Advice from big bro - Nolan

Dynen var varm og blød, præcis som dyner nu var. Det var middag, men Nolan havde endnu ikke dristet sig til at forlade det bløde paradis, der kaldtes en varm seng. I stedet havde han ligget og snuet hele formiddagen væk, dejlig afslappet, træt efter nattens aktiviteter. Og alle vidste jo...Der var ALTID aktiviteter om natten. Kun hans pjuskede, brune hår stak lidt op af dynen, der lå, så han lige præcis kunne trække vejret over dynen og samtidig var gemt godt af vejen under den store dyne. En dyne, der bevægede sig svagt, når han trak vejret. Hytten virkede lun, alligevel kunne han end ikke tænke tanken om at stå op.
Så da han hørte sin lillebror skrige efter ham, var hans første reaktion at trække dynen helt op over hovedet og gemme sig, i håb om Felix bare ville tro der lå en tyk dyne på sengen og ingen Nolan. Han stønnede svagt for sig selv og gned sig lidt over panden. Felix...Selvfølgelig var det Felix der ødelagde en perfekt halv-lur. Til sidst stønnede han højlydt og skubbede dynen ned, så hans hoved og halvdelen af overkroppen kom til syne, mens han med dovne øjne søgte skikkelsen i form af hans lillebror. De sov på øverste etage, så Felix skulle jo bare lige lunte op af trappen...Var det så svært?
"Hvaaaaaad?" kaldte han, i en toneleje der tydeligt fortalte han blev forstyrret. Hytten var ret stille, blot lidt småsnak fra andre underguder der sad i hytten. De fleste var vel ude til aktiviteter...Hvorfor var Felix ikke også det? Han var jo så pligtskyldig...Var der sket noget?
Tanken om at nogen havde gjort hans lillebror noget, fik ham til at løfte hovedet lidt fra sengen, for at se efter ham.

Felix så op af da han hørte sin brors stemme oppe fra. Selvfølgelig var han stadig i sengen, hvorfor overraskede det ham overhovedet? Han sprang hurtigt op af trappen, fuldstændigt ligeglad med dem der kiggede efter ham. Mange var nok overraskede over at se ham, for de fleste havde træning, og han pjækkede aldrig. Heller ikke selvom han fik tæsk hver gang. Han dukkede altid troligt op for at blive tævet halvt til døde. Selvfølgelig ville det vække opsigt at han rendte rundt og kaldte efter Nolan - Nolan af alle folk. 
Han så hurtigt over til sin brors seng, og så lige det han havde regnet med. Nolan i sengen, og han lignede en der havde brugt hele dagen der. Alligevel smilede han, lettet over faktisk at have fundet ham nu. "Jeg har ledt efter dig over alt. Bogstaveligt talt." Felix smed sig nærmest ned på Nolans seng, selvfølgelig uden at sætte sig på sin bror, men uden nogen rigtig fornemmelse af at det var NOLANS seng. "Mon dieu, du ligner en der er vendt tilbage fra de døde." Felix tog sin jakke af og vendte sig om imod Nolan. "Jeg har brug for din hjælp. Like, seriøst brug for din hjælp." Han foldede sine hænder og så ind i sin brors øjne for at fortælle ham at han mente det her dybt seriøst. Felix havde ikke ændret sig meget personlighedsmæssigt - endnu. Fysisk var der sket en smule. Efter Connor havde han taget sig sammen, droppet det uskyldige drenge look, trænet en smule for sig selv, og ladet håret gro. Han var ikke længere bare en skoledreng, tingene var ved at gå op for ham. Han levede med livsfarer rundt om sig konstant, han var nødt til at være lidt sejere end det. Specielt hvis han skulle kunne beskytte sin kæreste. Og den eneste person han kendte der kunne hjælpe ham, sad lige foran ham.

Han kunne allerede mærke ansvarets byrde på sine skuldre og da han så Felix springe op af trappen, aalt for frisk, sank han helt tilbage i sengen igen. Godt, det er intet seriøst, ellers ville drengen jo bløde. Så hvad kunne være så vigtigt?
Hans dovne blik gled op på Felix, da han end ikke så meget som flyttede sig en centimeter, som drengen landede på hans seng, så han i et øjeblik følte det som om han selv hoppede en anelse. Han overvejede at skubbe ham ned igen...
Men ordene og blikket fik ham til at lade være. Han samlede sine hænder bag nakken og lå blot med albuerne ud til hver deres side. Hans øjenbryn gled en smule sammen. Han var ikke specielt god til det seriøse, til ansvar...Og dog bar selv han præg af at træne mere end normalt. Det skete vel, når man havde kæmpet for sit liv mod en kimære med Litsa!
"Hvis du har gjort Ares-børnene sure tager du selv slåskampen" kommenterede han en smule dovent, før et svagt smil gled over ham.
"Hvad er der så?"

