Did You Miss Me - Clarisse

Tid Lidt over middag
Sted Hovedbygningen, Halvblodslejren
Omgivelser Nogle enkelte halvguder, der er på vej til et møde med Chiron og Hr. D. De fleste andre lejerbeboerer er ude for at træne
Vejr Vejret er rart og solrigt, med en temperatur på omkring 20-22 grader
Påklædning Som på profilbilledet, samt et par slidte, sorte converse sko

Det var med et lettet suk, at Colin Marshall trådte ud af Hovedbygningen.
Han havde netop været inde for at annoncere sin tilbagekomst til Chiron og Mr. D - der ikke engang kunne huske, at han engang havde været deltager - og var nu fri til at gøre hvad han ville resten af dagen. I morgen startede træningen, hvor han selvfølgelig skulle deltage, men for nu havde han frie tøjler til at finde sine gamle venner og få pakket sine ting ud. Han fortsatte storsmilende gennem den lille forgård til Hovedhuset, da en lille flok på 3-4 halvguder kom gående, på vej ind til Chiron og Hr. D. De stirrede chokeret på Colin, da de så ham, for han var ikke helt ukendt i lejeren, selvom det efterhånden var to år siden han sidst havde været der. Han smilede til dem, og fortsatte sin gang gennem lejeren ned mod arenaen, hvor mange af hans gamle venner sikkert var igang med at træne. Gad vide hvordan de mon ville have det med at se ham igen? Han havde trods alt cuttet alt kontakt med dem, da han forlod lejeren for at leve det normale menneskeliv i verdenen udenfor Halvblodslejeren. Den verden, hvor monstre var en konstant trussel for alle med blot lidt gudeblod i årerne. Colin gik glad gennem det, der nu atter engang skulle til at være hans hjem, og hilste venligt på dem han mødte på sin vej. Forhåbentlig ville hans venner blive ligeså glade for at se ham, og hvis ikke ... den tid, den sorg.
Hans hænder var dybt begravet i hans lommer, da han endelig nåede ned til arenaen, hvor intet så ud til at have forandret sig siden han efterlod den. Halvguder kæmpede rundt omkring og alle vegne, halvt for liv og død, akkurat ligesom de havde gjort sidst han var der, og som de sikkert ville blive ved med at gøre i mange år fremover.
Med et smil lod han sit blik vandre fra den ene ende af arenaen til den anden, indtil han fandt den person han egentlig var kommet derned for at finde, i mængden af kæmpende halvguder. Han havde ikke set hans gamle ven, Clarisse Farrol, i to år, og alligevel var det som om ingenting ved hende havde forandret sig. Hun lignede sig selv, hvilket gjorde Colin glad.

Håret var sat op i en fletning som løb ned langs hendes ryg. Dette var hendes yndlings tidspunkt på dagen, fordi hun fik lov til at gå til den. Der var ingen hjælp at hente når hun først var gået igang. Som altid var det handlinger der kom først og følelser bagefter. Ikke fordi, at der var de helt store følelser at se i hendes ansigt lige nu. Hun var fokuseret. Klædt i et par shorts og en shorts bh var hun egentlig ikke så godt sikret i kamp - men det havde aldrig stoppet hende. Det var heller ikke fordi, at når du gik en tur udenfor skolen og blev angrebet - at du var parat med både våben og det rigtige tøj? Derfor klædte Clarisse sig altid mere eller mindre realistisk på til disse kampe - eller træning som det nu også blev kaldt.
Faktisk havde Clarisse fået den mulighed for at træne nogle af de halvguder, som ikke var helt så gode til at forsvare sig selv. Naturligvis havde hun sagt ja, det betød flere timer i arenaen jo ikke sandt?
Det havde taget en smule tid, men hun havde vundet over en af hendes halvbrødre - hvilket blot boostede hendes selvtillid en smule mere - hvis det kunne lade sig gøre.

