Home at last - Eva

af **Dallas** 21/7/2014, 00:14

Sted: Ved lejrbålet
Tid: Klokken 23.00
Omgivelser: Masser af halvguder
Vejr: Lunt sommeraftensvejr med klar himmel og et hav af stjerner.

Dallas skubbede sig op at sidde af træstammen bag sig, mens han observerende kastede et blik hen over den lille mængde folk, omkring det blussende lejrbål. Folk var stille begyndt at tøffe hjem imod hytterne, men Dallas tog det hele til sig med glæde. Det var lang tid siden, han sidst havde været på lejrens grund, så han havde ikke det store behov for at skulle sove nu. Desuden var himlen og specielt månen så smukke, at han nok ikke ville kunne sove alligevel. Tanken om månen fik ham til at kaste et blik mod den stjerneklare himmel for mindst 10. gang det minut, og han smilede uvilkårligt. Månen var næsten hel og hang lavt på himlen - lige over trætoppene i Dallas' synsvinkel. Han klukkede dæmpet, og snurrede en finger rundt lige over jorden, for at fremtrylle en lille, sølvskinnende blomst. En måneblomst, havde hans bror kaldt den. Måneplanter. Det var den eneste månebaserede evne han havde, men han elskede den mindst lige så højt som hans træfsikre skud og hans naturkendskaber. Med et lille smølfespark opløstes blomsten til glitrende støv, der dalede mod skovbunden, og hurtigt brændte ud.
I princippet burde han tage hjem til hytten og måske begynde på de vejlederpligter han var blevet tillagt ved sin hjemkomst 3 timer tidligere, men det lod han vente til i morgen. Lige nu ville han sidde og nyde varmen fra bålet, synet af månen og lyden af glade, unge mennesker.
Dallas havde ikke tal på hvor mange gange han havde smilet ved synet af sit hjem. Nu smilede han igen.

af Gæst 21/7/2014, 00:34

Påklædning Tøj eller snarer heldragt

Det var nu enlig rart bare at kunne slå sig ned, det at kunne nyde varmen og skønheden fra flammerne. De små knitrende lyde, samt røgen der gled mystisk op mod himlen, det hele var med til at skabe den hygge alle så gerne ville nærme sig ved. På trods af hendes tvilling gik meget op i hvem deres gudeforældre var og derved aldrig rigtig holde af de små ting som lejrbål, så måtte han også selv indrømme at lejrbål var specielle, der var noget over det rolige skær, der både lovede smerte, men samtidig liv. For ild var skam farligt, men det var også en af de grundlæggende elementer for livet, uden ild kunne menneskerne ikke være der. Det ville blive for koldt og de ville fryse ihjel. Strøm kom jo også fra ilden, når de brændte noget af gik det igennem store generatorer og videre ud i andre andlæg hvor det til sidst endte op som levende strøm.
Hun smilede for sig selv, godt varmet op i forvejen af sin løve heldragt. Hun havde altid været den underlige blandt de to tvillinger. Til tider havde hun på fornemmelsen at hendes kære tvilling Axel ikke altid var helt glad for hende, ofte gav han udtryk for sin mishag ved hende. Blot fordi hun ikke var den sensuelle, for hende gjald det om at leve livet og bare have det sjovt. Hvorimod for ham var det alt om det sensuelle, at forstå hvorfor man fik de evner man fik og hvordan det relaterede til ens gudeforældre. Hun rullede med øjnene og trak benene op mod sig, hun sad en smule alene, plantet lidt væk fra de andre talende grupper, mest fordi deres blik havde sagt alt om hvor meget de gad hende. Stille trak hun hætten ned, hvorpå hun kørte hånden igennem håret. Måske var det bare hendes liv, en enspænder som ingen rigtig kunne forstå. Ofte blev de andre direkte overrasket når hun udtalte sig at hendes guddommelige halvdel kom fra Eros som nærmest kun var omkring de sensuelle, men også spirituelle i begæren. Hun rullede øjnene, men smilede også for sig selv, måske kunne aftnerne som disse bringe mere med sig end hvad man i første omgang lige troede.

af **Dallas** 28/7/2014, 14:26

Dallas begyndte let at fløjte for sig selv. Det var typisk at der blev sunget sange ved bålet, men med den beskedne gruppe halvblodsbørn der var tilbage, var det nok ikke tænkeligt, at der blev sunget den aften. Det generede ham ikke ligefrem, måtte han indrømme. Dallas var nu i bund og grund en ærlig fyr, ikke mindst overfor sig selv. Han kendte sine svagheder og sine styrker, og prøvede så vidt muligt på at vende svaghederne til sin egen fordel. Hans sangevner var bestemt en svaghed, som han hverken havde tænkt sig eller behov for at ændre til en styrke. Deraf var han lykkelig over den hyggelige, stilfærdige stemning der var omkring de varme flammer.
han havde altid været fascineret af ild, ligesom han altid havde været fascineret af skønheden ved vand, selvom han ikke brød sig om at svømme. Naturens kræfter var vel også noget alle burde være fascinerede af omend også varsomme med.
Dallas løftede blikket fra den dansende ild, da han fornemmede en pige, som ikke sad nede ved de andre. Lige som ham selv havde hun placeret sig lidt væk fra den lille gruppe. Måske kunne hun også godt lide bare at observere, tænkte han. Egentlig plejede han altid at være i midten af opmærksomheden omkring bålet, fordi han aldrig endte med at snakke med alle, fortælle historier eller endda jonglere eller lave andre gøglede ting, men ikke i aften. Han trængte bare til at sidde og hygge sig.
Nysgerrigt studerede han pigen, der til hans undren sad i en løvedragt. Han klukkede for sig selv.
Måske skulle han gå over og sige hej.

af Sponsoreret inhold

Home at last - Eva

Home at last - Eva

Sv: Home at last - Eva

Sv: Home at last - Eva

Sv: Home at last - Eva