Do you miss your home? ~ Dallas

t: omkring midnat
s: Søen
v: stjerneklart og vindstille
o: de sædvanlige
p: jeans som er hullede og flænsede, en sportsbh (sort) og bare fødder. Hendes tattoos i ansigtet blev svagt lyst op af måneskinnet.

Selvom alle andre allerede var gået i seng, var det som om hun ikke kunne sove. Den stjerneklare himmel var den samme, som hun altid havde kigget på, og alligevel var det så sørgeligt, at det ikke var den samme familie…
Det var hendes første nat uden hendes bror. Uden hendes bedste og eneste ven.
Hun var født under disse stjerner, hun blev indviet under disse stjerner. Disse stjerner var hendes liv. Videnskab var hendes lidenskab. Det var så trist, egentlig. Ingen forstod hende – lod det til. Alle var så glade her, ingen tænkte på hvem hun var før. Her var du datter af en gud som ingen kunne udtale navnet på.
Roligt sad hun ved vandkanten, og sang lavt på hendes modersmål. Engelsk stadig nyt for hende, men hun prøvede så godt hun kunne.
Hun sang, om Ulven og Ørnen. En gammel børnesang. Hendes vuggevise….

Dallas kunne aldrig sove ordenligt når der var stjerneklart og når månen stod højt på himlen. Før han var kommet til halvblodslejren, havde han aldrig forstået hvorfor han var så fascineret af månen, og han havde i hvert fald følt det som et meget umaskulint træk, indtil han fandt ud af, at han var søn af en gudinde af månen. Ikke at det var Artimis' mest karakteristiske træk, men det var der, og han følte sig klart forbundet med månen. Derfor havde han besluttet sig for en aftentur mod søen. Måden månen spejlede sig i søen forbløffede ham altid, og i aften havde han brug for lidt adspredelse. Han var for nyligt kommet hjem fra Las Vegas og han havde endnu ikke set mange af sine gamle venner, da de enten var ude på missioner eller travlt optagede af ting og sager, og han gik og følte sig mærkeligt rastløs hele tiden.
Han nåede vandbredden, men stivnede, da noget forstyrrede vindens blæsen og vandets lette skvulpen. Én eller anden sang. Interesseret lyttede han intenst efter den svage stemme, og fulgte vandbredden mod den.

Nogle gange kunne hun ikke undgå at savne sit hjem. Dette var én af det mange gange.
Hendes liv havde aldrig båret præg af troen på guder - kun ånder af naturens kaliber.
''Selvom Vinden hyler,
og Natten virker lang,
ser du drømmesyner,
om det der nu engang,
bliver dit liv en dag,''

Det sidste var blot en tom hvisken. Hun savnede sin bedstemor i stunder som denne.
Hendes bedstemor havde opforstret hende, sjovt nok. Og nu, unden Bedste til at tage sig af hende, følte hun sig blot magtesløs. Hendes såkaldte far havde endnu ikke vist sig at være til store hjælp.
Hun var alene.
Men selv i måneskinnet kunne hun ikke undgå at høre en person nærme sig.
Allerede inden han ville have opdaget hende, havde hun rejst sig, men stod nærmest helt stille. Han ville ikke se hende - medmindre han stirrede direkte på hende.