Hunt and talk ~Annabeth

Jason hørte hun lo og smilede så, han forsatte lidt og så hun så kiggede ud over skoven og at hun så trak på skuldrende han smilede lidt og nikkede til hendes ord ”jeg tvivler ikke på dig, altså, det er ikke fordi vi skal konkurrere for du skjuler sikkert mere end det ser ud til, du er en bog, og tro kun lige jeg er nået forbi for teksten, jeg tror du gemmer på langt flere ting… Ting der er vigtige, ting der er underholdende, og sørgelige ting, du er en roman der passer til alle former, nogle ting er bare sværere at forstå for andre, men jeg vil prøvet at forstå dig så godt jeg kan” sagde han og smilede lidt til hende, smilet var varmt og venligt, han så så tilbage mod skoven og lukkede øjnene, han mente hvad han sagde, hun var en spændende person, hvis hun havde været en bog, ville han lære den forfra og bagfra, så han kunne den uden ad, han var virkelig fascineret af hende, noget han ikke havde oplevet så tit at det var så slemt, men i dette tilfælde var slemt godt. ”Han var meget i nyhederne og aviserne… Han lavede en masse ballade, drab, indbrud, men han forsvandt sporløst efter hver forbrydelse, efterlod ingen spor, og ved ofrene manglede hjertet” han så på hende og smilede lidt ”du ved selvfølgelig godt hvem det er… Eller det burde du vide” hans stemme var blevet mystisk og gådefuld ”han er meget omtalt i aviserne og tv’et” sagde han og smilede så igen. ”en slags superskurk bare uden en helt til at stoppe ham.” igen var hans stemme rolig og normal igen.


”Nej, nu begynder du ikke igen… Det ender bare som før hvis jeg går med på den, men jeg er glad for at hører det,” sagde han og smilede til hende og rystede kort på hovedet over hende ”jo det er en aftale ikke flere sætninger der ikke giver mening for nogen af os” sagde han og grinte han nikkede og rystede kort, en rystelse der gik gennem hele hans krop, han tog en dyb indånding og smilede så til hende, da hun blinkede drillende til ham så han opgivende på hende. ”ja en lidt for sej pige, hvor mange Ares sønner var det ikke lige du ”nedlagde” som sådan og så er det lige meget om man er datter af Athene eller om man er datter af en anden gud, så er man sej” sagde han helt oprigtigt og smilede til hende, han kunne egentlig godt lide hendes smil, han blev varm, men der skulle heller ikke noget til efter han havde lært Ashley at kende, for inden han mødte hende, ja der havde han jo kun levet i mørke, og varme følelser som venlighed og glæde var en sjælden ting i hans liv, den eneste der faktisk havde vist ham lignende følelser var Miranda men det føltes som så lang tid siden nu, Ashley var den der var kommet gennem den kolde og hårde mur rundt om ham, og nu kom de varme følelser som tæpper og lagde sig om ham, og påvirkede ham. Han nød at sidde i Annabeths selskab, han klingede virkelig godt sammen med hende, og det var han virkelig glad for.

Jason så hun så nikkede og trak på hendes skuldre, han sad og lyttede til hende og smilede lidt skævt ”det er godt at høre du er glad for det, Jeg er også meget glad for du kan hjælpe. Og ja at vi har fået et venskab ud af det” smilede han, han kunne ikke lade være med at smile hver gang hun blinkede, igen fik hendes smil am til at føle sig varm. Han så på hende og lyttede til hende, han nikkede og smilede til hende ”jeg syntes nu jeg skulle undskylde, det virkede som om jeg overraskede dig ved at jeg gengældte det” sagde han og smilede lidt skævt ”Jeg skal nok sige til hvis jeg har brug for det Anna” sagde han blidt og venligt ”det kommer nok helt sikkert, hvis du stadig gerne vil høre om mit liv” mumlede han og så ned, han var selv en loyal ven, han var ikke sådan til at slippe af med igen, da han var dyrisk, gjorde det ham bare mere loyal, hvis man var god ved ham, var han god ved andre, derimod hvis man truede ham eller irriterede ham, og pissede ham af, skulle man ikke vente længe før det kom tilbage igen, han var ikke bange for at opsøge en kamp. Han smilede lidt igen for sig selv, Da han så på hende smilede han og lagde hovedet på skrå da han hørte hendes ord. ”Nej jeg kan ikke alt hvad jeg vil, eller okay det kan jeg” sagde han og tænkte på han også kunne ”flyve” ved at dele sind med Hunter, på samme måde var det med at leve under vand, han kunne hvad han ville. Han spændte buen og stirrede igen ind i skoven. Nu kunne han også fornemme vildsvinet der kom nærmere han tog sigte og smilede for sig selv, et dyrisk og koldt smil.