Let's do it! - Ashley

Tid: 14:15 ca.
Sted: Hytterne, nærmere bestemt; Ares Hytten.
Omgivelser: Der var selvfølgelig en del andre halvguder, i og omkring deres egne hytter - men ingen i Ares hytten.
Vejr: Lunt. Solen stod på himlen, og blev af og til blokkeret af nogle tynde skyer. En solskinsdag med let vind.

Hans første dag, og han var allerede sprunget ud i et mindre eventyr. Sammen med en pige han havde mødt i skoven, ved navn Ashley, var Angus draget imod hans nye hjem. Ashley havde foreslået at en kiste han havde fået af Ares, måske kunne åbnes med hans ring - så det skulle jo afprøves! Første dag, og han havde allerede inviteret en person, og tilmed en pige, op på hans værelse.
Angus stoppede op foran Ares Hytten og kiggede lidt på den med et skævt smil. Over døren hang der et hoved fra et vildsvin, og der hang sjovt nok også lidt pigtråd på kanten af taget. Hytten var rød, og den så måske ikke så velkommende ud for andre end sønnerne og døtrene af Ares. Men dette var jo åbenbart Angus' nye hjem, og sjovt nok kunne han godt lide den. Han kunne i hvert fald godt lide hans værelse. Det skæve smil blev vendt imod Ashley, og han nikkede hurtigt imod hytten.

"Velkommen til Ares Hytten. Jeg kunne vise dig rundt, men der er nok lidt rodet."

Sagde han muntert til hende, og begyndte så at gå imod hyttens indgang. Han måtte træde over et stort skjold der bare lå og flød, og hurtigt fik han åbnet døren. Første gang han selv var gået derind, havde han nærmest forventet lugten af blod - men også denne gang blev han glædeligt overrasket da der ikke var noget blod at lugte. Det lugtede dog lidt sjovt alligevel. Lugten kom nok fra slibesten og den kamin der konstant var ild i. Der var lidt rodet i det store fællesrum, hvor der også stod et tv, og nogle tallerkener der endnu ikke var blevet vasket. Ikke alle hans søskende var åbenbart huslige.
Han så sig lidt omkring, med kurs imod en trappe af træ, og kom hurtigt til den konklusion at der ikke var nogen hjemme. Han smilte flygtigt til hende og gik op af trappen. Det var som om han listede sig ind i hans eget hjem. Det var nok også fordi han ikke vidste om han måtte invitere andre med ind - men nu var det gjort, og Ashley var inde. Han nåede frem til en dør for enden af en gang, hvorpå der stod ANGUS skrevet i rød maling. Han rynkede lidt panden, halv muntert, for det var ikke ham der havde skrevet det. Han åbnede døren, og gik ind på hvad der åbenbart måtte være hans værelse. Det var et lettere dystert værelse, med en seng placeret nogenlunde i midten foran et par stole og et mindre bord. På væggene hang der billeder og malerier af en klassisk stil - de forestillede Ares og hans mange sejre i kamp og krig. Det var måske lidt melodramatisk, men Angus syntes nu rigtig godt om værelset. Da han havde taget par skridt ind, vendte han sig mod Ashley med armene lidt ud til siden og et bredt smil.

"Velkommen til mit værelse. Der er heldigvis ikke rodet endnu, men det skal jeg nok få rodet bod på i løbet af et par dage."

Sagde han muntert og så sig lidt mere omkring. Det var nok lige så nyt for ham som det måtte være for Ashley, så helt akavet kunne det nu heller ikke være. Den omtalte kiste stod op af væggen, til venstre for døren man kom ind af. Den var stor, solid, og så ud til at veje mindst et ton. På den var der karvet oldgræske bogstaver der sagde noget om at være klar på kamp, ydmyg som sejrherre og vis i nederlag. Igen, lidt melodramatisk, men Angus gik nu ud fra at det var sådan hans far altid havde været.

(Gå ind under profilen for at se billede af værelse ^^)

Ashley fulgte bare efter den smilende søn af Ares, Angus, mod Ares Hytten. Hun havde kun set på den fra afstand af, aldrig været særlig tæt på den. Hun havde egentlig kun været i Artemis Hytten, hvis man så bort fra Hades Hytten.
Hun klukkede blidt over hans velkomst. "Jeg takker," smilede hun varmt til ham. "Men skidt da med rodet, jeg er vant til det." Hun smilede skævt til ham, men fulgte dog noget mere varsomt med ind i hans hytte og rynkede let på næsen da de kom ind, men smilede stadig. Uden at tænke over det, havde hun stoppet op og opdagede det først da Angus var nået trapperne. Let og lydløst luntede hun den korte vej gennem fællesrummet. Derefter fulgte hun bar lydløst og småsmilende efter ham mens hun kiggede rundt med et nysgerrigt blik. Hun genkendte Mattie's (Matthew) og Summers navne på to af dørene og klukkede blidt for sig selv. Det var stort set de eneste andre børn af Ares hun havde mødt og snakket med.

