Wel.. here we are again ~ Jason

Tid: En halv times tid efter frokost
Sted: Ved lejrbålet
Omgivelser: Lejrbålet og sådan
Vejr: Det er en let skyet dag, med solen som gemmer sig bag skyerne og en let og blid brise
Påklædning: http://cdni.condenast.co.uk/592x888/d_f/eroberts_gl_20apr11_wen_592x888.jpg

Ashley havde været tilbage i lejren i nogle dage igen efter at have været sendt ud på en mission. Såret på den venstre side af hendes hals var helet ind til et tykt arvæv, som var lidt for synligt efter hendes egen smag, men det fortalte en historie som hun var stolt af, at hun var sluppet levende fra en Kimæra. Et lille smil prydede hendes læber ide hun satte sig ned på en træstamme der lå et stykke væk fra selve lejrbålet og hun stirrede ind i dets flammer, som spejlede sig i hendes store, blå øjne. Hendes hud var dejlig gylden brun og vidnede til, at hun havde tilbragt time efter time ude i solen og trænet, hvilket også kunne ses på hendes arme og ben og halskæden kunne ses i hendes udskæring. Hun var fordybet i sine egne tanker og strøg sig fraværende igennem håret med den ene hånd og tog ikke et eneste øjeblik blikket væk fra lejrbålets flammer.

Jason kom gående ned mod lejrbålet fra spisesalen, han var iført en mørk T-shirt, og joggingbukser han gik med rolige og faste skridt, frem, han blik var fast, køligt. Han havde et pilekogger på ryggen, og buen over skulderen han sukkede kort, han skulle have været ned at træne, men valgte at lade være, da han havde været i New York, i nat, for at komme lidt væk fra lejrlivet. Han var begyndt at bruge mere og mere tid væk fra lejren, hvilket han havde det behageligt med. Han satte sig, under et træ, nær bålet og stirrede ind i bålets flammer han lagde sig lidt tilbage, og sukkede kort, lukkede så øjnene. Han tænkte ikke så meget, forsøgte at lukke det hele ude, han åbnede så øjnene efter noget tid, lagde sine hænder bag sin nakke og stirrede forsat bare ind i flammerne.

//undskyld det korte svar, og den tid det tog.//

En bevægelse blev sat i gang i udkanten af Ashleys synsfelt og af ren refleks vendte hun hovedet imod bevægelsen og spændte let i kroppen, klar til et angreb, men slappede af da hun så at det bare var en anden halvgud. Hun rynkede let på brynet idet hun så at det ikke bare var hvilken som helst halvgud, det var fandme Jason i egen høje person. Hun blinkede et par gange og rynkede brynet let inden hun rystede let på hovedet, og så væk igen. Hun kunne let huske deres sidste møde, og det var ikke ligefrem endt godt. Men ja, det skete jo og alt i alt, så ville hun gerne slutte fred med ham, hun brød sig ikke om at have fjendskaber. Så hun vendte blikket imod ham endnu en gang og prøvede at få øjenkontakt med ham over ilden. Blikket i hendes øjne var blidt, nervøst og venligt.

//Det er helt okay

Jason havde lagt mærke til hende men havde ikke registreret det som sådan, han ignorerede hende bare, selvom han mærkede hendes blik, han opfangede hendes bevægelse da hun gjorde klar til angreb, han smilede kort skævt, et smil der viste du kommer bare hvis du tør, han havde hurtigt skævet til hende med et ligegyldigt blik. Mens han sad ned og mærkede hende blik på sig, han smilede stadig over deres sidste møde, selvom det ikke var forløbet som han gerne ville have det skulle have gået, men man kunne vel ikke bede om alting. Da han lukkede øjnene, og efter de var åbnede igen, mærkede han hendes blik mod sig han sad forsat bare og ignorerede hende så længe han nu kunne, han vidste ikke om han ville slutte fred med hende, han havde efterhånden så mange fjender at en fra eller til ikke gjorde ham noget. Han besluttede sig da at give hende en chance. Han vendte blikket mod hende og så ind i hendes, hans øjne var stadig kolde og livløse, som om det intet foregik inde bag dem, han sad stille og kunne lide at se hende nervøse blik, selvom det venlige og blide i ikke vidste hvad han skulle føle.

