Hunt and talk ~Annabeth

T: omkring daggry, 04:30
S: skoven
V: overskyet og lettere blæsende
O: træerne, nogle fugle.
P: en let rustning, den han bruger til jagt. Hans bue og pilkogger.

Jason sad oppe i et træ, hans højre hånd holdte fast i grenen, mens han sad lidt på hug, hans øjne spejdede gennem træerne efter et bytte. Han Havde sendt Hunter (hans høg) ud for at spejde, og så nu gennem hendes øjne. Han var stadig fæstnet i hans egen krop, og kunne stadig bevæge den. Hans venstre sad på venstre knæ. Han opfangede stadig alle lyde omkring hans krop. Et smil fandt over hans læber, et lettere sultent smil, da han og Hunter havde fundet en hjort. Han vendte tilbage til sit eget syn, og ventede. Han havde set hjorten komme mod ham, så hvorfor opsøge det selv, når han kunne vente. Han tog buen, lagde en pil op den, og spændte den, han kunne sidde med en spændt bue i flere timer, uden at blive træt. Han var jæger. Eller skarpskytte. Han brugte meget tid på træne sine reflekser, styrke, adræthed, og tålmodighed da det skulle bruges meget. Han sad og ventede, lignede mest af alt et rovdyr. Hans øre arbejde på højtryk sammen med hans øjne, efter det mindste tegn på at der ville komme noget i mod ham, mennesker eller dyr, den mindste forstyrrelse kunne ødelægge øjeblikket.

Jason opfangede en anden lyd, end hjortens hovslag. Han vendte blikket mod lyden, for at se om han kunne finde kilden den forstyrrelsen, han kunne ikke lide at blive forstyrret i sin jagt, men hvis dette også var et form for bytte ville han ikke lade det slippe. Han vendte dig mod lyden, stadig velvidende at hjorten var på vej mod ham, selvom hjorten var et tegn på hans mor ville han stadig ikke kunne lade et bytte slippe, en hjort har et fantastisk stykke kød, og som altid ofrede han hjertet og lungerne til hans mor. Jason spejdede gennem træerne for at se hvor kilden til lyden kom fra, han kunne høre skridtende, smilede over det. Han sad med ørene på stilke og ventede på at det skulle komme tættere. Jason hørte latteren og opdagede så pigen der kom løbende, han så da hun stoppede. Hurtigt begyndte han at springe af sted gennem trækronerne mod hende *Hunter sørg for at få byttet denne vej* han sendte tanke beskeden til Hunter, han hørte hendes svar, holdte stadig blikket mod pigen da han sprang af sted, lydløst bevægede han sig som vinden. Han stoppede op i et træ nært hende og betragtede hende kort. Da han satte sig på grenen så han hvor hun så hen, han opdagede uglen og smilede. Han valgte at springe ned fra træet, landede næsten lydløst på jorden og lænede sig op af træet, ventede med at give sig til kende, for ikke at forskrække hende.

Stadig med buen fremme betragtede han Annabeth et smil prydrede hans læber, han kunne se det gik op for hende at hun blev overvåget. Hans smil blev bare større da hun så op og fik øje på Hunter, han pakkede lydløst buen væk, stadig smilende med blikket på hende , han kunne følge hende, smilede over at hun var sikker på der var andre end hende og høgen, Da hun så vendte sig og løftede hendes arme havde han hurtigt trukket en kniv, og var i gang med at gøre klar til at kaste den i en ren refleks. Han så hun stod i en forsvars position, stoppede han sig selv inden han kastede. Blikket gled over hende, kort løftede han et øjenbryn, han syntes han havde set hende før, aldrig snakket med hende men set hende før. Jason følte at hun undersøgte ham ganske kort og holdte fast i kniven, var klar til at sætte et angreb ind hvis hun prøvede på noget. Jason så da hun tog hænderne ned, lod kniven falde tilbage i skeden ved hans bryst. Han så på hende og hørte hendes hilsen, han løftede hånden kort som hilsen, ”hej” sagde han kort med et lille skævt smil ”Og… Du er?” spurgte han så, nu hvor han alligevel skulle vente på at hjorten kom, kunne han da lige slå tiden lidt ihjel. Han smilede og betragtede hende da hun satte en elastik i håret. Han blev stående under træet med blikket rettet mod hende, det gled op mof Hunter der fløj ned mod ham *Du skulle sørge for det hun kom her hen Hunter* hans tanke besked blev besvaret *skiftede hun retning?... Hun må have hørte hende.. Det er der ikke noget at gøre, ve, så kan vi nyde dette selskab* han smilede kort til Hunter efter hun havde sat sig på hans skulder.
Jason så på hende ”mit Navn er Jason Anthony Stark, søn Af Artemis” smilede han venligt og gik hen mod hende, han rakte hende sin hånd.

