Now or never ~Ashley

T: 00:30
S: Søen.
V: overskyet, koldt og tåget.
O: ingen andre end Jason.
P: en jakke, et par sorte jeans. Sorte Nike free run.


Jason sad nede ved søen, hans ben var bøjede og hans arme lå om hans knæ. Han havde været hjemme fra sin tur rundt i Amerika i en uge, sammen med Ashley, hvor Ashley havde fået alt at vide se alt der var at se, han havde ingen hemmeligheder for hende mere. Eller jo en havde han, og han vidste ikke om han skulle gøre det han ville eller om han skulle blive, han ville lade hende bestemme, hun stod med valget, mens de havde rejst rundt, følte han at de var kommet længere væk fra hinanden end de var kommet tættere på, og det var der han var begyndt at tvivle på hendes følelser for sig. Derfor havde han ikke pakket ud endnu, han ville vente til at gøre det til han fandt ud af hvad hun ville, for så kunne det blive gennemført med det samme. Han kunne ikke se en grund til at det skulle vente, men hvorfor skulle det også det, måske var det bedst han bare gjorde det med det samme, i stedet for at spørge hende. Han vidste jo ikke hvad hun følte. De var langt fra hinanden, der var ikke mere tilbage fra hendes side, det føltes i hvert fald sådan. Nej hun fortjente ikke at få det valg der skulle til. Han havde truffet sin beslutning, han rejste sig og tog sine tasker

Han var på vej op mod lejren igen, han ville lige gå en sidste tur rundt, for at se det hele en sidste gang, han havde besluttet sig at det var bedste sådan her.

Hans øjne spejdede ud over søen en sidste gang, Hunter vidste hvor hun skulle vente henne, så han var ikke bekymret for hende, hun vidste at hvis han kom i løbet af de næste pr. dage så ville hun ikke skulle flyve tilbage, ellers vidste hun hvor han var.

Ashley var bare ude at gå den nat, hun havde bare et par shorts på og en tanktop, som altid, hun havde fået pakket ud og det hele, og hun havde nydt dagen, men følte stadig at der var noget forkert. Den uge hvor hende og Jason havde været i Amerika var alt bare gået skævt, de var gledet længere og længere væk fra hinanden, og hun anede ikke hvad hun skulle gøre, det føltes ikke ... rigtigt, længere at være sammen med ham, hun kunne ikke forklare hvorfor, hun elskede ham stadig, hun elskede ham virkelig meget, og de tanker hun tænkte gjorde hende tung om hjertet.
Hun gik bare på må og få, og før hun vidste af det, kunne hun se søen ... og Jason ... med alle sine ting, klar til at rejse. Der var kun nogle meter mellem dem, og hun stoppede op. "Du rejser?" hviskede hun bare hæst, hendes blå øjne betragtede ham bare, de var triste og man kunne se smerten i dem. Hun nikkede kort og så væk fra ham. Så han skred. Hun vidste ikke engang, om han havde lagt mærke til det ti centimeter lange sår hun havde fået på skinnebenet, hun var også lidt ligeglad. For det var jo bare et sår.

Jason så på hende da han hørte hun kom, han stoppede op og betragtede hende ”har jeg sagt at jeg rejser. Jeg skrider ikke, jeg rejser, Du vil ikke have mig mere, det har jeg kunnet mærke mens vi rejste sammen, du tig afstand til mig. Jeg elsker dig til en afveksling, men jeg ville ikke have du skulle føle skyld i at se på mig mere, du skulle ikke føle skyld i at det er din skyld jeg rejser. Det er for at du skal kunne få en du vil være sammen med, en der vil have du gør hvad du gør, det du ikke accepterede at jeg ikke ville have, jeg har lært at leve med det, og er på vej til at jeg vil give det igen, men du har taget afstand, og jeg ville ikke ende med at være alene, mens jeg kan se du render rundt med en anden dreng det elsker jeg dig for meget til Desværre” han så ikke på hende og lukkede sine øjne ”du er skadet ved du godt det Ashley?” spurgte han lavt og vendte blikket mod hende.

