Dit, mit og vores - Nolan

Felix var næsten ikke til at holde i ro. Ikke engang den lange flyvetur, ømme muskler fra et sidde så længe eller jetlag kunne gøre ham træt lige nu. Han var endelig hjemme, for første gang i mere end et halvt år. Hans blik havde været rettet ud mod omgivelserne hele turen fra Paris, alt det hjemmelige, alle stederne han kendte. 
Felixs mor havde hentet dem i lufthavnen. Hans papfar og lillesøster var blevet derhjemme, mest fordi hans mor havde ment de to drenge var for trætte til for mange indtryk og forventningsfulde blikke. Felix var for glad og spændt, ham havde det ikke gjort noget, men han kom også hjem til det vante. Nolan var derimod i et nyt land, med nye mennesker og en helt ny kultur. Han måtte være langt mere overvældet end Felix var. 
Felixs mor kørte bilen ind i en indkørsel til et hus i udkanten af den lille landsby Felix kom fra. Huset så ikke ud af noget specielt ude fra, andet end at det var ret stort. Ellers lignede det de andre huse i byen, bygget af sten og ret robust af udseende. Felix næsten sprang ud af bilen så snart han kunne. 
"Endelig! Velkommen til." Felix slog ud med armene og så på sin storebror, tydeligvis helt hjemme i sine vante omgivelser. Felixs mor lo af ham i baggrunden og begyndte at hjælpe dem med at få deres bagage ud af bilen. "Lad ham nu lige få luft, Felix." kommenterede hans mor, på fransk. Det med sproget var vist noget de skulle have snakket om, han ville helst have Nolan følte sig hjemme, og det ville et fremmed sprog nok ikke hjælpe med. Alligevel nikkede han til sin mor. 
"Kom, du vil elske huset." Felix så over på sin bror, tydeligvis med en masse forventninger til.. Ja, det hele.

For det ikke skulle være løgn, var det ikke bare første gang han var ude af lejren i 10 år...Det var også første gang han var i Europa og første gang han havde siddet i et fly. Og så havde han endda siddet i et fly mere end nok til at være træt af det. Det sjoveste var når den lettede og landede, nok mest fordi det til tider kildede i maven. Turen havde været rolig uden særlig mange forstyrrelser eller forsinkelser, alligevel var han glad ved tanken om deres rejse snart var færdig. I bilen sad han, ganske udmattet, og stirrede ud af vinduet. Ud på...Alt det der nu var. Felix og hans mor havde udvekslet nogle ord, men han forstod ikke engang halvdelen. Faktisk passede det ham fint, det gav ham en undskyldning for bare at stirre ud af vinduet i sin træthed.

Til sidst ankom de endelig til Felix hjem. Han rettede sig op og det lykkedes ham faktisk at ryste det værste at trætheden af sig, da han trådte ud af bilen og lod blikket glide op af huset, som Felix var opvokset i. Han forstod intet af hvad moren sagde og gik derfor heller ikke ud fra det var til ham. Han så lidt på Felix og pegede over skulderen med en tommelfinger.
"skal vi ikke hjælpe med at bære vores ting ind? Din mor kan umuligt slæbe det hele" spurgte han, men ikke uden et lille smil. Det var sjovt at se Felix så glad og oplivet.

Felix nikkede, måske lidt for ivrigt, til Nolan. Det der med at tænke logisk og praktisk syntes han var lidt meget at kræve af ham lige nu. Det føltes næsten uvirkeligt at stå der han var vokset op sammen med sin storebror fa lejren. For ham var det virkelig to verdener der mødte hinanden, og det var ærligt talt Nolan han allerhelst ville have de mødte her i Frankrig. 
"Jo, selvfølgelig." Han vendte sig om og hjalp sin mor med at få deres kufferter ud af bilen. Nu var det kun et par uger de skulle være her, så de havde ikke alt muligt ubrugeligt med, Felix havde slet ikke siden han havde et værelse her, der stod klar med alle hans ting. Det var virkelig begrænset hvad han havde taget med hjem, men alligevel havde han taget en stor kuffert med. Som regel havde han en del med den anden vej, tilbage til lejren. Hans yndlingsslik fra Frankrig, små ting til hans venner, gaver fra hans lillesøster og den her gang sikkert eller andet til Connor. 
"Kom, kom, kom!" Felix gav et kast med hovedet i retningen af huset. Hans mor havde åbnet hoveddøren og var gået ind. Felix fulgte glædeligt efter hende. Indenfor var huset ikke så ydmygt som udenpå. Alene entréen var stilren, rummelig og ryddet. Alt havde sin plads, og alt var pænt og rent. I modsætning til facaden, gjorde huset indendørs klart at det var hjemmet til en direktør der ikke manglede det mindste. Det imponerede ikke Felix, det var hans hjem, så han sparkede skoene af og satte sin kuffert for at kunne få sin jakke af og hængt den op. 
"Du skal bare spørge hvis der er noget. Jeg skal nok prøve at få dem til at snakke engelsk det meste af tiden, men det vil være samme kvalitet som mit engelsk var da jeg kom til lejren." Felix smilede til sin bror, og håbede det gik. Der gik nu ikke lang tid før han selv slog over i fransk igen, for inde fra huset kom en pige på ti år løbende, og kastede sig direkte imod Felix i et kram. Helt naturligt hilste de på hinanden på fransk, men bevidst om hvad han lige lovede sin bror, så han på hende og lagde en hånd på skulderen af hans lillesøster. 
"Nolan, min lillesøster, Ponine. Ponine, anglais." Siden hun ikke var ret gammel, blev det ikke til meget andet end en løftet hånd og et genert hej fra pigen. Hun så på Nolan som om han lige var kommet ud af et eventyr, og hun ikke troede sine egne øjne.

Han tog sin egen kuffert, der indeholdt alt han kunne få brug for mens han var her og fulgte Felix indenfor. Han var jo næsten kær, som han hoppede rundt som en hyper kanin. Trætheden efter rejsen tyngede ham dog stadig ned og gjorde ham lidt langsommere.
Da de trådte indenfor, var entreen lidt køligere end udenfor. Han var klædt afslappet i nogle sko, lange bukser og en T-shirt, med en jakke ud over. Da han trådte indenfor tog han sine sko og jakke af og stillede sin kuffert ved siden af det hele, samtidig som hans blik gled over entreen. Var Felix rig? Det lignede det. Det var slet ikke i nærheden af det hjem han havde haft for 10 år siden og ærlig talt også alt for stilrigt og ordentlig til hans smag. Det kløede næsten i hans fingre for at måtte ødelægge den orden der var. Pludselig frygtede han at dette var en dårlig ide.
Nogle tanker der hurtigt blev afbrudt af en lille pige der kom løbende. Felix havde jo alt...Han havde en familie der elskede ham, et nydeligt hjem han kunne vende tilbage til. En lillesøster. Mon hun også havde Eros til far eller en helt anden mand? Det virkede ikke som det mest passende spørgsmål at stille.
"Hej Ponine!" hilste han med et smil, selv om hans udtale af hendes navn bar tydelig præg af han intet fransk kunne. Han gengældte hendes lille vink, helt på bar bund. Han havde aldrig vidst hvad man gjorde i selskab med børn, og da slet ikke i et fremmed og flot hus som her. Havde han været mere malplaceret?
"Såå...hvor skal vi sove?" spurgte han.