Hun klukkede blidt over ham da han bød hende velkommen i hans værelse og så sig rundt inden hun trådte helt ind. "Det er da et hyggeligt værelse," komplimenterede hun smilende og klukkede blidt og varmt. Hun havde hørt mange historier om den store krigsgud Ares fra sin moster af og smilede lidt for sig selv et øjeblik. Hun vendte så sin opmærksomhed mod Angus og smilede varmt til ham. "Skulle vi prøve det?" spurgte hun så og så over mod kisten med et kort nysgerrigt blik inden hun så på ham igen.

Angus selv havde endnu ikke rigtig haft chancen for at lære hans søskende at kende, han havde selvfølgelig fået en lettere velkomst af dem, og var da egentlig glad for at han ikke var den eneste. Dog blev han først overrasket over hvor mange søskende han egentlig havde. Men det var jo noget han måtte vænne sig til. Men han var dog en smule nervøs når det kom til hans søskende. Han havde selvfølgelig hørt meget om hans far, og vidste selv hvor meget energi det krævede af ham at forblive glad of smilende, i stedet for vred og surmulende. Så mon nogle af hans søskende havde et stort temperament?
Da de begge stod på værelset, smilte han bare og nikkede til hendes kommentar vedrørende værelset. På trods af bjørneskinnet der lå på sengen, og de næsten drabelige billeder, så var det faktisk et meget hyggeligt værelse. Det ville slet ikke være slemt at bo her i et par år, indtil han blev for gammel til lejren. Angus 'vågnede' op da hun foreslog at de prøvede at åbne kisten, og vendte selv blikket imod kisten. Det var jo helt spændende hvad der mon gemte sig deri!

"Ja! lad os prøve."

Svarede han muntert, og gik forbi hende og hen til kisten. Han gik ned på hug foran den, men så sig lidt omkring i værelset imens han pillede lidt ved hans ring. På hver side af den store kiste, var der et hængsel/håndtag. Han rømmede hans stemme og tog så fat i dem. Han løftede sig selv og kisten op fra gulvet, og spankulerede hen til sengen. Den var tung, næsten lige så tung som den træstamme han havde løftet tilbage i skoven. Så han måtte nok hellere lade være med at smide den fra sig. Han placerede den derfor roligt foran sengen og rynkede hans pande lidt. Hurtigt gik han ned på knæ, og gjorde lidt plads til Ashley foran kisten. Hvis hun nu skulle være nysgerrig. Angus tog ringen af hans finger, og holdte den imellem sig selv og kisten. Han forventede nærmest at der skete noget helt vildt, men efter at par øjeblikke skete der intet.

"Hm. Hvordan tror du der hersens pjat det virker?"

Spurgte han og kiggede på Ashley med et smil. Han var nu ikke ligefrem vandt til at åbne kister med en ring, så mon der skulle noget specielt til. Angus kiggede på ringen, og så det symbol der var derpå - det oldgræske symbol. Måske var der et symbol magen til på kisten?

Ashley klukkede blidt over ham og fulgte ham med blikket mens han gik over og løftede kisten op og lagde den foran sengen. Da han sat den ned foran sengen gik hun roligt over til ham og ned på hug ved siden af ham. Hun blev stadig ret overrasket over at se hvor stærk han egentlig var.

Hun lo blidt over ham inden hun rakte ud og lod sine slanke fingre kører over kisten langs dens åbning hele vejen rundt. Imens hun gjorde det, lagde en velkendt kulde sig i værelset og et skævt smil begyndte at brede sig mod Ashleys læber. Uuuh, flot kiste! Sagde det lille spøgelsesbarn, som var Ashleys døde veninde på fem. (Du kan se billeder af hende inde på min profil) "Jah, den er flot, Melanie, men vi skal have den åbnet, nogen idéer?" sagde hun til hende, hun vidste godt at det for Angus virkede som om hun snakkede ud til den tomme luft. Hun vendte sin opmærksomhed mod ham. "Min afdøde veninde er her lige, som du kan mærke på kulden," forklarede hun med et lille uskyldigt og undskyldende grin. Hendes fingre havde stadig fortsat deres vandring rundt om kistens kant og hun stoppede pludselig da hun mærkede en fordybning i træet. "Der er noget her," mumlede hun med et begyndende smil på læben. Det er stadig en flot kiste, sagde Melanie bare med et stort og barnligt smil, og Ashley klukkede blidt over hende.