Hvorfor reagerede hun sådan, Han kunne ikke forstå det, han ville ikke gøre hende fortræd, han var forvirret. Hanreagerede instinktivt på hendes bevægelser, viste aldrig hvad han reagerede på. Jason betragtede hende bare og smilede kort. Han kunne se hun løftede øjenbrynet. Lod han en hånd stryge gennem hans hår. Jason smilede kort og knyttede kort næverne da han lod dem falde ned langs siden igen, Da han havde fået kniven af vejen igen, smilede han så kort, Han nikkede da hun præsenterede sig ”mig en fornøjelse at møde Dem Annabeth Datter af Athene” sagde han venligt, han gengældte hendes håndtryk, fast, men stadig ikke hørt. ”Dette er Hunter, hun er min følgesvend og en gave fra min mor, hun er min jagt makker..” Jason lod en finger stryge over Hunters hoved, han mærkede hendes næb i sit øre. ”Hun siger du forstyrrede vores jagt.” Jason smilede kort og rystede på hovedet af Hunter ”hun er ikke vild med at jeg dropper et bytte på den måde, men jeg blev nød til at undersøge hvem der forstyrrede, og det fik vores bytte til at ændre retning, da hun hørte os” sagde han venligt selvom det irriterede ham lidt, at det slap væk, han blev jo nød til at holde evnerne ved lige, hvis han skulle forsætte med at være skarpere end de pile og knive han brugte. Hans blik gled forbi hendes hoved. Hurtigt fik han fat i en kniv, og kastede han den uden at kigge på et træ, det ramte og satte sig fast helt ind til skaftet på det. Hans blik gled over mod det, da han mærkede Hunter lettede og føj over og satte sig på skaftet af kniven. Han vendte så igen sin opmærksomhed mod Annabeth og smilede ”hvad bringer dig egentlig herud?” spurgte han venligt og med et lille skævt smil. Han strakte sig lidt.

Han smilede da hun snakkede og lod sin hånd falde igen da hun slap hans. Jason smilede bare til Hunter da Annabeth begyndte at snakke om hende, Han nikkede så ”ja det er et godt valg, når man jæger og har det bånd som vi har til hinanden, at vi lader dele hinandens sind” han smilede lidt og nikkede ”Ja du kan sagtens røre hende, bare vær lidt forsigtig, hun napper hvis hun bliver skræmt, hvis hun ikke vil, men hun er i sit glade hjørne selvom hun mener du ødelagde vores jagt” Jason grinte lidt, en latter der lød lidt dyrisk, men stadig menneskelig og blid. Han grinte lidt over hendes ord ”du skal ikke være ked af det, hun er bare let at irritere mest fordi jeg fulgte lyden af din latter, hun er ikke vild med at jeg afbryder en jagt” sagde han og smilte han viste lidt af de hvide tænder der lyste op under den noget mere brune hud, som han var let modtagelig overfor da han levede det meste af hans liv udendørs. ”du skal ikke være ked af at afbryde os, som du selv siger og har ret i, jeg skal nok finde mig et bytte igen, og jeg vil let kunne indhente den hjort, hvis jeg ville, men hun får lov til at leve.. Der skulle også være nogle vildsvin, så der er byttedyr nok” Jason smilede lidt og lagde hovedet på skrå. Han smilede lidt over sig selv da kniven satte sig fast, et lettere tilfreds smil. ”står du og analysere mine træk?” spurgte han lavt og smilede til hende og lagde hovedet let på skrå, han så mod kniven igen og gik over mod den ”Jaget af?” spurgte han og kunne ikke lade være med et smile en smule jagt lige ind i favnen på en rigtig jæger, lidt komisk syntes han selv.

