A Fight Between Siblings - Connor

Melodie vendte ryggen til Adrianna der havde valgt at blive ved søen. Mel havde egentlig ikke gidet søen til at starte med, det eneste hun havde lyst til var at være på bueskydningsbanen og se, hvordan hendes altid perfekt skudte pile suse mod målet. Men sådan kunne det selvfølgelig ikke være. For den idiot til Connor havde stjålet hendes bue. Man kunne bare ikke stole på ham. Hun var så sikker på det var ham, han var den eneste, der havde været inde i Apollon hytten, da den forsvandt. Hun kendte ham. Han bestilte ikke andet end at irriterer hende; det var en hobby for ham. Hun knyttede per automatik sine hænder. Og når man snakker om solen.. Der stod han. Hun kunne ikke holde det her ud længere hun var nødt til at finde sin bue så hun kunne være på bueskydningsbanen; det var der hun hørte til, og hun følte hun var ved at dø af længsel efter at komme derhen og hun ville ikke lade en sådan plageånd som sin lamme halvbror komme i vejen for det. Hun bandt sin jakke, som hun havde i hånden, rundt om livet og marcherede hen imod Connor med lange skridt. "Okay, det er ikke sjovt længere. Giv mig min bue," befalede hun, da hun stoppede op foran ham.

Connor tog de sidste par skridt, der føret ned til søen. Han havde været oppe at køre det meste af morgenen og nu havde han brug for alenetid med sig selv. Der var andre til stede ved søen, men det var lige meget. Bare ingen af dem lige kom hen og talte til ham. Ikke lige nu i hvert fald. Han tog et par dybe indåndinger, men så hørte han en velkendt stemme. Han vendte sig straks om og så sin åndede søster komme  gående imod ham. I Guder, hvor så hun dog dum ud. "Jeg har ikke taget din dumme bue!!" næsten råbte han, da hun begyndte endnu engang. Fattede hun ikke et nej?

Melodie himlede med øjnene af ham. Hvorfor skulle hun lige forbandes med Connor? Kunne han ikke bare være søn af Ares eller Zeus eller... hvem som helst, bare ikke Apollon. Hun vidste han løj, og han vidste at hun vidste han løj, så hvorfor fortsætte? "Kom nu, Connor! Jeg orker ikke det der, jeg vil bare have den forbandede bue!" Sagde hun irriteret og hævede stemmen ligesom ham. "Hvor gemmer du den?" Forsøgte hun igen, dog med lavere stemme. Hun gad ikke at folk begyndte at glo nu. Solen over hende var så blot begyndt at titte frem og hun kneb sine blå øjne en anelse sammen. En masse grinende halvguder og halvgudinder kunne høres omkring dem, og de havde heldigvis ikke rigtig bemærket dem endnu. Det sidste Melodie havde brug for var opmærksomhed; hun elskede det, men kun den gode slags. Den manglende opmærksomhed kunne også skyldes at de andre efterhånden var ved at være vant til at høre dem småskændes om hendes bue.

Connor kiggede bare irriteret på hende med korslagte arme. Forstod hun da heller ingenting. Dumme tøs. Hvorfor boede hun overhovedet i hytten? Kunne hun ikke få et lille hundehus ved siden af, male det gult og få et skilt "Apollon's hund" eller sådan noget. "Jeg har ikke din dumme bue, så forstå det dog, pigebarn!!" Han fortsatte med hævet stemme og var sådan set ligeglad med, om nogle lyttede med eller ej. Så ville de bare høre, hvor dum hun lød og at beskylde ham var noget af det dummeste, han længe havde hørt. Hvad skulle han dog brugte en grim bue til? Han var elendig til det med bue og pil, så hvorfor? "Gå nu med dig. Jeg gider dig ikke.." Han vendte ryggen til hende og begyndte at gå væk fra hende, fortsat med de korslagte arme og et surt udtryk.

Melodie kneb fornærmet sine øjne hårdere sammen. Hun nægtede at stoppe her. "Stop lige en halv. Ingen andre end dig kan have taget den bue. Du har sikkert gemt den i det massive rod du har lavet i hytten; jeg mener.. hvad har du imod rengøring?" Sagde Melodie. Hun røg nok lidt ud på et sidespor, men helt seriøst: hun kunne blive ved hele dagen, hvis hun skulle finde alle fejlene ved Connor. Hun gik efter ham, så stædig som hun var. Han drev hende virkelig til vanvid. Ingen andre kunne, hun blev aldrig irriteret, men hver gang Connor åbnede munden var det som om der blev trykket på en eller anden knap inde i hende der aktiverede alle hormonerne. Hun teede sig normalt aldrig som de der pisseirriterende teenage piger alle andre på hendes alder opførte sig som. Selv alle hendes andre halvsøskende var hun nogenlunde gode venner med. Melodie sukkede frustrerede, hun orkede egentlig ikke selv den her diskussion, men hun ville have den bue, og hun ville have den i dag. og hun håbede inderligt at han til sidst ville indrømme noget hvis hun var irriterende nok.

Connor gjorde store øjne, da hun fulgte efter ham. Han stoppede op og vendte sig imod hende med næsten lynende gyldne øjne. "Stop med at følg efter mig!!" Han råbte og skreg næsten, men han kunne bare ikke holde hende ud. Lige siden de mødtes første gang, skændes de. Hvad var der galt med hende? Hvorfor var hun sådan? "Lad mig være og gå hen og irriter nogle andre, end mig!! Hvad skulle jeg bruge din grimme og dumme bue til, når jeg ikke selv kan skyde med det?!" Han prøvede at puste sig op, trods sin slanke krop, "Og hvad med dig selv?! Idet mindste rydder jeg op én gang om ugen, i modsætning til én anden!!" Endnu en gang vendte han sig om for at gå væk fra hende.