Han vidste ikke hvorfor han havde det på den måde som han havde det, det hele virkede så forkert at håbe at hun ville komme over til ham, lægge armene om ham, men han vidste det ikke ville ske, han så så mod himlen og så ned mod hende igen.

"Så det er min skyld?" spurgte hun, hendes næver var knyttede og hun borrede neglene ind i håndfladen. "Det er ikke min skyld, at du ikke kunne tage mig, som jeg var, du ville have at jeg skulle ændre mig." Hun vidste ikke hvor vreden kom fra, måske fra de utallige afvisninger han havde givet hende, det var ikke til at holde ud, det var utrolig hårdt for hende, og hun havde prøvet at skjule det, ved bare at holde sig lidt væk fra ham, for hun var bange for at blive afvist af ham endnu en gang. Det var derfor. Og nu var det bare endt med at det føles forkert at være for tæt på ham, det var sådan hun havde tilpasset sig. "Du gør det her for dig selv, ikke for mig, Jason," sagde hun koldt, men hun vidste, at hvis man kendte hende godt nok, kunne man høre den sårede tone bag det kolde ydre, den tone der fortalte om hvor svigtet hun følte sig lige nu. "Nej, er jeg virkelig?" sagde hun bare sarkastisk. "Det havde jeg sgu da slet ikke lagt mærke til." Hun hvæste nu ad ham, snerrede.

Hun gik over mod ham med hurtige skridt, hun løftede sin hånd og hun stak ham en hård og syngende lussing, hun gjorde det idet han så op mod himlen, men hun vidste at han kunne høre hende komme. Hun stod der bare kort og stirrede vredt og pinefuldt på ham, inden hendes parader faldt og hun lagde sine arme om ham, og krammede ham, tættere end hun havde gjort længe, hun var næsten helt sikker på, at han ville skubbe hende væk.

Jason smilede kort og vendte sig mod hende ”det sagde jeg ikke direkte, jeg ved jeg fik formuleret mig forkert. Det undskylder jeg gerne Ashley” sagde han og så ned ”jeg elsker dig, men du elsker ikke mig mere, det ved jeg, det kan jeg se og jeg kan høre det:” Hans stemme var var lav, lavere end før, han sukkede kort og vendte sig væk fra hende igen ”Ja jeg ville vente til du kendte alt om mig, for at se hvad du ville gøre derefter, jeg sagde du gik for hurtigt frem fordi jeg ikke ville lade dig narre af det du så i mig, det du ikke ser mere, du ønsker at komme videre, og den chance vil jeg give dig nu ved at forlade lejren Ashley” sagde han lavt og rystede på hovedet ”JEG GØR INTET FOR MIG SELV, HVIS DU VIRKELIG TROR DET ER DU SUMERE END DET ER TILLADT OG VÆRE ASHLEY!” Hans stemme var blevet hævet, til et niveau hvor det ikke havde været før overfor hende ”tror du jeg har svigtet dig, er det sådan du tror jeg er?” Spurgte han følte sig forrådt nu, og såret, svigtet, tænk at hun troede sådan om ham. Hvad bildte hun sig ind. Han hørte hende hvæse og snerre af ham han vendte sig og gjorde sig klar til at forsvare sige ”fint nu viser jeg noget for dig, og så opføre du dig sådan.” Han hvæsede tilbage med sammenbidte tænder. Hans krop havde stillet dig i en angrebs formation klar.


Jason hørte hende og ventede til han mærkede vibrationerne, han lavede en albue blokade og tog fat i hendes arm efterfølgende ren instinktivt og vred den om på hendes rug mens hans ben fejede hendes væk så hun lå på ryggen med hans knæ mod maven og en kniv for struben. Han så på hende og rejste sig så igen og bakkede væk, hvad havde han gjort han sukkede og satte sig så ned og ventede på at hun skulle angribe ham denne gang.

