What We Do Best - Ashley

Tid: 13:42
Sted: Arenaen
Omgivelser: Andre halvguder selvfølgelig. Nogle i færd med at træne og kæmpe, andre der blot sidder og kigger.
Vejr: Solskin fra en himmel stort set uden skyer. En god dag til træning. Der er dog en mild vind der godt kan synes en smule kold.
Påklædning: Af almindelig beklædning bærer Angus et par sandaler på sine fødder og et par benvarmere om sine skinneben af tyndt skin. Han bærer en let rød 'chiton' om overkroppen. Det er en toga-lignende beklædning, der dog kun går til midt på låret, er uden ærmer, og blot er slynget om skuldren. Derved afsløres stadig en del af overkroppen. Om underlivet, under dette klæde, bærer han også et par badeshorts. Han bærer ud over dette den rustning han fik af Ares, dog uden brystpladen. Rustningen er i en næsten kobberlignende farve. Derved bærer han benplade-skinner der er sat over hans benvarmerne og forbundet med sandalerne, og en hjelm. Om hans højre arm bærer han et gladiatorisk stålærme og en skulderplade, imens han bærer et stort og tykt skjold i hans venstre hånd.


Det rungede om ørerne idet hammeren ramte siden af hans hoved. Angus måtte knibe sine øjne sammen og skære sine tænder imod hinanden idet han følte sig selv blive slynget til siden. Hjelmen han bar røg af hans hoved og trillede over sandet imod tilskuerpladserne længere væk. For ikke at falde helt ned på jorden, brugte Angus skjoldet, og fik hurtigt generhvervet sig sin fulde balance. Smerten fra slaget resonerede i hans hoved, og i kort tid føltes det som massive tømmermænd der slørede hans syn og orientation. Med knebne øjne, spottede han den store hammer der kom oppefra, og han tog et hurtigt skridt til siden idet hammeren faldt. En sky af sand opstod fra jorden idet hammeren var faldet, og Angus tilså sin modstander. Det var en Søn af Hefaistos ved navn Hermann. En på hans egen alder, med en fysisk styrke der var lige med Angus' egen - måske var denne søn af Hefaistos endda stærkere end Angus. Han kunne jo ikke være den stærkeste hver gang - også selvom han VAR meget stærk. Angus holdte et sværd i hans højre hånd, som han med det samme stødte imod sin modstander.
Dette virkede som en meget voldsom træningskamp, hvor der ikke blev givet chancer og hvor der ikke blev holdt tilbage. Men det var netop hvad de begge ønskede, hvad Angus ønskede! Han havde ikke længere lyst til at hans træningskammerater havde fløjlshandskerne på - så de to var blevet enige om at holde denne duel så realistisk som muligt, indtil der var en som gav op.
Det var ikke ofte at det var Angus som måtte give efter for en modstanders styrke, men det var det denne gang. Da hans modstanders store hammer ramte Angus' skjold, måtte Angus igen træde nogle skridt til siden, og bevæge sig i en bue om modstanderen der konstant slyngede hammeren rundt og imod Angus. Men Angus var ikke bange, han næsten smilte selvsikkert imens han greb lidt hårdere om sit eget skjold og sværd. Hele tiden måtte han undgå hammeren der havde ramt ham nok gange allerede, og samtidig slynge sit eget sværd imod sin modstander, eller støde skjoldet imod ham. Angus' kampstil var vokset sig meget mere brutal og angrebsorienteret, så det gjorde ikke noget at han tog nogle slag - det kunne han holde til.