Felix nikkede lidt til ham, som for at vise at han nok skulle vise ham til der hvor de skulle sove. Han gav sin søster en kort besked på fransk, og detvar nok til hun gav slip på ham og gik tilbage ind i huset, hvor hun var kommet fra. Felix så kort efter hende med et smil, glad for at være tilbage ved hende siden det var så længe siden sidst. Så mindede han sig om at det ikke var den eneste søskende han havde lige nu, og han hankede op i sin kuffert. 
"Den her vej, kom!" Han nikkede mod en trappe der kunne ses gennem en døråbning. Han gik op af trappen, der var i samme stilrene design som resten af huset, og op gennem en gang på første etage. 
"Jeg ved ikke hvilket stadie jeg efterlod det i sidst," advarede han Nolan med et smil, inden han skubbede døren til sit værelse op. Det var, i modsætning til resten af huset, rodet. Væggene var malet i en lys, pastel lilla, og stort set alle vandrette overflader var dækket af diverse ting og sager. Felix satte stor pris på orden normalt, men det her var det ene rum hvor hans mani med orden ikke herskede. Han sukkede kort, men kunne jo ikke rigtigt gøre noget for at skjule det, Nolan skulle trods alt bo her sammen med ham de næste par uger. 
"Ja, jeg skal nok få skubbet nogle af tingene lidt til side. Men i det mindste har de sat en seng op." Han så over på sin bror, og hentydede til den helt basale seng, der var udfoldelige ben og en madras, der var sat op i den anden ende af værelset end Felixs egen seng. Det var ikke fordi værelset var enormt, men den ekstra seng fik det ikke til at se pakket og kompakt ud. Felix gik hen til sin seng og satte kufferten ved siden af, før han satte sig på kanten og så på Nolan igen. 
"De regner vist ikke med vi er til ret meget mere i dag. Jeg ved ikke hvor meget energi du har, men for min skyld kan vi bruge resten af dagen på du får styr på huset og vænnet dig til mine forældre og søster. Hvis du har lyst kan vi også sagtens gå gennem byen, eller noget, men jeg ved ikke. Det må være mange ting at skulle forholde sig til?" Felix snakkede relativt hurtigt, mest fordi han var ivrig og oppe og køre over at de var der sammen og det faktisk var en realitet. Han omtalte sin papfar som sin rigtige far og en af hans forældre, siden det var den mand han var vokset op med som forbillede og faderlig figur. Han tænkte ikke rigtigt over det.

Nolan så efter søsteren og havde bemærket Felixs tætte relation til hende. Et eller andet sted følte han det som om han trængte sig på. At selv om han kaldte Felix for lillebror, var de faktisk slet ikke familie. Han lod hånden glide igennem det strittende hår, før han med et svagt smil tog sin eget kuffert og fulgte efter Felix.
Resten af huset så ud til at være lige så stilrent og sært, som entreen. Det var en sand fryd da de endelig nåede ind på Felixs værelse, for der vidste han at han kunne slappe af, uden at være bange for at tabe et hår på gulvet! En anelse lettet stillede han sin kuffert fra og faldt om i den seng, han hurtigt havde indset var til ham. Fluf! Selv dynen og puden var bløde, mens madrassen heldigvis ikke var alt for blød. Han lukkede øjnene et øjeblik, før han åbnede dem igen og så over på Felix, der endnu var ganske ivrig. Han havde vel meget at indhente med sin familie?
"Gå ned og snak med din familie på alt det fransk i overhoved kan overkomme. Og så væk mig om et par timer...Så vil jeg med glæde se både hus og by" kommenterede han afslappet. Så kunne han nå at fordøje nogle af alle de indtryk og Felix kunne nå at føle gensyns glæde med sin familie uden at tænke på han havde den ikke-fransk-talende storebror på nakken hele tiden.

"Er du sikker?" Felix så undersøgende på sin bror. Han havde jo ikke taget ham med for at lukke ham inde på et værelse og snakke med sin familie uden ham. Han havde et håb om at Nolan kunne forme et bånd med hans familie, på den ene eller anden måde, bare så han følte han havde nogen eller noget han kunne komme til, hvis han nogensinde fik brug for det. Men på den anden side, de havde rejst langt, og alt det her var ikke nyt for Felix som det var for Nolan. Det var helt forståeligt at han var træt og havde brug for tid alene. Så han endte med at skubbe sig selv op og stå. 
"Okay. Jamen, det er en aftale. Jeg kommer op igen om et par timer. Der er et toilet lige overfor, og hvis der er andet er vi jo nedenunder." Han så over på sin bror med et smil, overraskende glad for hele den her situation. "Ikke for at blive for sentimental, men jeg er glad for du er her." Han sagde ikke mere før han forlod værelset og lod døren stå på klem, bare så han ikke fik isoleret Nolan helt. 
Han gjorde som Nolan havde foreslået. Han brugte de næste par timer i deres stue, med sin søster nærmest klistret op af ham, og hans mor der spurgte ind til alt muligt. Han nød timerne hvor han faktisk kunne snakke sit modersmål, og ikke skulle tænke på grammatik og ordstilling. Det var et pusterum, men også efterhånden uvant. Hans papfar kom ikke hjem før ud på eftermiddagen, til Felixs overraskelse, og så snart de var samlet, bad han dem om at huske og snakke engelsk, præcis som han havde lovet Nolan. Solen hang lavt på himlen da Felix rejste sig fra sofaen igen, for at gå op og vække sin storebror. Han sprang op af trappen, lidt mere rolig nu hvor han havde formået at få snakket med sin familie og hørt hvad han var gået glip af.
Ovenpå gik han tilbage til sit værelse, bankede på som en advarsel om at han kom ind. Han var trods alt vant til at dele værelse med deres søskende i lejren, det var mere naturligt for ham at banke på, end bare at vade ind på sit eget værelse. 
"Nolan?" spurgte han, for a finde ud af om hans bror overhovedet sov. "Mentalt parat til flere indtryk?" Han havde skubbet døren op og trådt tilbage ind i værelset.

