Need a helping hand? //Ashley//

Ashley sukkede og skulede lidt over ham. "Men ... stadig!" sagde hun bare, men endte med at le lidt. Hun var bare bekymret for ham, og bare ville hjælpe, hun kunne ikke gøre for det.
Hun sad bare ved hans side og nussede fortsat han hår imens lægerne fiksede ham, hun anede faktisk intet om at de havde gjort det så mange gange efterhånden. Hun ville egentlig bare ønske, at hun kunne hjælpe ham.

Blikket hun sendte ham smilede bare til ham. "Så er det dig Melanie hele tiden snakker om," sagde hun, det gav mere mening, faktisk, for hun havde aldrig rigtig forstået det selv, at hun snakkede om at Aydan havde hjulpet hende så meget, at Aydan havde gjort efterlivet bedre osv., osv.
Hun smilede bare. "Du ligner nu også meget mere end Aydan end en Arc," sagde hun blidt og smilende imens hun stadig nussede ham i håret. Hun var ikke sur på ham over det, ikke det mindste, han var jo stadig den samme, uanset hvilket navn han havde.

Han lagde bare og fandt det meget behageligt at hun nussede ham i håret, men han endte med at flytte hendes hånd... De var venner, men grundet hun var så sød, var han bange for at falde for hende, og hvis der var en ting hun ikke havde brug for så var der endnu en fyr i hendes liv... Han smilede bare stille til hende...

''Du må undskylde jeg løj for dig dengang... Jeg var bare ikke sikker på om jeg kunne stole på dig...''

Han kiggede ned i jorden så godt han kunne, og kiggede så op på hende bagefter. Han havde ikke noget han kunne sige mere til det...

Ashley kunne godt se at han møde at hun nussede ham, og det fik hunde til at smile større og større, men hun lod ham selvfølgelig flytte hendes hånd, selvom hun ikke helt forstod hvorfor, hun anede intet om hvad der foregik i hans hoved lige i det øjeblik, og hendes nysgerrighed kunne ses i hendes blik og på den måde hun lagde hovedet på skrå imens hun betragtede ham. Hun smilede dog stadig til ham, bare lidt forvirret samtidig.

"Arc ... Aydan," hun skar lidt ansigt da hun rettede sig selv. "Jeg er ligeglad, det er bare et navn, det er din personlighed jeg er vild med, ikke dit navn." Hun sendte ham et lille grin og tænkte ikke det mindste over hvordan hendes ord kunne misforståes. Hun var egentlig bare glad over at han så stolede på hende nu, det var rart at vide at tilliden nu var fuldstændig gengældt. Hun kom kort til at tænke på hvordan de var mødtes og han havde holdt en kniv for hendes strubehoved. Det var morsomt sådan som deres forhold havde formet sig, hvem skulle have troet det?

//Tror at jeg smutter i seng nu, så nat nat ^^

''Det fungerer bare ikke...''

Han smilede bare venligt til hende... Nu skulle hun ikke begynde at falde for ham... Hvilket han næsten troede hun var da hun sagde at det var hans personlighed hun var vild med. Han blev faktisk direkte bange for at han havde ret i det, og han kiggede chokeret og nervøst på hende... Han kiggede hende dybt i øjnene men sagde ikke noget om det eller til det, da han ikke turde...

''Det er jeg dog glad for... Var bange for at du blev sur over at jeg løj for dig dengang...''

Han kiggede kort på hende og bagefter ned i jorden...

Ashley nikkede bare lidt og smilede fortsat til ham. Hun var ikke faldet for ham, hun mente bare hvad hun sagde, hun var vild med dén måde han var på, det han stod for, så hun var vild med hans personlighed, men hun var ikke forelsket i ham eller ved at falde for ham. Da hun så hans blik blev hun mere undrende, men gengældte stsfog hans dybe blik uden problemer. "Hvad er der?" spurgte hun blidt og noget nysgerrig. Hun var altid nysgerrig.

Hun smilede bare varmt over ham. "Nej da," sagde hun med et lille grin. "Du min ven, egentlig min bedste ven, Aydan, et navn betyder intet, det definere ikke hvem du er." Hun tog hans hånd og gav den et klem. "Og jeg ved hvordan du er og kan godt forstå hvorfor du løj, okay?" Hun smilede stadig til ham og nussede hans håndryg med sin tommelfinger.

Han svarede hende ikke lige i første omgang... men han kunne ikke tillade sig at holde det skjult for hende. Han var måske ved at falde lidt for hende... Han kunne dog ikke lide at han skulle til at indrømme det... Han ville ikke være skyld i at han rodede mere i hendes liv end der allerede var. Han kiggede bare stille på hende...

''Bare at jeg har brug for at sove... Jeg er ret kvæstet efter det her.''