Ashley rystede på hovedet over ham. "Du aner ikke en skid, Jason," sagde hun bare koldt. "Jeg tog afstand fordi jeg ikke kunne klare flere afvisninger, jeg var ikke vildledt, jeg elskede dig præcis som du var." Hun stirrede bare på ham. Det hele drænede følelserne fra hende og hendes blik var koldt, iskoldt, hendes normale varme og blide øjne, var blevet iskolde og nærmest hadefulde. "Du aner ikke en skid!" nærmest råber hun ad ham.
"Jeg er som jeg er Jason, det må du lære at leve med, eller bare helt skride ud af mit liv!" Skreg hun ad ham nu, han havde virkelig ramt flere ømme punkter og nu rejste han. "Havde du overhoved tænkt dig at sige farvel?" spurgte hun så, og ignorerede fuldstændig hans spørgsmål.

Han væltede benene under hende, bokstavelig talt, og hun stirrede bare overrasket op på ham og hun vred sig stadig indtil hun mærkede bladet fra hans kniv mod den sarte hud på halsen. Hun mærkede den varme væske langsomt flyde ud ad hende. Hun klynkede, men ikke på grund af bladet, men på grund af sit ømme haleben. "Skrid ... væk ... fra mig!" hvislede hun ad ham og kom smertefuldt op at sidde da han havde fjernet sig. Hun stirrede på ham. Hun rakte om bag i sine bukser og tog fat i en lille pen. Men slap den igen, hun havde mere værdighed end det. Hun holdte bare hånden mod såret. Fedt, endnu et sår ...
Hun stirrede bare på ham, uden ord til at forklare sig, hun var målløs, hun kæmpede med tårene, hun nægtede at græde foran ham.

//Undskyld tiden

Jason så på hende og rystede opgivende på hovedet ”og det gør du måske” sagde han bare intet var normalt ved ham mere, intet, han var nærmest mere dyr end menneske, alle hans træk, hvert et ord der kom fra ham var en hvæsen og hvislen. ”Så det er min skyld siger du, du ville have jeg skulle ændre på noget jeg ikke er” sagde han og vendte sig mod hende, hans blik var ikke hans, hans øjne var kolde mørke, uden en eneste smule varme i det, ligesom hans stemme. Alt var ændret ved ham. ”Og det tror du at du gør.. Du tror du smart, du tror du er noget du ikke er… Jeg ved hvad jeg er… Jeg er et dyr, et monster, en morder…” hans næver knyttede sig han ville ikke skade hende, han kunne ikke skade hende. Han elskede hende, selvom han ikke vidste hvorfor mere. Han begyndte at ryste da hver en muskel i hans krop spændte.

”Så du vil have jeg skrider ud af dit liv, så du kan være sammen med en anden fyr… FINT JEG SKRIDER…” han lød kold og følelses løs. ”både ja og nej… Beslutningen om at jeg skulle bliver her, det lå til dig, hvis du stadig elskede mig… Som du ikke gør… Så ville jeg blive ellers ville jeg forlade lejren, og det er så det jeg gør… Jeg har intet at blive her for mere” sagde han bare og så væk fra hende inden han slappede af i hans muskler.

Han så på hende, hans blik sagde han mest af alt havde lyst til bare lade kniven glide gennem halsen på hende. Men der var også noget mere, sorg og smerte, han kunne ikke skade hende, men hun fik ham til at handle efter en refleks og instinkt. Han kunne ikke, ”Ja jeg skrider nu.. Det er det du altid har ønsket dig af mig, at jeg bare skulle skride…” han hørte pennen da hun tog den ”Jeg ville ikke prøve på noget hvis jeg var dig… Ashley, datter af Hades” var det der kom ud over hans læber. Han sad stadig bare helt stille og lukkede sine øjne, enten kunne hun angribe gå eller sætte sig ned så de kunne få snakket ud.

