Jeg er IKKE en jomfru i nød! - Nolan

S: Skoven
T: 23:21
O: Træer, buske, og en Kimære
V: Overskyet men ingen regn
P: Klik

Litsa plejede ikke rigtigt at gå ud i skoven om natten alene. Hun havde været her før med venner og søskende for at lege rundt og søge udfordringer. Nu havde hun sjældent mødt noget specielt farligt udover nogle vildsvin og en enkelt ulv. Så i aften var hun af sted selv for selv at prøver kræfter af med nogle dyr måske. Hun havde sit sværd med for en sikkerheds skyld. Et skarpt sværd, der lå godt i hånden og udsmykket med hjerter. Det var hendes yndlings, men nok ikke det bedste. Det var også bare for at være på den sikre side, nu der aldrig var sket noget.

Hun gik og snakkede lidt med sig selv om løst og fast, og fik nogle aggressioner ud ved at slå til nogle buske med sit sværd. Når man levede i en verden med misundelse og manipulation som overlevelse, var der tit agressioner der skulle op til overfladen på en eller anden måde. Hun var i sin egen lille bitre verden og hørte derfor ikke rigtigt et par grene der knækkede inde bag ved nogle træer. Det var først ved et brøl hun vendte sig om og stoppede forbandelsen af alle dem der gjorde hende irriteret. "Hvem der?" hun rettede sig op. Litsa var ikke typen der let blev bange. Alligevel gispede hun da en stor pote kom til syne rundt om nogle buske og hun pludselit stod ansigt til ansigt med et løvehoved. Og et gedehoved. Og en slange. Det tog hendes hjerne et par sekunder at forstå det var en kimære hun havde været uheldig nok til at komme i nærheden af. Alligvel greb hun sit sværd og rettede det mod kimæren. "Jeg er ikke bange for dig!" vrissede hun og ventede bare på monsteret gjorde udfald. Den så blot forvirret på hende og gik med langsomme skridt imod hende. Hun sænkede ikke sværdet men hævede det da monsteret kom for tæt på. Det fik kun uhyret til at komme med et nyt brøl inden flammer for imod hende. Litsa sprang til siden for at komme i sikkerhed, men hun var vant til arenaen med et jævnt underlag, ikke en skov med grene og sten. Hendes fod sad derfor fast i en rod i jordbunden så hun endte på jorden og slog skinnebenet imod en sten. Et højt skrig af smerte fyldte pludseligt skoven og hun tog sig imod benet. Hun prøvede at sparke sig væk fra monsteret med sværdet i hånden, men da hun bevægede benet var der et nyt jag af smerte der løb op igennem hendes ben. Hun kom med et lavere skrig den her gang og prøvede at finde ud af hvor monsteret var nu. Det var ikke kommet tættere på, men alle tre hoveder havde øje på hende og løven slikkede som om munden, noget Litsa ikke følte sig tryg ved. Her hjalp hendes evner ikke meget og hun måtte bare håbe nogen havde hørt hende skrige og klamre sig til sit sværd og vente på angreb.

Han var ret øm i ryggen efter at have sovet oppe i et træ i flere timer. Det var startet med at han var stukket af fra sine pligter, han skulle hjælpe til med aftensmaden og var stukket af, ud i skoven, for at gemme sig til det var overstået. Som altid, når han var i skoven, var han kravlet op i et træ og lagt sig til rette. Ikke det mest behagelige, men det fungerede og i det mindste lå han ikke på skovbunden, hvor et monster kunne æde ham eller en slange bide ham. Han huskede endnu Fenris, der havde snakket om den giftige slange. Blot tanken fik det næsten til at vende sig i ham.
Han var kravlet ned igen, da han var vågnet. Til hans egen overraskelse havde han sovet i flere timer, var ganske stiv i kroppen og nu var det blevet ret så mørkt. Han turde slet ikke gætte på hvad klokken var! Han strakte sig og så op mellem nogle træer, op mod himlen, med et ganske afslappet udtryk. Selv om skoven var farlig om natten, kom han sjældent i problemer og han følte sig ikke specielt nervøs for det.
Han var iklædt nogle lange bukser, for en gangs skyld, og en t-shirt. Nu, hvor det var mørkt, var det lidt køligt om armene og han var glad for han havde taget nogle almindelige sko på.

Larm forstyrrede hans ellers uforstyrrede tur tilbage mod hytterne og ud af skoven. Han stoppede op og så sig omkring, som han hørte brølet af noget der kun kunne være et af de omtalte monstre. Hans første tanke var at skynde sig tilbage til hytterne, tilbage til sikkerhed. Måske tage et smut fordi festgudens hytte og se om der skete noget der.
Alligevel krøb han sammen og listede ind mellem nogle af buskene, så lydløs som han nu kunne være.
Han stoppede op, da han til sidst fik øje på...Hvad hed de nu? Kim...Kis...Kil...Kim-monstret! Måske skulle han alligevel have deltaget i de timer, der beskrev diverse monstre de kunne risikerer at møde. Han følte sig dog ikke særlig ked af det...
Hvilket måske også skyldtes han så den kvindelige skikkelse der lå foran monstret og krabbede sig baglæns. Hans gæt var personen havde slået sig, siden hun ikke bare rejste sig op og løb?
Det var først da han krøb lidt tættere på, at han genkendte skikkelse som ingen andre end den latterlige Litsa. Han himlede med øjnene og var faktisk tæt på bare at krybe væk igen, tilbage i sikkerhed. Man fik som man redte, gjorde man ikke?

Han samlede nogle sten op. Kolde og nogle af dem med et par bænkebiddere under sig. Han skyndte sig at ryste dem væk. Adr!
Så tog han sigte...
Og kastede stenene om bag Kim-monstret. Den ene ramte bare nogle buske, men den larmede i det mindste lidt. Den næste ramte et træ og den tredje var han ikke sikker på overhoved ramte noget. Alligevel var det nok til at monstret stoppede op og virkede til at se sig tilbage med i hvert fald et af sine mange hoveder. Det blev ikke bedre, var Nolan overbevist om, da han sprang frem fra buskene og løb over til Litsa. Der var ikke rigtig tid til at lege snerrende prinsesse, men han tvivlede ikke på hun ville gøre det alligevel.
"Helte-ekspressen til stede! Afgang med det samme!" meddelte han blot og tilbød hende en hånd, for at hjælpe hende på benene...
Han så sig over skulderen i håb om monstret ikke ville vende sig mod dem med det samme og flå dem begge to til døde. I så fald ville han personligt finde Litsa i underverdenen og pine hende i efterlivet.