Clarisse takkede af for en god kamp, og gik mod bænken for at vente på en ny træningsmakker. Dog stoppede hun op midt på vejen, og fik øjenkontakt med en gammel ven. Kort sank hun en klump, og slog så blikket ned for at gå hen for at hente et håndklæde. Let tørrede hun den smule sved hun havde af på panden og tog noget vand. Så vendte hun sig imod Colin og åndede let ud.
"Så du valgte at tage tilbage? Du kunne bare ikke gå flere år uden at se på mit perfekte hår hva?" Spurgte hun drillende, og sendte ham et skævt smil. Så gik hun hen og gav ham et hurtigt kram. Det var hurtigt forbi, at hun følte hun spillede en rolle når hun var her. Så der var ikke meget tid til følelser. Hun nikkede lidt til siden.
"Skal vi gå et lille smut væk fra arenaen?" Spurgte hun så lidt, et lille tegn til - at hvis de skulle snakke så skulle det ikke være her. Desuden så gjorde det ikke så meget at hun smuttede hurtigt, hun trænede jo hver eneste dag, og gerne mere end en gang.

Colin kunne ikke lade være med at le, da Clarisse jokede med, at han bare ikke kunne gå flere år uden at se på hendes 'perfekte' hår. "Præcis! Det er helt klart på grund af dit oh så skønne hår jeg vendte tilbage, du datter af Ares," lo han og rakte barnligt tunge af hende, inden han gav hende et let og hurtigt kram. Han kunne nu mærke, hvor meget han egentlig havde savnet Clarisse og hendes selvcentrerede jokes. Han vedblev at smile stort til hende, efter at de havde givet slip for hinanden, og allerede der kunne han godt mærke, at hvis de virkelig skulle have en ordentlig følesesladt reunion skulle det ikke være der. Clarisse havde aldrig nogensinde brudt sig om at vise sine følelser når hun var i arenaen, måske var det bare en del af hele det der datter af krigsguden-image hun havde i lejeren? Sjovt nok, som Colin lige havde tænkt den tanke færdig, spurgte Clarisse om de skulle gå et andet sted hen. "Forlader du frivilligt arenaen bare for min skyld?" spurgte Colin jokende. "Jeg er beæret." Han vidste godt hvor meget træning betød for hende, og hvor meget hun gik op i det, langt mere end nogen anden i hele lejren. Det var nok også derfor, at hun var en af de bedste krigere de havde. "Klart, lad os smutte," sagde Colin, og greb Clarisses håndled for at trække afsted med hende. Godt nok var det et par år siden han sidst havde været i lejeren, men ikke desto mindre havde det været hans hjem siden han var 15, så han havde alle vejene og ruterne indprintet på rygraden, derfor var det heller ikke noget problem for ham at føre hende tilbage til hans hytte - Hera Hytten - der på dette tidspunkt af dagen cirka var ligeså øde som shaharaørkenen.

Clarisse gav ham et dask på skulderen udefra ville det nok se mere brutalt ud, men hun ramte ham hverken for svagt eller for hårdt. Man skulle ikke være i tvivl om, at hun kunne slå fra sig.
"Bliv nu ikke alt for beæret." Sagde hun med et smil på læben. Hun fulgte dig med ham. Det var ikke hverdag og hvem somhelst hun ville gøre det for. Hera hytten, hun kom ikke der så tit. Men hvor var hun også tit udover Arenaen? Hun var ikke engang i hendes egen hytte for længe af gangen, hun gik ofte sent iseng og stod tidligt op. Clarisse havde den perfekte døgnrytme. Med det samme de kom ind af døren, lod hun blikket glide henover rummene. Som om, at hun sikrede sig, at der ingen andre var. Der gik i hvert fald to minutter før hun havde tilpasset sig, og åbnede op. Så smed hun sig i armene af Collin, og holdt ham fast ind til sig - han ville virkelig kunne mærke, hvormeget hun havde savnet ham.
"Du smutter ikke igen, det har du forstået ikke?" Sagde hun, det var egentlig ikke et spørgsmål - han fik ikke lov til at smutte væk fra hende igen. Hun trak sig tilbage og kiggede ham ind i øjnene. Colin vidste meget om hende for 2 år tilbage. Han kendte til hende problemer med Daniel, som heldigvis gik han ikke her længere.