Han smilte bare til Felix, som en forsikring om at det skam var i orden. Han forstod det godt...Eller, det troede han da. Faktisk gjorde det lidt ondt at være her. Han havde taget sig i at sammenligne det hele med den familie han havde haft og ikke havde længere. Han havde bare lige brug for et øjeblik...Det var underligt at være ude for lejren igen, trods alt. 
Da Felix var gået, gik han ud på toilettet og vaskede sig lidt, før han smed sit tøj inde på værelset og gik i seng, trods solen stod oppe. 

De timer han fik, sov han dybt og uden så meget som en drøm. Han havde haft brug for hvilen og vågnede først da Felix bankede på og kom op for at hente ham igen. Han konstaterede at Felix så roligere ud, men også at han selv havde...Hjemve. Lejren var hans hjem, hans bane og det var så fremmed at vågne op her, så langt væk. Helt automatisk gled hans tanker hjem til Delia og det kys de havde delt inden de havde skiltes. 
"Jah, jah, jeg er vågen" Han fik kæmpet sig op og sidde, stadig lidt groggy. Han gned sit ansigt lidt og strakte sig, før han greb ud efter noget nyt tøj han havde lagt frem. 
"Var det dejligt at få snakket med familien?" spurgte han, mens han fik taget tøj på igen. Til sidst lod han hånden glide igennem det strittende hår og var også vågnet lidt mere op. Han var faktisk lidt spændt på at se det hele.

Felix lo lidt over ham, og rystede på hovedet. Tja, miljøet ændrede i hvert fald ikke Nolan, han lignede en der havde sovet ret tungt. Han var nok sovetryne af hjertet, uanset hvor han befandt sig. Mens han lod ham får tøj, gik Felix hen til en komode, greb en elastik og samlede sit hår, bare for at få det ud af ansigtet. Irriterende hår kunne let frustrere ham lige nu, han var også mærket af den lange tur. 
"Meget! Min søster snakkede nok mere end mig, men ti-årige piger kan også få meget ud af lidt. Jeg tror hun er sur på mig over jeg ikke var hjemme til jul." Felix så kort en smule skyldbetynget ud. Det havde bare ikke lige passet ind, plus han havde været i New York med Connor omkring jul, han havde ikke haft tid eller overskud til den lange rejse til Europa. Det lykkedes ham alligevel at ryste det af, og han smilede igen. 
"Det virker mest nødvendigt for dig at kende huset. En hurtig rundtur, så skal jeg nok lukke dig ud så du kan få noget europæisk luft." Han kastede hovedet mod døren for at føre sin bror med rundt i huset. Toilettet vidste han allerede. Han udpegede Ponines værelse, hans forældres, og et ekstra badeværelse. Han fik også rundt til rummene og lod Nolan se dem, det skulle ikke være et mysterie for ham hvordan huset mon så ud, han skulle helst føle han kunne gå frit rundt. Det var udelukkende Ponines og Felixs værelse der var rodet, alle andre steder var alt helt rydet, på plads, og gennemført i stilen. Rummene var store uden at være for store. Det kunne være taget direkte fra et boligmagasin. Det eneste der virkelig tilføjede personlighed var billederne af familien gennem årene, tingene de to børn havde lavet gennem tiden og ting de havde købt på ferier. 
"Der er ikke mere heroppe, resten er nedenunder. Alle værelser er åbne, der er ikke noget med regler om vi holder os ude af bestemte rum eller noget. Det har Ponines nysgerrighed sørget for." Felix vinkede ham med sig tilbage nedenunder. Familien var mere spredt ud nu. Hans mor var igang med noget i køkkenet, der var til at se fra trappen. Ponine sad ved spisebordet, igang med en form for lektier. Alle møblerne og inventaret var i en eller anden form for råt naturmateriale. 
"Hvis du er sulten er der altid mad i køleskabet. Vin på hylderne." Felix så sig over på skulderen, med et drillende smil. De var jo et af vinens lande, og hvad Felix vidste, var Nolan vist ikke bleg for at drikke vin. Hans mor gav dem et blik, men sagde ikke noget, hun fortsatte roligt med det hun var i gang med. 
Felix førte ham med sig gennem køkkenet og spisestuen, lod ham se sig rundt og danne et indtryk, inden de bevægede sig ind i stuen. Der var rigeligt med siddeplads, og atmosfæren var mere varm, da tingene ikke stod helt så snorlige herinde. Det var trods alt her familien tilbragte den meste tid. 
"Ude i den lille gang er der et badeværelse til højre, og min fars arbejdsrum. Jeg gætter på han sidder derinde lige nu. Ellers er der vaskerummet, men jeg tvivler på det er rummet du vil slå dine folder i." Han smilede til sin bror, så kort rundt og stuen og slog lidt ud med armene. "Mangler jeg noget? Er der mere du har brug for at vide? Jeg er sikker på du får en god fornemmelse for det hurtigt. Det ligner ikke min mor at lade nogen slippe for at hjælpe til." Felix sænkede stemmen lidt. Det var en fair advarsel, Hvis han kendte sin mor godt nok ville Nolan blive bedt om at hjælpe med madlavning eller med at rydde af bordet, simpelthen fordi hun ikke ville se ham som en fremmed men en Felix var tæt med. 
"Jeg ved godt du er langt væk hjemmefra, og at det hele er meget nyt, men jeg håber det vil blive lidt mindre fremmed for dig. Du er den af mine søskende fra lejren jeg er tættest med, og ærligt talt betyder det ret meget for mig at du er her. Hele mit liv er her, alt fra min barndom, men det er kun halvdelen af mig, du ved? Det er jo ikke min hverdag." Felix var faktisk ret overrasket over sine egne ord. Om det var jetlagget der gjorde han ikke tænkte før han talte, vidste han ikke. Men han følte det var vigtigt at få understreget det her ikke var for at påtvinge noget, men han håbede hans bror måske kunne få det til at føle lidt mere som hjem igen. 

//Holy shit, jeg er så ked af det blev så langt, sorry! xD

Han grinte lidt af det og fulgte efter Felix rundt i huset. Heldigvis havde han altid haft en fin fornemmelse af hvor han var, så han håbede på han ikke ville fare vild. Om ikke andet, kunne han sikkert huske vejen til Felixs værelse og det var vel også det vigtigste. Hans blik gled over rummene. Det hele var så rent og fint, at han var på at gyse af det. Han vidste ikke om han følte sig frastødt af det eller misundte det lidt. Om ikke andet forklarede det hvorfor Felix selv var så fin og ren hele tiden. Så opdraget! 
Eller, well...Det meste af tiden i hvert fald. Han havde jo haft held ved at lokke Felix i lidt fordærv hist og her. 