Felix smilede lidt over Nolans første svar. "Så var jeg nok allerede død." Han trak lidt på skuldrene. Der var vist ikke nogen tvivl om at Felix ikke kunne nærkamp eller slåskamp. Og hvis det endelig var dét der var hans problem, kunne han godt komme i tanke om et par andre han måske havde spurgt først. 
Felix vidste ikke helt hvordan han skulle formulerer sit spørgsmål - eller sin bøn - til sin bror. "Ehm.. Altså, du ved jo jeg har Connor nu, og... Jeg vil bare gerne være... Jeg ved ikke, en bedre version af mig, eller hvad man siger. Pointen er at jeg gerne vil væk fra at være den skræmt lille skoledreng, og jeg ved ikke hvem der kan hjælpe mig ud over dig." Han mente det ret seriøst. Han var lidt træt af at være en lille skoledreng der rendte rundt i en verden han ikke kunne stille noget op i. Der havde hans bror trods alt fundet en bedre måde at opfører sig på. "Jeg vil gerne være spontan og mere... drenge-agtig. Det er vist ikke nogen hemmelighed at jeg altid har været lidt tøset." Felix smilede lidt. Han skammede sig ikke over at være den han var, men det var bare ikke det han gerne ville være. Det var ved at gå op for ham at han havde gået og gemt sig for alt der var sjovt det sidste stykke tid, og det var ikke sådan han ville leve resten af sit liv. Hans blik faldt igen på sin brors ansigt for at se hans reaktion til det han sagde og bad om. Hvis han altså forstod det han bad om, hvilket han håbede, for han kunne ikke rigtigt finde ud af at forklarer det ordenligt ud over det han lige havde fået sagt.

Hans blik hvilede på Felix i et stykke tid. Hans hjerne arbejdede langsomt og der var trods alt et par tanker der skulle gennemgås, før han kunne være bekendt at svare drengen. Dog undrede han sig...Felix var af natur ganske genert og forsigtig. Han havde altid tolket ham som en, der kunne blive noget akademisk, hvis han gad. Han havde drillet ham, presset ham og næsten tvunget ham til fester, til at drikke, til fest. Det meste uden held. Så hvad havde nu givet ham denne trang til at ændre sig? Det var ikke for hans skyld, det vidste han, for så var det sket for længe siden. Var det Connor?
Hans øjenbryn gled lidt sammen.
"Har han sagt noget? Presset dig til noget?" Han trak sig op på den ene albue, så han bedre kunne se på Felix.
"Er det Connor der gør, at du føler, du må ændre dig? Nu, pludselig, ud af ingenting?" Han ville finde ud af hvorfor. Hvis det var Connor der havde sat tossede ideer i hovedet på Felix, ville han personligt opsøge fyren og tage en snak med ham.
"Du ved...Du kan fortælle mig det, hvis han har" tilføjede han, hans blik var overraskende seriøst. Meget mere end de fleste nok nogensinde havde set ham.

Felixs øjenbryn sank kort i en undren over sin brors ord. Presset ham til det? Hvem? Så gav det mere mening for ham da Nolan fortsatte, og hans udtryk blødte en smule op. Han smilede og rystede lidt på hovedet, men så også seriøsiteten i sin brors øjne, og forstod godt han var oprigtigt bekymret over den her nye trang til forandring. Felix så ned i sine hænder og overvejede lidt hvad han slukke svare. 
"Altså... på en måde, ja? Han har ikke presset mig, men jeg kan ikke sige han ikke er grunden." Han løftede blikket igen, og bad til at det han sagde ville give bare lidt mening. "Jeg kom hertil direkte fra en skole i Frankrig, et sted hvor jeg aldrig havde været noget og det eneste jeg gad var indlæring. Men jeg er ikke bare en forvirret, fransk skoledreng mere. Jeg kæmper med sværd næsten hver dag, og selvom jeg taber bliver jeg bedre. Jeg skal ikke overleve en menneskelig skolegang mere. Jeg er en halvgud." Han ville gerne forklarer det stille og roligt, helt fra starten så Nolan havde en chance for at følge med. "At være sammen Connor.. Jeg ved ikke, det fik mig vist bare til at forstå at jeg har et ansvar et eller andet sted. Overfor ham, men også for mig selv. Jeg har ikke lyst til at være den kedelig fyr der ikke vil lave noget sjovt. Jeg har lyst til at være.. en bedre udgave af det jeg er nu. Jeg ved godt du sikkert ikke forstår det, alle kan lide dig, men... Jeg vil også gerne kunne de ting du kan." En helt ny sårbarhed kom ind i hans stemme og udtryk da han sagde den sidste sætning. Han bad og tiggede virkelig om hjælp. Han havde ligesom haft en åbenbaring om, at det her var årene han kunne skabe en ny udgave af sig selv, og han ville gerne tage chancen. Han elskede stadig viden og undervisning, men han ville gerne faktisk have en personlighed, og ikke være så kedelig og genert mere. Han var godt klar over han bad om meget, men hvis ikke Nolan kunne hjælpe ham, vidste han ikke hvem der kunne.

