Dit, mit og vores - Nolan

Felix nikkede lidt. Tanken var da underholdende. Så kunne Nolan og Connor også rigtigt diskuterer Felixs sexliv. Faktisk havde han pludseligt ikke så meget lyst til en dobbeldate. Han kunne meget godt lide at holde sin bror og kæreste adskilt, nu han tænkte over det. 
"Du er også godt dramatisk," bemærkede Felix inden han gjorde tegn til den tjener der stod oppe ved en anden der stod ved et kasseapparat. Fyren virkede mildesttalt ligeglad med sit job, hvilket også var grunden til Felix faktisk vinkede ham over og ikke selv rejste sig op for at bestille. Han kunne godt være træls hvis han gad. "Du kysser pigen lige inden du forsvinder i to uger. Prøver du et være hovedpersonen i en kliché kærlighedsroman?" Han smilede drillende. Han tvivlede på Delia ville klage over den romantiske pause når først hun havde Nolan tilbage. Men lige nu var det vel ikke ret sjovt at rende rundt hjemme i lejren uden at vide noget som helst. Nolan havde ikke engang vidst hvad han ville da de kom til Frankrig. Men Felix skulle ikke blande sig, det var hans storebrors forhold, ikke hans eget. 
De tjeneren fik sig snøvlet frem, fik Felix bestilt, på fransk. Ikke engang da gad tjeneren rigtigt at svare tilbage, og da han gik igen sendte Felix ham et utilfreds blik. Deres service var blevet værre siden sidst han var her. Han gad ikke tage en diskussion op, men han lænede sig en smule misfornøjet tilbage i stolen. Så sukkede han og så ud af vinduet, koncentrerede sig om at sætte pris på at de var her. 
"Savner du nogensinde tiden inden du fandt ud af hvem du var? Jeg mener, inden alting blev helt sært og farligt." Felix så over på ham. Nu var de sønner af Eros, og ikke de mest udsatte halvguder, men risikoen for at møde farlige ting i den virkelige verden var der stadig. Han ville ikke give afkald på sine venner og sine søskende eller lejren, men han savnede nogle gange nogle lidt mere simple tider. Måske var det bare ham, han var jo ikke bygget til at være helt.

Han rakte tunge ad Felix. Jah, okay, han var vel en voksen mand der burde holde tungen hvor den hørte til...Var det ikke fordi han som sådan ikke havde nogle hæmninger og gjorde som det passede ham. Ikke altid til fornøjelse for andre. Ikke at han slet ingen sans havde for at begå sig socialt, til tider valgte han bare fuldt bevidst at skille sig ud. Han trak let på skuldrene.
"Det var ikke planlagt" kommenterede han, med et tryk på 'planlagt'. Det var kommet lidt af sig selv, oven på alkoholen og ham der havde sovet en time eller to på gulvet i hendes hytte. Derefter havde han fortalt at han skulle rejse til Frankrig...Og voila! Kys. Et kys der næsten havde fået ham til at blive hjemme alligevel...
Hans blik gled over tjeneren, der dvaskede af sted. Han fornemmede at Felix var utilfreds, men han kunne intet fransk og kunne derfor ikke hjælpe. Alligevel kiggede han sig over skulderen, efter tjeneren, blot for at se om der ikke var en eller anden mulighed for at drille tjeneren. En form for pay-back! Han skulle nok finde på noget. Det måtte han. Tænksomt gled hans blik over cafeens interiør.
Langsomt så han på Felix igen, med flere ideer i sine tanker. Alt fra at spænde ben, til at bruge sin evne på manden.
"Mit tidligere liv?...Nah. På ingen måde. Jeg foretrækker at være halvgud, uanset om jeg er en helt eller ej. Selvfølgelig foretrækker jeg også min mor var i live...Men tydeligvis kan man ikke få det hele. Ja, medmindre man kommer fra Frankrig, åbenbart..." Det var sagt i dril, men det slog ham det også kunne tolkes på en måde, som om han misundte det. Han sukkede svagt.
"Altså intet ondt ment. Det passer til dig...Familie og det hele" prøvede han at redde den. Han vidste Felix gerne ville have Nolan skulle føle sig hjemme og vel i princippet føle sig som en del af familien...Men det blev man ikke af 14 dage på besøg i et fremmed land. Han ville aldrig blive en rigtig del af Felixs familie, mere en eller anden fjern bror der boede i den anden ende af verdenen. Og det var helt okay!
"Men realistisk set...Ville jeg nok ikke klare mig særlig godt i uddannelsessystemet. Jeg ville sikkert ende som en fattig bums et eller andet sted, uden uddannelse eller lyst til at lave noget seriøst. I lejren får jeg i det mindste mad og tag over hovedet samtidig. Du savner det måske?" spurgte han og drejede dermed samtalen lidt væk fra ham og over til Felix. Han havde en fornemmelse af han nemt kunne få sagt noget forkert lige nu...