Til sidst endte de i stuen, hvor han ikke tøvede med at smide sig i en af de rummelige stole. 
"Et vaskerum er udmærket til hemmelige besøg!" påpegede han, omend han nok ikke kunne nænne det. Trods alt var han gæst, så at slæbe alle mulige piger med hjem virkede som en dårlig ide. Det samme med at drikke al vinen. 
Til gengæld så han længe på Felix efter hans lidt sentimentale...Tale. Så trak han let på den ene skulder. Han duede ikke til den slags...Var det fransk at snakke sådan?
"Jamen...okay" han ville ikke fornærme Felix efter hans snak om følelser, men han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle stille op med det. 
"Det er nemmere for mig at lade som ingenting, hvis du lader være med at pointere jeg skal føle mig hjemme" kommenterede han så, ikke uden et lille smil. Sandt var det vel...Nemmere at føle sig hjemme, uden nogen hele tiden pointerede det ikke var hans hjem?
"Nu snakker vin...Jeg har smagt Dionysos' vin. Jeg mener, hans børns...De har denne specielle vin kun de kan drikke, men Delia skaffede mig nok til at jeg kunne drikke mig helt i hegnet!" Fortalte han ivrigt. Han havde faktisk glædet sig til at prale med det, han havde bare ikke rigtig haft muligheden før nu. Der havde været så meget at tage stilling til, til nu. En vin ingen fik lov at smage. Og dog havde Nolan fået lov til at drikke alt det han ville, selv om Delia havde været ganske forsigtig med at han ikke mistede forstanden samtidig. 
Måske var det ikke lige Felix at snakke om lejren nu...Måske ville han hellere så meget andet...Men for Nolan gav det en lille pause i alt det nye, at snakke om noget han kendte til. Og det var i hvert fald bedre end der faldt stilhed imellem dem. 
"Nåe ja...Og så bor i pænt. Du har en sød familie, virker det til, selv om jeg ikke har snakket meget med dem endnu" tilføjede han, da han kom i tanke om hvor uhøflig han havde været. Felix havde jo virkelig åbnet sit hjem for ham...


//Haha, det er helt okay xD

Felix lo. "Wauw. Du har ikke mødt byens piger, og du planlægger allerede hvor du skal forfører dem hen? Hvorfor er jeg stadig overrasket over den slags?" Felix var ikke sådan rigtigt bange for Nolan gjorde det. Og hvis han endelig gjorde, ville det ikke gøre ham hverken sur eller forfærdet. Det var hans storebror, det var sådan han var, og han ville ikke begynde og stille krav for hvordan han opførte sig. Han var den ældste, han skulle nok ikke irettesættes af lille Felix. 
Han satte sig selv ned, det føltes mindre formelt og det var ligesom pointen med stolene og sofaen. Han nikkede med et lille smil. "Selvfølgelig," mumlede han. Det var nok ikke ret hjemmeligt at blive mindet om at han var åh så langt væk fra det vante, og at han ikke kendte sproget, kulturen, folkene, noget. Den burde Felix selv havde tænkt, den tanke. 
Historien om vinen fik nu Felixs fulde opmærksomhed, han lænede sig over imod sin bror, med et bekymret udtryk. Jo, Felix havde hørt om vinen, men aldrig været i nærheden af det. Nok fordi han ikke gik til fester. Det var også lige så meget navnet Nolan nævnte han blev opmærksom på. Felix og Delia var ankommet nogenlunde samtidigt og havde snakket med hinanden i starten, men nu var de ikke ligefrem tætte. Han havde sagt hej til hende et par gange det seneste år, men alligevel overraskede hans brors fortælling ham. 
"Fideliana? Hvordan har du fået hende ud på et sidespor? Hun virkede så uskyldig og regelret da jeg snakkede med hende. Er det derfor du har rendt og kigget sådan efter hytten?" Felix havde lagt mærke til de blikke hans bror havde sendt mod hytten, men aldrig spurgt. Man vidste aldrig hvilket svar man ville få, og Felixs sarte øre ville ikke høre alt. Men hvis han havde fået lokket noget af det der magiske vin der kunne gøre folk sindssyge, så forstod han det måske bedre. 
"Og du er okay? Er det ikke vildt farligt?" Hvor var Felix dog en bangebuks, men han kunne ret godt lide ikke at være sindssyg. Nolan havde jo ikke ændret sig, men måske var han blevet afhængig eller noget? Havde han kun smagt en gang? Felix blev en smule bekymret for sin storebror, selvom det jo ikke var hans opgave som lillebror. Men alligevel. 
Nolans kommentar om deres hjem og familie fik ham nu til at smile og trak næsten genert på skuldrene. "Tak. Indretningen skal du nok snakke med min mor om. Min far tjener pengene, hun bestemmer hvordan de bliver brugt." Felix smilede lidt og så ud mod køkkenet hvor hun stadig var igang. Sådan var det vist i mange ægteskaber. "Ponine er allerede fan af dig, forresten. Men det er sikkert din uimodståelige charme." Felix smilede drillende. Alle vidste Nolan var charmerende, så derfor var det sjovt at drille ham med, for han kunne ikke sige at det ikke passede.

Han grinte lidt. Tja...Han nød pigers opmærksomhed. Men for at være helt ærlig, havde han ikke meget lyst til at nyde meget mere end kun det. Hans tanker kredsede mere og mere om Delia, om at han allerede savnede hende og ville købe et eller andet med hjem til hende. Hvilket han jo havde lovet hende at han ville. Alligevel virkede det en smule akavet at snakke med sin lillebror om...Som om...Han på en måde skammede sig lidt over det eller var skyldig i noget. Han var jo slet ikke typen der faldt for en pige på den måde...Måske frygtede han lidt folk ville drille ham med det og lige den ting havde han faktisk bare lyst til at være i fred med. 
"Jeg kidnappede hende til en fest, hvor hendes storebror var for travlt optaget til at holde øje med hende og vi har mødtes flere gange siden. Åh..." Han satte sig pludselig ret op og klaskede sig selv for panden. 
"Jeg har jo slet ikke fortalt dig det sejeste endnu!" udbrød han og var lige ved at rejse sig blot for at vise Felix det, da han kom i tanke om de var hjemme hos ham og det næppe gik han fik ødelagt noget fordi han ville blære sig lidt. 
"Altså vinen...Jeg havde store tømmermænd. Og ud over ualmindelig mange mareridt på det sidste, kan jeg ikke sige det har skadet...Men altså, hør nu her..." Han skyndte sig igennem emnet omkring vinen - selv om det emne skam også var sejt! - for at komme frem til noget han var langt mere ivrig efter at fortælle. 
Og dog passede det. Efter han havde drukket vinen, havde han haft mareridt næsten hver nat. En bivirkning, gik han ud fra, som forhåbentlig snart ville gå væk. Heldigvis havde han været så træt sidst han sov, at han havde været drømmeløs. 
"Delia og jeg trænede sammen for nogle dage siden og vi fandt faktisk frem til at jeg har en evne mere! Kan du huske det med du er god til at skyde med bue? Jeg kan noget lignende, bare...Anderledes! Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det...Jeg har øvet mig lidt på det sidste, men jeg ved endnu ikke hvad den gør..." Han så på Felix med samme ivrighed, som han havde da de lige var ankommet hertil. Det var SÅ vildt! Han havde troede han kun havde sin manipulerende evne, men nu kunne han nok noget mere! 
Han var endda så ivrig, at han ikke rigtig fik svaret angående med hans lillesøster...Men altså...Der var noget sært akavet ved at have en lillesøster til at forgude sig.