Ashley kunne godt mærke at han ignorerede hende og tydede let det smil han havde om læberne, hun kendte det efterhånden kun alt for godt. Hun sukkede stille over ham, pænt irriteret over at han bare ikke kunne komme videre og selvom hun jo stadig var meget irriteret over de ar han havde givet hende rent fysisk, så ville hun godt slutte fred. Da han mødte hendes blik, blev hendes læber en lige streg et kort øjeblik og hun fastholdt hans blik så længe hun kunne. Kort efter rejse hun sig dog op og gik over til ham og så ned på ham mens han sad der ved foden af træet. Hun lagde hovedet let på skrå. "Noget imod at jeg sætter mig?" spurgte hun med sin spanske accent og smilede let til ham, prøvede at gøre det tydeligt at hun gerne ville forsone sig med ham.

Jason havde opfattet han hun vidste at han også havde lagt mærke til hende, han vidste hun havde lagt mærke til hans smil, hvilket kun fik det til at blive mere hånende. Hvis hun troede han ikke var kommet videre tog hun fejl, han kunne bare ikke se grunden til at ville forsøge at rede noget mellem dem, når det var så ødelagt som det nu engang var, men ikke desto mere ville han give det en chance, men hun skulle være forberedt på at han ikke vil vente et øjeblik med at sende hende til hendes far. Da han så hendes læber blive til en streg morede det ham inderligt, han viste det dog ikke, hverken i blikket eller nogen andre steder, han blik forblev iskoldt, og tomt. Han holdt stadig blikket rettet mod hende, efter hun havde rejst sig op og var på vej over mod ham. Han vendte blikket mod bålet, og hørte hendes spørgsmål, han vendte blikket mod hende, og rystede på hovedet over at hun havde lagt sit på skrå, og hendes smil. ”Jeg har noget i mod at du sætter dig her” sagde han så, men klappede på jorden ved siden af sig, ”men det burde ikke afholde dig fra at gøre det alligevel” sagde han så og vendte blikket mod bålet.

Ashley knyttede let næverne da hun så hvordan hans smil blev mere hånligt. Det måtte hun sige, det var en af de ting hun virkelig ikke brød sig om omkring ham, han skulle nærmest altid hakke ned på alle andre, uanset hvad. Ellers så var det bare med hende, hun vidste det faktisk ikke. Og når hun tænkte på at han skulle videre, mente hun ikke med deres forhold, overhoved ikke, men med deres uoverensstemmelse. Hun rystede let på hovedet over ham og kunne ikke afholde sig fra at klukke blidt og stille. "Jeg havde sat mig ned, uanset hvad," sagde hun med et let, skævt smil på læben og satte sig ned der hvor han havde klappet jorden. Kort efter trak hun knæene op til brystet og lagde armene om dem og hvilede hagen imod knæene. Hun var meget rolig over at sidde ved siden af ham, hun var ikke bange for ham, ikke det mindste, selvom hun vidste hvad han kunne gøre og at han var hende fysisk overlegen. Hun bed sig let i underlæben og vendte så blikket imod ham. De blå øjne var nysgerrige og beregnende.

Jason smilede da hun knyttede næverne, men denne gang var det hverken hånligt eller koldt, det var triumferende, tænk at han allerede havde kunne gøre hende irriteret med sit smil. Det var noget af det der morerede ham, at han ikke tog sig af hendes følelser mere, han havde intet imod at få hende op i det røde felt, for det gjorde bare at han fik skærpet hans evner endnu mere, hvis det forsatte ville han kunne forudsige træk før hans modstandere selv ville kunne vide det, men han havde dog ikke tænkt sig at presse det så langt, han klukkede kort. Han hakkede på hende, fordi det morede ham at se hende vred, for så kunne han bruge deres forhold som et våben mod hende, han var for længst kommet over hende, og med deres fjendskab, knap så meget, men han kunne jo heller ikke se hvorfor han skulle lægge det bag sig, når han blev underholdt så meget af det som han gjorde. Han frygtede ikke hende eller hende far eller nogen anden, hvis han faldt i kamp, ville han falde med ære til en bedre duellant, og så var det hans skæbne at falde, men indtil da, ville han ikke bukke under for hverken smerte eller frygt. ”det ved jeg du havde, for hvornår er du begyndt at lytte til noget af det jeg siger” sagde han kort og stirrede ud for sig, ”men du skal ikke tro at du kan ændre noget” mumlede han kort ”jeg ser dig stadig som en klods om benet, jeg gerne vil have fjernet, du er den rådne del af mit træ som der skal fjernes, inden du ødelægger hele træet” sagde han så langsomt, ”men hvis jeg kan helbrede dig, så må jeg vel give det et forsøg.” hans stemme var kold dyster, næsten kun en hvisken, men der var alligevel noget anderledes over hans stemme, der var noget roligt ved den, der hentydede til at han bare ville slappe af og tage det med ro, for en gangs skyld.