Litsa var egentlig forberedet på det værste lige nu. Ville monsteret være tilfreds hvis den bare åd hendes ben eller arm? Eller skulle hun dø nu? Hun håbede virkelig ikke det her blev måden hun døde på. Da hun hørte noget bag monsteret var hun først sikker på at det var endnu et monster og hun var klar til at give op og acceptere sin død. Hun så dog op for at se det der kunne blive hendes død for at opdage at kimæren havde vendt opmærksomheden væk fra hende. Hvis hun kunne havde hun skyndt sig at løbe, men det ben kom hun ikke til at støtte på en den nærmeste fremtid. Hun så op ved lyden af en stemme og så først sur ud da hun så Nolan. Hvis ikke hun var en livstruende situation havde hun skubbet ham væk og råbt af ham at hun ikke havde brug for hjælp fra nogen. Det var bare ikke sandt lige nu. Han var hendes eneste redning, det var enten at tage imod og være sød eller dø. Dét valg var ikke ligefrem svært. 

Hun tog hans hånd og fik sig selv op på det af hendes ben der ikke føltes som om der var en million glødende søm der stak ind i hendes muskler. "Det er sødt af dig, men jeg kan ikke gå." Hendes stemme var ikke sarkastisk eller negativ på nogen måde. Nu hvor hun stod op var hendes skadede ben ikke støttet af noget, og smerten var meget mere tydelig. Hun bed tænderne hårdt samen og turde ikke engang at prøve og bruge sit ben. Hun så sig om for at få styr på hvor kimæren var henne. Dens interesse på hvad end Nolan havde kastet var ved at slippe op, og et af hovederne var allerede vendt imod Litsa og Nolan igen. "Ehm, wonderboy, jeg hader at sige det, men" hun pegede på monsteret og kunne mærke hvordan frygten krøb igennem hendes krop. I et svagt forsøg prøvede hun at bruge sin evne og få noget i skoven, hvad som helst, til at fange monsterets opmærksomhed ved at tiltale den. Det virkede ikke, og hun måtte konstatere at kimærer nok ikke var særligt interesseret i pæne ting. Hun klamrede sit sværd i hånden. Hvis hun ikke var skadet kunne hun sikkert angribe, men et sværd uden en der kunne føre det var ubrugeligt. Hun var støttet op af Nolan siden hun kun kunne stå på ét ben og ellers ville miste balancen. "Kan du bruge et sværd ordenligt?" Det var ikke for at stikke til ham, men sidst de havde trænet havde han ikke ligefrem imponeret hende. Han var nu deres eneste redning, hvis nogen skulle forsvare dem blev det ham og ikke hende. Hun ventede ikke på svar før hun skubbede sværdet ind mod ham, med øjnene fast hvilende på kimæren.

Han støttede hende og kunne tydeligt mærke hun støttede mod ham med en del af sin vægt. Hans blik gled ned af hende og det gik snart op for ham at hun ikke kunne bruge sit ene ben, tæt efterfulgt af hun selv gjorde det klart. Smukt! Lækkert! Så langt havde han ikke tænkt. Trods alt havde han håbet han bare kunne hive hende på benene og stikke af igen....
Hans blik gled over på monstret igen, der efterhånden så på dem.
"Øhm..." Hvad skulle han sige? Han var hurtigt og smidig, god til at stikke af, men at slås...
Alligevel mærkede han det kolde stål, som han fik stukket sværdet i hånden uden nåde. Han så forsvarsløs ned på sværdet og over på Litsa igen, før han rettede opmærksomheden mod monstret. Igen.
"Behøver du spørge?" lød hans svar. De ville så meget dø. Alle de ting han ikke havde fået lært Felix endnu! Al den ballade han kunne have hevet Delia med på...Alt den sex han kunne haft med alle mulige...
"Altså...Hvad er dettes svage punkter?" spurgte han en smule håbløst, før hans ene arm gled rundt om hendes krop og holdt hende ind til ham, for at støtte hende yderligere, da han med sværdet i den ene hånd vendte dem begge op - så vidt muligt - og trak Litsa med sig ind mellem træerne, i håb om de kunne købe lidt tid, da de trods alt kunne klemme sig mellem nogle træer, som den ikke kunne. Hvem vidste...Måske var de endda så heldige at kunne stikke af fra monstret?

Litsa sukkede en smule hjælpeløst. Det var jo ikke Nolans skyld at han ikke var god til kamp, men hvor var det typisk at det så lige skulle være ham der skulle være hendes redningsmand. Hvis de overlevede det her var nogen jo nødt til at lære den dreng at kæmpe, han kunne ikke stikke af hele sit liv. Han virkede også som en forfængelig nok type til at ville beklage sig hvis et mondster satte kløerne i hans ansigt, men den iagttagelse holdt hun for sig selv. 
Hun lagde uden tøven armen om ham, han var hendes støtte og hjælp til at kunne bevæge sig, hun havde ikke tid til at være en bitch. Hvis han fik dem dræbt skulle han nok få tilbage i Hades. "Gå efter at dræbe, men pas på løvehovedet, det spyr ild." Startede hun ud mens hun klamrede sig til ham da de bevægede sig væk fra monsteret. "Gå efter at skade dens ansigter. Det er lettere at kæmpe mod noget der ikke har den fordel hele tiden at kunne se dig fra tre vinkler." Fortsatte hun så. Hun havde aldrig selv kæmpet imod en kimære men hun havde hørt efter når der var blevet snakket om dem. Modsat mange andre i lejren kunne hendes evner ikke hjælpe hende i kamp så hun måtte bruge hjerne og muskler i stedet. Hun støttede kort med sit skadede ben og kom med en undertrykt smertesudbrud. Det var altså ikke en mulighed at bevæge sig uden ham. Hendes øjne røg op på monsteret der ikke så ud til at miste interesse nu de var to, men mere som om den så ud til at kunne lide legen bedre. "Gå efter slangehovedet først! Det er hurtigt, og let at kappe over, sværdet er skarpt nok!" Kommanderede hun. Hendes stemme var hverken kold, hård eller arrogant, derimod bare fyldt med håb om overlevelse.

