Sv: Moonlight meeting - Elena

af **Elena** 3/12/2013, 20:44

En mindre latter undslap hendes læber da han endelig sagde noget. Hun var glad for at han prøvede at gøre situationen mindre akavet og negativ ved at snakke med hende. Selvom hun ikke lige følte for at svare ham var hun meget taknemmelig. Sådan var det altid med ham. Han kunne få hende til at grine så let og han kunne åbenbart også få hende til at grine i selv disse dårlige situationer. Elena mente at det måtte være en helt speciel evne han havde. Der skulle normalt meget til før hun kunne lade en latter slippe løs. Men når det var ham var hun nød til at holde det tilbage fordi hun vidste at hvis hun ikke gjorde så ville hun sprutte af latter og det ville i hvert fald ikke se hverken charmerende eller attraktivt ud. Hun var bange for at hvis hun snakkede ville hendes stemme knække og hun ville begynde at græde. Hun ville ikke risikere sådan noget igen. Men måske burde hun acceptere at hun godt kunne græde foran Julien. Hun vidste godt at han ikke ville drille hende eller noget andet. Han var der for hende. Inderst inde vidste hun det godt men var alt for stolt.
Et lille smil bredte sig på hendes læber. Det var meget småt men det var nu et smil. Hun begyndte at rejse sig lidt men det var ikke fordi hun ville stå op. Hun rejste sig kun så hun kunne sidde på hans skød som et lille barn sidder hos sin mor. Hun slog armene om ham og puttede sig hurtigt ind til ham. Hendes greb omkring var ikke stramt men hun holdt dog godt fast. Mere som om hun var bange for at han ville forsvinde.

af **Julien** 3/12/2013, 21:13

Han blev meget lettet da han hørte hendes latter, og et smil bredte sig over hans læber. Det var fantastisk at høre hun stadig var lidt glad, at hun stadig kunne smile og le. Han lagde armene om hende da hun satte sig til rette på hans skød og klyngede sig til ham. Han lukkede øjnene og lænede sit hoved imod hendes med et smil og en mere behagelig følelse. Det virkede ikke så trist nu, selvom han ikke rigtigt havde fået meget svar eller reaktion på hans følelser. Han krævede det nu ikke meget fra hende, og hun måtte også gerne bare sidde og være lidt forvirret. Alligevel blev hans tanker ved med at kredse om det ene kys de havde delt.
Han sukkede lidt og åbnede øjnene for at betragtehende med et smil. Hun var nu stadig vidunderligt smuk. Han krammede hende tæt ind til sig. "Lille Elena. Slap nu lidt af, jeg ville jo ikke gifte mig med dig, vel?" Han kildede hende i siderne med en let latter. Det var kun kort, det var bare for at få lidt spræl og latter af hende. Så smilede han drillende og så ned imod de to sidste dåser der var noget i. "Vil du have en øl til? Jeg har vel ikke ødelagt din appetit for den slags? For så bære jeg dig op til hospitalet!" Han rakte tunge af hende med et drillende glimt i øjet. Han krammede hende kort ind til sig inden han rakte ud, fik fat i en dåse og rakte den mod hende.
Han gjorde alt for udvendigt at virke som normale Julien, at være den fyr hun havde brug for lige nu. Han satte hende højere end alt andet, at han indvendigt var ved at gå fra forstanden over han forvirrende følelser og tanker, det måtte han tackle på en anden måde, og sammen med en anden. Hvis der da var en han kunne snakke med.