Han smilede kort inden han nikkede ”nemlig” sagde han bare og smilede tilbage da hun smilede til ham. Hunter snappede kort ud i luften da Annabeth forsøgte at stryge hende over hovedet, men alligevel lod hun hende gøre det, Hunter lukkede kort øjnene og elskede at blive nusset med, hun var tam og rolig, selvom hun havde et temperament. Jason smilede ”du er forvirrende Hunter, du lader ellers aldrig nogen røre dig” Han grinte ”jo Ashley.. men det er så også fordi du ved jeg ikke ville tillade det” han så på sin høg der nu sendte ham et let dræberblik. Han grinte så og rystede på hovedet ”du for meget” Nogle gange glemte han at han kunne snakke med dyr som om det var mennesker, derfor havde han det også okay med hvis et bytte skulle slippe væk. Han vendte hurtigt blikket mod Annabeth igen. ”det er helt okay, du skal bare ikke prøve på noget, med hende, så længe hun får opmærksomhed, er hun blid som et lam” smilede han og grinte kort. Jason så på hende ”du syntes sikkert det virker underligt at jeg snakker med hende, når jeg ikke får noget svar tilbage som i andre ikke kan hører” Jason så på hende, han var bange for at blive stemplet som underligt fordi han kunne snakke med dyr. ”ej lad være med at tage det tungt Annabeth.. Det er et frit land” smilede han blidt og smilede kort ”du skal jo også have lov til at være her” hans latter var stadig dyrisk. ”det er også helt fint, hvad har du så fundet ud af, ud fra det du har set?” spurgte han blidt og lagde hovedet letter på skrå og lagde armene over kors et smil prydrede stadig hans læber. ”du må gerne sige hvad du har fundet ud af via de små analyser du har lavet af mig” grinte han og smilede stadig, han nakke knækkede kort, da han knækkede den, det samme gjorde hans knoer. Han kunne ikke lide at stå stille, han gik hen til et træ ”undskyld mig lige:” han sprang op og landede på en gren, elegant satte han sig på den, så ned på hende. Hellere sidde stille end et stå stille.

Jason så på hende og smilede kort, han kunne se Hunter nød at blive kælet med, selvfølgelig gjorde hun det Hunter var simpelthen bare det mest opmærksomheds krævende Jason kendte ”Du giver hende opmærksomhed, uden at tage min fra hende også. Så er hun tilfreds i hendes univers er jeg hendes, og kun hendes, ingen andre må tage mig fra hende, men ja Ashley gjorde det” Han smilede kort og nikkede ”ja Ashley og jeg er sådan da kærester, eller vi er kærester” hans stemme var fuld af kærlighed, da han snakkede om Ashley. Jason så på hende og smilede kort. Jason smilede over Hunter ”det er godt, så længe du bare passer på ikke at drille hende”.. Så bliver hun ved med at være glad, og lader dig nusse med hende” Sagde han og grinte kort og så ned. ”Jeg er faktisk ret glad for at høre du ikke syntes det er mærkeligt?.. Det er jeg faktisk glad for, ja måske er det naturligt for os der er børn af Artemis” smilede han og så med hende han grinte kort, fok stirre som regel bare underligt, når man snakker med nogen, der ikke kan svare tilbage, eller de svare andre hører det bare ikke Smilede han og grinte kort over sig selv. ”det er da fascinerende at du kan tyde dyr på den måde, men ja det er ikke det samme som at kunne snakke og forstå dem det er rigtigt, men det er da tæt på og vildt alligevel” sagde han og smilede kort. ”hvilke ting som for eksempel, som et lille dyr var han nysgerrig, han så på hende med et nysgerrigt og undrende blik. Der var mange dyriske træk over ham når man så virkeligt godt efter. Men det skyldtes hans fortid. ”nej det skal du ikke når det vedrører mig” sagde han og smilede og lagde hovedet på skrå over hende, smilende så han ned på hende, da hun kom op i træet til ham, han smilede og nikkede ”jeg vil ikke kalde mig selv stærk, og sådan, jeg har bare en speciel måde at træne på, det gør mig lidt unik” Sagde han og smilede over sig selv. ”jeg er ikke farlig, jeg har dog alligevel skjult det bedste til sidst” sagde han og smilede ”det er det mest fornuftige under jagt” sagde han så og nikkede så ”det er ikke godt at ønske mig som fjende” sagde han bare og smilede kort og grinte ”men det må heller ikke være fedt at have dig som fjende*Jason så på hende og smilede venligt.

