I Knew You Once

Dagen var godt i gang, og lektionerne var vel overstået. Halfdan var sprunget over den fælles spisning, og Capture the Flag, og havde i stedet dedikeret sin tid til sine egne projekter, og den eventuelle halvsøster/bror der havde brug for lidt hjælp. Uanset hvordan havde havde det med hensyn til Lejren, eller sin Fader, så var han stadig en vejleder. Og derfor, på mange måder, ansvarlig for sine halvsøskende. Og ikke mindst hvordan Hefaistos Hytten blev repræsenteret i Lejren.

Halfdan sad inde i sit eget arbejdslokale; i Hefaistos Hytten, og ved siden af den dertilhørende smedje. Lige nu, arbejdede han ikke i stål eller jern, men i gear og mekanismer. Den korte sorte frakke var hængt over stolen hvorfor han sad. Han var iført sine farvede bukser, og en sort langærmet bluse, samt stadig med halstørklædet omkring nakken. Han sad lænet en anelse over sit arbejdsbord, med et avanceret forstørrelsesglas på stativ imellem sig selv, og hvad han arbejdede med. Hans koncentration var stor, imens han brugte sine evner i manipulationen af jern og krystaller, til at svæve rundt med de små gear og tandhjul, så de kom på plads. Han priste sig selv lykkelig for at have sit eget arbejdslokale, som vejleder, hvor han kunne arbejde på sine egne projekter. Og ikke mindst de projekter som andre helst ikke skulle vide noget om.

Nej, ikke alt hvad Halfdan lavede, var noget andre behøvede at vide noget om. Hans tyverier af genstande fra museer, eller hans natlige aktiviteter i arbejdslokalet, var sikkert ikke noget Chiron eller Mr. D ville syntes særligt godt om. Han havde vidste hvordan man skjulte sine spor, og han vidste hvordan han skulle forblive uset, selv af guderne. Han havde lært mange ting de sidste år, og havde ændret sig meget. Fra at være en lille ensom dreng, til at være noget helt andet...

Påklædning

Litsa gik målrettet igennem lejren. Hun vidste præcis hvem hun skulle bruge og hvor hun var på vej hen. Hun havde været til træning for en times tid siden og til den træning havde hun slåsset med en af Ares sønner. Spaden havde ødelagt hendes sværd, hendes yndlings sværd, og hun stolede simpelthen ikke nok på andre i lejren til at lave det. Hun nægtede at træne med andre sværd end det her. Hun havde fået det via en ven der havde stjålet det for hende. Det var let, skarpt, og slog rigtig godt. Derudover var det flot at se på. Flot blankt, og udsmykket med hjerter i skaftet. Det var perfekt for en Afrodite datter som hende.

Nu var det altså gået i stykker og det skulle bare fikses. Klingen var blevet bøjet og spidset var halvt knækket. Hun kendte kun én i den her lejr hun stolede på til at fikse det. Hun gik roligt gennem hytten der tilhørte Hefaistos børn og blinkede til et par af beboerne inden hun fortsatte sin målrette vej imod det ekstra arbejdslokale hun vidste hun kunne finde sin... Ven i. Hun lænede sig imod dørkarmen med et smil a hun så ham. Jo, han havde ændret sig, og han var ikke blevet grimmere at se på. Langt fra. "Hey, stranger." drillende hun for at få hans opmærksomhed. "Jeg har et problem, kender du måske en der kunne hjælpe mig?" Hun løftede sit maltrakterede sværd op og smilede uskyldigt til ham.

Halfdan var ganske vant til lyden af skridt og larm omkring sig. Blot larmen fra smedjen kunne være nok til at bryde koncentrationen af de fleste. Men han var søn af Hefaistos. Lyden af stål der blev hamret mod en ambolt, var som sød musik i hans ører. Lyden af flammerne der blussede, og vandet der kogte når det hede stål med stukket deri... alt sammen lyde kun en sand søn eller datter af Hefaistos kunne værdsætte. Derfor, rykkede han ikke på sig da han endnu engang hørte skridt nærme sig døren til hans arbejdslokale. Det var først da der lød en blid stemme, at han hævede sine øjenbryn, og lod opmærksomheden gå fra sit projekt, til døråbningen. Det var selvfølgelig ingen ringere end Litsa, der nu søgte hans opmærksomhed. Det overraskede ham lidt, men så alligevel ikke. De to var trods alt begge vejledere, og havde da med hinanden at gøre fra tid til anden. Det var dog sjældent de havde udvekslet flere ord, andet end hvad der angik lejrens gøremål.

"Litsa.. Sagde han anerkendende og med et diskret lille smil, idet han rejste sig op fra stolen. Udtalelsen af navnet, selvfølgelig med et vidst flair. Selvfølgelig var hun kommet for at spørge ham om noget, det var han til gengæld ikke videre overrasket over. Det var sjældent nogen kom til ham blot for at nyde hans selvskab. Men sådan var det jo ofte, også med Halfdan... noget for noget. Hvad skulle han dog også med et bekendtskab der ikke kunne gavne ham blot en smule? Han nåede hen til enden af arbejdsbordet, ikke langt fra døråbningen, og stoppede op. "Jeg kender måske et par stykker der kunne hjælpe dig. Men noget siger mig du allerede har én i tankerne?" Han legede lidt med på attituden, og lagde hovedet lidt på skrå da hun viste sværdet. Ikke ualmindeligt. Et dårligt sværd, efter hans mening, hvis det bøjede på en sådan måde. Men ofte havde den slags jo sentimental værdi. Lidt afventende blev han stående, og betragtede hende blot en smule.

Hun så på ham med et smil og trak på skuldrene. Han kendte hende jo, og selvom det var mange år siden de havde været tætte kendte han jo stadig hovedtrækkene i hendes personlighed. Derfor vidste hun jo også at han ikek var overrasket over at se hende her og det var også grunden til hun vidste hun kunne spørge ham om det her. Hans kommentar om at have en i tankerne fik hende til at nikke.
"Ja. Ser du, det her sværd betyder meget for mig så jeg skal ikke have.. hvem som helst til at lave det." begyndte hun mens hun så lidt rundt i rummet hun stod i. Selvfølgelig var der en masse underlige dimser herinde hun ikke vidste hvad var og prikkede til en af dem der så mere holdbar ud i sin nærhed inden hun skubbede sig ud af døråbningen og trådte bare et lille skridt tættere på Halfdan med et helt uskyldigt smil. Hun kendte sit ry i lejren, og de fleste vidste hun ikke var uskyldig, men derfor kunne hun jo godt lade som om. "Jeg var oppe og slås med en tåbelig søn af Ares, og han vidste åbenbart ikke hvornår man skal stoppe. Spaden ødelagde mit sværd og nu er det kun den bedste søn af Hefaistos jeg tør overlade det til. Og hvem andre skulle det være end dig? Du er jo vejleder af en grund." Hun blinkede med de stor brune øjne med et smil og trak på skuldrene som om hun var en lille hjælpeløs pige der ikke anede hvor hun ellers skulle gå hen. Så så hun rundt igen. "Det er da noget af et skur du har dig. Alle de dimser. Ved du virkelig hvad det hele er og skal bruges til?" Hun var blond, ikke dum, og hun mente lidt basisviden om diverse ting var godt, så hun spurgte ud fre reel interesse i hvad det var Halfdan rendte rundt og lavede. Hun vidste hans ting var ret utrolige, det var jo derfor hun stolede på ham med sit våben.

Halfdan var tryg ved tanken om, at den Halfdan hun havde kendt i sin tid, ikke var den samme der nu stod foran hende. Han var ikke længere uviden og naiv. Ikke længere uskyldig og sårbar. Han havde selvfølgelig også et rygte og et ry i Lejren. Den erfarne søn af Hefaistos der altid syntes at have noget i gære. Han havde lavet mange våben og gadgets til mange af Lejrens beboere, men han havde også altid fået noget til gengæld. Sådan var det med Halfdan. Han gjorde ikke længere ting for folk, ud af sit gode hjerte. Det havde kun bragt ham harm og skade at åbne sig og være gavmild. Talrige og hårde lektioner han igennem tiden havde taget til sig.

"Aha?" Han bed mærke i hvordan hun smigrede ham, og kommenterede det derfor også med et let hævet øjenbryn, og et lille smil. Han ville da lyve hvis han sagde han ikke kunne lide hende. Hun var ikke blot ualmindeligt smuk. Men bag hendes uskyldige smil, lå der noget næsten diabolsk, og det gav kun lidt mere dybde til hende. Hun ville tydeligvis gerne lege lidt, og han ville da ikke sige nej til det. Han skulle lige til at svare, men hun kommenterede så hans 'skur', og de 'dimser' der var at se. Han smilte lidt bredere og bevægede så på sig igen. "Selvfølgelig. Det er mig der har lavet det meste af hvad du ser." Svarede han roligt, og skævede mod hende. Derefter kiggede han selv lidt rundt, næsten eftertænksomt og overvejene. For derefter at vende tilbage til hvorfor hun var kommet. "Jeg kunne sagtens lave dit sværd, Litsa.." ... "Men hvad får jeg så til gengæld?" Spurgte han roligt og kiggede mod hende med det lille diskrete smil over sine buttede læber. Han vidste hun ikke længere var særlig uskyldig... måske havde hun aldrig været det. Og hvis hun skulle være i tvivl, ville han da gerne at hun vidste han ikke selv var uskyldig. Og derfor var han ganske ligefrem.

