This Day Aria ~ Jason

Jason sad oppe i et træ på en af grenene, hans falkeblik var rettet over skovens træer. Stilheden og roen var dejlig når man ville have fred og nyde solskinnet som var tilfældet i dag, han lagde sig tilbage op af træet, smilede, lukkede øjnene, lyden af åen, var altid beroligende. Jason lyttede og lyttede til lydene i skoven, han hørte skridt, men da det ikke generede ham, var der jo ingen grund til at undersøge det med det samme, solen kaldte jo bare, ligesom skoven gjorde. Hunter fløj over ham og vingeslagende var i samme rytme som hans hjerte. De var jo også tæt forbundet, det havde de altid været. Jason følte sig usikker og sårbar uden hende. Han satte sig op da han hørte lyden af sang, åbnede øjnene og så sig omkring, han fløjtede og Hunter fløj ned til ham og satte sig på en gren over ham, han så ned, rejste sig og sprang ned mod jorden, og landede med et bump på jorden og rejste sig så igen, endnu engang fløjtede han og høgen fløj ned og satte sig på hans skulder mens han så rundt efter lyden på sangen.

Jason begyndte at gå direkte mod lyden med lydløse skridt som en jæger, hvilket bare var naturligt for ham, og det skræmte som regel folk når han bare sådan dukkede op ud af det blå uden en lyd.

En fugl fløj over himlen, men generede hende ikke.
Hun sukkede og holdt op med at synge, hendes hoved blev skjult i hyende hænder.
Mens hun græd bitre, salt tårer over hendes eget uheld. Selvmedlidende tårer...
Fuglen skreg, og rev hende ud af hendes tankegang.
Hun så sig omkring og rejste sig op, hendes gyldne øjne søgte efter liv i skovens skyggefulde kroge.
Intet at se.
Hun rystede på hovedet og begyndte at gå igen, væk fra træet og videre hen over skovbunden.
Hendes øjne var fæstnet mod hendes hænder, der nogle få øjeblikke senere havde en flamme dansende på hver håndflade.
Hendes øjne var blanke, men tårerne flød ikke.
Hun kiggede op mod solen og blinkede et par gange, var det... ikke en vogn trukket af fire heste inde solen? Eller var det foran?
Hun lukkede hendes hænder, flammerne blev slukket og hun lod dem falde ned langs hendes side.

Jason gik forsat mod lyden af skridt, han sukkede kort over at sangen var holdt op, men var stadig glad for at solen skinnede.
Hans gang blev hurtigere men han bevægede sig stadig lydløst ”Hunter undersøg lige hvor lyden kommer fra og kom her tilbage igen” han snakkede lavt for ikke at blive opdaget.
Han begyndte lydløst at løbe over skovbunden og sprang op i et træ for at få lidt bedre overblik og hvis det nu skulle vise sig at det han jagtede vendte om, så stødte han ikke ind i det, men kunne stadig følge det. Stadig forventede han at støde ind i en person og måtte da også give sig til kende inden han forskrækkede nogen uden grund.
Hunter strøg over himlen som hans spejder for at Jason skulle have et bedre overblik over hvem han fulgte og hvor vedkommende var på vej hen.

Uden nogen destination var det svært at følge en bestemt sti, hun ville selvfølgelig gerne hjem til hytten... men der var så rart herude.
Fuglene sang, vinden hviskede i træerne og der var ingen råb fra lejren der nåede herud.
Vinden fik et par visne blade fra sidste efterår til at hoppe rundt, det var som om de legede med hinanden og vinden.
Hun smilte og standsede op for at se på, det så sødt ud.
Et lille, ynkeligt pip tiltrak sig hendes opmærksomhed. Hun så sig omkring efter det sted lyden kom fra.
Blikket faldt på en lille bunke grene og mos... en ødelagt rede.
Hun bed sig i læben og skyndte sig derhen, en blå vinge stak ud fra reden og da hun kom tættere på, så hun hele fuglen.
Gult næb, hvid mave og for det meste blå fjer.
Hun samlede den op i sin hånd, for at se om den var skadet. Hun rørte den på vingen, den gav et lille pip fra sig... Brækket vinge.