Jason så på hende og smilede lidt. På en underlig måde, følte han sig tiltrukket af hende. Ikke fysisk.. eller noget.. Men af nysgerrighed, han ville vide mere om hende, lærer hende at kende, han syntes hun virkede spændende og på en måde fascinerende, han måtte lærer hende bedre at kende. Hun var venlig og forstående. Et dejligt menneske. ”Som jeg sagde, hun elsker opmærksomhed, og så længe hun får det.. Er hun en engel.. Men man kan ikke andet end at elske hende alligevel.. For hun er selvstændig,,, men kommer man for TÆT på mig, så vanker der… jeg er hendes og ingen andens” grinte han og smilede til hende. ”Hun syntes du er dejlig” sagde han og snakkede for Hunter. Han havde hørt hendes besked og grinte ”Hunter.. Jeg tror Annabeth er et lidt andet sted henne end her hos os. Han fornemmede hun var et sted i hendes egne tanker hvor hverken han eller Hunter ville kunne nå hende lige foreløbig. Han stirrede bare på hende, lod hende være i hendes egne tanker, så kunne han rejse sig og springe længere op i træet, som om han ikke vejede noget, landede på grenene uden at de knækkede. Han satte sig op af træet og smilede kort ned til Annabeth, han regnede med hun var for langt væk i hendes egne tanker til at lægge mærke til at han var kommet længere op i træet. Han stod på en af grenene og sprang så ned, landede med et blødt bump og smilede mens han så op på hende. Jason smilede bare og så op på hende og lagde hovedet lidt på skrå ”er du virkelig så langt væk” sagde han og grinte lidt mens han betragtede hende. ”hvem vil ikke gerne beholde sine fingre?” Spurgte han og smilede mens han kunne se Annabeth stadig nussede Hunters hoved. ”Jeg er glad for at du er glad for at jeg er glad for at du er fascineret af at jeg kan snakke med dyr.” grinte han og syntes det kom til at lyde underligt, at han fik sagt det på den måde. Jason rystede kort på hovedet og grinte forsat en smule. ”Syntes du det er Fascinerende at jeg kan snakke med dyr?” spurgte han og smilede over et og nikkede så og smilede til hende, et ægte skævt smil. ”det er da sejt… Ja din mor er gudinde for visdom” sagde han ”og meget mere end bare det” tilføjede han og satte sig ned i skovbunden og så mod himlen, ”Stadig… Det er let nok at have mis som fjende hvis man ved hvordan man skal undgå mig.. Men jeg er nok ikke det bedste valg at vælge som fjende” smilede han og grinte ”det er faktisk mere teknik, måden jeg kaster på, og ja lidt styrke” sagde og fik fat på kniven og sprang op i træet igen og så på hende. ”Nej det er dumt at have en fjende, og især når personen er datter af Athene” grinte han og smilede over hende ”det er også klogt at gøre, hvor var du henne for sådan cirka tolv år siden, da jeg havde brug for sådan et råd” sagde han og smilede. Han stivnede lidt kort efter, han var kommet til at tale over sig, hvorfor gjorde han det. Måske fordi han vidste han kunne stole på hende, men han vidste ikke hvordan han vidste det. ”Bare glem det sidste jeg sagde, jeg har klaret mig fint, og sidder her i et stykke” sagde han hurtigt.

