The bond between siblings ✝ Xavier

Denne dag var overraskende varm, selvom den naturligvis ikke var sommervarm. Men eftersom Avalanna heller ikke havde andet i tankerne, end at slappe af i hytten, havde hun også besluttet sig for at shorts var godt nok. Derfor havde hun et par almindelige cowboyshorts og en sort/hvid top på til. Hun havde et par simple, sorte vans på som sko, fordi det havde en tendens til at blive fodkoldt i hytterne. Nå ja, sikkert ikke hvis man var bosat i Apollon hytten, men ellers. Lige nu var hendes hår blond og sat i en sildebensfletning. Farven håret havde idag indikerede at hun var i godt humør, hvilket man jo aldrig kunne få for mange dage af. Dage med godt humør, altså. Hun var ikke altid i lige godt humør, og specielt ikke efter hun var kommet tilbage til lejren - efter hun havde opsøgt sin mor. Hun havde ledt efter Maggie længere end hun havde holdt styr på, fordi hun havde været nødsaget til at leve på gaden i tiden mellem da hun forlod lejren, og til da hun endelig fandt frem til sin mor, efter så længe tids søgen. Tja, hun havde jo egentlig ledt efter sin mor siden hun lærte at hun manglede hende, som helt lille. Der var bare ikke rigtig så meget at gøre ved det. Der havde ikke været så meget at gøre ved det - ikke før hun rent faktisk blev gammel nok til at tage ud i verden og lede efter hende. Til at forlade halvblodslejren og tage ud hvor de rigtige farer lurede. Og hun havde skam også været mere end bare bange. Hun havde været rædselsslagen. Men hendes trang til at finde hendes mor og få opklaret alle hendes mange tusinde spørgsmål var simpelthen bare for stor. Hun havde ikke kunnet holde sig tilbage - hun havde været nødt til idet mindste at give det et skud. Hun var nødt til at finde sin mor.
Avalanna satte sig ned på sin seng i undergudernes hytte, og kørte en hånd gennem sit hår. Derefter fandt hun langsomt en bog frem, i mangel på noget bedre at lave. Hun havde ingen at snakke med - ikke lige nu i hvert fald. Hun var ret så alene i hytten på nuværende tidspunkt, så hun måtte jo bare finde en måde at fordrive tiden på, indtil hun rent faktisk havde nogen at snakke med...

Xavier havde brugt aftenen -nok nærmere natten- sammen med en af sine venner, for at hjælpe hende med at falde i søvn. Hun havde haft et mareridt, og var derfor bange for at lægge sig til at sove igen. Hvad hvis nu mareridtet kom igen? havde hun sagt. De havde siddet og snakket, i meget lang tid. Og hun ville så kende til hans mareridt. Havde han et bestemt, der skræmte ham ekstra meget? 
Han kom i tanke om da han var lille, omkring de 9 år. En fra hans børnehjem -Hvor han var hadet, af børn og voksne. På grund af den konstante ulykke han bragte med sig rundt- havde fødselsdag. 
De voksne havde bestilt en klovn, og først kunne Xavier meget godt lide den. Okay, den var måske til skræmmende med de store sko, og den store røde mund. Men så var det da heller ikke værre. Denne dag havde Xavier været ekstra meget “irriterende”, for de andre. Og var blevet smidt op på sit værelse. 
Han skiftede selvfølgelig mening angående klovnen, da han så en af de voksne stå og give den penge for at jage Xavier væk. De ville få det til at ligne at han selv var stukket af. Som han så også endte med at gøre. Han pakkede sine ting, som var... Nærmest ingenting. Og gik ned i køkkenet for at tage nogle af de voksnes penge, som lå i en lille æske -ikke noget han normalt ville gøre, men på det tidspunkt var han ret ligeglad-. Da han stod der i køkkenet, kom klovnen. Der ligepludselig virkede meget mere skræmmende og uhyggelig. Klovnen jagtede ham flere gader væk, og siden den dag havde Xavier aldrig kunnet se en klovn i øjnene, uden at føle at den ville kidnappe ham. Den fobi følger ham stadig.
Da han havde været sammen med sin ven, og endelig fået hende til at sove. Gik han stille tilbage til sin hytte. Xavier gik ind af døren, og kunne først ikke få øje på nogen. Indtil han så en pige sidde på sin -pigens, ikke Xaviers- seng. Han overvejede bare at gå videre, men var ikke træt -hvilket var meget underligt, som barn af Morfeus-. Så han gik alligevel derhen.
“Hej, undskyld hvis jeg forstyrer?” Han virkede lidt spørgende da, han først nu, opdagede at hun havde en bog. 


/Håber at det er okay, og undskyld at jeg har været så lang tid om at svare…//

Avalanna var faktisk ikke som sådan bange for noget. Ikke noget sygeligt eller fobisk i hvert fald. Hun kunne ikke påstå at være synderligt glad for krybdyr, og da specielt ikke slanger, men det var nok også omtrent det hele. Der var godt nok altid uhyrer og en for tidlig død, men det var vel en frygt alle halvguder måtte se i øjnene hver evig eneste dag.. 
Derudover havde hun en besynderlig frygt for at blive glemt... Måske var det hybris? Hun vidste ikke hvad hendes guddommelige fejl var - ikke endnu i hvert fald - så det kunne jo sagtens være. Dog syntes hun ikke at hun normalt var særlig selvglad eller for selvsikker. Hun mente ikke at hun kunne klare alt, og hun overvurderede aldrig sin egen styrke eller viden. Hybris kunne da umuligt være hendes guddommelige fejl, men hendes frygt var nu lidt irrationel. Hun ville ikke glemmes. Hun ville gøre noget der ville blive husket længe ud i fremtiden. Hun ville udføre bedrifter der ville få hende anbragt i samme kategori som Herkules, Perseus, Theseus, Achilleus, Herakles og alle de andre store helte. Hvis bare hun vidste hvad. Måske blev hun en dag send ud på en storslået mission, men indtil da måtte hun jo bare klare sig så godt her i lejren som hun kunne. Derfor engagerede hun sig også lidt, sørgede for at være mere social end hun ellers godt kunne tænke sig. Hun yndede at være på god fod med så mange mennesker som overhovedet muligt. Og de virkede nu egentlig også meget godt for hende, for hun havde da i hvert fald ikke gjort sig nogle alvorlige fjender, af hvad hun lige selv var klar over.
Dog ville hun skam heller ikke påstå at hun var venner med alle i lejren - så langt fra! Hun kendte f. eks. ikke drengen der i samme øjeblik lukkede sig selv ind i undergudernes hytte, selvom hun havde set ham før. Hun var ikke sikker, men hun mente faktisk at han måske var søn af Morpheus, hvilket jo ville gøre ham til endnu en af hendes halvsøskende - om end de andre var på hendes mors side. Hun lagde bogen fra sig og kiggede op på den hidtil ukendte dreng. 
"Det er ikke noget jeg ikke kan gemme til et andet tidspunkt. Hej, jeg er Avalanna, datter af Morpheus." Hun rakte hånden ud mod ham, og smilte imødekommende.