Ashley måtte ikke træne for Chiron, ikke så længe hun stadig havde det kæmpe sår på den ene side af halsen der gik fra hendes venstre kindben til skulderen. Det var tydeligt at se, at det allerede var brudt op nogle gange, men hun nægtede at indtage gudenæktar for at få det til at heale. Og hun var stædig besluttet på at lade være, ingen kunne få hende til at skifte mening. Hun sukkede lidt og begyndte at gå imod arenaen, bare for at have noget underholdende at se på nu da hun selv ikke kunne være igen. Hun havde en sort lædderjakke på, som stod åben, og et par mørkeblå bukser og sine converse gummisko og hendes halskæde hang om halsen på hende. Små skrammer og blå mærker kunne ses på den hud der ikke var dækket af tøj og havde hun smidt jakken ville man kunne se at de fortsatte op ad armene og skuldrene på hende. Grunden var, at hun var endt med at blive overrasket af en lille hord uhyre, og hun havde måttet kæmpe alene imod flere af dem. Hun var overlevet, men ikke helskindet. Men hun var nu engang ligeglad, hun havde været glad for at have taget af sted og havde nydt tiden nede hos sin far, Hades, og hvordan han havde hjulpet hende med at lære sin evne bedre at kende. Og nu mestrede hun den snart, det eneste hun skulle passe på var hendes små raserianfald det let kunne udvikle sig til at hun endte med at kaste med ildkugler eller at hun forvandlede sig.

Da hun nåede til sit bestemmelsespunkt, satte hun sig ned på en af bænkene og betragtede en søn af Ares kæmpe imod en søn af Hefaistos. Deres kamp var tæt og nærmest nervepirrende at betragte, men da sønnen af Area fik slået sin hjem af, og den drillede over imod hende, genkende hun ham ikke lige med det samme. Det korte hår forvirrede hende, men jo længere tid hun betragtede deres kamp, jo mere sikker i sin sag blev hun. Det måtte være ham, det kunne ikke være andre end ham, og hun mærkede hvordan hendes hjerte satte farten en anelse op. Hun sagde intet, ville ikke forstyrre deres kamp, men hun ville helt bestemt opsøge ham bagefter, bare for at hære hvordan han havde haft det, sagde hun til sig selv, men hendes hurtigt bankende hjerte sagde noget helt andet. Årh, hun var stadig forelsket i ham ...

Måtte man træne så hårdt og brutalt som de to gjorde det? Det var et spørgsmål man kunne stille sig selv idet Angus' sværd endelig ramte sin modstanders ene skulder, og den skarpe klinge skabte et sår. Angus stødte derefter sit skjold imod ham, så også hans modstander måtte træde nogle skridt tilbage og genfinde sin balance. Angus havde været udenfor lejren adskillige gange imens Ashley havde været i underverden. For hvad skulle han ellers lave i lejren? Han var et af de bedste i kamp og træning, mere disciplinerede end de fleste. Skulle han hænge ud med hans søskende? Halvguder der enten afsagde deres guddommelige blod, eller nogle som var fuldstændig opslugt af den vrede i dem - han havde intet til fælles med sine søskende. Da Ashley havde forladt lejren i sin tid, havde Chiron fortalt ham hvor hun var taget hen. Men Chiron forbød også Angus at følge efter hende til underverden, da Ares havde stridigheder med nogle af de andre guder, deriblandt Hades. Så derfor ville det ikke have været sikker for Angus at tage derned - meget mere usikkert end det ville have været i forvejen. Men siden Angus var blevet rastløs og Ares' blod i hans årer kaldte på stridigheder og æren i kamp - blev Angus i stedet sendt af sted på mindre missioner. Det havde været meget farligt. F.eks. så havde Apollo og Ares været uvenner, og derfor havde Apollo sendt en Nemean Løve efter Angus. Og en Manticore havde jagtet ham tværs over Australien - som Chiron mistænkte Hades for at have sendt efter Ares' sønner.. Det var nok ikke noget Ashley burde vide. Nej, tiden var ikke gået i stå for Angus. I stedet havde han intensiveret sin fysiske træning og sin kamptræning.

