Moonlight meeting - Elena

S: Søen
T: sen aften en fredag
O: Ikke andre end os. Søen, lidt træer. Natur
V: Stjerneklart men ret køligt nu det er ved at blive vinter
P: normale bukser, en t-shirt og min jakke, men den er åben. Jeg er jo ikke en tøs, jeg fryser ikke.

Luften var kold nu, og den rev lidt i huden når den blæste. Men ellers var det en helt normal aften i lejren. De fleste spiste vel, sad og snakkede, og de mindste var måske gået i seng. Det var nu ikke der Juliens tanker befandt sig. Han sad i stedet og tænkte på Elena. Hun var klart en af hans bedste venner. Han ventede egentlig på hun kom og holdte ham med selskab som de havde aftalt. Selvfølgelig kom han ikke uforberedt. Han havde øl med til dem begge, en six-pack. Han vidste hvad Elena kunne lide og han elskede at forkæle hende. Han var ikke sikker på hvorfor, nok fordi hun var den han havde kendt længst tid inde i lejren. 
Han så op på stjernerne mens han ventede på hende. Han var ikke nervøs for om hun kom, hun holdte aftaler, det vidste han. Men det var ved at være lidt sent nu. Hun kunne være blevet forhindret selvfølgelig. Han holdte sig stadig i ro.

Julien var overrasket over hvor roligt der var i nat. Han havde nok forventet mere lyd, men de fleste dyr var vel trukket syd på, eller ved at gå i hi. Så han havde stilheden og stjernerne han kunne underholde sig med. Han sad og fandt en masse stjernebilleder, alle dem han kendte. De fleste havde han lært her i lejren af andre halvguder, mest piger, når han havde forgivet at være interesseret i dem og deres liv. Han havde lyttet bedre efter end han troede. 
Hans lille tankestrøm blev afbrudt af lyden bag ham. Det kunne godt lyde som Elena endelig var på vej. Men han flyttede sig ikke, og han kiggede ikke. Han blev siddende med blikket mod stjernerne, nu bare med et smil. Det var dumt hvor glad hun kunne gøre ham, og hvor meget hun betød. Hun var så også den eneste pige der var vigtig for ham. Resten kunne gøre hvad de ville for hans skyld, bare de betalte prisen for de vare de ville have, eller faldt for hans charme, så var han tilfreds. 
Først da hun snakkede vendte han hovedet imod hende. Han havde sit skæve og selvsikre smil på, det havde han næsten altid. "Det kan jeg se. Hvad var det der var vigtigere end mig og lod mig vente?" Han sagde det i sjov inden han kastede en øl til hende. Han kendte hende nok til at vide hun sagtens kunne gribe og ikke ville komme til skade. Han rettede sig så han sad bedre lænet imod den væltede træstamme.

Han så lidt på hende og grinede lidt. Han vidste præcis hvordan hans Elena kunne lide tingene. Han fik selv åbnet en dåse og hældt en god slat af indholdet ned. Han slappede mere af nu hvor Elena var her, så skulle han ikek bekymre sig, og han vidste der ikke kunne ske hende noget. Han tog dåsen fra munden og tørrede sig kort over munden med et ærme. Så rettede han blikket imod hende med en kort latter. "Ja det kunne jeg forestille mig. Jeg håber da det var det værd, jeg sad bare her i kulden og kunne bekymre mig om min lille forsvarsløse Elena!" Han blinkede drillende. Af de to var Elena nok den der kunne sparke mest røv. Alligevel kunne han vel godt bekymrer sig om hende. 
"Mens du rendte rundt og lod mig sidde her alene lagde jeg mærke til hvor fimset jeg er ved at blive. Ved du hvor mange stjernebilleder jeg kan? Mange." Han sukkede dramatisk og røstede på hovedet med en sørgmodig mine inden han igen satte dåsen imod læberne og drak af dens indhold. Han elskede øl, men det var klart bedst i godt selskab. Og det kunne Elena leverer. 
Han lænede sig tilbage med et lille smil. "Hvis vi skal flytte emnet lidt væk fra hvor synd det er for mig, så ser du godt ud Elena. Det tvivler du nok ikke på, men det skader vel ikke at høre det?" Julien var nok blandt andet kendt for hans mange komplimenter til piger. Det var ikke alt bare for at komme i bukserne på dem. Han mente det faktisk for det meste. Efter hans mening fik piger alt for få komplimenter, så få de med det samme troede man flirtede hvis man giver en. Den tro udnyttede han da fra tid til anden. Helt simpelt fordi de piger lod ham. Han gad ikke spilde meget tid på den slags piger. En som Elena der imod, hun var værd at bruge krafter på. Hun kunne tænke og hun var snu.