Ashley lukkede øjnene kort og slog koldt vand i blodet og da hun åbnede sine øjne igen så hun helt roligt på ham. Der var intet andet end høflig interesse tilbage i hendes blik og hun holdte det sådan. "Jeg begynder at lytte så snart du begynder at sige noget som er værd at lytte til," svarede hun med et let og roligt smil på læben. Hun vil ikke lade ham gå sig på længere, han skulle ikke have den fornøjelse. Ved hans næste ord, hævede hun det ene øjenbryn ganske let og så lettere undrende på ham, og måske også en smule misfornøjet. "Så jeg er et rådnet stykke træ, den har jeg fandme ikke hørt før," sagde hun roligt og trak let på skuldrene. Hun rystede let på hovedet over ham og hans ord, det gav jo ingen mening. Helbrede hende? Hvad fanden snakkede han lige om? Hun vendte endnu en gang blikket imod ham og betragtede ham med let undren og lagde hovedet let på skrå. "Hvad mener du med at helbrede mig?" Man kunne se en let nysgerrighed i hendes blik idet hun spurgte ham om det, for hun fattede virkelig ikke hvad han snakkede om, han snakkede jo fandme i tunger!

Jason sad roligt og betragtede hende kort med et lille smil, ikke et venligt eller blidt, men heller ikke hans hånlige og nedgørende som hun plejede at få, det var meget neutralt, men det var dog et smil ”jeg siger altid noget der er værd at lytte til, men det kommer an på hvilke ører det er der lytter til mine ord” sagde han bare roligt og vendte blikket væk fra hende. Han forsøgte ikke at gå hende på, i hvert fald ikke ret meget, det skulle have forsøget, for han ville helst gerne kunne gå fra hende med et smil på læben der viste lykke, og lige i tiden var det at se hende lide. Ligesom sidste gang, hvor han inderstinde havde håbet det havde været anderlede, men sådan ville skæbnen det ikke. Den ville have det anderledes. Han smilede et smil der mindede om morskab, over at han havde misfornøjet hende ”eller alle mennesker som en folk bakterier, du er en virus der vil gøre mig syg og dårlig, derfor vil jeg ikke have noget med dig at gøre” sagde han så ”men hvis jeg kan finde en vaccine mod dig, så jeg ikke vil se dig lide, og ønske at påføre dig smerte har jeg heldbredt dig, eller hvis jeg for gjort sådan at vi ikke kommer til at ses igen, ved at jeg drejer halsen om på dig så er det det, jeg gør mit liv rask ved at fjerne eller kurrer den del der gør mig syg” sagde han så bare langsomt, han regnede ikke med at hun ville forstå ham.

Ashley så bare ganske kort på ham inden hun sukkede over hans ord og lod være med at svare ham. Hun orkede ikke at være høflig overfor ham når han var alt andet end høflig overfor hende. Hun vendte blikket imod bålet og lyttede stille til hans ord og ventede på at han havde snakket færdigt. "Hvorfor kan vi ikke bare ligge det bag os?" spurgte hun roligt og så på ham med et blidt blik. Hun ville ikke lade ham gå sig på længere, selvom det godt nok var meget lettere at sige end at gøre. På et eller andet punkt forstod hun ham godt, han synes at hun, ligesom en masse andre, forpestede hans liv, og han havde lyst til at skade hende og mere til for at fjerne det. Uden at tænke sig om, sad hun og pillede ved vedhænget i sin halskæde, hun åbnede og lukkede amuletten imens hendes blik var rettet imod ham. De store, blå øjne betragtede ham roligt og overvejende.