Hendes øjne gled interesseret rundt i lokalet og han fandt mange af tingene spændende. Det var desværre ikke for at lære om hans sjove ting hun var kommet, det var trods alt et ret seriøst ærinde hun var her i. Hendes brune øjne faldt over på ham igen med et smil. Han havde ændret sig meget de seneste år, men det var kun til bedre. Han strålede nærmest af selvtillid, en ting hun godt kunne lide. Det betød også han var sjovere at lege med og at han ville være mere frisk på jokes. 
"Hvad du får til gengæld? Hm?" Hun så lidt op af for at lade som om hun tænkte over det. Hun havde ikke materielle talenter som han havde, og hun gik ud fra han vidste hvad hun havde at tilbyde. Hun stillede sit sværd imod dørkarmen og gik med et uskyldigt smil tættere på og satte en finger imod hans brystkasse mens hun så ind i hans øjne. Det var ikke til at forstå han nu var blevet så flot og stærk at se på, ikke bare hans krop men også hans blik. Det fik hende kun til at smile mere, men mindre uskyldigt. "Hvad vil du have? Jeg går ud for at du ved hvad jeg kan tilbyde." Hendes stemme blev blød og sød. Hun gik langsomt rundt om ham og lagde blidt sin hånd imod hans skulder. På hans modsatte skulder lagde hun sit hoved så hendes mund var lige ud for hans øre, ikke langt væk fra det. "Altså der er det åbenlyse." hviskede hun roligt og kom med en kort, let latter der var lige så sød som hendes stemme. "Jeg kunne også sørger for du fik hvilken som helst pige. Kun for en nat, ganske vidst, men det er da et tilbud?" Hun trak sig stille væk fra ham igen og foldede sine hænder bag ryggen. "Eller er der andet du vil have af mig?" Hun kom med samme søde, korte latter og trak på skuldrene. Hun så over på ham med forventningsfuldeøjne, spændt på at høre hans svar. Han havde ændret sig, men hvor meget og i hvilken retning ville snart vise sig.

Havde dette specifikke møde været sket for nogle år tilbage, havde hendes tilnærmelser fået hans hjerte til banke i en hastig fart. Selv uden sine mere specialiserede evner, var hun bestemt ikke uden en charme og ynde der kunne charme langt de fleste. Kun gjort mere accelererende af den viden, at hun bestemt ikke var uskyldig af sig. Men denne gang, blev Halfdan blot stående. Rank og med et diskret smil på sine læber, alt imens han betragtede hende gå rundt om sig. Det virkede i hvert fald til at han havde blot en smule indflydelse, eftersom hun syntes villig til at gøre mange ting, for at han skulle reparere hendes sværd. Det var nu ganske tilfredsstillende. Ligesom at det var tilfredsstillende; den opmærksomhed hun nu gav ham. Selvom han alligevel var helt sikker på at hendes smil og latter var falske. Men det skulle da ikke forhindre ham i at have det blot en smule sjovt!

"Det ville være meget fristende, at finde ud af hvad du kunne tilbyde.." Lød det så fra ham, efter hun havde trådt lidt væk fra ham igen. Meget fristende endda. Noget nærmest kun et fjols ville sige nej til.. eller en fyr som ham. Hans ord var også fulgt af et ganske åbenlyst elevatorblik vendt mod hende. Hvis han, som vejleder af Hefaistos, var den bedste smed i lejren. Måtte hendes position som vejleder af Afrodite Hytten vel gøre hende... den bedste i et helt andet henseende. Halfdan bevægede så på sig, og holdte blikket mod hende, som han passerede hende og gik hen til døråbningen. Han samlede det ødelagte sværd op, og holdte det imellem sine hænder, som han så nærmede sig hende igen. Med elegante og rolige skridt. "Men hvad jeg vil have af dig, er noget helt andet... for nu." Sagde han så, og smilte lidt diskret og næsten skummelt.

Halfdan gengældte tjenesten, og begyndte at gå lidt tættere på hende, og en anelse rundt om hende. Dog, holdte han sværdet imellem sine hænder, bag ryggen. Hans læber nåede næsten helt hen til hendes ene øre, alt imens han stadig betragtede hende. "Der er kommet en ny fyr til Hades Hytten. En lille fyr, ved navn Miles.." Startede han ud, og lod hende om et øjeblik at tænke sig frem til hvad han mon kunne bede hende om. Alt imens han var endt bag hende, og stod bag hendes ryg. "Jeg vil have dig til at... distrahere ham, og få fat i noget der er hans. En sort obsidian urne. I urnen, er der vand fra Floden Styx.." Nu da han var tæt på hende, tog han også lige chancen for at dufte til hende, som han fortsatte med at gå rundt om hende. Hvis rygterne var sande, havde hun gjort noget lignende før? Endelig endte han foran hende igen, og lagde hovedet lidt på skrå imens han kiggede hende ind i øjnene. Indbydende og en anelse provokerende. "Få fat i den urne til mig, og så er vi kvit." Pludselig viste han hende sværdet hun havde bragt ham. Ved hjælp af sine evner, havde han repareret sværdet imellem sine hænder. Det var rettet ud, og der var ikke så meget som en enkelt skramme på den længere. Han hævede et øjenbryn og kiggede på hende med et diskret smil. "Har vi en aftale?"

Hun så nysgerrigt på ham og nød hans korte elevatorblik. De færreste var jo skuffede over hvad de så når de så på hende, sådan var det at være barn af Afrodite. Hun fulgte ham med øjnene og undrede sig da han gik forbi hende. Noget andet? "Aw, øv." sagde hun med et drillende smil mens hun indstillede sig på at lytte og tage imod ordre. Hun ville ikke have haft noget imod at tilbyde sig selv og sine talenter, men når det nu var noget andet han ville have måtte hun respekterer det. Det var sjældent hun ikke bare brugte sine evner for at få sin vilje, men Halfdan respekterede hun, og det ville ikke være fair. Så hun måtte være tålmodig. Lige nu, i hvert fald. 
Hun lyttede og kunne godt lide deres leg. Det var hendes tur til at blive stående helt stille og kun følge ham med øjnene så godt hun kunne. Hades hytte? Det var ikke der hun tilbragte mest tid, men det gjorde kun det hele mere spændende. At få fat i en urne ville ikke være et problem. Slet ikke hvis hun fik hjælp af en hvis søn af Hermes, så ville det være barneleg. Hvis det virkelig var alt der skulle til for at få sit sværd lavet, ville hun med glæde gøre det for ham. Hun skulle til at sige det var en aftale da han viste hende sværdet. Alt det rolige og kontrollerede løb af hende på få sekunder og hun kastede sig glad om han hals. "Ja! Vi har en aftale!" Hun vidste at han lige så let kunne bøjet sværdet igen som han lige havde lavet det, så hun ville ikke engang overveje ikke at holde sin del af aftale. Hun gav slip og betragtede sværdet kort. "Jeg sagde jo du var den bedste! Tusind tak!" Endnu en gang krammede hun sig ind til ham i glæde. Det var lidt dumt hvor sentimental det sværd kunne gøre hende, men det betød altså bare meget for hende, og at se det helt og fikset igen gjorde hende utroligt glad. Det var klart en tur i Hades hytte værd.

Nogle gange var han ikke helt sikker på hvem den 'rigtige' Litsa var. Var det den uskyldige og glædesfulde lille pige, eller var det den manipulerende, listige, og ikke mindst lystige datter af Afrodite? Han vidste selv hvilken af de to han foretrak mest. Men hans mistroiske natur fortalte ham dog også, at han nok hellere måtte lade være med at drage konklusioner, inden hun viste sig som hvem hun virkelig var. Han havde ingen lyst til at blive bedraget som så mange andre. Han havde ikke lyst til at hænge ud med den fnisende, alt for søde, og lattermilde lille pige hun engang havde været. Nej.. der var uden tvivl noget langt mere spændende der gemte sig inde bag det kridhvide smil og de tiltrækkende former. Noget der måske endda lignede ham selv, mere end de fleste gjorde det?

Selvfølgelig bed han mærke i hendes lille klagende og drilske kommentar. Hvis hun var så ivrig, kunne hun jo også bruge sine evner. Han ville skam intet have imod at se lidt nærmere på hendes 'talenter'. Men hvis rygterne talte sandt, havde hun været meget flittig med disse talenter. Og Halfdan havde ingen intentioner om blot at være endnu en mur i væggen, eller endnu en af hendes boy-toys. Han var unik. Og havde en hvis stolthed at varetage. Også selvom alt i ham drog ham mod at takke ja til 'det åbenlyse'... Desuden vidste han også det ikke kun var døtrene af Afrodite der var i stand til at inspirere lyst i andre. Og han var jo ikke selv grim.. måske ville kun komme til ham, før han kom til hende?

Halfdan blev en smule overrasket da hun kastede sig om halsen på ham. Et brud af den private barriere han ikke var så vandt til. Men selvom han stivnede blot en smule, beklagede han sig da slet ikke. Han gengældte også omfavnelsen bare en anelse, og da hun endelig havde givet slip på ham anden gang, vendte han igen blikket mod hende. Blikket røg ned af hende, og han placerede sværdet i hendes hånd og lænede sig mod hende. "Bring mig urnen og vandet deri, og som en ekstra lille godbid - som tak for et godt stykke arbejde - vil jeg måske vise dig hvad jeg vil bruge det til." Lød det så fra ham. Udfordrende, og en anelse hjulpet på vej af det skæve og lettere selvsikre smil over hans læber. Han blinkede til hende, lagde en hånd om bag hendes nakke. "Indtil da.. så held og lykke." Denne gang lidt mere lavmælte, og efterfulgt af et lille kys han plantede mod hendes kind. Derefter trådte han et par skridt tilbage, dog stadig med blikket mod hende.