Han så over på hende med et lille smil. "Vil du låne en jakke? Du ligner snart en ispind." Hun var ikke ligefrem svag, Elena, men selv store stærke piger som hende kunne vel komme til at fryse nu og da. Det gik han da i hvert fald ud fra. Han så op imod himlen igen, og fandt alle stjernebillederne fra før. Han behøvede ikke engang at anstrenge sig. Han havde set dem alle så mange gange. "Dig? Såret? Hold da op. Kan jeg vække sådanne følelser hos dig?" Han rakte drillende tunge af hende. Han vidste udemærket godt hun ikke var følelsesløs. Hun kunne vist bare godt lide at lade som om hun var. 
"Skytten? Lige der!" Han pegede op og formede skytte mellem de stjerner der udgjorde billedet. "Og der er nordkronen, sat på himlen af selveste Hr. D. Og der er orion. Lillebjørn, og storebjørn. Herkules." Han pegede roligt rundt over hele himlen mens han udpegede de forskellige. Hun havde selv bedt om det, så skulle hun få stjernebilleder for alle pengene. Han satte øllen imod læberne igen og tømte dåsen. Der var ikke ligefrem meget i de små dåser, ikke ifølge ham. 
Han kom til at grine over hendes lille skuespil. "Ja jeg ved det. Komplimenter er så sjældent fra min side!" Han puffede igen inden han satte sig ordenligt tilbage og nød hendes selskab. Hun var som altid ventetiden værd. Han var stadig klar til at give hende hans jakke hvis hun frøs, han kunne sagtens holde til kulden. Det var ikke rart, men alt for en pige som hende. Han lagde dog ud med at lægge en arm om hende. "Skal jeg være kliché og lade som om jeg gaber eller er det her accepteret?" Han smilede drillende til hende. Det var ikke for at lægge an på hende, han vidste den kamp var spild af kræfter. Elena var ikke just kærligheds typen, hvor meget end han prøvede og ønskede det. Så den kamp havde han lidt opgivet.