Jason så på hende da hun spurgte om det. han sukkede tungt og rystede på hovedet ”fordi, jeg ikke vil have dig tæt ind på livet igen, og fordi jeg ser det som en stor fejl at jeg lukkede dig ind til at starte med, jeg var forblændet af følelser, og det kan jeg ikke tillade mig, jeg kan ikke tillade mig at have nogen tæt ind på kroppen, det har jeg for mange fjender til, og der er ingen der fortjener den straf at blive ufrivilligt lukket ind i mine problemer, derfor” sagde han så bare. ”det var forkert af mig at udvikle følelser for dig, selvom det redede din moster, jeg er glad for at jeg hjalp dig, men jeg mener ikke at det skal gå ud over dig at jeg har fjender, det skal ikke gå ud over nogen”. Han kom hurtigt op og stå og vendte sig væk fra hende, han så ned af sig selv og knyttede sine næver så han krop spændte, han begyndte at gå rundt om bålet med lukkede øjne. Han så kun sig selv som sygdommen i andres liv, men det var nemmere at kaste skylden på andre, for hvis han sagde at han var dårligt selskab, var han bange for at folk ville hjælpe ham, så ved at jage dem væk, ville han kunne være i fred, og passe på andre på den måde, der var ingen der fortjente at være forpestet af hans problemer. Da slet ikke Ashley der havde oplevet nok.

Ashley sad stille og lyttede opmærksomt til hans ord og af ren vane nikkede hun lidt imens. "Man kan ikke altid styre sine følelser, og vi var jo glade sammen et stykke tid, ikke?" Hendes stemme var lavmælt og blid, og hun tænkte kort tilbage på nogle af deres dage sammen. De havde været gode. "Og så må du forstå, at mange af os andre god kan forsvare os selv, måske ikke uden at få skrammer, men vi er ikke lavet af glas." Hun forstod godt hvad han mente, men hun hentydede nu selv til den gang i Spanien, på vej over til hendes moster hvor han hele tiden havde været på dupperne, klar til at beskytte dem. Der var sket meget siden der. Hun fulgte ham med blikket imens han gik rundt og rejste sig selv op, men gik ikke over til ham. "Jeg er også meget glad og taknemmelig over at du hjalp hende og mig, du aner ikke hvorefter det betyder for mig. Du reddede hendes liv." Hun så på ham med et blidt blik og tog hånden op til halsen, venstre side og rørte sig selv på arret der var der og gøs næsten umærkeligt. Hun havde stadig ikke vænnet sig til det store ar.
Efter noget tavshed, åbnede hun tøvende munden, lukkede den igen og rynkede let på brynet. "Jason," sagde hun langsomt og velovervejende, doges en svag tøvende tone indenunder det hele, som man kun ville kunne høre hvis man kendte hende godt. "Kan jeg spørge om noget uden at du går, angriber eller hvad Hades du nu kan finde på?" Hun så på ham med et svagt smil på læben og ventede tålmodigt hans svar.

Jason så på hende og rystede på hovedet han blik blev endnu mere koldt mens han talte. ”Forstår du ikke det ikke er det som det her drejer sig om, det som jeg siger her at det drejer sig om er at, følelser er til for at forvirre en, hvis du lukker dem ude, kommer folk ikke til skade, når jeg lukker folk ude, kommer de ikke til at slås mine kampe” sagde han hvad var det som hun ikke forstod, han var taget af sted for at hun ikke skulle komme til skade. Han sårede og knuste hende bevist, for at hun skulle være tryg og leve et liv uden hans problemer. Han elskede hende, hvad var det hun ikke forstod og den kolde og hårde facade var kun oppe for at hun skulle hade ham, lige så meget som han elskede hende, han lod som om han var ligeglad med hende, og han var begyndt at være det, hun måtte gøre hvad hun ville, han ville ikke stoppe hende, om han så kunne eller ville, det var hendes liv, og han ville ikke være en del af det. Han havde ikke brug for hende ved sin side, når han engang var færdig med det han lavede, ville han slå sig ned og finde den helt rigtige pige, stifte en familie i fred og ro. ”jeg ved godt i ikke er lavet af glas, det er ikke derfor, jeg vil ikke have folk kommer til skade, mister deres liv, fordi de kender mig” sagde han så vredt, han rystede og vendte sig væk fra hende. ”der er intet jeg ikke ville gøre for dig på daværende tidspunkt, og jeg fortryder ikke at jeg hjalp, jeg ville nok have gjort det samme selvom der ikke havde været følelser der spillede ind” hans stemme var rolig, mindre kold, men ikke helt blid endnu ”jeg er god til at rede liv.” sagde han bare, og smilede kort og skævt med ryggen til hende så hun ikke kunne se det. ”hvor meget fysisk skade har jeg påført dig Ashley?” spurgte han så roligt og vendte sig rundt.
Han betragtede hende mens hun åbnede munden, han stod afventende og løftede en bryn da hun sagde hans navn, men han reagerede forsat ikke. Han lukkede øjnene mens han ventede. Da han åbnede dem igen stirrede han stift ind i hendes øjne, ”jeg vil ikke love noget jeg ikke kan holde. Men du er velkommen til at spørge hvis du vil og tør tage chancen, jeg kan ikke love jeg ikke bliver vred, jeg kan ikke love at jeg bliver stående, jeg vil ikke love at jeg ikke går til angreb, jeg kan dog love at det ikke bliver dig det kommer til at gå ud over denne gang” sagde han så roligt med et smil der sagde se hvad der sker hvis du spørger. Det var et uhyggeligt smil af slagsen, der var dog også noget udfordrende ved det.

