Well, I'm back ✝ Christel

Som hun hastede gennem den tætte skov, med de mange træer, kunne Avalanna ikke dy sig for at sparke til et par sten og grene - måske endda en snegl eller to. Det var ikke til at vide, hvad hendes skosnuder kom i nærheden af, hvor hun orkede ærligt talt ikke engang at holde øje med det. På trods af, at hun gik med hængende hoved, og stirrede ned på sine fødder. Men bare fordi hun kiggede betød det jo ikke nødvendigvis at hun rent faktisk så noget. Hvis det ellers gav nogen mening? I hvert fald...
Avalanna var begyndt at stille spørgsmål ved sine forældre, da hun begyndte at forstå deres fravær. Og deri indgik hendes mor jo naturligvis. Hvorfor havde Maggie - hendes mor - gjort som hun gjorde? Hvordan kunne en mor forlade sit nyfødte barn? Hvorfor havde hun overhovedet fået hende, hvis hun ikke ville have hende? Ja, de spørgsmål havde Avalanna stillet sig selv utallige gange i løbet af sit liv, men først da hun mødte sin mor som 17-årig, fandt hun svaret på de spørgsmål. Hendes mor havde ikke ønsket at give hende op, men hun havde ikke været klar til at være mor. Og da slet ikke være mor for et overnaturligt barn, der blev jagtet dagligt af klamme uhyrer. Da Avalanna havde fået hendes forklaring, havde hun faktisk forstået hende. Og hun havde givet slip på en hel del af den vrede og skuffelse, hun ellers havde gået og båret rundt på. Dog kun indtil hendes mor opgav hende og valgte hende fra endnu en gang. Til ære for hendes nye mand. Hun havde ellers været så tæt på at tilgive hende for hendes fravær igennem hele Avalanna's barndom, men så havde hun ødelagt det hele. For dem begge. Hun havde taget sin mands parti, og valgt ham fremfor hendes egen datter. Det forstod Avalanna ikke. Og det ville hun højst sandsynligt heller aldrig komme til. Hvordan var hun overhovedet i stand til at være så dum? Hun havde seriøst fravalgt sin egen datter, hendes eget kød og blod, til ære for en idiot af en mand, der garanteret ville ende med at skride fra hende. Hvor idiotisk var det måske ikke lige? Og selvom Avalanna endnu ikke helt havde opgivet håbet om, at hendes mor en dag ville fortryde sine prioriteter og komme løbende, ville hun ikke ligefrem blive overrasket hvis det ikke var tilfældet. Hvilket det jo ikke havde været endnu, og hun forventede da i den grad heller ikke noget fra sin mors side af. Men selvfølgelig var at forvente og at håbe jo også to helt igennem forskellige ting. To helt igennem forskellige følelser.. Det var også forklaringen på hendes irriterede og frustrerede humør. For da slet ikke at snakke om skuffede. Men det var nok mest irritationen og frustrationen der kom til udtryk, lige nu i hvert fald.. Hun orkede ikke engang at tænke på de uhyrer der muligvis lurede bagved det træ der. Eller dét. Eller måske endda det dér. Og hun ville nok heller ikke forsøge at kæmpe imod, hvis der kom et uhyre. De kunne ligeså godt komme og tage hende. "Så kom dog og tag mig, forfanden!" Hun kom med et højt udbrud, der nok kunne høres af et par nymfer, og de folk tættest på halvblodsbakken - eftersom hun ikke længe efter trådte ind over grænse til lejren. Hun overvejede at gå udenfor lejren igen, i tilfælde af at der kom nogle venlige uhyrer, for at ende hendes skuffede hjerte. Men det blev hun hurtigt afbrudt i.