Jason kunne ikke holde en latter tilbage ”men jeg tror nu ikke du ville kunne få mig til at pusse og nusse om dig” sagde han drillende og smilede til hende, han lagde hovedet på skrå, lyttede bare til hendes latter og kunne faktisk godt lide den, han rystede på hovedet af sig selv, *Tag dig sammen lidt okay* Da han kom tilbage til sig selv så han at hun var ved at forsvinde ind i sine tanker igen, endnu en gang smilede han og grinte kort, hvor var hun dog fascinerende og underholdende på samme tid, så jordbunden og alligevel så langt væk fra virkeligheden, en underlig kombination, men hvad så, hun var da noget det kunne minde om en ven. Jason kunne se hende rødme og smilede over den, han kunne mærke varmen fra hendes kinder og smilede. Det var dejligt at mærke så mange følelser, så mange positive følelser på en gang. ”du er en fascinerende person Annabeth” sagde han bare og smilede lidt skævt, Han fulgte bare med i hendes tanker, følte hvad der skete uden at vide hvad der virkelig foregik, han dannede bare et billede og sagde hvad han troede, for det meste ramte han plet, dyriske instinkter var fornuftige i nogle situationer, han kunne se og fornemme hun kæmpede en lille kamp med sig selv ”Du kan stole på mig hvis der er noget du gerne vil dele, jeg siger det ikke til nogen eller noget… Jo Hunter, men du ved ikke hvordan hun kan være” sagde han og smilede skævt til hende hans blik var ægte og oprigtigt lige som hans ord, han hadede at have hemmeligheder for Hunter og Ashley… Men han var villig til at skjule hvis det var nødvendig, han ville ikke miste Annabeths tillid, han ville ikke miste noget der kunne komme til at minde om en ven…
”Jeg har åbne øjne og lægger mærke til sådan noget, jeg siger det ikke til nogen hvis du vil have jeg skjuler det” Sagde han blidt og smilede til hende ”Det kan jeg se på han gør… det er fascinerende og underholdende, det er dybt og intenst, det er specielt” var det eneste han sagde og nikkede kort ”minder lidt om det jeg føler når jeg er sammen med Ashley” han var kort og kontant ikke noget ventetid overhovedet. Jason kunne se hendes blik og smilede ”det er dumt at forsøge at skjule stærke følelser for mig, jeg kan fornemme dem, som hvis folk er bange for mig også og sådan, jeg ved hvis der er noget galt” sagde han bare ”det hedder intuition eller dyrisk adfærd” han smilede og grinte lidt. ”ja.. nemlig” han betragtede hende og lagde hovedet lidt tilbage. Det var underligt, at han følte sådan her, han følte sig tilpas sammen med hende, ikke sådan, men han var glad for at have mødt hende. Jason nikkede da han hørte hvad hun sagde ”det er det nemlig det er smartest, analysere sin modstander og vent på åbningen, det er strategi” sagde han og smilede til hende og lagde hovedet lidt på skrå. Jason så hun blinkede og smilede, inden han nikkede ”det er man” sagde han og grinte så lidt og sukkede kort og trak sine ben op under sig. ”fortæl mig om mig selv, fortid, hvad lavede du inden du kom til lejren” han smilede og så på hende og lagde hovedet på skrå. Han hørte hende og smilede stort ”mange tak, det skal jeg nok, jeg vil forsøge når jeg er klar til at fortælle dig det” hviskede han lavt og så ned på sine hænder der nu lå foldet sammen om hans knæ.