//det er vel okay//

Ashley stirrede bare på ham, som om alt liv havde forladt hende, hun følte det som om hun så det udefra. "Det sagde jeg ikke, jeg sagde bare, at jeg ikke kunne holde ud at blive afvist gang på gang mens du ikke ville have mig tæt," sagde hun bare, denne gang var hendes stemme neutral, blottet for følelser. Hendes blik var tomt og hun blev ved med at fastholde hans blik. "Jeg ved mere om mig end du nogensinde vil vide," sagde hun bare og trak på skuldrene over hvad han sagde, da han kaldte sig selv et monster, et dyr og en morder. Okay, morder var han godt nok, men hun var ligeglad.

Hun sukkede bare en anelse over ham. "Du har forstærket hørelse, men du er stadig så utrolig døv for mine ord," hviskede hun bare og der viste sig en følelse i hendes blik. Smerte. Hun sukkede stille og sagde så: "Det er ikke min beslutning, men din. Og det er også din beslutning om du fortsat vil være døv overfor hvad jeg siger, eller om du har tænkt dig at lytte." Hun så bare på ham nu, hun var ked over hvad der var sket, men hun kunne jo ikke ændre det. Hun var som hun var.

Ashley stirrede bare op på ham med et pinefuldt blik. Blikket han sendte hende gav hende kvalme og hun begyndte at få det varmt over hele kroppen, som om hun havde feber.
"Det har jeg aldrig ønsket, Jason," sagde hun samtidig med at hun langsomt kom ned at sidde foran ham, det gjorde ondt på hende, det kunne man tydeligt se, og hendes ene fod var lettere ophævet. Hun så på ham igen med det mærkelige tomme blik. Hun rakte ud efter hans hånd og tog den i sin. "Aldrig ..." hviskede hun nu inden hun slap hans hånd, som om hun havde brændt sig da han kaldte hende datter af Hades, det sved, hun vidste ikke præcis hvorfor, men hun følte en smertefuld stikken i sit bryst og tomheden kom igen og hun endte med bare at stirre på ham.

Jason kunne se det på hende, han væmmes ved sig selv, for første gang siden han var kommet til lejren, han havde dræbt hende indvendigt med det han havde gjort han følte sig svag han kunne ikke blive, han kunne ikke såre hende, han ville væk fra hende, for at hun skulle begynde at leve igen, det var for hendes skyld han gjorde det. ”det lød ellers lige sådan” sagde han og betragtede hende han lagde en hånd på hendes kind, ”jeg har altid ville have dig tæt… Jeg har altid ønsket det.. Jeg elsker dig, jeg elsker dig stadig.. Men hvis du ikke elsker mig, er jeg nød til at forlade lejren, jeg har ikke noget valg, jeg kan ikke være et sted, hvor jeg kan hører din latter se dig rører en anden.” sagde han lavt og så ned ”jeg ved du ved mere om dig selv, for jeg ved intet om dig, du skjuler ting for mig Ashley, og jeg skjuler intet for dig” hviskede han lavt og vendte sig væk fra hende, han kunne ikke se på hende, han ville ikke vise hende sine følelser for hende, det ville gøre for ondt.

”ja du kalder mig døv, måske er det fordi du intet siger” sagde han lavt og så tilbage på hende, han lavede en lille trækning noget der skulle have været et smil, men blikket lyste af savn, han savnede hende han så ned ”jo det er din beslutning, Jeg kan ikke blive hvis du ikke elsker mig Ashley” sagde han bare lavt og så ned ”jeg vil ligesom ikke være døv, men det er svært at lytte når du intet siger fjolle” sagde han lavt og rystede på hovedet. Han ville ikke kalde hende et fjols da han ikke kunne. ”jeg er som du er… Du er som du er.. det er der ingen der skal ændre på Ashley, du skal ikke ændre på mig, og jeg skal ikke ændre på dig… Hvis du ikke elsker mig mere, og vil være sammen med en anden, sig det nu” sagde han lavt og vendte blikket mod hende ”eller vil du stadig være sammen med mig?” spurgte han så. Han vidste godt han havde tabt hende, at han ikke kunne få hende tilbage igen.


