A very spontaenous meeting between siblings ~ Christel og Elena

Regnen stod ned i stænger den dag, hvor der var planlagt et møde imellem trillingerne, Benjamin, Elena og Christel, der lige var vågnet fra sin koma. Benjamin, der i øjeblikket sad på sin seng og stirrede på ingenting, var den eneste af de tre, der var i hytten i det øjeblik, men han var ret sikker på, at i hvert fald Christel var på vej, for hun var ret præcis med tidspunkter. Han så ned på sit ur, og et skævt smil krusede på hans læber; 1 minut forsent. Håneretten over Christel, var hans. Elena var som regel mindst ti minutter forsinket, så hende skulle man ikke regne med, at få nogen håneret over. Hun var sikkert et eller andet sted i lejren og lave ballade. Om et kort øjeblik ville han nok høre et af Afrodite-døtrenes skrig (Elena havde altid haft et horn i siden på dem - hun kunne ikke fordrage de fleste af dem), og sekunder senere ville Elena komme grinende ind i hytten, mens hun så opfordrende på Benjamin, og Christel, der selvfølgelig var der til tiden (ikke sandt?), og forlange applaus. Christel ville se dømmende på hende og mumle noget om, hvor barnlig Elena var. Benjamin der i mod ville forlange, at høre, hvad Elena havde gjort, og så dømme hende ud efter hendes kreativitet. Normal Cale-familie-dag uden undtagelser.
Han kørte hånden igennem sin brune hår, og lagde sig ned på sengen, mens hans øjne fæstnede sig på loftet, der havde tyve knaster per række, og der var cirka 50 rækker, hvilket gav... cirka 1000 knaster. Han drejede hovedet og kiggede hen mod døren, som formegentlig snart ville blive åbnet af en forpustet Christel, der ville komme med alle mulige latterlige undskyldninger, fordi hun simpelthen ikke var god til, at lyve. Det var skammende. Christel, familiens sorte får. '
Han tænkte lidt over grunden til, at Cale-søskendene så spontant havde arrangeret et møde; Christels sygdom, der i forskellige situationer overfaldt hende og fik hende til at sove. Lidt ligesom Torneroses ten, bare i permanent udgave. En kur mod den, ville nok gøre, at Elena og han ville holde fred i en uge. Yeah, right. Who are we kidding? Elena og Benjamin kunne ikke holde fred - det var dem psykisk og fysisk umuligt. Men hvor skulle de lede? - Endnu en grund til, at holde det omtalte, og meget spontane, møde. I Frankrig? England? Polen? Eller måske.. måske... Sydpolen? Han havde altid gerne ville møde pingviner. Sådanne nogle, han kunne røre uden, at der ville komme en dyrepasser og bortvise ham fra zoo. Det var så uretfærdigt - desuden havde pingvinen jo kunnet lide candy flossen, Benjamin havde givet den, det havde den selv sagt. Eller, den havde i hvert fald sagt nogle lyde, som lød som et 'ja', da han havde spurgt den om, den kunne lide det lyserøde, sukkerfyldte klisterstads, der smagte forfærdeligt. Det måtte da betyde noget.

//God, forfærdelig emnestart, men ja, lige meget - håber I kunne bruge det til noget, mine elskede søstre :-D

''Undskyld, undskyld, undskyld! Jeg er frygteligt ked af det, men det var fordi jeg skulle... Ja du ved, passe nogle af Hermes børn, og det... Nej glem det, undskyld jeg kommer for sent. Ingen yderligere kommentarer." Christel stod og kiggede sig omkring i hytten efter at have brast ind ad døren.
"Så for ind i hades da, er hun her ikke endnu?! Hvorfor skal hun ALTID komme for sent?" Christel gik gennem hytten og smed sig i sin seng. Hun lå og mumlede små misbilligende ting om Elena og hendes manglende ansvarlighed.
Tankerne røg langsomt over på det, de var her for. Den forbandede sygdom, hun hadede den over alt. Hun kunne jo aldrig vide sig sikker. Og ja, nu skulle de ud og lede efter en kur mod den. Det ville blive farligt, rigtig farligt, men alligevel ville hendes søskende ofre sig for hende og sætte deres liv på spil. Eller, Elena ville, Benjamin blev tvunget.. Men... alt det bare for hende? Hun var beæret, meget, det var slet ikke det. Det var bare angsten... Hvad nu hvis de ikke fandt en kur, og hvad nu hvis en af dem ville komme til skade på missionen? Ville de så aldrig snakke med hende igen? Hun fik tårer i øjnene af denne tanke. Hun vendte sig om og kiggede ind i væggen og ønskede, at Elena ville komme stavrende netop nu...