af **Elena** 3/12/2013, 22:59

Smilet på hendes læber voksede sikkert en smule mere da hun kunne mærke hans arme omkring hende. Hun lukkede selv øjnene i og nød duften af ham. Så velkendt. Hun kunne nu mærke at klumpen i halsen var helt væk og hun mistede følelsen af at græde over alting. De negative tanker forlod hendes hoved sammen med den forvirrende følelse. Ting lagde sig roligt på plads igen men der var stadig nogle ting der ikke gav mening for hende. Hvordan kunne Julien lide hende? Hun mente ikke selv at der var noget specielt over hende. Hun var jo bare en voldelig Athene datter der fandt det sjovt at tæve Ares børn og ydmyge Poseidon unger. Hun var proppet med problemer og man kunne faktisk tillade sig at kalde hende et problem i sig selv. Ikke at hun selv benægtede det. Elena vidste skam godt at hun ikke var helt normal men hvem i lejren var lige det? De var jo ikke engang helt dødelige så det gjorde dem vel automatisk unormal.
Igen lo hun da han sagde noget og slog den ene hånd for munden da hun ikke ville larme nu hvor der var så stille rundt omkring dem. Hun kunne godt lide denne stilhed. Den var beroligende og når hun var i hans arme var det mindre køligt. Hun lagde slet ikke mærke til kulden mere. Endnu en latter undslap. "Det behøves ikke..." hun overraskede sig selv da hendes stemme lød helt normal. Måske lidt lav og skrøbelig men den knækkede ikke. Hun tog imod øl dåsen og holdt den som de to andre dåser. Dog åbnede hun ikke dåsen med det samme men lod den være. Hun lænede sig ind mod hans skulder og hvilede siden af hendes ansigt mod den.

af **Julien** 4/12/2013, 12:26

Juliens arme gled lidt tættere sammen om Elena siden hun blev siddende. Han kunne meget vel gøredet behageligt nu, selvom han stadig tvivlede meget på om hans følelser var gengældt. Forhåbenligt kom det, ellers måtte han leve med det her. En tænkende Elena der sad puttet ind til ham. Det passede ham fint lige nu, men i længden var han nok nødt til at blive afklaret. Lige nu ville han ikke rive op i såret igen, emnet virkede ikke til at hue hende meget, og en glad Elena var klart det bedste.
Han lænede sit hovede imod hende med et lille smil. "Det var godt. Ellers kunne jeg sikkert lege lidt læge for dig!" Han grinede lidt, tanken om ham der skulle tage noget som helst seriøst var normalt ikke særlig realistisk. Han trak hovedet lidt væk for at se på hende. Han ville se hende smil og hendes øjne, se glæden i hende, det var altid fantastisk. Han gav slip på hende med en arm for selv at tage den sidste øl og åbne den. Han klarede det hele med en arm, han nægtede at give helt slip på hans Elena. Han nussede hende blidt på skulderen med den hånd der var på hende, mens han drak af sin øl med den anden. Han stillede den fra sig for igen at lægge armene om hende. Det var hyggeligt at mærke hende, trygt at vide hun var her hos ham. Også selvom hun ikke holdte af ham på samme mdåe. Der var selvfølgelig ingen grund, han var ikke nogen stor kriger eller helt, han var ikke den stærkeste af drengene, han var ikke den mest præcise eller hurtige. Han var ikke særligt kærlig normalt, han var ikke særligt mild eller sød som nogen af de andre. Han var useriøs og uromantisk og så var har ret stolt af natur. Han havde ingen chance hos en pige som Elena. Hun var fantastisk, klog, smuk, sjov og varm. Han så ned i jorden, skammede sig over at tro han havde en chance, og havde det dårlogt med han havde kysset hende.

af **Elena** 4/12/2013, 22:02

Elena kunne ikke lade vær med at rødme en smule da han strammede grebet om hende en smule. Måske var hun ikke van til at blive holdt om men det var en virkelig god følelse når det var Julien der holdt om hende. Hun kunne sagtens vænne sig til at sidde i hans skød imens han havde armene om hende. Hun sad dejligt behageligt og der var kun de to. Alle andre og alt andet blev lukket ude. I det øjeblik var det kun de to der betød noget.
Igen måtte hun le. Det gik op for hende at hun gjorde det tit. "Jaer... Det kunne du sagtens..." sagde hun med et smil. Hun lukkede kort øjnene i for at nyde øjeblikket endnu mere inden hun åbnede dem igen. Hun så ind mod hans hals lige inden han trak sig væk og så hende i øjnene. Hun sendte ham et smil hvorefter han så rækkede ud efter den sidste øl. Hun lod ham rykke på sig som han ville for hun kunne jo ikke rigtig bede ham sidde stille så hun ville sidde behageligt. Det ville være selvisk af hende og hun kunne ikke være selvisk overfor Julien. Det fortjente han ikke. Han fortjente så meget mere. For at sige hele sandheden fortjente han mere end hende. Hun var ikke en normal pige. Hun var ikke en pige som han ville bryde sig om og det var hun helt overbevist om. Hun var ikke en romantisk eller kærlig type og Julien fortjente en pige der ville fortælle ham hvor meget hun holdt af ham og det var noget som Elena ikke kunne give ham. Hendes smil famlede stille ved tanken om en anden pige sige til Julien hvor meget hun elskede ham. En ubehagelig følelse svømmede over hende og hun krøllede sig en smule sammen i hans favn inden hun vred sig lidt for at få hendes arme fri så hun kunne slå dem om halsen på ham. Hendes overkrop drejede sig mod hans imens hun hvilede sin hage mod hans skulder. Hun holdt godt fast i ham. Som om hun var bange for at der var nogen der ville tage ham fra hende.