Imens Ashley lod sine fingre undersøge kisten, kiggede Angus nærmere på ringen. Det var en ring som så mange andre, med en flad og firkantet overflade. I den overflade var der indgraveret det førnævnte symbol for den oldgræske kriger - det samme symbol brugt af mange Spartanske huse og familier i sin tid. Så meget research havde han heller ikke gjort med hensyn til ringen, men det var i hvert fald hvad der gav meget god mening. Imens Angus sad og studerede ringen, følte han en stigende kulde falde over lokalet. Han kiggede op og imod vinduet for at se om det var en brise. Men da vinduet var lukket, rystede han bare tanken af sig, og vendte så sit blik imod Ashley og hendes hænder. Angus rynkede hans bryn da hun begyndte at tale, og skævede lidt imod hende, da det tydeligvis ikke var ham hun talte til. Mange tanker gik igennem hans hoved, men da Ashley så vendte sig imod ham, smilte han lidt skævt og nikkede med det ene øjenbryn hævet.

"Så, der er en lille spøgelsespige inde på mit værelse? Fedt fedt... Velkommen til."

Sagde han så, lidt forvirret og uforstående, men stadig med hans typiske humoristiske tonefald. Til det sidste blev der tilføjet et lille vink ud i den blå luft, imens hans øjne kørte lidt rundt. Han forventede næsten at kunne se hende, men opgav det hurtigt for at vende opmærksomheden imod kisten og hans ring. Han var nu meget kølig overfor alt det dersens spøgelses-halløj. Spøgelser og andre sådanne ting havde sjovt nok aldrig skræmt ham, og selv nu hvor det åbenbart var virkeligt - var han heller ikke synderligt påvirket af det. Nysgerrigt spærrede han sine øjne op da Ashley syntes at have fundet noget.

"Hvad er det?"

Spurgte han så, og kiggede selvfølgelig nærmere. Hurtigt lagde han mærke til at fordybningen i det hårde træ var identisk med hans ring - og så var det jo egentlig rimelig åbenlyst hvad der skulle gøres. Han kiggede en ekstra gang imod Ashley og nikkede imens han pillede lidt ved ringen for at få den til at passe i fordybningen. Den passede perfekt, men der skete intet i første omgang. Han kiggede lidt nærmere, og tog så fat i ringen igen, for derefter at dreje på den. Da han gjorde det, lød der et brag - næsten som en bombe, og låget på den store kiste gik op!
Det fik Angus til at falde tilbage, og han lå på ryggen og støttede sig mod hans ene arm, alt imens hans nysgerrige blik var vendt imod kisten. Op fra kisten opstod der en tyk sort røg, der langsomt hævede sig fra kisten, og formede sig til... et hoved? Røgen havde formet sig som et skræmmende ansigt, næsten som et kranie, der stirrede intenst på Angus. Efter et par sekunder hvor den havde stirret på Angus, begyndte den at le en nærmest ondskabsfuld latter, og forsvandt pludselig ud i ingenting.
Angus kiggede med store øjne imod Ashley, og begyndte derefter at le en smule muntert. Hurtigt rettede han sig op, og lænede sig ind over kisten. Det var udstyr, rustningsdele og våben! Til kamp og selvfølgelig også krig. Det overraskede ham ikke, og hurtigt tog han fat i et sværd og løftede den op. Den var krummet, og havde en glød af messing over den. Men den var tung, meget tung. Det måtte være derfor kisten havde vejet så meget. Der lå mange flere ting deri, men de var sikkert også skide tunge, selvom de ikke så ud til at være det. Ares måtte have vidst at Angus var så stærk som han var. Så måske var han den eneste der kunne bruge disse våben?