Felix kørte sin hånd igennem sit opsatte hår og sukkede lidt. Rendte han nu rundt og bortførte piger på Felixs alder? Det var ikke lige det træk han havde regnet med fra sin storebror, men måske skulle han ikke lægge for meget i det. De havde jo mødtes flere gange efter, sagde han. Kunne det passe de bare var venner? Felix håbede det. For han anså ikke sin bror for at være den der lokkede yngre piger med sig bare for sjov. Det billede af hans bror ville han helst ikke have ødelagt. 
Han hoppede næsten bagud da Nolans pludselige iver, men så smilede han hurtigt og fulgte ham med øjnene, spændt på hvad det var han ville fortælle. Han undrede sig lidt over det med mareridtene, han havde intet hørt om det. Men ville Felix selv kage til Nolan hvis han havde mareridt? Nej. Han ville skamme sig og føle sig som et barn. Så han spurgte ikke ind. 
Hvor meget tid havde han brugt med Delia? De trænede sammen? Felix blev mere og mere nysgerrig omkring det her nye venskab. Men det var ikke fokuset, der var noget andet, noget mere spændende. Han nikkede - han kunne godt huske sin egen evne, han havde ikke så mange. Men han forstod ikke hvad det var Nolan prøvede at sige. 
"Hvad er det helt præcist du kan? Noget med buer og pile?" Han satte sig på knæ i stolen, helt fokuseret og spændt på sin bror. 
"Noget du kan vise? Eller fortælle? Du kan ikke bare forklarer det halvt!" Felix smilede, ivrigt for at vide hvad hans brors nye evne var. Han kendte kun til den der med at han kunne lokke, den havde han selv prøvet en snert af da han kom, men kun et splitsekund. Nu var der en ny evne, og det var altid spændende. Nu havde Felix ikke nogle brugbare evner ud over bue og pil, så at høre Nolan kunne noget nyt, noget der gjorde ham så ivrig, det var ret vildt og spændende.

Han havde faktisk haft meget at fortælle Felix. Et eller andet sted var det rart at gøre det her, væk fra lejren, når det bare var de to. Felix var den bror han havde det tætteste forhold til og det var ikke nogen hemmelighed på lejren hellere. Det var også den fornemmelse af samhørighed der gav ham lyst til at fortælle Felix det hele, selv om han endnu manglede en ting...Men alt til sin tid. 
Han rejste sig op. 
"Lad os gå udenfor, helst et sted hvor ingen rigtig ser os. Jeg vil nødig risikere at ødelægge noget den første dag jeg er her" kommenterede han og forventede mere eller mindre at Felix ville vise vej udenfor. Han kendte måske lidt til huset, men stadig intet til det udenfor eller hvor de kunne gå hen. Han var dog stadig ivrig og glædede sig til at vise Felix det. Faktisk kunne han ikke rigtig forklare det...Det var noget man skulle se.

Felix rejste sig også hurtigt. 
"Der er en vinmark et par meter nede af vejen. Ingen kan se os, og den er ikke i brug lige nu. Sjovt nok. Kom med." Han vinkede sin storebror med sig, og gik tilbage ud i entréen for at få jakke og sko på igen. Da han regnede med at Nolan også var i overtøjet, gik han udenfor igen, ud af deres indkørsel, over den lille vej, og i den modsatte retning af byen. Vinmarken kunne ses fra huset, det var virkelig ikke særligt langt. Og så var det endnu et typisk fransk træk. Men de boede i en lille by, selvfølgelig var de omringet af marker. 
Felix så sig kort over skulderen inden han trådte igennem den meget lave og lille hæk der omringede marken. Alle rækkerne på marken med de frugtløse planter ville ret godt kamuflerer dem. Plus der ikke kom nogen herud der kunne give dem ballade. Ingen kom så langt ud af byen, her var ikke andet end marker. 
"Okay, hvad er det så? Nu har du bygget spændingen op længe nok." Felix så på ham med et smil, og tydelig forventning i øjnene. Det var rart stadig at få lov og være halvgud uden for lejren, det var trods alt det de var, og han ville ikke lege menneske i to uger. Så det at Nolan havde noget at vise og brugte evner, jo det gjorde kun det hele bedre.

Han nikkede og fulgte med ud i entreen for at tage sko og jakke på. Vinteren virkede forholdsvis mild her, men derfor var der stadig ikke vildt varmt. 
Han fulgte efter Felix udenfor. Nysgerrigt gled hans blik over omgivelserne, der på en gang virkede almindelig og særpræget. Det var i hvert fald tydeligt han var et andet sted i verdenen, i en anden kultur. 
Til sidst stod de i den gamle vinmark, der mest bestod af nogle henvisne vindrueranker og sådan. Han så lidt ud over marken, mest for at sikre at ingen faktisk så dem, før han så smilende på Felix.Han trådte lidt væk fra ham, før han stillede sig med det ene ben lidt bag det andet. Han hævede sine arme, så det lignede han stod med en bue i hænderne....Bortset fra der ingen bue var.
"Se her..." sagde han spændt. Han havde trænet sig i at få den frem de sidste par dage, men det var kun godt og vel 14 dage siden han havde opdaget evnen, så han kunne ikke så meget med den endnu og viste endnu ikke hvad den faktisk kunne. 
Han koncentrerede sig og fokuserede på den indre fornemmelse han havde. Han viste ikke helt hvad det var han sådan skulle have fat i, men det virkede som om det var noget magi eller noget han kunne hente fra sit indre, fra selve sin sjæl...Eller noget. 
Han så frem for sig, men uden rigtig at se noget, da han i stedet fokuserede på at få noget til at dukke frem i sine hænder...
Og efter et øjeblik i både stilhed og spænding, skete det endelig. Han stod, som om han stod med en bue og lidt efter lidt dukkede der faktisk en bue frem i hans hænder. Ikke solid, men gennemsigtig, som var den lavet af magi eller noget. Han tog strengen i buen og hev ud i den. Hans fulde koncentration var på buen, velvidende at uden koncentrationen ville den forsvinde igen unden Felix nåede at opfatte den var der. Som han trak strengen tilbage, dukkede der en pil op på buen. Da Nolan slap den, skød pilen af sted og ramte jorden længere henne af marken og forsvandt. Den ramte jorden og blot forsvandt! Intet spor efter den, intet. Nolan sænkede sine hænder og buen forsvandt, nærmest i en lille sky der eksploderede. Det var pænt, mente Nolan i hvert fald selv. Det virkede ret særpræget. 
Han trak let på skuldrene og vente sig om mod Felix med et smil. 
"Så? Ret sej. Jeg har bare ingen ide om hvad den kan. Jeg mener...Pilene forsvinder bare!" Kommenterede han.