Påklædning ⇨ magazine.jpgHer :-)

Christel var gået lidt væk. Havde fået for meget af det hele. Hendes søskende, Elena og Benjamin havde igen været ved at splitte hele hytten ad i deres evindelige skænderier. Christel havde fået sådan en underlig følelse i kroppen... En følelse hun kendte udmærket. Det var som om... som om der var noget, der brændte, uden at gøre ondt. Bare sådan en varme, som var vildt svær at beskrive. Hun havde ikke lyst til at sige det til Elena, for Elena var i sit røde hjørne, og selvom hun vidste, at Elena ville blive omsorgsfuld hvis hun sagde det, så turde hun ikke. Hun vidste godt hvad det betød. Det betød, at hun snart ville få et af sine anfald, hvor hun ville gå i koma i lang tid. Der var ikke noget at gøre ved det, hun kunne blot vente på at det skete.
Hun gik mod udkanten af lejren, mod halvblodsbakken. Her vidste hun, at hun kunne være i fred. Hun havde ikke lyst til at snakke med nogen, ville bare gerne tænke lidt.

Hun kom hen til halvblodsbakken og satte sig ned. Tænkte over de anfald hun havde haft hidtil. Det var ikke mange, det måtte hun indrømme, men hun huskede tydeligt dem allesammen.. Især det første, første gang hun havde oplevet denne følelse. Hun havde været væk fra hytterne, ikke langt, men væk, og var derfor også blevet vildt bange. Hun havde været nede ved søen og bare gået rundt da hun fik følelsen.
Da hun faldt om var hun alene. Hun var i koma, men kunne fornemme hvad der skete omkring hende. Hun kunne høre fodtrin... Så kunne hun mærke hun blev lagt ned... Lang tids mørke...

Her stoppede hendes tankerække da hun gik i koma igen...

Der lød et lille suk, hvilket Avalanna egentlig ikke burde være i stand til at høre, men der var ret så stille, så derfor var det muligt for hende. Hun vendte sig hurtigt om, og fik øje på en skikkelse, der faldt sammen foran hende. Og hun genkendte med det samme skikkelsen. Det var Christel. Åh nej, hun måtte ikke... Nej! Avalanna løb hen til hende og smed sin taske og alt fra sig, idet hun faldt på knæ ved siden af Christel. "Chris! Ikke igen! Vågn op!" Hun bed sig hårdt i inderlæben, og kunne til sidst smage en kobberagtig smag, der tydeligvis var smagen af blod, fordi hun havde bidt hul i sin læbe. Men det var såmænd overhovedet ikke vigtigt lige nu. Hun tog Christel's hoved op på sit skød og klappede hende lidt på kinden. Ikke hårdt, bare noget man normalt ville kunne mærke. Men da hun ikke reagerede, prøvede hun at lade være med at gå i panik. Hun havde ikke ligefrem forventet at komme hjem til dette, men det var vel så hvad hun fik..
Hun havde prøvet dette før, og derfor vidste hun også nogenlunde hvad hun skulle gøre. Hun skulle have fat i hjælp. Egentlig burde hun nok hente Christel's søskende, men dem kendte hun ikke ligeså godt som hun kendte Christel, og desuden vidste hun af erfaring, at Christel ikke altid ville have at de skulle kende til hendes små anfald. Selvfølgelig var det uundgåeligt, hvis det varede flere dage, eller endda uger, måneder, men hvis det ikke var et frygteligt langt anfald, var der jo ingen grund til at slå alarm.. Måske skulle Avalanna bare få hende med hjem i sin egen seng, og så kunne hun lade hende sove der. Hvis så hun ikke vågnede inden dagen efter, kunne hun jo hente Benjamin og Elena. Det lød som en plan, der passede hende ret godt. Men hvordan skulle hun lige få hende transporteret hen til undergudernes hytte, når Christel vejede ligeså meget som Avalanna selv? Gid hun bare kunne få hende til at vågne..
Dér, i netop det øjeblik, fik Avalanna en idé. Hvad nu hvis hun rent faktisk kunne få hende til vågne?! Hun havde trods alt ikke rigtig prøvet før. Ikke med hendes evner! Hun havde kun prøvet at få hende til at vågne fysisk, men hvad nu hvis det der skulle til, rent faktisk var psykisk? Måske skulle hendes hjerne sættes ordentlig igang igen, eller noget i den dur. Det var ikke ligefrem det Avalanna havde allermest styr på, men hun havde da i hvert fald styr på sin evne. Tja, den af dem hun ville bruge, i hvert fald. Hendes tredje - og nyeste - evne, havde hun endnu ikke helt styr på.. Hun placerede hænderne mod sine tindinger og begyndte at massere dem langsomt, mens hun lukkede sine øjne. Det lignede godt nok noget fra en dårlig film, men det var altså sådan det fungerede. Kort tid efter, trådte hun ind i Christel's sind. Hendes drømme var endnu ikke begyndt at tage ordentlig form, og var bare en tåge - noget folk ikke selv ville kunne huske at have drømt, når de vågnede igen. 'Christel. Vågn op. Træd ud af komaen og vågn.' Hendes stemme ville lyde i Christel's sind, selvom hun ikke ville kunne huske den. Hun ville bare kunne huske hvad hendes underbevidsthed bad hende om. Hun ville bare gøre det. Forhåbentlig, i hvert fald. Det var i hvert fald sådan, Avalanna's evne fungerede.