Ashley klukkede blidt over hans reaktion på Melanie. Det lille gennemsigtige barn kiggede bare på Angus og fniste: Han har pigehår! Det fik Ashley til at le, især da en usynlig hånd løftede en lok af hans hår op i luften.
"En uddybning," forklarede hun efter at have fjernet sine hænder så han selv kunne mærke efter og sendte Melanie et strengt blik skjult at munterhed. Men Melanie lo bare sin lille barnelatter og slap hans hår. Ashley vendte blikket mod Angus igen og smilede undskyldende og så så hvad han lavede og hvordan han fik drejet ringen og låget fløj op med et brag. Ashley selv faldt tilbage og gled en smule hen af gulvet, nok ikke mere end en halv meter og så stirrede hun overrasket på den sorte røg og ansigtet det formede. Og så kom latteren, den gav hendes myrekryb og hun skælvede ganske kort og så et øjeblik kort bange ud. Og så var det at Melanie skreg af sine lungers fulde kraft og så var kulden væk. Hun var nærmest sikker på at alle andre havde hørt det også, men det var jo umuligt, Melanie var et spøgelse, kun Hades' børn ville have kunnet høre hende. Ashley tog sig til tindingen og lukkede øjnene kort indtil hun hørte Angus le. Hendes øjne fløj op og hun smilede lidt overrasket til ham. Hun fik rettet sig op og møvede sig derefter over til ham og så på det sværd han havde taget op fra kisten. Hun så ned i kisten og klukkede blidt. "Det er noget af en arv," sagde hun beundrende og så så på ham med et varmt smil. Ansigtets latter sad stadig i hende og hun skælvede kort, som for at få den af sig.

Noget rørte ham, og en skælven af kulde krøb fra hans lænd og helt op i nakken. Det var ikke helt frygt, men han kunne jo ikke se noget, og kunne ej høre noget. Hvad han ikke forstod, og hvad han ikke kunne give en knytnæve, var mildest talt noget der ikke sad i helt god jord hos ham. Angus så kort over hans egen skulder, og kunne mærke hvorledes noget af hans hår blev løftet. Hans blik mødte Ashleys, og han rynkede blot hans øjenbryn lidt skeptisk. Hvis spøgelser kunne røre ham - så kunne en ildesindet af slagsen vel også skade ham? Endnu en dimension af tilværelsen der var blevet åbnet for hans sind - men ikke ligefrem noget han forstod, og han ville sikkert aldrig helt forstå det.
Angus havde lagt mærke til måden hvorpå Ashley virkede blot en smule skræmt af hovedet røgen dannede. Men grunden til at han lo en smule, var nok blot med tankerne på hans fars åbenbart sygelige form for humor. Det var jo bare røg, og ikke noget han havde tænkt sig at være bange for.

"Det må man nok sige..."

Svarede Angus en smule fraværende. Han var forbløffet over denne gave men det fik også andre tanker til at stige til hans hoved. Mon hans far ville have ham til at være en brutal kriger - for med sådanne våben kombineret med hans styrke, ville han uden tvivl blive forvandlet til noget nær et våben. Det forbløffede ham, men det skræmte ham også lidt. Han tænkte på al den skade han kunne forvolde med sådanne våben, og det var nok ikke noget han burde bruge i lejren. De havde jo udstyr til træning og deres små kampe - og at møde op iført sådan noget, virkede næsten helt dramatisk. Men selvom Angus var en søn af Ares, var han endnu en amatør. Det eneste han havde mestret i hans liv, var kontrollen over hans vrede. Så nu var det måske tid til at lære at bibeholde denne kontrol selv i kamp? Angus sad stadig og kiggede lidt på sværdet, men lagde den så tilbage i kisten, og kiggede en ekstra gang på alle de forbløffende, og uden tvivl drabelige genstande og våben.

"Det må vente... Jeg er ikke klar endnu."

Sagde han bare lidt mumlende, og med et kort suk. Han lukkede derefter kisten, og tog ringen ud af fordybningen. Angus satte ringen på fingeren og smilte så til Ashley. Han havde lyst, nærmest en trang til at iføre sig rustningen, og tage det store skjold og det tunge sværd i hans hænder - for derefter at storme ud og bevise sit værd i kamp. Men sådan var Angus ikke, eller, han ønskede i hvert fald ikke at være sådan.

Ashley smilede undskyldende til ham da hun kunne se at han ikke ligefrem brød sig om hvad Melanie gjorde. "Hun kan ikke skade dig som sådan," forklarede hun hurtigt. "Hun kan bare løfte ting i en kort periode, som fx dit hår." Et forlegen udtryk overtog hendes ansigt og hendes kinder blussede.