Hovederne? HOVEDERNE? Det mest farlige og umulige at ramme! I et øjeblik overvejede han bare at gå i panik. Alligevel forblev han rolig, hvilket nok måtte være til tak for at Litsa var der. Hun virkede overraskende rolig og håbefuld, så det ville ikke virke passende hvis han, både som drengen og den eneste der kunne hjælpe dem begge, gik i panik. Han vædede sine læber og trak Litsa ind mellem nogle træer, der stod lidt tættere end resten og stoppede så op. De kunne ikke gå væk fra monstret på denne måde. Den var allerede på vej imod dem. Han slap Litsa tæt på nogle træer, så hun kunne bruge dem som støtte og vendte sig med fuld front mod monstret, slet ikke klar på en slåskamp. Han havde absolut ingen ide om hvordan han skulle ramme det....Og specielt ikke ved hovederne. Fjerne slangen først, men løven var farligst og så var der også den sidste. Ved en pludselig indskydelse sørgede han for at sætte sværdet fast i hans bukser, før han begyndte at kravle op af det nærmeste træ. Smidig som en abe, næsten, trak han sig fra gren til gren, til han var nået forholdsvis højt op. Han kravlede ud på en gren...Og sprang fra det ene træ til det næste. Kimæren var kommet tæt på nu og skubbede til træerne, hvad han ikke lige var opmærksom på. Til sidst stod han på et træ lige foran Kimæren, som skubbede til det...Og Nolan slap sit greb og fandt ned på ryggen at monstret, hvor han greb fat i hvad end han kunne for at holde sig fast. Undervejs havde han bidt sig i tungen og tabt vejret efter at falde ned på dyret.
Han sank blodet, der smagte metallisk. Monstret bevægede sig rundt og han turde ikke rigtig slippe for at tage fat i sværdet. Hans plan havde været at angribe fra oven men...Ja, nu lå han her. Og han kunne se monstret havde kurs mod Litsa, tydeligvis ligeglad med at Nolan tog sig en ridetur imens. Han klemte benene rundt om dens krop, så godt han kunne og slap med den ene hånd, kun for at slå dyret hvorend han kunne nå, i håb om at distraherer den fra at nå Litsa...
Til sidst greb han fat i manen på løven, som denne svang hovedet, og trak sig selv tættere på hovederne. At hive den i håret så også ud til at virke, håbede han, da den brølede irriteret over det og Nolan måtte holde bedre fast for ikke at falde af også...

Litsa støttede sig godt op af Nolan. Det var hendes eneste mulighed for at komme rundt, og det var ikke særligt hurtigt. Det kunne hverken Nolan eller hende selv jo gøre for, så hun accepterede blot at det var sådan det var lige nu. At hun blev parkeret ved træerne gjorde hende intet, for der var ingen måde hvorpå de kunne løbe fra kimæren på den her måde. Hun var hurtig til at gribe fat i et træ at støtte sig til og så forvirret efter Nolan da han forsvandt op i træerne. Hvad havde han gang i? Det var ikke ligefrem fordi Kimæren bare ville forsvinde hvis nu han gemte sig. Det gav dog hurtigt mening for hende da han kom op og sidde på den, og selvom den havde kurs mod hende lyste hun op. "Genialt!" råbte hun til ham. Det eneste hun kunne gøre var at heppe. Og guide. For han så ikke ud til helt at havde styr på hvad han lavede. "Bare.. Bliv på ryggen af den! Lad vær med at være overmodig. Der kan dens hoveder ikke nå dig." Hun fandt bedre forfæste og følte sig relativt sikker med ham på ryggen af monsteret. Hun var godt klar over hun stadig var i far for at dø, men nu havde Nolan i det mindste en fordel, hvis bare han kunne finde ud af at bruge den. "Du kan godt angribe fra ryggen, sigt mellem skulderbladene!" Hun var muligvist røv irriterende men han havde ikke imponeret hende med sine kamp evner, og det var den eneste måde hun kunne hjælpe på lige nu. Det var trods alt hendes skyld de nu var i den her situation, hun kunne da godt prøve at gøre noget end bare at være til besvær. Hun lænede sig imod træet hun stod op af og overvejede om hun havde nogle muligheder. At forvirre den ved at kaste ting ville ikke være til fordel for Nolan, og at prøve at lokke den ville være for farligt. Hun måtte altså bare stole på at Nolan kunne det her. Alligevel tog hun en solid kæp i hænderne, bare sådan for en sikkerhedsskyld hvis nu bæstet kom for tæt på. Hendes øjne var ellers meget fokueserede på Nolan og hans kamp. Hun brød sig ikke meget om ham, og hun var ret sikker på det var gengældt, men hun ønskede ham trods alt ikke død bare på grund af det, og heppede hellere på ham end kimæren.

Hvad skulle han nu gøre? Han sad på ryggen af uhyre, der ville flå ham levende, som kastede med sit løvehoved, for at få ham til at slippe. Noget han absolut ikke turde...Men hvis han ikke slap, bare med den ene hånd, kunne han heller ikke bruge sværdet. Lits kaldte og rådgav ham, men det nyttede intet, når han ikke følte sig sikker nok på sine egne evner. Alligevel kunne han godt se at han ikke bare kunne blive siddende her og håbe monstret snart blev udmattet nok til selv at lægge sig ned og dø. Hans tunge var øm, bemærkede han kortvarigt, da han igen sank sit spyt. Nu kunne de godt bruge en hær af krigeriske satyrer. De var da krigeriske, nogle af dem, var de ikke? Eller slog de kun slanger ihjel?
Han slap lidt med benene og lod sig glide lidt ned igen. Hvis den da bare ville stå stille! Hvis ikke han holdte godt fast, ville han glide af. Til sidst tog han chancen og slap med den ene hånd og rakte ud efter sværdet...
Monstret gjorde et hop og Nolan måtte kæmpe for at holde fast. Hans hånd hægtede sig fast i det den ellers bløde man, så løven brølede endnu mere, nu blot dobbelt så irriteret. Sværdet gled ud af hånden på ham, fløj ned på jorden og ud af hans rækkevidde. Shit! Han greb panisk fat med begge hænder. Var det okay hvis han gik i panik nu?!
"Det går ikke Lits!" råbte han og tog ikke af at han midt i kaosset fik brugt hans selvopfundne kaldenavn til hende. Lits. Faktisk, hvis de overlevede dette her, kunne det godt være han ville kramme hende alligevel. Trods alt var hun bedre selskab end en kimærer. Og måske ville han ligefrem overveje at gå til nogle af lektionerne. Dem der handlede om monstre, i hvert fald.
Hans hjerte hamrede og sveden gled ned over ham, som små dråber. Han var allerede ved at blive udmattet, selv om han takkede adrenalinen for at holde ham i gang.
"Sværdet!" kaldte han, uden at skjule den panik der nu havde sneget sig ind i hans stemme. Hun ville hade ham nu...
"Jeg tabte det!"

