A Demigod? Are you on drugs? ~ Jason

Tid :: 12.07 (det er i sommerferien, år 2011)
Sted :: I New York, på caféen Manny's
Omgivelser :: Mennesker
Vejr :: Det er solskin, og dejligt varmt.
Påklædning :: Outfit - hendes hår er stadig brunt.

"Så, Zoe, nu er du fin", sagde damefrisøren endelig efter to timers klippen og friseren, og Zoe åndede lettet op. Sjovere var det altså heller ikke, at sidde i en frisørstol, mens håret blev studset, friseret og krøllet. Ikke at det behøvede, at blive krøllet, for det gjorde det helt selv. Hun var den eneste i familien, hvis hår havde naturlige krøller, eller nok snarere bølger.
Hun kørte hånden igennem sit bløde, brune hår, og smilte taknemmeligt til frisøren, der kiggede stolt på det brune hår, der omkransede Zoes 'så yndige lille hoved, og så de øjne! Hvor passer de godt ind'. I to timer måtte hun høre på, hvad damefrisøren, vist nok Miss Tyler, havde at sige om hendes 'så tynde krop, der nok snart gik itu, som var den lavet af glas'. Hun var ved, at få spat af den gamle, buttede kvindes irriterende, pibende stemme. Den lød lidt som en mus en gang i mellem.
Hun rejste sig, og kiggede hen på hendes mor, der smilte tilfreds. Tilfreds? Den kvinde var kun tilfreds, når Zoe opførte sig, som en kvinde af det finere borgerskab. Hun måtte gerne være venlig over for middelklassen, men ikke for i møde kommende. Hun skulle jo nødig 'fratanisere for meget med de gadekryds', som hendes mor så uforskammet kaldte de børn, der var født udenfor ægteskab. Hendes familie var så irriterende gammeldags. Var der et barn, der var født uden for ægteskab, var det uægte. Var der en mand, der var blevet taget i at stjæle f.eks. en pose haribo fra en butik, skulle han have hugget hånden af. De kunne bare ikke komme videre. Rettelse; Hendes mor kunne ikke komme videre - hendes far gjorde bare som hendes mor sagde, fordi det var det nemmeste. Med det mente han, at det var det nemmeste, og så var man også i sikkerhed for mors dømmende blik, der kunne se i gennem enhver facade.
Hun sukkede, og gik hen til kassen sammen med hendes mor, der virkede uendeligt lettet over endelig, at kunne forlade dette 'hæslige, men dejligt billige, sted, der kaldes en butik! Kan du fatte det, Zoe? En butik!'.
Pengene blev betalt, og et pibende 'på gensyn' blev råbt efter Zoe og hendes mor, der gik direkte ud i det dejlige solskin. Noget, der kendetegnede Manhattan.
"Søde skat," startede hendes mor med en påtaget beklagende undertone - sådanne følelser var hun fuldstændig blottet overfor -, og Zoe vidste straks, at deres frokostaftale var aflyst, "Mr. Lin foreslår, at vi skal mødes i dag angående den vigtige kontrakt, jeg fortalte dig om, så jeg-"
"'Er nødt til at aflyse i dag, jeg er ked af det.'", fuldførte Zoe irriteret sætningen, men trak så på skuldrene. Hun vidste præcist, hvor meget sådanne kontrakter betød for hendes mor.
"Ville det være okay med dig? Tak, søde skat," sagde hendes mor med den almindelige, bekymringsfrie forretningsstemme, som om der intet var sket.
Hun kyssede Zoe på kinden, og fik hurtigt prajet en taxi. Zoe kiggede efter den forsvindende taxa, og sukkede højlydt, mens ordet 'bitch' lydløst forlod hendes læber. Hun smækkede hånden for munden, mens hun ledte efter tegn på, at nogen havde hørt det lille ord på en stavelse. Da hun ikke fandt nogen tegn på dette, trak hun på skuldrene og lod hånden falde igen.