Ashley betragtede ham bare et stykke tid. "Men følelser er det der gør os til mennesker, selvom det kun er halvdelen af os der er det, så er det jo stadig ikke noget man bare skal kaste væk," sagde hun blidt, selvom hun godt forstod lidt at der var noget andet bag det. Hun havde bare ikke regnet ud hvad, for hun var ikke den bedste menneskekender, det havde hun fandme aldrig været. Hun sukkede let og kørte en hånd let igennem håret og så væk fra ham. Hun anede ikke at han stadig elskede hende, for.. ja, hun elskede jo ikke ham længere, dét havde lykkedes ham at knuse og såre hende på det hårdeste.. men uanset hvad, så holdte hun stadig af ham, om han ville have det eller ej, og hvis han bad om hjælp, til hvad som helst, selvom hun stærkt tvivlede på at han nogensinde ville gøre det, så ville hun være der for ham og gøre hvad hun kunne for at hjælpe.
Hun nikkede lidt over hans ord, selvom han allerede havde vendt sig om på det tidspunkt og da han snakkede videre kom der et lille smil på hendes læber. Hun klukkede ganske kort og nikkede endnu en gang. "Ja, du er så sandelig god til at redde liv," sagde hun blidt og smilede en smule indtil han spurgte hende om hvor meget skade han havde påført hende. Hun tøvede ganske kort og betragtede ham kort imens den ene hånd næsten umærkeligt blev lagt over hendes strubehoved, over det lille ar der kunne ses der. "Det første var knivsåret efter at jeg havde prøvet at slå dig," sagde hun med en underlig monoton stemme. Hun så ned imod sin mave, der var dækket af blusen. "Det andet var pilen der gik ind i maven på mig." Hun så op på ham og fjernede hånden fra halsen og sendte ham et lille grin. "Med hvad fanden, jeg overlever jo, jeg har prøvet det værre." Hun trak let på skuldrene.
Hun hævede ganske let det ene øjenbryn og smilede let til ham idet hun gik over til ham og stillede sig foran ham, så der var omkring en armslængde mellem dem. Hun klukkede lidt. "Godt, jeg regner ikke med mere," sagde hun med et lille grin og så op på ham og lagde hovedet let på skrå. "Er du villig til at prøve at få et venskab kørende?" spurgte hun og betragtede hans ansigt imens.

