Need a helping hand? //Ashley//

"Aydan," var det eneste hun kunne få frem efter at hun havde lyttet til hvad han havde at sige. Hun rystede en anelse på hovedet og holdte ham fortsat bare ind til sig. "Nej, jeg har ikke tænkt mig at lade være, for jeg vil gerne have en chance for at vise dig, at jeg ikke forlader dig," sagde hun blidt og krammede ham lidt hårdere ind til sig uden selv at tænke over det. "Jeg vil altid være her for dig, på den ene eller anden måde, for jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv hvis jeg forlod dig." Hun trak sig lidt væk og prøvede at fange hans blik for at bevise at hun mente hvert et ord.

Han græd bare voldsomt som hun sad der med ham... Han havde valgt at han ville ofre sig selv for at hun kunne leve videre uden at miste ham, ikke før han ville dø i kamp til et af skovens mange monstre... Det var hans plan... Få deres venskab til at køre igen, og så når han ikke kunne mere holde ud at han ikke havde hendes hjerte, ville han tabe en kamp til døden mod et monster... Så ville hun ikke føle skyld over det...

''Ashley, jeg ved du ikke vil forlade mig... Men problemet er at jeg elsker dig romantisk... Men du elsker mig jo kun som en ven...''

Han sukkede det var nok ikke noget der ville fungere så godt desværre...

Ashley trøstede ham så godt hun kunne imens hun selv holdte tårene igen, men hun gav hurtigt op da hun ikke kunne. Hun begyndte lige så stille at græde lydløst imens hun strøg ham over håret og ned ad ryggen, om og om igen. "Du må ikke forlade mig," bad hun pludseligt, og ignorerede fuldstændig hvad han sagde. Hun vidste ikke hvorfor hun sagde det, hun kunne bare mærke at der var et eller andet galt med ham, som om der var en skygge der var gledet over hans blik og at han så ud til at have opgivet ethvert håb om at leve. Hun så på ham. "Du gør det ikke, du kan simpelthen ikke gøre det!" sagde hun med en stemme der blev mere og mere skinger. "Jeg får Melanie til at våge over dig døgnet rundt!" Hun gik direkte over til at true ham, og mente det, hvert et ord, hun ville gøre alt hvad der skulle til for at beskytte ham for at gøre noget dumt.

''Bare rolig jeg forlader dig ikke... Fordi hvordan skulle jeg kunne forlade nogen jeg aldrig har været med... DU sagde det selv, der har aldrig været et 'os'''

Han rev sig fri fra hende og rejsrte sig op, han var synderknust og hans krop var kvæstet så denne pludselige bevægelse fik ham til at vælte igen. Han væltede bare slatten om på gulvet, og denne gang var det skidt, hans hjerte slog ja, men han trak ikke vejret... Noget var gået galt denne gang, og en som Ashley ville nok kunne fornemme at han havde et problem på et andet plan også...

"Men du kan stadig skride fra mig, som alle andre har gjort på det ene eller andet tidspunkt!" Nærmest skreg hun ad ham. Hun var vred og såret over hans ord, men følte dog at hun havde fortjent hans ord, da det jo var hendes egne, de sidste i hvert fald. Hun stoppede ham ikke da han rejste sig op, men skreg dog af sine lungers fulde kraft da han faldt og nåede kun lige op og gøre hans fald blidere. Hun vidste straks at der var noget virkelig galt, og hun var heldig at hun havde skreget så højt at der straks kom folk til undsætning. Hun bakkede forskæmt tilbage og lod dem gøre deres job med at få ham til at trække vejret igen. Hun så sig omkring og bad til sin far om ikke at lade ham dø, hun bad og tiggede og håbede at hendes far lyttede til hende. Hun kunne i hvert fald ikke se Aydans ånd, så lidt roligere blev hun dog, men kun lidt. "Du må ikke dø, Aydan, jeg beder dig, du må ikke dø fra mig," mumlede hun hele tiden, nærmest som en messen imens hun begyndte at knuge sine ben indtil sig for at holde fast på sig selv. Hun følte, at gav hun slip, ville hendes hjerte gå itu af sorg. Hun kunne ikke forestille sig et liv uden ham, uden hans smil, stemme og kram, bare hans nærvær. En lille hulken forlod hendes læber og hun så så utrolig sårbar ud, som hun sad der. "Du må ikke dø fra mig, ikke også dig," hviskede hun halvkvalt.

lægerne gik med det samme igang med at få hans lunger igang, men hvis hun kiggede over på ham ville hun nok se at hans sjæl, og hans ånd var igang med at forlade kroppen, og den ånd der var der nåede også at sætte sig op inden den blev revet tilbage i kroppen, og han vågnede hostende og spjættende, hvorefter han blev lagt i sengen og han blev så spændt fast...