Hun betragtede ham stille imens han holdte våbnet løftet. Forsigtigt løftede hun sin egen hånd, rakte ud og lagde den mod hans skulder. Hun gav ham et blidt klem. Hendes hånd føltes sikkert kold mod normale temperatur, da hun jo var meget koldere end de fleste andre.
"Er du okay?" spurgte hun så, ganske blidt og en anelse bekymret. Hun anede ikke hvorfor hun spurgte, intuition kunne man måske kalde det. Hun nussede ham blidt med sin tommelfinger, bare for at sige, at hun var der for ham, uanset hvad. Hun var loyal overfor de venner hun havde, og hun ville aldrig gribe dem, hvis de faldt, det ville nok bare blive bare en smule svært at gribe Angus, hvis han faldt. Hun kunne ikke lade være med at klukke stille over det scenario.

Hun nikkede stille til hvad han sagde og tog så sin hånd væk fra hans skulder og fulgte med øjnene hvordan han lukkede kisten igen og tog ringen på. Da han smilede til hende, kunne hun ikke lade være med at smile varmt igen, men der var dog et lidt mere undersøgende glimt i hendes øjne, hun kunne nærmest mærke kamplysten i ham. Hun kendte det godt lidt, men da hendes far var mere ekspert i Døden end kampene der førte dem til det, så havde hun ikke rigtig nogle specielle evner i kamp. Hun kæmpede normalt med to kortsvære og brugte sin evne til at liste ind på 'ofret' når de kæmpede om flaget. Det var det hun var god til, og så sende Melanie ud for at finde flaget. Nogle frynsegoder havde man jo.

En måske lettere indre konflikt gjorde det umuligt for ham at beslutte sig. At beslutte sig hvorledes hans fars intentioner med disse gaver havde været godsindede, eller ondsindede. Angus fjernede sit blik fra Ashley og brugte nogle korte øjeblikke på at kigge på billederne der hang på væggene. Selvom det var fantastiske kunstværker, dynamiske i både farve og perspektiv - så viste de jo blodige, voldelige og drabelige situationer. Han hældte nok mere til tvetydige intentioner fra hans fars side. Hvad skulle han dog bruge al det til? Skulle han i krig?
Angus mærkede Ashleys kolde hånd imod hans skulder, en kulde han også havde mærket da hun havde rørt hans hænder tilbage i skoven. Så på det område var de måske lidt modsætninger? han havde i hvert fald altid syntes at han var varm, og havde aldrig rigtig haft problemer med kulde. Men på trods af kulden i hendes hænder protesterede han slet ikke over hånden på hans skulder.

"Ja. Bare lidt, overrasket."

Svarede han hende med et venligt smil, og kiggede hurtigt væk imod kisten igen. Der var lidt tvivl i hans stemme, men det var vel meget normalt? Han vendte hovedet lidt på skrå, og begyndte pludselig at smile med blikket på kisten. Smilet var understøttet af rynkede øjenbryn, næsten som et skeptisk smil. Han tog fat i kisten, og rejste sig derefter op. han gik hen til det bord der stod imellem to stole overfor sengen, og skubbede roligt kisten ind under bordet - måske i forsøget på at skjule den lidt? Han gned sine hænder imod hinanden og rejste sig op, og med fronten imod hende stod han lidt med at vandrende blik. Små glimt af det skræmmende hoved skete foran hans øjne, og han måtte sidde ned i et øjeblik. Så han satte sig ned på kanten af sengen, og viste lidt overskud ved at sende et skævt smil til Ashley. Hvad skulle der mon ske nu?

"Heh. Hvad skal der så ske nu? Jeg har lidt tid inden jeg skal træne lidt."

Lød det så fra ham med blikket imod Ashley. Han vidste ikke om hun skulle noget, eller havde lyst til hurtigt at finde et eller andet at lave. Han gad bare ikke smide hende ud, det ville være alt for uhøfligt. Det ville i hvert fald ikke vare ret længe inden halvguderne skulle mødes og have noget at spise, så han skulle i hvert fald udnytte tiden lidt på træning og meditation - for at få tankerne på rette spor. For lige nu var han en smule forvirret og næsten afkræftet. Det var måske ikke så tydeligt at se.