//Det er altså bare helt okay så er det godt jeg måske kan hjælpe en smule //

Jason smilede til hende og så på hende, han grinte da han så hende le, han vidste det var på grund af ham, han rystede på hovedet og smilede til hende, han betragtede hende mens hun talte og nikkede mens hun snakkede ”Det håber jeg da, for ellers har du et lille problem hvis han ikke var nok, for du virker som om han er lidt som narko er for en narkoman ikke… Du virker helt besat og afhængig af ham, som om du har brug for at få et lille fix en gang i mellem” sagde han og smilede til hende, han betragtede hende og så hvor drømmende hun virkede han grinte over hende, hun var fascinerende og spændende. Jason betragtede hende bare og smilede lidt over hende han kunne ikke holde op med at grine og smileover hende. ”Det var da så lidt Annabeth.. Jeg takker selv” Sagde han og grinte lidt, Jason lagde hovedet på skrå inden ha betragtede himlen, ”skoven er fredfyldt… Man ligger først mærke til det når man sidder helt stille og bare lytter… Det er bare en kam det kun er det færreste der har den tålmodighed og vilje til at opdage det, hvis man sover og lever i skoven, lærer man det, og opdager alle de gaver en skov har at give, mad varme og tryghed, du finder intet sted hvor du kan være mere fri, ikke engang de vildeste kampe kan hamle op med den frihed en skov giver, og det er en skam… en skam man kun kan opleve det ved at give sig tid og slå sig løs…. Nogen gange savner jeg min fortid, det at rende rundt i byen, brug det som en kæmpe legeplads, en labyrint rende fra politiet, eller de andre der ville efter mig, på den måde holder man sig i form og teste sine evner i kamp” han mumlede sine ord og sukkede lidt, han vendte tilbage til nutiden og så på hende ”undskyld mine spring frem og tilbage, og mine emne skift, men nogen gange ar jeg bare brug for at det skal ud, jeg er ked af du skal hører på det, det kan vel være lidt træls at jeg snakkere mere med mig selv end med dem jeg er heldig med at have som selskab… Men jeg har altid været en ensom ulv… Den ensomme dreng” hans stemme blev mørk og lav, den var iskold uden følelser da han sagde det sidste. Han knyttede næverne og vendte blikket mod hende, varmen og livet i dem var væk, de var tomme, iskolde og der var intet varme eller følelser tilbage ingen genkendelse intet overhovedet ”men sådan er livet nu engang” Langsomt begyndte han at komme tilbage til sig selv, varmen vendte tilbage i hans øjne. En rystelse gik gennem ham og han smilede kort, ”hva så hvad sker der?” spurgte han roligt og smilede skævt. ”Det er helt okay, jeg forstår dig, der er nogle ting man må klare på egen hånd ikke sandt” sagde han og smilede sit varme og skæve smil, følelserne var tilbage, han var ikke en tom og kold skal han havde været i et kort øjeblik, det han havde været inden han kom til lejren, hans blik gled igen mod himlen, hans næver knyttede sig ”Gud hvor jeg elsker bare at sidde og nyde naturen, i fred og ro” sagde han lavt til sig selv ”men det er også dejligt at nyde den sammen med en anden” sagde han og vendte sin opmærksomhed mod Annabeth. Jason smilede skævt og betragtede hende bare ”Jeg siger intet til nogen hvis det er det du vil have, din hemmelighed er tryg hos mig” sagde han ”men jeg ved hvad jeg skal gøre hvis du vil kæmpe mod mig” grinte han, hvis man kendte kam ordentlig ville man vide at man ikke behøvede at frygte han ville bruge beskidte kneb, han ville hellere kæmpe en fair kamp og falde med ære end at vide med snyd, han smilede til hende og kunne se hendes bekymrede blik, han forstod hende, hvis nogen gjorde Ashley noget ville de betale prisen, han var ikke bange for at tage et andet liv, det havde han gjort så mange gange før, han var ikke bange for at skade andre, så længe intet ondt skete Ashley, om jeg elsker hende der er intet jeg elsker mere end hende, intet der betyder mere for mig end hende, hun er alt jeg har brug for, alt jeg behøver intet andet end hende, men hende i mit liv, kan jeg klare alt, der er intet der kan ændre på mine følelser for hende.” Hans stemme var lav en hvisken fuld af kærlighed, en dyb og bundløs kærlighed, hans stemme var varm og dyb selvom det kun var en hvisken. ”Det ville være en god idé ikke at skjule noget for mig Anna” smilede han blidt og lagde hovedet på skrå og smilede sit skæve smil. ”Det går dig stadig på det gør, lad være med at skjule noget Anna” smilede han ”jeg forstår dig godt, og jeg forstår dig udmærket.” han stemme var en hvisken mens han betragtede hende ”Nu må u vide lidt om mig” sagde han, han begyndte langsomt at fortælle om sig selv, han var ikke vild med det, men han prøvede så godt han kunne, stoppede dog halvejs. (læs min baggrunds historien) han så ned og lukkede sine øjne da han stoppede.


