Ehm.. Hej? - Umbra

S: Arenaen
T: Middagstid
O: En masse kæmpende halvguder
V: Sol og næsten ingen vind - altså ret varmt
P: Praktisk tøj til træning

Felix stod først og så lidt på de andre kæmpende halvguder. Det var sjældent gik til arenaen eller til træning alene, normalt havde han søskende eller venner med. I dag havde de alle haft planer og han stod her helt selv. Siden han nu engang var søn af Eros var et aldrig spildt tid at skyde med bue og pil på mål, og nu hvor han var helt alene var det det eneste der rigtigt gav mening. Han skulle over på bueskydningsbanen men var alligevel stoppet ved arenaen for at se på de andre. Han var ikke særligt god til nærkamp, så han elskede at se på andre når de trænede for at få tips og tricks. Selvom han fandt det spændende måtte han jo videre for at få trænet selv. Han hankede op i sit pilekogger og gik imod banen, forbi en masse halvguder. Han smilede til et par venner og hilste. Lige før han var væk fra arenaens område trak det i hans pilekogger og derfor også i ham. Han blev en smule trukket tilbage og drejede sig om for at se hvad der skete. Nogle af hans pile havde sat sig fast i en halvgudindes tøj og han skyndte sig at prøve at få de ud for at forhindre skader eller andet på pigens tøj. "Ej det er jeg virklig ked af!" I sit indre håbede han hun ikke var datter af Ares, så ville han nok få rigeligt nærkamps træning. Han så ind i hendes øjne med et undskyldende smil. "Virkelig, undskyld. Jeg opdagede ikke de sad fast i noget, jeg håber ikke de rev hul." Han så lidt på hendes tøj.

Tøj: Sort elastik heldragt

Umbra havde været i sin egen lille verden da hun mærkede noget rive fast i siden på hendes dragt, hun kikkede ned og så at der sad en pil eller to fast i det sorte stof. Drengen, som pilene tilhørte, stoppede op med det samme og begyndte at tale, men takket være hendes hovedetelefoner opdagede hun det kun fordi hans læber bevægede sig, hun tog dem hurtigt ud og opfangede kun lige "håber ikke de rev hul" hun trak ligegyldigt på skulderne "Det gør ikke noget jeg har et par stykker magen til den her i hytten, men jeg tror den overlevede" hvis der var gået huld i den, ville hun ha' opdaget det med det samme fordi dragten sad så tæt om hendes krop, mange kunne ikke forstå hvordan hun kunne bevæge sig så frit i den, men det var nok fordi dele af den lignede læder. "Men hvorfor har du bue og pile med til Arenaen?" spurgte hun med et lille smil, hun havde tænkt sig at tale med nogen, hun var kommet for at få nogle aggressioner ud, men han virkede flink nok, så hvorfor ikke?

Felix fik smidt sine pile ned i sit kogger igen og smilede undskyldende mens pigen snakkede. Heldigvis var hun venlig og blev hverken sur eller fornærmet til hans lettelse. Et par sekunder gik før han opfangede at han skulle svare. Han rettede sig op og så lidt over mod retningen af bueskydningsbanen og pegede lidt akavet der over imod. "Jeg var på vej mod banen. Men jeg blev distraheret. Af de andre der kæmpede." Han pegede imod de andre og smilede venligt. Han rakte en hånd frem imod hende og bukkede høfligt. "Felix, søn af Eros." præsenterede han sig. "Derfor pilene. Du ved.." Han mimede at sende en pil af sted, derefter at blive ramt og være forelsket. Han rettede sig så op og smilede nysgerrigt til pigen. "Hvem er du? Ikke datter af Ares, så havde jeg ligget på jorden. Det må være en mere rolig og venlig gud, ikke?" Det var intet nyt at han snakkede løst. Det gjorde han tit når han var nervøs eller usikker, og siden de havde mødtes lidt uheldig kunne han ikke stoppe sig selv. I et forsøg på at holde mund bed han sig i læben.