Jason så på hende og nikkede ”ja menneskelig, men jeg har ikke plads til at være menneskelig, det svækker mig at vis med følelser overfor min fjender.. Nej det er nemmere at holde folk væk ved at skræmme dem eller fornærme dem groft, ja måske får man flere fjender på den måde, men det er det hele værd hvis man ikke vil lukke andre ind i sit liv, fordi, det netop er fyldt med had. ”jeg ønsker ikke en ven eller en kæreste før jeg har fået gjort det forbi med dem der jager mig som om jeg er et vildt dyr, men når man jager en jæger, ja så kommer man alvorligt til skade, i sær når den jæger er søn af Jagtens gudinde.” denne gang var hans smil ægte og stolt samtidig med at det var koldt, og hånligt. Hvilket nok kom af at han ikke havde mødt nogen som han ikke var relateret til der kunne opdrive ham, eller fange ham, uden at han gav dem lov. Han vidste ikke hvorfor han stod her og snakkede med hende, hvad kunne hun tilbyde ham, som kunne være lidt interesse, ikke noget efter hans mening, hun havde haft sin chance, og han fik det ødelagt for hende, og han ville ikke vise hende, at han godt vidste det var ham der var problemet ikke hende, at lade hende leve i tanken om at han ikke kunne leve med hende i sit liv, var lettere end at sige han ikke kunne leve uden hende. Hun skulle ikke have sandheden, og hun havde jo også en kæreste der kunne holde hende væk fra hans problemer.
”jeg er lidt af en skyggekriger men med en lys side” smilede han mest for sig selv, han vidste at han sagde det højt nok til at hun kunne høre det. og han mente skam hvad han sagde, han var mere indædt af had og vrede end af godhed og kærlighed så han var mest indhyllet i mørke og skygger frem for lys og lykke. Men sådan var alle jo forskellige. ”du må forstå at mine skader på dig var en nødvendighed, du skal bare være glad for at jeg ikke valgte at gøre det forbi med dig, undskyld jeg bringer emnet op nu Ashley ” sagde han roligt og vendte sig mod hende ”du skal vide at jeg overvejede om jeg ikke bare skulle skære halsen over på dig, for så var du ude af mit liv” hans stemme blev mere roligt og lavere ”og hvis jeg virkelig ønskede og skade dig da mine pile angreb dig, havde du ikke kun haft et så fra en pil, men være gennem hullet” sagde han så ”jeg holdte igen på grund af jeg ikke ville være den der tog dit liv, du har ikke givet mig en grund til at se dig død” sagde han roligt sig trak vejret roligt. ”Selvom det er medregnet at du kyssede mig, har du egentlig fortalt din kæreste det?” spurgte han så med et løftet øjenbryn.
Han lyttede til hende men sagde ikke noget musklerne i hans krop sitrede, han stirrede mod et træ for ikke at se på hende. Da han lukkede øjnene, trak vejret tungt, inden han sukkede. Havde noget af det han havde sagt ikke sivet ind så det var til at forstå at han ikke ønskede en ven, man fortjente ikke et venskab der kunne koste en livet fordi man kendte ham, men ak hvis hun insisterede så meget, det var jo ikke fair overfor hende, at han var åben overfor andre, gav dem en chance for at være hans ven, når hun ikke måtte, selvom han ikke søgte nogen hverken ven eller kæreste, men Ashley havde ret i at han ikke kunne lukke sine følelser ude eller holde dem inde, måske havde en brug for venner. Han ville bare ikke stå til ansvar, det var deres valg at være hans ven, på eget ansvar. ”jeg vil gerne give det en chance for din skyld, hvis det er så vigtigt for dig” sagde han så roligt med et falsk smil der var så ægte som det kunne se ud til at være, hvilket var næsten ægte for hans vedkommende.

