A Helping Hand ✝ Dorian

Det var ikke helt med Avalanna's gode vilje, at hun nu gik hen imod Halvblodlejren's arena. Hendes kamptræning bestod sædvanligvis kun af bueskydning. Dette var det eneste hun havde et talent for, og derfor også det eneste hun havde fået interesse for. Men Chiron havde nu altså bestemt sig for, at det ikke var godt nok, fordi det ikke duede i nærkamp, som ofte ville blive nødvendigt at kunne. Så han havde venligt, men bestemt anmodet om, at hun skulle begynde at træne lidt mere i nærkamp. Så nu stod den på sværdtræning, da det var det eneste nærkampstræning, hun måske ville kunne overkomme. Men selvfølgelig kunne hun sagtens se Chiron's pointe, og det havde også indflydelse på hendes humør. Hun havde nemlig besluttet sig for at få det bedste ud af dette, og derfor var hun også munter og med høj energi. Hvilket som sædvanligvis kunne ses på hendes hår, der denne dag var blond og sat op i en høj hestehale. Hendes outfit bestod af et par grønne højtaljede shorts, med en lidt løs top i en lysere grøn farve, hvorpå der var en hjerteformet taleboble med ordet pink, skrevet i sort. Dertil havde hun et par neutrale, sorte vans på, som hun mente var et sikkert valg. Som de fleste andre dage, havde hun også et par smykker som tilbehør. Heriblandt var der et par runde guldøreringe med nogle små diamanter, et turkisgrønt armbånd med guld bogstaver, der stavede LOVE og så en matchende guldring, hvor der også stod love sammenhængende. Det var sådan set et relativt nedtonet outfit - ikke noget overdrevet. Men det var jo også blot en træningssession, ikke sandt? Ligeså snart Avalanna trådte ind i arenaen, tøvede hun lidt. Men så rystede hun det af sig, og hun mærkede beslutsomheden sætte ind. Hvilket også betød at hendes hår så småt skiftede farve. I dette tilfælde blev det nok blot en smule turkist i spidserne, og ikke fuldkommen turkist. Det var nok det Avalanna var mest kendt som. Pigen med det farveskiftende hår. Det var svært at finde ud af om hun var tilfreds eller utilfreds med dette faktum, men det var jo sådan set bare hvad det var, og det var der ikke meget at gøre ved. Hun gik hen imod våbenkammeret, mens hun så sig lidt omkring på de tilstedeværende halvguder. Det ville måske nok blive nødvendigt, at bede om en smule hjælp, men det kunne hun se på når hun havde fundet et sværd der passede hende.

Avalanna havde netop fundet frem til en rustning-thingy der passede hende, og klemt sig i den, da hun hørte en stemme der tilsyneladende var rettet mod hende. Hun skulle ellers lige til at lede efter et passende sværd, men det gjorde hende såmænd ingenting at udskyde dette et minut eller to. Hun vendte sig om og skiftede fokus til fyren foran hende. Hun genkendte ham med det samme. Dorian Hale, søn af Zeus. Hun kendte ham ikke personligt, men hun kendte efterhånden navnene på de fleste lejrdeltagere. Sådan var det vel når man havde boet i lejren ligeså længe som Avalanna selv havde. Og desuden var han jo søn af en af de tre største guder, hvilket automatisk gjorde ham til lidt af en seværdighed, så at sige. Nå ja, og så gjorde det heller ikke noget dårligt for hukommelsen, at han var en pæn, ung fyr. Han sagde hej til hende, og hun kom med en nikkende gestus, som et hej. Så smilte hun et lignende skævt smil tilbage til ham, og besvarede hans hilsen. "Hey." Han kom så med en kommentar som umiddelbart var et tilbud om at hjælpe hende. Og det var da helt klart ikke noget hun var i nogen som helst position til at takke nej til. Hun kunne bruge alt den hjælp hun kunne få fat i, det var da helt sikkert. Hun var ret så ferm med en bue og bil, og hun kunne også sagtens bruge en armbrøst hvis hun skulle, men sværd og andre nærkampsvåben, de var ikke ligefrem hendes bedstevenner. Ikke engang tæt på, faktisk. Hun gjorde en smule store øjne, og gav ham et stort, oprigtigt smil. "Hvis det er et tilbud og ikke bare en fornærmelse eller en konstatering, så vil jeg hellere end gerne takke ja," sagde hun med et drillende glimt i de blå øjne, og et smil der blev en smule skævt og gavtyveagtigt. Hun var generelt en meget humoristisk person, der ikke var sky for at drille og lave jokes. Så var det måske til at debattere, hvor sjove hendes jokes rent faktisk var, men hun lavede dem nu engang alligevel. Og det skulle der vel også være plads til, ikke sandt?

