Try ~ Ashley ^^'

Tid :: 13.40
Sted :: Søen
Omgivelser :: En masse lejrdeltagere, ingen af betydning
Vejr :: Det er koldt, overskyet og gråt
Påklædning :: Clicky! - Uden tasken!

Blair, en blondt datter af agerbrugens gudinde, Demeter. De fleste ville kalde hende en vaskeægte bitch. Hun så det som en fornærmelse, at blive kaldt bitch. For hun var jo langt værre. At være en bitch betød i det store hele, at man var kold og sippet, at man dækkede over sit rigtige jeg. Hun dækkede ikke over noget, sådan var hun bare. Og hun var stolt af det. Hun var faktisk skideligeglad med, om folk kunne lide det. Det var deres problem, ikke hendes. Deres kattepine, ikke hendes. Mente folk hun skulle ændre sig, kunne de ligeså godt prøve, at få deres gudeforældre til at komme ned på Jorden, så de kunne få sig en sludder med deres børn. Det ville sikkert være nemmere.
Folk sagde altid, man skulle være sig selv. Det var det hun var. Hun var sig selv. Og der var jo altid nogle enkelte lyseslukkere, som skulle sige, at hun skulle ændre sig. Sjovt, de havde jo lige sagt til den anoreksiramte og ulykkelige pige, at hun bare skulle være sig selv. Men når det kom til Blair. Åh nej, så skulle man ikke være sig selv. Nej nej, hvad tænkte hun dog på? Det er jo kun de svageste, der må være sig selv. De, der ved at de er okay, skal være en anden. Tsk. Sådan fungerede tingene bare ikke.

Hendes far havde altid prøvet at få hende til quite smøgerne, han sagde, at de dræbte hende. Som om. En aften, hun var fuld, havde hendes dejlige - og pivfalske - veninde, Jamie og Blair selv talt om selvmord, fordi en dreng på deres skole havde begået selvmord. Hun havde så opfattet det som om, Blair selv ville begå selvmord. Med cigaretter.
Mens Jamie havde vrøvlet, var Blair gået på nettet og søgt på, hvor meget en smøger forkortede livet med. Et par sider sagde, det var omkring de to minutter. Gennemsnitsalderen i USA var 78,2 år og hun var sytten år, altså havde hun godt 61 år tilbage at leve i, hvilket var det samme som 22.265 dage, eller 534.360 timer, eller 12.824.640 sekunder. Så for at slå de år ihjel skulle hun ryge 6.412.320 smøgere, altså 20 om dagen, ville hun kunne begå selvmord om cirka... 18,3 år.
Så selvfølgelig ville hun da begå selvmord med smøgere, det havde Jamie jo tænkt rigtig godt igennem. Not.

Hun så ud over søen og satte sig sukkende ned. Eller, satte sig og satte sig. Hun lod sig nærmere dumpe ned i græsset, med en utilfreds lyd, som nok skulle være et suk, men lød som en eller anden grynten, fordi al hendes luft blev slået ud af hende, da hun ramte græsset. Hun rev noget græs op af jorden og sad og nulrede med det, mens hun så ud over den blanke overflade. Det var nærmest som jordens spejl. Man kunne se de store, grå skyer svæve forbi, og den kolde grå himmel.

Ashley havde trukket i et par mørkeblå jeans og en sort bluse med sin lædderjakke udenover og så sine sorte støvler, og var smuttet ned til søen for at trække lidt luft. Hun havde stadig mange skrammer og hendes blå mærker var ved at blive gule under hendes gyldne hud og et stort sår kunne ses på hendes højre hals og forsvandt under jakkens krave. Hun var stadig ret udmattet over sin lille 'rejse' og længere besøg hos sin far, Hades.

Da hun endelig nåede ned til søen, så hun rundt da hun selv havde lyst til selskab og opdagede en pige, hun ikke havde set før i lejren, men det var jo heller ikke mærkeligt da hun havde været væk så længe. Af ren nysgerrighed gik hun over imod hende og stillede sig lidt fra hende. "Har du noget imod at jeg sætter mig her?" spurgte hun med et sødt og venligt smil og så på hende med nysgerrigheden glimtrende i hendes klare, blå øjne. Den kolde aura af død og kulde lå trygt og vant omkring hende og gav de fleste kuldegysninger når de mærkede den, og de fleste halvblods kunne se hvor den stammede fra.

Blair forstod ikke, hvorfor folk tog sådan på vej, når hun ikke var som de forventede. De forventede, at hun var sød og stille, men det var hun ikke. Det var bare ikke sådan hun var. Folk sagde altid, at man burde være som ens gudeforælder. Sjovt nok, så var den mest ustabile pige i lejren datter af Zeus, himlens hersker. - Ikke at Blair havde noget imod det, hun var sådan set ligeglad. Men hun brugte det bare altid som argument, når folk sagde, at hun skulle være mere som sine søstre og bror.
Hendes familie her i lejren. Hun socialiserede ikke rigtig med dem. De var der bare. Boede i hendes hytte, var i vejen. Ikke nogen hun rigtig brød sig om. De var ligesom dødelige. Gik i vejen, var sløve og dumme. Forstod ikke et hint, om at man ville være i fred.

Hun drejede kort hovedet, da en stemme sagde noget tæt ved hende. En brunhåret pige, så det ud til. Pigen spurgte om, hun måtte sidde ned. I de fleste tilfælde ville Blair have sagt nej, i dag var ingen undtagelse. Så naturligvis slap ordet nej over hendes læber med en flabet klang.
"Nej."
Hun behøvede ikke selskab. Denne pige var sikkert en af de almindelige, perfekte piger, der var ih og åh så søde, at drengene faldt på stribe for dem. Sådanne pige resulterede i brækfornemmelse inden i Blair. Hun kunne ikke holde dem ud. De var så bekymrede, for om de var gode nok, at de slet ikke lagde mærke til alle de drenge, der forgudede dem. Blair var helt anderledes - hun forstod, at se når en dreng var fanget i hendes edderkoppespind. De var fluerne, hun var edderkoppen. De kunne ikke komme fri, og hun havde magten til at pine dem. Hun elskede det.

Ashley så roligt og nysgerrigt på pigen og hævede let det ene øjenbryn. "Hvorfor dog ikke?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. Ashley var ikke normal, langt fra, hun var helt sin egen og hun var ligeglad med andres mening, hun ville bare være tro imod sig selv, for når man så på hende og hvem hendes far var selveste Hades, Dødsguden, og så var hun glad og munter, men alligevel turde hun godt at sige fra, hun var ikke bange for at slå fra sig. Hun satte sig ned ved siden af pigen og så roligt på hende. "Hvorfor vil du ikke have selskab?" spurgte hun med et skævt smil og betragtede roligt den anden.