Ashley betragtede ham en anelse bekymret selvom han sagde, at han bare var lidt overrasket, men hun valgte bare at nikke og smile varmt til ham. Hun havde aldrig vidst hvorfor hun var koldere end andre, hun var jo født sådan, men om det bare var en genetisk fejl eller om det var noget hun havde arvet fra hendes far, vidste hun ikke.
Hun fulgte ham med blikket idet han løftede kisten op og gik over og skubbede kisten ind under bordet.
Hun havde selv rejst sig op og så en anelse bekymret på ham da det egentlig faktisk var ret tydeligt at se at han var forvirret og afkræftet. Da han satte sig ned smilede hun til ham inden hun lod sig dumpe ned ved siden af ham. "Det ved jeg ikke," sagde hun med et blidt lille grin. "Jeg vil nødig presse mig på, men hvordan træner du?" Det nysgerrige blik vendte tilbage og hun sendte ham et skævt grin. Hun kunne godt selv mærke at hun rykkede lidt uroligt på sig da hun ikke rigtig havde lavet noget fysisk siden morgenen og så var hun lidt nysgerrige over hvor længe hun ville kunne klare sig mod denne stærke søn af Ares i sværdkamp. Der ville hun i hvert fald have en lille fordel. Hun var lille, og derfor hurtigere, og så var han, så vidt hun vidste, nybegynder med sværd.
"Og Angus," sagde hun så og så på ham med et blidt smil. "Hvis der er noget du har brug for, eller vil snakke om, så kan du trygt komme til mig." Hun gav ham et lille grin og et varmt blik.

Hvis det skræmmende hoved fra før, blot havde fået ham til at grine. Hvordan kunne det så være han næsten var bange for den nu? Det var en underlig følelse af afsky der fyldte hans krop, men som fokuserede hans sind. Men sådan var det altid, og havde det altid været for Angus - Når kroppen led, trivedes sindet. Det var derfor han trænede så intenst, meget mere end normalt påkrævet og anbefalet. Men det var også hvad der tillod ham at være afslappet og munter i andres nærvær. Og han var ikke et sekund i tvivl om at Ashley ville lide ham bedre når han var rar, end når han var vred. På sengen sad han bare med begge albuer på begge knæ, lidt afslappet, men stadig en smule anspændt. Hendes spørgsmål vedrørende hans træning, kom en smule bag på ham. Havde hun da lyst til at træne med ham? Han var måske ikke ligefrem Mr. Half-Blood, og havde endnu ikke rigtig trænet med sådanne våben. Men han var i en fantastisk fysisk form, stærk, og motiveret. Angus smilte skævt over hendes kommentar med tankerne på hvor hurtigt hun ville bukke under. Dog var smilet ikke hoverende, det kunne han ikke finde på, men hans blik var en smule drilsk.
Hans svar blev afbrudt af hende, da hun bekræftede hans tidligere teori. Ja. Hun ville uden tvivl vise sig at være en fantastisk veninde. Nu måtte de bare vente og se om han var i stand til at være en lige så god ven. Med adskillige nik anerkendte han hendes tilbud, og kiggede hende i øjnene. Det var i sådanne situationer at han ikke var god med ord. Han vidste hvad han kunne sige eller svare til noget så sødt - men han kunne sjovt nok ikke få sig selv til det. I stedet måtte hun læse det i hans blik.
Hurtigt derefter vendte han blikket væk og kørte en hånd igennem hans hår.

"Jeg har... problemer. Både med impulser og mit temperament, og har haft det hele mit liv. Jeg træner min krop for at træne mit sind, egentlig. Så du kunne sige at jeg arbejder hårdt, for at slappe af."

Forklarede han, eller det prøvede han i hvert fald. Et skævt smil lå over hans læber, og han kiggende atter en gang på hende. Det var selvfølgelig ikke sikkert at hun ville forstå det, men han kunne nu godt forestille sig at hun havde nogle indre(eller ydre) dæmoner at bekæmpe. Det var hvad han gjorde. Vreden der gemte sig under hans hud, og hans egen styrke, var hans værste fjende. Og hans egne kræfter var måske det eneste han i sandhed frygtede. Men at forklare sådan noget, noget så intimt til en person han egentlig lige havde mødt - var svært. Dog syntes han allerede at være tæt på hende, så han ville gerne.

"Altså. Jeg har en enorm trang til at slås, kæmpe og hakke løs på andre. Hvis vi begge havde et sværd, ville jeg elske at slås med dig. Men det er netop problemet. Jeg tror jeg elsker det for meget."

Tilføj han og rettede lidt på sig for at sætte sig bedre på sengen. Hans blik røg ned imod kisten en enkelt gang inden den røg i retning af hende, dog ikke hendes øjne.