Litsa så forfærdet til. Nolan var ikke ligefrem en helt, hverken at se eller høre på. Hun ønskede i sit stille sind at hun var blevet fundet af en søn af Ares eller Athene. Så ville hun allerede sidde og få forbundet sit ben. Men ak nej. Selvfølgelig var det Nolan der var kommet vadende. At han var dårlig til kamp var sådan set hans eget valg men at han absolut skulle være det med deres liv på spil, det var altså ikke til at acceptere. "Kunne Eros ikke bare få en søn der kan noget, til en forandring" vrissede hun inden hun slap sin støtte i træet og faldt ned på jorden på alle fire. Hun kunne ikke gå. Men hun kunne kravle. Det gjorde forbandet ondt, men det var enten det eller vente på at de begge døde. Hendes øjne var låst fast på sværdet der var faldet til jorden. Nej, hun havde ikke en plan, men ude af deres hænder havde sværdet i hvert fald slet ingen gavn. Hun kravlede forsigtigt hen imod det mens hun holdt øje med kimærens kamp med sin rytter. Hun råbte ikke længere til Nolan. I stedet prøvede hun at være så stille som muligt og bed smerten i sig. Uhyret skulle ikke opdage hende. Sværdet var for tæt på den til at hun kunne få fat i det hvis uhyret valgte at gå efter hende ved en pludselig lyd. Hun fandt situationen ironisk. Hun var den sårede, hun havde været jomfruen i nød og nu var det hende der måtte gøre noget for at redde dem. Lige hvad hun manglede. Hvis de overlevede kunne hun godt finde på at tvinge Nolan til at lære og bruge et sværd. Drengen var jo næsten en fare for sig selv og andre.
Da hun var tæt nok på rakte hun ud efter sværdet og fik fat om det. Med et smil trak hun det til sig, og kom meget uelegant op og stå på sit raske ben. Hun piftede højt. Alt hun havde lært om at kæmpe krævede stort set altsammen at man kunne gå. Nu måtte hun jo prøve uden. "Hey! Få den herhen." Normalt ville hun have tilføjet en arrogant bemærkning om at han skulle se og lære, men sandheden var at hun ikke anede hvad hun lavede. Om to minutter kunne hun meget vel være død. Så i stedet for at spille på sin normale, arrogante personlighed, bestemte hun sig for at en følelse af teamspirit ved at be ham om hjælp sikkert var bedre for situationen. Hun greb fat om sværdet, holdt det stramt, og ventede på uhyret og dets rytter.

Han formåede at holde lidt øje med hende, omend han det meste af tiden prøvede at holde sig fra at falde af og holde dyret beskæftiget. Dette var, nok uden tvivl, den mest voldsomme hændelse i hans liv til dagens dato. Hans hænder var svedige og gled i pelsen, trak flere og flere hår med sig, til hans hænder var næsten lige så pelsede, som det dyr han klamrede sig til. Han kunne mærke sveden dryppe ned over hans tindinger og gennemvæde hans tøj, samtidig som han kæmpede for at holde sit åndedræt en smule under kontrol, da det ellers piskede af sted, så han næsten troede han skulle besvime. Han hørte ikke hendes kommentar, ja, faktisk hørte han intet, før hun råbte til ham. Han så efter hende og så hende stå med sværdet, på sit skadet ben og et eller andet sted forbandede han sig selv for sin egen uduelighed. Hvis de kom levende igennem dette var det så sandelig ikke takket være ham!
Vred over sig selv, var det ligefør han ikke ville efterkomme hendes ønske. Som om han faktisk kunne styre bæstet, alligevel. Det meste af tiden prøvede han jo bare at holde sig på!
Men et eller andet sagde ham at bæstet også snart var ved at blive udmattet eller begyndt at ignorere han sad der, for den kastede mindre med hovederne nu. Han rakte ud efter det ene - bløde - øre og hev i det og efter lidt utilfredshed fra bæstet, så det endelig ud til at vendte sig om mod Lits, den retning han hev i dens øre. Han sank sit ikke-eksisterende spyt. Der måtte da være noget han kunne gøre? Lits var jo ikke i stand til at kæmpe ordentligt! Ja, faktisk havde han både den mest sikre og bedste position til at gøre noget, var han ikke en klovn!
"Kast sværdet!" skreg han til hende, velvidende hun sikkert ikke ville gøre det og velvidende han faktisk ingen plan havde selv...