Felix så undrende på sin bror. For han havde nævnt bue og pil. De havde ingen af delene her. Eller en målskive. Der var faktisk ikke andet end de døde planter og jorden. Men Nolan havde ikke bedt om andet, så Felix måtte vel bare lade sig overraske over hvad hans bror nu havde fundet på. Han så i starten også bare undrende på ham, da han stod og lod som om han havde noget i hænderne. Det tog noget tid før Felix kunne se den gennemsigtige bue der dukkede op. Men da han så den, blev hans øjne større og han smilede spændt. 
Da pilen også bare opstod ud af ingenting, kunne Felix ikke lade vær med at komme med et lavt "wow," og han fulgte den med øjnene som den fløj gennem luften, landede, og forsvandt. Han så tilbage, og nåede også at se buen forsvinde, helt smukt og næsten eventyragtigt. 
"Sejt?! Det er vildt praktisk! Har du overvejet at teste det på noget levende? Med far for at lyde sardistisk. Måske sårer de ikke som normale pile, siden de forsvinder. Vores fars pile er jo magiske, måske er dine også? Det kunne være så sejt!" Felix kunne ikke stå stille, han trippede lidt på stedet, men hans håndbevægelser var over det hele. Han så kort hen mod det punkt pilen forsvandt. Han overvejede en ting. Deres fars pile gjorde folk forelskede. Måske.. 
"Du var sammen med Delia da du opdagede den her evne, sagde du?" Felixs blik vendte mod Nolan igen. Hans øjenbryn var hævet, og han faldt til ro, nu mere undrende og spørgende, end oppe og køre og spændt. Måske hang de to ting sammen? Forelskelse og hans nye evne? Han sagde godt nok han ikke vidste hvad de gjorde, men.. Nej. Det hang ikke sammen.

Praktisk? Han vidste ikke om det var praktisk, velvidende han jo faktisk ikke vidste hvad den gjorde. Men det var alligevel ret sejt! Hans blik gled over til hvor pilen var forsvundet mens han prøvede at gennemskue sin evne...Han havde øvet sig i at ramme træer, ramme sten, ramme andre døde mål. Men det havde absolut ingen virkning. Man kunne slet ikke se han havde skudt noget mod det! Derfor var han også nået frem til at hvis det kunne noget, var det mod noget levende. 
"Jeg tør ikke. Hvad hvis den faktisk skader folk? Hvad hvis den...Gør folk sindssyge, som Delias ene evne kan eller noget?" han så over på Felix med en hvis usikkerhed. Han havde slet ikke overvejet at han havde nævnt Delias navn flere gange nu, på samme dag. Nu var det jo tilfældigvis bare hende han havde opdaget den med?
"Hun hjalp mig. Hun fik til at læse lidt mere op omkring vores far og det slog mig at han kunne så meget. Bue og pil føltes naturligt for mig at afprøve..."  Han trak lidt på den ene skulder, uden at forstå hvor Felix ville hen med det. 
"Hvad er det du prøver at sige? Det var tilfældighed hun var der. Ellers skulle min bue vel kun vise sig hvis hun var i nærheden?" foreslog han og smilte lidt.

Felix trak på skuldrene. 
"Hvad hvis du bruger... Kaniner, som nogen jagter? Eller ræve? Ej jeg ved det ikke. Men altså, jeg er villig som forsøgsperson en dag, når vi ved de ikke sådan... Dræber alt de rør." Felix mente faktisk ret seriøst. De så ikke ud til at efterlade skader. Og hvis de gjorde, var han blevet ramt af pile før, så han var ikke sådan bange. Nu ville hans bror næppe sigte efter at dræbe ham. Men det skulle allerhelst bare være når et eller andet havde testet det før ham. 
Felix grinte lidt af ham. Ej, det var ikke lige det han mente. Men der var en grund, og det var risky at bringe emnet op. Sidst Felix havde prøvet at snakke om kærlighed og følelser med Nolan, var hans bror blevet nogenlunde småsur, og det ville Felix gerne undgå. Men det var enten at spørge nu og få det ud af verdenen, eller gå og mistænke det hele ferien. Felix var ikke stolt af at bruge en evne på sin bror, han brugte den sjældent. Men han kunne ikke slukke for den, og når spørgsmålet var stillet ville han vide om svaret var sandt eller ej. 
"Ej, jeg tænkte mere... Du har snakket meget om hende. Og brugte meget tid sammen, ikke? Jeg har bare ikke oplevet dig sådan før." Han rodede lidt i sit hår, meget tøvende og usikker på det her. Men nu havde han lavet oplæget. 
"Nolan er du... Forelsket?" Det tog ham ikke lang tid før han mærkede hvordan hans evne trådt ind. Han blev opmærksom på alle Nolans bevægelser, alle de små tegn der måtte være på sandhed eller løgn. Han ville kunne høre hans stemmeleje, han kunne mærke hvordan ordene var blevet tænkt. Han ville ikke være i tvivl så snart Nolan havde svaret. Det var ikke fair, men han var nysgerrig, og det ville måske lette Nolan at få det fortalt, hvis det var. Måske var hans frustration sidst fordi Felix havde ramt noget? Han fandt vel ud af det nu.