Hun trak sin iPhone op ad lommen, lod hendes fingre glide over det pink cover med glimmer, der dannede ordet 'L-O-V-E', og tastede så koden med hendes tommelfinger; 1-0-4-2-0-0-7. Datoen d. 1. april 2007 - den sidste gang, hun havde haft en ordentlig samtale med hendes mor, der ikke omhandlede mode, og hvordan hendes mor så ud den dag. En almindelig mor-datter-samtale, sådan én, som alle piger sikkert frygtede, men som Zoe ønskede. Hvor var det dog poetisk.
Et billede af Zoe og hendes veninde, Arabella, dukkede op på skærmen, og et lille smil gled over hendes læber. Hvor skulle det gøre godt, og se Arabella igen efter ferien. Hun fiskede sine pinke høretelefoner op fra den venstre baglomme med hendes frie hånd, og satte stikket i hendes mobil. Da høretelefonerne var puttet i ørerne, satte hun sangen 'Wanted' af Hunter Hayes på, og lagde telefonen tilbage i baglommen.
Hun gik nogle få gader længere ned og standsede så ved hendes yndlingscafé; Manny's. Kvinden, der ejede stedet, hed Manny, og var nok den mest gavmilde person, Zoe nogensinde havde kendt. Hun var ikke snobbet, overfladisk, som Zoes andre veninder, og hun gik ikke det mindste op i mode. Altså, perfekt, set fra Zoes synsvinkel.
Hun trådte ind ad døren, og gik op til kassen. I dag var det en ung pige, der stod ved kassen, og hun så ud til at kede sig gevaldigt. Ikke underligt, da der kun sad cirka tre personer herinde. Et gammelt par med deres barnebarn, en lyshåret pige, der havde ufatteligt svært ved at ramme hendes mund med kagen åbenbart. Hun var helt smurt ind i chokolade fra kagen, der sjovt nok var en chokoladekage.
"Hvad skal du have?" spurgte pigen uinteresseret, mens hun pillede ved sine ekstremt lange negle, der havde en fancy, turkis neglelak på.
"En stor kakao, tak" sagde hun, og pegede på et lille bord, "jeg drikker den her."
Hun nikkede, og Zoe satte sig ved det udpegede bord. Hun standsede musikken, og gav sig i stedet til at se rundt i den lille café. Der var nydelige rød og hvid-stribede gardiner for vinduerne, og ved et mellemrum, kunne der lige skimtes ordene 'Manny's' med svungne guldbogstaver. Disken var fyldt op med kager af forskellige slags, hvilket fik den lille pige til, at kaste nogle sultne blikke derop. Måske var det grunden til, at hun ikke kunne ramme munden med kagen?

Jason havde fulgt efter en kvinde og hendes datter, hun mindede ham om en han havde set før, han tænkte tilbage, men kunne ikke finde hoved og hale i de ansigter han havde set, han stod op af muren mens hun var inde hos frisøren, han stod og læste avisen, New York Times, han læste ikke rigtigt avisen, men ventede bare på at de skulle komme ud så han kunne få det bekræftet. Den følelse der løb igennem ham, han følte virkelig at han havde set hende før, at han kendte hende et sted fra, men han kunne ikke just være sikker, det var et tilfælde at han var i New York på denne dag, og da han havde set hende oppe fra et tag hvor han havde siddet og spejdet over byen, ville han følge efter hende. Som sagt for at finde ud af hvem hun var. Da han var fulgt efter dem havde han sat hætten over hovedet. Hans mørke hætte trøje sad godt på hans efterhånden lidt overtrænede krop, den sad ikke stramt eller løs, den sad så han havde frihed til at kunne bevæge sig rundt, selv løb ville han ikke have problemer med, hans bukser var også et løst siddende og let stof, og hans Nike free run sko gjorde at han lignede en gennemsnits teenager, det var svært at se at han kom fra en familie der klarede sig overmiddel selvom han kun havde sin far. Han havde ikke vidst hvem hans mor havde været før hun var begyndt at snakke til ham, efter han var kommet ud i det rod han havde lavet. Hans far havde ikke snakket med ham om det, han havde heller aldrig fundet sig tiltrukket at en anden kvinde, ikke nok til at han ville leve sammen med hende, eller det var dog inden han havde mødt hans nye forlovede.