"Jeg er Umbra, og nej faktisk ikke. Jeg er datter af Poseidon og min far er kendt for sit temperament, men til dit held minder jeg mere om min mor på det punkt" Hun trak på smilebåndene af hans lille forsøg på at holde op med at tale, det var nu en skam, hun kunne godt lide lyden af hans stemme. "Bue og pil er mit foretrukne våben" sagde hun uden at tænke, samtidig med at hun studerede has pile. Hun ville egentlig hellere træne med sine egne pile, men hun vidste godt at hun havde brug for træning i nærkamp. Med et liv som halvgud vidste man aldrig hvornår der stod en eller anden der var ude efter ens hoved og hvis de først var kommet for tæt på kunne det være svært at lægge afstand mellem dem. "Du virker bekendt, har du været her længe?" Selv kunne hun ikke forlade stedet særligt tit, men det betød jo ikke at de andre ikke kunne, hun misundte alle der kunne komme og gå som det passede dem, normalt satte de ikke pris på hvor heldige de var. Med et fik hun lyst til at besøge sit hjem i London, men skubbede hurtigt tanken væk, velvidende at det ikke ville ske, i hvert fald ikke lige forløbligt.

Felix så undersøgend på hende da han hørte hendes gudeforælder. Poseidon. Det plejede ikke være hans børn han brugte mest tid med, men dem han så mest var også dem han boede i hytte med. Han havde set hende før, men aldrig talt med hende. Af refleks rettede han sig op da han blev spurgt om noget og smilede stort. "Jeg har været her i to år. Jeg plejer ikke kæmpe her. Jeg er dårlig til nærkamp. Kommer fra Frankrig hvis du undre dig over en accent." Han lo lidt og trak på skuldrene. "Hvad med dig? Hvor boede du før lejren? Altså hvis du ikke er født her, mere eller mindre." Han lagde hovedet på skrå og så nysgerrigt på hendes fysiske træk. Det var nu ikke fordi udseende normalt betød meget for ham, alle her i lejren var jo flotte fordi de var halvguder, men han synes nu alligevel at hun var meget pæn af en halvgudinde at være. Hendes venlige og rolig person havde nok en del at gøre med den mening. Da det gik op for ham at han stirrede flyttede han sit blik ind i hendes med et uskyldigt smil.

Det rev hende ud af hendes tankespind "Jeg er fra London, eller det var der jeg boede længst. Jeg har været her de sidste fire år" Hendes stemme var hul og lød meget ligegyldig, hun havde ikke noget hjem i London mere, men lejren føltes heller ikke helt som et hjem, ikke endnu i hverfald. Hun kunne mærke hvordan hans øjne hvilede på hende et øjeblik før han hurtigt flyttede hovedet så de igen fik øjnekontakt. Der var et eller andet ved ham hun ikke kunne placere, men måske var det bare fordi hun havde set ham her og der. "Hvor gammel er du, Felix?" spurgte hun af ren nysgerrighed. Nysgerrighed var ikke en fremmed følelse for hende og det havde fået hende i nogle... ubehagelige situationer før, men hun kunne ikke gøre for det.

Han nikkede en smule og smilede. "Jeg har været i London et par gange. Med min mor. Jeg kan godt lide det. Det er et hyggeligt sted!" Hun lød ikke til at være ret glad for minderne om London, men derfor ville Felix nu gerne opmuntre hende lidt. Han ville i hvert fald gøre sit for at gøre lejren rar for hende. Han lagde hovedet på skrå da hun spurgte om hans alder og måtte tænke lidt. "Mig? Jeg er.. 17! 17. Ikke så gammel som mange af de andre, men altså, alder er vel bare et tal. Hvad er dit tal? Jeg mener alder!" Han lo lidt usikkert og så ned. Han blev tit for ivrig til at kunne forme ordenlige sætninger når han skulle lære nye folk at kende. Det var nok en af grundene til at han ikke havde ret mange venner ud over dem han boede i hytte med. De fleste synes vel han var akavet og sær, men hvis han først slappede af kunne han være rigtig sød. Han så op på hende igen og håbede ikke hun syntes han var en komplet idiot. Han bed i sin læbe igen for at holde und og prøve at opfører sig bare nogenlunde som de fleste uskrevne sociale regler sagde man skulle.