Dorian kunne ikke lade være med at le over hendes svar.
"Tro mig, det er ikke en fornærmelse ... også selvom du nu ser ret hjælpeløs ud," lo han med et glimt i øjet.
"Jeg er Dorian Hale, by the way. Søn af Zeus." Han rakte hånden frem mod hende, og afventede et håndtryk.
Selvom hun sikkert allerede vidste hvem han var, ligesom han vidste hvem hun var, så var en ordentlig introduktion aldrig på det forkerte sted.
Ligesom på en kostskole eller en sommerlejer, så kendte alle hinanden i Halvblodslejren, måske kendte man ikke alle personligt, men man vidste hvem de var og hvad de hed.
Forskellen mellem en kostskole eller en sommerlejer og så Halvblodslejren var bare, at alle på den ene eller anden måde var beslægtet.
Selv var han halvonkel til alle sønner og døtre af Ares, Athene, Hermes, Afrodite, Apollo, Artemis, Hebe og Mr. D samt fætter til alle børnene af Poseidon, Hades, Hera, Demeter og Hestia.  
Resten af lejerdeltagerne var han enten grand- eller grandgrandfætter til.
Wow, sikke en familiemiddag det ville blive til ...
"Nå, men hvis du ellers tager imod min udstrakte hånd og tilbud at hjælpe dig med din træning, hvad siger du så til at vi finder et sværd til dig, og så ellers går igang med træningen?" spurgte Dorian.
Han havde stadig et drillende glimt i øjet, men hans stemme var blevet langt mere alvorlig nu.
Hvis pigen havde brug for en lærer så skulle han nok gøre sit bedste for at forholde sig seriøst.

Avalanna selv lo også da han gjorde. Han havde en rar latter, der fik hende til at tage del i den. Generelt havde hun nu altså en tendens til at lade sig påvirke af andre folks humør, men det var vel ikke synderligt usædvanligt, kunne hun forestille sig. Hun nikkede. "Jeg ved det, jeg ved det. Nærkamp har aldrig været min stærke side - selvom jeg har haft rigeligt med tid til at øve. Jeg har bare aldrig fundet interessen frem, I guess." Hun lo lidt drillende. Men det var sådan set bare sandheden.
Da han rakte hånden frem mod hende, tog hun den straks og gav den et fast tryk. Hun havde altid fået at vide at et håndtryk skulle være fast og ikke slapt. Så smilte hun varmt og imødekommende til ham. Måske endda en anelse flirtende. Så vidt hun vidste, havde han ikke nogen kæreste eller lignende. Og ellers ville tiden vise noget andet. Hun havde en tendens til at grænse til det flirtende med unge fyre der så godt ud. Og dette gjorde Dorian bestemt. Men bare fordi hun flirtede med dem nu og da, betød det skam langtfra at hun gik i seng med alle mulige. Sådan en pige var hun ikke. "Åh, det ved jeg skam udmærket godt. Men i hvert fald, Avalanna Roya, datter af Morpheus. Til tjeneste når som helst du har brug for et godt grin af en der stinker til nærkamp." Hun gjorde honnør som en drillende gestus. Som tidligere nævnt kunne hun godt være meget jokende når hun var i godt humør. Hvilket da ifølge hendes erfaring, også fik andre i bedre humør. Hun smilede stort og nikkede entusiastisk. "Lyder perfekt i mine ører!" Hun trådte lidt længere ind i våbenkammeret og gik ud fra, at han fulgte med.