Appointed Guide ✝ Maia

Når Chiron bedte om Avalanna noget, gjorde hun det. Han var den eneste faderfigur hun havde, så hun holdt umådelig meget af ham. Og dette var også hvorfor hun nu var på vej hen imod hovedbygningen, for at stå til tjeneste. Chiron havde bedt hende om at vise en ny lejrdeltager rundt i lejren, og det var hun så gået med til. Det var egentlig heller ikke rigtig noget problem for hende, så hvorfor skulle hun dog afvise det? Hun havde boet i lejren mere end bare størstedelen af sit liv, og hun kendte den som sin egen bukselomme. Hun var opvokset i den lejr, og den var en stor del af hende. Og tanken om at skulle vise den frem til en ny lejrdeltager, og fortælle om den, fik faktisk Avalanna til at føle sig en smule nostalgisk. Hvilket naturligvis også kunne ses på hendes hår, der denne dag var ferskenfarvet. Dette var en af hendes evner som halvgud; at man kunne se på hendes hårfarve hvilket humør hun var i, og hvordan hun havde det. Selvfølgelig var det ikke mange andre end hende selv der rent faktisk kendte til hvad disse farver repræsenterede, og nogle af de andre lejrdeltagere troede nok endda at hun bare var meget glad for at farve sit hår, men det var nu engang ikke tilfældet. Og hun var sådan set også rimelig ligeglad med hvad folk troede eller mente om hende. Selvfølgelig brød ingen folk sig om når folk ikke snakkede pænt om dem, eller ikke syntes godt om dem, men Avalanna havde lært at lade det glide så meget i baggrunden, at hun ikke bekymrede sig om det mere. Desuden plejede folk som regel at syntes ret godt om hende - da i hvert fald hvad hun vidste af. Da hun stod foran hovedbygningen, undrede hun sig en smule over hvordan denne nye lejrdeltager hun skulle vise rundt, mon var. Hun havde ikke rigtig fået noget at vide, udover at det var en pige. Men resten skulle nok afsløre sig selv.

// Påklædning: https://2img.net/h/oi60.tinypic.com/4t4p01.jpg ~

Maia anede ikke rigtig, hvad hun skulle gøre af sig selv. Faktisk var hun meget nervøs og følte sig på en eller anden måde stresset. Hun havde egentlig ikke lyst til at være her og ville bare hurtigst muligt hjem til sin far igen. Men det kunne ikke lades sig gøre. Desværre. Langsomt gik hun fremad. Hun havde snakket med ham der.. hvad var det nu han hed.. hesten i hvert fald, om, at hun bare skulle stille op ved Hovedbygningen og så kom resten af sig selv. Mere havde hun endda ikke fået at vide, hvilket virkede mærkeligt for hende, syntes hun. Men sådan var det vel. Det her var et mærkeligt sted, det syntes hun allerede. Hun sukkede, idet hun nåede frem til Hovedbygningen. Hun kunne se en masse; drenge og piger. Og hvad, geder? Hun rynkede brynene lidt og trak sig lidt sammen med armene over kors. Hun var normalt ikke en genert og stille pige, men sådan var det lige nu. Hun var et helt nyt sted og kendte ingen og vidste slet ikke, hvad der ville komme til at ske. Det virkede for hende lidt ukomfortabel. Hun sukkede kort. Hvad nu? Ville ham der hesten komme igen eller skulle hun finde et kort eller noget i den stil? Hvorfor fik hun intet at vide? Det gav jo ingen mening.

Avalanna havde boet i lejren hele sit liv, og derfor havde hun aldrig prøvet at være nytilkommer. Men hun vidste hvad det betød. Hvad det indebar. Hun havde set nok nye lejrdeltagere til at vide dette. De var alle i det mindste en anelse forvirrede i starten, men det blev altid bedre med tiden. Det var da i hvert fald den erfaring Avalanna havde med dette. Og hvis det krævede en smule hjælp fra Avalanna's side af, for at dette skulle være tilfældet for den nye lejrdeltager, ville hun med glæde tilbyde den. Hun var ikke den type person, som ville fratage folk muligheden for at få det bedre, hvis hun på nogen måde kunne undgå det. Og hun brød sig ærligt talt ikke synderligt om folk der var den type person(er). I hvert fald, fik Avalanna med det samme øje på en ung pige der virkede ret så malplaceret. Hun så i hvert fald i høj grad ud som om hun følte sig malplaceret, og som om hun ikke forstod hvad der foregik. Nok endda også en del misfornøjet. Men forhåbentlig var hun ikke en kæmpe bitch. Så ville Avalanna's job lige pludselig blive meget mindre udholdeligt. Hun gik hen til hende med halvt forsigtige skridt, og sørgede for at se så lidt intimiderende og så meget imødekommende ud som hun overhovedet kunne. "Hej. Du må være ny i lejren, ikke sandt? Har Chiron bedt dig om at møde op her?" Hvis hun svarede ja, var det pigen Avalanna skulle vise rundt i lejren.