Litsa så på Nolan og hans kamp med bæstet. Han gjorde det sådan set fint nok i forhold til hvem han var og hvad han kunne. Han var da stadig i live. Hun var til gengæld skuffet over sig selv. Det her var direkte pinligt. Hun brugte for meget tid i arenaen, for meget tid på træning, til at stå her med et brækket ben og have ingen plan og ingen taktik. Uden Nolan ville hun have været død nu, og selvom hun hadede at indrømme det ville hun skylde ham en undskyldning og et tak, hvis de overlevede. 
Hendes opmærksomhed blev dog skærpet da bæstet satte kurs mod hende. Men det så ikke ud til at Nolan ville lade hende klare det her. Hans ordre om at kaste sværdet bekræftede det. Hun så kort tøvende på sit sværd. Det var hendes yndlings, det var en personlig gave og det var lige blevet fikset af en af hendes gode venner. Det var tøset, jo jo, men det var også let og effektivt. Alligevel måtte hun indrømme at Nolan jo havde de bedste odds af de to lige nu, så hun så op og kastede sværdet til ham. "Du griber det!" kommanderede hun, velvidende at han nok ikke ville tabe det med vilje. Hun fortrød også hurtigt sin mitroiske ord i den her situation. "Vis nu at du sagtens kan!" lidt motivation kunne hun vel godt give ham. Hun støttede sig op af et træ og bed tænderne hårdt sammen, hendes ben gjorde ondet, og hun kunne mærke smerten var nået til det punkt hvor hun var begyndt at svede af det. Alligevel var det ikke hendes fokus. Det var Nolan og bæstet, og forhåbentligt ville det snart være ovre nu.

Han klemte med benene. Han havde nærmest vænnet sig til dyrets bevægelser nu og var det ikke fordi det var livsfarligt, ville han måske ligefrem nyde rideturen. Han sad fast og bemærkede svagt at det ikke kunne være mere besværligt end holde fast i en gren eller nogle reb, når han klatrede. Han tørrede sine hænder af og trak vejret dybt, mens han så ned mod Lits og gjorde tegn til at hun skulle kaste. Han hørte godt hendes ord og i et øjeblik følte han tvivlen ramme ham igen, men han tvang den til side. Nu måtte de altså afslutte det her! Der ville ingen hjælp komme og det var op til ham! Hvad hvis det havde været Felix der stod dernede? Ud over at drengen sikkert ville vide en masse om dyret i sig selv...
Til hans egen overraskelse greb han sværdet. Ham! Der aldrig trænede, greb et sværd! Et sværd der lige så godt kunne have spiddet ham...
Han sad på nakke. Nakken var det øverste af ryggen, hvor alle nerver havde deres hovedkvarter og modtog kommandoer fra hjernen. Så meget kunne han da huske!
Han ventede til det rigtige tidspunkt - håbede han - og slap endelig pelsen, han havde holdt fast i. I stedet greb han om sværdet med begge hænder og stak det i nakken på dyret med al den kraft han kunne mønstre. Stadig med benene om dyrets nakke, holdt han ekstra godt fast, så han kunne presse sværdet endnu længere ned.
Den sank da også lidt og en stribe blod gled ned over pelsen og - hertil måtte han lige synke sit spyt igen - ned over hans ben. Væsken var lun og lugten kvalmende. Og for at gøre det hele endnu bedre, brølede alle tre hoveder og det var som om dyret fik ny energi og kastede mere heftigt omkring sig end normalt. Han pressede og pressede, selv om det virkede som om han havde ramt en knogle...Og så gled sværdet til den ene side og skar hele løvens ene side af halsen op. Cirka samtidig mistede Nolan grebet og fandt sig selv flyvende igennem luften med sværdet i den ene hånd, til han hårdt ramte jorden. Luften blev slået ud af ham, men alligevel fik han snart kæmpet sig op igen. Hele hans krop rystede, da han med sværdet i den ene hånd satte kurs mod Lits, i håb om de nu kunne komme væk, mens dyret var travlt optaget af sin skade. Please?

Litsa stod godt lænet op af et træ og fulgte god med i hvad der skete. Han greb sværdet, til hendes glæde og overraskelse. Hun smilede endda da hun så det. Det betød også hendes sværd muligvis ville overleve det her, hvilket ville gøre hende meget glad. Det var nu ikke hendes hovedfokus, det lå på Nolan der stadig kæmpede på nakken af det store bæst. Hvis han spillede sine kort rigtigt kunne de komme væk, og det håbede hun virkelig inderligt på. Hun så med store øjne på, mens hans stak sværdet igennem halsen på løven, og skar dens hals op. "Perfekt!" heppede hun på sidelinjen. Altså lige indtil han blev kastet af dyret igen. Han overlevede, og imodsætning til hende, så brækkede han ikke noget. Hun skubbede sig ud fra træet og prøvede alt hun kunne at løbe af sted, præcis som ham. Det lykkedes ikke ret godt, og hun måtte hurtigt støtte sig mod et nyt træ. Dyret lød til at være i for stor smerte til overhovedet at ville overveje at løve efter dem. "Du har ikke nogen af de der hvide englevinger som din far render rundt med, vel? Det kunne være ret praktisk." Hun lød forpustet, men det var ikke af anstrengelser, det var af smerten i hendes ben, specielt fordi hun lige havde forsøgt at støtte på det. Det lå også en smule håb i hendes ord, for det kunne virkelig være en stor hjælp ikke at skulle humpe ud af skoven med kun ét ben der virkede optimalt. Hun så, næsten hjælpeløst, over på ham, og bad til han havde en holdbar løsning på hvordan de kom væk fra den her situation og det bæst i baggrunden der hylede i smerte.

Hans ribben stak i den ene side, men med en hurtig hånd kunne han konstaterer at de nok bare var trykkede og ikke brækkede, til alt held. Og dog, stadig noget der ville gøre ondt de næste par uger. Han nåede snart Litsa og så sig over skulderen, mod bæstet, der slog med hovedet, før han så tilbage på hende med et undrende udtryk.
"Har han vinger?" kommenterede han, før han spontant, hvad han jo var god til, bukkede sig ned, slog en arm om hendes ben og tog hende op på den ene skulder. I mellemtiden havde han ikke særlig blidt, skubbet sværdet ind i hånden på hende, med en lille bøn om hun ikek ville stikke han ned imens. Og så gik turen væk, i en retning der forhåbentlig var mod lejren. Hans indre kompas fortalte ham i hvert fald at det var den rigtige vej. Han prøvede på ikke at lægge pres på hendes brækkede ben, men det vigtigste lige nu var nok mere at komme væk. Han valgte nogle usynlige stier, ind mellem nogle tætte træer, i håb om at dyret ville blive forsinket yderligere, hvis det endelig valgte at forfølge dem yderligere. Han havde svært ved at afgøre om deres improviserede flugt faktisk ville virke eller ej, om brølende faktisk blev færre eller om det bare var hans fantasi. Hvor var den fucking hjælp når man skulle bruge den?!
Han skyndte sig så hurtigt han kunne, halvt løbende og stærkt forpustet.