//Håber min improvisation fungerer for dig også.. ^^'

Hun kunne høre det i sine tanker. Som en hvisken. Hun vidste, at hun måtte gøre det. Hun vidste bare ikke hvordan. "Christel. Vågn op. Træd ud af komaen og vågn." Hun ville gerne, meget gerne. Men hun kunne ikke rigtig. Det var somom hun kunne genkende den lille hvisken, der inderst inde i sine tanker. Det... Nej, det kunne ikke passe.
Hun mærkede langsomt sin krop reagere. Hun kunne hverken gøre fra eller til. Hun mærkede sine øjne åbnes. Hun så intet, men hun vidste alligevel, at de var åbne. Hun fornemmede sin hånd bevæge sig. Hun vidste ikke om det var nogle bevægelser, som hun drømte var der, eller om de rent faktisk var der. De var ganske små, blot et par millimeters rokken med lillefingeren eller en lille sitren i pegefingeren. Men hun havde det virkelig som om de var der.
Hun drømte at hun så sig selv oppefra. Hun lå der ved foden af halvblodsbakken med hovedet i skødet af... Ja, det kunne hun ikke fornemme. Hun fik igen en intention af hvem det var.. Men.. Hun forlod jo lejren for længe siden? Tankerne for afsted i hovedet på Christel, og alligevel tænkte hun slet ikke. Det hele var én stor grød af tanker. Hun fik pludselig lyst til at rejse sig op og gå.. Men hun kunne jo ikke, det var vel ikke muligt? Hun var jo i koma? Eller var hun? Det var stadig en stor pærevælling. Hun mærkede en hånd klappe på hendes kind. Eller var det noget hun bildte sig selv ind?
Et øjeblik gled tankerne væk. Da hun prøvede at få dem tilbage... Der var ingenting. Det var bare... tomt. *Få det til at stoppe* tænkte hun, og hendes øjne lukkedes igen.


//Improvisation er fint med mig... Jeg prøver altså bare at udfylde lidt, har jo ikke så meget magt over hvad jeg gør, hehe. Håber ikke jeg laver den alt for lukket til dig nu? Ellers må vi lige skrive over privat besked hvis noget skal ændres.. ^^'

Det lignede at det virkede, men så alligevel ikke. Grundet hendes evne, kunne Avalanna se og føle hvordan Christel havde det. Og hun var bestemt ikke vågen endnu. Måske ville det virke, måske ikke. Altså, selvfølgelig håbede Avalanna helt klart mest på den første mulighed, men hun havde jo som sagt aldrig tyet til denne mulighed før, så hun havde faktisk ingen anelse om hvad der ville ske. Dog vidste hun en ting, og det var, at hun altid bare kunne træde ud af Christel's sind igen, og så ville hun bare sove videre. Præcis som hvis Avalanna aldrig havde påvirket hendes drømme og underbevidsthed, til at starte med..
Hun nægtede at give op endnu, så derfor pressede hun atter lidt på. 'Vågn. Slip tågen fri. Du kan godt. Kom så, vågn.' Hun krydsede mentalt fingre, for at det virkede. Det syntes at virke halvt indtil videre, så hun kunne vel kun håbe på det bedste, ikke sandt? Ellers, var der ikke andet at gøre end at vente. Vente på at hun endnu en gang ville træde ud af komaen, ligesom hun før havde gjort det. Det var faktisk en ret forfærdelig sygdom, på trods af at den ikke var dødelig. Avalanna følte virkelig med hende, og om muligt endnu mere nu hvor hun havde følt hvordan det var. Hvordan hun følte sig komplet magtesløs. Hvordan hun ikke kunne styre sine egne tanker, bevægelser eller valg. Det var forfærdeligt..

