I Knew You Once

Hun så forventninsfuldt op på ham med et smil. Hun håbede efterhånden inderligt at han bare ville kysse hende. Det var meget meget sjældent hun ønskede den slags. Hans leg, hans spil og hans ro gjorde det bare så meget mere fristende og ikke mindst tiltrækkende. Den gang for nogle år siden da de havde haft noget havde det ikke været på den her måde overhovedet. Det havde været mere barnligt og mere useriøst, og langt mere... desperat. De havde været unge, hende ikke mindst. Hun havde været i den alder hvor hendes evner skulle på plads og var i tvivl om hvem hun egentlig var. NU vidste hun det og det gjorde det nemmere at vide hvad hun ville have. Det at hun skulle sige til var vist kun for at fiske om komplimenter. Hun gjorde i hvert fald ikke noget for at skjule at han havde hendes fulde interesse, og ikke kun på det seksuelle plan.

Hendes velvilje til at spille med afhang udelukkende af at han fuldstændigt havde tryllebundet hende. Hun vidste det ikke var noget han kunne sørge for, det var ikke som hendes brødre og søstre der rask væk pillede ved folks følelser. Det her kom direkte fra hans personlighed. Det var det fængslene, det var hvad hun ville have og det var hvad hun var villig til at bøje sig for. Derfor var det både en lettelse og en ny spænding da han endelig lænede sig frem og kyssede hende. Hendes greb om både hans trøje og hår blev strammet som en form for forløsning fra den spænding han havde opbygget i hende nu hun endelig blev belønnet med følelsen af hans bløde læber imod sine igen. Det var også endnu engang et hint til at han ikke skulle vove at flytte sig. En datter af Afrodite gave ikke bare sådan slip på sit bytte. Selvom han var mere end det. Hun skubbede samtidigt sine hofter en smule frem igen, som svar på hans hånd imod. Det var en rar og tryg følelse, at sidde her i hans arbejdslokale så tæt på ham og lukket væk fra resten af verden. Hun kunne vænne sig til det. 
Hun var næsten i åndenød da han slap hende og hun åndede ud i en blid lyd. Hun så på ham og sørgede for at han kunne se præcis hvor tilfreds hun var og hvor meget mere sulten hun var blevet. Begge ting var meget. Specielt sulten. Det var så sjældent hun måtte tage sig til takke med blot et kys, men hvis han ønskede det sådan måtte hun adlyde - sådan var spillet. "Samarbejdsvillig? Jeg vil altid stå til tjeneste og min dør vil altid stå åben..." Hun lagde hovedet en smule på skrå så hun blottede sin hals for ham, selvfølgelig den sidde han havde kysset hendes kæbe i. "Og ikke kun min dør." Hun smilede lidt og snakkede stadig lavt. Det var nu mere åndeløst nu, for hun var virkelig opsat på at få det ud af ham hun kunne den aften. Det var langt fra udnyttelse fra hendes side, det var ren lyst der drev hende. Hun ville ham, mere end hun nogensinde havde villet. Det var ikke retfærdigt. Hendes hånd om hans trøje blev løsnet og hun flyttede den op til hans hals for bare at mærke ham og føle den smule magt hun nu kunne have, selvom hun lod ham fører. "Jeg tror jeg kender en der kan møde mine krav." Hviskede hun drillende med et smil. Han kunne ikke bare møde dem, men tilfredsstille dem og meget mere.

Han burde stoppe. Men for hvert sekund der gik, blev det sværere og sværere. Hun var så.. magnetisk. Drog ham til sig, som var de begge modpoler. Bogstaveligt talt, kunne han ikke holde hverken fingrene eller læberne fra hende. I hvert fald ikke indtil videre. Men en del af ham vidste dog også det ikke kunne blive ved.. Dog, var hun for fristende. Alt, alt ved hende bød ham velkommen, og hun gav ham tydeligvis den magre kontrol, indflydelse, og 'magt' som han gerne ville have blot en smule af. Som var hun hans at forme og påvirke efter egne lyster. Og selv uden hun havde givet ham særligt meget, føltes det alligevel som om hun gav ham det hele. Hvilket havde været en sjældenhed i hans liv, uden at han havde været nødt til at slide og slæbe for det. Det var så... tilfredsstillende.