//undskyld jeg var så længe om at svare. men var på bornholm, mor sagde der var net på pladsen, men det var betalings net, hvor jeg skulle betale hvis jeg ville bruge det //

Jason mærkede hendes Dask og rystede på hovedet af hende og grinte så, ”min smertetærskel er meget høj, så selv hvis du havde slået hårdere havde jeg ikke mærket det” grinte han kort og lagde hovedet lidt på skrå og grinte så af hende igen ”nej.. nej… Man mener ikke selv man er besat og afhængig, man mener jo selv det er bare fordi jeg er forelsket, men følelser er de dyriske instinkter der har fået et navn… Tro mig, jeg går op i sådan noget, Du har brug for ham, han giver det en lykke du er vild efter, du vil virkelig gerne være sammen med ham, have så meget af ham som man kan… Nu må du ikk misforstå det… Men jeg ved hvad jeg snakker om… Jeg har det mere end sådan med Ashley, jeg vil være hvad som helst for hende, være hvem som helst, der er intet der betyder mere for mig, end hendes lykke og glæde, hendes smil er som en direkte indsprøjtning. Jeg har brug for det for at blive glad, for at føle mig klar til noget som helst.” hans stemme var dyb, dyrisk, men alt den kærlighed, den uendeligt dybe kærlighed der lå bagved, var til at smage og føle på, han elskede Ashley, han elskede alt ved hende, følte sig hel sammen med hende. Han så på hendes hånd, i en ren refleks da han så det som endnu et dask, greb han den lyn hurtigt, han slap den hurtigt igen og så på hende, og var ved at kvæles i et grin, han kunne ikke lade være med at grine eller reagere på små bevægelser omkring ham, et helvede men han kunne jo ikke gøre for det. ”der er rimelig mange problemer, det kommer til at tage lang tid hvis du vil høre dem alle sammen, og også min baggrunds historie.” Sagde han og smilede lidt og lagde hovedet lidt tilbage og lukkede sine øjne i. ”Ja.. Venner er altid gode at have en masse af, men det er ikke alle der ved hvordan de skal få dem vel.” han så på hende, og mærkede så hendes arme om sig, han rystede kort, af overraskelse, han gengældte kort krammet og betragtede hende bare og lukkede hans øjne igen og nød at være omgivet af en venlig sjæl for en gangs skyld, han ville med glæde kalde Annabeth for en veninde, hun lignede ham, og hun var rar at være sammen med, hun fik ham til at falde til ro, slappe af, ikke nær så meget som Ashley påvirkede ham, men Annabeth kunne også hjælpe ham, på måder han ikke forstod, han ville ikke sige det, for han følte virkelig han kunne fortælle hende alt. Han var glad for det, han følte sig forbundet til hende, ikke nært forbundet, intet i forhold til hans og Ashleys bånd, eller det bånd han havde til Hunter. Miranda, Annabeth mindede ham om hans ”storesøster” og bedste veninde, derfor følte hans sig knyttet til hende allerede, Hun ville hjælpe ham uanset hans baggrund uanset hvor mange han havde bragt til livs, derfor følte han sig tæt forbundet med hende, han var taknemlig over det, men ville ikke sige det højt, han var bange for det skulle misforstås. ”Tak, det var det jeg trængte til at opleve, en der er ligesom Ashley og Miranda angående min fortid, og det giver du mig, det er jeg dig taknemlig for Anna” sagde han og så på hende, han betragtede hende og smilede lidt, et smil der var varmt og glad, hans øjne smilede og strålede også de grønne safirer der var placeret i hans øjne. Jason hørte hende og så offensivt på hende ”intet må ske hende, ingen må rører hende, ingen må skade hende, hvis de så meget som prøver, skal de smage et af mine våben, og der er intet der kan redde dem, jeg har aldrig misset et bytte, jeg virkelig inderligt har ønsket at fange.” sagde han og smilede skævt og dyrisk igen en knurren rumlede i hans bryst. ”hey, hvis jeg kunne hjælpe ville jeg med glæde forsøge, men jeg ved ikke… jeg ved ikke hvad jeg skulle være i stand til at gøre vel” hans stemme var normal igen, en lille dyrisk latter grinte lidt og smilede så igen, han strakte sig og fik fat i grenen over dem, og løftede sig selv op på den.