//Det gik da fint nok - tror jeg? :-)

Nu hørte hun igen denne lille hviskende stemme... 'Vågn. Slip tågen fri. Du kan godt. Kom så, vågn.' Hun ville gerne, åh så gerne, men hun kunne ikke. Hun kunne ikke vågne op, det var som om hendes kræfter svigtede hende, nu, hvor hun havde allermest brug for dem.
Hun prøvede at tænke. Det kunne hun ikke. Det var alt sammen igen bare en stor grød.
Hun tænkte på Elena. Og Benjamin. På, hvor meget de ville savne hende, hvis denne her omgang varede længe. Hun kom også til at tænke på Avalanna. På hvordan hun havde hjulpet Christel den første gang hun gik i koma. Hun var hende evigt taknemmelig.
Da hun hjalp Christel dengang, havde et venskab spiret. De var blevet veninder, og de hyggede sig sammen i lejren. Da Avalanna så forlod lejren som 16-årig, var Christel blevet knust. Hun havde lukket sig inde i hytten i et par dage uden at have lyst til at tale med nogen. Det gik over, selvfølgelig gjorde det dét, men hun savnede alligevel Avalanna mere end nogen anden. Avalanna var bare helt speciel.

//Undskyld kort indlæg... Kunne du ikke tænke dig at få hende i en eller anden form for trance? Ville det ikke være muligt? Jeg er totalt blank for hvad jeg kan gøre, og om jeg skal lade hende vågne... Jeg tænkte nemlig lidt, at det her anfald varede cirka 2 uger eller lignende.Medmindre Avalanna kunne få hende til at vågne. ^^'

Det var umuligt. Det var som om, at Christel sagtens ville kunne komme under Avalanna's magt, men at hendes sind bare ikke ville lytte ordentligt efter. Som om at hendes krop reagerede og lyttede, mens hendes sind forblev lukket inde. Avalanna kunne bare ikke rigtig komme ind til hendes sind, og hjælpe hende med at vågne. Hun kunne mærke, at Christel sagtens kunne høre hende, men hun kunne bare ikke gøre som der blev sagt. Det var underligt, og bestemt frustrerende. Det kunne have været så revolutionært hvis hun kunne styre hendes tanker i en sådan grad, at hun endda kunne få hende til at vågne fra komaerne. Så ville hendes søskende heller ikke skulle bekymre sig sådan, for Avalanna ville skam være mere end villig til at hjælpe dem - og Christel - hvis/når hun gik i koma. For det var altså ikke det fedeste at skulle vente på at ens søster vågnede. Ja, eller ens veninde, i Avalanna's tilfælde. Og som om det ikke var slemt nok i sig selv, anede man jo oven i købet ikke hvor længe det ville vare. Det var på ubestemt tid, hver eneste gange.
Det var jo ikke fordi at Avalanna havde ønsket at forlade sine veninder, inklusiv Christel, men hun havde bare følt sig nødsaget til det. Hun havde været nødt til at finde ud af noget. Bare et eller andet. Noget som kunne give hende lidt fred, og få hende til at få det lidt bedre indeni. Hun havde jo haft det så svært angående hendes forældre, selvom hun havde været god til at skjule det, og holde det inde i sig selv. Dog havde Christel kendt til det der nagede hende, hun havde bare ikke vidst hvor slemt det rent faktisk var...