Han kunne sagtens ødelægge hendes sværd igen, og at hvad hun ejede af samme slags. Han kunne også sagtens have krævet en anden form for betaling for sine ydelser. Men dette var langt sjovere... Og indtil hun havde gjort hvad han havde bedt hende om, ville de to ikke have meget andet at sige. Dette var en transaktion. En byttehandel, så og sige. Og når det var på plads, kunne der altid blive lidt tid til lidt almindelig hygge. Eller, knap så almindelig.

Litsa så meget interesseret på ham. Han havde ikke kun hendes opmærksomhed fordi han fiksede hendes sværd og hun fik noget ud af det. Hun var oprigtigt interesseret i de ting han lavede, og syntes at det han kunne frembringe var helt utroligt. Hun var tit imponeret, og havde da hørt folk snakke om hans dimser rundt omkring i lejren før. Et sted ærgede det hende lidt at de ikke havde været tættere de seneste år, for han interesserede hende, og ikke kun som kilde til materielle ting, men også som person. Han var speciel. Han kunne modstå hende og det uden at hun følte sig afvist men mere som en leg. Det var sjovt og underholdende.

Hun så på ham da han mere eller mindre sendte hende af sted med sit sværd i hånden. Han gjorde noget folk sjældent gjorde. Han stolede på hende. Han betroede hende faktisk det hun ville få. Hun kunne bare rende ud herfra og undgå ham det næste lange stykke tid. Et eller andet sted gjorde det hende virkelig glad, for så syntes han måske ikke hun var så falsk som hun frygtede han gjorde. Hun smilede til ham og blev overrasket over kysset på sin kind. Normalt var det hendes rolle, at fastholde og drille med det kropslige og kærlige. Halfdan gjorde kun det hele mere spændende ved at ændre rollerne.

"Du stoler meget på at jeg kommer tilbage, hva'?" drillede hun og smilede til ham. "Jeg skal nok få fat i din urne og det vand. Men så heller ikke noget med at gemme dig for mig, vel?" Hun gik hen til den åbne dør for igen at komme videre og få fat i det Halfdan krævede af hende. Hun så dog over imod ham med et smil inden hun gik helt. "Tak igen. Det er rart at vide hvor man kan gå hen når man har brug for en stærk, praktisk fyr." Hun smilede uskyldigt igen inden hun forsvandt ud af døren med sit sværd i hænderne. Hun betragtede det og kunne næsten ikke forstå hvor flot det var igen. Selv småskrammerne så ud til at være forsvundet. Det var helt klart et arbejde der var værd at stjæle fra Hades' børn for.

Det var sjovt at gøre tingene selv, og i sådanne tilfælde kendte man til enhver lille detalje. Adskillige gange havde han stjålet fra museer eller lignende. Blandt andet de oldgamle sølvmønter han havde brugt til at lave sit eget våben; Kviksølvsværdet. Eller når han var taget til bjergene i det kolde nord for at finde særligt stål. Men det var nu også fordelagtigt at overbevise andre til at gøre ting for sig. Og når man virkede så villig som Litsa gjorde det, var det jo kun bedre. Ak ja, han elskede det når han fik det som han ville have.. Enten ærede hun blot aftalen mellem dem. Ellers var der måske flere grunde til at hun ville gøre noget for ham? Uanset hvad, var aftalen blevet lavet, og han glædede sig til at se om hun ville ære den. Eller, om hun ikke ærede den. Man kunne vel aldrig med sikkerhed vide, med en så åbenbart flyvsk pige som hende? Om han stolede på hende, vidste han ikke. Han stolede nærmest ikke på nogen anden end sig selv. Måske var hun anderledes, måske ikke. Måske var hun hans tiltro værdig, eller måske var hun bare lige så falsk som alle andre var det? Det ville kun tiden vise...

Halfdan smilte lidt skævt og lagde hovedet på skrå. "Tiltro har intet med det at gøre, kære Litsa. Jeg giver dig noget, og du giver mig noget.." Svarede han hende og blinkede til hende som respons på hendes spørgsmål. Selvfølgelig gengældte han den drilske attitude hun sendte ham. Han mente dog skam sine ord. Men selvom han var helt og aldeles overbevist om at hun opretholdte facader, så havde han nu alligevel tiltro til at hun ville gøre hvad han havde bedt hende om. "Det kunne jeg aldrig finde på." Hun var mere end velkommen til at finde ham, selv hvis han skulle gemme sig en smule. Som hun bevægede sig mod døråbningen, gik han hen til sit arbejdsbord igen. Dog fjernede han ikke rigtig blikket fra hende endnu, men sneg sig alligevel til endnu et lille elevatorblik. Denne gang en anelse mere diskret. Og denne gang med et lilel smil over hendes ord. "Og hvis du nogensinde skulle have brug for en sådan fyr, skal du ikke være bleg for at komme. Men.. kom nu ikke tomhændet, vel?" Svarede han så endeligt og blinkede endnu engang, en anelse underforstået, til hende. Retorisk. Blot for at lade hende vide at han aldrig ville afvise hende fra sin dør. Især ikke så længe hun havde noget at tilbyde, til gengæld for hans hjælp, hans viden, og hans evner. Måske endda også bare for hans selvskab.
Efter hun var forsvundet igen, kiggede han lidt ned på arbejdsbordet, og satte sig igen ned. Opsat på at blive færdig med hvad han nu var gået i gang med.

Det var på den anden side af den fælles aftensmad før Litsa var kommet af sted, og nu hvor hun havde den urne hun var sendt ud efter var det ved at være halvt sent. Selve det at stjæle den havde ikke været svært. Med brug af sin evne og hjælp fra en søn af Hermes havde det været præcist så let som hun havde troet. Hun havde distraheret og hendes ven havde stjålet urnen imens. Hun ville ikke engang kunne komme i problemer for det så det var perfekt. Hades børnene var så nok heller ikke dem hun havde lyst til at komme på tværds af. Ikke at hun ikke kunne forsvarer sig, men de kunne være skræmmende hvis de gad.
Nu, med urnen i hånden, var hun på vej tilbage til Hefaitos hytten. Hun havde ikke engang åbnet urnen selvom det var fristende. På den anden side, hvad skulle hun dog med vand fra Styx? Alligevel var hun nysgerrig om det mon så anderledes ud end normalt vand. Men Halfdan havde jo sagt noget med at hun måtte få at vide havd det skulle bruges til, så måske måtte hun også se vandet. Hun kunne i det mindste håbe på det. Han var jo en rar fyr, så hu havde svært ved at forestille sig nej.
Selvom det var sent gik hun som tidligere bare igennem hytten uden at sige noget til dem der boede der. Hun kendte vejen til Halfdan og havde kun ham som mål. Som tidligere stoppede hun i dørkarmen, nok mest fordi hun følte hun brø hans private område ved bare at vade ind i hans værksted før han i det mindste havde set hun var der. "Et styks urne med vand. Var der ellers andet?" Hun smilede drillende over til ham og hævede urnen en smule op så han kunne se hun havde fået fat på den. Hun var også sikker på det var den rigtige, det havde Julien i hvert fald forsikret hende, og han vidste lidt om diverse tyvekoster. Hun lænede sig imod dørkarmen. "Sig mig, laver du andet end at sidde herinde? Har du ikke venner? Fester? Træning? Vi andre slider derude og du kan bare trække dig herind?" Hun smilede over til ham og mente selvfølgelig intet ondt med det. Og hun overdramatiserede selvfølgelig. Desuden havde hun svært ved at forestille sig at han slog sig løs til en fest, men man kunne jo aldrig rigtigt vide. Hun så kort rudnt igen mens hun bed sig i læben. Der var hele tiden noget at kigge på og hun ville gerne spørge om alt der var derinde og hvad det kunne. Hun kunne nu også se det irriterende i det og holdt derfor sin mund på det punkt og holdt sig til sagen.

Havde Halfdan vidst at Litsa havde fået hjælp af Julien, ville han nok være imod det. Han havde ikke lyst til at stå i nogen form for gæld overfor den fyr. Ikke at han kendte Julien særligt godt, men der var bare noget over den fyr han ikke kunne lide. Måske misundelse.. han havde jo trods alt været kærester med Litsa, efter Halfdan havde været hendes flirt. Ja, man kunne vidst roligt sige at Halfdan var en misundelig og jaloux type. Men han var nu ikke uden talenter og evner selv. Og det kunne da være nogen i den her lejr misundte ham ligeså. Med blikket igennem forstørrelsesglasset, arbejde han som han havde gjort det før. Koncentreret og i ro og fred. Dette var jo trods alt, et arbejdslokale. Halfdans arbejdslokale ikke mindst. Her kunne han sidde i fred og arbejde på sine egne projekter. Med mindre, selvfølgelig, en hvis lille skønhed søgte hans opmærksomhed.

Som det første smilte han dog også ganske tilfreds da han hørte hendes stemme igen, og rettede også blikket op imod urnen hun holdte i sin hånd. "Du arbejder hurtigt." Lød det roligt fra ham, idet han skubbede sig selv og stolen lidt væk fra bordet. Et øjeblik blev han siddende, og betragtede hende læne sig op ad dørkarmen. Med et par fingre, gav han et lille tegn til at hun kunne komme ind og komme nærmere. "Kom ind, og luk døren efter dig." Nu var det jo ikke ligefrem fordi alle burde høre at hun havde stjålet en urne til Halfdan, eller hvad vandet deri mon kunne gøre. Og så var det nok også meget bedre at have et lille møde med hende i det private, frem for at tale hvor andre kunne høre dem.