af **Julien** 4/12/2013, 22:41

Han lo lidt og satte dåse til munden for at drikke af den. Han fik dog ikke rigtigt lov før hun klyngede sig ind til ham igen. Det resulterede i at han tabte den ned på jorden. Med et smil skævede han imod hende og lo endnu en gang mens han lagde armene omkring hende. Lidt forsigtigt nussede han hende på ryggen og lænede hovedet imod hendes med et smil. "Rolig nu, jeg er jo lige her, jeg går ingen steder Elena!" Han lo lidt igen og skubbede hende blidt lidt ud fra sig så han kunne se ind i hendes øjne.
Da han så hendes blik var han ret så sikker lige pludselig. Han var nødt til at sige noget nu, og det noget skulle ikke være pakket ind og kejtet. Han ville være direkte og ærlig. Hun fortjente det. Alligevel smilede han, for han ville ikke skabe en stemning som om nogen var død. Det her var kærlighed, i hvert fald fra hans side. Og det var jo en god ting.
"Elena. Smukke Elena. Jeg ved godt du ikke kan lide følelser, tro mig jeg deler dit syn på det. Men, jeg kan ikke rigtigt lade vær mere. Jeg elsker at være sammen med dig, du er speciel. Du er klog, du er sjov, du kan få mig til at smile og le, også selvom jeg ikke føler for det. Du er smuk, vidunderlig, helt din egen. Og når jeg siger smuk, snakker jeg ikke om den skønhed pyntedukkerne fra afrodites hytte dyrker, jeg snakker om den naturlige. Selv med pjusket hår, tøj der sidder skævt og røde kinder." Han lo lidt og prikkede hende på hendes ene kind. Nok var det mørkt, men hendes rødmen kunne hun ikke skjule for ham en hel aften.
"Jeg forstår godt hvis du ikke synes jeg er nok, du er helt sikkert bedre end mig.. Men jeg holder af dig. Jeg bryder mig ikke om tanken at du skulle være sammen med en anden dreng." Han tog hendes hænder i sine inden han så lidt mere ind i hendes øjne. Han havde aldrig prøvet den her slags før, han vidste slet ikke om han gjorde det rigtigt. Men han havde ikke rigtigt tid til at læse op på lektien. "Elena.. Jeg har lyst til det er os?" Han så spørgende på hende, og lagde klart op til at hun skulle sige enten ja eller nej, godtage eller afslå. Hans hjerte hamrede af sted, men han holdt den rolige facade. Hun skulle ikke gøres nervøs bare på grund af ham.