Kaniner? Stakkels små væsner. Men hvordan afgjorde man om de blev sindssyge af hans pile eller på anden måde tog skade, når de ikke var lige så bevidste og tænkende som mennesket? Men det var vel af start. Automatisk gled hans blik rundt, som om han prøvede at få øje på en fugl eller noget, så de kunne afprøve det. Bedre et dyr end en person...Og han måtte vide hvad den kunne. Han måtte vide om det var for farligt eller om det var noget han skulle øve sig mere på. Han var dog alligevel glad for Felix faktisk ønskede at hjælpe ham på den måde, men han gav ham ret i det skulle afprøves først. Han havde heller ikke lyst til at gøre Felix noget ondt! 
"Tja...Eller en fugl?" foreslog han og så tilbage sin bror...
Snakkede han om...Delia? Han kunne ikke lade være med at blive lidt defensiv når det handlede om Felix, selv om det hurtigt gik op for ham at Felix ikke mente hende noget ondt. Han kunne da også lige vove på at kritisere Delia, når han selv havde Connor! Men havde de ikke mere eller mindre prøvet dette før? Hvor han faktisk var blevet lidt sur...Hvilket han stadig fortrød. 
Hans blik gled over Felixs ansigt, da han spurgte direkte. Det overraskede ham, spørgsmålet og gjorde ham lidt usikker på hvad han burde svare. Forelsket...Han havde end ikke overvejet ordet. Automatisk tænkte han på den tid han havde brugt med hende. Træningen, vinen der blev drukket, kysset...Men manglende lyst til at hoppe på alle, både piger og drenge. Han vædede sine læber og hans øjne gled lidt væk fra Felix, som han ubevidst nok prøvede at skjule hvad han måske godt kendte svaret på. 
"Vær nu ikke fjollet...Vi er venner. Intet andet end venner" slog han fast. Hans blik gled over til Felix et øjeblik. Han virkede ret nysgerrig, ja, han kunne vel næsten mærke Felixs øjne vurdere ham. Underligt nok følte han sig usikker, mere end han gjorde omkring noget andet. Nogen gange føltes det som om Felix kunne se meget mere end man troede. Var han forelsket? Var det...Hvad man ville kalde det? 
"Bare venner..." mumlede han svagt for sig selv, som om han prøvede at overbevise sig selv om det også. Men hvorfor tvivlede han så på at Felix ville tro ham?

Felix nikkede lidt og så kort mod himlen da Nolan nævnte en fugl. Det var selvfølgelig også en mulighed. Nu var Felix modstander af vold og jagt, men han troede stadig fuldt og fast på der var noget magisk over de pile. Men han vidste det ikke, og det var altså mere behageligt at et jagtbytte blev ramt end et menneske eller en halvgud. 
"Nej." Felixs ord kom hurtigere end han selv kunne nå at tænke det. Det var hans evne. Han vidste at Nolan ikke sagde det han faktisk følte, han sagde ikke det der var rigtigt. Felix var faktisk usikker på om han nogensinde havde forklaret Nolan sin evne, men han havde vist klaget over hvor ubrugelig den var på et tidspunkt. Det var ikke det vigtigste i det her. Det vigtigste var at Nolan åbenbart ikke var tryg nok til at fortælle sandheden, eller ikke sikker nok. Og Felix ville ikke gøre det værre. 
"Det jeg mener, er at jeg ikke tror på I kun er venner. Har jeg nogensinde fortalt dig om min anden evne? Du er forelsket, tror jeg. Men hvad jeg ikke forstår, er hvorfor du ikke er boblende glad. Du ved, som jeg er omkring Connor. Vildt irriterende, plapre løs?" Han smilede stort til sin bror og trådte lidt frem, spændt over det her. Han begyndte faktisk at bevæge sig ud fra marken igen, det var måske ikke det sjoveste sted at tale om kærester og alt muligt. 
"Er det derfor du blev sur sidst? Ja ikke at jeg skal snage, men det er første gang jeg har set dig... Ikke jokende omkring en pige, eller en person. Det klæder dig." Han lo lidt og regnede med at Nolan fulgte med ham ned ad gaden. De kunne sagtens nå en tur ned gennem byen og tilbage inden aftensmaden, og det var vel perfekt til at tale om det her. Felixs evne var stadig vågen, indtil Nolan indrømmede sandheden, ville det sidde i ham og gøre ham opmærksom på det mindste der tydede på en løgn. Derfor bad han også inderligt om at Nolan ville sluge stoltheden og indrømme det. Det var lidt belastende at være så opmærksom og vågen, han følte sig helt mistænksom omkring en person han stolede på og så op til. 
Han undrede sig stille om hvor langt de mon var gået. Han havde hørt Nolan havde sovet med en pige i hytten på et tidspunkt, men at hun havde tøj på. Felix havde ikke selv opfattet meget, han havde været sammen med Connor den aften. Han sagde de bare var venner, men Nolan plejede da at forfører pigerne, så de var vel gået hele vejen den aften? Eller havde han ladet hende være uskyldig?

Han var overrasket over hvor direkte Felix var. Nok til at han lidt blev skubbet ud af balance i sit sind. Hvaaad?
Hvad skulle han svare? Felix så ud til at kende sandheden meget bedre end han selv gjorde, så hvorfor skulle han overhoved indrømme noget som helst? Han havde som sådan ikke været forelsket før. Jo, for 10 år siden havde der været en pige i hans klasse der havde været sød. Jo, han havde da været forfærdelig tiltrukket af enkelte individer. Men aldrig havde han oplevet denne...opslugthed...I en person. Han havde ingen grund til at tro, at Delia ikke tænkte det samme. Hun havde selv gjort tilnærmelser, selv gengældt smilet og selv indrømmet hun ville savne ham...Men stadig var han usikker på hvor det hele bar hen.
Hans evne...Nåe ja! Han huskede godt Felix en gang havde nævnt noget med en evne der mere eller mindre tvang folk til at indrømme de var forelskede! Om han var fornærmet over Felix pressede det ud af ham på den måde? En anelse. Dog brød han allermindst om den måde Felix så ud til at rose ham på, som om han var en hund der endelig gjorde hvad dens ejer ønskede eller noget! Han havde ikke brug for at blive sat på plads...
Han sukkede svagt. Mest kom hans irritation vel fra at alt det her forelskelses-halløj var så fremmed for ham og mennesket af natur kunne blive skræmt af det ukendte.
"Fint, du har gennemskuet mig!" sukkede han så endelig, opgivende.
"Jeg har ikke selv overvejet om jeg netop var forelsket...Men siden du fortæller mig det så sikkert, er jeg det vel" svarede han, kun for at følge efter Felix væk fra marken, glad for de i det mindste ikke behøvede kigge hinanden i øjnene imens.
"Men det er ikke...Det er ikke..." Hvad prøvede han at sige? Han havde ingen ide. Ingen ide om hvilke ord der var passende.
"...Det er vel bare ikke som dig og Connor. Det er ikke sådan at vi var sammen fra første gang vi så hinanden. Det har...Udviklet sig. Stille og roligt. Vi er ikke engang...Som sådan sammen endnu. Jeg har vel været usikker...Felix...Jeg har ikke rigtig haft en kæreste før. Jeg ved da ikke hvad man gør?" indrømmede han endelig og så over på Felix for første gang efter de havde forladt marken. Det måtte Felix vel kunne se?