Ashley mødte roligt hans blik og smilede da hun på en måde godt kunne se og mærke på ham at han ikke helt vidste hvad han skulle sige. Hendes smil var endnu en gang varmt og sødt. Hun var virkelig god til at snakke om sine følelser, men hun var jo også en pige ... men det betød i grunden ikke noget, hun havde mødt drenge der let kunne snakke om sine følelser.
Hun blev mere forstående da han fortalte om hans problemer med impulser og vrede. Det var egentlig en smule komisk, for hun kunne selv godt have lignende problemer. Hun havde det med at reagere impulsivt på mange ting, og hendes temperament var noget berømt i hendes fødeby, man skulle bare fornærme hendes familie, sige noget ondt om det lille spøgelse Melanie eller så var der de gange hvor ... hvor hun havde opdaget at alle hendes tidligere forhold havde været fup, det var skræmmende at se hende sådan, hun var lille, og så ikke ud af så meget, men hun var ikke svag og hun glemte ingenting, og ved person hun i forvejen hadede skulle der bare en lille ting til, og så gik hun amok. Seriøst, hun gik amok. Og nogle gange, sådan ca. en gang om månedet, kunne hun bare finde på at bide hovedet af folk uden grund.

Istedet for at fortælle ham om alt dette, sagde hun bare: "Vi har alle vores dæmoner," sagde hun blidt og smilede varmt til ham. "Det er bare, om vi vælger at kæmpe imod dem eller at overgive os." Hun blinkede blidt til ham. "Og du har vist fundet dig din måde at holde dine dæmoner i skak." Hun smilede varmt og forstående til ham. Hun følte sig selv tæt på ham, selv efter så kort tid.

En lille klukken gled blidt over hendes læber og hun smilede drilsk til ham inden hun rejste sig op og rakte ham sine hænder. "Prøv mig," grinede hun til ham, med et drilsk glimt i øjet. Hun vidste at der var nogle gode healere i lejren, og så havde hun selv meget energi der var ved at springes i hende.

//Kunne jeg mon spørge, hvad kigger han på? xD
Og du må undskylde tiden, har lige brugt over en halv time på at få min com til at reagere normalt ^^'

//Han kigger bare 'i retning' af hende. Så hans ansigt er vel vendt halvt imod hende, imens han blik kigger mere på væggen bag hende end på hendes. ^^//

Ja. Angus havde fundet en måde hvorpå han holdte sine følelser i skak. Men det var utraditionelle metoder, og sikkert metoder der ville have svært ved at falde i et med den daglige rutine dette sted bød på. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at overgive sig til hans impulser og hans vrede, for hvis han gjorde det, ville han blive til en helt anden slags person. En person drevet af de selv samme lyster han hver dag forsøgte at holde nede. Men hans kamp imod hans impulser og vrede var meget vellykket, måske lidt for vellykket?
Angus smilte bare til hende og lod af og til hans øjne møde hendes, men ikke alt for længe. Når man snakkede så følelsesmæssigt og næsten seriøst, så havde han altid et problem med det, både verbalt og kropsligt. Han svarede heller ikke, men gav hende bare et lignende nik, og gav hende endnu engang ret. I sådanne tilfælde, var han en ung mand af få ord. Idet han sad og stirrede lidt på hende, rejste hun sig op, og han hævede sine øjenbryn en smule. Hvad skulle der nu ske? Hans blik hvilede i et kort øjeblik på hendes hænder idet da lige skulle regne ud hvad der skulle ske. Skulle de slås? Angus smilte skævt og kiggede så op på hende.

"Det er normalt ikke sådan jeg træner, men... lad os gøre det."

Svarede han med et smil og tog fat i hendes hænder, for derefter at rejse sig op. Det skulle nok blive sjovt, eller det håbede han i hvert fald. Han vidste godt hvor intens han selv kunne blive i en konkurrence eller sådan noget - og vidste også godt hvilken dårlig taber han var. Så han skulle sørge for ikke at tage det alt for seriøst. Og hvis han tabte, skulle han sørge for ikke at tage det personligt. Han var dog ikke bange for at komme til skade eller noget i den retning - men igen. Så var det mere ham selv han var bange for. Angus smilte stadig og og rystede lidt på hovedet for sjov over hendes entusiasme.

"Så skal du også love ikke at flænse mig i stykker."

Sagde han så lidt sjovt og blinkede til hende. Ærlig talt havde han ingen forventninger til hans evner i kamp. Nok var han søn af krigens gud, men han havde endnu ikke prøvet lejrens udstyr, eller været i våbenkammeret.