Jason så bare på hende han følte kvalmen over det hele, og prøvede at holde det hele i sig, han blev nød til det, hans øjne begyndte at blive slørrede. Han vendte sig væk fra hende, og tørrede dem diskret så hun ikke kunne se at han havde fældet en tåre.
”så er det måske bare fordi du får det til at virke sådan Ashley” sagde han lavt og så på hende, han lod hende tage hans hånd, sagde ikke noget gjorde ingen ting ved det. Han så bare på at hun led ”du burde ikke være ude… Du burde ligge i en seng oppe på Hospitalsfløjen” sagde han bare og betragtede hende, han var ligeglad med hendes brok og hvor meget hun ville vride sig om lidt, over det han ville gøre. Han vidste bare hun ikke skulle blive ved med at gøre ondt værre end det allerede var, og han kunne ligeså godt, for gjort noget ved hende mens han stadig snakkede med hende. ”undskyld, jeg er bare ikke mig selv lige i tiden, og jeg er ked af det, han rejste sig op, og kyssede så hende blidt på panden inden han fik hende på og stå, han lagde sine hænder på hendes hofter, han vidste hvad det kunne ende med, men han var ligeglad

Da Ashley mærkede hans hånd på hendes kind vågnede hun en anelse op og gik nogle skridt bagud. "Du skal ikke røre mig," sagde hun vredt. Hun fnyste over ham. "Så du elsker mig?" sagde hun bare og så på ham. "Hvis du virkelig elskede mig, ville du aldrig gøre det her mod mig." Hun borede neglene ind i håndfladerne igen. "Jeg har hemmeligheder for alle, Jason, sådan er jeg, sådan er jeg opvokset, jeg holder mine hemmeligheder tæt," sagde hun stille og roligt, men vreden ulmede lige under overfladen. "Men du ved stadig mere end nogen anden." Hun knyttede sine næver endnu mere og nød hvordan smerten fik hende til at tænke på noget andet. Han havde ikke dræbt noget i hende, hun blev sådan her når hun blev svigtet af én, hun lukkede sig inde i sin egen lille skal, græd når hun var alene og efter nogle uger ville hun langsomt blive sig selv igen.

Hun stirrede bare på ham, uden at sige et ord. Hun kunne ikke sige noget.

Hun lagde godt mærke til hans tåre. "Selv den stærkeste mand, fælder tårer under hjertesorger," sagde hun bare.
Vreden begyndte at flamme en smule op i hende igen da han nævnte det med hospitalsfløjen. "Ikke en skid jeg skulle!" råbte hun vredt, hun hadede simpelthen når folk fortalte hvad hun burde gøre. Hun kom med en dyb og rumlende lyd fra hendes bryst. "Det nytter ikke at undskylde hvis man ikke kan bevise at man mener det," hvislede hun ad ham. "Du skal i ..." begyndte hun at råbe efter at han havde kysset hende pande, hun blev afbrudt da han fik hende op at stå. Gisper af smerte i halebenet og en smule i foden. Hun mærkede det svømme for sit blik og hun kunne ikke gøre andet end at læne sig ind til ham et øjeblik mens hun var så svimmel efter at han havde fået hende op at så så hurtigt. Da hun kunne se rigtigt og havde genvundet balancen skubbede hun sig væk fra ham. "Hvad er det lige du laver?!" forlangte hun vredt at få at vide. Hun kunne stadig mærke de varme aftryk efter hans hænder og hun rystede følelsen af hende, hun kunne ikke få noget med ham, ikke efter det her, og hvis de nogensinde skulle få noget sammen igen ville det først blive og lang tid, efter at hun var blevet sig selv igen, hun turde ikke stole på ham igen og det føltes stadig forkert at være så tæt på ham, hun sagde ikke, at hun ikke nød det, men det føltes forkert for hende, og hun ville ikke kunne være sammen med nogen hvis det føltes forkert, og det gjorde det med Jason, og det var ikke på grund af hans fortid, det var på grund af hans opførsel overfor hende, det havde ødelagt hende fuldstændig, knust hendes hjerte, så for tiden kunne hun ikke præcis vide hvad hun følte, da det hele gjorde så forfærdelig ondt.