Han så lidt på ham, mens han lyttede. Måske skulle man ikke tro det, men det hele gav rigtig god mening. Han forstod det skam godt. Hvor ofte gik man ikke og ønskede man var en anden? Selv han havde gjort det. Kunne stadig finde på det. Hans ene hånd gled ud og tog Felixs ene...Men ikke for at være feminin eller med noget seksuelt i tankerne. Trods alt var det hans lillebror og tanken om...Jah, nej. Så skulle det være fordi de delte en...
Nej, det var bare for at vise han var der, at han forstod, men også at Felix nu skulle lytte til ham.
"Jeg vil gerne hjælpe dig...Men kun af de rigtige grunde. Det du gennemgår er en helt naturlig udvikling. Tæppet er blevet revet væk under dig og du skal forholde dig til nye ting konstant. Det kan tage lang tid før man rigtig tilvænner sig, men på et tidspunkt finder man sin plads" Kommenterede han, før han slap ham igen og kæmpede sig op og sidde. Kun iklædt nogle underbukser, sad han nu ved siden af Felix. Hans ene hånd gled igennem hans hår.
"Jeg ved ikke hvad du skal bruge min hjælp til. Du siger det jo selv...Du er ingen genert fransk skoledreng længere. Du slås med sværd, du er en halvgud og du har læst flere bøger end jeg nogensinde kommer i nærheden af. Hvad er det du ønsker at ændre? Vi kan ikke alle være ens. Og hvis Connor ikke holder af dig, som du er, er han ikke det værd" Han så på Felix igen med et svagt smil, mest for at bedømme om han nu forstod og lyttede ordentlig efter. Det var sjældent Nolan begav sig ud på sådan en livsklog samtale, men nogengange skulle de bare til.
"Hvad kan jeg? Jeg kan smile og lokke folk med i sengen. Jeg kan vride mine hofter til lidt musik. Men også jeg havde en åbenbaring for ikke så længe siden, hvor jeg indså hvor...Svag...Jeg er. Jeg ved intet om de monstre, der pryder vores hverdag. Ved intet om at bruge et sværd. Desuden kan folk ikke lide mig...De tolerere mig. Jeg er et sjovt indslag i deres hverdag, men intet mere. Og langt størstedelen hader mig i det skjulte" Han trak let på den ene skulder. Normalt tænkte han ikke over det eller ville snakke om det, men det virkede som om Felix havde brug for det. Og hvad gjorde man så ikke? Det gjorde det dog ikke mere fornøjeligt at snakke om. Et billede af Delia gled igennem hans tanker...Måske var det ikke alle der hadede ham. Et svagt smil gled over ham. Omend, flere ville hade ham åbenlyst, hvis han brugte sin tid med hende...Han rystede svagt på hovedet og så på Felix.
"Jeg vil hjælpe dig. Men med dette kan jeg ikke, for der er intet at hjælpe med. Du er min nørdet lillebror" Han dunkede svagt sin skulder ind i hans.

Felix så fuldt ud interesseret på Nolan. Han var mildest talt ivrig efter at høre hvad hans bror havde at sige. Der var ikke rigtigt andre forbilleder her i lejren, ikke for ham i hvert fald. Nolan havde taget sig af ham fra dag et, uden at vide hvem han var og uden at have mødt ham. Det havde betødet meget, og det gjorde det sådan set stadigvæk. Han var den eneste i lejren han sådan fuldt ud troede på, og ville betro sig til. Specielt med tanker som det her. Alligevel fulgte han måske ikke helt hans storebror i det han sagde. Altså, han forstod største delen af det, men han forstod ikke helt det med at han ikke var så afholdt som Felix selv syntes. 
Han rykkede lidt på sig og så mere undrende på sin bror. "Jeg.. forstår det meste. Men.. Du er jo mere end det. Du er den eneste der har formået at give mig bare den smule selvtillid jeg har. Nej, du er ikke nogen Herkules, men du er mit forbillede, med fare for at gøre det her virkelig sentimentalt. Jeg aner ikke hvordan man er en rigtig halvgud, det har du trods alt et bedre bud på end jeg har." Han håbede lidt at Nolan kunne se hvor han ville hen. Det var ikke fordi han ville have dansetimer af sin bror, men et par kloge ord her og der ville hjælpe. Han havde allerede fået et par stykker, og han indså han faktisk allerede fik den hjælp han bad om. "Det her handler ikke om Connor. Ja, han har en stor betydning for hvem jeg gerne vil være, men han ændrer mig ikke. Du siger du ikke kan hjælpe mig, men det gør du allerede lidt. Du har sat ord på nogle ting jeg måske ikke lige havde overvejet. Men du forstår mig, gør du ikke? Jeg er den stereotypiske franske dreng, og jeg har ikke lyst til at være en stereotype. Og, det kan man ikke sige du er. Jeg beundre det, at du er helt din egen. Jeg ved ikke om jeg kan gøre det samme." Han så lidt tvivlsomt ned. Ja, han elskede at læse, og han havde ikke tænkt sig at holde op, men lidt andre aktiviteter kunne måske ikke være helt skidt. Han var ikke sikker på hvad, dog. Fest? Mere træning? Nu havde han godt nok fået opbygget bare lidt muskelmasse, så måske var nærkamp mindre farlig efterhånden. Han så hurtigt op igen da han kom i tanke om noget. "Hvad ville du tænke om mig? Hvis du ikke kendte mig?" Det fortsatte virkelig med at være en sentimentale og tøset samtale, men han havde brug for det. Så kunne han prøve og være mere macho senere.