Et skævt lille smil faldt over hans buttede læber og mundvig, og holdte blikket mod hendes øjne. Stadig imens han sad i stolen. Hovedet faldt lidt på skrå. "Jeg er en søn af Hefaistos. Og jeg har været her over ti år, kære Litsa. Jeg tror nu jeg har slidt i den her Lejr mere end de fleste." Sønnerne og døtre af Hefaistos skulle ikke blot træne som alle andre. Men de skulle også hamre på ambolte dag og nat, for at reparere ødelagt udstyr eller våben. Alle de tusindvis af våben, og skjolde, og pilespidser, og daggerter der var i denne lejr, var jo ikke ligefrem dukket op af sig selv, på magisk vis. Næsten hver evig eneste af dem, var blevet lavet af en søn eller datter af Hefaistos. Alt imens døtrene af Afrodite solede sig ved stranden, eller badede i de varme kilder. Eller imens Apollons børn legede med fine instrumenter. Slid og hårdt arbejde var en større realitet hos børnene af smedens og håndværkets gud, end hos de fleste andre.

Han rettede lidt på sig, så han sad lidt mere oprejst i stolen. "Men ja, jeg har da et par venner hist og her. Går du stadig rundt og tror jeg er den samme ensomme dreng jeg var for fire-fem år siden?" Han blinkede til hende. "Jeg er gammel nok til at bestemme over mig selv, og jeg tror ikke der er mere de kan lære mig derude, end hvad jeg kan opdage og skabe herinde. Men jeg passer da mine pligter som Vejleder og mere. Hjælper mine søskende, og den eventuelle pige der skulle have brug for min hjælp." Lidt drilsk har tonen da, og han holdte blikket mod hende. Han var 21 år. Han boede her stadig fordi det var sikkert og alle hans ting var her. Han var her i hvert fald ikke fordi en gammel hest eller en fordrukken gud skulle kommandere rundt med ham. Men det hændte da at han tog et smut forbi arenaen, tog på jagt i skoven, eller tog en tur på stranden. "Desuden.. så er alkohollen i nektaren ikke stærk nok til mig." Tilføjede han til slut, med et lille blink. Andet alkohol var ikke tilladt i lejren. Men han havde da sine metoder. Og der var da heldigvis også andre steder end lejren.

Hun lo lidt tilfred og trak på en skulder da han kommenterede på hendes arbejde og tiden det havde taget hende. "Jeg fik lidt hjælp. Utroligt hvad nogle fyre vil gøre for et par blinkende øjne, ikke?" Nej hun var ikke altid helt fair, desuden havde hun sit eget udestående med Julien og havde set det her som en perfekt chance til at lege lidt med ham. Det var nu ikek fordi han havde hendes interesse. HUn havde dog respekt nok til ikke at pille ved fyre med kærester. Ikke ret meget, i hvert fald. Hun skubbede sig ud fra dørkarmen og lukkede døren som hun fik besked på. "Nu bagbinder du mig ikke vel? Folk ville kunne høre hvis jeg skriger, ikke?" Hun grinede drillende og gik roligt over imod ham. Hun var ikke det mindste bange for Halfdan, og hun vidste hun var mere end tryg hos ham.

Hun stillede urnen på bordet, satte en hånd imod overfladen på bordet, og lænede sig imod det så hendes hofte var en smule skudt ud til siden. Hun lyttede til hvad han sagde og nikkede så. Han havde ret, hans gener gjorde nok han sled bare en smule mere end hende. Det hårdeste hun var udsat for var træningen, og mængden af den havde hun jo selv bestemt. Hun vidste hun trænede mere end nogle af sine søskende, men hun ville ikke være hjælpeløs og skulle ikke behøve en helt for at redde hende. Det kunne hun helt selv være. "Du har fat i noget. Du er rigtigt nok blevet mere buff i det." Hun smilede til ham og mente nu hvad hun sagde. Han var klart blevet stærkere at se på end den gang de havde flirtet rundt. Som tidligere bemærket var det ikke noget der straffede øjet.

"Åh, undervuder mig nu ikke. Selvom du gemmer dig godt i dit lille værksted er jeg ikke det mindste i tvivl om du har dine venner og kontakter. Andet ville være dumt. Og hvis der er en ting du ikke er, er det dum." Hun så dybt seriøst ind i hans øjne hvorefter hun smilede mildt. Hun vidste han var klog, det havde hun aldrig betvivlet, og hun turde ikke undervuderer ham og hans intelligens. "Nu du selv nævner det er jeg overrasket over du stadig hænger ud her. Du kunne sagtens forlade lejren og aldrig komme tilbage? Jeg forstår godt sikkerheden her er i top men.. Jeg kan ikke se hvilke andre fordele lejren giver dig? Du kunne sikkert udrette mere ude i verden end her under bevogtning af Hr. D?" Hun så undrende over på ham. Bare hvad hun kunne se herinde i lokalet havde han en million dimser der sikkert kunne blive meget værd ude i menneskenes verden og ikke mindst brugbar. Hvis altså hun ikke undervuerede hans tings potentiale, hvilket hun godt kunne mistænke at hun gjorde.

Hendes blik fandt hans igen efter endnu et nysgerrigt glimt på hans arbejdsbord. Hun fattede ikke hvad han var igang med, men det så spændende ud. "Hov, hvem sagde men behøver nektar for at have det sjovt?" Hun smilede med en tydelige indforstået undertone. "Du sagde noget om formålet med den meget spændende genstand jeg fik fat i. Hvad skal du bruge den til?" Hendes øjne lyste op ved muligheden for endelig at få bare lidt viden om hvad han gik og fumlede med. Nysgerrighed var klart en dårlig vane hun havde men når han ville bruge sin tid på det måtte det være godt.

"Nogle, ja.." Bemærkede han lige hurtigt og holdte blikket mod hende. Det var netop derfor han havde vidst hun ville kunne gøre dette. Hun syntes ikke at have skrupler, eller have nogle moralske problemer med tyveri. Og så kunne hun sikkert forføre langt størstedelen af lejrens beboere. Ja, hun var ganske kyndig, og hendes evner brugbare. "Og eftersom hvordan hun håndterer dine egne blinkende øjne, vidste jeg at du ville kunne ordne det." Lidt komplimenter skulle hun da have. Eller.. det var nok det tætteste han indtil videre ville komme på 'godt arbejde', eller lignende. Ved hendes latter, smilte han en anelse bredere og måtte sænke blikket mod bordet et øjeblik imens han halvvejs rystede lidt på hovedet. "Nej, det er der ingen fare for. I hvert fald ikke så længe du opfører dig ordenligt." Svarede han hende, og kiggede op mod hende under øjenbrynene med et lidt drilsk og udfordrende blik. At bede hende om at opføre sig ordenligt, ville nok være det samme som at bede vand om ikke at være vådt. Så meget syntes han da at kende hende alligevel. Men 'ordenligt' var nu heller ikke hvad han ville have fra nogen så selvstændig som Litsa. Hun virkede i hvert fald selvstændig.

Som hun nærmede sig bordet, fulgte hans blik urnen hun fik stillet fra sig på bordet. Med et lille smil betragtede han så hende som hun stod lænet lidt mod bordet, og rejste sig roligt op fra stolen. "buff vil jeg nu ikke påstå at være... Lad os bare kalde det, godt skåret." Svarede han hende. Så meget smigren ville han nu heller ikke tage imod, selvom den slags nok aldrig kunne skade et ego. Han gik hen til hende, og vendte sig så mod bordet og urnen. Han stod ved siden af hende, ikke langt fra hende. Men inden opmærksomheden røg mod urnen, mødte hans øjne hendes, i et øjebliks seriøsitet. Han tog et øjeblik til at smile lidt roligt i hendes retning, som et usagt tak til hendes ord. "Stor viden trumfer et stort talent med sværd, til hver en tid. Jeg gør blot hvad så mange her i lejren undlader, til fordel for kroppen... jeg træner sindet." Svarede han hende så lidt derefter, og blinkede til hende. Ak ja, han kunne lyde lidt selvglad måske, nogle sjældne gange. Men han vidste hvad han kunne. Han var rigtig god med sværd og våben, men endnu bedre med hovedet og sine mere fingernemme talenter.

Halfdan lænede sig så lidt over bordet og tog fat i urnen, med blikket dermod. Det var på tide at samle lidt mere viden. Med hans usete og næsten hemmelige evne inden for psykometri - eller genstandslæsning - så han historien af urnen løbe for sine øjne. Så den blive skabt. Så den blive dyppet i Floden Styx. Og så den blive givet til denne søn af Hades, som gave. Han var god til at skjule disse syn fra andre, men han havde dog lige taget et øjebliks stilhed, hvorefter han stillede urnen på bordet igen. "Du har ret. Lejren har ikke meget at tilbyde mig længere. Og jeg er ofte ude i verdenen, på egen hånd." ... "Men derude i verdenen, er jeg alene i alt hvad jeg gør.. Jeg er en Demi-gud, med evner og talenter der overgår ethvert menneskes vildeste fantasier. Jeg vil være tvunget til at skjule mig, og disse evner." Svarede han ganske roligt imens han vendte og drejede på urnen. Han stoppede så, og rettede sig op, for derefter at vende blikket mod hende. "Uanset hvor meget jeg hader den her lejr, vil jeg i det mindste ikke være nødt til at skjule mig her i lejren. Dette er den verden jeg er født af, ikke menneskets verden." Tilføjede han så, ganske overbevisende, og med et lille smil. Han var ikke kendt som videre sentimental. Og var måske endda også kendt som lidt af en enspænder i forvejen. Men ude i den store verden, havde han hverken familie eller formål eller funktion. Ak ja, han tog på missioner og optog projekter rundt omkring i verden, men selvom han hadede lejren, hørte han til i denne mytologiske verden.