Felix kunne ikke lade vær med at sukke lettet da Nolan indrømmede hvordan han faktisk havde det. Han hadede at opføre sig som om hans bror var mistænkt for et aller andet, det var trods alt kun en forelskelse, han havde ikke dræbt nogen. Hvorfor kunne han ikke bare spørge som en nysgerrig søskende som alle andre og affinde sig med løgnen? Et splitsekund var Felix for første gang faktisk små sur på deres far over den evne han havde. Det var upraktisk, ikke brugbart og egentlig kun i vejen. Men forhåbentligt kunne brugen af den, den her gang hjælpe. 
Han kunne ikke lade vær med et grine kort for sig selv, ikke højt, bare et par sekunder. Han havde aldrig set Nolan være usikker, ikke på den her måde. Hans bror var altid så rolig, sikker og fast besluttet på det nok skulle gå. Det var uvant og en smule surrealistisk at se og høre ham som han var nu. 
"Hun er bare en pige, dem plejer du da at være meget god til at omgås?" Han så på sin bror, dybt alvorlig. Det var ikke engang fordi hun var en specielt skræmmende eller intimiderende pige. Nærmere det modsatte. Men Felix vidste jo godt det ikke var hende han var bange for eller usikker omkring. Det var nok nærmere det at føle noget og handle på det. 
"Ikke for at pille i dit ordvalg, vel? Men "ikke sammen endnu"? "Har været usikker"? Altså, for mig lyder det til du godt ved hvad du vel. Og ikke for samtidigt at lege psykolog, men tror du ikke mest du ser spøgelser? Hvad er det farlige i at få en kæreste nu?" Han undlod at diskuterer sit eget forhold. Han havde altså kendt Connor lidt inden de blev kærester, han var ikke bare hoppet på det første og bedste. Men det var ikke det det handlede om, det handlede om at Nolan lige præcis heller ikke var hoppet på den første og bedste. Udviklet sig? Det lød til gengæld ret seriøst. 
"Hvad er det du ikke ved hvad man skal gøre? Hvis hun viser interesse for dig også, er der vel ikke meget andet i det end... Ja, at snakke med hende, hvor basalt det end lyder." Han trak på skuldrene, ikke sikker på hvor hans brors usikkerhed lå. Han kunne forføre og smelte pigehjerter, men han kunne ikke fortælle en han oprigtigt holdt af at hun betød noget? Felix forstod ikke helt den logik, men han havde heller ikke forstand på det der med piger, trods alt.

Jo mere Felix snakkede, jo tydeligere var det at han ikke forstod ham. Han prøvede at hjælpe og alt det...Men ramte samtidig helt ved siden af. Hans blik gled ned mod jorden, som de gik, før de gled op på de særprægede omgivelser. Han var her jo trods alt for at se noget nyt!
Problemet var ikke at hun var en pige, men at hun var en speciel pige! Han vidste hvordan han forførte, flirtede...Men hvad hvis han gik for hurtigt frem eller skræmte hende væk på en eller anden måde? Hun var frisk og klar på ballade, som ham selv, men resten?
Det slog ham at det nok var bedre bare at lade tingene udvikle sig som de nu gjorde, og så ikke dvæle mere ved det. Ellers blev han jo sindssyg...Og nu havde de jo fundet ud af han faktisk var interesseret og det ikke bare var noget tilfældigt...
Derfor rystede han bare svagt på hovedet og smilte lidt, som han altid gjorde.
"Jeg finder ud af det. Der er sikkert intet problem" affærdigede han det hele og så på Felix igen. Nej, det var for underligt at snakke om. Han vidste ikke helt hvorfor tingene gik ham på, på den måde, men han ville gerne væk fra det nu. Derfor puffede han let til Felix.
"Vis mig nu rundt!" forlangte han.
"Og måske kan vi finde en pipfugl samtidig?" sagde han og vendte tilbage til emnet om hans nye evner. Så meget på en gang! Ny evne, Delia, Frankrig...Var der noget at sige til han var lidt forvirret? Skubbet lidt ud af sin 'comfort zone'.

Felix smilede over ham, men forlangte ikke de blev ved emnet. Hvad var der med macho fyrer og den frygt for følelser? Det var som om man ikke kunne tale om følelser og samtidigt være maskulin, eller som som det var frygten. Ikke at han selv var et godt eksempel, men alligevel. Han håbede bare i sit stille sind at Nolan stolede nok på ham at spørge hvis han kunne hjælpe med det mindste. Mere kunne han ikke gøre. 
Felix blev overrasket over det puf han fik, og rettede sig hurtigt op som for at få mere styr på sig selv. Han sendte et kort utilfreds blik til ham, for at vise han gerne måtte holde op med at gøre det igen, uden advarsel. 
"Javel. Altså, vi er gået forbi gaden der fører op til ruinen af kirken der engang lå her. Evie fandt det meget spændende, du kunne sikkert også se det sjove i at rende rundt i katakomberne og forstyrer de døde." Han smilede til sin bror før han så frem af. 
"Der er ikke meget i byen. En købmand længere nede, et par græsmarker vi plejer at spille bold på om sommeren. Og så et springvand i centrum." Han vinkede Nolan med sig ned af en gade. Der var ikke ret mange mennesker. Det var mest huse bygget i sten, samme slags som Felixs hus, men de varierede alle i størrelse og afstand fra hinanden. Kun få voksne var på vej hjem, eller fiksede noget i forhaven. Et par hilste, og Felix svarede. Han forklarede hvem et par af dem var. Den lokale præst, en lærinde der havde haft Felix i skolen og nogle forældre til hans barndomsvenner. Ikke at de var vigtige, men det var det mest passende at forklare for Nolan. 
Han flyttede fokusset til det springvand der stod midt i byen, der hvor der engang havde været tov, for flere hundrede år siden. 
"Vi plejer at samles her, om sommeren. Vi er kun en ti stykker på nogenlunde samme alder, så vi har for det meste altid været sammen i en gruppe. Men pointen er mere springvandet. Kan du se hvem det skal forstille?" Felix stoppede et par meter derfra og lagde armene over kors. Springvandet var ret simpelt, men i midten var der en form for søjle, hvor der på toppen var et barn med hvide englevinger. Han stod på et ben, med en bue spændt og en pil klar til at skyde af. Ironien var næsten for åndssvag, men han mistænkte stadig sin mor for at have valgt den her by fordi der var en hyldest til Felixs far. Men de var tæt på Paris, kærlighedens by. Statuer som den her var ikke et særsyn.