Felix var nok den eneste der havde indrømmet at Nolan kunne bruges til noget. Ha, sikke triste tanker han havde om sig selv, når han først begyndte at tænke over det! Det var måske grunden til at han gjorde det så sjældent. Og dog, havde han ikke netop på det sidste overvejet at blive en vejleder, en der hjalp nybegyndere på plads? Men det ville kræve meget arbejde at nå derop. Viden, det basiske i kamp. Nybegyndere var nok de få, der ikke ville sige nej til hjælp, uanset om den kom fra en undergud eller ej. Han placerede en hånd på hovedet af Felix og nussede ham lidt ublidt, som om han nærmere ønskede at skubbe Felix helt ned af sengen. Han slap dog drengen, inden det kom så vidt.
"Jeg er ikke værdig til den slags. Hold hellere op, inden du også får mig til at græde!" bekendtgjorde han en smule drillende.
"Jeg ignorere ting. Det er derfor jeg er sådan her. Jeg ignorere ting og udøver de spontane ideer jeg får. Og hvis der endelig bliver ballade, manipulerer jeg mig ud af det. Er det virkelig et forbillede?" Han rystede lidt på hovedet.
"Der er ingen opskrift på at være halvgud. Enhver skaber deres egen rolle. Det må du også gøre. Hvis det hjælper, så smid tøjet og løb igennem lejren...I dare you!" Han så på Felix med et drillende smil og et udfordrende blik.
"Smid hæmningerne, skrig, skrål, løb nøgen rundt. Gør lige det, der falder dig ind...Det er hvad jeg gør" bekendtgjorde han, før han rejste sig op og gjorde tegn til Felix om at følge ham. På ingen tid havde han smidt sine underbukser og stod, som han var født - blot større - foran sin lillebror.
"Hvad bliver det til?"

Felix lo lidt over sin bror og så over på ham, virkelig glad for at det var lige netop ham der var hans storebror. Han var ret glad for at undgå gulvet og ikke ryge ned. Han lyttede hurtigt igen til hvad han fik at være, og var også ok tilfreds med svaret. Han kunne i hvert fald godt se pointen i det han sagde, og selvfølgelig var der ikke en opskrift, men det kunne jo være Nolan vidste et eller andet. Han lo dog over sin brors foreslag, og tog det ikke seriøst, ikke en meter. Da han rejste sig op tøvede han og så overrasket på ham. "Du.. laver sjov, ikke?" Hans næste indskydelse var at finde på en dårlig undskyldning for hvorfor han ikke skulle gøre det, men inden det nåede ud, så overvejede han det igen. Var det ikke lige præcis det her han lige havde bedt om? Nolan var ikke typen der ville gøre det her for at gøre Felix til grin. Alle andre, måske, men han var ikke en hjerteløs storebror, og han kendte Felixs usikkerhed. Så han overvejede det en ekstra gang inden han rejste sig op. "Okay så. Men så skal det også være en konkurrence. Ellers er det jo ikke sjovt." Han gik mentalt lidt i panik. Hvad var det han lige havde sagt? Var der ikke spænding nok i at løbe igennem lejren uden tøj? Skulle det også være en konkurrence nu? Det lignede ham slet ikke det her. Men det var pointen. Derfor trak han også ufortrødent sin t-shirt af efter at have smidt sin skjorte. "Hvad skal vi have på højkant? Hvis du vinder, hvad så?" Han smilede en smule mens han fortsatte med at få tøjet af. Det her var nok ikke lige noget han ville nævne for Connor, medmindre han så dem.