Den store hammer faldt endnu engang mod jorden, men da den ramte jorden, satte Angus en fod på hammerhovedet. Angus kastede sig selv over sin modstander i et kraftigt spring, og inden han landede på den anden side, svingede han sit sværd, og ramte sin modstanders ryg. Det skabte et langt snit det gik fra skulder til lænd. Angus landede på sine fødder, og vendte sig hurtigt imod sin modstander. Men hans skjold var sænket i blot et splitsekund, og hans modstander havde reageret hurtigere end han havde forudset. Derfor kom den store hammer buldrende imod Angus, og Angus' kæbe! I det samme røg der blod ud af munden, og de røde dråber ramte sandet inden Angus røg til jorden. Hammerhovedet var så stort at det havde ramt hans øre, kindben og kæbe, og han kunne allerede mærke en smule blod løbe fra øret og at underlæben var flækket en smule. Angus besvimede dog ikke, og han brækkede ikke noget. Hans styrke gjorde ham meget holdbar og robust. Men i det Angus lå på ryggen, spærrede han sine øjne op idet hans modstander endnu en gang lod sin hammer falde imod Angus. Angus hævede sit skjold, og det gav en høj lyd idet hammerhovedet ramte det tykke skjold. Det var et skjold lavet på Olympen, så den beskyttede ham godt. Angus rullede til siden, og slog ud med sit sværd idet han hurtigt rejste sig op. Sværdet og hammeren ramte hinanden, og det endte med at Angus tabte sit sværd. Men Angus tøvede ikke, og var endda selvsikker nok til at smide sit skjold fra sig på jorden! Han kunne mærke vreden vokse i ham, og han gik til angreb i stedet for at gå efter sit sværd. Angus hoppede over hammeren der atter blev slynget imod ham, og gik helt ind til sin modstander. Men knyttede næver begyndte Angus på meget voldsom vis at hamre løs på sin modstander. Han lagde ud med at slå sin modstander i maven og ansigtet. Selvom sønnen af Hefaistos havde en brystplade på, så kom der buler i metallet. Angus nikkede sin modstander en skalle, og trådte sit siden idet modstanderen slog ud efter ham. Angus knyttede sin højre næve, og sendte den imod sin modstanders kæbe, et hårdt slag der skulle fungere som gengæld for slaget Angus selv havde modtaget tidligere. Men efter to slag i hovedet fra hammeren var Angus begyndt at føle sig en smule svimmel, og slaget ramte ikke målet. I stedet ramte den hans modstanders brystkasse. Slaget var dog alligevel så hårdt at hans modstander faldt på sin ryg. Angus løb hen og samlede sit sværd op. Han ville ikke kunne holde til flere slag, så han måtte afslutte dette. Med sværdet i hånden igen løb han hurtigt imod sin modstander, som stadig forsøgte at komme tilbage på sine ben. Men inden han kunne nå det, stod Angus over ham med sit sværd rettet imod fyrens hals. Sønnen af Hefaistos lo muntert, selvom han havde fået et blå øje og hans brystplade var ødelagt. Derefter hævede han to samlede fingre i vejret, som et tegn på at han gav op.

Angus åndede lettet op og lo selv idet han fjernede klingen fra fyrens hals. Han hjalp ham derefter op på sine ben, og de gav hinanden hånden med et skulderklap. Sønnen af Hefaistos tog sin brystplade af, og kiggede lidt skeptisk på den inden han begyndte at gå mod arenaens udgang. Angus stod bare lidt og så sig omkring, med et kraftigt åndedræt og en uhyrlig hovedpine. Han kunne smage blod, så han spyttede en enkelt gang inden han tog en finger op til øret. Da han kiggede på fingeren igen og så blod. Han skulle nok tage et kig forbi infirmeriet inden han tog tilbage til hytten. Han havde lyst til bare at ligge sig ned og ømme sig. Men han kunne ikke vise sig sådan foran så mange. Han måtte opretholde hans statur og bide det i sig. Så han rettede på sig selv inden han, en smule haltende, gik hen for at samle sit skjold op fra jorden. Idet han bukkede sig ned efter skjoldet, og samlede det op, så han sig endnu en gang omkring. Han turde næsten ikke tro sine egne øjne! Hans syn føltes en smule slørret, og han havde svært ved at fokusere. Men det var uden tvivl Ashley! Hvor længe havde hun mon været tilbage? Det var jo en stor lejr, og han trænede meget intensivt, og ofte alene. Og så havde han også næsten lige været på en mission. Så det ville ikke overraske ham hvis de ikke havde stødt på hinanden før dette. Han rynkede skeptisk sine øjenbryn idet han fortalte sig selv at det umuligt kunne være Ashley... men han blev hurtigt overbevist. Han smilte skævt med synet på hende - et smil der dog falmede en smule idet han kiggede tilbage mod jorden - for synet af hende gav ham blandede følelser. At hun var tilbage var lækkert, og han havde lyst til at storme imod hende og omfavne hende, men... hun var jo skredet til underverden, sjovt nok det eneste sted hvor han ikke ville kunne følge efter hende - var det meningen han ikke skulle følge efter? Så Angus samlede blot sit skjold op og begyndte at gå imod hans hjelm som lå næsten helt henne ved tilskuerpladserne. Hvad skulle han sige til hende, hvordan skulle han reagere? Var han sur? Havde han allerede tilgivet hende? Eller var han med tiden bare blevet en smule ligeglad og accepteret at hun var væk?