Tankerne kørte igen bare rundt. Hun tænkte uden at tænke, følte uden at føle. Hun var ved bevidsthed og alligevel var hun så langt væk. Hun vidste, at hun ikke ville kunne huske noget af dette når hun vågnede. Og inderst inde frustrerede det hende. Hun ville gerne kunne huske det. Kunne huske, at hun troede at det var Avalanna. Alt dette var jo ikke engang tanker, det var bare følelser som hun havde helt inde i underbevidstheden, tanker, som hun ikke selv kunne styre. Men alligevel. Det var Avalanna. Hun var ret sikker. Hun kunne mærke det. For Avalanna kunne træde ind i drømmen. Hun kunne flytte Christels tanker. Og den stemme hun hørte... Det var Avalannas stemme. Og den var tæt på. Hvis det f.eks. var Elena der snakkede til hende, ville hun kunne høre det, men kun som en slags summen. Hun ville ikke kunne opfange ordene som hun kunne her. Hun kunne forstå det. Og det var dét der ligesom 'afslørede' Avalanna. Glæden ved at vide at det var hende var næsten så kraftig, at hun kunne vågne op bare af den. Men også kun næsten. Hvis hun nu virkelig prøvede, uden Avalannas indvirken. Det kunne være hun ... hun kunne vågne. Hendes viljestyrke. Den kom frem nu og hjalp hende. Hun kunne ... nej, hun kunne ikke vågne. Men ... hun kunne få sig selv i en lettere søvn. Hun kunne få sig selv op, hvor hun kunne vækkes. Enten ved en spand kold vand i hovedet (Den mulighed ville hun gerne undgå) eller ved, at Avalanna tog affære. Hvordan vidste hun ikke, men i hendes underbevidstehed tog denne plan form. En plan der var tæt på umulig, men det kunne gøres. Nu håbede hun bare, at Avalanna kunne se det.

[i]//Det går lidt op for mig nu, hvor svært det her kan være at skrive videre på.. Men hvis det er må du bare lige skrive i PM og jeg vil prøve at forklare hvad jeg mener.. Spontanitet længe leve! ^^

Christel's tanker smeltede sammen med Avalanna's, da de jo begge 'befandt sig' i Christel's hoved. Og derfor forstod hun også med det samme, hvad det var, Christel prøvede at fortælle hende. Det kunne faktisk godt fungere! Og det var da i hvert fald helt klart et forsøg værd, for hvis de kunne få hende vækket, var det jo helt igennem fantastisk. Det var noget hun nu havde prøvet på i noget tid, men derfor betød det skam ikke at hun havde i sinde at stoppe foreløbig. Avalanna var en viljestærk og stædig person, man ikke skulle stå i vejen for, når hun først havde sat sig noget for. Man fik alligevel intet ud af det, for hun havde det med at opnå sine mål. Heldigvis da, for det var jo en dejlig ting! Det var ligesom dengang, hvor hun havde et mål om at vinde over en af Artemis' døtre i bueskydning. Det lød måske en smule umuligt, men hun havde øvet sig dag på dag, for at få så meget træning hun kunne. Det havde hun jo trods alt brug for, hvis hun skulle vinde over en datter af jagtens gudinde! Men hun gjorde det. Nu havde bueskydning så godt nok også altid været et af hendes særlige talenter, men derfor havde hun nu alligevel været ret stolt over det. Hun havde jo altså vundet over en af selveste Artemis' døtre, og det var et meget sjældent syn! Hun - halvguden, Artemis' datter - var så godt nok også blevet ret så fornærmet og ligefrem vred, men det gjorde nu ikke Avalanna noget. Det var alligevel så sjældent, at hun pissede folk af, eller gjorde dem vrede, så den ene gang kunne hun vel nok overleve. Hun plejede altid at være den der person som alle kunne lide. Drenge som piger. Og mon ikke også hendes udseende havde hjulpet lidt på det? Men i hvert fald, gned hun endnu en gang fingrene mod sine tindinger, i håb om at skabe en endnu tættere forbindelse til Christel's sind. Hvis de skulle gøre dette, ville hun helst have hende hen til en seng, og hun havde faktisk fået en god idé, til hvordan det kunne gøres. Hvis det altså lykkedes..
Hun prøvede at forbinde Christel's krop med sin egen, og prøvede så tøvende og nervøst at rejse sig op. Og i samme øjeblik hun gjorde det, rejste Christel's krop sig også op. Hun kom på benene, men stod helt stille - bevægede sig ikke engang. Dette kunne måske godt fungere...