Hendes ord var også perfekte. Sagt med en ynde og næsten sårbarhed, der blot inspirerede ham til at fortsætte en anelse. "Det er jeg glad for at høre.." Svarede han hende som han lige nåede at smile en anelse mod huden ved hendes kæbe. Han kyssede hende på halsen, ikke langt fra øret, for derefter at lade sine læber strejfe hendes hud i en lille vandring længere ned ad halsen. "Mhmm." Næsten brummede han mildt, og tog blot en anelse bedre fat i hendes hofte, som han pressede sine læber mod den bløde hud af hendes hals. Også en anelse inspireret af måden hvorpå hun atter rykkede sine hofter tættere mod hans. Han var ved at være tændt, og det både behagede ham, og foruroligede ham. Et behag af at mærke hende mod sig og ved sig, og et ubehag ved måden hvorpå hun kraftigt syntes at kunne påvirke ham. Det var måske ham der havde taget styringen, men han følte sig alligevel sårbar. Som gele.

I en ganske bestemt bevægelse, fjernede han sin hånd fra hendes hofte, og lod den glide imellem hendes ben, og helt op imellem hendes lår. I det samme fjernede han længselsfuldt læberne fra hendes hud, og trak hovedet lidt til sig igen, så han kunne se hende. Men ikke mere end hvad hendes tag om ham tillod. "Det vil tiden vise.. Men for nu," ... "Tålmodighed.." Sagde han så med et lilel smil og betragtede hendes ansigt. Derefter gjorde han mine til at ville træde lidt tilbage, og lade hende hoppe ned fra bordet, så hun kunne vimse ud.. Han havde brug for lidt tid. Tid til at køle ned, i hvert fald. Rationelle og intelligente beslutninger blev ikke taget når han følte sig så... draget..

Hun nød den rolige og tålmodige måde det blev gjort på. Han var så blid og så... Ja, næsten kærlig. Hun følte sig værdsat, ikke fordi hun var en pige med en flot krop, men fordi hun var hende. Det var en rar følelse, en følelse af at blive set. Hun kunne ikke vide det var sådan han tænkte, men det var sådan hun følte og lige nu var det godt nok. Samtidigt var der en underlig del i hende der blev havde lyst til at være her, tæt på, og ikke behøvede det mindste seksuelle. Hun ønskede bare at føle denne sjældne følelse af at blive holdt om og holdt af, uden der var krav om at hun skulle tilfredsstille et primitivt behov. Hvordan hun kunne få det hen, var hun i tvivl om. 

Hans læber imod hendes hud gjorde hende kun endnu mere tiltrukket af ideen om bare at blive værdsat og ikke udnyttet. Hun havde heller ikke lyst til at udnytte ham, så hvorfor skulle nogle af dem? I starten havde hun, men nu var hun mere interesseret i bare at få lov og være tæt på ham. Hun sukkede af velbehag over følelsen af hans bløde læber imod sin hud. Hun elskede hvert minut, hver berøring og hvert åndedrag de havde sammen lige nu. HUn ønskede for alt i verden at han ikke stoppede igen. Han måtte ikke give slip og lade hende være alene igen. Det ville hun ikke kunne bære lige nu. Derfor gav det hende også et chok da hans hånd pludseligt rykkede sig. Hun løftede øjenbrynene og smilede til ham på den flirtende og meget interesserede måde hun havde gjort før. Hvor var det altså bare ikke fair at han kunne køre rundt med hende på den måde. Alligevel følte hun ingen skyldfølelse overfor drenge hun havde gjort det samme ved. Det her var anderledes, det måtte det være. 

Hun greb fat om kraven i hans trøje da han ville trække sig væk. Hendes øjne måtte næsten vise panikken i hende. Han måtte ikke give slip og lade hende gå. Hun havde ikke lyst til at gå. Hun ville bare gerne have lov til at blive her, til at blive i nærheden af ham. "Jeg kan være tålmodig." Hendes stemme var ikke blød længere, men nærmere som om hun konstaterede et resultat af en kamp. Hendes greb slap en smule, men hun holdt ham stædigt fast ved sig. "Men ikke alene." Det var måske lidt kryptisk sagt, men hun ønskede ikke at være alene. Hans selskab havde fået hende til at hungre efter mere. Hun ville ikke være tilfreds med at skulle gå igennem en mørk, kold lejr nu for at gå i seng helt alene og tom. Hun havde brug for hans selskab, brug for at mærke han ville hende selvom de ikke havde noget de skulle. Han måtte da se hende som mere end bare et objekt, ikke? Han var vel klogere og ikke mindst mere omsorgsfuld end det? Hun fortalte sig selv at selvfølgelig kunne han lide hende for den hun var, men hun vidste også det ikke var helt sikkert. Hendes øjne blødte op og det overfladiske gled endnu en gang af hende. "Jeg ber pænt. Jeg vil gerne blive her." Uskylden i hendes stemme var ægte denne gang. Hun havde ingen bagtanker, ingen forventninger og ingen formål han ikke måtte vide. Alt hun ønskede var at blive her. Bare for den aften. Som en start.

