Need a helping hand? //Ashley//

Tid: 22:00
Sted: Lidt fra lejrbålet
Omgivelser: Få folk og eng..
Påklædning: Løse sorte bukser, og en trøje med flået ryg(grundet minder)

Aydan sad et stykke fra det store bål, væk fra alle de andre halvguder, og kiggede ned i hans egne knæ. HAn gad ikke i seng, og han gad heller ikke sidde der og kigge på bålet, som også bare gav ham en del af de billeder som han ikke ville have i hans drømme... Han kiggede en gang imellem op og kiggede på hvad der var omkring ham... Han håbede at der ville dukke nogen op som han kendte og som han kunne lide at snakke med, men indtil videre havde håbet været døende...

Han sukkede lidt...

Ashley kom lydløst gående mod lejrbålet, hun var iført de sædvanlige shorts og tanktop med bare fødder. Hun sov aldrig på det her tidspunkt, først sent ud på natten, og stod op ved otte-ni tiden hver dag, længere kunne hun bare ikke sove, og hun anede ikke hvorfor.
Hun anede ikke hvorfor hun var gået lige herhen, normalt gik hun en lang tur i skoven og funderede over de problemer hun havde fået roddet sig ind i og over livet, som det nu engang var. Da var det at hun fik øje på en velkendt skiggelse. Smilet der var begyndt at savnes om hendes læber, lyste endnu en gang op og hun løb det sidste kort stykke over mod Arc, som hun kendte ham som, og lod sig dumpe ned ved siden af ham og omfavne ham med et glad: "Hey!" Hun kunne mærke at hun havde savnet ham utrolig meget da det efterhånden var et godt stykke tid siden at de havde ses.

Han mærkede hende sætte sig ned og omfavne ham, og han lænede sig bare op af hende... Han kunne ikke lade være med det, og heller ikke lade være med at smile ret så glad. Han havde virkelig savnet hende også, den første ordentlige ven han havde fået her i lejren...

''Hey søde...''

Han grinede drillende, og vendte sig om imod hende. Han vidste ikke engang hvor lang tid siden det var de sidst havde set hinanden, og han havde ikke lige den store interesse i at sidde tavst så han begyndte at snakke...

''Hvordan går det?''

Ashley lo over at han kaldte hende søde og gav ham blidt et klem inden hun slap ham. Hun havde godt mærket at han havde lænet sig ind til hende og hendes smil var kun blevet større af det.
Hun gengældte blidt og varmt hans blik da han vendte sig mod hende og hun sendte ham et skævt smil inden hun trak lidt på skuldrene da han spurgte, hvordan det gik. Hendes blik flakkede en smule da hun sagde: "Det går da godt." Det var tydeligt at hun løj, men hun var bare så glad for at se ham at hun ikke ville snakke om alle de pokkers problemer hun havde fået siden sidst. "Hvad med dig?" spurgte hun så. "Hvordan har du haft det?" Hun smilede til ham, men hendes blik flakkede stadig en anelse, noget kun én der kendte hende godt ville kunne tyde.

Han så en smule undrende, men sagde ikke noget til det i første omgang, det med at hun løj omkgring hvordan hun havde det. Han kunne ikke lade være med at ryste på hovedet af hende, men svarede hende dog først på hendes spørgsmål...

''Ikke så meget... Der er ikke rigtigt sket noget i mit liv der er værd at snakke om siden sidst vi sås...''

Han smilede venligt til hende, og så valgte han at tage tyren ved hornene... Hun havde nogle problemer og han ville hjælpe...

''Du har nogle problemer kan jeg fornemme?''

Blikket i hendes øjne blev mere undskyldende og hun så kort væk inden hun fik styr på sit ansigt og smilede så til ham. "Ikke? Der må da være sket et eller andet spændende," sagde hun med et lille grin og puffede blidt til ham med sin skulder.

Hun nikkede en anelse og vendte blikket mod jorden. Hun tog en dyb indånding før hun startede. "Du kan godt huske Jason, ikke?" spurgte hun stille. "Vi var ude og han fortalte om sin fortid ... det hele gik bare galt, og nu har han forladt lejren ... og mig." Hendes ansigt udtryk og stemme var neutrale og røbede intet, men da hun så mod Arc igen rummede hendes blå øjne en ufattelig stor smerte og savn.
"Før det, mødte jeg den her Ares søn ... Matthew ... og jeg begyndte at få lidt følelser for ham ... og nogle dage efter at Jason var skredet ... mødte jeg en anden Ares søn ... Angus," fortsatte hun og hendes ene mundvige trak op i et lille smil da hun nævnte Angus. "Og jeg er blevet plask forelsket i ham nu, og jeg har stadig små følelser for Mattie og Jason ... men Mattie har fuldstændig afvist mig nu, og det gør så ondt." Hun så væk fra Arc igen og ned i jorden og sukkede. "Jeg føler mig bare så spillet." Hendes bryn trak sig en smule sammen og hendes øjne var blevet en smule blanke, men hun nægtede at græde.