af **Elena** 4/12/2013, 23:07

Hendes greb omkring ham blev fastere da han lo og sagde at han ingen steder ville gå. Hun vidste godt at han mente det men hun ville have ham tæt på sig. Hun ville ikke have at der var noget mellem dem. Ikke engang luft. Hun ville være så tæt på ham som hun kunne og hun nægtede at slippe ham. Og dog lod hun ham skubbe hende lidt fra sig. Dog følte hun sig ikke afvist denne gang fordi hun vidste at han ikke mente det sådan. Hun så ham i øjnene og så stoppede hendes hjerte med at slå i et kort øjeblik. Han havde lige smidt et ton af komplimenter i hoved på hende. Hvis det nu havde været en datter af Afrodite ville hun havde svinget lidt med håret og sagt tak men Elena var datter af Athene og ikke Afrodite. Hun sad som forstenet i hans skød og intet kunne få hende til at røre på sig. Lige indtil han selvfølgelig lige skulle prikke til hendes kind. Hun så ned da varmen blussede op i dem men så så op igen da han endnu engang åbnede munden for at sige noget.
Hun havde lyst til at fortælle ham at hun heller ikke kunne klare tanken om ham med en anden pige. Hun ville ikke kunne holde ud at betragte ham gå rundt i lejren imens han flettede fingre og delte kys med en anden pige end hende. Hun kunne måske ikke holde rigtigt i hånden og hun vidste måske ikke lige hvordan man fik et kys til at gnistre. Det var hun overbevist om at kun Zeus' børn kunne. Men hun vidste at hun ville gøre alt for at prøve. Og prøve var præcis hvad hun ville gøre med Julien.
I en hurtig bevægelse sneg hun en hånd bag nakken på ham og hev ham ind i et blidt kys. Hendes læber var presset mod hans imens hendes øjne var lukket i og i det øjeblik vidste hun at hun ikke behøvede at være datter af Zeus for at få et kys til at slå gnistre. Så længe hun ikke kyssede nogen anden end Julien. Hun trak sig væk fra ham i et kort stykke tid men kun lige lidt. Hun åbnede øjnene igen og så ind i hans blå. "Okay..." det var det eneste hun sagde inden hun sendte ham endnu et smil.

af **Julien** 4/12/2013, 23:30

Han så på hende med et ret forhåbningsfuldt blik, og forventede mest af alt et afslag, han havde så mange gange i hans hoved pointeret hvor meget bedre end ham hun var, og hvor meget bedre en dreng end ham hun burde have. Så da han blev trukket ind i et kys var han rimelig overrasket. Han lukkede dog øjnene og lagde en arm om hende for at byde hende ind til sig, vise hun var velkommen i hans arme og tæt på ham. Han åbnede øjnene da hun gav slip. Han lignede sikker et fjols, med et dumt forelsket smil på læberne. Han var helt paf over hende, mildest talt overrasket over hende. "Virkelig?" Han smilede endnu større inden han igen krammede hende tæt ind til sig.
Han så op på hende med det nok mest åndssvage blik, helt væk i hende og følelserne han havde for hende så tydeligt. Han løftede hendes ene hånd og kyssede den blidt. "Tak. Jeg ville ikke kunne bære at se dig med en anden. Sandsynligheden for at han kom 'til skade' i arenaen ville være ret stor så..." Han lo lidt og trak på skuldrene. Måske var han ikke den bedste kriger, men han kunne passe på sin Elena, og han kunne gøre det til perfektion. Også selvom hun ikke behøvede det.
Han så kort op mod stjernerne med et smil, som om de havde hjulpet ham. Han havde forført så mange piger herude, ikke fordi han var fantastisk, men fordi de ville forføres. Den her gang var det faktisk rigtigt, han mente alt han havde sagt, han var virkelig forelsket, han elskede virkelig pigen han sad med på skødet. Der var ikke noget bedre. Hans øjne fandt også hende smukke brune blik der genspejlede stjernerne. Forsigtigt og blidt kærtegnede han hendes venstre kind. "Min smukke Elena..." Han hviskede ordene helt prøvende. Det var nyt, men så rigtigt.

af **Elena** 5/12/2013, 20:20

Hendes smil voksede sig større og større da hun indså hvad hun havde sagt ja til. At være i et forhold sammen en fyr som hun selv mente var helt perfekt. Hun forstod ikke hvorfor hun ikke havde set sig selv sammen med Julien før. Tanken havden aldrig strejfet hendes tanker. Det var lige før hun fik dårlig samvittighed over det men det kunne hun ikke tillade sig nu. Ikke når de var glade. Hun nikkede til hans spørgsmål og løftede en hånd for at prikke hans næse kort. "Virkelig" sagde hun og sendte ham et oprigtigt lykkeligt smil. Fordi hun virkelig var lykkelig.
Hun rødmede stærkt da han kyssede hendes hånd. Hun kunne ikke styre det og derfor kunne hun heller ikke lade vær. Hun var godt klar over at Julien havde en hel masse charme og det var vidst noget hun nu skulle leve med i forhåbentligt et godt stykke tid.
"Med dine små muller?" sagde hun drillende og prikkede til hans arm. At de nu var i et forhold med hinanden betød skam ikke at hun ikke måtte være ond mod ham. Tværtimod. Hun kunne være helt hæslig og modbydelig fordi han slap ikke af med hende lige med det samme.
Et nyt lag af en rosa farve begyndte at pryde hendes kinder og hun så kort ned hvorefter hun løftede blikket op mod ham igen. "Jeg regner med at komplimenterne kommer strømmende nu?" sagde hun drillende men beholdte det oprigtige smil på læberne.