((Wow, den blev længere end jeg troede ^^ ))

Ashley sad og knyttede næverne og gispede hørligt da hum så hvordan hammeren ramte hans kæbe. Hun vidste godt, at han sikkert ville kunne klare slaget, men vare synet fik hendes hjerte til ar springe er slag over og frygten til at vride sig i hendes mave. Selvom hun udemærket vidste, at han kunne klare sig selv, havde hun halvt om halvt rejst sig op for at gå over og stoppe kampen, men da han rejste sig op og kampen fortsatte, satte hun sig ned igen. Hun kunne ikke holde det ud! Selvom det bare var en træningskamp, var hun så bekymret for hans vegne, for han var jo, trods alt, en søn af Ares og han nægtede at tabe en kamp, det havde hun erfaret. Imens kampen fortsatte, betragtede hun dem bare imens hendes hår udsendte små gnister og hendes hænder stadig var knyttede. Hun vidste godt, at hun ikke bare burde have skredet sådan, det var dumt og egoistisk, og han måtte være vred på hende ... men en ting skulle hun have ham til at forstå, hun var ikke skredet fra ham, hun ... hendes følelser for ham var stadig de samme ... hun bar skredet fordi at hun havde brug for tid til at lære sin evne bedre at kende, for at være sammen med hendes far og så for at tænke ... bare tænke uden at andre end de døde forstyrrede hende. Og hun havde valgt underverdenen fordi at det, trods alt, var hendes fars domæne og fordi at det var der ingen kunne følge hende, medmindre de døde ... og som et lille bonus ... var Angus død i kamp, så ville hun vide det med det samme, og så ville hun sikre sig at han kom ind i stedet for halvguder (kan ikke huske hvad det hedder ... xD) og så vidste hun ikke, om hun nogensinde ville forlade dødsriget, i hvert fald ikke uden ham.


Ashley kunne godt se, at han var begyndt at blive svimmel, selv på afstand, for slaget der ramte hans modstander i brystet, havde originalt haft kurs imod hans kæbe. Hun forstod ham godt, og det var utroligt at han stadig stod, de fleste ville have været bukket helt under nu, hun ville selv været besvimet. Og da Angus hentede sit sværd og lagde det for hans strube, åndede hun lettet op og ventede lidt til de begge var kommet op og stå, inden hun selv rejste sig op, gik over og hentede hans hjelm inden hun med hurtige skridt og let gnitrende hår gik over til ham. Da hun så hans smil, gengældte hun det med en bekymret og ret nervøs mine, og hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere jo nærmere hun kom ham. Da hun stod overfor ham, rakte hun sin frie hånd op og strøg ham igennem sit korte hår. "Det klæder dig," sagde hun som hilsen og sendte ham et lille smil. Hun var påpasselig med ikke at røre hans skadede side og så bekymret på ham ved synet af alt det blod, selvom hun godt kunne se, at han var udenfor livsfare. "Hvad med, at vi får dig ud ad din rustning og så at jeg følger dig over til infirmariet?" sagde hun blidt med sin spanske accent, dog var der en anden accent der lå lidt under den nu. Og selvom det var et spørgsmål, havde hun ikke tænkt sig at give ham andre muligheder. Hun holdte stadig hans hjelm i hånden og så op på ham med et blik blandet af varme, nervøsitet og bekymring, og hun rynkede let på brynet imens hendes hår stadig udsendte små gnister.