Han smilede bare venligt til hende. Han reagerede ikke rigtigt på det hun sagde, fordi han allerede havde lagt sig tilbage i sengen, for at han kunne få hvilet sig selv mere, og ret hurtigt faldt han i søvn...

Ashley kiggede bare forvirret på ham, hun forstod ikke hvad der skete bag hans blik og blev kun mere og mere forvirret. Hun havde ikke den mindste idé om at han faktisk var ved at falde for hende, hun havde aldrig kunnet se sådan noget på andre medmindre de sagde det til hende og gjorde noget andet som man ikke kunne misforstå det mindste. På den måde var hun utrolig naiv og langsomopfattende, hun kunne bare ikke se det. Heller ikke hvis nogen lod som om og fakede deres følelser for hende.

Hun klukkede lidt over ham. "Det er kun forståeligt," sagde hun blidt og klemte hans hånd ganske blidt. Hun lod ham bare ligge og kunne hurtigt se at han var faldet i søvn. Hun blev bare siddende ved hans side og begyndte så at nusse ham i håret igen imens hun så ned på ham. Et lille smil spillede om hendes læber imens.

Han vidste godt at det var forkert af ham at falde for hende, specielt fordi hun havde sine problemer, men okay så længe hun ikke faldt for ham, var det jo ikke noget problem for ehnde... han kunne jo nok godt skjule det for hende. Han vidste bare ikke om han kunne holde det skjult for evigt... Han havde dog et andet problem med at falde for hende... Der var rimelig stor aldersforskel på dem, men han tænkte ikke videre på det...

Han vågnede senere hen og mærkede at hun stadig sad og nussede ham i håret, og han smilede bare varmt til hende og satte sig forsigtigt op i sengen, og kiggede på hende...

''Undskyld jeg ødelage din dag...''

Ashley sked, for at sige det mildt, på alder, det var sgu da bare et tal. Skulle guderne så osse holde sig fra menneskene fordi de var flere tusind år gamle og menneskene havde sådan et kort liv? Okay, nok en dårlig sammenligning, men stadig, alder var kun et tal for hende.

Hun gengældte varmt og blidt smilet da hun kunne se at han vågnede. Hun fortsatte med at nusse ham i håret. "Du har ikke ødelagt min dag, Aydan," sagde hun blidt og smilede til ham. "Hvordan har du det nu?" spurgte hun så med et varmt smil.

''Det sker sgu nok før eller senere alligevel...''

Han sukkede... Han ville egentligt gerne sige at han var ved at falde for hende, så han forsøgte lidt at lave hentydninger til det istedet. Han håbede lidt hun fangede det så hun kunne køre det videre eller slå hånden af ham blidt... Han smilede lidt til hende...

''Hvordan jeg har det? Jeg har det da bedre... Mange tak...''

Han kiggede stille på hende, men undgik at møde hendes øjne, så hun ikke så hvordan han kiggede på hende...

Ashley så bare forvirret på ham med hovedet på skrå, hun forstod ikke hvad det var han hentydede til, men hun kunne dog mærke at der var noget hun ikke vidste, noget han prøvede at fortælle hende, men hvad præcist, fattede hun ikke.

"Det er da godt," sagde hun og prøvede at fange hans blik, hun satte altid pris på øjenkontakt når hun snakkede med nogen. "Er der noget galt?" spurgte hun, hun kunne mærke at der var noget med ham, og hun begyndte at blive lidt bekymret.

''Neiiiiij... Der er ikke noget galt... Ihvertfald ikke noget du behøver tage dig af... Det skal nok løs sig selv helt uden at vi behøver gøre noget.''

Han smilede bare til hende, men undgik stadig øjenkontakt... Han ville ikke lade hende se hvordan hans blik var når han så på hende, men stadig kunne han ikke lade være med at kigge på hende igen og igen... Det var så rart at se hende fordi hun var så dejlig og venlig, så sød og rar... Han forbandede sig selv grundet det...

''Okay... Det nytter ikke noget at lyve...''

Han så hende i øjnene... Og sagde det så lige så stille imens han rejste sig op...

''Jeg er måske faldet lidt for dig...''

Ashley hævede roligt det ene øjenbryn, hun kunne tydeligt se at der var noget galt med ham, hvorfor ville han ikke bare fortælle hende det? Var det virkelig så slemt at han var bange for at fortælle hende det?
"Der er noget galt, Aydan, selv jeg kan se det," sagde hun blidt og blev kun mere og mere bekymret for ham.

Hun gengældte hans blik og blev fuldstændig mundlam. Hun svarede ham ikke med det samme, hun stirrede bare på ham med frygten malet i ansigtet. Hun ville ikke miste ham, hun ville ikke kunne klare det, ikke osse ham.

''Som jeg sagde tidligere... Undskyld jeg ødelagde din dag...''