Han fangede helt bestemt den indforståede tone i hendes ord og hendes smil, og han kunne da heller ikke andet end at smile selv. "I hvert fald ikke mig." Måtte han lige understrege. Ganske enig i hendes ord. Man behøvede så sandelig ikke nektar for at have det sjovt. Noget hun nok kendte til bedre end han gjorde det. Halfdan havde lidt af en svaghed for at dele sin viden med nysgerrige sjæle. Og med måden hvorpå hendes øjne lyste lidt op, kunne han da heller ikke stå for det. Han vendte sig med fronten mod hende, og lænede sig lidt mod bordet på samme måde som hun gjorde det. Lagde vægten på det ene ben, så hoften skød en smule ud. "De gamle græske myter fortæller om Floden Styx og dets healende evner. Og de fortæller også om hvorledes det kan fungere som et sandhedsserum, og hvordan man ikke ville kunne andet end at fortælle sandheden, hvis man skulle drikke af det." ... "Men mest af alt, fortæller myterne at enhver der bader i Floden Styx, vil være mere eller mindre usårlig overfor fysisk skade... så.. hvis jeg skulle temperere mine sværd og våben i vandet fra Floden Styx, ville de blive fuldstændigt ude af stand til at blive ødelagt.." Han fortalte roligt, og alligevel med en hvis entusiasme. Han fulgte ofte spor af hvad myterne fortalte og lærte ham. Nu hvor han jo vidste at guderne var rigtige, måtte myterne vel også være? Han betragtede han med et smil og let hævet øjenbryn.

Hun grinede lidt og trak på skuldrene. "Det var sødt sagt. Og hey, det var sjovt. Sig endeligt til en anden gang hvis du kan bruge min hjælp. Lidt skal der jo ske." Hun vidste godt det var en kompliment, og når det kom fra ham betød det ekstra meget. I modsætning til andre drenge brugte han dem ikke ofte, og det kunne hun lide. Det var sjovere når man skulle arbejde for dem og ikke bare firk dem fordi man var pæn. Desuden betød det også mere på den måde. Men nu hvor hun kednte Halfdan betød stort set alt positivt hans sagde til hende noget, bare fordi det var ham og han ikke plejede at sige noget bare for at snakke.

Hun så op på ham da han rejste sig og stod tæt på. Han var højere end hun var så hun måtte se op for at møde hans øjne. "Godt skåret?" Hendes blik gled ned over ham og hun vippede hovedet fra side til side som om hun overvejede et eller andet godt og grundigt. "Det kan man vist roligt sige." Hun smilede op til ham og trak lidt på en skulder som om det hun sagde bare var henkastet. Hun mente det nu. Nu var hun ikke kendt for at være kræsen i fyre, men han var pæn og hun kunne lide når drenge så ud som om ham. Hans kommentar om viden over styrke bekræftede det kun endnu mere. Hun nikkede til ham. "Jeg er enig. Men det er stadig sjovt at se de store stærke fyres ansigt når man kan smadre dem i arenaen." Hun lo lidt for sig selv. Ja det var primitivt, men der var ingen der skulle tro hun var hjælpeløs på grund af sit udseende eller hendes guddommelige gener.

Hun så på ham mens han så meget intenst på urnen. Hun valgte ikke at spørge ind til det og lod ham bare nedstirre den stakkels urne. Det han sagde havde dog hendes interesse og hun kom med et højt irriteret suk. Hun satte sig i den stol han havde siddet i før og så irriteret ned i bordet som om det var grunden til alt ondt i verden. "Det er jo komplet uretfærdigt! Vi er stærkere end menneskene, hvorfor er det os der skal gemme os? Guderne har lavet jorden, ikke? Hvorfor kan deres børn ikke bevæge sig frit på den uden enten at blive slået ihjel af monstre eller mennesker? Det er åndssvagt." Hun så mut op på ham. Hun var ikke helt tilfreds med hvordan deres verden var skruet sammen. Hvordan kunne ældgamle guder på Olympen styrer en verden de kendte? De burde lade deres børn tage over. De havde mere forstand på den moderne tidsalder i modsætning til dem. Det hjalp nok ikke at beklage sig til ham, så rejste sig og lænede sig imod bordet igen.

Da emnet faldt på urnen og formålet med det spidsede hun ører. Hun var spændt på hvilke planer han havde og hun blev ikke skuffet over hvad hun hørte. Ikke alene fandt hun det meget spændende det han sagde, men også utroligt nyttigt. "Det er jo genialt. Jeg fatter ikke hvordan du kommer på de her ting, men det er genialt." Hun mente det dybt seriøst. Han var klar en af de mere begavede halvguder hun kendte og hun var ret fascineret af hans måde at tænke anderledes på. Han ville kunne skabe de mest kraftfulde våben hvis han blev ved med at tænke på den måde. Hendes øjne gled rundt i rummet igen. "Hvad kan alt det andet? Hvis det er bare halvt så genialt ved jeg ikke hvad jeg gør." Hun lo lidt, men ikke i sjov eller fordi det var en joke. Hun lo fordi hun var imponeret og nysgerrig og ikke vidste hvordan hun ellers skulle reagerer. Hendes øjne faldt forventningsfuldt tilbage ind i hans og hun var spændt på hvad han kunne fortælle.

Well, hvis han kunne bruge hende på et tidspunkt, ville han nok ikke tøve meget før han fandt frem til hende. Ikke særligt meget, i hvert fald. Han manglede endnu at finde ud af om hun i sandhed delte hans synspunkter og moraler. Eller om hun blot var på vej ind i hans liv igen, blot for at forlade det. Man kunne aldrig vide med det modsatte køn. Ikke ifølge ham, i hvert fald. "Nu ikke friste skæbnen for meget, kære Litsa." Svarede han hende og blinkede lidt i hendes retning. Nu hvor hun havde tilbudt, ville han da ikke være bleg for at gøre krav på hendes hjælpsomhed, en skønne dag. Og så måtte tiden vel vise, om han spurgte om for meget, eller om han i det store hele, kunne overtale hende til næsten alt. Men det virkede dog som om at hun mere eller mindre var i færd med at placere sig selv i hans nærmeste omkreds, igen. På den måde ville det vel også blive nemmere at høste tjenester fra hende... eller blot nogle få komplimenter fra hende, om ikke andet. Komplimenter han til gengæld selv var lidt nærig med. Man skulle gøre sig selv fortjent til anerkendelse i Halfdans øjne, og det var ikke altid særligt nemt. Og ønskede man sig hans fulde opmærksomhed, måtte man hellere gøre sig klar på at arbejde for det. Måske var han lidt for stolt af sig, men han vidste hvad han ville have, og han kendte til sit eget værd. Og ville ikke sælge sin sjæl for så meget som en øre under dets værdi.

Han fik den pludselige lyst til blot at række ud og tage fat i hende. Men modstod dog, og lod i stedet hende betragte ham så åbenlyst som hun gjorde det. Piger var ikke de eneste der kendte til tilfredsstillelsen af at være eftertragtet eller betragtet. For det var tilfredsstillende.. så uendeligt tilfredsstillende, når en pige kiggede på ham med beundring. Hun skjulte det måske godt bag hendes smigrende ord, men han følte det selv samme blik på sin krop, alligevel. Hvilket dog også fik ham til et smile lidt tilfreds og med blikket ned på hende, da hun trak lidt på skulderen. Enten gav hun ham hints, ellers legede hun bare med ham. Hvilket det var, var ikke godt at vide. Men hans mistroiskhed sagde ham dog, at hun nok var sådan overfor de fleste fyrer. Så der var vel intet specielt i den opmærksomhed og smigre hun gav ham.. Men det ville dog ikke stoppe ham fra at nyde den. "Ofte er de store fyres stolthed og arrogance, deres største svaghed. Ikke mange af dem ville turde drømme om at blive besejret af en pige." Svarede han hurtigt og var skam helt enig med hende. Han var da selv lidt stor, men langt fra bygget som en kriger af massiv størrelse, eller som en søn af Ares f.eks. Men han var nu meget stærkere end de fleste forventede.

Hendes suk fik ham til at rynke øjenbrynene, og lade urnen hvile på bordet, imens han lod blikket følge hende mod stolen som hun satte sig i. Han var da ganske overrasket over at høre hvad hun sagde... de to havde åbenbart mere til fælles end han havde turdet håbe. Halfdan kunne give lyd for årevis af frustration med guderne, og beklage sig som hun gjorde det. Men i stedet ventede han til hun havde rejst sig og lænet sig imod bordet igen. Han stillede sig ved siden af hende, med ballerne mod bordet, og siden mod hende. Armene var lagt over kors, og han vendte blikket mod hende. "Til Guderne, er folk som os en trussel. Verdenen er som den er, fordi guderne ønsker det således. Hefaistos ville dø før han så en datter af Afrodite komme til magt. Ligesom Ares hellere ville ødelægge verdenen som vi kender den, før en datter af Athene kommer til magt... Hvad mange af vores slags dog blot mangler at indse; er at dét at være halvt menneske, kan gøre os stærkere end en gud." Sagde han roligt og med stor sikkerhed. Han havde ikke så meget som et sekunds tvivl i denne overbevisning. Guderne var misundelige på halvguderne, og ikke mindst frygtede halvguderne og deres kræfter. Hvilket i sidste ende, var en meget betryggende og tilfredsstillende tanke. Og han håbede da hun så det på samme måde. En dag skulle det nok ændre sig...