Et kort øjeblik. Blot en fraktion af et moment, fangede han sig selv i at tænke tilbage til da de to flirtede. Hvad der syntes en evighed siden. Tanken næsten skræmte ham. Hvad skete der lige? Han var ikke længere den svækling. En lille forskræmt dreng, der lod andre gøre med ham som de ville det. Sikkerheden næsten voksede i ham. En vished. En ulmende følelse... hun udnyttede ham. Der kunne ikke være nogen anden forklaring! Han var ligesom alle andre i hendes øjne. Og uanset hvor meget han gerne ville overbevise hende anderledes, ville intet ændre hvem eller hvad hun var. Han var bare et bytte...

Først da hun trak i hans krave, kom tankerne på andre vande. Og selvom han udenpå holdte sig i ro og ved fatningen. Med en attitude der emmede af selvsikkerhed, var meget af dette ved at være overvældende for ham. Ville hun mere? Eller ville hun blot kaste ham til side? Hans mistroiskhed kæmpede en brav kamp for at få ham til at slippe hende. Som en skrigende stemme i hans hoved, der bød ham at være forsigtig, og bød ham at være hård. Alt sammen imens der hvilede en trang til blot at hive fat i hende, og rive den smule tøj af hende.

Hendes ord overraskede ham en smule, hvilket viste sig som et hævet øjenbryn, og da han lagde hovedet en anelse på skrå. "Du er vant til at få hvad du vil have, er du ikke?" Lød det så fra ham, udfordrende såvel som næsten altsigende. Nej. Hun ville ikke få hvad hun ville have denne aften. Beslutningen var blevet taget, og han ville ikke vige fra den. Hvad ville dog også være det sjove i, at udforske alt på blot en enkelt aften. Når den langsomme vej til klimaks var så meget, sødere. "Men du får det ikke i aften.." Lød det så, en anelse mere bestemt. Hun måtte lære at tage et nej for et nej, og han var mand nok til at vide hvad han ville have, og hvilken tilfredsstillelse han ville give hende. Hvad han dog ikke ville give hende, var tilfredsstillelsen af at have fået ham på samme krog som hun havde fanget så mange andre med. I hvert fald ikke nu. Hurtigt lænede han mod hende inden hun kunne nå at sige noget, og placerede endnu et kys mod hendes læber. Denne gang mere ivrigt og mere krævende. "Men en dag inden længe vil jeg være der, og så har du bare at være klar til mig." ... "Jeg forventer at din dør vil være så åben, som du påstod den ville være." Det var på tide han gjorde krav. Krav på hvad han ville have, og krav på at blive hørt, ikke mindst. Det var ikke hans hensigt at være ond eller pinende.. blot, hård. Det ville tage mere end en håndfuld smigrende og tikkende ord på en enkelt aften, for at frarøve ham hans selvkontrol. Han havde trods alt en stolthed at tage vare på, og han vidste endnu ikke om han turde stole på hende.

Denne gang rykkede han sig mere bestemt væk fra hende med øjnene plantet mod hendes, og kort vendt mod hendes læber. Et lille smil over hans læber, imens hans blik blev mere betaget, desto længere væk han kom. "Vi ses.. Litsa." Sagde han udfordrende. Han havde ingen skrupler over at smide hende ud. Hendes rygte var hendes eget skaberværk, og han var hvem han var. Dog, ville han ikke lade hende gå uden at granske hende godt og grundigt. For uanset hans tanker om hvad der lå bag det søde smil og gyngende hofter, så var hun begæret.. af ham. Til forskel fra så mange andre, holdte Halfdan sit ord, og han ville hellere lade hende vente i spændingen, frem for blot at give efter for sine egne og hendes lyster. Som var det en befaling.

Hendes øjne flakkede imellem hans, prøvede at finde ud af hvad han tænkte. Normalt var det let for hende at vide hvad drenge tænkte om hende. Hun vækkede lyst i dem, så der var ikke mange muligheder. Halfdan var ikke som de andre, og derfor var han sværere at greje og sværere at regne ud. Det var det der var så tillokkende ved ham. Hun var sikker på at om hun så var en flue på væggen og observerede ham de næste fem år ville hun stadig aldrig helt kunne være sikker på hvad han tænkte og mente. Hans ord fik hende til at rynke brynene en smule. Jo, hun fik altid hvad hun ville have. På den ene eller anden måde. Det burde han vide. Alligevel nikkede hun svagt som svar på det, klar over det nok ledte til mere end bare et spørgsmål. 