//Jeg kan jo slet ikke hamle op med dig, mand! xD

Om hans liv var der spændt et bælte, som også var med til at bære det klæde han bar om overkroppen. Angus satte sit sværd i bæltet, imens han stadig bar på det tykke skjold. Hvis skjoldet stod oprejst fra jorden, ville det dække alt fra hans fødder til hans navle. Den var flere centimeter tyk, og for andre ville den være uhyrlig tung. Han bar dette skjold imod imod tilskuerpladserne, mod hans hjelm. Han haltede en smule på sit venstre ben. Den næsten svimlende pine i hovedet gjorde også at han måtte træde med lettere stive ben for ikke at vakle til siderne - næsten som at være fuld og uden en god balance. Det kunne meget vel være en lettere hjernerystelse han havde erhvervet sig. Han havde ofte drukket gudenektar for at fjerne smerte og hele sår. Men aldrig så meget at det ville gå helt væk. Fra sine dage som amerikansk fodboldspiller havde han lært at værdsætte blå mærker, skrammer og smerte - der mindede ham om hans bedrifter og indsats i kamp. Og dette var vel ikke så meget anderledes?
Han kiggede op fra sine fødder og fik med det samme øje på hans hjelm, i hånden på Ashley. Idet de to stoppede op foran hinanden, tog han en dybere indånding. Han havde helt glemt hvordan det var at være i nærheden af hende - hvordan den aura der hvilede om hende kunne gøre kroppen kølig. De blandede følelser herskede stadig, og selvom der var et diskret smil på hans læber, var hans syn en smule skeptisk, et syn der betragtede hende nøje. Hun havde ikke ændret sig forfærdeligt meget. Selvom var han blevet lidt større, som også kunne ses i forskellen imellem dem. Men hvad havde han forventet med al den træning han udsatte sig selv for. Da han kunne mærke hendes hånd mod hans hår, betragtede han hende stadig. Ja, det skulle man lige vænne sig til omkring ham. Jo bedre han var blevet, jo mere var de små ting begyndt at blive et problem. Og langt hår kunne meget vel være i vejen og desorientere. Så han havde klippet det for at kunne kæmpe bedre, og så han ikke ville blive genkendt så let. Et eller andet i ham sagde at han burde være vred på hende. Han havde lyst til at være vred på hende. Men i disse øjeblikke havde han ikke energi til at hidse sig op, heldigvis. Men han havde heller ikke tænkt sig at lade hende tro at alt var glemt og han ikke var utilfreds med hende. Derfor var hans rynkede pande og bryn vel nok til at sige at han ikke ligefrem var stor fan af at hun var taget af sted. "Jeg er glad for du kan lide det.." Svarede han bare roligt med et tilbageholdent smil, men lod derefter sit eget blik falde på de steder på hende hvor der kunne spottes blå mærker, ar og skrammer. Han rynkede på næsen idet han fik øje på et større sår ved hendes hals. Han hævede roligt sin frie hånd op til hendes hoved. Han placerede sin tommelfinger på hendes hage, og fingerspidserne på hendes hals - og roligt vendte han blidt hendes ansigt til siden så han kunne kigge nærmere på den. Hun burde vel være klar over hvilken opmærksomhed et sår som det skabte. En datter af Hades burde vel også have sine ar, men synet af dette sår vendte i et kort øjeblik hans vrede imod sig selv. "Jeg burde have været der..." Lød det fra ham i en dyb tone og han vendte igen sit blik imod hendes øjne. Han vidste godt at hun højest sandsynligt ikke havde lyst til at blive beskyttet hele tiden, og at hun godt kunne klare sig selv. Men for Angus var det en helt anden sag. Han var meget, beskyttende, og hvis hun var kommet til skade - måtte det jo betyde at han var dårlig til at beskytte hende.