Han blev stående lænet med ballerne mod bordet, og smilte over hendes reaktion ved hans ord og forklaring. Hun virkede ganske interesseret i den slags. Halfdan havde næsten brugt størstedelen af sit liv på dette, og på at forfølge de ældgamle myter og sagn, efter måder hvorpå at styrke sig selv og sine kreationer. Da hun så spurgte ind til noget af det andet, smilte han lidt skævt og skævede let udfordrende mod hende. "Hvis Chiron eller Hr. D kendte til mange af de ting jeg har skabt, eller fundet frem til. Ville de uden tvivl smide mig ud, eller i det mindste tage tingene fra mig.." Lagde han ud og vippede lidt drilsk med øjenbrynene. Han så sig ligeledes lidt omkring. Men lidt derefter vendte han igen blikket mod hende. "Persefones perler er ikke de eneste ting der kan kaste dig igennem tid og sted... og Hefaistos' Colchis Tyrer og Automatons, er ikke de eneste mekaniske væsner." Nu hvor hun havde udtrykt en sådan nysgerrighed, var der vel ingen skam i at intrige hende en smule i hvilke ting han måske eller måske ikke havde skabt og fundet. Igen så han sig selv omkring, og rakte sin ene hånd ud foran sig, med håndfladen opad. En kugle af messing fløj fra en af reolerne, og hende i hans hånd. "Dette, er en af mange mekaniske edderkopper jeg har lavet. Blandt andet, designet til at udspionere eller overvåge.." Forklarede han. Derefter drejede han rundt på de to halve af den lille kugle, og i det samme derefter, satte mekanismen igen. Kuglen formede sig til en mekanisk edderkop, med en rød rubin på ryggen. "Ja, jeg springer måske ofte træningen over. Men hvad der sker i dette rum, kan ofte være meget mere spændende end hvad der sker i arenaen.."

Litsa smilede til ham og nød deres måde at snakke sammen på. Den var let, legende, men kunne også være seriøs. Det var den perfekte balance for Litsa. Som de snakkede ærgede hun sig mere og mere over at de ikke havde haft mere kontakt de seneste år. Han var jo super fornuftig, vildt intelligent og han tog hende seriøst selvom hun var datter af Afrodite, noget mange ikke gjorde. Det var så deres fejl, men hun levede med fordommen imod hendes søskende. Halfdan var anderledes, han var for klog til at tro hun var noget baseret ud fra hvilken guddommelig forældre hun havde. Det var selskab som hans hun kunne have brugt de seneste år.

Hun lo lidt og nikkede over det med arrogancen. "Det er utroligt hvor mange der tror de kan vinde en kamp fordi de tør fornærme og ser en smule godt ud." Hun rystede på hovedet og havde selv måtte lære det hele på den hårde måde. Ingen havde været flink ved hende i arenaen bare fordi hun var køn. Hun havde arbejdet sig op til de teknikker hun kunne ved hård træning. Intet kom til folk der dovnede, så meget havde hun dog lært.

Da han svarede på hendes klage over guderne var hun egentlig overrasket over hans filosofi omkring det, mest fordi hun var enig meget af vejen. un stillede sig dog hen foran ham og lagde sine hænder imod hans arme efter han havde talt. Hendes øjne var seriøse og hendes ansigt i en seriøs mine. "Men hvis halvguderne stod sammen. Vi ville kunne klarer det bedre end de gamle guder. De har ikke længere nogen fornemmelse af hvordan livet på jorden fungerer. Hvis vi stod sammen og væltede guderne kunne vi starte en ny tid, en bedre tid, der kunne være en fordel både for dødelige og for halvguder. En tid uden monstre der venter på at slå os ihjel, en tid hor halvguder ikke skal gemme sig. Vi ville komme langt videre på den måde, og bare tænk på hvor langt udviklingen kunne komme på kort tid." Han blev mere ivrigt som hun snakkede og smilede op til ham. Hendes hænder klemte blidt om hans arme af iver mens hun fremlagde sine tanker. Det var en ting hun længe havde overvejet, hvordan verden ville se ud hvis halvguderne tog over i stedet for deres gamle forældre.

Hun faldt lidt mere ned da han snakkede om sine ting, men hun var stadigvæk meget interesseret. Det at Hr. D og Chiron ville tage hans ting hvis de kendte til det gjorde hende kun mere interesseret og hun bed sig i læben af nysgerrighed over hvad han mon gik og gemte herinde. Hun forstod da godt han ikke ville have alle og en hver herind nu hvis han gik og gemte spændende ting. Da han snakkede om perlerne og tyrerne rynkede hun brynene. Hvis de ikke var de eneste ting som dem.. Hvad var der ellers derude og hvad kunne hans arbejdslokale byde på? Sikkert det hele og mere til hvis han var så fantastisk som hun betroede ham at være. Hun så overrasket rundt da kuglen fløj hen i hans hånd og hun så på den med store øjne. Hendes blik flakkede mellem kuglen og ham. Hun var efterhånden ved at forstå hans evner ret godt og det fik hende til at smile. Hun så nysgerrigt på den lille edderkop og rynkede brynene igen. "Udspionerer? Hvad bruger du dem helt præcist til at udspionerer? Jeg går ud fra du er interesseret i mere spændende ting end pigernes bad." Hun så op på ham med et skævt og legesygt smil. "Hr. D? Chiron? Hvor langt kan de række? Ikke til Olympen, vel?" Hun så på den lille mekaniske edderkop med en helt ny iver. Han ville jo være helt ustoppelig hvis de kunne nå så langt.

Det var ved at være noget tid siden Halfdan havde deltaget i Capture the Flag, eller havde kæmpet i tvekamp i arenaen. Der var sikkert mange der allerede havde glemt hvor god han havde været i sin tid. Han blot brugte sine evner og talenter udenfor det offentlige skue. Der var mange ting han lavede, som helst ikke skulle ses i dagens lys. Dog, underligt nok, var han ikke rigtig bange for hvad nogen mon ville gøre hvis han blev opdaget i hans lyssky aktiviteter... Der var faktisk ikke meget Halfdan var bange for, og han var sikkert langt mere frygtløs en nogle ville dømme ham til at være. Det var dog sjældent han viste sit fulde potentiale, og det sande omfang af hans evner... den slags lod han hellere være en overraskelse for de der en dag skulle stå i vejen for ham. Men nogle gange var dramatiske opvisninger også på sin plads, så folk kunne lære at frygte og respektere ham. Her i lejren var han vejleder. Ude i den store verden. I begge verdener. Var han noget helt andet.

Halfdan blev stående som han var, og betragtede hende stille sig foran ham, og lod hende gribe lidt om hans arme. Ganske roligt lod han sit blik møde hendes, og gav hende al den tid i verden hun mon skulle bruge, til at tale. Han forholdte sig helt roligt, dog med et anerkendende smil over hans læber som hun nåede sine pointer. Og nikkede endda også et par gange da hun var færdig med at tale. Ganske fattet lænede han sig lidt imod hende. "Det ser ud til at vi to er enige om mange ting, Litsa." Var det eneste han sagde, ganske lavmælt, så hun ville forstå hvad han sagde. Efterfulgt af et lille blink med det ene øje. Han var helt og aldeles enig, og det var da næsten som om hun havde læst hans tanker, og blot sagt hans egne ord. "En skønne dag.." Tilføjede han så med et diskret lille smil. Så meget var han ikke i tvivl om. Om så det ville ske ved hans hænder, eller en andens. Så ville det ske.

Halfdan var, well, Halfdan. Der var ting der dragede hans blik og opmærksomhed mere end som så. De små bid i hendes læbe drog altid hans blik, og næsten inspirerede ham til at afsløre alt hvad han mon skulle gemme på. Fortælle hende alt hvad han havde gjort og ofret i sin jagt efter viden og midlerne til at fuldføre sine drømme. Men han stoppede dog sig selv i god tid, og tænkte at hun nok hellere måtte stille sig tilfreds med hvad han kunne tilbyde hende... lidt efter lidt. Et måske lidt smørret og samtidig halvt muntert smil faldt over hans læber da hun nævnte pigernes bad. "Hm.. Måske." Svarede han hemmelighedsfuldt og skævede let mod hende. Måske havde han, måske havde han ikke. Det ville nok ikke være godt for hende at vide præcis hvor listig han kunne være i sine spionager. "Måske har en af disse små tingester fundet sin vej ind i dit værelse, hvem ved?" Drillede han og blinkede til hende. Lidt måtte han gerne drille hende, ikke? Det var da næsten noget han burde overveje... Og så ikke mindst huske at udstyre den med et godt kamera. Han rettede lidt på sig og pegede mod edderkoppens ryg, der holdte på en blodrød rubin. "Dette, er taget fra øjet af en Colchis Tyr. Det er min fars hemmelighed..." ... "Den agerer og opfører sig ganske naturligt, men gør også hvad jeg siger den skal gøre. Mekaniske ting er nemme på den måde." Forklarede han videre og lod hende tage sig god tid til at betragte den, inden den så lukkede sig sammen igen, og atter formede den lille kugle. Igen, fløj den sin vej, og fandt sin plads i en æske på reolen. "Og nej. Jeg har ingen indflydelse i Olympen. Der er nok heller ikke meget nyt at lære om dem. Men jeg har det nu med alligevel at finde nyttige formål til sådan nogle ting." Derefter vendte han så opmærksomheden mod hende igen. "Noget mere du vil udforske herinde? Eller er din nysgerrighed tilfredsstillet?"