Han kiggede væk fra hende, han turde simeplthen ikke møde hendes blik, fordi han nu havde set den frygt hun fik malet i hendes ansigt, og det var ikke det han havde ønsket at se, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det at han faldt for hende... Han ville ønske han kunne love det gik over men han var ikke sikker...

''Det er vel bare noget du skal glemme... Så glemmer jeg det nok også...''

Han smilede forsigtigt, men han var ikke rigtigt selv overbevist om det...

Ashley rystede på hovedet inden hun langsomt rejste sig op. Det var ikke noget hun bare kunne glemme lige sådan. "Årh, Aydan," udbrød hun og lagde sine arme om ham i et mere forsigtigt kram, selvom hun havde lyst til bare at knuge ham ind til sig. Men hun tænkte på hans ryg, hun ville ikke have at sårene skulle brydes op igen så kort tid efter.
Hun gemte hans ansigt mod hans hans bryst, da han faktisk var meget højere end hende selv, og turde ikke at se på ham. Hun havde brug for ham, han betød så utrolig meget for hende ... og hun havde savnet ham så utrolig meget, men det var kun som en ven, hun kunne ikke give ham mere end det, især ikke lige nu med hendes allerede mange drenge-problemer. Både Jason, Matthew og Angus ... Hvornår fanden var hendes liv lige blevet så indviklet?!

Han blev meget overrasket da hun åbenbart valgte at kramme ham, mend et varede ikke længe før han valgte at rive sig fri fra hende, og han trak sig væk fra hende... Han havde ikke lyst til at miste hende som ven, en han var bange for at det ville ske, hvis han ikke fik lagt ordentlige bånd på ham selv omkring det der skete...

''Ashley... jeg er ked af at jeg... Ja at jeg lige også skulle være med til at rode dit liv endnu mere sammen... Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at gøre det godt...''

Han sukkede bare og kiggede alle andre steder end på hende... han havde ihvertfald ikke tænkt sig at falde mere for hende nu...

Ashley prøvede ikke at holde ham fast da han valgte at rive sig væk fra hende, hun sukkede bare og smilede lidt små trist til ham. Hun rystede en anelse på hovedet. "Lad nu være, Aydan," sagde hun stille og smilede lidt til ham. "Vi klarer den her, okay?" Hun så på ham, rakte ud efter hans hænder, men stoppede sig selv midt i luften og lod dem falde med en trist mine. "Jeg vil bare ikke miste dig, okay? Ikke også dig ..." Hun så på ham med et pinefuldt blik. Hun ignorerede stemmen der sagde, at hun skulle lade være, men rakte endnu en gang ud efter hans hænder og tog dem i sine og gav dem et klem. Hun var opvokset med at sådan noget var normalt, dét og kram, kys på kinderne som hilsen og så videre. Det var hverdag, men hun havde lært at her i USA var det ikke ligefrem velset at gøre. "Vi klarer den her, okay?" sagde hun og prøvede at fange hans blik.

''Du kender mig ikke godt nok til at forstå hvad der sker... Det største problem er at du er så sød mod mig... Det er det jeg er faldet for... Og hvis jeg prøver at gå fra dig, kommer jeg til skade og så hjælper du mig... Og jeg falder lidt mere...''

Han sukkede bare og kiggede på hende da hun tog hans hånd... Han var ikke glad for at hun gjord edet, fordi han nød følelsen af ehndes hænder, men han burde ikke... Hun kunne jo kun lide ham som ven... Det var ihvertfald hans tanker om det... og han håbede det egentligt også...

''Nej vi kan ikke...''

Han rulled eom på maven... Han turde ikke tro på de kunne, fordi hvis det gik galt... Så ville han blive knust...

Ashley så helt nede ud. "Men ... men jeg kan jo ikke gøre for at jeg er som jeg er," sagde hun fuldstændig modløst og slap hans hænder. Det var så uretfærdigt! Og hun var alt for selvisk til at lade ham være så det måske kunne aftage.
Hun lukkede bare sine øjne og lod sig falde ned på stolen bag sig da han rullede om på maven. "Hvad gør vi så?" spurgte hun og så modløst på ham med lette blanke øjne. Hun ville bare ikke miste ham, men hvis han ville have det, ville hun lade ham gå og lade ham være indtil han kontaktede hende igen.

Han kiggede på hende... Han kunne både lide at se på hende og så kunne han ikke lide det... Lide det fordi han syntes hun var så fantastisk sød og rar... Men han kunne ikke lide det fordi hun vækkede ting i ham som han ikke burde have... Specielt fordi hendes liv bare blev mere kompliceret af det... Han ville ikke holde sig fra hende i håbet om at det gik over da han vidste det ikke ville hjælpe sådan voldsomt... Han ville bare savne hende og så ville han falde mere for hende...

