sig på kanten af scenen og betragte stjernerne, ikke fordi de fik en anden stilling, eller det var nogle andre stjerne formationer han kunne se, men fordi, hvis man troede på det, kunne man se meget i stjernerne, fortiden og fremtiden. Tanken fik ham til at smile en smule. ”Har du så noget spændende til mig fra nu af mor” Klukkede han kort, med en hovedrysten. ”Eller ønsker du jeg skal spørge nogen andre om hvad min fremtid bringer” Efter at pile koggeret var kommet af hans skulder og han havde lagt sig ned slap en tung vejrtræknings hans læber. Selvom han var van til skoven og lejren, var det bare altid som om der var en del af ham der manglede, noget der ikke kunne forenes, det at være en halvgud, men også at leve et normalt liv. En kort latter slap hans læber da det røg gennem hovedet på ham.
Et normalt liv havde aldrig været noget han havde haft. Langsomt begyndte han at åbne op for hans sanser. Lugtende der røg ind over ham overvældede ham ikke længere på nogen måde. Ligesom de lyde han hørte, alt det var blevet en dagligdag for ham.
Selvskab var det måske hvad han manglede, det havde han sådan set ikke haft før, selvskab var ikke hans kop the, på nogen måde, han var mere en enspænder der havde det bedst omringet med en eller to personer, et Max antal på 5, alt derover kunne begynde at irritere ham. Eller få hans sanser til at gå amok, og derved hyle ham ud af den.

af **Luana** 31/3/2015, 17:42

Påklædning

Det var en skøn aften, ingen tvivl om det.
Det var ikke overvarmt, men heller ikke sådan helt vildt koldt. Det var lige tilpas.
Som datter af solguden var Meghan normalt ikke tilhænger af natten, siden der ligesom ikke var noget sollys i de mørke timer, og mørket havde på en eller anden måde altid skræmt hende, men i aften havde hun dog alligevel vovet sig ud af undergudernes hytte, og var sneget sig ud i den sene aften.
Til at starte med vandrede hun bare stille rundt i lejren, fuldstændig opslugt af sine egne tanker, om hvor sindsygt hendes liv lige pludselig var blevet.
Hun var forbi både søen og bålpladsen, hvor der stadig var nogle få oplysende gløder tilbage, men det var først da hun kom til Amfiteateret at hun stoppede op.
En dreng lå på scenen og stirrede op imod stjernerne.
Meghan, der ikke havde forventet at finde andre folk ude af deres hytter, var splittet imellem at gå videre, eller gå hen til den mystisk dreng og sige hej.
Hun var stadig meget ny, og havde endnu ikke fået skabt specielt mange kontakter eller venskaber til de andre lejerbeboere, så derfor valgte hun langsomt at nærme sig drengen.
"Øhm, hej," hilste Meghan med et lille smil, da hun var kommet hen til scenen.
Hun rettede sit blik fra drengen, og op imod stjernerne.
"Flot himmel i aften, hva?"

af Gæst 1/4/2015, 14:24

Naturen valgte at afsløre at der var et andet levende væsen der var på vej mod ham større end hvad der normalt ville komme på denne tid af aftenen.
Han kunne mærke det i luften duften der blev båret med var mere frisk end de andre halvguders essens, men denne virkede ukendt fremmed.
Ligesom jorden afslørede hendes skridt, han kunne føle dem, men de blev forstyrret af andre skrid som kom fra skoven selv.
Da han fik bekræftet af personen ankom til Amfiteatret var det et skævt smil, der spillede om hans læber.
Allerede inden hun stoppede op var han begyndt at sætte sig op, selvom han vidste hvor hun stod henne, valgte han at se sig om, ligesom en der føler vedkommende bliver overvåget.
Først da hun hilste vendte han blikket mod hende og nikkede kort som en hilsen ”Hej” Med blikket vendt mod hendes mil da hun var kommet til scenen lagde han hovedet på skrå, ikke fordi han ville stirre for at gøre hende utilpas, han gjorde det for at observere, det var en del af hvem han var.
Da hendes blik fjernede sig fra ham og op mod himlen fulgte han det, lyttede til hendes spørgsmål, tog sig tid inden han svarede.
”Ja det er en flot himmel” Kom det så kort fra ham, ikke ondt, men heller ikke totalt overdrevent venlig, en mere neutral tone, men ikke noget der viste at det irriterede ham, han var bare ikke god til at bryde isen med fremmede, og selvom hun ikke tog ham i at være uforberedt, irriterede det ham han ikke havde været interessert i at hun var på vej mod amfiteatret.
”Hvad bringer dig her ud så sent?” han forsøgte at være venlig og bryde isen, for ikke at virke ubehøvlet, for han var bange for det var sådan han havde virket.

af Sponsoreret inhold

Do you belive in the stars ~Meghan

Do you belive in the stars ~Meghan

Sv: Do you belive in the stars ~Meghan

Sv: Do you belive in the stars ~Meghan

Sv: Do you belive in the stars ~Meghan