Jeg er forfærdelig. Du får helt ondt af mig! (Clarisse)

Han havde oftere og oftere opsøgt arenaen på det sidste, hvilket var ganske sært for en af hans slags. De dovne typer, der snød sig fra pligter og missioner, fra opgaver og timer. Han nød at bruge tid på ingenting, nød at gå i udkanten af det hele og blot observerer. At gå og lægge an på nogle af pigerne eller selv drengene, især når folk var lidt mere ligeglad med ham, fordi han kun var barn af en undergud og tilmed en som Eros, der mest var kendt for lidt kærlighed og erotik. Stort set de samme ting som Afrodite, hvilket automatisk skabte lidt konkurrence, skønt de også ofte nød hinandens selskab. På flere måder. Det var almindeligt kendt at han ikke mestrede kamp eller nogle våben, men til gengæld var han god til at undvige og var ganske smidig, hvilket gjorde han endnu blev udvalgt, når der blev lavet grupper til forskellige lege, som f.eks. fang flaget. Der kunne han være med, for mens alle andre sloges, kunne han løbe ind mellem dem og efter fjendens flag.
Men selv om hans evne mere lå i overtalelse, i sengen og for at undvige, savnede han flere evner i mere praktiske ting. Det, foruden det jo ikke var unormalt at både piger og drenge fandt gode evner fascinerende og til tider tiltrækkende. Hvor ofte havde han ikke selv savlet over nogle der havde trænet, hvor det blot havde set helt vildt godt ud?

Han havde udvalgt sig et sværd, da det netop var dem han vidste mest om og helst ville blive bedre til. Han havde prøvet at sparre med en fra Afrodite, men var endt med at blive tæsket noget så frygteligt. Nu, et par dage senere, prøvede han igen. Han havde udvalgt sig et sværd var nogenlunde passede til ham i længde og vægt. Ja,så meget havde han jo lært! Han kunne også de mest basiske bevægelser. Men alt derefter var et underholdende syn.
Han havde fundet sig et ledigt spot i arenaen og svang prøvede sværdet et par gange, mest med alt for store bevægelser, der efter et stykke tid blot gjorde ham mere udmattet. Han havde virkelig ingen fornemmelse af den slags og det var virkelig forfærdeligt. I det mindste var det ikke som hans lillebror, Felix, der ikke turde slå nogen som helst. Eller ville han blive lige sådan, når han først var god nok til faktisk at ramme nogen?
Nolan var iklædt nogle shorts og en T-shirts. Bare fødder. Det brune hår hang lidt ned over hans hoved. Heldigvis var vejret lidt mere køligt i dag, så han ikke ville dø af hedeslag. Det havde været nogle ret varme dage og nu kølede det endelig lidt ned, hvilket han var mere en taknemmelig for.
Han stoppede op og med sværdet, der hang ned langs hans side, lod han det grå blik glide over sine omgivelser. Alle andre så ud til at klare sig meget bedre. Hvorfor var han så elendig? Visse folk var bare ikke skabt til den slags, men i denne lejr var det som om at våbenhåndtering og kamp var alt man gik op i. Han sukkede svagt.

Det var en perfekt dag. Der var ikke for varmt eller for koldt - ihvertfald ikke for dem som havde været igang hele dagen. Håret var sat i en fletning der bevægede sig elegant henover hendes venstre skulder. Hun var i ført et par shorts og en sort sports bh - samt et par fornuftige sko. Øjnene havde været målrettet imod en af hendes halvbrødre hun lige havde trænet med. Til sidst havde han da overgivet sig, Clarisse var ekstremt stædig og udholden. Det var ikke ligefrem fordi, at hun gav op. Hun havde sat sig på en bænk og tog en tår van da et underholdende syn kom frem for hende. Nolan. Selvfølgelig havde hun hørt noget omkring ham, han havde været på lejren 3 år længere end hende. Dog havde hun ikke forventet at se ham her, i hvert fald ikke med et sværd i hånden. Hun kunne ikke bestemme sig - skulle hun blive ved med at sidde her og små grine, eller skulle hun imod alle instinkter gå over og hjælpe den stakkels mand?