Han smilede bare og stod, som han var, og så afventede på Felix. Alle ideer om søvn og træthed var som blæst væk ved udsigten til lidt sjov. Han vidste mange trænede eller modtog undervisning nu, så selv om der ville være en del over det hele, ville de fleste alligevel være for optaget af deres gøremål og nok mere bare grine af dem eller himle med øjnene. Han følte sig ikke det mindste nervøs. Hvis det endelig var, kunne de bare give deres far skylden!
Han løftede øjenbrynene lidt, da Felix bekendtgjorde han var klar og begyndte at smide tøjet, før hans smil voksede. Sådan skulle det være!
"Selvfølgelig skal det det! Lad os sige...Hvem der først når det store hus og tilbage igen?" foreslog han. Det var en okay tur, hvor Felix ville få muligheden for virkelig at strække sine ben og lufte de nedre forplantningsorganer. Og desuden som regel ikke en tur med aaaalt for mange folk...Bortset fra når folk havde timer.
"Hvis jeg vinder, skal du gå over til Afrodites hytte og stjæle deres undertøj. Hvis du vinder...Ja, hvad så?" spurgte han og ville lade Felix selv komme med en ide. Trods alt var dette jo for hans skyld!
Når Felix blev klar, ville han gå ned af trappen. De få, der endnu var i hytten, så overrasket op på dem. Omend, dem der havde kendt Nolan længe nok, rystede svagt på hovedet, mens endnu andre skyndte sig at se væk. Nolan lod sig ikke mærke med noget og gik ud foran hytten. Absolut...Parat!

Felix smilede lidt over den her idé. Den var tæt på sindssygt. Men det gjorde det kun det mere underholdende, og det var nok det modsatte af nørdet og kedeligt. Måske kunne han godt vænne sig til det her spontane noget, bare han ikke skulle være nøgen hver gang. Han så tænksomt på sin bror da han fik skubbet sine bukser af. Ja hvad hvis han vandt? Kunne han overhovedet finde på noget der var på siden af at stjæle undertøj fra Afrodites piger? Han så ud i luften mens han overvejede det. Så slog det ham. "Okay, det er i orden. Men hvis jeg vinder skal du hugge våbene i Ares' børns hytte." Begge ting var risky. Nolan havde endda en fordel i sin evne, det havde Felix ikke, så han syntes selv det var et helt fair krav. 
Han fik smidt sine underbukser, og overtalte sig selv om at det her bare skulle udleves, og så ville det nok gå. Det var en grænse der skulle overskrides, og når det var gjort kunne han sikkert så meget andet. Han prøvede også at ignorere dem der stirrede. Man forventede det af Nolan, den slags kunne ske. Men Felix? De kendte ham vist kun fra at sidde med hovedet i en bog, langt fra at være med på sin brors tossede idéer. Han så usikkert på Nolan et kort øjeblik. "Jeg ville spørger om du er sikker på det her. Men jeg er sikker på svaret er nej, og vi gør det alligevel." Han lo lidt og så på Nolan. "På tre?" Han stillede sig også klar, præcis som sin bror. "Tre!" Nej, det var ikke fair, men han havde brug for forspringet. Han satte også hurtigt i løb, og håbede på ikke at vælte.

Av. Ares' børn? Og deres våben? Han ville ende med at blive dræbt. Felix ville måske blive straffet, men han ville blive tæsket gul og blå. Alligevel tog han sig selv i at trække lidt på den ene skulder, mens han lod hovedet glide lidt rundt, for at løsne musklerne i ryggen. Hvad man ikke gjorde for sine små søskende.
"Det er en aftale" svarede han. Han havde bare at vinde...Men taget i betragtning Felix havde trænet mere end ham, var det måske usandsynligt.
"På tre..." Han havde ikke forventet af sin lillebror, at denne ville snyde. Der gik et øjeblik, før han med et stort smil selv begyndte at løbe. Han tog sig selv i at spurte og satte farten ned. Det var kunsten! ikke at bruge al energien med det samme, men tage den lidt med ro, selv om det kunne virke tillokkende bare at pløre igennem med det samme. Men uanset om det var en lillebror eller ej, ville han skam ikke give ham fripas. Han ville kæmpe for at vinde! Ikke om han skulle i nærheden af Ares' børn!
Det var dejlig befriende at løbe nøgen. At folk kiggede, fik ham kun til at grine lidt. Hvem sagde ikke de bare beundrede synet at to skrigende drenge der sprang af sted? Selvfølgelig var det upassende og en anstændig vejleder ville nok prøve at stoppe dem. I så fald håbede han bare de kunne løbe fra dem.