Litsa hævede undrende et øjenbryn over hans kommentar, men inden hun fik sagt noget hang hun over hans skulder med sit sværd i hænderne. Hun var ret glad for at have det tilbage, i hel tilstand. Blodet gjorde det til et lidt mindre glædeligt gensyn, men det kunne let fikses. Hun fokuserede i stedet på at holde fat, og bide tænderne sammen når han fik lavet en bevægelse der gjorde ondt i hendes ben. "Under omstændighederne går det, men det er ikke den fedeste stilling at være i," kommenterede hun kort. Faktisk fandt hun det bare lidt uværdigt at dingle fra hans skulder, men hvad andet kunne han også gøre? Hun ville bestemt ikke klage, bare påpege at det her var en ting hun ikke normalt fandt sig i. 
Da brølene efterhånden var så langt væk at hun var i tvivl om hun bildte sig selv dem ind, slappede hun mere af. Altså, så meget hun kunne med et brækket ben, båret rundt som en sæk kartofler. "Du ved, du burde virkelig lære mere om din far. Ikke for at tryne dig, men hvis du kender hans svagheder og styrker, kender du også dine egne." Først nu kunne hun reagere på at han ikke vidste hans far havde vinger. Forhåbentligt satte han hende snart ned og hun komme hen og få fikset sit ben. Og så skyldte hun ham vist også en ret god undskyldning. Det var sjældent hun bed sin stolthed i sig, men han havde lige reddet hende fra en ret grusom død, han fortjente trods alt et lille tak og undskyld for alt det hun havde sagt til ham sidst. Måske var han ikke en søn af Ares, men han var da stærk nok til at have reddet dem begge ud af en ret slem situation.

Han satte farten ned, da det lød som om monstret forsvandt et sted bag dem. Han kæmpede et øjeblik med at få vejret, mens Lits ord gled rundt i hans forvirrede tanker. Tænkte hun virkelig på det nu? Sjovt som folk havde så pisse travlt med at fortælle ham, hvad han burde. Han bed tænderne sammen og fortsatte et stykke tid i stilhed, til de nåede udkanten af skoven. De var ikke ligefrem vildt tæt på nogle bebyggelser, men hej! Han havde da fundet ud. Og først nu satte han hende ned igen, selv også ret træt i skulderen...Ja, bare ret træt i hele kroppen. Han gled ned på hug og koncentrerede sig blot om at trække vejret og få kontrollen over sin krop igen. Selv ikke den vildeste orgasme kunne efterlade ham sådan her...Ja, han ville helt sikkert opsøge træningspladsen mere fremover.
Først nu gled hans blik op til hende.
"Hvorfor skulle jeg?" Han rejste sig op og børstede sit tøj, selv om det meste af hår og skidt ikke rigtig ville af. Hans ene ben var helt søbet ind i størknet blod...Nogen burde måske gå op til hovedhuset og fortælle om den sårede kimærer, så ingen andre løb ind i den. Og det blev nok ham, for Lits skulle have lægehjælp.
"Han er undergud. Folk nedværdiger ham, nedværdiger mig og det eneste han har givet mig, er en evne til at manipulerer med folk og en overdimensioneret liderlighed. Selv ikke da min m- " Han stoppede sig selv og sukkede svagt, før han rystede på hovedet.
"Glem det. Det er ligegyldigt. Lad os få dig op til bygningerne, så du kan få noget hjælp" han valgte helt at ændre emne. Det var trods alt ting han normalt undgik at tænke over, og gennem sin ligegyldige måde at leve livet, spurgte folk aldrig. Det var jo win-win!
Han slog let ud med ene arm mod hende.
"Skal du have hjælp? jeg KAN også bære dig som en brud" foreslog han til sidst.

Litsa støttede sig igen imod et træ da hun var færdig med at lege dødvægt på Nolans skulder. Hvordan hun stadig kunne stå oprejst med den smerte der foregik i hendes ene ben gik ud over hendes evne til at forstå, men hun var ligeglad. Hun var levende, det var de begge to, og det var der vist kun en at takke for. Alligevel blev hun sur over hans svar. Og over hans klagen. "Åh bu-hu. Du er undergud. Tror du virkelig I er de eneste der skal møde fordomme hver dag? Hvad tror du folk tænker om det her når det kommer ud? Intet. For det er perfekt for dem. Jeg er den stakkels datter af Afrodite, jeg er skabt til at være jomfru i nød, der skal reddes af den store stærke helt. Har du nogen anelse om hvor trættende det er konstant at skulle bevise man kan andet end at sprede benene? Jeg vil ikke ha' din hjælp, jeg vil ikke hjælpes af nogen, jeg kan selv!" Okay, så havde det der brækkede ven indvirkning på hende. Bare emotionelt. Det startede egentlig ud som en form for vredesudbrud, men det var lidt som om at tårerne der hurtigt fulgte efter lavede det om til et håbløst udbrud af magtesløshed. Hun gled ned på jorden, lod sit sværd falde, og skjulte sit ansigt. Det her var perfekt. Det var virkelig ikke flere måder det her kunne blive værre på. "Jeg har brugt hele mit liv på at vise jeg ikke er som de tror..." et eller andet sted var hun bange. Bange for at alle havde ret. Bange for at hun havde mistet alt hun havde kæmpet for. Bange for at være svag. Hun så til siden, væk fra ham. Makeuppen der løb sammen med hendes tårer var hun ligeglad med. Det mere hendes værdighed der pinte hende. "Du burde få tjekket dine ribben, jeg så godt du tog dig til dem. Det ville ikke være godt for dig at bære mere på mig..." Der var ingen følelser i hendes ord. Bogstaveligt talt. Ingen sarkasme, ingen kynisk undertone, ingen vrede eller hoverende klang. Intet. Et eller andet sted følte hun mest for bare at blive siddende her til nogen kom og fjernede den sørgelige bunke rester af sig selv hun var pt. Af alle halvguder var det lige ham der skulle se hende sådan her.