Han kunne ikke lade vær med at grine lidt  over hendes  lidt småsure mine over hans  påstand om at  hun frøs. han sagde det jo kun for at være venlig, men  nej. selvfølgelig kunne  Elena selv. det kom jo ikke ligefrem bag på ham. "okay, okay. du fryser ikke!" han sagde  det klart  drillende,  og for at understrege det løftede han hænderne  som for at vise  han  overgav sig. 
han hævede et øjenbryn over hende   før han  lod hænderne falde igen. nok vidste han at hans humor kunne få de fleste til at grine, selv hende.  men at skulle kunne sår hende? han kunne ikke forestille sig Elena såret, slet  ikke over  en som ham selv. hvis han gjorde hende  noget  fik han vel bare tæsk eller slag. "hmm.. det har jeg nu ingen planer eller intentioner  om. Min Elena er bedst når hun er  glad" Han puffede drillende til hende med et smil for at løfte humøret. snakken om  at såre hinanden  var  ikke opløftende. 
Det var heller ikke opløftende at opdage han sad og plaprede om stjernerne. det var måske en  smule for  følelses agtigt, det var ikke just det billede  han prøvede at skabe af  sig  selv. ikke  overfor Elena. andre tøser måtte tænke og tro hvad de ville om ham, så længe de spillede med på hans betingelser. og det gjorde de som regel. "stop mig en anden gang, vil du? jeg tror jeg er ved  at udvikle nørd, eller sådan. snart begynder jeg at lave ligninger og gå med briller. der er ikke  langt fra success til nederlag, vel?" Han smilede drillende. Julien var bestemt  ikke dum,  men han brød sig  ikke om hvis  folk  skulle se ham som en nørdet kikset  person.  sådan så han  ikke sig selv. 
han kunne ikke  lade vær med at smile. det var rart hans omfavnelse, eller  hvad det nu var han prøvede, blev accepteret. med hans frie hånd kastede han hende en frisk  dåse. "jeg ved hvad min  Elena kan lide, og jeg ved hvor meget hun vil  have." Han smilede overlegent, han følte han havde gjort noget  rigtigt i forhold  til  hende. det  betød alt for meget for ham, og han  tænkte langt mere på det end han  burde. han havde bare altid lyst til at være  rigtig omkring hende,  og  det var så  svært.

Julien så lidt skeptisk på Elena. Briller og ligninger var slet ikke hans ting. Kamp, sværd, spyd. Så kunne han være med. Ligninger og kloge ord, slet ikke. Stjerner var der da i det mindste en undskyldning for. De kunne bruges til at finde vej. Og trods alt var Hermes jo også gud for veje og rejser. Så han gik ud fra han altid kunne påstå at det var grunden, og ikke flere nætter med ligegyldige piger der ville være romantiske og forføres. Han var noget så ligeglad med de hjernedøde piger, mest afrodite tøserne. Elena var en rigtig pige, med tankevirksomhed og personlighed. Han kunne ikke andet end at synes om hende på en speciel måde. Han bildte sig selv ind det var fordi hun var den eneste pigeven han rigtigt havde. Jo, Delia, men hun var mere en hoppebold end sådan, ven. Elena var speciel, meget speciel. 
"Jeg ved ikke. Jeg kan godt lide mig som jeg er. Men, hvordan ville du gerne have jeg var?" Han så lidt spørgende på hende. Han ville gøre alt for at hun kunne lide ham. Alt for at han også var speciel for hende. Det var begyndt at betyde alt for meget for ham. Det vurde ikke fylde så meget. Han så ned og tog selv en ny dåse. Han overvejede det lidt inden han åbnede den og drak lidt af den. Hans blik faldt igen op på stjernerne, det var ikke nødvendigt at gøre noget så. Hvis han så ind i Elenas øjne følte han sig så latterlig lille og svag. Som om hun kunne se alt i ham. Det var rart, men kun fordi det var hende. Ellers ville han aldrig tillade det. Han overvejde lidt om han skulle fjerne den arm han havde om hende. Han havde ikke lyst, han ville hellere trække hende tættere på. Men Elena kunne slå hårdt, hvis han gjorde noget forkert kunne det meget vel gå hen og blive en pæn rød klør fem på siden af hans kind, og det var ikke særligt indbydende.