Felix var godt klar over det her ikke var ham som Nolan var vant til. Ting der faktisk var reelt farlige, uansvarlige. Ja, det her ødelagde alle hans chancer for at blive noget i den her lejr. Vejleder, lærer en dag. Nix. Men det betød vel heller ikke noget hvis han bare havde det sjovt og kom tættere på den han virkelig gerne ville være. 
Da de løb gennem lejren var det som om at folks blikke ikke var så slemme som han havde frygtet. Det gav lidt et slags sus, og han havde aldrig prøvet det før. Han havde aldrig gjort noget uden for protokol før. Brudt regler, været vild, haft det sjovt sådan set. Det her kunne han sådan set godt vænne sig til. 
Han lo imens de løb, hvem kunne lade vær? Han banede sig igennem folk, nogen flyttede sig selv, mens de fleste nok gloede på ham og undrede sig over om det nu var ham. Til hans overraskelse fandt han det ikke så hårdt at løbe, men han vidste også godt at turen tilbage ville være det værste ved det her. Han havde sat alt for hårdt igang, og set kunne komme til at koste ham senere. 
Da han kunne se det store hus så han sig over skulderen. "Du er der stadig?" drillede han med et smil. Han havde vist nok set en af hans lærere lige før, men han løb bare videre, for hvem havde lyst til at løbe efter en nøgen halvgud? Nej han ville gøre det her færdigt, og han skulle nok nå det store hus først. Men hytterne? Det var ikke sikkert han havde kondition til det. Det måtte tiden jo vise.

Han ejede ingen evner inden for kamp, til gengæld kunne han være smidig som en abe. Han kunne klatre og sno sig, hvilket vel også var en slags evner. Derfor løb han lidt til siden, da stien slingrede lidt og sprang elegant over et par bænke og et par halvguder der lå på græsset og forbavset fik afbrudt deres samtale, da han sprang over dem og indhentede Felix med et par meter. Han holdt næsten op til hovedbygningen, før han begyndte at mærke den begyndende hivende fornemmelse i hans lunger og en svag træthed i sine ben. Han burde virkelig træne mere! Men dette var jo også gratis reklame for både mænd og piger, så de vidste hvad de skulle forvente til næste fest. Han kunne ikke give op allerede nu!
Da han faktisk aldrig kom til timerne, tænkte han ikke yderligere over om de løb fordi lærere og vejledere eller ej. Nogen prøvede at gå ud foran Nolan og stoppe ham, nogle ord blev råbt, men Nolan krummede sig sammen og formåede at løbe under armene på personen. Ordene forsvandt i vinden og blev ikke hørt.
Han grinte og klappede endelig husets væg, mens han lige fik en kort pause til at trække vejret, mens han så på Felix, medmindre han allerede var løbet. Så vendte han sig ellers om og gav den gas mod hytterne igen. Det var nu han kunne give den fuld gas! Nogen rakte en hånd ud og et high-five blev delt, mens han skyndte sig videre. For Felixs dannelses skyld, håbede han drengen tabte, så han kunne gå i gang med at bryde regl nr. 2. Ikke stjæle!

Det var komplet sindssygt det her. Det var det eneste Felix kunne tænke på, mens tingene omkring ham hurtigt passerede. Det, og så at han nok burde begynde og løbe som træning. Udholdenhed var nok ikke hans stærke side. Han havde ikke en stærk side. Og det mærkede han, da han efter en kort pause ved væggen og et kort blik udvekslet mellem ham og Nolan, fortsatte turen. Det var nu ikke fordi han ben føltes specielt tilsyrede, men en stikkende fornemmelse i hans højre side gjorde ham opmærksom på at han altså ikke havde været så aktiv ret længe. Kort efter fulgte fornemmelsen af at hans lunger manglede ilt, og det virkede som om turen tilbage til hytten var meget meget længere end den var den anden vej. Samtidigt mistede han også fornemmelsen af hvor Nolan befandt sig henne i forhold til ham, men han kunne umuligt stadig være bag ham. Hvis ikke det var fordi at eventuelle autoriteter ville kunne få fat i ham - og det faktum at han var nøgen - så ville han stoppe op et øjeblik, bare lige for at få vejret. Det var nu en ret god motivation at der var tilskuere, for han havde stadig lyst til at blive mindst muligt målt af nysgerrige blikke. Han skulle trods alt ikke sælge nogen vare som hans bror. 
Han var fanget i præcis de tanker, da en af hans lærere dukkede op i mængden af nysgerrige halvguder, og han så ikke glad ud. Faktisk lignede han en der havde tænkt sig at skælde ret voldsomt ud. Han kaldte ud efter Felix, og alle andre gange ville han havde stoppet af det. Men ikke nu. Det var jo hele pointen. I stedet så han frem og overvejede hvor død han mon var næste gang han skulle til undervisning. Hytten der kom tættere på, fik ham heldigvis hurtigt til at tænke på noget andet.