Han blev vred.
"Åh, buu-huu, du er datter af en almindelig gud, og har dermed grund til at træde på alle andre, der er under dig!" brokkede han sig, næsten inden hun fik lov til at tale færdig. Ja, han var klar til at forlade hende lige nu, som hun sad der og vade væk. For hans skyld, kunne hun rådne op! Han fattede ikke han havde hjulpet hende til at starte med...Det var sandelig et mysterie. Han sukkede svagt og himlede med øjnene, da han så væk for at få et øjebliks fred.
Ja, hun måtte da meget undskylde han havde hjulpet hende, når hun SÅ tydeligt kunne klare sig selv! Han bed det dog i sig. De var uenige og han var måske lidt for træt til at tage den kamp. En tabt kamp, vel at mærke. Hun var ikke typen der bukkede under for et par vrede ord alligevel.
Hans blik gled over til hende, som hun satte sig. En sølle sæk kartofler, det var hvad hun lignede. Køn, hvis man så bort fra den forfærdelige personlighed hun havde tilegnet sig. Igen himlede han med øjnene, da han uden flere ord trådte over til hende, satte sig på hug ved hende og skubbede den ene arm ind under hendes ben og den anden bag hendes ryg. Selv om hun ikke helt var et nips, sikkert takket være hendes nok daglige træning, formåede han alligevel at løfte hende - Medmindre hun gjorde modstand og nægtede at blive båret.
"Det kunne jo være jeg fortalte dem en anden historie. En historie om hvordan en datter af Afrodite ikke bare er forfærdelig smuk, men også forfærdelig stærk og modig. Folk hader underguderne, uanset hvad. At jeg ikke træner, styrker blot historien og ingen vil sætte spørgsmål til den" Det var faktisk ikke et tilbud, som en løsning til hvad der åbenbart var hendes største problem.
"Hvis andres meninger virkelig betyder så meget for dig..." tilføjede han en smule mere mumlende. Det betød intet for ham, selv om han faktisk normalt forholdt sig ærlig til tingene. Men hvem kunne stå for en kvinde, der allerede var helt ødelagt?
Hans ribben brokkede sig. Brokkede sig, da han løftede hende og medmindre hun havde nægtet, nu også da de gik. Hans blik stirrede dog lige frem, uden at se på hende. Efterhånden følte han nok at han havde ofret nok for hendes skyld, så hun kunne vel undskylde, hvis han ikke ligefrem orkede at stirre yderligere på hende. Desuden kunne hun få lov at have sin ødelagte mascara for sig selv.

Egentlig forventede hun lidt han bare gik. Han havde al grund til det. Hun havde aldrig opført sig pænt overfor ham - eller nogen andre for den sags skyld. Han var i sin gode ret til at lade hende sidde og være miserabel i fred, og tænke på sig selv. Var det ikke det hun plejede at gøre? Det ville kun være retfærdigt hun prøvede det selv. Det overraskede hende derfor da hun mærkede hans arme om sig. Hun gjorde ingen modstand, så bare undrende på ham med et næsten uhørligt "Hvorfor." Det beskrev rimeligt meget hvad der gik igennem hendes hoved. Hvorfor gad han overhovedet? Hun var på ingen måde hans ansvar. Hvorfor udsætte sig selv for smerten når han kunne lade vær? Hvorfor var han sød ved hende? Altså, nej, hans ord var måske ikke de flinkeste, men det var ikke hendes største bekymring lige der. For at hjælpe bare en smule, holdt hun sig en smule oppe ved at lægge sin arm om hans skuldre. 
"Hvorfor ville du gøre det? Jeg behandler dig som skidt, og jeg har næppe givet dig grund til at tro det vil ændre sig. Hvorfor ville du så hjælpe mig?" Hendes stemme var stadig ret skrøbelig, men hendes udtryk passede bedre til den bitchede personlighed hun normalt rendte rundt med. "Og desuden skal du ikke klage over fordomme. Du dømmer os andre lige så meget som vi dømmer dig." Helt inderst inde var Litsa meget imod den krig folk havde indbyrdes. Hun var af den overbevisning de havde brug for hinanden, men det var lidt som om hun glemte når folk behandlede som en stereotype. Folk skulle nok få tilbage af samme skuffe hvis de troede de kunne dømme ud fra hvem hendes mor var. 
Hun tørrede kort sine kinder af for diverse makeuprester og tårer. "Tak." Okay, det var meningen det skulle have lydt lidt bedre, og der skulle have været flere ord. Det var sjældent hun faktisk sagde tak til nogen. "Og undskyld." Det gjorde næsten ondt på hende at sige. Men det skyldte hun ham vist. Han bar trods alt rundt på hende, ikke? Selvom hun havde trukket ham igennem mere end hvad var godt var den dag. At indrømme hun havde taget fejl var at såre hendes ego - og meget mere end det havde hun ikke rigtigt. 

//Omg døde lidt over den første sætning. Perf xD

Han gryntede svagt, før han ville svare hende. Dog hvilede hans blik fortsat på omgivelserne, end hende.
"Du kan være uovervindelig stærk og egoistisk. Men i virkeligheden kan du ikke kæmpe dig igennem hele livet alene. Det vil ikke blive en succes og du vil sikkert være forfærdelig ensom...Selv om du ville være for stædig til at indrømme noget af det" kommenterede han en smule ligegyldigt.
"Desuden tror jeg på det bedre i folk, om ikke andet, så selv hvis der intet er, betyder det ikke jeg skal falde ned til deres niveau. Bare fordi man ikke vinder hver kamp, skal man så give op? Det var kvalmende at se dig sidde sådan. En kvinde, der har trænet, der ikke lige formåede at overvinde en kimære i første omgang. Skal man så give op? I så fald er jeg forundret over du ikke har taget dit eget liv for længe siden" Sagde han lige ud, ligeglad med om ordene faktisk var spildte på hende eller ej. Faktisk forventede han kun hun ville blive dobbelt så irriteret over hans ord.
"Jeg ved i hve - " Han stoppede lidt op og bed tænderne sammen, da hans ribben peb igen.
"...I hvert fald hvad jeg vil gøre nu. Så er jeg sådan set lidt ligeglad med hvad du vil" Han satte kursen mod hospitalsfløjen. Med lidt god vilje ville de forhåbentlig snart være der. Eller det håbede han så inderligt!
"Med eller uden fordomme, vil man kun tage imod så meget, før man selv begynder at slynge det tilbage" svarede han bare neutralt til det emne.
"Desuden har jeg aldrig behandlet dig anderledes end alle andre" tilføjede han.