Clarisse rejste sig op og satte sin vandflaske fra sig. Let lagde hun armene overkors og gik om bagved Nolan.
"Det ikke hverdag man ser dig stå og forsøge dig frem med et sværd." Sagde hun og gik op på siden af ham. "Hvorfor stoppe nu, du var jo så godt igang?" Tilføjede hun spørgende. Modsat andre gange hvor hun talte, var der ingen hån i hendes stemme. Clarisse var kendt for at være kold i røven og ikke tænke på andre end sig selv. Mest af alt fordi, at det var det eneste hun udtrykkede. Man opførte sig som man ønskede folk skulle se en, ikke sandt?
"Hvis du stiller dig mere med siden til når du står, så vil du opdage det bliver lettere. Du må ikke holde for godt fast i skaftet. Sværdet skal være som en del af din arm, og du kan jo ikke tabe en del af din arm. Det handler alt sammen om balance." Sagde hun så og lod sine arme glide ned på sine hofter. Hun gik om bagved ham til et stativ med våben og tog selv et sværd derfra. Hun lod sit blik glide henover bladet, og løftede så de mørke brune øjne op på Nolan.
"Jeg kan vise dig et par tricks, hvis du skulle være interesseret?" Spurgte hun. Det var et tilbud uden lige fra hende specielt, for hun tilbød ellers aldrig sin hjælp. "For jeg kan ærligtalt ikke holde ud at se på dit fodarbejde." Tilføjede hun med et hævet bryn.

Han følte sig lidt opgivende, som han stod der. Han slog let ud med armene, selv om den ene blev tunget ned af sværdet i hans hånd. Ikke fordi han allerede var træt, men fordi han vidste dette ikke ville få ham nogen vegne. Ikke med den måde han svang sværdet! Han var ikke så klog på den slags, men selv han vidste at han gjorde det forkert.
Han vendte sig hurtigt om, da han hørte en velkendt stemme. Clarisse. Datter af Ares og normalt forfærdelig arrogant, selv om han til tider havde hilst på hende alligevel. Et smil gled over ham, så han lod en hånd glide igennem håret. Åh? Havde selveste Clarisse vist interesse i ham? Måske blev det alligevel en god dag.
Han vidste hun et eller andet sted gjorde nar af hende, men taget i betragtning at de ting hun nævnte, var sandheder, kunne han ikke stille meget op mod det, end at slå lidt opgivende ud med armene.
"Jeg er træt af kun at blive valgt af mit udseende og charmerende personlighed" kommenterede han en anelse flabet, ikke uden et drillende glimt i sine øjne.

Clarisse sagde mange ting på en gang og han vidste ikke helt om han blev forvirret eller lidt skuffet over han havde fejl ved SÅ mange ting. Han så lidt på sværdet, som om den selv ville sætte på plads, hvis han kiggede længe nok. Til sidst flyttede han lidt på sine fødder, så han stod mere med siden til, før han hævede sværdet op foran sig. Ikke holde så fast? Hvordan undgik man så at tabe sværdet, specielt hvis nogen slog hårdt mod en og man parrerede?
Tydeligvis var der noget hun viste. Selvfølgelig kunne man tabe sin arm, specielt hvis man havde trænet en hel dag. ikke fordi han faktisk havde prøvet det, men han havde da givet det et par timer før!
Han forventede mere eller mindre hun ville gå igen nu og så overrasket over på hende, da hun kom tilbage med sit eget sværd.
Havde selveste Clarisse tænkt sig at træne lidt med ham, lære ham nogle tricks? Hans smil voksede. Havde hun så meget ondt af ham? Tanken var morsom og han var lige ved at grine og sværdet gled ned mod jorden igen, før han fik taget sig sammen og rystede kortvarigt på hovedet for at stoppe sig selv. Han hævede sværdet igen og så på hende.
"Har du tid til at hjælpe en sølle kriger som mig? Det er virkelig en stor dag. Det ville være uhøfligt at takke nej" svarede han en smule for frisk. Han prøvede at gøre sig selv klar, hvis hun skulle angribe ham, selv om han faktisk ikke havde nogen ide om hvad der ventede ham.