Jason Grinte og smilede til hende ”det ved jeg godt det ikke var meningen det skulle gøre ondt, jeg ville også have forventet mere af dig hvis det var” sagde han og smilede til hende, han så hun blinkede drillende og smilede over det, kort efter rystede han på hovedet mens han grinte han kunne ikke lade være med det. Han så hun trak på skuldrende og smilede lidt, hvordan skulle han få spurgt om hun kendte noget til hans fortid, men det burde ikke være umuligt, han havde lavet en del ballade rundt omkring i de store byer, men han blev bare kaldt noget andet end sit navn, han havde selv fundet på det og syntes det lød mystisk og skræmmende på samme tid, men han elskede det alligevel. ”Det er godt du har masser af tid… Jeg kan ligeså godt få spurgt med det samme Kender du noget til Døden Fra Chicago?” spurgte han og så hende ind i øjnene, et blik der søgte efter løgn og sandhed han betragtede hendes øjne samtidig med at han søgte.

”Det er jeg glad før at høre Anna” sagde han og smilede da han hørte hvad hun sagde ”Så har jeg fået en ny veninde, gik på jagt for underholdning, og nu sidder jeg her med en lidt for sej pige” sagde han og smilte, hans blik gled gennem skoven. Han kunne virkelig godt lide hende, de var så ens, og alligevel forskellige. Det var rart til en afveksling, han nød det virkelig.

Jasone opfangede hendes bevægelse og smilede lidt over hende ”det er jeg virkelig taknemlig for Anna” sagde han og nikkede ”jeg skal nok sige til” han kunne se hendes varme smil. Jason slap hende hurtigt da hun trak sig væk ”undskyld, det føltes bare som at være hjemme igen” sagde han så på hende ”jeg er ikke just van til at få kram” han smilede lidt skævt og lagde hovedet lidt til side og så ud i mod skoven han knyttede næverne og så på hende da han havde snakket færdig, han kunne se på hende hun havde det på samme måde, han havde ikke tænkt over at han havde sagt det på en lidt mere voldelig måde. Han grinte da hun spurgte, han så ned på hende ”Jo jeg kan godt sidde stille… Men det var nu fordi jeg hørte noget… Tror du jeg kan ramme vildsvinet der kommer denne vej, to hundrede meter fra nord?” spurgte han og lagde en pil på buen ”I første forsøg altså” smilede han lidt.