//Var det okay? :-/

Hun kunne mærke hvordan hendes krop reagerede på Avalannas tanker. Avalanna rejste sig op, og Christels krop reagerede og gjorde det samme. Christel havde ingen mulighed overhovedet for at bestemme hvordan hendes krop skulle gøre eller reagere. Hun fik en meget underlig følelse i kroppen, lidt som hvis der var noget der vibrede over det hele. En summen lige under huden, en oplevelse hun aldrig havde haft før. Hun tænkte på at klø sig, se om det ville virke, men hænderne reagerede jo ikke. Hendes tanker var igen grødede, dog kunne hun indimellem mærke at Avalanna tænkte noget. Hun ville gerne begynde og gå. Hun var ret overbevist om, at hvis Avalanna begyndte at gå, så ville Avalannas tanker få Christels ben til at bevæge sig i akkurat samme tempo som Avalannas. Lidt sådan som en remotecontrol? Lød klamt når man formulerede det sådan. Christel ville gerne gå nu, hun ventede bare på, om Avalanna kunne få hende til det.

//Jjeg kan ikke gøre hverken fra eller til .. Så ja, nu er bolden ligesom kastet til dig. Så må vi se om du er mere kreativ end jeg er! (Jeg er helt sikker på at du er!) ^^'

Det var tydeligt for Avalanna, hvad hun skulle gøre. Hvad hun nærmest var nødt til at gøre. Hvis Christel skulle kunne få det bedre, og sådan, var Avalanna nødt til at tage styringen over hendes krop først. Og det var så også lige præcis hvad hun havde tænkt sig at gøre. Hun ville først og fremmest få hende hen til sin egen - og dermed ment Avalanna's - seng, så de ikke ville have en ligeså stor chance for at blive afbrudt og/eller forstyrret. Derefter var det stadig lidt uklart hvad hun måtte gøre, men det vidste hun, at Christel kunne hjælpe hende med. Det var trods alt hende det hele afhængt af i sidste ende, for hvis hun ikke hjalp til, kunne deres lille forsøg alligevel være noget så ligemeget, og ikke ende som andet en en fiasko. Og det var jo ikke ligefrem hvad Avalanna gik efter.. Hun håbede virkelig på at dette lille forsøg ville være en succes, for ellers havde det været totalt forgæves, og allerede nu kunne hun mærke, at det altså tog en del på hendes kræfter.. Men det skulle bare soves væk, så det var ikke fordi, at det var et gigantisk problem, eller noget i den dur. Det var såmænd bare en bivirkning, og endda en mindre en af slagsen..
Hun koncentrerede sig inderligt, samtidig med at hun begyndte at gå. Og da hun så at det virkede - at Christel's ben også bevægede sig - gik hun videre, ned mod lejren og hytterne.

//Du må altså meget undskylde, at jeg sådan 'bestemmer over' din karakter, men jeg kan ikke rigtig undgå det, i dette emne... ^^