''Det lyder godt nok som noget af en mundfuld du har gang i?''

Han grinede af hende og puffede så bare lidt til hende. Han kiggede stille på hende, og tæntke stille over hvordan han dog kunne hjælpe hende med hendes problem... HAn granskede sin hjerne... han ville bare så gerne finde en løsning for hende... Det ville være rart for både ham og hende...

''Så, hold dig fra dem alle i en periode? Hvis der er en du stadig kan lide og han stadig kan lide dig, er det jo nok den rigtige?''

Han kendte ikke rigtigt noget til det der med at være forelsket i flere på en gang, så han havde ingen anelse om hvad der skulle gøre...

En lille latter gled over Ashleys læber og hun puffede blidt igen, bare for at drille ham lidt. Hun blev altid glad sammen med Arc, hun kunne ikke forklare hvorfor, han gjorde hende bare glad og tilpas, han var nok hendes bedste ven.
Hun lyttede til hvad han sagde, og nikkede så til hans forslag. "Det er faktisk en god idé," sagde hun med et lille, skævt smil. "Men Jason får jeg nok ikke at se foreløbig." Hun smilede noget trist og så lidt ind i ilden lidt fra dem inden hun så på Arc igen. Hun smilede smilede varmt til han. Hun anede selv ikke hvad hun skulle gøre, hun ve så forvirret, frustreret og splittet.

''Snakker du stadig med din spøgelsesveninde?''

Han så stille på hende... han skulle få hende til at tænke på ngoet andet, men endnu vigtigere få hende til at glemme ihvertfald Jason og Mattie, eller hvad den der afviste hende hed... Han måtte prøve at bevise at det alt sammen var for deres alle sammens bedste...

''Du skal igang med at lære at svømme rigtigt god?''

Han smilede drillende til hende og prikkede hende i siden...

"Melanie?" spurgte hun og smilede stort. "Selvfølgelig snakker jeg med den lille tøs." En blid latter kom over hendes læber og hun smilede varmt til ham. Hun forstod god hvad han prøvede på, og hun lod ham med glæde gøre det, hun elskede ham for at prøve at få hende til at tænke på noget andet og gøre hende gladere på den måde.

Hun lo over hans pludselige emneskift. "Jeg var født i en havneby, Arc," sagde hun leende. "Jeg er virkelig god til at svømme." Hun smilede drillende til ham, men krummende sig så leende sammen sammen da han prikkede hende i siden. "Hey!" sagde hun med et grin.

//Ser film, så er lidt væk ^^'

''Jamen så kan du istedet lære at klatre måske? Eller noget andet? Hvad har du godt kunnet tænke dig at være god til?''

Han kiggede stille på hende, og da hun krummede sig sammen fordi han havde prikket hende, begyndte han bare at kilde hende i siderne. Han blev ved i nogle minutter inden han stoppede... Han kiggede smilende på hende...

''Men godt du snakker med Melanie... Hvordan har den lille tøs det egentligt for tiden?''

Han kiggede stille på hende...

Ashley lo over ham og tøvede lidt. "Har aldrig rigtig prøvet at klatre så meget," sagde hun smilende. "Det ved jeg faktisk ikke." Hun trak lidt på skuldrene. Kort mærkede hun luften omkring sig blive varmere og hun mærkede sveden piple svagt frem ved hårgrænsen og hendes åndedræt blive mere besværget. Men kun nogle kort sekunder, derefter var det hele som før, hvis man dog så bort fra Ashleys undrende blik. "Mærkede du også lige det?" spurgte hun så, med blikket nu vendt mod Arc, hun ville bare vide om hun var ved at blive skør eller hvad der skete.

Da han begyndte at kilde hende krummede hun sig leende sammen og vred sig for at komme ud ad hans greb. Hun var virkelig utrolig kilden, og hun blev så skinger af det, hvilket også kunne høres på hendes stemme imens hun bad ham om at stoppe, men hun kunne næsten ikke få et ord ud.

Hun prøvede kort at få vejret inden hun svarede: "Hun har det ... Meget bedre efter at du dræbte manden." Hun smilede til ham og man kunne bare se i hendes blik at hun udtænkte en hævn plan.

''mærkede hvad?''

Han havde mærket det men han havde bare hurtigt slået det ud af hovedet så derfor opdagede han ikke det var det hun talte om lige med det samme... Men han svedte som han altid gjorde når han fik det varmt og han svedte så forbandet nemt...

''Men for pokker hvorfor er det pludseligt blevet så varmt.''