Litsa så en smule mut op på ham over hans kommentar. "Du er klar over jeg faktisk har venner, ikke? Hvem tror du der har trænet med din lillebror mens du har haft for travlt med at savle over mine søstre?" Hvad der irriterede hende mest var han nok havde ret et eller andet sted. Hun havde selvfølgelig venner, den del var rigtig, men hun var egoistisk, uden tvivl. Det var en del af hendes facade, men det var ikke ligefrem hun gad til og forklare ham det. Og han var nok også virkelig ligeglad. 
Hun bevægede sig måske lidt for meget i forhold til hans ribben, men det mente han vel ikke alvorligt det der? At hun gav op? Nu måtte han stoppe. Hun næsten vendte sig om mod ham i hans arme. "Ej nu stop. Tror du jeg er typen der giver op? Wonderboy, jeg er ikke uovervindelig, har du nogen anelse om hvilke tæsk jeg har fået gennem mine 13 år i lejren? Det var ikke at give op, det var afmagt. Jeg hader folks fordomme imod mig, lige så meget som du hader mine imod dig. At være en jomfru i nød... Det er stik imod alt jeg står for." Hun rystede på hovedet og så irriteret væk. Hendes stemme var egentlig ret rolig, men hun havde helt ærligt ikke energi til at være bitchy og højtråbende. Der var stadig en knogle i hendes krop der ikke hang sammen. 
Hun løftede et øjenbryn da han klagede sig over sine ribben og kom i tanke om noget. Hun satte sine hænder sammen og skilte dem langsomt af. Der var ikke bare luft imellem dem da hun åbnede dem igen, men en lille, lilla blomst. Hun tøvede inden hun rakte den op imod ham, og så den anden vej som om hun så ikke rigtigt hjalp ham. Zeus forbyde nogen troede hun var en god person. "Duft til den. Det er smertestillende. Det holder ikke længe, men forhåbentlig langt nok til du kan få hjælp." Hendes stemme var neutral, han skulle ikke begynde og tro noget. Men... Han rendte rundt med hende, med ribben der ikke virkede. Hendes ego havde alligevel fået så mange slag, hvorfor ikke fortsætte. Derfor lod hun også bare hans sidste kommentarer gå. Hvad var pointen i at skændes lige nu?

Han kunne ikke stoppe sig selv fra at grine.
"Wow. Virkelig? Min lillebror? Han er venner med alle. Desuden tvivler jeg på i faktisk er venner. Mere udnytter I sikkert hinanden. Du får lov at tæske løs på nogen og han få lov at øve sig i det samme" svarede han. Men selv om der var latter i hans stemme, var det til at høre, at han selv mente det var absolut sandheden.
"Desuden sagde jeg ikke at du ingen venner havde, men virkede som typen der ikke samlede på dem" Han rystede svagt på hovedet. Dette var spild af tid. Hun var alt for stolt og stædig.
"Nej? Du giver ikke op? Jamen...Hvem var det sad grædende op af et træ og var klar til lade aaaalt sit hårde arbejde gå til spilde, bare fordi man tabte en kamp?" spurgte han, omend latteren fra før var forsvundet. Alligevel kunne han ikke lade være med at smile lidt midt i det hele, for hun virkede så dobbeltmoralsk, at det gjorde helt ondt...
Nej vent...Det var hans ribben.
"Desuden er jeg ikke til små afroditer. Der findes andre værdige sex-objekter end kun din familie, ved du nok" tilføjede han, mest for at vade i det. Når det kom til stykket, var han jo ballademager og nød faktisk blot at give lidt igen, selv om han vidste at han ville få igen af samme skuffe. I det mindste ville tingene så bare være som de plejede...
De nærmede hospitalsfløjen. Han tog sig selv i at vende hovedet lidt væk fra blomsten, ikke fordi han ikke ville have hjælp, men fordi han følte en hvis modvilje mod hende. Hvis hun havde så tralvt med at være sur og hård, hvorfor viftede hun så blomster af ham?
"Snus selv. Du burde have flere smerter end jeg" kommenterede han en smule kort, før han endelig kunne sætte hende ned foran døren til hospitalsfløjen. Ja, hun kunne vel humpe resten af vejen selv?
"Så går turen ikke længere! Jeg vil gå op til det store hus og fortælle de har en såret kimære i skoven, så andre ikke kommer ud for det samme. Du kan humpe ind og blive lappet sammen. Og næste gang vi ses, kan vi lade som om intet var sket, med undtagelse af du kan sole sig i hæder. Så er alt som du vil have det, ikke?" kommenterede han. Det gik op for ham at selv ikke efter en oplevelse som denne her, havde han videre lyst til hendes selskab. Hun var ganske enkelt for ubehagelig til ham. Hvilket, gik han ud fra, var en følelse de delte.
"Tak, tror jeg...Om ikke andet, så har vi i hvert fald sagt det til hinanden nu og burde ikke skylde hinanden noget. Farvel" Han vendte sig om og med en arm om sine ribben, satte han farten op, som han satte kursen mod det store hus.
Når han tænkte over det, havde han nok ofret en del for hende i aften. Nok var han ingen helt, men måske kunne hun ligefrem have været død, var han ikke dukket op. Han havde båret hende, hjulpet hende, trods alle hendes fornærmelser. Alligevel havde hun ikke kunne lade sig selv falde dybere, end til at han stadig lige skulle have nogle hårde ord med på vejen igen. Han sukkede svagt og lod en hånd glide igennem håret. han skulle bare sove, så ville alt være normalt igen i morgen...Han kunne trods alt grine sig igennem kommentarer om at en pige havde reddet ham fra et frådende monster. Måske burde han have forslået de begge havde spillet en lige stor rolle, men det var først noget han kom i tanke om nu og han gad virkelig virkelig ikke gå tilbage for at diskuterer det yderligere. Svaret ville sikkert også bare blive nej alligevel.

//Out