''NEJ I GØR DET FANDME IKKE IGEN!!! IKKE DENNE GANG OGSÅ!!! SLIP MIG FRI!!!''

Det var ikke første gang han var blevet spndt fast grundet at han var selvskader noget man ikke kunne se direkte på ham, fordi der kun var to steder han gjorde skade på sig selv... Hans ryg og hans æår, som han aldrig lod folk se...

''AShley?''

Han spurgte stille da resten var gået...

Ashley fik godt lige øje på hans ånd der sad op, så hun sendte ham et hårdt blik og stivnede samtidig. Hun fandt først ud af at hun havde holdt vejret da han begyndte at råbe og skrige ad lægerne, og hun åndede tungt ud, utrolig lettet. Hun skælvede og et sæt gik igennem hende da han blev spændt fast, og endnu et lille chok gik igennem hende da han sagde hendes navn. Hun tørrede hurtigt sine øjne og kinder og rejste sig langsomt og forsigtigt og sætte sig på stolen ved siden af hans seng. Hun så på ham og prøvede at forholde sig rolig, og se neutral ud i blikket. Men det gik slet som hun havde tænkt sig. Hendes blik var stadig vidtåbent og forskræmt og hun rystede en anelse. Kort efter at hun havde sat sig, trak hun benene op til sig og holdte dem tæt og hårdt indtil sig.

Han lagde bare på sengen og kiggede på hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre af sig selv. Han ville stadig ikke miste hende eller blot forblive hendes ven... Han ville det ene eller også ville han slet intet mere, og det var ikke bare intet med hende men intet overhovedet... Han sukkede over sig selv...

''Ashley kender du det, når det bare virker som om livet ikke er noget værd mere?''

Han kiggede stille på hende. Han savnede ikke Noomi mere nu var han kommet over ehnde men kun fordi han var faldet for Ashley som slog hånden af ham uden så mange tanker omkring det... Han vendte sit hoved væk så hun ikke så hvordan ahn blev ved med at kigge forelsket på hende...

Ashley sukkede stille over ham og nikkede bare til at starte med. Hun tøvede før hun begyndte at tale: "Jah, jeg kender det, det gør alle nok, men det giver ingen grund til at begå selvmord, det giver kun grund til at kæmpe, bare at blive ved." Hun så alvorligt på ham, men stadig med en rest af det skræmte over sig, som stadig kunne ses tydeligt på hendes rysten. "Som min moster plejer at sige: Når en dør lukker sig, så find en anden. Hvis der er ingen, så prøv vinduet. Hvis de også mangler, så tag en forhammer og slog hul i vægge! Det er ikke meningen at livet skal være let." Ashley smilede en anelse over tanken om hvor mange gange hendes moster havde sagt de ord til hende og bedt hende om at blive ved med at kæmpe istedet for at give op.
Hun havde rent faktisk tænkt på det, om hun skulle prøve at få sig selv til at få følelser for ham, men det var jo forkert, hun skulle ikke tvinge noget frem, så var det jo ikke rigtigt. Hun havde godt lagt mærke til hans blik, og vendte derfor selv blikket nedad da hun ikke kunne klare at se på det, da det bare mindede hende om hvor meget hun sårede ham lige nu.

''Men desværre er det mere lokkende at knuse hovedet under den forhammer istedet...''

Han sukkede over det. Han var trlt af at kæmpe, ingen vidste hvordan hans liv var, hvordan det var at have så mange liv på samvittigheden som han havde, og aldrig kunne få noget af det man ønskede sig... Han kiggede bare stille på hende... Han vidste ikke hvorfor men han så på hende med de forelskede øjne...