Hun bed tænderne sammen da han fortsatte men hendes ansigt blev ikke koldt som så ofte når folk sagde hende imod. I stedet for forblev hendes ansigtsudtryk blot undrende. Ved andre ville hun enten presse på og bruge sine evne, eller blive hysterisk. Det sidste skete sjældent, men ved nogen virkede det bedre. Hun prøvede i stedet at finde ud af hvorfor han sagde nej. Han ville jo godt, det havde han vist og hentydet til, så der måtte være noget andet der stak under. Hun nåede dog ikke at regne ud hvad før han kyssede hende. Hun gengældte mindst lige så ivrigt som han kyssede hende. Det var sjældent hun ikke bare var afholdende og virkede ligeglad, men hun ville ham og hans nej gjorde hende kun mere stædig. 

Hans løfte om at komme til hende fik hende dog til at smile igen og hun lagde hovedet lidt på skrå. "Som sagt, er det ikke kun min dør der vil være åben." Hun smilede til ham. Han ville være mere end velkommen når han kom. Hvis det altså passede hende. De kunne begge lege den her leg, og hun ville ikke være den eneste der blev trukket rundt med. Hun havde stadig sine tricks og sin værdighed at tænke på, uanset hvor fortryllende og tillokkende han virkede. Hun gav slip på ham da han trak sig væk og hun betragtede ham en sidste gang inden hun i et let hop skubbede sig ned fra bordet og igen lagde hovedet på skrå. "Ja, vi ses." konstaterede hun inden hun gik imod døren. Hun vendte sig dog om inden hun åbnede den og sendte ham et af sine kontrollerede blikke og lidt for selvsikre smil. "Men vi må jo se hvor spændende vores næste møde bliver." Hun trak på skuldrene som om det ikke rørte hende. Selvfølgelig rørte det hende, og det vidste hun godt han også vidste. Men måske kunne hun få ham til at tvivle. Hun blinkede til ham inden hun åbnede døren for at forlade ham som han ønskede.

Halfdan var forbandet. Forbandet, med et sind der sendte en evig tankestrøm igennem hans hoved. Evige analyser, der konstant kritiserede og stilte spørgsmålstegn ved ham selv og andre. Som var han skabt til at forholde sig kritisk og mistroisk til nærmest alt omkring sig. ... Som var han skabt til at forstå mekanismen af gear og tandhjul, og være uforstående overfor mekanismen af det bankende hjerte. Men uanset hvor uforstående, kritisk, og mistroisk han end måtte være af natur, vidste han også at Litsa havde sin egen natur. Sin egen måde at gøre ting på. Og måske, derved sin egen mekanisme. Så derfor var han ganske glad for at hun reagerede som hun gjorde. Hun reagerede næsten udfordrende og åbent, hvilket da klart var bedre end hvis hun havde reageret negativt eller fjendtligt.

Halfdan smilte skævt efter at have betragtet hende gå mod døren. Hun var meget udfordrende endda. Og lagde kun en fair mængde 'pres' på hans skuldre, sikkert som payback for at have afvist hende. Han vidste godt at han nok hellere måtte gøre det bedre og lidt mere spændende næste gang. Men han havde dog ingen bekymringer. "Bare rolig, Litsa. Du bliver ikke skuffet..." Svarede han hende og betragtede hende nysgerrigt, idet hun forlod ham.

Beslutningen var endnu ikke helt taget, om dette var en god eller dårlig ting. Og i et øjeblik stod han lidt for sig selv. Hænderne endte i hans lommer, og han rynkede sine bryn en smule. Han forsøgte at forholde sig til situationen, men tankerne faldt hele tiden på hende. På Litsa. Hvis blot der var nogle få ændringer til hende, ville hun være helt igennem perfekt. Og en del af ham følte at hendes væsen var stik imod alt hvad han fandt attraktivt. Og dog... kunne han ikke fjerne hende fra sine tanker. Han måtte nok hellere finde noget andet der kunne holde ham beskæftiget, og ikke mindst, gøre de nødvendige forberedelser.. Derved satte han i bevægelse, og hev frakken af stolen, for derefter at forlade Hytten...

//Out