Han så lidt på hende og vippede lidt med hovedet. Han var ikke typen der gav en fuck om hvad folk synes om ham. Men Elena var jo ikke folk. Elena var.. Ja. Hende. "Jeg ved det. Jeg er sgu da fucking ligeglad med hvad andre synes. Det er da kun dig jeg er interesseret i hvad synes. Vent hvad.." Han nåede ikke rigtigt at høre hvad han selv sagde før det blev sagt. De første sekunder stirrede han bare lidt på hende inden han så trak sin arm til sig, det var lidt for akavet lige nu. Han lo lidt, men det var tydeligt meget nervøst og usikkert. Lige nu forventede han egentlig bare et slag, og så var de ligesom ovre det. Det her var præcis grunden til at han aldrig lukkede op, aldrig gad snakke om følelser eller noget, man dummede sig bare.
For at være sikker på han ikke sagde noget mere dumt satte han dåsen for munden og tømte den. Det tog ikke lang tid, men det holdt ham beskæftiget lidt. Han ønskede sig lidt væk. Hjem i hytten, bare væk. En hydra ville han hellere stå overfor lige nu, end at sidde og snakke om følelser og alt muligt om Elena. Hun var hans eneste tætte pige ven, det kunne ikke passe at det nu skulle gå i stykker på grund af ham og hans skide hormoner eller hvad det nu var der mente at Elena skulle være interessant på den måde. Han søgte væk fra hende med blikket, og foldede sig lidt sammen hvor han sad. Han prøvede at gemme sig væk fra hende, det her var simpelthen for meget. Han skulle virkelig lære at holde sin kæft og bare køre det safe.

Han så lidt usikkert imod hende, men rejste sig så op da hun så sådan på ham. "Undskyld! Virkelig. Jeg ville ikke... kan du ikke bare slå mig, brække min arm, et eller andet. Så kan vi glemme det og lade som om det ikke er sket, ikke?" Han prøvede virkelig på ikke at ødelægge deres venskab, og underlige kærligheds agtige følelser var den perfekte måde at gøre det på. Han så ned på hende og håbede hun kunne tilgive hans korte øjebliks dumhed. Og så gik det op for ham. Alt det her Mindede jo om en date. Han havde trukket en masse piger med sig for at kigge på stjerner og snakke blødsøden kærlighed, bare for at få noget. Men det var jo ikke pointen med det her, så talte det? Alt virkede så underligt forvirrende. Han skulle jo bare være venner med Elena, bros. De skulle ikke være andet. De burde ikke være andet.
han gik lidt rundt om sig selv i fortvivlelse for at stoppe op igen og se på hende. "Det ser virkelig skidt ud, ikke? Elena jeg ville ikke... du ved, du er ligesom... speciel. Ikke? På en god måde.  Jeg ville få det til at være... altså hvis du synes det er for.. du ved?" Endnu et fremragende eksempel på hvorfor han ikke snakkede om følelser. Sådan her endte det altid. Hvis hun forstod noget af den lange forklaring var det et under. Hvorfor skulle han også være så stor en idiot? Drenge og piger kunne jo sagtens være venner. Der behøvede ikke være andet. Sådan fungerede tingene ikke. "Du er ikke som alle de andre, det mener jeg virkelig.  Du må ikke tro jeg prøver på.. det." Hun måtte aldrig tro han bare så hende som en af de hjernedøde gæs, eller at hun bare var som en hver anden pige. Det hele var jo fordi hun lige præcis var speciel.


//den lader mig ikke farve eller gøre fed......

Han så lidt på hende. Faktisk ville han virkelig ønske hun slog ham, så var det ude afbverden, han kunne få din straf for at være en idiot, og de kunke leve videre som om intet var sket. Men måske var det for nemt. Han sukkee lidt og satte sig ned ved siden af hende igen. Hvordan skulle han nu komme uden om det her? Elena var hellig, nix pille, i hvert fald på det område. Han skulle lære at styrer sine tanker og ord. Der burde ikke blive ændret i deres venskab, men han var ret bange for at han allerede havde ødelagt et eller andet. 
Han så lidt forsigtigt over imod hende. Han vidste ikke helt hvad han ville eller skulle gøre. Slet ikke hvad han burde gøre. "Elena, undskyld. Jeg vil ikke gøre det her akavet og træls. Jeg vil bare gerne være din ven. Som altid." Han trak lidt på skuldrene og så så fortvivlet ned i jorden. Hun måtte gerne være vred og slå ham. Men hun måtte ikke blive såret eller ked af det, det ville han aldrig aldrig gøre imod hende. Hans Elena var stærk og sej, det ville han ikke ødelægge. Hun var perfekt, ingen tvivl. Han pillede lidt ved bladene der lå på jorden mens han prøvede at finde ud af hvordan han reddede det her. Om han kunne. Det kunne umuligt passe han ikke bare kunne være den skørtejæger han altid havde været, hvorfor skulle han til at have følelser nu? Det var jo fuldkommen latterligt.