Med de sidste ord fra hende, rynkede han sine øjenbryn i et kort øjeblik, og nikkede roligt med et svagt smil. Derefter gik han forbi hende og mod en bænk med synet en smule sænket. Han var for svimmel og desorienteret i disse øjeblikke til at fokusere for længe på noget. Så det eneste han kunne fokusere på, var hvordan han bebrejdede sig selv for hendes sår, hvordan han bebrejdede hende for at være taget af sted... men også hvordan han stadig elskede hende. Og så selvfølgelig smerten.
Da han nåede hen til bænken, lagde han sit skjold ned på jorden, og satte sig ned med et bump. Det var typisk at Angus, for at undgå at blive vred og lade følelserne løbe af med ham, vendte sin opmærksomhed imod mere simple ting. Så han begyndte langsomt at spænde op for det stålærme det var trukket om hans højre arm og spændt om hans skulder. Han måtte indrømme at det havde været en smule overvældende at se hende igen. Måske havde han troet at hun ikke ville komme tilbage til lejren igen? Men han måtte nok helere gøre som hun havde foreslået - komme ud af hans rustning og tage et smut forbi infirmeriet.

Ashley fortsatte med at betragte ham og krympede sig let under skeptikken i hans blik. Det ville ikke undre hvis han var begyndt at hade hende efter at hun var skredet, løbet ned til sin far, det ville hun kunne forstå, men hun ville stadig ikke give op, hendes følelser for ham var kun blevet større i løbet af den tid hun havde været væk, så hun gav ikke op, hun nægtede at give op, hun havde tænkt sig at kæmpe for hans tillid og hans tilgivelse, uanset hvor lang tid det ville tage. Hun sendte ham et forsigtigt smil og så ned på hans hjelm med skam i blikket. Hun hadede sig selv et sted, for at have flygtet fra det hele, men hun havde ikke set andre muligheder, så hun havde bedt Chiron om at fortælle Angus det, men ikke den hele grund, kun dét, at hun gerne ville være et rum tid sammen med sin far for at lære sin nye evne bedre at kende. Hun nikkede lidt til hans ord og så op på ham med et blidt og varmt blik der stod i stor kontras til den kolde aura hun gik rundt med.
Hun kunne godt se, at han var blevet større, ren muskuløst, noget hun selv stadig ikke var, men hun var blevet et par centimeter højere og hendes muskler på arme, ben og mave var blevet lidt tydeligere, men alligevel ikke særlig meget. Hun stivnede ganske let da han lagde sin tommelfinger imod hendes hage og gøs kort da hun mærkede hans fingerspidser imod den raske side af sin hals. Hun sukkede lidt over ham og tog fat i hans hånd og så på ham med et halvt smil der kun trak op i den ene mundvige. "Nej, jeg valgte at gøre det her selv, og jeg kunne jo ikke undgå at løbe ind i flere uhyrer end andre halvguder, for min far er jo en af de store," sagde hun med en lille skuldertrækken. Hun tøvede kort inden hun så på hans hånd og aret han havde i håndfladen inden hun blidt kyssede det.