Ashley betragtede ham blidt imens han snakkede og rystede let på hovedet. "Da jeg var sammen med dig, var den eneste grund til jeg kom til skade, dig, du skadede mig, ikke andre," sagde hun roligt og betragtede ham med et par tankefulde blå øjne. Hun smilede let over ham da hun så hans stolte smil, men rystede samtidig let på hovedet, for Jason troede jo han var uovervindelig, men det var ingen, ikke engang guderne, og det skulle han nok indse en dag, og selvom Ashley holdte af ham, så kunne hun ikke vente til at se hvordan han ville reagerede på at han var slået. Ikke død, bare overvundet.
Hun ønskede et kort øjeblik at hun kunne læse tanker, men burde have prist sig lykkelig over ikke at kunne, for havde hun hørt hvad han havde tænkt om hende og Angus, så havde hun nok stukket ham en. Som om hun ikke kunne tage sig af sig selv! Det var et af Jason's mange problemer, han troede at det var ham som var skyld i al ulykke, at han skulle redde alle, at han kunne redde alle hvis det var det han ville, men nej, det kunne han ikke. Og en anden fejl, han troede hun ikke kunne forsvare sig selv, og det var en af de ting der var vidunderlige ved Angus, han troede på hende og på at hun ikke var forsvarsløs, han lod hende kæmpe sine egne kampe, selvom hun altid vidste at han havde hendes ryg hvis hun fik brug for ham.
Da han nævnte det med at han var en skyggekriger, rystede hun bare på hovedet og ventede på at han snakkede videre. Og da han sagde, at hendes skader havde været nødvendige. "Nej, det havde de ikke, hvis du havde været bare lidt mere fornuftig så ville du have sat dig ned og snakket med mig i stedet for at prøve at skade mig gang på gang," sagde hun roligt og trådte tættere på ham imens hendes hår slog nogle få gnister og hendes øjne begyndte at ligne blå flammer. "Og de pile dér, ikke? Den ene lille lorte pil kom kun igennem fordi jeg var stærkt svækket og du gjorde det værre." Ved hans næste ord, knyttede hun nævnerne og da han nævnede kysset, trak hun sig væk fra ham, vendte sig væk fra ham, klemte øjnene sammen og kørte hænder igennem sit hår med en frustreret mine. Hendes åndedræt var hæst og varmen slog ud fra hende og hun skælvede. Hun vidste ikke hvordan, men uanset hvad han gjorde hidsede han hende op, ellers så var hun bare ind i en dårlig periode.. kort efter faldt gnisterne og varmen faldt. Hun kørte hænderne over sit ansigt inden hun vendte sig om imod ham igen med et lidt udmattet udtryk i øjnene.
Hun satte et lille smil op, bare en lille trækken i mundvigen, og betragtede ham. "Jeg takker, men lad være med at smile medmindre du mener det," sagde hun blidt og betragtede ham med et svagt smil og rystede let på hovedet, noget kunne hun da godt se igennem.

Jason smilede da hun snakkede et smil der viste at han vidste godt det hun fortalte. ”der var en grund til alt den smerte, Jeg ville ikke kunne se dig blive angrebet på grund af min fortid, hvis du blev set sammen med mit andet jeg, de mennesker ved hvordan de skal få folk til at forsvinde de lever af at skade andre mennesker, jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv hvis du kom til skade på grund af mig, derfor blev jeg nød til at ødelægge dine følelser for dig, og se dig nu, du er kommet videre og er lykkelig” hans smilede venligt og ægte til hende, han var glad for at hun var lykkelig, for så skulle han ikke tænke på at hun blev trukket ind i den krig han måtte kæmpe for sig selv, han havde aldrig set hende som forsvars løs, han var måske blevet paranoid efter at have været på flugt så længe, og det var gået ud over hende, han ville beskytte hende mod hans liv, ikke mod hendes problemer eller kæmpe hendes kampe, han ville bare ikke have hun skulle blive trukket ind i hans kampe, at hans problemer opsøgte hende. ”jeg ved du tror jeg er uovervindelig, men tro mig, det er jeg langt fra, jeg siger bare, du kan ikke jage en jæger, for jeg ved hvordan sådan en tænker, jeg er født til jagt, i en normal kamp over udholdenhed og dygtighed, ville jeg ikke have en chance hvis det ikke var fordi at jeg kan føle ting gennem jorden, og har de reflekser som jeg har” han så ned, han havde fortalt hende hvordan det var, hans evner virkede i jagt og i kamp, men på længere sigt, ville enhver der havde mere teknik vinde, og det vidste han
At se at der foregik noget inde i hendes hoved fik ham til at smile, han ville altid have passet på hende hvis hun bad ham om det, hvis deres forhold ikke var gået til grunde på grund af hans måde at tænke på, men hun skulle ikke blive hans problem, og hans problem skulle ikke blive hendes, men han havde ikke forventet noget, han havde mest af alt lyst til at gå, forlade lejren, og tage alle sine ting med sig, og ikke se sig tilbage på livet i lejren.
”når jeg siger jeg er skyggekriger mener jeg at jeg er ren vrede og had, hvis der findes en lille rest af lykke glæde eller kærlighed så er den gemt godt væk. Jeg prøver ikke at være en nar og idiot, men jeg er det bare, det er den jeg er blevet til” sagde han så bare og betragtede hende. ”Hey jeg overfaldt dig kun den ene gang fordi du forsøgte at stikke mig et slag, jeg forsvarede mig selv, og jeg er ked af jeg sårede dig, men det var bare det der var bedst for dig, hvis man ser bort fra de ar jeg har givet dig fysisk, dem beklager jeg meget, ved godt det er for sent at undskylde” sagde han roligt og trak vejret roligt, han stirrede ind i hendes øjne ”Ashley jeg er ikke bange for dig, selvom du er hvad du er, og jeg ved hvad din indre dæmon kan gøre ved mig, Jeg vil ikke hidse dig op eller tirre dig, men du burde falde til ro inden vi begge kommer alvorligt til skade, for denne gang vil jeg ikke stoppe hvis jeg får en pil sat igennem, du må forstå jeg har tænkt mig at forsvare mig selv, selv hvis det kommer til at knuse mig, jeg giver ikke op uden kamp” sagde han roligt. Da hun var faldet til ro og han så ind i hendes øjne, gik han hen og lagde en hånd på hendes skulder. ”jeg undskylder alle de problemer jeg har forvoldt dig” sagde han roligt og så på hende. ”jeg ved godt det er alt for sent, men du skal vide at jeg blev nød til at få dig ud af mit liv” sagde han så, ”jeg kunne ikke have en kæreste” sagde han langsomt og roligt.
”Jeg syntes du skal lade være med at koncentrere dig om mit smil er ægte eller ej, du burde være glad for at jeg giver dig denne chance for at se om du kan få et venskab ud af mig” sagde han bare og så på hende, han løftede det ene øjenbryn for at vise at han mente hvad han sagde, det var længe siden han havde smil et ordenligt og ægte smil. Så derfor var hans smil falske men ægte nok hvis man ikke kendte ham.