Hun var ivrig omkring sine idealer og hun var klar til en revulotion. Og det måtte gerne være nu. Hun havde ikke meget tålmodighed, men hun vidste også man skulle være klogere end som så for at få noget så stort gennemført. Allerhelst så hun guderne gå på pension dagen efter og var klar til at træde til sammen med sine søskende og venner fra lejren. Hun havde tanker og drømme om hvordan det skulle ledes, om hvad de kunne gøre for at rette op på gudernes dovenskab. Hun havde endda diverse idéer til hvordan halvgudernes tid skulle komme. Men det var selvfølgelig ikke noget hun snakkede med mange om. Det var en farlig politik at være tilhænger af med en masse hjernevaskede halvguder omkring sig. Men Halfdan vidste hun ikke løb med sladder og han var en hun turde tænker højt omkring. Om hun stolede for meget på ham, havde strejfet hendes tanker, men livet var fyldt med chancer der skulle tages.

Hans ord om sagen fik hende til at smile. Han havde vel ret, det skulle nok ske. På et tidspunkt måtte de andre da også vågne og se i øjnene at de levede på et grundlag der ikke var holdbart i længden. Hun nikkede til ham for at give ret. En skønne dag ville det hele falde på pladse. Hendes opmærksomhed blev dog flyttet hvilket vist var godt nok. Hun var jo ikke kommet til ham for at snakke gude politik.

Hans jokende tone fik hende til at smile på en mere tilfreds måde. "Aw. Hvis bare jeg ikke vidste du jokede. Tænk alle de gode aftener du er gået glip af. Alle de bade jeg har taget. Sjovere ting jeg har lavet alene." Hun blinkede drillende til ham. Hvis der var en ting hun ikke skammede sig over var det sin krop og sin seksualitet. Nogle gange var de to ting hendes vigtigste middel i at få hvad hun ville have, og det kunne være noget så praktisk i mange situationer.
Hun så intereseret på den røde sten og lyttede. Hun mindedes ikke at have hørt om det før, men selve funktionen var utroligt smart, og hun så det praktiske i at kunne styrer en så lille ting og få den hen hvor man ville. Hun så efter den da den fløj på plads igen og lænede sig uden tanke ind imod ham nu hvor hun alligevel stod så tæt på, her foran ham. Hendes brune øjne fandt ind i hans og hun lagde hovedet på skrå. "Altså der er da noget herinde jeg gerne vil udforske noget mere, men det er ikke en af de ting du har lavet." Hendes tone ændrede sig fra den oprigtigt interesserede stemme til det lokkende. Hun havde stadig ikke i sinde at bruge sine evner på ham, men derfor kunne hun jo godt se om han nu også altid skulle være så korrekt. Han var ikke som de andre drenge hun glædeligt udnyttede. Halfdan var... Anderledes. Hun kunne godt lide det.

Ak ja, Halfdan var mere idealistisk og filosofisk end som så. Han bar på mange sten i brystet, som vejede ham tungt ned. Sten han ikke kunne kaste fra sig, da han ofte var fuldt overbevist om at han var ganske alene i sine holdninger og synspunkter. Men med Litsas ord syntes det åbenbart ikke således. Dog følte han intet stort behov for at give aggressivt udtryk for netop denne tankegang, da det hvilede godt og grundigt i ham selv. "En skam, ja. Måske burde du fremover tjekke krogene og hjørnerne, inden du laver lidt sjov alene?" Nej, han havde ikke den mindste interesse i at vide detaljer om hvad hun gjorde med de sikkert mange drenge hun havde inviteret ind på livet af sig, så og sige. Seksualitet og dets lige, var ikke altid noget han havde kunnet hvile så godt i. Han skammede sig ikke over sin krop eller seksualiteten i sig selv, eller noget i den retning. Han var blot ikke som hende, eller de der lignede hende. Og derfor var han også splittet... Halfdan havde aldrig haft en kæreste. Og det var kun sjældent han havde kunnet inspirere lyst og trængsel i en pige eller ung kvinde. Det var først de seneste år han havde modnet sig nok til at indse, at ikke kun døtrene af Afrodite kunne forføre eller inspirere. Og først de seneste år han havde indset at der havde manglet noget essentielt i hans liv. Om denne mangel skulle tilfredsstilles af Litsa, var netop splittelsen han oplevede.

Et diskret udfordrende smil formede sig over hans læber ved hendes ord. Hun lokkede og udfordrede. Han ville være løgner hvis han sagde at han ikke nød hendes opmærksomhed. Dog ville han også være løgner, hvis han sagde at han gerne ville dele en sådan opmærksomhed. Men at håbe på en ændring af hendes natur, ville være fjollet og håbløst. Hun var hvem hun var... men hvad var det? Var hun blot udfordrende.. eller direkte promiskuøs, som så mange døtre af Afrodite var rygtet til at være? Roligt lod han sine hænder hvile mod hendes talje og sider, og vendte sig om - således at hun nu stod med ryggen mod bordet, og han med fronten mod hende. "Så så, Litsa.." Hænderne gled så længere ned ad hendes sider, og han greb om hendes hofter, for derefter at løfte hende op og sidde på bordet. "Nu ikke være for ivrig. Alle gode ting kommer til den som er... tålmodig.." Lød det en anelse lavmælt fra hans læber, imens han så stillede sig roligt og tålmodigt imellem hendes ben. En ene hånd hvilede mod hendes lår, og den anden var ført op til hendes læber, med en pegefinger let imod hendes læber. Selvom han talte om tålmodighed, var han dog ikke bleg for at nærme sig lidt, og læne sig lidt mere ind mod hende.

Litsa lo blidt over hans ord. Han var vist fuldt ud klar over hvad han ville finde hvis han nu engang skulle sende sin lille edderkop ind til hende. Der var helt klart ting han ikke ville se, med mindre han hungrede efter at se hende med andre fyre. Men der var også ting han uden tvivl ville finde interessante. "Hvorfor skulle jeg tjekke? Hvad får dig til at tro jeg ville prøve at skjule det?" Hun lo blidt og betragtede ham kort. Han var flot. Det var ikke helt retfærdigt at han skulle være så svær og at hun respekterede ham sådan. Hendes blik fandt hans igen efter en hurtig inspektion. "Du kunne jo sørge for det ikke var sjov alene." hviskede hun blidt, så blidt som en brise. Hun var meget sjældent så ihærdig i sin flirten. Enten gav de efter ved tredje blink med de brune øjne eller hun gjorde kort process og brugte sine evner. Det var få hun gad bruge tid på.

Hun så overrasket på ham da han vendte dem om. Det var hende der legede normalt, ikke hende der blev leget med. Hun klagede nu langt fra. I stedet smilede hun spændt til ham, klar på at lege og klar på at have lidt rigtigt sjov. Hun spredte også helt naturligt sine ben en smule da hun endte på bordet så han kunne komme tættere på. Hun lagde sine arme over hans skuldre med et smil der var næsten varmt. Bare det at have ham tæt på gjorde hende glad. Det var anderledes end når hun opnåede noget med en tilfældig fyr. Så var hun bare stolt. Lige nu var hun faktisk glad. Men hun vidste også det her ikke var en typisk opførsel fra hans side. Han kunne let afvise hende hvis han gad. Hendes øjne søgte ned mod hans læber inden hun igen så ham i øjnene. "Men det er så svært at være tålmodig." Hun rykkede en smule længere ud op bordet så deres hofter var tættere på hinanden. Der var dog ikke et sekund hvor hun ikke så direkte ind i hans øjne. Lige nu ville hun ikke gå glip af et eneste udtryk i dem. "Du er jo lige her..." Hendes stemme var ikke meget mere end en let vejrtrækning men han ville kunne forstå hende. Hendes ene hånd lagde sig blidt om hans nakke, og hendes fingre fandt op i hans bløde hår. Det ville være let bare at læne sig frem og stjæle et kys. Men der var ikke sådan det her spil virkede. Han førte, det gjorde hun ikke. Ikke den her gang. Sandheden i hendes egne ord gik også op for hende. Han var jo lige præcis lige her. Hvordan det kunne lade sig gøre forstod hun ikke. Han var langt over det niveau hun normalt plejede at beskæftige sig med. Det gjorde også bare det hele meget mere.. værd.

Nej, Halfdan var sjældent som han var nu. Det var heller ikke ligefrem scenarier han aktivt havde søgt, med mindre det havde kunnet lede ham til et videre mål. Og han skulle da ikke sige sig fra at have forført og smigret en enkelt gang eller to, blot for at udnytte. Men aldrig rigtig i lejren. Litsa var skam også den første i mange år der havde søgt ham i hans arbejdslokale, og måske ønsket mere end blot at få sit sværd repareret. Men han havde modnet sig i løbet af de sidste år. Havde fundet ud af, at han oftest kunne få hvad han ville have, hvis bare han rakte ud efter det. Og det gav et underligt rus, når det skete. Fyldte ham med en vild tilfredsstillelse, når ting gik som han ville have det skulle gå. Hvorimod han ikke altid håndterede modstand eller afvigelser fra sin egen vilje, særligt godt. Men Halfdan var en overlever... og han lærte at tilpasse sig. Også i spændende situationer som denne. Han ville nødigt have hun skulle tro, at han var ligesom alle de andre små drenge hun forførte. "Ja.. Det ville jo være en skam, hvis en så krævende som dig, skulle være alene." Svarede han hende, selv i en lille hvisken. Hans egen stemme var ganske maskulin, elegant, og varm. Og underlagt var ordene også lidt af en anden konstatering. Hvis hun ikke gad være alene, kunne hun sagtens ændre det. Og han tvivlede stærkt på at han ville være den første hun opsøgte. Det havde hun jo ikke ligefrem gjort indtil videre.