Melodie opgav med et suk at følge mere efter pernittengrynet og lod ham gå. Hun satte sig hen til et af træerne. Hvis han ikke gad fortælle hende det måtte hun jo selv finde den.. Hun bankede håbløst sit hoved ind i træet bag hende. Hun betragtede himlen over sig blive mørkere og halvguderne der alle forsvandt. Senere den aften havde hun rodet hele sin hytte igennem for at finde sin bue. Hun var så sikker på Connor havde hugget den, og følte en form ydmygelse da hun fandt den gemt i sit eget rod; det ville hun selvfølgelig aldrig fortælle ham. Det ville være for ydmygende. Han ville sikkert sige noget i retningen af "Hvad sagde jeg" og Mel kendte intet værre. Det blev dag og endnu engang sad hun ved træet, denne gang mindre irriteret, siden hun nu vidste hvor hendes bue var. Hun lod solen varme hendes ansigt. Hun anede ikke hvorfor hun følte sig så træt som hun gjorde, og hun burde egentlig træne i øjeblikket, men kunne ikke få sig selv til det, så hun var i stedet smuttet hen til søen. Doven var man vel. Mens halvgudinden sad ude i heden, forsøgte hun at komme på en masse gode forklaringer til hvor hun havde fundet buen. Der var sikkert ingen grund til det, da idioten nok ikke ville spørge ind til det alligevel. Det var jo ikke fordi han brugte al sin tid på at holde øje med hvad hun lavede. Melodies fingre pillede lidt ved græsset ved sin side, hev et strå op og begyndte at pille det op. Dårlig vane. Hun kedede sig som bare pokker. Hun kunne huske dengang hun i al hemmelighed havde misundet dem af sine venner med søskende.. det gjorde hun ikke længere. Hun savnede at være enebarn og de eneste søskende hun havde var hendes venner. De andre i hytten var godt nok kun halvsøskende, men alligevel, hun boede med den 24/7 og det blev kun mere depri af at Connor var en del af flokken. *Ved guderne.. hvorfor mig?*

Connor havde brugt så vidt som muligt tiden væk fra de steder, hvor hans åndede søster befandt. Derfor havde han aftenen før brugt lang tid om, at komme tilbage til hytten for at komme i seng. Han havde simpelthen bare ikke orket at se på hende. Han havde ofte prøvet at klage om hende, men hvad skulle det nytte? Hun var og blev hans halvsøster. Dagen efter var han endnu en gang taget ned til søen for at få tankerne væk omkring hende. Han lænede sig op af et træ og kiggede rundt, imens han bed sig lidt i underlæben, med korslagte arme, al vægt på det ene ben. Hvad skulle han begive sig til? Der var så meget at lave, men samtidig så lidt.

Efter at have siddet ved søen i snart en time, begyndte Melodie at kede sig, så hun hev sin bue og pile frem, som hun heldigvis havde valgt at tage med sig. Hun vendte sig mod træet over for hende og begyndte at affyre en masse pile mod træet. Så fik hun da trænet nu hun var i gang, ikke at hun havde brug for det. Hendes pile af overjordisk bronze efterlod små mærker i barken, hun havde snart affyret omkring tredive pile, og hun ville nok blive lidt urolig, hvis ikke det var fordi hendes pilekogger ikke var tomt særlig længe ad gangen. I det Melodie skulle til at skyde sin næste pil af sted, kom hendes finger på en klodset måde i klemme mellem bue og pil og fik ændret pilens retning. Så i stedet for at ramme mod det efterhånden hårdt såret træ, endte pilen bag træet i en skæv manøvre. Nu havde hun forhåbentlig ikke ramt nogen..? Måske skulle hun bare være taget til træning alligevel..

Connor lod et suk forsvinde fra sine læber. Han lukkede øjnene kort i, før han åbnede dem igen. Han var allerede blevet en smule træt af den røde hårfarve og havde derfor prøvet at dække det lidt til med en beanie - som dog klædte ham. Men et par lejrdeltagere havde været henne og spørge ind til det - nogle af Afrodite's døtre og det irriterede ham, at det lige var dem, der om og spurgte ind til det. Han havde engang været oppe at toppes med nogle af samme slags, der så gerne ville farve hans blonde hår. Men han havde ikke ladt dem. Før endnu flere tanker kunne dukke op, fløj hans beanie af hans hoved og landede nogle meter foran ham med en bronze pil igennem sig. Han gjorde store og skyndte sig hen til den for at samle den op, uden at røre ved pilen. Han vendte sig imod i træet og skyndte sig derhen. Han gjorde store øjne, da det gik op for ham, hvem det højst sandsynligt kunne være. "Dig!!"

Melodie gjorde sit bedste for ikke at grine, hun vidste det blot ville gøre hans ansigt rødere af raseri. Men det holdt ikke længe, for ud brast latteren. "Ups?" Sagde hun og trak på skuldrene. "Må jeg få pilen tilbage?" Spurgte hun da hun var færdig med at grine. Der var intet bedre end at irritere ham, ja, han var pisseirriterende, men hun elskede at lave sjov med ham, siden han for det meste ikke tog det særlig pænt. Melodie pillede lidt ved læderhalskæden, hun havde om sin hals, og hendes smil var ikke til at fjerne. "Ej, nu må du ikke være så fintfølende. Du bliver altid så pigefornærmet." Hun rystede på hovedet stadig med et grin om læberne. Hun rejste sig op, for at få gang i sine ben igen efter at have siddet ned for længe. Solen stod højt og skinnede hende direkte i øjnene, men alligevel var vinden til at mærke. Hun hadede, når vejret var sådan. Når det ikke kunne bestemme sig for, hvorvidt det skulle være koldt eller varmt.