Hun lo let af hans udbrud "Mit tal er 18" smilede hun. Han var nu ret kær, specielt når han var helt akavet, men det vel kun normalt at føle sig lidt ude af sin komfortsone når man snakkede med nye mennesker, det var derfor hun normalt holdte sig på afstand af de andre og stort set kun snakkede med de andre fra sin hytte. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde talt, for slet ikke at nævne grint, med en der ikke boede i hytte 3. Hun var lidt på bar bund, men havde ikke lyst til at stoppe med at snakke med ham, han var flink og sjov, så hvorfor skulle hun? Hun var kommet for at træne, men det havde bare været en undskyldning for at komme væk fra de andre, de havde været belastede, men Felix var anderledes, nem at være sammen med, han havde bare en eller anden form for energi, hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle beskrive det, men det var en god ting. Det gik langsomt op for Umbra at hun ikke havde den fjerneste ide om hvad hun havde gang i, at tale med fremmede mennesker var ikke ligefrem noget hun var vant til...

Han smilede lidt over at hun brugte hans talefejl i sit svar. Det var et eller andet sted rart at hun bare accepterede det. Det var ikke fordi hun virkede som den sure, dømmende type, men det gjorde ham alligevel ret meget mere tryg at hun hoppede med på det. Han så imod de andre kæmpende halvguder og tilbage på Umbra. "Skulle du.. Træne? For altså jeg vil ikke, sådan, ødelægge det." Han pegede akavet imod de andre. "Jeg kan ikke se en træningspartner. Eller.. Der er ikke nogen der har slået mig ihjel for at holde dig hen. Har du ikke nogen? Altså ikke at jeg ikke tror at en pige som dig ikke har en partner. Til træning! Det jeg mener..." Han sukkede og tog en dyb indånding. "Må jeg træne med dig? Jeg er virkelig utroligt dårlig til nærkamp, og jeg vil gerne overleve hvis det nu skulle ske." Lidt forsigtigt smilede han inden han så ned og håbede at hun forstod hvad han prøvede at snøvle sig frem til. I sit sind mindede han sig selv om aldrig at snakke med fremmede igen, for det her gik virkelig dårligt og han ville gerne mindske antallet af akavede øjeblikket i sit liv. Han knugede sin bue i hænderne af ren usikkerhed, så hårdt at hans knoer blev hvide.

Hun så hvordan hans knoer skiftede farve og lagde forsigtigt hånden over hans "Det ville være dejligt" smilede hun, det havde ikke været hendes plan, men livet gik heller ikke altid efter planen. "Har du selv et våben der er, øhh, mere passene til nærkamp eller skal vi smutte over og hente et?" spurgte hun og trak roligt hånden til sig. Selv havde hun en lang dolk der sad langs indersiden af hendes ene ben. Men hun havde også træning i sværdkamp og var ikke helt forfærdeligt, hvis hun selv skulle sige det. Hun studerede ham og prøvede at regent ud hvilket våben han mon ville vælge eller om han måske hellere ville have en god gammeldags nævekamp. Hun havde jo lige mødt ham og vidste ikke rigtigt noget om ham, så det ene gæt kunne jo være lige så godt som det andet. Hun så sig om, et par bekendte ansigter var blandt mængden også nogle hun ikke havde set før, men der var massere plads til at de kunne træne.

Felix løftede sine øjenbryn og så på hende da hun rørte hans hånd. Det var ikke ret tit andre rørte ved ham. Han var for akavet eller holdt sig for meget for sig selv. Han smilede skævt til hende. Det var rart at hun gad træne med ham selvom hun kun lige havde mødt ham. Da hun nævnte våben så han kort imod sin bue og så op igen. "Oh, jeg bruger altid den her." Han løftede buen og smilede. Han drejede en lille del af buens skaft og den rettede sig ud til en stang i solid træ. Buestrengen gled ind i en slids i træet som træet rettede sig ud. Træet lukkede sig og lignede nu bare en to meter lang, tung stav. Han så på hende med et lidt usikkert smil. "Jeg.. Er ikke så god til skarpe våben." Han løftede lidt op i sit ene ærme for at afsløre en hel del ar bare på det korte stykke. De fleste var fra sværd han havde prøvet at håndterer. Resten var fra kampe han havde tabt. "Jeg har rigtig dårlig kontrol over sværd og sådan noget. Jeg er generelt ikke ret glad for at slås, men det ligger lidt i jobbeskrivelsen som halvgud. Kærlighed er mit fortrukne våben, hvor kliche det nu end lyder." Han grinede med et træk på skuldrene og nikkede mod arenaen. "Klar til at vinde over mig? Kom!" Han lo igen og hoppede så hurtigt og ivrigt af sted så de kunne komme i gang. Han var ret dårlig, men så kunne han jo også kun blive bedre. Han så tilbage på Umbra med et stort, glædesfuldt smil.