Jason fulgte stadig Hunter, som fløj over hans hoved. Han ville bare følge med og se hvad der skete, for at se og høre om det var der sangen stammede fra.
Han nød stilheden, men sangen lød anderledes end noget andet. Derfor ville han følge det indtil han fandt kilden.

Jason mærkede vinden der legede med de mørke lokker på hans hoved, han elskede at bevæge sig over jorden, der var ingen at tage hensyn til.
Han forsatte i samme fart fra træ til træ. Han blik søgte stadig gennem træerne.

Jason hørte det lille pip, og sprang af sted hurtigere. Han sprang ned på jorden. Begyndte at løbe over skovbunden mod lyden, da dyr kom før mennesker, han kom ud gennem en busk og stoppede op og fik øje på reden og pigen, helt stille stod han og betragtede hende uden en lyd. Hunter skreg og styrtede mod jorden for at sætte sig på Jasons skulder igen.

"Så, lille fugl...", hviskede hun og strøg den over dens lille blå pande.
Hun elskede dyr, og hadede når de blev skadet.
Hun kiggede igen på den brækkede vinge, den sad i en helt forkert vinkel.
Hun så på den ødelagte rede, der var lavet af grene, blade, græs, mos og fjer.
Der røg noget græs ned fra en gren højt oppe ned i hendes hår, som hun pillede ud, for derefter at se hvor det kom fra.
Oppe fra en gren mindst tre meter oppe sad resterne af den nedfaldne rede. Hun sukkede og kiggede igen på fuglen i hendes hånd.
Den havde været helt ufattelig heldig ikke at dø i faldet, hendes blik var mildt og medfølende.
Fuglen lukkede øjnene i et kort sekund i nydelse, men åbnede dem pludseligt og prøvede at flyve væk ved at baske med den ene vinge, da et skrig helt sikkert fra en rovfugl skar igennem stilheden.
Hun trykkede den blidt, og beskyttende ind mod sit bryst, mens hun så op mod himlen efter et glimt af den fugl hun og fuglen havde hørt.
"Så så, jeg vil intet lade dig ske, min ven...", hviskede hun ned til den, hun kyssede den et på dens bløde hoved og strøg med en finger dens hoved og ned til halefjerens spids.

Jason stod stille og betragtede hende og fuglen, han smilede lidt og sukkede så
”Hunter gør ikke nogen noget, ikke før det er nødvendigt og jeg beder hende om det” sagde han og strøg høgen over hovedet uden at tage blikket fra ungen og hende.
”undskyld jeg forskrækkede jer” sagde han og gik lydløst hen mod dem, mens han stirrede mod himlen, ”må eg tilse den skadede fugl?” spurgte han venligt og betragteede hende med et lille smil.
Jason stillede sig to meter fra hende, og betragtede himlen. ”Hunter flyv en omgang så jeg kan få samlet den fugl og rede igen” sagde han lavt og Hunter satte af og lettede og fløj op mod himlen.

Der gik en kuldegysning igennem hende, da en stemme lød bag hende.
Hun lukkede øjnene og lukkede derved alt ude.
Lyden af vinden, af bladenes raslen, af vingeslag, af fuglefløjt og andre lyde blev dæmpet til næsten ingenting.
Hun åbnede dem og hendes øjne gav sig til at gløde og lyse som små udgaver af solen.
Hun vendte sig om og hendes øjne stoppede langsomt med at gløde, hun rejste sig og så ikke på den dreng der havde snakket til hende.
Drengen var på hendes alder, ikke en hun kendte. Men han tiltrak sig ikke hans opmærksomhed, det var fuglen han kælede med der vakte hendes interesse.
"Hunter?", hun smilte til fuglen og hviskede"Hvor er du fin..."
Hun kom nærmere og så ned på den lille fugleunge i hendes hånd.
Den så ud til at sove, måske for at slippe fra sine smerter.
At han forskrækkede hende var en stor underdrivelse, han nærmest skræmte livet af hende.
Så stille som han havde været kunne kun en erfaren jæger være, eller skulle man måske sige en født jæger være?
Hans ord gav et gip i hende, hun kunne godt lide denne fugl og det var som om den indgydede hende mod til at overvinde hendes generthed.
"Eh, ja...", hun rakte den lille unge frem mod ham, hun kæmpede en indre kamp og blev mere og mere trist inden i jo længere væk fuglen bevægede sig.
Fuglen på hans skulder lettede efter han havde sagt noget hun ikke havde hørt til den.