Ashley så bare på ham et øjeblik og rystede så på hovedet. "Jeg kan godt passe på mig selv, de mennesker ville ikke ane hvem de ville have med at gøre," sagde hun roligt og så roligt på ham med et alvorligt ansigt. Ved han sidste ord, nikkede hun let og på grund af hans smil, kunne hun selv ikke lade være med at smile lidt. "Ja, jeg er lykkelig, men det ændre stadig ikke på hvad du gjorde." Hun gemte sit smil væk og betragtede ham roligt inden hun sukkede ganske let og så ned ad selv. Hun savnede Angus.
Hendes blik fløj op imod ham da hun hørte hans ord. "Jeg tror ikke du er uovervindelig, jeg ved du ikke er," afbrød hun lettere hidsigt. Hendes kinder blussede ganske let og hun så roligt på ham og lyttede bare. Hun nikkede lidt. "Jeg ved godt dine evner giver dig en fordel på det punkt." Hun smilede svagt og kort til ham og rullede let på skuldrene og vendte blikket imod bålet imens. Flammerne virkede dragende på hende, hvilket ikke burde undre nogen der kendte til hendes evne. Mange gange sad hun alene om aftnen og bare kiggede ind i flammerne, hun kunne sidde der i flere timer og bare fundere over alt og ingenting.
Hun vendte lidt modvilligt blikket imod ham igen da han sagde noget og hun nikkede lidt. "Jeg ved godt hvad du mente, Jason," sagde hun blidt. Hun klukkede let over hans næste ord. "Jeg slog ud efter dig fordi du var igang med at skride fra mig, uden et ord," sagde hun roligt og så bare på ham. "Jeg overlever det, så det skal du ikke tænke over, for hvad gør et ar fra eller til?" Hun trak lidt på skuldrene og uden at ligge mærke til det førte hun hånden op til venstre side ad halsen, den side der næsten var et kæmpe ar. Hun så bare på ham med et lidt fraværende blik og trak på skuldrene. "Jeg er faldet ned," sagde hun bare og lod med vilje være med at svare på det sidste han sagde, hun brød sig ikke særlig meget om det. Og da hun mærkede hans hånd imod sin skuldre gav det et lille sæt i hende og hun blev hurtigt nærværende igen og så en anelse overrasket op på ham. Hun vidste godt at han ikke var en der normalt brød sig om at folk rørte ham eller røre andre, så hun var pænt meget forundret over ham. Hun nikkede bare kort til hans ord og stod som en stiv støtte idet hun lod sin hånd falde fra sin hals. "Jeg ved det godt," var det eneste hun kunne sige, hun anede ikke hvad hun ellers skulle sige til ham.
Til hans ord trak hun bare lidt på skuldrene og smilede let til ham.