Han grinede lidt. Efterhånden havde han fået en god omgang tæsk af de fleste han kendte, han tog ikke kamp eller træning personligt. Han var klar over det gjaldt om at blive bedre, og det ville de andre ikke blive ved at lade ham vinde. "Det er fint nok, når jeg ikke trækker vejret skal du nok stoppe." Han blinkede drillende inden han smed sit pilekogger ud til siden inden han vendte sig om imod hende. Det nåede han også kun lige inden hun sprang imod ham. Han smilede, men på en helt anden måde end han havde gjort før. Han virkede mere sikker og slet ikke akavet som før. Der var ikke tid til den slags kamp. Han nåede at hoppe tilbage før han endte på jorden under hende. Det ville have været lidt for pinligt for ham at gå i jorden allerede der. Han løb dog imod hende med det samme, men sprang over hende ved at sætte sin stang i jorden og endte bag hende før han langede ud efter hendes ben med staven for at slå hende omkuld.

Det var i øjeblikke som dette at Umbra satte pris på hendes mange år som gymnast og hendes evne til at bevæge sig (næstent) ligeså smidigt som en kat. Hun undveg hans angreb "Jeg tror det ville være en god ide at stoppe bare et par sekunder før du holder op med at trække vejret, ellers får jeg bare problemer" blinkede hun før hun igen bevægede sig i mod ham, denne gang lidt mere precist, der var ingen grund til at gå 'all in' allerede, hun skulle lige vide hvad hun havde med at gøre, før hun kastede sig hovedeløst ind i kampen. Hun kunne mærke dolken tydeligt mod sit ben ' Vent, for en gangs skyld, vær lidt tålmodig!' tænkte hun mens hun studrede hans bevægelser og prøvede at udregne det bedste sted og tidspunkt til at slå til. 'Hmm, af en der hævder at være, og jeg citere: virkelig utroligt dårlig til nærkamp. Er han nu ikke så slem' Disse samtaler med sig selv har noget hun gjorde for at holde fokus og for at forholde sig i ro i stressede tider.

"Haha, jeg ville sætte pris på det!" Han lo lidt inden han prøvede at undvige hendes næste angreb. Han fik sig ikke helt snoet uden om, og hun fik fat i ham, men det var ikke noget han ikke hurtigt kunne dreje sig ud af så han igen endte foran hende. Han så ind i hendes øjne med et legesygt blik, lidt som en hund ser på sit menneske for at få dem til at kaste pinden i deres hånd. Det her var hans yndlings del af en kamp, den del der føltes som en leg, som om man legede en lidt vildere udgave af tagfat.  Han var nu ikke dum og vidstr det var alvor, så inden hun fik fat i ham igen besluttede han sig for at det var hans tur til at gå til angreb. Endnu et spring sendte ham bag hende og han prøvede, måske lidt for ivrigt, at få hende i et greb bagfra ved at låse hende fast med staven om hendes ovekrop. Han ville være overrasket hvis hun ikke var stærk nok til at komme ud, men han måtte gøre et forsøg. Taktik havde aldrig været hans stærke side.

Han smilede lidt da det faktisk lykkedes ham at fange hende i et greb, men smilet falmede hurtigt da han pludseligt ikke havde mere luft og hans greb om hende og staven blev svækket. Det tog et par indåndinger før hans lunger var tilfreds, og da han var klar stod hun med en kniv peget imod ham. Legen var forbi. Nu gjaldt det om ikke at pådrage sig flere ar og prøve at få kniven id af hendes hånd. Hans øjne var fast rettet på dolken da han skubbede hendes hånd op af med et ryk med staven og slog ud efter hendes håndryk for at få hende til at tabe den af refleks som svar på smerte. Hans øjne flyttede sig kort til hendes. Han brød sig ikke om at gøre sine venner og med-halvguder ondt, mindst af alt brød han sig om at kunne mærke når slagene ramte eller når de havde ondt. Derfor var pile hans fortrukne våben. Den skade han pådrog andre var på afstand. Han hadede at være grund til smerte, kamp eller ej, fjende eller ven. Allivel tvang han sine øjne tilbage på kniven. Hun skulle ikke se hans svaghed, det ville kun gøre det lettere for hende at vinde.