''Jeg tror for at være ærlig der ikke er noget vi kan gøre for at mindske mine følelser for dig... Hvis det sker sker det af sig selv og uden at vi blander os i det...''

Han kiggede på hende for at se om hun kunne forstå det... Han håbede det var okay, men han vidste bare at dette nu var starten på et meget akavet venskab... Og at deet ville blive til endnu et af hans mange ar på sjælen...

Ashley så bare på ham imens hun prøvede at regne ud hvad der foregik i hans hoved, men hun kunne bare ikke regne det ud. Ikke noget nyt i det, egentlig, hun havde aldrig haft særlig let ved at kunne se hvad folk havde af bagtanker. "Hvad tænker du mon på?" spurgte hun mumlende sig selv og sukkede lidt frustreret med en lille panderynken, da hun egentlig virkelig gerne ville vide det.

Hun nikkede lidt til hans svar og sukkede så, inden et lille smil prøvende spredte sig over hendes læber. "Så vi fortsætter som vi ellers har gjort?" spurgte hun forsigtigt og bed sig let i underlæben.

//Undskyld tiden, skulle lige hjem fra skole xD

''Jeg tænker på de her forbandede følelser... Følelser som jeg ikke ved om er rigtige eller forkerte at have... Men dog følelser jeg ved jeg ikke bare kan fjerne...''

Han kiggede på hende og nikkede stille til det hun sagde, men de vidste nok begge to at det ikke var noget der bare ville fungere ordentligt... Deres venskab ville nok aldrig blive det samme igen... Men han ville ønske det aldrig var sket...

''Jeg kunne også bare have ladet være med at komme til skade... Så havde du ikke skulle hjælpe mig og være så sød... Og så var jeg ikke faldet...''

Han forsøgte at lave sjov med det hele...

Ashley kunne ikke lade være med at smile en smule over hans svar. Hun rystede let på hovedet over ham. "Hvorfor skulle de være forkerte?" spurgte hun blidt og undrende, men dog med et smil på læben. "Man kan jo ikke gøre for det, tro mig, det ved jeg alt om ..." Hun sukkede lidt, men smilede dog stadig en anelse og så kort ned imens hun bed sig blidt i underlæben.

Hun klukkede bare lidt over ham. Selvom hun godt vidste at deres venskab aldrig blev det samme igen, prøvede hun stadig at få det bedste ud af det de havde sammen. For det var noget specielt de havde, og det stod hun fast ved, men om han mente det samme eller ej, vidste hun egentlig ikke. "Men det skete, og jeg er din ven, selvfølgelig ville jeg hjælpe dig," sagde hun med et lille grin. "Hvad skulle jeg ellers gøre, lade dig ligge og bare se til imens du forblødte?" Hun så på ham med et lille skævt smil på læben og et hævet øjenbryn.

''Lige nu og her mener jeg det er forkert... Grundet du allerede har rod nok i dit liv, og fordi jeg er seks år ældre end dig...''

Han kiggede stille på hende... Alderene var ikke dne vigtigeste del, men han var nød til at finde så meget forkert ved de følelser som han kunne hvis han skulle have en chance for at kunne få dem væk... Selvom det nok ikke virkede...

''Lige nu ville jeg bare ønske du aldrig havde været min ven... For din skyld... Så du ikke skulle sidde med endnu en fyr i dit liv... Men denne gang er det da i det mindste ikke dig der kan lide fyren.''

Han grinede bare...

Ashley smilede bare lidt over ham. "Jeg vil nok altid have rod i mit liv, og seks år?" sagde hun og fnyste. "Det er altså bare et tal." Hun havde ikke fattet hvad han prøvede på, jah, hun var jo langtidsopfattende, men stadig en dårlig undskyldning, hun sagde egentlig bare sin mening om aldre, det var osse derfor at hun aldrig spurgte andre om alder, men kun om navn. Hun så på ham imens hun kort regnede ud hvor gammel han egentlig var. "Vent, er du 22?" spurgte hun lidt målløs, men endte med at le over sig selv. "Det havde jeg ikke gættet." Hun smilede lidt fjollet til ham imens hun kom sig over den lille overraskelse.

Hun rystede bare på hovedet over ham. "Men du er min ven, og Aydan," sagde hun og smilede lidt til ham. "Jeg er ligeglad om jeg får endnu en fyr i mit liv, for du var allerede i det." Hun smilede til ham. "Og for øvrigt, ham Matthew har allerede skidt nok på mig ... sidst jeg så ham, kyssede han mig, og sagde så, at det var forkert bagefter." Hun rystede lidt på hovedet. "Hvorfor så gøre det overhoved?" Det sidste var kun en svag mumlen og hendes blik var trist og en anelse fjernt imens hun så væk fra Aydan og ned i jorden.