Hun kunne næsten ikke fatte det. Især fordi hun ikke rigtig kunne tænke klart i øjeblikket. Men hun opfattede det, og hun forundredes over det. Hun gik! Eller... Avalanna gik. Og Christels ben gik. De gik mod lejren, langsomt men sikkert. De gik længe, og Christel følte sig flere gange lidt svimmel, men det opdagede Avalanna via Christels tanker i disse situationer, og hun holdt dermed lidt bedre fast i Christel. Christel ville smile, hun var glad, selvom det måske ikke var den rigtige situation at være glad i. Men hun var altså glad. Hun var nok faktisk ovenud lykkelig. Bare for at se Avalanna igen. Hun og Avalanna havde haft et rigtig godt bånd dengang. Ikke som bedste veninder men som gode veninder. De havde kunnet grine sammen, dog måske ikke snakke voldsomt fortroligt. Alligevel havde de haft et godt venskab, og de havde hygget sig sammen i lejren. Christel havde savnet det hver eneste dag. Men hun kendte godt til motivationen for, at Avalanna havde forladt lejren dengang. Hun vidste godt at Avalanna ville opsøge sin mor. Og hun forstod det også godt. Fuldt ud. Hun forstod og respekterede Avalannas valg fuldt ud, selvom hun ikke helt kendte detaljerne om hele den sag. Nu var hun bare glad for, at Avalanna var tilbage. Hun ville tage et strammere tag om Avalannas arm, men kunne jo ikke. Årh, det irriterede hende. Det var det eneste hun ikke kunne lide ved at Avalanna havde hoppet ind i hendes sind. Hun kunne ikke styre sin egen krop. Hun følte sig lammet, følte, at hun var en gammel halvgud der boede på plejehjem og blev passet op i hoved og røv, fordi hun ikke selv kunne gebærde sig i denne verden. Selvfølgelig blev hun ikke passet op, det vidste hun jo godt, men hun følte sig bare så magtesløs. Nu ville hun godt bare snart ligge ned. Christel vidste inderst inde, at hvis hun skulle vågne igen, blev hun nødt til at have Elena der. Men hun var ikke sikker på at det nåede igennem til Avalanna.

//Hehe, jeg kom vist også til at styre dig lidt.. Bare styr min figur, jeg har jo ikke selv magt over min egen krop, så bare styr hende hen hvor du vil have hende. Det med Elena, det ved jeg ikke lige om du kan flette ind? ^^'

Det var vidunderligt! Men det var også skræmmende, og den vidunderlige del opvejede dog altså - desværre - ikke den skræmmende del. På ingen måde. For hvor underligt og skræmmende var det måske ikke lige, at Avalanna rent faktisk kunne føre Christel's ben? Hun kunne få hende til at bevæge sig, styre hendes krop, som var hun blot en dukke i Avalanna's hænder. Det var i sandhed besynderligt. Det var spændende, bestemt. Og den vidunderlige del, var jo at hun for det første havde opdaget en ny slags evne, og for det andet havde hun muligvis fundet en måde hvorpå hun kunne hjælpe Christel når hendes koma-anfald dukkede op. Og det var noget alle havde ventet længe på, for normalt var der ikke noget at gøre - det var umuligt at gøre noget ved det, når først hendes krop besluttede sig for at trække sig tilbage og gå i koma. Eller.. Måske var det egentlig mere hendes sind der tog den beslutning - heneds underbevidsthed. Men i hvert fald, havde der aldrig før været noget at gøre. Der fandtes ingen kur, og derfor ingen måde at stoppe anfaldene fra at komme. Men hvis hun kunne vækkes, var det vel også ét fedt? Det ville selvfølgelig være bedst for alle, hvis de helt kunne forsvinde, men så længe de kunne styres - måske endda kontrolleres til en vis grad - så alting dog en del lysere ud. Så det ville Avalanna prøve på. Hun ville vække hende af søvnen, komaen. Om det så skulle tage timer, dage, ville hun prøve sit inderste. Christel var hendes gode veninde, og hun fortjente det. Avalanna skyldte hende det ligesom, efter bare at have forladt hende på den måde, da hun tog ud for at lede efter sin mor. Hun havde trods alt været væk meget længe..
Avalanna havde ikke en eneste gang set Christel vågne op, uden at Elena - hendes søster - var til stede. Og derfor havde hun selv tænkt tanken, allerede før hun opfangede den fra Christel's sind. Dog blev hun først absolut sikker der. Hun var nødt til at finde Elena. Til at starte med kunne hun jo bare håbe, at hun rent faktisk var i Athene-hytten, men ellers måtte hun lige sætte Christel af dér, og så gå på jagt efter hende. Det var trods alt nødvendigt.

//Undskyld ventetiden!