Han så ret bekymret på hende da hun faldt til jorden. Han hadede at gøre det her, hadede at være årsagen til smerte. Han skulle til at gå imod hende da hendes ben langede ud og hans egne ben forsvandt under ham. Han landede hårdt mod jorden og kom med et lavt suk af smerte. Han rejste sig ikke med det samme. Det tog ham et par ekstra sekunder at accepterer han nu skulle være grund til mere smerte. Så hoppede han op med sin stav i hænderne og så over på hende, næsten undskyldende. Han løb imod hende og svingede sin stav. Den havde kurs imod hendes ribben, et træk der kunne gøre ondt hvis det ramte rigtigt. Han håbede lidt at han ikke ramte rigtigt.

// sorry længden D:

// Det gør skam ikke noget

Felix smilede lidt over hendes kommentar om at han ikke var så dårlig igen. Han var ikke enig, men det ville hun sikkert hurtigt finde ud af. Istedet gik han kgen til angreb ved først at svinge staven imod hendes ben igen. Han ramte ikke, men for en gangs skyld var det med vilje. I stedet svingede han den hurtigt tilbage imod hende, og sigtede efter hendes hånd med kniven. Flere slag som det fulgte efter. Han kunne være præcis, men noget i ham ville bare så gerne undgå at gøre hende ondt. Alligevel fortsatte han med at slå, det måtte han jo gøre nu han var halvgud. Han havde godt styr på staven, et sikkert greb og en hurtig føring af træet som det skar gennem luften. Hans øjne flakkede fra kniven til Umbras ansigt et par gange før han stoppede sine slag, med lethed igen sprang over hende og skubbede enden af staven mid hendes knæhase for at få hende ned.

//tark!

Felix så overrasket på hende og hendes hånd. Han så dybt undskyldende på hende. "Det er jeg altså virkelig ked af!" Han skyndte sig over til hende og så på hende da han sad der med hendes hånd i sine hænder. Han nikkede hurtigt til hende. "Ja selvfølgelig går jeg med! Det er jo min skyld. Kom." Han hjalp hende op for at de kunne komme af sted. Han hadede det her, hadede den her del af træningen og hadede at gøre andre ondt. Han smed staven over til pilekoggeret, han kunne altid hente de ting senere. Så flyttede han sine øjne til hendes igen og smilede igen, tydeligt dybt tynget af skyldfølelse. Han brød sig ikke om det her overhovedet.

Han så lidt på hende og trak på skuldrene. Han plejede selv at håbe hans skader ville fratage ham fra diverse træninger og andre ting. Han så på sine egne hænder der godt kunne ligne noget der havde været i en blender et par gange at dømme fra ar og sår. "Nah, jeg kender det. Jeg synes bare det er åndssvagt. At jeg og mine søskende skal kæmpe, mener jeg." Han blik faldt ind i hendes som de gik af sted sammen. "Da jeg ikke vidste noget om al gude halløjet gad jeg heller ikke. Jeg slåssede aldrig. Jeg tager hellere en god omgang tæsk end at jeg slår igen. Det er ikke en smart taktik når du er halvgud." Han grinede lidt og så sig over skuldrene. Han havde fået ret mange gode tæsk og bank i arenaen efterhånden, han kunne snart ikke huske af hvem og hvordan alle hans ar var sket. Felix trak igen på skuldrene. "Jeg går i sort når jeg kæmper. Altså, hvis jeg pådrager andre smerte. Hvis min modstander skriger eller jeg kan mærke slaget rammer hårdt. Alt bliver sort og alt jeg kan er bare... at være til indtil det er overstået. Derfor elsker jeg bue og pil. Jeg kan ikke høre eller mærke smerten fra mit mål. Det er ret kujon agtigt, ikke?" Han smilede, men det var ikke sådan et rigtigt smil. Det var mere en grimasse af smerte, mental smerte. For at undgå at virke mindre svag så han ned så hun ikke kunne se alt der forgik inden i ham.