''jeg er bare ved at være træt af at kæmpe Ashley... Fortjener jeg ikke snart ikke at skulle kæmpe mere... Om det så er fordi jeg er noget enden er jeg ligeglad... Jeg orker ikke at kæmpe mere...''

Han vendte sig væk fra hend emens han sagde noget mere...

''Ashley hvis du vil have det nemt, så gå ud og find en der kan ændrer med hukommelsen, og få personen til at slette mig fra din hukommelse... Det vil gøre alt nemmere''

Ashley rynkede på panden over ham. Tanken om at han faktisk sikkert kunne finde på at gøre det, gjorde hende bange. Hun så på ham og blev nærmest fanget af hans øjne med et forpint udtryk i sit ansigt. "Jeg er ked af ikke at kunne give dig hvad du vil have, men jeg kan heller ikke tvinge sådan noget frem, for så ville det være falsk," sagde hun trist og kunne ikke se væk fra ham, kunne ikke fjerne blikket fra de øjne.
En lille tårer begyndte at trille ned ad hendes kind imens han snakkede om at være træt af at kæmpe. Hun knugede sine ben indtil sig og begyndte at snappe let efter vejret og imens hun borede neglene ind i huden på sig selv. "Glemme dig?" spurgte hun og lød fuldstændig forfærdet bare ved tanken. "Og glemme min eneste og bedste ven? Glemme én som betyder så meget for mig? Glemme sådan en stor del af mit liv?!" Gnisterne begyndte at springe fra hendes hår og hendes øjne flammede ganske let imens vreden gjorde hendes øjne mørke. "Hvordan kan du overhoved foreslog sådan noget?!" nærmest hvislede hun ad ham. Hendes humørsvingninger kunne virkelig ses lige nu.

''Ashley det er okay... Du kan ikke gøre for hvad jeg søger fra dig... Du er ikke problemet det er jeg...''

Han lyttede bare til hendes tale om at hun ikke kunne glemme ham og han blev irriteret og såret over at hun ikke engang forstod at han faktisk foreslog at han gjorde det for hendes skyld... Kunne hun ikke bare indse at det var det han var ude på at redde hedne fra de kvaler han havde? Han havde sgu da mistet hende... Nej hun havde ikke mistet ham helt endnu, men han mente hun var lost for ham allerede...

''Jeg prøver bare at skåne dig Ashley for at skulle gå igennem mit liv... Du lærer nok en dag at du ville ønske jeg aldrig havde været en del af dit liv... at jeg bare havde været en lejemorder der havde dræbt ham manden... Jeg skulle nok have været modig og sagt mine følelser for dig på vej hjem i flyet?''

Han sukkede og kiggede op i loftet...

Ashley så bare trist ud over hvad han sagde og så væk. Hun var ligeglad med at han foreslog det for hendes egen skyld, hun ville aldrig glemme ham, selv hvis hun havde muligheden, det ville være som at glemme en stor del af sig selv.
"Jeg er ligeglad med om du vil skåne mig, jeg er en del af dit liv nu, og det kan intet lave om på. Det er for sent," blev hun ved, da hun mente at det var en umulighed. Hendes kinder blussede svagt. "Det burde du have gjort, hvis du havde følt det allerede der ... men du gjorde det jo ikke, og nu er det jo for sent." Hun så trist på ham inden hun vendte blikket ned ad. "Hvorfor skal det hele være så kompliceret?" mumlede hun bare lavt for sig selv.

''Nej det gjorde jeg ikke den gang... Fordi dengang sad jeg i det problem du sidder i nu... Der var det mig der også var forelsket i en anden på samme tid...''

Han kiggede på ehnde da hun spurgte hvorfor det skulle være så kompliceret. Det var egentligt ikke særligt svært at svare ppå grunden var at hun var dum nok til at være sammen med ham, hvis hun bare holdt sig væk fra ham ville hun ingen problemer have...

''Fordi du er sammen med mig, jeg har en tendens til at ødelægge alt godt... jeg tror det er defor jeg er her...''

Han sukkede bare over det...

''Bare se hvordan jeg har ødelagt vores forhold, og dig, alt godt jeg kommer i kontakt med ødelægger jeg...''