Jason havde ikke haft noget i mod hende, han syntes hun var en smuk kvinde, ja hun var smuk, en smuk ung forsvars advokat, og hans far var chef for rets teknisk laboratorier i Chicago, det gav godt, men det gjorde så også at han ikke havde været hjemme så tit, så Jason havde levet et liv med barnepiger men det havde aldrig stoppet ham fra at komme udendørs, og ind i lort. Men han havde aldrig brokket sig, når hans far havde taget ham med ud når han skulle have opgaver eller samarbejde i andre stater, de bedste ture havde nok været når de havde været i New York, han elskede byen lige så meget som han elskede Chicago. Men Han havde nødt Zoe det var nok det der havde gjort turene så fantastiske, hun havde altid fået ham i godt humør, men det skaltes nu måske mere at hun havde en dragende effekt på ham. Han var tiltrukket af hende, og håbede lidt at det bare havde været en fase, han havde trods alt ikke set hende længe, og der var sket meget for ham. Han så ned på sin mobil da der var gået en halv time efter de var kommet ind i frisørsalonen.


Da de endelig kom ud igen så han på dem fra hættens skjul, da han lyttede til deres halve samtale om hendes mors aflysning af deres middag, han så på hendes mor da hun satte sig ind i taxaen og han så på Zoe som han nu genkendte, der var en essens over hende, en essens han kendte så godt. Det kunne ikke være sandt, kunne det, kunne hun være ligesom ham, hvis det var sandt, så vidste han nu hvorfor han havde haft det sådan med hende som han havde. Afrodites essens, var den der hvilede om hende. Han tog en dyb indånding og sukkede lavt og lydløst. Fulgte efter hende på afstand så det ikke så ud til at han forfulgte hende, han gik med hænderne i sine lommer og gik afslappende, lignede slet ikke en jæger der jagede efter et bytte, men i dette tilfælde var det hun var lige nu, indtil han kom i kontakt med hende, hun var et bytte. Ikke at han ville skade hende, nej han ville snakke med hende igen. Hun hørte til i lejren sammen med andre af deres slags, tænk at hun også var halvgud. Da hun satte sig ind på caféen ventede han to minutter inden han gik ind, og lod sin hætte falde og gik op, han bestilte lidt kage og noget at drikke, satte sig i nærheden af hende og holdt nøje øje med hende, dog meget diskret.
Han havde kun bestilt kagen og kaffen for at ikke ligne en der ikke rigtigt havde noget at gøre, han havde ikke rigtigt haft lysten til spise noget, men nu havde han bestilt, og han duftede kort til kagen, selvom Zoes Essens steg over det hele han kunne dufte hende, selvom han sad med kagen foran sig. Han kunne ikke gøre for hans sanser var forstærkede men sådan var han nu bygget efter hans evner var kommet frem. Han stak lidt i kagen, og tog en lille tår af kaffen og blinkede kort. og vendte kort blikket mod Zoe igen. Han overvejede om han skulle sætte sig hos hende, når han engang havde fået taget sig sammen til at spise kagen færdig, og få drukket kaffen.
Han rejste sig og lagde nogle penge på bordet som drikke penge, han gik hen mod hendes plads og stillede sig foran hende ”må jeg sætte mig her?” spurgte han så hans stemme var venlig, rolig og dyb. Han regnede ikke med at hun kunne huske ham, men han kunne huske hende, Han havde et skævt smil på læberne, skjulte en indånding og smilede kort. Han var blevet sikker, helt sikker Hun var Afrodites datter eller i hvert fald en af dem. Han stod og ventede på hendes svar.