Hun fulgte roligt efter ham og betragtede ham skjult imens. Hun så godt hvordan han haltede og hvordan han havde blikket vendt ned imod jorden. Hun kunne ikke lade være med at betragte ham og undre sig over, hvorfor han ikke var vred på hende, hvorfor han ikke havde råbt af hende, eller bare noget, den her stilhed ... den var meget værre end at han havde råbt af hende. Hun lagde hans hjelm på bænken ved siden af ham.
Da han begyndte at tage sin rustning af, tog hun hans hånd og stoppede ham. "Lad mig," sagde hun med et lille smil og begyndte så at hjælpe ham med at komme af med rustningen. Hun fingre var hurtige og lette, og de fik hurtigt rustningen af ham. "Jeg er ked af at jeg bare skred," sagde hun forsigtigt imens hun fortsatte med at tage rustningen af ham, stykke for stykke. "Og jeg forstår godt, hvis du er vred ... og hvis ... hvis du ikke føler det samme for mig mere." Hendes stemme knækkede lidt over til sidst selvom hun prøvede at holde den rolig. Hun bed sig i underlæben og hendes fingre skælvede en anelse og hendes hjerte bankede hurtigere. Hendes blå øjne var sårbare og varme og hun holdte blikket væk fra hans øjne for at han ikke skulle se hvor tæt på et sammenbrud hun var.

Efter at han havde sat sig på bænken, sad han rank, men stadig med skuldrene en smule skudt forover og med en lettere krum ryg. Han var udmattet. Han havde trænet og trænet hårdere end nogensinde før denne dag, og denne kamp imod sønnen af Hefaistos havde krævet en del af hans kræfter. Han tog en dyb indånding da Ashley fjernede hans hænder fra rustningen og begyndte at hjælpe ham. Han havde lyst til at råbe og skrige af hende, fortælle hende at han for helved ikke var et lille barn, og godt kunne klare sig selv - som han havde gjort imens hun havde været væk. Men i stedet havde han bidt det i sig, hvilket ikke havde været svært taget i betragtning hvor afkræftet han var i disse øjeblikke. Så han lod hende fjerne hans rustning imens han selv vendte blikket imod omgivelserne, og derefter mod sine knoer. De var en smule blodige efter de slag han havde uddelt mod sin modstander. Men det var noget han var vandt til på dette tidspunkt. Hans brystkasse hævede sig stadig ofte af anstrengelse og afkræftelse imens han betragtede hendes fingre som de spændte hans rustningsdele af, én efter en.
Angus lyttede til hendes ord, men vidste ærlig talt ikke hvordan han skulle svare. Han var jo som bekendt ikke ligefrem den mest sentimentale type, der oftest kun gav udtryk for sine følelser via hårde ord og aggressivitet. Men det var jo ikke slemt at hun var skredet, som sådan. Hvad der var det værste, var at han skulle høre det fra Chiron i stedet fra hende. Var det fordi hun troede han ikke ville kunne forstå det? Selvfølgelig ville han kunne tilgive hende, men havde de ikke været i en lignende situation før? Han tvivlede på at han ville kunne finde en anden i lejren der forstod ham som hun gjorde, der gav ham plads til at være som han var. Men fortjente hun hans tilgivelse, eller fortjente hun hans vrede? Så ved hendes ord sukkede han blot næsten lydløst og sænkede sit blik en smule, dog stadig rettet imod hendes hænder. Han tøvede med at sige noget, og rynkede sine bryn i et øjeblik, inden han så åbnede munden. "Hvordan kunne jeg ikke have de samme følelser for dig? Jeg kan ikke forestille mig en jeg holder mere af end dig..." Han kiggede væk. Hans tone var dog ikke hvad den sædvanligvis ville være. Det var en dyster tone, som om det både var en velsignelse og en forbandelse at have hende, og have disse følelser for hende. Så det var vel en mere stilfærdig vrede? Han tiede indtil hun havde fjernet hans rustning, hvorefter han så rejste sig op. Nu var han så kun iført det løse klæde også kaldet en chiton, og bæltet om hans liv. Han vendte sig imod en af de andre sønner af Ares, og pegede mod hans rustning med et lille nik. Som tegn til at han skulle bære det tilbage til hytten.