//Aah, okay ^^'//


Ashley klukkede blidt over ham. Hun kunne godt mærke at han ikke var den bedste til at snakke om sine følelser, men hun havde intet imod det, hun kunne stadig forstå hans kropssprog. "Godt, for det er skægt," grinede hun til ham. "Og en gang skal jo være den første." Hun blinkede drillende til ham igen. Hendes moster havde altid sagt, Tab og vind med samme sind. Og det var det Ashley gjorde, hun var en god taber, men hun kæmpede også til det sidste, om hun så kom til skade eller ej, hun blev ved med at kæmpe til hun var ved at segne af udmattelse. Hun var udholden, og utrolig stædig, men hun vidste samtidig hvornår det var man skulle give op. Hun hjalp ham op, selvom det overhoved ikke var nødvendigt, det var bare en refleks, og hun lo da han rystede for sjov på hovedet over hende.
"Jeg kan ikke love noget," sagde hun drillende og leende, selvom han bare sagde det for sjov, hvordan skulle hun lige kunne det?
Hun slap hans hænder efter at have givet dem begge et lille klem og gik så mod døren. Da hun stod i den så hun mod ham og sendte ham et sødt grin. "Kommer du?" smilede hun drillende og med et varmt glimt i øjet. Hun var nysgerrig over hvor længe hun ville kunne holde stand imod ham. Godt nok havde han aldrig kæmpet før, men hans far var krigens gud, så Angus havde det nok i blodet.

//Min krea er virkelig ikke i top ^^'

Var der noget han skulle bruge til dette lille 'eventyr'? Hurtigt kiggede Angus ned af sig selv. han havde sin hættetrøje, et par jeans, og et par kondisko på. Kunne han nøjes med det, eller skulle han også til at finde træningsudstyret et eller andet sted? Han skulle i hvert fald ikke bruge hvad der var i kisten. Med så tunge våben ville han smadre alt hvad han ramte. Det ville jo ikke ligefrem være fair. Og sjovt nok, så glædede han sig lidt til at se om hun var i stand til at give ham et lille sår eller to. Måske endda et permanent ar? Det var ligesom Amerikansk fodbold. Når man vågnede op dagen efter, og så de mange blå mærker og hudafskrabninger... var man bare glad for at man havde noget at vise, som bevis for sin indsats. Det kunne være han skulle have samme tankegang overfor denne slags træning?
Angus hævede et øjenbryn da hun nu stod i døren og efterspurgte ham. Han kiggede lidt undrende rundt og besluttede hurtigt at der ikke var noget han skulle bruge. Ringen var på hans finger - og efter at have trykket på nogle kontakter, var al lys slukket.

"Ja. Jeg er lige bag dig."

Sagde han, egentlig meget muntert. Det var aldrig sjovt at tabe. Og Angus kunne blive hidsig hvis han bare tabte i et terningespil - men selve spillet. Selve indsatsen og kampen var uvurderlig. At konkurrere i 5 minutter gav ham den samme tilfredsstillende følelse som 2 timers hård træning gav ham. Det kunne være en lille smutvej i dagens daglige rutine. Men det måtte helst ikke blive til en vane. Angus bevægede på sig, og gik ud af døren sammen med hende, for derefter at lukke døren i efter sig. han havde vidst en lillesøster der også boede i huset, en lille pige der vidst godt kunne være lidt nysgerrig. Så det var nok bedst hun ikke roede rundt på hans værelse.

"Jeg håber ikke du er særlig god. For hvis mine søskende, eller andre, hører en søn af Ares har fået tæsk i kamp... så vil de sikkert alle komme og tæske mig."

Mumlede han bare muntert og lo kort med blikket imod hende. han gik hurtigt ned af trapperne. Han gad godt vide hvad det var for noget han havde rodet sig ud i med Ashley. Godt eller ondt, så havde han tænkt sig at finde ud af det.

//Out

Ashley klukkede blidt over ham. "Godt godt," sagde hun leende og smilede varmt og sødt til ham. Hun vidste hvorfra man kunne finde rustning og våben til alle. Der var bare den lille ting. Man fik ikke lov til at vælge våbnet selv, det valgte én. Det var egentlig ret spøjst. Hun kunne let huske den dag for de tre år siden hvor de to kortsvære valgte hende, og nu var de som en perfekt forlænging af hendes arme.
Hun så tilbage på ham mens hun gik ned ad trapperne. Hun overvejede om hun mon var hurtig og god nok til at kunne få et slag ind, måske, hvis hun var heldig. Hun var næsten helt sikker på, at han ville kunne kæmpe bedre end hende, på ingen tid, da han jo, trods alt, var søn af krigsguden Ares.
Hun lo blidt over ham. "Jeg har altså ingen specielle færdigheder i kamp," sagde hun med et skævt smil. "Mine evner er indenfor Døden." Hun blinkede til ham.
Hun gik ud ad døren med ham og mod arenaen.

//out