"Årh, jah, det kan jeg godt huske nu," sagde hun en anelse forlegent og smilede forsigtigt til ham inden hun så ned. Hun savnede livet hos sin moster, for selvom hun blev mobbet i skolen, var der i det mindste ingen specielle drengeproblemer. Hun rystede bare kort på hovedet over ham. "Ødelægge alt godt?" sagde hun bare og sukkede over ham. "Det gør du jo ikke." Hun smilede en smule opmuntrende til ham. Den her gang sukkede hun virkelig tungt og højlydt over ham. "Du har ikke ødelagt mig," sagde hun blidt og smilede roligt til ham, som han lå der, spændt fast til sengen. "Og det er jo ikke din skyld, at du er blevet forelsket i mig, kærlighedens veje er mærkelige og bizarre." Hun smilede en anelse skævt til ham. Og sagde så ikke mere til det emne.

''Er du ikke blevet ødelagt? Nej okay måske ikke fysisk, men indrøm dog at jeg har smadret dit liv ret meget ved at forelske mig dig... Hvis jeg ikke havde det havde der kun været Angus tilbage der kunne lide dig, så ville hele problemet være løst for dig, med drenge...''

Han så stille på ehnde, han vidste jo godt at prblemet med drenge var jo alligevel løst hun valgte Angus og han kunne ligeså godt forsvinde ud af hendes liv så... Hun ville nok ikke længere have tid til ham så, eller ihvertfald ikke turde at have tid til ham også...

''Selvom jeg vidst må indse at selv hvis vi klarer den her, så kommer du ikke til at se mi frem over, når du begynder at date Angus, så er der ikke tid til mig, eller ihvertfald ikke modet til at se mine øjne, når du kigger på mig...''

Han vred sig om om på siden... væk fra hende

Se, dét kunne hun ikke modsige ham. Det hele ville have været mere lettere og enklere hvis han ikke havde forelsket sig i hende. Men sket har jo sket, og hun kunne jo ikke ændre på det. Så hun endte med bare at trække på skuldrene og se ned i sine hænder. Hun vred sine hænder og sukkede tungt.
Hun så ret overrasket på ham da han påstod, at hun ikke ville have tid til ham efter at hun ville begynde at komme sammen med Angus. "Tror du virkelig sådan om mig?" spurgte hun til han ryg. Hun sukkede ret irriteret over ham, og rejste sig op fra sin stol og gik over på den anden side af sengen. "Aydan," sagde hun alvorligt. "Lige meget hvem jeg kommer sammen med, og hvordan det er imellem os, så ville jeg altid have lyst til at se dig, og tid, og hvis jeg ikke har tid, så skaber jeg tid." Hun prøvede at gange hans blik, da hun virkelig mente hvad hun sagde.

Han vidste at dette han gjorde ikke var særligt pænt overfor hende men han var nød til det... Han kunne se at hun ikke ville glemme ham, da hun ikke havde lyst til det, så måtte han give hende lyst til at glemme ham, så hvis hun nu hadede ham ville hun vel få lyst til at glemme ham, og så ville hun leve et bedre liv...
*Du begår selvmord snart alligevel gamle dreng*
Han sukkede lidt... Han så på ehnde med kolde øjne...

''Ja jeg tror faktisk sådan om dig... At du ville være bange for at være sammen med mig, fordi du ville være bange for at se hvordan mine øjne ville lyse af en blanding af jalousi og forelskelse...''

Han kiggede på hende...

''Så derfor ville du stoppe med at se mig, fordi du ville begynde at havde mig fordi jeg ville være så jalous...''

Ashley så noget såret ud over hans ord og rystede så derefter bare på hovedet over ham. "Jeg har aldrig været særlig god til at tyde blikke, så," sagde hun stille og valgte at se væk fra ham. "Og jeg ville stadig være sammen med mig, du er min bedste ven, Aydan, jeg kan ikke lade være, fordi jeg elsker at være sammen med dig." Hun smilede svagt til ham, det var kun et lille og skævt smil hun fik frem, ikke mere. "Og der skal meget til før jeg hader en person, det burde du vide." Hun rystede lidt på hovedet og så bare trist på ham.