Efter at have givet tegn til den anden søn af Ares vendte Angus sig imod Ashley, og hintede med et lille nik imod udgangen. Han begyndte roligt at gå, og forventede jo at hun fulgte efter. Alt hvad han bar af sit udstyr var hans sværd i bæltet. Han gik blot i stilhed, så hurtigt som hans kræfter tillod ham, og han måtte af og til tage et hurtigt skridt for at genfinde sin balance. At være sådan overfor hende var næsten pinligt. Hun måtte have været vandt til at se ham som stærk og selvsikker, og nu kunne han knap nok gå lige så hurtigt som hende. Der var heldigvis ikke langt til infirmeriet, og da han kom ud af arenaen kunne han se den. Han gik bare i stilhed, da han ikke vidste hvad han skulle sige. Men via sine handlinger fortalte han hende også, at han ikke ønskede at sende hende væk, og stadig ønskede at hun skulle blive hos ham. HUn havde jo trods alt tilbudt at følge ham derhen.

Ashley vidste godt, at han kunne gøre det selv, det vidste hun udmærket, men hun ville stadig gøre det for ham, især fordi at hun kunne se at han stadig var svimmel og havde svært ved at fokusere, hun kendte det blik han havde fra hende selv da hun havde været mindre og var blevet tæsket igennem og havde fået et hårdt slag i tindingen og var vågnet op med et sløret blik og havde haft det som om hun var fuld uden at have været det. Hun prøvede at holde sine fingre stille og få dem til at stoppe med at skælve imens hun tog rustningen ad ham.
"Jeg ved godt, at jeg selv burde have sagt hvor jeg tog hen," fortsatte hun og turde stadig ikke at se ham i øjnene. "Jeg var bare ... jeg ved det ikke, jeg føler mig som en rigtig kujon over bare at have flygtet sådan." Hun grinede kort over sig selv og rystede let på hovedet, hun havde det som om hun snakkede til sig selv når han ikke svarede, men hun blev stadig ved med at snakke. "Jeg havde bare brug for at komme væk, bare fra det hele ... min bedste ven ... jeg ved ikke, om du har hørt om ham, men han hedder Aydan ... og han ..." Hun sukkede. "Han var forelsket i mig, jeg ved ikke om han stadig er det, jeg har ikke snakket med ham siden jeg forlod lejren ... men, jeg kunne ikke holde det ud, for jeg elsker ham, som en bror, og han har hjulpet mig igennem meget og med mange forskellige ting, så det pinte mig at se ham sådan." Hun så ned på sine hænder der stadig var igen med at løsne og fjerne rustningen fra ham. Hun var lidt nervøs over hans reaktion. "Det var en af grundene til at jeg skred, en af de andre var, at jeg gerne ville væk fra alle andres blikke, de stirrede på mig, for nu var jeg ikke bare Hades datter, rygterne bredte sig om mine evner og mine små udbrud hvor jeg ikke kunne styre min evne, og jeg ... jeg skadede folk, og jeg kunne ikke holde det ud." Hun trak luften ind i sine lunger inden hun pustede tungt ud. "Alt i alt, så forstår jeg godt hvis du hader mig, men du må også forstå, at jeg har tænkt mig at gøre alt for at få din tilgivelse," sluttede hun af og bed sig selv let i underlæben og så på ham, for første gang i løbet af hele hendes lille tale, men opdagede så, at han så på hendes hænder, og hun smilede lidt over det, hun kunne ikke lade være. Da han sagde, at han stadig holdte af hende, at hun nok var den han holdt mest af, sukkede hun lidt lettet, selvom hun godt bemærkede den dystre tone i hans stemme. "Jeg fortjener det ikke," sagde hun lavmælt og med et halvhjertet smil idet hun lagde det sidste stykke af rustningen fra sig og rettede sig op kort før han rejste sig. Hun kunne mærke varmen fra hans krop og hendes kinder blussede kort op.

Hun fulgte roligt med ham da han nikkede imod udgangen og gik i hans tempo uden sige noget til det. Det var sandt, at hun var vant til at se ham som selvsikker og stærk, men ... ja, alle havde sine dårlige dage, og hun havde tænkt sig at være hos ham i gode som dårlige tider, om han så mistede en arm eller et ben, hun var ligeglad, så længe han stadig holdte af hende.