Jason tog i mod fuglen og lagde den i sin hånd flade, rettede vingen og lukkede sine øjne ”moder over skoven og dyrende hjælp denne lille fugl med at kunne flyve igen, jeg har brug for din hjælp til at få det til at ske” han holdt hænderne tæt til sit hjerte.
Han åbnede øjnene da han mærkede vingeslagende i sin hånd, åbnede dem og lod fuglen sætte sig på sin finger ”det er mit job at hjælpe de dyr der har brug for det, sig mig dit navn lille fugl, og jeg vil intet ondt ske dig” han henvendte sig til dyret på dets eget sprog.

Jason vendte sig mod pigen ”undskyld igen” sagde han og bukkede dybt, ”mit navn er Jason, søn Af Artemis, skoven og dyrenes gudinde” sagde han og smilede venligt. ”og ja du fik fat i navnet på min høg Hunter” smilede han.
”vil du tage fuglen lidt, mens jeg samler reden igen og sletter vores duft fra reden og vores lille ven der?” spurgte og rakte fuglen til hende uden at få et svar.

Hun gav meget modvilligt slip på fuglen, indeni måtte hun kæmpe en kamp mod sig selv for at gøre det.
Hun så på ham mens han rettede vingen ud, men måtte lukke øjnene for ikke at se om fuglen led. Hun hadede når fugle led.
Hun åbnede dem og fandt ham stående med fuglen og lukkede øjne. Det så ud som om han mediterede, men.. hun skulle ikke dømmem nogen om de så stod og gjorde nazihilsen i et rum fyldt med facister.
Hvis det skete ville hun kun have respekt tilovers for den person der gjorde det, gjorde man det fortjente man respekt, men langt fra anerkendelse.
Hun gispede da hun så han åbnede øjnene, ved at den lille fugl slog med vingerne.
Det var jo et mirakel! Han måtte være endnu mere dyrefreak end hende, hun havde aldrig troet den dag skulle komme.
Hun havde stadig svært ved at fatte at den lille fugl rent faktisk var rask, indtil han rakte hende.
Hun lo lidt da han bukkede for hende, hun besluttede sig for at spille med på legen og bukkede.
"Dejligt at møde dig, jeg er Cornelia, datter af Helios, solens gud.", svarede hun og havde næsten en helt klar stemme, hun blev næsten helt stolt over at hun kunne holde stemmen så meget i ro.
Hun mærkede, da den lå i hendes hånd, at den trak vejret meget mere roligt og den nærmest lige med det samme begyndte at spjætte for at komme fri.
Hun smilte og aede dens hoved ligesom før, den slappede lidt af men prøvede stadig at snyde hende for at få sin frihed.
Dette mirakel gjorde hende glad, at se den lille fugl rask gjorde hende rolig.

”der sker intet med den” sagde han og smilede lidt, ganske kort, lagde hovedet lidt på skrå.
”jeg har prøvet det her en del gange før, jeg får hjælp af min mor, alene kan jeg ikke, det har jeg ikke talent nok til at kunne” mumlede han lavt for sig selv.
Jason gik hen, samlede fugle reden op og fik den sat sammen igen, inden han sprang op og fik den sat fast hvor den sad før. ”sådan, nu skal jeg bruge fuglen, så jeg kan få renset den for menneskelig duft, og det samme fra reden, så bliver det godt igen for den.” han smilede og sprang ned på jorden igen.
”jeg siger det samme… Du hørte tilfældigvis ikke en der sang, jeg vil gerne finde ud af hvor det kom fra, men jeg nåede ikke at lokalisere det, inden jeg forstyrrede dig” sagde han blidt og smilede igen.

”vil du have æren af at sætte den tilbage op i reden?” spurgte han og smilede venligt til hende samt varmt.
”Hunter du er velkommen til at komme ned igen, jeg er snart færdig her” han så mod himlen mens han sagde dette. Høgen kom ned mod dem, hun satte sig på hans skulder og så på den lille fugl og derefter Cornelia