Han kunne åbenbart heller ikke få hende til at hade ham som hun havde håbet på. Han kunne bare heller ikke gøre noget for at hjælpe dem videre, eller rettere for at hjælpe hende videre med livet...

''Hvorfor kan du ikke bare hade mig?! Det ville gøre det nemmere for dig at lade mig glide ud af dit liv!''

Han havde jo tænkt sig at lade sig dø, og derfor skulle hun helst ikke kunne lide ham på nogen måde overhovedet...

Ashley så bare trist på ham. "Men jeg vil jo ikke have dig ud ad mit liv," mumlede hun bare og så ned. "Jeg tror ikke, at det er muligt at jeg kan hade dig." Hun sukkede lidt, men bøjede sig så pludselig forover med en stønnen da endnu et varmestød gik ud fra hende og noget prøvede at bryde frem. Små svedperler brød frem ved hendes hårgrænse over anstrengelsen af at holde den evne tilbage. Da det endelig var gået var, sad hun hivende efter vejret og med et hjerte der føltes som om det skulle til at springe ud ad brystet på hende.

''Ashley?''

Hans stemme brændte med bange anelser, ærlighed og omsorg for hende. Han kunne ikke lade hende klare det selv, han brugte hans ene evne til at forsvinde fra sengen og bagefter dukke op foran hende, og han lagde endnu engang bare armene om hende, for at hun ikke havde det så skidt...

''Du må ikke få det skidt på grund af mig... Jeg er ikke det værd... Bare vær glad for at du har Angus, så skal det nok gå alt sammen...''

Han mente det ikke men han sagde det så oprigtigt han kunne...

Ashley magtede ikke at skubbe ham væk fra sig, så lod ham bare holde om sig imens hendes alt for varme ud kølede ned og hun nærmest blev iskold. "Jeg har det skidt på grund af den forbandede evne, ikke på grund af dig," mumlede hun surt, men gemte dog sit ansigt ind imod hans bryst alligevel, da hans stemme, varme og rene nærvær var beroligende for hende. Hun nev ham lidt over brystet og så surt op på ham. "Lad være med at snakke sådan om dig selv," sagde hun blidt, men alvorligt. Hun kommenterede ikke på det sidste han sagde, da hun ikke anede hvad hun skulle sige.

''Jeg ville ønske jeg ikke så mig selv sådan... Men et liv som mit får dig til at indse at du ikke er ret meget værd...''

Han kiggede på hende, hun ville nok aldrig forstå det, selvom han havde lagt mærke til hendes sår på armene tvivlede han meget stærkt på at hun havde oplevet ting i samme stil som han havde... Hans liv havde været lort altid, det blev en smule bedre da han kom sammen med Noomi, men da hun skred blev det hele helt elendigt igen endnu værre end før... Så var der Ashley, hun havde også gjort hans liv lidt bedre, men nu følte han sig hadet af hende, og hans liv var så elendigt at der intet skulle til at få ham til at begå selvmord...

''Jeg orker ikke mere Ashley... Med de liv jeg har taget, jeg fortjener ikke engang at leve mere...''

Tårene løb ned af hans kinder og dryppede ned på hende, og han gik i chok, mens han bare så, samtlige af de mange drab han havde begået, for sig hvordan de øde ud...

Ashley så blidt på ham. "Du er noget værd for mig," sagde hun ærligt og smilede forsigtigt til ham. Han havde nok ret i at hun aldrig fuldt ud ville forstå det, og især ikke hvis han aldrig forklarede hende det. "Fortæl mig om dit liv," sagde hun pludselig, ivrig over at få mere at vide om ham, så hun kunne forstå ham bedre.
"Du må ikke give op, please," bad hun ham inderligt og så bedende på ham. Hun ville ikke kunne klare at miste ham. En lille halvkvalt latter kom over hendes læber da han nævnte det om at tage liv. "Du snakker med én der tog et liv for at flygte fra en sindsyge anstalt," sagde hun henkastet. Hun havde aldrig fortalt det til nogen før, kun Melanie og hendes moster vidste det.
"Hey ... jeg er her for dig," sagde hun blidt og tørrede hans kinder for tårer og holdte ham indtil sig, og lod ham bare græde ud.