Han nåede foran Felix, da Felix tydeligvis også begyndte at blive lidt træt. Da han var nået et stykke, måtte selv han stoppe op og støtte hænderne mod knæene et øjeblik, mens han trak vejret dybt. Han så sig over skulderen og så Felix sætte i gang igen. For sjov skyld ventede han lidt, før han satte i gang igen, så kampen var mere lige og dermed både sjov og spændende. Dog havde han ingen planer om at tabe. I stedet satte han i gang igen, selv om han måtte konstaterer han var lidt mere langsom. Det glædede ham at hverken han eller Felix var de vildeste maraton-løbere. Endelig var hytten lige foran dem. Selv om han allerede var lidt træt, satte en spurt i gang, så hurtigt han kunne, til han endelig kunne nå hytten...
Dog var han så udmattet, at han blod lod sig klaske ind mod hyttens ydermur og koncentrerede sig om at trække vejret, før han prøvede at se om Felix var kommet. Hvem var egentlig kommet først?

//Jeg lader dig bestemme hvem vandt...Jeg hader sådan noget xD

Felix registrerede kun helt til sidst at Nolan var foran ham, men det var også fordi de var ret tætte, til hans overraskelse. Han prøvede at sætte farten ekstra op, men han var ikke helt sikker på det faktisk lykkedes. Til hans ærgelse nåede Nolan at rammen hytten lige præcis inden Felix fik strukket armen ud og rørt den også. Han var udmattet, og han nød kort at kunne stoppe op og få luft uden at skulle yde noget fysisk. Han så til siden for at se på sin storebror. "Når jeg er død og begravet... Så håber jeg du har det godt med dig selv." Han smilede kækt til Nolan inden han så op og prøvede at rette sig op. "Ikke at jeg ikke elsker at være nøgen foran hele lejren... Men jeg kunne godt bruge mit tøj... Specielt inden jeg falder død om." Han lagde kort en hånd over sin brystkasse hvor hans lunger stadig brændte for at få ilt nok. Felix kastede et blik over skulderen, inden han skyndte sig ind. Han havde stadig sin lærer i hovedet, og han kunne godt tænke sig at ungå den ballade uden at være nøgen. Han både håbede og forventede Nolan kom med. Han skulle vel hovere over sin sejr, og over at Felix nu skulle over og rode rundt ved Afrodite pigerne. Han bad til Connor aldrig fandt ud af det her, for han var ret sikker på det ikke kunne forklares særligt elegant. Han havde løbet nøgen rundt foran alle og skulle nakke tøj fra en masse pæne piger. Jo da, det ville hans kæreste sikkert elske. Han smilede lidt for sig selv, før han gik op trapperne til deres etage.

//Tak.... xD

Han brød ud i en hjertelig latter, før han vendte sig om og kiggede ud over pladsen foran hytten. Nogle af de andre, der også boede i hytten, kom løbende mod dem. De grinte og råbte ting og sager, der fortalte ham at det allerede var kendt i hele lejren. Et lille indslag der gjorde dagen lidt sjovere for alle. Jep, han havde gjort sin pligt, sin tjeneste til samfundet. Han så over på Felix med et stort smil. 
"Åhhh....Jeg er stolt af dig..." kommenterede han en smule drillende. Så fulgte han med Felix indenfor. 
"Gjorde I det virkelig?" spurgte en af pigerne der sad indenfor, med et ret kritisk blik. 
"Selvfølgelig gjorde vi da det!" konstaterede Nolan, før pigen gjorde en grimasse og så ned i sin bog igen. Nogen havde ingen humor!
Efter et hurtigt skyl og et håndklæde, trådte han også selv i noget let, men rent tøj. Et par løse shorts og en løs T-shirt. Så smed han sig på sin seng og trak vejret dybt, mens han kunne mærke hvordan han ville sove godt...Når han en gang gik i seng igen. Han ventede tålmodigt på Felix. Han fik ikke lov at slippe!

I modsætning til sin bror tog Felix længere tid om at gøre sig præsentabel. De havde nok også lidt andre standarder i forhold til hvornår man var netop præsentabel. Det var nok en af de få ting han ikke ville gå på kompromis med. Han ville gerne hoppe ud af de vante rammer som de netop gjorde. Og som hele lejren så. Men derfor kunne han vel stadig godt gøre sig bare en smule umage med at se pæn og ren ud. Det tøj han havde smidt inden de var løbet havde han selvfølgelig også fået på plads hvor det hørte til. 
Han trak i et par sorte bukser der mindede om dem han havde haft på tidligere, en pæn, ren, hvid t-shirt, og en åben trøje over. Han samlede sit hår med en elastik, og overvejede kort ved at se ned af sig selv om han var ok. Der var ikke meget andet at gøre, så han gik tilbage til deres værelse. Han så over på Nolan med et lille smil.
"Jeg giver dig skylden hvis jeg mister min kæreste på det her." Selvfølgelig mente han det ikke, men der var en snært af bekymring. For Connor havde trods alt valgt den mere stille og pæne udgave ham. Det kunne man ikke just kalde ham lige nu. Men som Nolan havde sagt til ham tidligere, hvis Connor ikke kunne acceptere ham, så var han vel ikke det værd. Han satte sig ned på sin seng og så på ham. "Jeg slipper ikke, gør jeg?" Han så op på ham, den her gang en smule håbefuld. Nolan forstod virkelig at udfordre det i Felix, som han ville af med og som han ville ændre, men det betød ikke det blev lettere og mindre grænseoverskridende.