At se hende have det sjovt med en anden, var bestemt ikke noget han selv ville se. Han var alt for misundeligt bygget til så meget som at tænke på det. Så for blot at lade sig selv nyde dette så meget som muligt, kastede han sådanne tanker væk. En sådan viden gjorde det også svært for ham. Svært for ham at 'beslutte' sig for, om hun fortjente hans respekt og seriøsitet. Eller om han blot skulle behandle hende som et objekt. Og ligeledes svært at regne ud, hvorledes hun selv ønskede at blive behandlet. For dømte man blot på hendes adfærd, var det for mange ganske åbenlyst, at hun gerne ville behandles som et objekt. Men han mistænkte nu andet... Han kunne dog tage fejl, så såvidt som muligt, forsøgte han sig med en middelvej.

Hun søgte hans øjne, og hun skulle finde dem. Hans egne grønne øjne, fokuserede sig på hendes. Selvom læberne og hendes hvide tænder bag, og de små udtryk på hendes ansigt, ligeledes kaldte efter noget af hans opmærksomhed. Blikket var næsten granskende, selvom han ikke rigtig lod det flakke mod meget andet. Og det var let påvirket af et diskret smil, der formede sig ved hendes ord. Han tillod hvad hun ville, og som hun rykkede sig længere ud på kanten af bordet, fjernede han blikket fra hendes øjne, og rettede det ned imellem deres kroppe. Blot for at betragte sig selv rykke sig blot en anelse tættere på. Han fjernede også fingeren fra hendes læber, og lod i stedet begge sine hænder hvile på ydersiden af hendes lår og hofter. Og lidt efter lidt, begyndte hans blik så at glide op ad hendes krop igen, indtil han fangende hendes læber, og derefter hendes øjne, under hans øjenbryn. Hagen blev hævet en anelse, som han så i en ganske hurtig bevægelse, lænede sit ansigt ind mod hendes. Næsten helt tæt, så hans næse let rørte ved hende, men uden at hans læber rørte hendes. "Hvorfor kaste os selv blindt i nåden af vores lyster, når tålmodighed gør smagen så meget bedre..?" Hviskede han og drog et let åndedrag ind af sine næsebor, imens hans læber var let adskilte. Blot omkring en centimeter fra hendes egne. Hans ene hånd og dets fingre, viklede sig blidt omkring hendes slanke hals, med en tommelfinger under hendes hage.. På ingen måde hårdt, men for at kunne styre hende. Han ville ikke tillade hende at stjæle et kys. Ikke endnu, i hvert fald. Og for hver en bevægede hun gjorde med ansigtet fremad, rykkede han let tilbage, men holdte dog sine læber tæt ved hendes. "På et tidspunkt vil jeg komme til dig, og bede som din hjælp. Og jeg ved at du ikke vil afvise mig, eller afslå. For til den tid, vil du have fået blot en smagsprøve af hvad der mon venter dig som.. belønning.." Hans ord, rolige og fattet, alt imens han strakte sin krop en anelse. Som han talte, lod han de bevægende læber, let strejfe hendes egne, som for at pirre hende. Han næsten frygtede, at skulle hun få hvad hun ville have nu, ville hun ikke komme tilbage. Men hvis han derimod lod hende hungre blot en smule, var der nok en større chance for en større effekt på hende, og derved en større chance for at hun ville vende tilbage... Mon hun kendte til smagen af hendes egen medicin?

Litsa lo lidt over hans ord. Han var en af de få drenge der stadig kunne forme interessante og intelligente svar selvom hun kom tæt på. Hun nød drenge der var drevet af andet end sex. Hvis hun skulle bruge sin tid på drenge der ikke var, ville hun kede sig ihjel. Hun kunne jo praktisk talt styrer de fleste drenge med de rigtige ord og et blink. Hvis der en ting hun var god til var det ord. Hun vidste hvad hun skulle sige til den hun nu snakked emed for at få sin vilje. Men det var ikke sådan hun var sammen med Halfdan. Hos ham turde hun godt bare sige hvad hun tænkte, så som at spørge ind til hans ting. Hun havde lært at spille dum blondine fik de fleste drenges opmærksomhed, men det var ikke den hun var. Derfor fik hans ord om hende der var krævende hende også til at le. Hun så ned som om hun skammede sig men smilede så op til ham. "En så krævende som mig har brug for en der kan tilfredsstille mine krav." Hun lagde sit hovede en smule på skrå. Til forskel fra rigtig mange drenge gik hun ud fra at Halfdan ville kunne udfordre hende mentalt og ikke bare give efter og tage hvad han kunne få. Han havde klart ændret sig meget, men hun havde fulgt med på sidelinjen og lyttet sig frem til hvosdan han var blevet. Hun var helt klart fan af hvor moden og selvstændig han var nu, og hvordan kunne prioterer. Det eneste hun frygtede ved hans selvsikre jeg var at hun måske ikke havde så let ved at komme tæt ind på ham. Det var ellers en ting hun virkelig gerne ville, for at dømme ud fra hvad hun så og følte var han en meget spændende person hun delte vigtige meninger med og som hun absolut ikke ville misse tid sammen med. Spørgsmålet var bare om han var af samme mening om hende.

Hun så spændt på ham som han betragtede hende. Hendes øjne fulgte hans og hun prøvede at finde ud af hvad han kiggede på. Heldigvis vidste hun at der ikke var noget han burde kunne være skuffet over at se. Hun var jo datter af gudinden for skønhed, så hvis han kunne finde noget at klage over ville hun blive meget overrasket. Hun smilede til ham da hans øjne fandt hendes igen og kom med et lavt gisp af overraskelse da han pludseligt var meget tæt på med sit ansigt. Hun fulgte godt med i hvad han sagde men var ikke helt tilfreds. "Hvem siger vi kaster os?" Hun hviskede det blidt tilbage og lod begge sine hænder find op i hans hår. Et eller andet sted håbede hun det betød han ville blive så tæt på og ikke trække sig væk. Hun kunne godt lide at være så tæt på. Hans leg med hende underholdte hende, og frustrationen hun følte gjorde det kun bedre. Det var første gang hun var på den anden side af den her leg, men hun klagede ikke. Hans blive greb der holdt hende fast fik hende kun til at smile mere. Hun lagde nu heller ikke skjul på at hun fandt det tiltrækkende at han tog over. Hun bed sig igen i læben og hendes øjne flakkede ned til hans læber. Det var umådeligt fristende men hun holdt sig fint på afstand. Hun måtte accepterer det var ham der bestemte over legen lige nu. Lige nu.
Hendes ene hånd gled fra hans nakke og ned til hans brystkasse for at lukke sig om hans trøje. Alt hvad hun kunne gøre for at vise han skulle blive lige her og ikke trække sig væk prøvede hun. "Smagsprøve? Det lyder... Spændende." Hendes stemme var kælen og fyldt med lyst og undertoner. Jo, hun hungrede. Han gjorde alting rigtigt. Han sprang ikke på hende. Han trak det ud, han kunne sig nej og han kunne tage kontrollen over hende. Det var alt hun elskede og alt hun ville. Hvis han bare ville give hende så kaldt smagsprøve, ville hun være tilfreds for i aften. Det var helt sikkert hun ville komme igen, og hun havde fornemmelsen af det ville være mere end en gang. Hans arbejdslokale skulle nok blive flittigt besøgt det næste stykke tid. Hun ville ikke kunne holde sig væk.

Halfdan nød det. Spillet imellem dem, og måden hun syntes villig til at deltage. Hun virkede begærende.. Og han skjulte det selv samme. Nogle få gange så han sig selv give efter for fristelsen der sad på bordet foran hende. Men han fandt det nu meget mere tilfredsstillende at lade hende arbejde blot en smule for det. Lade hende vente en anelse længere, så en større lyst forhåbentligt ville vokse. Han var ikke som så mange andre.. Det var hun skam heller ikke. "Vær sikker på at sige til, når du har fundet den person." Lød det lavmælt, lidt drilsk, og udfordrende fra ham. Ord der havde forladt hans buttede læber, på trods af at han kune tænke sig til hvilken person hun ville pege mod. Eller, det kunne han jo kun gisne om.

Hun virkede til at have en smule svært med sin tålmodighed. Dog, føjede hun sig efter hans ord, og han nød det. Men.. lysten var også i ham. Hun virkede ualmindeligt attraktiv. En sand datter af Afrodite, ville mange nok mene. Og selvom han ikke viste det, krævede det ligeledes meget af hans selvkontrol, at holde sig selv i snor. Han var næsten overrasket over at hun havde ladt ham gøre dette. Overrasket over at hun virkede så... bøjelig. Dog kunne han stadig mærke hvorledes hun holdte i stoffet af hans trøje, og den anden hånd bag hans nakke. Uden egentlig at tøve eller svare, smilte han diskret og strakte sig så mod hende, for at lade sine læber presse imod hendes. Omfavnede dem i et blidt, men stadig lystent kys. Han var nogenlunde rolig, men lod hende dog også vide at der var mere. Og det var godt.. og føltes næsten som at vare en evighed, inden læberne igen blev trukket lidt tilbage. "Godt arbejde bør blive belønnet..." Hånden om hendes hals, var gledet om bag hendes hoved, imens hånden om hendes hofte, klemte blot en smule mere bestemt om hendes bløde figur. "Så hvad synes du? Ville du være samarbejdsvillig, en anden gang?" Spurgte han hende så hviskende, efter han havde ladet sin kind hvile kort mod hendes, og læberne ved hendes øre. Derefter plantede han et rolig og lille kys mod hendes kæbe. Han ventede dog lidt, og lod hende forstå, at hvor langt ned hans læber ville gå, ville være afhængigt af hendes svar...