You're ruining my hunt! - Axel

Tid: Sidst på eftermiddagen
Sted: Skoven
Vejr: Lunt, vindstille
Omgivelser: Mest træer og buske
Påklædning: Brun T-shirt, armybukser, mørkegrønne converse, håret i en høj hestehale, pilekogger ryggen, bue i hånden


Bailey satte sig en smule mere til rette på sin gren og strammede grebet om sin bue. Hendes ben var slynget om træet, så hun kunne holde sin fast og stadig have begge hænder fri til sit våben, og hendes kogger blev hold oppe af grenen, så den ikke tyngede hendes ryg. Hun havde siddet i træet det meste af dagen og ventet på sit bytte, men hidtil havde hun ikke set andet end et par kaniner og et rådyr. Hun var lige ved at give op, da et buskads raslede og hendes bytte trådte ind i lysningen. Det var en ræv på størrelse med en Shetlandspony med unaturligt rød pels og skinnende øjne.
Den Teumesiske Ræv.
Bailey var lige ved at falde ned fra grenen. Hun havde hørt historier om den, siden hun kom kom til lejren. Ifølge hendes søskende var det rævens skæbne aldrig at blive fanget, hvilket uheldigvis betød, at den havde været på fri fod i skoven i årevis. Flere lejrdeltagere var blevet indlagt på infirmeriet, fordi de havde forsøgt at jage den alligevel, og det var logik for burhøns i Apollons og Artemis' hytte, at det var det ene bytte, man ikke skulle prøve at fange. Det var umuligt
Men nu vandrede det umulige bytte altså rundt tre meter under hende.
Så lydløst, som hun overhovedet kunne - hvilket var temmelig lydløst - trak hun en pil op af sit kogger og lagde den på strengen. Hun trak den så langt tilbage, at den næsten rørte hendes øre og lagde an til at skyde. Hun nåede lige at overveje, hvilken del af ræven der mon ville blive tilbage som krigsbytte, da ræven pludselig spidsede ører. Den drejede hovedet for at se på noget, som Bailey ikke kunnes se, og et sekund efter sprang ud af lysningen og væk fra Baileys rækkevidde.
Bailey var tæt på at skrige af frustration. Hun havde været så tæt på! Hun havde lyst til at flå det træ, hun sad i i småstykker. Kogende af raseri slap hun træet med sine ben og lod sig falde ned på jorden med et tungt dump. Hun hævede sin bure endnu engang og begyndte at spejde omkring sig for at se, hvem eller hvad der havde skræmt ræven væk.