Julien sad og så op på hende med et bekymret blik. hvorfor slog hun ham ikke bare og fik det overstået? så kunne han få som fortjent over at han nu.skulle til at gøre alt kompliceret og underligt. de havde altid været venner, sådan var det jo bare. ham.og Elena.var ikke andet. sådan skulle det jo være, ikke? efter tre.år kknne det da umuligt bare ændre sig. og så igen. for nu var han i tvivl. I tvivl om det hele, i tvivl om dem. han så undskyldende på hende mens hun stod der. havde han ødelagt hende? det måtte ikke ske. hans perfekte Elena. hun måtte ikke blive ked af det. men det var vel for sent at kræve. alle hans tanker og følelser kørte rundt på højtryk. han kunne mærke hans hjerte bankede hurtigere end normalt. ikke engang en tur på slagmarken kunne få ham til at have det sådan her.
da hun kom tæt på trak han sig lidt tilbage. han var mere bange for at hun græd end hun var bange for hun slog. slag og tæsk kunne han sagtens klare, men.hvis noget gjorde ondt på Elena. det var ikke til at bære. slet ikke hvis det var hans skyld. han lod hende snakke færdig og nåede ikke at overveje hvad han skulle svare. eller rettere om han skulle. af en eller anden grund skubbede han sig frem imod hende, og.pressede sine.læber imod hendes, lidt insisterende, desperat for at hun skulle forstå ham, forstå hvad der skete i hans hovede og krop. han gav hurtigt slip igen inden han lænede sig tilbage mod træstammen og så ind i hendes øjne. som altid var de smukke, men han tvivlede på han.ville se det kønne milde blik nogensinde igen. "Bare venner.. som altid. jeg ved ikke.. jeg prøver." han så undskyldende på hende, og havde næsten lyst til at græde. ikke at han ville gøre det, lidt værdighed havde han vel tilbage. men hvis han mistede sin Elena, så.skulle det være fordi han var ærlig, ikke fordi han gik og holdt en masse hemmeligt, som hun senere fandt ud af.

Han så på hende og nikkede lidt. Nu kunne hun vel forhåbentligt forstå hvorfor han ikke bare kunne være hendes ven og stoppe hans pjat. Det var jo ikke fordi han ville afslutte deres venskab. Tvært imod, han ville jo bare bygge videre på det de havde. Noget af ham ville. Hans fornuft sagde han skulle lade tingene blive, men point of no return var vist nået. Ingen af dem glemte vist det kys de lige havde delt. For at undgå at stirre så han ned i jorden med et lavt suk. Det var også dumt det her. Han havde altid været en skørtejæger, hvad tænkte hun ikke? Han ville jo ikke havde hende som alle de andre piger. Han burde ikke ville have hende på andre måder end en ven.
Efter lidt tid kunne han alligevel ikke dy sig, og han kiggede lidt op på hende. Måske talte de ikke samme, og atmosfæren omkring dem var ret akavet og trykket. Men hun var nu alligevel smuk, som hun sad der i det milde aftenlys. Hvordan kunne man andet end at forelske sig i hende?
"Elena, jeg ville gerne fortsætte med at være en ufølsom playboy, der jagter piger og får hvad jeg vil have.. men jeg har aldrig haft de her følelser før. Følelsen af ikke at ville nogen pige. Jeg er ligeglad med piger nu, og det er skræmmende. For du er den eneste jeg kan tænke på. Og... jeg ved ikke, det gør mig lidt bange. For jeg vil ikke miste dig over det.." hans stemme var lille og skrøbelig. Og sådan var Julien aldrig. Hvis der var en ting han ikke var, så var det svag. Men lige nu, lige nu kunne Elena knække ham med meget få ord. Og han var ret sikker på hun vidste det. Hans blik faldt igen, og regnede med endnu en lang og akavet tavshed.