Jason så på hende og bakkede væk fra hende, ”fint du får hvad du vil have… Jeg skrider” sagde han og vendte sig, han var færdig, han tog sine ting og svingede tasken over skulderen og over ryggen, han begyndte at gå, og så ikke tilbage på hende, hans hænder glad kort gennem håret, og så ned i hans lomme, hans så sig ikke tilbage. Hans øjne gled i igen, han ville ikke græde ikke vise noget for hende, han ville glemme hende, Han ville være Alene, han knækkede nakken, lyttede ikke efter noget mere, han så bare frem igen, og vendte sig så han ikke ville kunne se hende mere, han gik mod lejren, så han kunne komme væk fra hende, hun havde afvist ham nu, og det var for evigt, han kunne ikke når han var blevet afvist på den måde som hun havde afvist ham nu.

//undskyld det korte svar//

Ashley så bare målløs efter ham et øjeblik. "Din kryster!" råbte hun efter ham, hun kunne ikke bevæge sig, hendes ben ville ikke lystre. "Din," begyndte hun igen, men hendes ben gav efter og hun fladt ned på knæ. Hun vidste ikke om tårene der begyndte at vælde op i øjnene på hende var på grund af at hun så ham gå væk eller fordi smerterne i hendes haleben var ulidelige. Hun stirrede bare efter ham mens hun græd lige så stille. Det føltes som om hendes hjerte blev knust mere og mere for hvert skridt han tog.

//Helt okay

"og jeg troede du elskede mig... Hvor dum kan jeg lige være, du elskede mig aldrig" hans stemme var en lav hvisken. Da han hørte hvad hun råbte grinte han dyrisk. en latter der kunne høres, kold og følelsesløs som om de følelser han havde for hende og skjulte aldrig nogensinde havde været der. Tænk at hun ikke havde andet end det, han flygtede ikke, for han var ikke bange for hende eller noget andet, han ville være alene, ud og se verdenen, det havde været under vejs længe, men han havde håbet hun ville med, men nu kunne han glemme det, han ville ikke spørge hende, hun havde misbrugt ham. "ja hvad er jeg" hviskede han da han hørte det sidste hun sagde, han rystede bare på hovedet, og kom i tanke om den kniv han havde tabt i sandet da han satte sig, han vendte om og gik tilbage efter den.

Ashley havde virkelig elsket ham, mere end hun havde troet var muligt, det hele føltes bare så forkert og umuligt, hun følte sig gammel og udmattet. Hun havde mest af alt bare lyst til at ligge sig ned og bare sove. Bare indhylde sig i mørket. Det i forvejen kolde vejr blev endnu koldere mens spøgelserne begyndte at samle sig om hende. De hviskede og mumlede, men hun gjorde intet, hun så bare ned i jorden med tårene løbende ned ad kinderne. Hvis hun havde kigget op, ville hun dårligt nok have kunnet set andet end en kold tåget dis der lå omkring hende, hun ville ikke engang have kunnet se at Jason var på vej tilbage mod hende. Der var ikke andet end den tågede dis, der langsomt begyndte at kunne ses af alle. Den lå omkring hende, men hun lagde ikke mærke til hende, det var ikke hende der lavede den, det var spøgelserne, alle de døde, de kunne mærke hendes sorg, hendes smerte, psykisk som fysisk.