Han afventede at Felix blev færdig, med at slappe af i sengen. Derfor lå han der også, da Felix kom i, mens han bladrede i en af de bøger, der havde flydt på værelset fra en af deres søskende. Den var rigt illustreret...Af de mere nøgne ting man kunne lave sammen. Han klaskede bogen sammen med en lidt ligegyldig mine og så over på Felix med et stort smil, selv om han kunne mærke noget af udmattelsen der overfaldt hans krop. Han strakte sig og fik kæmpet sig selv op af sengen igen. 
"Jeg får altid skylden, så en fra eller til" svarede han kvikt. Han gik over og lagde en arm om skuldrene på Felix på broderlig vis. 
"og du er end ikke i nærheden af at slippe. Jeg har gjort det et par gange og min erfaring er de fleste træner eller har timer midt på dagen, så det ville være nemmest nu her. Men hvis du virkelig vil have en udfordring kan du vente til aften. Du bestemmer?" foreslog han og så på Felix med et udfordrende blik.

Felix grinede lidt og så på sin bror. Han rystede på hovedet med et svagt smil, hans forslag gav næsten sig selv. "Jeg vil gerne overleve. Jeg kender Afrodite piger, og jeg vil helst ikke i for meget ballade. Desuden har jeg ikke din evne for at charmere mig ind hvis jeg faktisk bliver snuppet, vel? Jeg har ingen fordel, så jeg har ikke tænkt mig at gøre det sværere for mig selv." Han tvivlede kort og sukkede så, klar over det her var virkelig dumt og barnligt, men det var heller ikke pointen. Det var en udfordring, sjov. Det var det han skulle lære. 
"Vil du med som dommer og se jeg rent faktisk gør det, eller hvordan?" Felix var ikke personen der snød nogensinde, og det vidste han også at hans storebror vidste, men ville Nolan ikke synes det var sjovt at se Felix rende rundt og have ingen anelse om hvad han lavede? Den slags moralske opbakning ville han i hvert fald sætte pris på et eller andet sted. 
"Jeg ser det som et plaster. Det skal bare hurtigt overståes." Han gik over til døren for at komme ud og få det her gjort. Det ville blive en god historie bagefter.

Han så på Felix med store øjne. Seriøst? Troede han virkelig at han IKKE ville med? Han havde tænkt sig at se det hele! Han skulle ikke gå glip af så meget som en detalje!
Et stort smil bredte sig på hans læber.
"Selvfølgelig skal jeg med! Jeg skal jo guide dig til de rigtige skuffer, hvor de har den helt rigtige størrelse. Der er intet sjovere end at løbe igennem lejren med deres undertøj bagefter. Jeg har gjort det en gang før..." Han skar en kort grimasse og trak lidt på den ene skulder.
"Eller måske skal vi bare holde det for os selv...Det er stadig sjovt! Også selv om man er til drenge" han puffede let til Felix, mens han blinkede til ham.
"Bare rolig. Jeg er med dig, der vil ikke ske dig noget, som du ikke kan komme dig over bagefter" lovede han, uden at være særlig specifik, da han holdt døren for ham, da de forlod hytten for at gå over til Afrodites hytte. Dette ville være en dag, der var værd at huske! Hans lillebror, der endelig var ved at blive voksen! Det var som en ritual, for at træde ind i de voksnes rækker!
"Du ved godt...Næste fest skal du drikke dig helt i hegnet, ikke? For at fejre du endelig er sprunget ud og blevet uansvarlig?" fortalte han og så på Felix igen. Han nød dette liiidt for meget.

Felix så på ham og smilede lidt, måske endda med en smule beundring i blikke. Ikke fordi hans store drøm var at blive trussetyv, men det var alligevel en slags mod der skulle til at rende rundt og lave den slags. Han lo over kommentaren til Felixs præferencer inden for køn. "Hey, det er altså bare ikke altid det ydre der tæller." Han trak lidt på skuldrene og smilede. Han var ikke sikker på hvad han var, hvilken kasse af seksualiteter han hørte til og. Ham bekendt var det heller ikke kun tøser Nolan rendte rundt med. 
"Hva' har du så et lager af undertøj fra diverse piger eller hvad?" Det slog ham at de vel skulle gøre noget med det undertøj han skulle stjæle lige om lidt. Han havde ikke selv tænkt sig at opbevare det noget sted. Det kunne blive kønt hvis Connor opdagede det, hvad ville han så ikke tænke?