The claiming - Aria

Det var endnu en solskinsrig dag i Halvblodslejren, Long Island. Som det ganske rigtigt lå i dens navn, så var Halvblodslejren et sted for specielle folk af halvt blod – halvt gudeblod. Første gang man hørte de ord, havde man straks lyst til at bryde i latter og råbe ”okay, fed joke!” men sagen var bare, at det ikke var en joke.
Lucas McBride kunne tydeligt huske hans egen reaktion, da han fik af vide at han var et barn af én af de gamle græske guder. Han havde først stirret åndssvagt på hans bedste ven Marc, som også påstod at han var
halv ged/halvt menneske, og så var han brudt ud i latter. Dog, ligesom de fleste andre, havde Lucas hurtigt opdaget at det ikke havde været en joke, at Marc havde fortalt ham sandheden, og at han rent faktisk var søn af en af de gamle guder - spørgsmålet var bare hvilken?
Det var stadig et spørgsmål der nagede ham, tre år efter hans ankomst til lejren, for der var endnu ikke en gud eller en gudinde der havde ”claimet” ham som deres barn. Hvorfor de ikke havde gjort det vidste han ikke, men han havde fået af vide, at nogle gik hele deres liv uden at blive claimet og aldrig fandt ud af, hvilken gud de rent faktisk tilhørte. Den tanke skræmte Lucas en del, da han havde svært ved at forstå, hvad der var så forkert ved ham siden ingen gad indrømme deres tilknytning til ham, men med tiden havde han lært at leve med tanken om, at han nok aldrig ville finde ud af hvem hans gudeforældre var.
På denne sommerdag, der egentlig bare lignede enhver anden dag i lejeren, var Lucas blevet kaldt op til hovedbygningen af Chiron, og som han gik der fra Hermes Hytten, der havde været hans hjem de sidste tre år som uclaimet gudebarn, kunne han mærke hvordan nervøsiteten steg mere og mere op i ham.
Han havde kun haft få og meget korte samtaler med Chiron før, der mest af alt havde handlet om, at han skulle løbe et ærinde eller finde en anden person til kentauren, men denne gang var det virkelig ham han gerne ville se. Spørgsmålet var bare hvorfor? Normalt var Lucas god til at passe sine ting, og holde sig ude af ballade af enhver slags, men nu var han altså alligevel blevet kaldt op til Hovedhuset, og det var yderst bekymrende.
Den nu 13-årige knægt med det uglede hår gik med tunge skridt mod huset, med hænderne dybt nedgravet i sin hoodies lommer, og et par grublerynker i panden. Hans øjenbryn var trykket sammen, som de altid var når han var optaget af en dyb tanke. Han vandrede gennem lejren, uden rigtig at ænse sine omgivelser, og stoppede op et par meter udenfor Hovedhusets port. Lucas’ hjerte bankede med 180 i timen, og han blev nødt til at tage et par dybe indåndinger før han tog de sidste par skridt ind i gården, hvor kentauren ventede på ham sammen med en mørkhåret pige, der ved første øjekast virkede fuldkommen ugenkendelig.
”Rart at du kunne komme, Lucas,” sagde Chiron en smule tvært, da han kom over fem minutter for sent.
Lucas sagde ikke noget, men så blot på pigen der stod ved Chirons side. Nu hvor han var kommet tættere på så hun faktisk en smule bekendt ud, men han vidste ikke hvorfra. Hans hjerte var begyndt at banke igen, helt uden grund, men han havde på fornemmelsen at denne pige var mere end hun så ud til.

Aria var modsat mange af pigerne på hendes aller altid haft en masse energi - og den blev ikke altid brugt lige fornuftigt. Lige fra hun havde muligheden for det, stak hun ofte af hjemmefra i natten for at gå på opdagelse. Dog en aften var der noget som havde overrasket hende. Først havde hun troet at hun egentlig blot drømte, men til sidst så angreb det hende. Hun måtte have drøm, eller det mente hun. Da hun vågnede næste morgen var hun i en fremmed bil med dunkende hovedpine. Ved hendes side sad en af hendes gode venner. Her fik hun alt at vide, men kunne ikke suge det helt til sig. Aria havde læst meget om græske guder, men det betød ikke, at hun ikke havde svært ved at tro på det. Det forklarede måske, hvorfor hendes forældre aldrig havde bekymret sig for en skid af hvad hun fortog sig. Det tog en langtids rejse, men til sidst kom hun hen til lejren. Her fik hun at vide, at hun skulle vises rundt af en på hendes alder - det gjorde det måske lettere at finde nogle venner eller halvsøskende. Man udviklede sig jo i takt med relationer.

Aria fik hurtigt fattet drengen der kom imod dem hed Lucas. Hun sank en klump og kiggede på ham. Han så en smule bekendt ud, men ligenu tænkte hun ikke ydligere omkring det. Faktisk ville hun bare gerne have stillet sin nysgerrighed. "Navnet er Aria." Sagde hun så frisk, trak en smule på smilebåndet. Det var som om, at hun følte hun kendte ham - og alligevel så virkede han fjern for hende. Dog i havde hun det stadigvæk som om, at hun kunne fortælle ham alting. Selvfølgelig var hun blot en pige som lige var trådt i teenage alderen, men den følelse her - den var nu så mærkelig.

Hun vidste godt, at han skulle give en rundtvisning, men fik det nu at vide endnu engang. Og derpå blev de to unge efterladt, så de kunne komme igang. Aria sank en klump og kiggede sig kort omkring - inden hun lod sine øjne hvile imod Lucas igen.
"Så, hvor længe har du været her?" Spurgte hun kort efter. "Ved du hvilken gudeforældre der er din?" Spurgte hun hurtigt efter det andet spørgsmål var stillet, hun var nysgerrig anlagt.

Lucas blev lettet over at høre, at han ikke var i problemer men blot skulle give den nye deltager en rundvisning i lejeren. Den mørkhårede, halvbekendte pige præsenterede sig selv som Aria, og Lucas nikkede kort og præsenterede sig selv, med et lille smil spillende om sine læber. Efter introduktionen forlod Chiron dem, og de to unge halvguder var nu alene. Aria så en smule nervøs ud, men alligevel gik der ikke mere end omkring 20 sekunder, før hun begyndte at spørge ind til ham. Med et lille, skævt smil svarede Lucas på hendes spørgsmål.
”Jeg har været her i lige godt tre år,” sagde han, og fastholdt sit blik på hende. ”Og ulige mange andre her i lejeren, så har jeg absolut ingen anelse om, hvem min gudeforældre er. Jeg er det vi kalder for uclaimet.” Da han fortalte den sidste del blev hans stemme en smule sørgmodig, hvilket den altid gjorde, selvom han godt var klar over, at han nok aldrig ville blive claimet, og at det bestemt ikke nyttede noget at begynde at tude over det. ”Men skal vi ikke se at komme afsted ud i lejeren?” spurgte han så, og forsøgte at live stemningen lidt op igen. ”Der er rigtig meget at se, og hvis vi ikke går nu bliver vi først færdige med rundvisningen om flere uger!” Lucas gjorde en gestus med hovedet, som tegn til at hun skulle følge med ham, mens han satte afsted ud gennem gårdspladsen og videre ud på den nedtrampede sti.  

//Beklager både længden og ventetiden!