Nobody knows ~ Jason

t: omkring 23
s: bålet
v: skyfri himmel
o: de fleste er allerede gået i seng efter en lang dag.
p: http://www3.images.coolspotters.com/photos/1102966/the-hunger-games-catching-fire-gallery.jpg

Det var ikke ligefrem rart at være alene, i den forstand at hun ikke kendte særlig mange endnu. På ét eller andet punkt var hun også ligeglad.
HUn sad med en flaske vand, og stirrede ind i ilden. Ved siden af hende stod hendes taske. Man kunne se diverse planter stikke ud af taskens ene lomme.
Hun tog endnu en tår vand, inden hun sukkede og gjorde an til at gå tilbage til hytten. Hytten fyldt med sønner og døtre at de 'kedelige' guder. Ingen gad dem, åbenbart. Eller, var det bare hende ingen gad?
Hun vidste egentlig godt at hun burde gå i seng, men måske skulle hun tage forbi søen? Måske var hun heldig at nogen havde efterladt et eller andet som hun kunne bruge til at snakke med sin far?..

P: En sort ærmeløs hættetrøje, men en hvid t-shirt under, et pr sorte løst siddende bukser.


Jason kom langsomt gående ned mod bålet, Hans øjne lynede af irritation, hvis bare hans far først havde ringet da han var kommet ind i lejren havde det nok været lidt andeles. hans knoer blødte efter han var blevet nød til at rase ud, men irritationen var blevet.
”hvad bilder hun sig ind..” han ville ikke færdig gøre sin sætning, da det ikke ville være pænt af ham at snakke sådan om hans fars nye kone ”Så hun bryder sig ikke om at jeg ikke kan lide hendes forkælede unger”

Han burde nok ikke tænke på det men nu var skaden sket, hurtigt knyttede han næverne igen, sukkede kort, trak derefter vejret i dybe stød, for at falde til ro. Efter nogle lange sekunder så han ned på sine blødende knoer, rystede på hovedet, han burde få gjort noget ved det. Da han igen satte kursen mod bålet, hvor han ville sætte sig, tilse hans knoer for at se hvor slemt det egentligt stod til.


//undskylder det blev så fantasi løst//

Stille havde hun lyttet til den unge mand der nu satte sig ved bålet.
Lugten af blod bredte sig hurtigt - takket være hendes kære gener fra farmand.
Hun gik stille hen mod ham, tøvende. ''Undskyld... Er du okay?'' spurgte hun, en smule usikkert.
Hun ville ikke være for nærgående, på nogen måde. Men med mennesker der var kommet til skade, kunne hun ikke lade være med at være for nærtgående.
Hun så lidt på ham, inden hun bakkede lidt væk.
Hun vidste ikke helt om han overhovedet gad hende. Det gjorde han sikker ikke. Fair nok.
''jeg ville ikke trænge mig på..'' sagde hun roligt. Tøvende, med et svagt smil.

//det går nok. Undskylder for det samme.//

Så irriteret som han var havde han ikke lagt mærke til hende, da han var kommet ned til bålet
Overvejende så han på sine bukser, for at se om det ville være det værd at ødelægge dem, for at lægge en forbinding om hans hænder.
Da han fornemmede hendes skridt via jorden og vibrationerne i luften, så han op og vendte blikket mod hende, ventede til hun havde snakket færdigt, kort nikkede han ”jeg har det fint, hvis man ser bort fra mine hænder” sagde han roligt og smilede kort, inden han vendte blikket mod sine knoer igen.
Da han så hun bakkede væk så han op på hende igen
”Du trænger dig ikke på, du var bare nysgerrig og det er i orden at være det” sagde han kort for hovedet og smilede selv, for at være lidt mere åben, end han egentlig selv var.



//Mit hoved er et lidt andet sted, så endnu en gang, et tamt svar beklager dybt //

Hun nikkede og kiggede nysgerrigt på hans hænder.
''jeg kan hjælpe dig med dine hænder.'' sagde hun roligt, inden hun nærmest fløj hen foran ham og satte sig på knæ, så hun kunne nærstuderer hans hænder.
Hvis hun da lod ham gøre det.
''Mit navn er Nephthys, forresten..'' sagde hun roligt inden hun stille så op på hans ansigt.
''er det okay hvis jeg...?'' hun så kort ned på hans hænder, inden hun så op på ham igen.
''jeg lover dig, at jeg ikke gør dig ondt på nogen måde.'' sagde hun smilende.
Egentlig, vidste hun kun at det ikke gjorde ondt på hende. Men gjorde det ondt på ham? Hun var ikke sikker.
''du må have været ret vred...'' sagde hun stille, for ikke at være for nærtgående, endnu engang.