Benjamin satte sig op i sengen, og kiggede på hans lillesøster med et hævet øjenbryn, og et lille kækt smil på læberne. Han sagde det jo. Hun skulle nok komme med en undskyldning, og i dag var ingen undtagelse. Undtagen at den var værre end den plejede, hvilket virkelig var... dårligt. Forfærdeligt. Hun skulle aldrig blive anklaget for noget i retten - hun ville aldrig klare det. Hun ville blive dømt efter ti sekunder.
"Er du færdig?" spurgte han og grinede kort, før han trak på skuldrene, "nej, det er hun ikke. Har I piger nogensinde hørt om en opfindelse, der hedder uret?"
Han så på hende med hævede øjenbryn, før han greb det lille vækkeur på sengebordet ved sengen, der stod ved siden af hans. Han holdt det frem, som om han skulle til at forklare noget meget, meget vigtigt, og nyt. Noget helt ekstraordinært.
"Ser du, det er en meget speciel opfindelse," startede han ud, før han kiggede på uret - oplysningerne hvirvlede rundt, og ind i hans hoved. Alt, hvad uret havde oplevet, og set var nu inde i hans hoved, "et ur er noget, man kan bruge til at måle tiden. Det ældste kendte, og mekaniske, ur, vi kender, stammer fra 1386 og er på Salisbury Katedral. Det her ur er fra 2002, og tilhører en dreng ved navn Kai, åbenbart. Kig lige rundt her, er der nogen ure ved en piges seng? Nej, sikken overraskelse. I har [u]ingen[/i] tidsfornemmelse."
Han skulle til at fortsætte, da Christel sagde noget, som fik ham til at fnyse. Diskret selvfølgelig. Meget diskret. Var den kun Elena, der kom for sent? Gud, hvor var piger besværlige. Skulle altid lige gøre deres situation bedre end andres. Kunne de ikke bare indse, at de alle var lige skyldige? Det var derfor, piger ikke skulle overveje at blive kriminelle. De kunne ikke finde ud af at dele lige, og de kunne slet ikke finde ud af at dække over deres medkumpaner. Ud over det var de - selvfølgelig - forfærdeligt langsomme, og kom aldrig til tiden.
"Og hun er den eneste, der kommer for sent?" spurgte han, og kiggede hen mod døren. Ikke fordi han havde noget i mod, at Elena ikke var her - her var dejligt fredeligt, men de skulle trods alt afsted. Når Christel gik i koma igen, noget, hun åbenbart ikke kunne styre, var der ingen til at tone Elenas og hans skænderier ned. Sidste gang, Christel var i koma, og de skændtes, holdt de hytten vågen til klokken 1:00 om natten. Af en eller anden grund fandt folk det meget irriterende. Men var det ikke det bedste ved at sove på lejr? Man led de andres lidelser sammen med dem. Det var herligt!
En person råbte ude foran hytten, og Benjamin rystede smilende på hovedet.
"Sørme om hun ikke kommer nu?" tænkte han højt, mens han nidstirrede døren.
Den blev hevet op, efter de hørte Elenas stemme råbe noget om drømme og Matt (Nå, nå, nå - spændende!) og Elena trådte ind. Forsinket som altid. Og så så sagde hun det, der en gang for alle beviste, at piger ingen tidsfornemmelse ejede. 'Hvad?'
"Åh, ikke noget, Elsdyr," sagde han med et smil, både over at hun ikke kunne forstå noget, og på grund af hans nye kælenavn til hende, "vi venter bare på, at du havde tænkt dig at dukke op, og før det ventede jeg på, at Christel havde tænkt sig at dukke op," han slog mod hovedet hen mod Christel, "og i mens, vi ventede på, at du dukkede op, introducerede jeg Christel til uret. En spændende opfindelse, forresten - vil du høre foredraget?"
Han kunne lige høre for sig, hvad hun ville sige. Noget ikke så pænt. Det startede nok med h- og sluttede med -old kæft. Det plejede at være hendes mest brugte ord.

Okay så. Nu var de altså samlede. Så langt, så godt. Christel var totalt træt af Benjamin og hans evindelige moralprædikener. Så sent som lige før, med en moralprædiken om uret? Jaja, så var 5 minutter vel heller ikke mere. Men Elenas kvarter kunne hun nu godt gå hen og blive småsur over, selvom surhed på ingen måde var noget hun bifaldte. Den indstilling kom selvfølgelig efter at leve med Elena og Benjamin, så kunne man ikke rigtig føle andet!
Men at de var samlede allesammen nu betød også, at de skulle igang. Igen tankerne: Ville de nogensinde tilgive hende, hvis en af dem skulle komme til skade? Eller dem begge? Hun kunne ikke bære det, hvis de pludselig ikke ville snakke med hende mere. De var alt hun havde. Altså, selvfølgelig havde hun også venner i lejren, men familien var jo altså helt speciel.
Christel havde fra hun var helt lille tvivlet på sig selv. Gjorde hun nu tingene godt nok? Var det okay, at hun gjorde som hun gjorde? Ville det få negativ, positiv eller ingen betydning for de andre i familien? Sådanne spørgsmål fyldte hendes hoved hver eneste dag. Alt det fordi hun var sidste født. Hun var lidt mere ydmyg, altid underdanig, lyttede altid til hvad der blev sagt. Havde ikke den samme selvtillid til bare at skælde ud på de andre to, ligesom de kunne ved hinanden. Hun kunne godt skille dem fra hinanden, men også der følte hun sig lidt som en forbryder, der prøvede at frarøve dem deres frihed. Men det var ikke noget hun snakkede med dem om. Hun turde ikke, var bange for, at de bare ville sige, at hun skulle tage sig sammen, hive sig op i nakken. For det kunne hun altså ikke nødvendigvis.
Hun lagde sig ned igen og vendte sig ind mod væggen. Tårene trillede langsomt hen over næseryggen, om i det andet øje og videre ned på puden. Hun sukkede dybt. Hvis de bare kunne se ... se hvordan hun havde det. Hun ville ønske at Elena kom over lige nu. At hun ville ae hende på ryggen som hun plejede at gøre hvis Christel var ked af det eller havde det skidt. Det var sådan hun vågnede af koma, ved, at Elena aede hende stille og roligt over ryggen. I det fandt hun tryghed. Tænk hvis hun ikke skulle opleve det mere. Tænk hvis der skete Elena noget. Elena var jo hendes trillingesøster, og på samme tid også hendes allerbedste veninde. Hun kunne snakke med Elena om alt. Hun gav et lille snøft fra sig ved tanken om, at hun måske aldrig skulle opleve det mere. Hun anede ikke hvad der kom til at ske.. Men hun håbede på noget godt.

//Håber det er okay, at jeg ikke gør så meget lige nu. Venter lidt på at Elena skal agere. :-)