Han så på hende og fortrød alt han havde sagt og gjort. Hans Elena, hun måtte ikke være så ked af det, og slet ikke på grund af ham og hans åndssvage følelser. Det havde aldrig været vigtigt før, hvorfor skulle det være det nu? Han trak hende ind til sig i et kram, ikke et lille sølle og skrøbeligt et, et fast og betryggende. Hos ham kunne hun altid være tryg, han ville altid beskytte hende. Intet måtte gøre ondt på hende, heller ikke ham. Men hans selvhad kunne vel komme til udtryk på et andet tidspunkt, når hun ikke var der. Han klemte hende ikke, mens hans arme lå fast og tæt om hende, så hun kunne mærke han var lige her og ikke ville gå. 
Det var faktisk rart, at mærke hende så tæt på. At føle han gjorde noget godt for hende igen. Alligevel trak han sig lidt ud fra hende for at se ind i hendes øjne. Han tørrede blidt hendes kinder, tårer hørte ikke til der. "Elena jeg elsker dig. Og det bør du vide. Jeg skulle have fortalt dig det for længe siden, men det er så risikabelt. Jeg forstår godt hvis du vil tage afstand, men jeg vil altid være her for dig." Han smilede blidt til hende, også selvom han ikke var sikker på der var noget at smile over. Men for ham galt verden om at få hende glad igen nu, få hende tryg og rolig. Det var det mindste han kunne gøre. Men hvad skulle han ellers gøre, andet end at stå og holde om hende? Han kunne ikke komme i tanke om noget. Men han var nødt til at prøve, hun var det vigtigste for ham.

Han så lidt på hende, og lod hende reagerer som hun ville. Han var klar til alt, at hun gik, at hun blev sur, at hun afslog ham. Hun kunne gå hvis hun ville, mere fast holdt han ikke. Men han holdt også nok fat til at hun kunne mærke han var der. Men uanset hvad var han ikke sikker på at han gjorde det godt nok. For hun så ikke spor glad ud, og det var jo meningen hun skulle være det. Han havde ikke bedt hende komme for at hun skulle græde, han ville have det sjovt, som de altid plejede.
Han lod en finger tørre hendes stadig fugtige kind med et lille opmuntrende smil mens han søgte det smukke brune blik han kendte så godt. Nok havde de aldrig været særligt seriøse sammen i deres samtaler, men han kendte hende, og hun kendte ham. Og hun betød nok til at han ville gøre alt for hende, alt for at hun ikke græd. 
Han trak hende helt tæt ind igen, i et kram. Den her gang fordi han havde brug for det. Han var tæt på at  reagerer præcis som hende, men hun havde ikke brug for en flæbende dreng lige nu, hun havde brug for en der tog sig af hende og trøstede hende. Og han havde tænkt sig at være den person for hende, resten måtte han gemme til senere. For ham var alt ved hende vigtigere ind ham selv. Han så ned af hendes ryg da han krammede hende ind til sig. Han var faktisk lettet, nu vidste hun hvordan han havde det med hende. Han havde nok håbet på en lidt anderledes reaktion. Han kunne tackle en sparkende, råbende og aggressiv Elena meget bedre end den stille og triste. 
Han stod længe og overvejede hvad han skulle sige. Om han skulle sige noget. Men stilheden dræbte ham, hvis hun ikke havde tænkt sig at sige noget, måtte han vel. "Er du meget sur på mig? For jeg ville være sur på mig.." Han smilede lidt for sig selv. Personligt ville han nok føle sig på bar bund og hjælpeløs, og derved også småsur hvis nogen pludseligt valgte at fortælle ham ting som det her.