''i det mindste hører du fra din far..'' sukkede hun, inden hun tog fat i hans ene hånd. HUn lagde hans håndflade mod sin, og hendes anden hånd ovenpå hans. Hun lukkede øjnene halvt i, og langsomt gik hendes hår fra at være sort til gråt. Fine rynker trådte frem i hendes ansigt, og på hendes fingre. Hendes krop ældede med ekstrem hastighed, mens en varme gled ud fra hendes håndflader og lod hans celler arbejde på så høj hastighed at de regeneredede sig selv i løbet af ingen tid.
Hun så lidt op på ham.
Så snart hun slap hans hånd, ville hans sår være helet og hendes udseende ville være tilbage til normal.
''Nephthys Aurora Medica..'' sagde hun roligt. ''til tjeneste.''
hun tog hans anden hånd nu, inden hun smilede til ham inden hun begyndte at hele hans anden hånd.

Hun smilede roligt til ham inden hun fik helet hans anden hånd færdig.
''jeg har intet imod at hjælpe.'' sagde hun med et lille smil. Det var ikke engang løgn. Med så få hun kendte i lejlren, ville envher form for bekendtskab være rart.
''selvom, jeg har nu ikke min egen dør - kun et gardin.'' grinte hun og satte sig ved siden af ham.
''jeg går ud fra, at det var en ubehagelig samtale med din far?'' spurgte hun stille.
Hun så på ham igen, med et forsigtigt smil.
''min mor er død... min far er udødelig... og her sidder jeg og ved ikke engang hvem eller hvad jeg er. Fedt liv vi halvguder har - huh?'' sukkede hun og fandt sin flaske med vand frem igen.
''hvordan har hænderne det?'' sprgte hun med et lille varmt smil.

Hun så roligt ind i i ilden, mens hun nærmest forventede endnu en hvor-har-jeg-dog-ondt-af-dig-svada. Men hun slap nemt.
''Hun blev dæbt, for at have endnu et barn.'' sagde hun roligt og trak på skuldrene.
''hun kunne bare have lyttet.'' sagde hun inden hun tog endnu en tår vand.
''min far har jeg mødt én gang - Asklepios. Det kunne jeg nu godt have undværet. Hvad fanden ligner det at fortælle mig at jeg er halvguldinde og samtidig prøve at få mig til at tage hertil? Nar..'' sukkede hun inden hun så på ham.
''Det er næsten for nemt at gætte hvem du er søn af. Du oser af hendes sind.'' smilede hun drillende.
''Men nu er Artemis også kendt for at have børn så smukke som Afrodites.'' smilede hun drilsk, inden hun så ind i ilden igen.
''og jeg ligner bare en særling. Som altid.'' grinte hun fortabt, inden hun tog endnu en tår vand.

''reglerne er klare, der hvor jeg kom fra. Ét barn per kvinde. Hun blev gravid igen, da jeg var sytten.'' sagde hun bare.
''hun fik valget mellem at måde vores forfædre eller lade barnet blive overragt til vores shamaner.'' sagde hun stille.
Det gav ingen mening for andre, det vidste hun godt. Men sådan var reglerne desværre.
''Jeg ved det ikke... Jeg havde bare ikke behov for en far jeg aldrig har kendt til, som kommer og giver mig ordre.'' sagde hun stille, men da han kommenterede på hendes udsagn om at være en særling, så hun undrende på ham.
''så du mener seriøst ikke at det ser sært ud af have sorte streger overalt i ansigtet?'' grinte hun, nærmest fornægtende. Kunne der virkelig være én der ikke mente det?

//undskyld det lidt korte svar :/ //

Han så på hende og nikkede så, nu forstod han da hvorfor ”lyder som en indianer stamme, eller et lukket samfund” sagde han lavt og strakte sig.
”Og din mor valgte at møde jeres forfædre” sagde han så og lukkede øjnene, ”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige” sagde han langsomt og betragtede sine hænder.
”Det ville de fleste ikke have, jeg blev da også overrasket da min far fortalte mig hvad jeg.. men tror nu jeg havde vidst længe jeg ikke var normal… hadede at være i vores lejlighed… Der var så indelukket, følte mig som et dyr i bur” han så ned. ”Men hvem ville have en de ikke kender ret meget til at give dem ordre” hviskede han kort.
”Jeg har set mærkeligere ting i metroen” sagde han så og trak på skuldrende ”så nej det syntes jeg ikke” tilføjede han ”og når man har set folk med 3 øjne, eller et ekstra sæt arme, syntes man ikke der er ret meget der er mærkeligt mere” sagde han langsomt


//Det går nok//