af **Julien** 25/12/2013, 12:45

Julien lo lidt over hende og trak på skuldrene. Han ville aldrig kunne hamle op med en søn af Ares. Ikke med styrke i hvert fald. Men med list og snuhed burde det ikke blive et problem. Han ville gøre alt for Elena. "Nja. Måske ikke lige ved at tæve dem, vel?" Han smilede til hende og skubbede så drillende. Elena kunne drille ham alt hun ville, han ville kun elske hende højere af det. Han kunne lide hende præcis fordi hun ikke var den lille generte type der fnisede og kun snakkede om sig selv og tøj. Der var en grund til at det ikke var en hvilket som helst anden han var faldet for. Elena kunne tænker, det var hvad han beundrede i hende. Hendes humør, personlighed og intelligens. Og hun havde humor.
"Komplimenter? Mangler du dem? Jeg kan sagtens komme med flere!" Han smilede drillende. Det var ikke fordi Julien normalt ikke gave komplimenter. Han var af den overbevisning piger fik alt for få. Og det gjorde jo ikke ondt at sige noget sødt. Desværre forbandt mange piger det med at flirte, så han blev tit misforstået. Han havde jo nydt godt af det, men nu havde han Elena. Og hun ville uden tvivl få alles hans komplimenter. "Skal jeg begynde nu? Dine øjne er vidunderlige, og når stjernerne spejler sig i dem får jeg lyst til at forsvinde ind i dit blik. Dit smil er det kønneste, og jeg skal ærligt talt bare tænke på det for at blive i bedre humør selv. Din latter er det bedste jeg ved. Du er så utroligt køn når dine kinder får den rosa farve..." Han kærtegnede blidt hendes kinder med et smil. Han mente hvert ord han sagde, Elena havde altid været helt speciel for ham.
Han kyssede hende kort inden han lænede sig tilbage og betragtede hende med det samme forelskede blik som han havde haft siden hun sagde ja til at de kunne være sammen.

af **Elena** 8/2/2014, 20:10

Elena var af den overbevisning om at Julien sagtens kunne tæve hvem som helst. Han var alt andet end svag og han havde noget specielt som nærmest alle de andre tykpandede halvguder i lejren ikke havde. En hjerne. De andre havde måske en men han kunne finde ud af at bruge sin. "Du ville da sagtens kunne tæve dem! De ved kun hvordan man svinger et våben. De ved ikke hvordan man kan udnytte våbnet til sin egen fordel" sagde hun med en overbevist stemme. Hun vidste skam godt hvad Julien var i stand til. De havde trods alt trænet sammen flere gange. Han var snedig og havde da også fået hende ned at ligge flere gange end hvad hun ville indrømme.
"Åh n-" og så nåede hun ikke at sig ret meget mere inden Julien's vandfald af komplimenter druknede hende. Jo flere der kom jo mere krøllede hun sig sammen og gemte sit ansigt i sine hænder. Det var noget hun slet ikke var van til og der ville nok gå en hel del tid før hun vænnede sig til det. Elena var van til at man gav hinanden et klap på skulderen hvilket betød "Du er sgu en fed halvgudinde/halvgud".
Der gik ikke længe før hun var nød til at sætte en hånd for munden af ham. "Shh! Okay. Det er nok nu!" sagde hun imens hun rødmede og lo. Hun lod ham kærtegne hendes kind og kysse hende. Det blev kun gengældt. Da han lænede sig tilbage satte hun sig til rette ved siden af ham og lænede sit hoved mod hans skulder hvorefter hun lod sin arm (som ikke var presset ind mod ham) omfavne ham ved hans mave. Hun nød det her. Elena og Julien sammen. Alene under stjernerne.

af Sponsoreret inhold