Han kiggede på hende og lagde mærke til hvordan hun så ud til at være igang med at planlægge et eller andet, og det overraskede ham faktisk en hel del. Han smilede dog bare først...

''Hvad så?''

Ashley rynkede brynene. Så var hun måske ved at blive skør, eller så var det kun hende der mærkede det? Hun skulle lige til at åbne munden da han kom i forvejen. "Det er lige dét!" udbrød hun. "Det bliver hele tiden pludselig varmt og jeg kan ikke finde ud af hvorfor." Hun så en smule lidende ud da det bekymrede hende en smule, men samtidig havde hun det som om en varm stemme hviskede til hende, at hun ikke skulle bekymre sig om det.

En blid latter var det eneste svar der kom fra hende inden hun begyndte at kilde ham forskellige steder, da hun ikke kunne huske om han var kilden eller ej, og hvis han var, skulle hun nok finde stedet!

''Har du måske opdaget en ny evne som du ikke har kontrol over endnu?''

Han kiggede stille på hende, da det var det eneste han lige kunne se der ville give mening for ham. Han smilede bare og kiggede rundt, men blev en smule overrasket da hun gav sig til kilde ham, men han reagerede ikke rigtigt... Eller det gjorde han ikke i starten ihvertfald, indtil hendes hænder rørte hans ryg hvor han begyndte at sitre og vride sig og direkte skrige først af grin, men det ændrede sig hurtigt til smerte, da han fik revet sin ryg op af hans vriden, så blodet flød hurtigt ned af hans ryg...

Ashley ryste på hovedet. Hun havde ikke opdaget nogen ny evne eller noget andet, men hun havde dog mærket de varme udslag mange gange før. Kunne det mon være en ny evne der var på vej? Tanken gjorde hende ærligt talt lidt bange

I starten grinede Ashley triumferende for at kunne give igen, da han nærmest begyndte at skrige af grin og vride sig. Hun stoppede dog hurtigt igen da hun mærkede ændringen og den varme væske der begyndte at flyde over hendes hænder. "Mierda!" udbrød hende på spansk og kæmpede for ikke at panikke. Hun rejste sig hurtigt op og tog blidt fat i hans hænder. "Hospitalsfløjen eller mit værelse?" spurgte hun, og trak ham langsomt og blidt op, for ikke at gøre skaden værre. Hendes blik lyste af fortrydelse og de mange undskyldninger hun snart ville sige. Hun kunne mærke det knuge om sit bryst for at have kildet ham så han havde fået åbnet sårene på hans ryg. Hvor var hun dog dum! Hun havde overhoved ikke tænkt sig om, og nu skulle han betale for det ...

Han forstod ikke lige hendes spørgsmål omkring amfiteatret... Hvad ville hun med det for? Hvad var grunden til at hun ville derhen? Det var nu ikke fordi han syntes det gav alt for meget mening at slæbe den sårede hen til teatret...

''Dit værelse...''

Han kunne ikke lide hospitalsfløjen... Han hadede det faktisk.
Han kiggede bare på hende, hvis han selv skulle sige hvor slemt det var, var det intet problem, men sandheden var langt være... Hvis han ikke kom hen til et sted og blev forbundet ordentligt rimelig hurtigt ville han nok få det skidt meget hurtigt af blodtabet...

''Jeg skal bare have lidt hjælp...''

//Jeg sover seriøst lige nu! ^^' Sorry, Aydan, der skulle have stået hospitalsfløjen, sjovt nok xD Jeg har bare ikke sovet særlig godt og laver lektier imens xD Kan vi ikke lige tage den om? ^^'

//sådan. ^^

//Takker xD //

Ashley nikkede lidt og lagde så forsigtigt hans arm om sin skulder, så han kunne støtte sig op ad hende imens de gik mod Hades hytten. Hytten var stor, i en slags sort marmor med to grønne flammer stående lige ved indgangen. Hun tog sig ikke af det, skævede ikke engang til flammerne eller tog sig af den døde og kolde aura omkring stedet, men førte ham bare ind ad døren efter at have været så praktisk og sparket den ind da hun ikke kunne bruge sine hænder da den ene holdt hans ene arm fast om hendes skulder og den anden lå om hans liv.
Hun førte ham forsat videre ind i hyttens fællesrum, ignorerede de få andre Hades sønner og døtre der så mærkeligt på dem og fortsatte op ad trapperne og videre ned ad gangen og til sidst ind på hendes værelse og sat ham ned i en ad stolene hun havde overfor sin seng. Uden af tage sig af blodet på sit tøj, tørrede hun kort sine hænder i shortsene og gik over til sin kommode og åbnede nogle af de nederste skuffer og tog flere forskellige ting, som fx et glas med smertestillende, et andet med en mærkelig grøn cremet væske i sig, forbinding samt en saks, hun var hurtigt ovre ved ham igen. "Undskyld," sagde hun bare inden hun klippede blusen helt af ham, lige nu tænkte hun bare kun på at få stoppet blødningen. Hun åbnede derefter glasset med den grønne og cremede væske i sig. "Det her kan godt svie lidt," advarede hun inden hun begyndte nænsomt at smørre det på de åbne sår. Da sårene så var smørret ind bandt hun ham hele vejen rund om maven også. Hun strammede dem inden hun satte en lille sikkerhedsnål fast så forbindingen ikke ville gå op.
Først der åbnede hun pilleglasset, tog hans hånd og hældte tre piller ned i hans hånd. "Mod smerten," forklarede hun blidt og så bekymret på ham, samtidig med at skyldfølelsen strålede ud ad hendes blå øjne.

