The newfound bond of sisterhood

Privat emne mellem Mayêmia og Maria

Vandet gled ned af hendes hud, som hun steg op af vandet. Til tider var det dejligt at have vand så tæt på, især da det gav muligheden for at bade. Det lange røde hår blev kastet tilbage over skulderen, forså igen at påtage sig den krøllede form. Som datter af Aphrodite, kunne man vel sige at hun sammen med sine søstre, skreg perfektion, men hvorfor skulle de ikke også det? De var jo døtre af selveste kærligheds gudinden, så det var ikke et under at der blev givet lange blikke efter hver og en af pigerne, når de gik forbi. Selv nu, våd og iført sig en bikini blev der sendt blikke efter hende. Hun rullede med øjnene og klukkede indvendigt af dem, hormoner, de var nu engang sjove at lege med. Selv fra da hun var ung, havde hun vidst tegn på at være direkte smukkere end de andre omkring hende. Det blev dog for alvor kraftigt, da hun gled ind i puberteten, hvor hun begyndte at udvikle sig.
Som ung vidste hun ikke hvem hendes mor var, grundet hun som barn blev bortadopteret, man kunne vel sige hendes biologiske far ikke kunne tage sig af hende og hendes mor havde for travlt med alt muligt andet, dog brokkede hun sig aldrig. Hun var havnet hos en ganske dejlig familie, hendes adoptivforældre, der modsat så mange andre kernefamilier, var to mænd… havde flere penge end hvad godt var. Så igennem hendes barndom, til hun blev 15 år, levede hun i paradis, med så mange penge som hun ønskede. Man kunne let sige hendes liv var mere end bare perfekt, og det var skam intet hun lagde skjul på. Hun var vant til at få tingende som hun ville, men efter at havde været kommet til lejren, vendte alt om. Hendes paradisagtige liv, forsvandt og hun var tvunget til at skulle være omgivet af svedige hormonforstyrret drenge.

Hun rullede med øjnene af minderne, klukkede og kørte hånden igennem håret, som hun forsvandt op mod sin hytte. Hurtigt fik tørret sig og skiftet om til sin kjole. Det lange bølgede røde hår, blev hurtigt tørret og faldt ned over hendes bryst. De højhælede sko gav en monoton lyd mod trægulvet, som hun bevægede sig igennem hytten. På trods af det var direkte dumt at gå i højhælede sko, var hun efterhånden mere end bare vant til at gå i dem, så hvorfor dog bryde en så dejlig vane? Om så Zeus selv kom ned og rev skoene fra hende, ville det ikke stoppe hende fra at gå i dem. Stilheden der før havde lagt sig over hytten blev brudt, Mayêmia så rundt, hævede øjenbrynet og smilede.