Han lod hende bare hjælpe ham hen til hendes værelse, og han efterlod et ret kraftigt blodspor hele vejen til hendes værelse, og der var nogle af de andre der kiggede meget forfærdet på ham, og nogle af dem snakkede om at han sikkert ville dø af det sår...

Han nikkede til det med at det nok kunne komme til at gøre ondt men det var også alt han gjorde til det, da han ellers var ret så ligeglad med det. Han reagerede heller ikke på det, men lod hende nu engang bare gøre de ting der skulle til for at han fik det bedre...

''tak...''

Han smilede og ville gerne sige at det slet ikke var hendes skyld, men det var det jo måske... Men nej det var hans egen skyld...

''Beskyld ikke dig selv for det.''

Et lille, varmt smil begyndte roligt at forme hendes læber. "Hvad har man ikke venner for?" siger det blidt til ham. Hun satte sig ned på gulvet foran ham og så op på ham inden hun så hen ad sit værelse og over til døren. "Jeg skal vist have et nyt tæppe," sagde hun så, inden hun begyndte at le lidt. Hendes hvide gulvtæppe var helt plettet af hans blod.
Hun så op på ham igen med et blik fyld af skyldfølelse, selvom hun prøvede at dække det bag et smil. Hun tog hans hånd og gav den et klem. "Okay," sagde hun bare stille og mærkede hvordan hendes blik flakkede en anelse. "Hvordan har du det?" spurgte hun så, for at skifte emnet lidt, hun var bekymret for ham.

''jeg har det skam helt fint!''

Han sagde det meget ovebevisende men det var så meget løgn som det kunne være, hvilket også kunne ses tydeligt da hna væltede omkuld ned på maven og man kunne se hvordan hans sår allerede var igang med at bløde ud igennem forbindingen... Der skulle mere til, og han lagde bare på gulvet...

''Okay måske har jeg et lille bitte problem...''

Han sukkede over at skulle indrømme at han ikke kunne klare det helt selv. Han kiggede lidt op af imod hende, og måtte så bide stoltheden i sig...

''gider du få mig til hospitalsfløjen?''

Han sukkede ug bed hårdt sammen...

Ashley greb ud efter ham, men nåede ikke at få ordenlig fat på ham. Hun kunne dog se på forbinderne at cremen virkede, blodet fossede ikke helt så meget ud som det ellers ville have gjort. Hun sukkede over ham og strøg ham over håret inden hun langsomt og nænsomt hjalp ham op at stå. "Du har måske et lille problem?" sagde hun med et hævet øjenbryn. Hun vidste godt, hvor hårdt det var for ham at bede om hjælp, derfor hakkede hun ikke mere i det end ellers, men lagde istedet bare hans ene arm om hendes skuldre endnu en gang og lagde sin anden arm om hans liv og holdte ham fast. Og så gik turen ud ad hendes værelse og Hades hytte og videre til hospitalsfløjen. "Du skal sige til, hvis det gør for ondt, okay?" hun så fast og hårdt på ham imens de gik videre. Da de kom til fløjen, forklarede hun var der var sket og lagde ham ned i den seng den voksne viste hende og lod dem klare arbejdet med at lappe ham sammen imens hun sad ved hans side og strøg ham over håret.

''Ashley du glemmer noget med mig... jeg mærker ikke rigtigt smerte længere... Jeg har været udsat for så meget at det ikke længere kan mærkes af mig selv når der sker noget.''

Han smilede bare da de var nået over til hospitalsfløjen. Lægerne gjorde det meget behændigt da dette var cirka gang nummer 20 de fiksede hans ryg, men de kunne ikke gøre ret meget ved det, da hans hud ikke ville vokse ordentligt sammen og hans krop ikke tog imod hudtranspantationer...

''Ashley... Jeg hedder faktisk ikke Arc... Mit rigtige navn er aydan...''

Han kiggede væk fra hende...