Felix grinte lidt af sin storebror. Både af hans tungerækken og hans svar. Han var ikke synderligt overrasket over det ikke var planlagt. Det var der vist ikke ret meget der var for Nolan. Ikke at det var noget der gjorde Felix noget, det var lidt en tryghed at vide Nolan altid var klar til noget spontant, også selvom Felix stadig var ved at lære at være vild. Han nikkede bare med en "mh" lyd der skulle betyde et ironisk selvfølgelig var det det. 
Han lyttede opmærksomt til Nolans svar, og kunne egentlig godt forstå det. Han kom fra en helt anden baggrund, og Felix glemte tit hvor heldig han egentlig var. De fleste halvguders historie var ikke ret lykkelig, og han havde alt. Han smilede alligevel lidt og så kort ud mod Paris' gader da Nolan kommenterede på at man åbenbart kunne få alt når man kom fra Frankrig. Han så det ikke som et misundeligt stik, det var bare en konstatering. Felix kunne også godt se hvad Nolan mente med at det passede til ham at have en familie. Han var glad for faste regler, normer og rammer. Nolan var alt andet. En familie ville sikkert sløve ham ned, forhindre ham i at være den han rigtigt var. Han forstod godt tanken. "Tak." Der var ikke så meget andet at sige, men Felix mente også sit tak. Felix ville ikke kunne fungerer uden en familie. 
Han rystede på hovedet. "Nej, jeg tror ikke rigtigt jeg savner livet før lejren. Lejren har givet mig en masse folk og oplevelser jeg ikke kunne leve uden. Dig, Connor, vores søskende og venner. Jeg ville aldrig kunne ønske jeg ikke kendte alle de folk." Felix smilede glad, helt oplivet bare af tanken om lejren og deres venner. 
"Men jeg savner min lillesøster. Jeg savner at komme hjem og dufte min mors mad. Jeg savner ikke at lave forkerte grammatiske sætninger og glemme ord på engelsk. Jeg savner ikke at skulle mistænke alle fremmede der følger efter mig. Jeg savner ikke at være afhængig af mine kamp evner..." Felix så ned på sine underarme der var godt dækkede af ar fra alle de mange træningskampe han havde tabt. I hvert fald fem af arrene var fra Litsa. Han trak ned i sine ærmer og så op på Nolan igen. 
"Jeg savner at føle jeg faktisk kan finde ud af noget. I lejren kan jeg ikke bidrage med noget brugbart." Nu havde han brugt to år i lejren, og han var hverken blevet bedre til sværdkamp, eller havde vundet nogen træningskamp. To år, og han var stadig skræmmende dårlig til at være en helt. Det var hans tur til at lyde misundelig, for Nolan kunne godt de ting, han havde bekæmpet en kimære! Felix kunne ikke engang klare en tur i arenaen. 
Han skævede kort over imod de to ansatte der stod ved disken og snakkede, og hans blik var langt fra mildt. Få ting kunne Felix til at sende hårde blikke, men uhøflighed kunne. Han sagde ikke noget, og han flyttede sig ikke, men han var ikke tilfreds, det var tydeligt nok. Han håbede bare de to ansatte mærkede det.

Som altid, når emnet bevægede sig ind på de mere seriøse dele af livet, kunne Nolan være overraskende seriøs og komme med nogle overraskende observationer om livet. Når det kom til stykket, var der ikke det han ikke ville gøre for sine venner eller folk generelt. Han havde hjulpet Lits, selv om han intet havde kunne gøre. Han havde tidligere guidet Felix i livets små kringlede veje og han ville altid gøre det igen. Han havde givet Delia styrken til at sige fra over for sin storebror og til at kunne gå sine egne veje...Alt sammen var noget han ville gøre igen og igen. Derfor gled hans blik også observerende over Felix, som hans lillebror endnu engang overraskede ham med sin åbenhed og sine tanker. Og dog, kom Felixs betænksomheder ikke som noget chok for ham. Felix var jo typen der elskede familien, der elskede sine venner, der elskede viden og livet. Hans blik gled over Felixs ene arm, som denne prøvede at skjule nogle ar han havde fået.
Han havde lyst til at Felix skulle vende tilbage til sit liv, han ville holde Felix sikker, mens han levede sit normale liv. Han ville tage alle kampene mod monstrene, så Felix aldrig skulle se en igen!
Hans ene hånd gled frem og lagde sig på Felixs ene arm. Hans greb var på en gang både fast og blidt. Et lille smil hvilede i hans mundvige, da hans øjne gled over Felixs ansigt.
"Vi kan ikke alle være helte. At være halvgud handler ikke om at være en helt. Det handler om at vi har nogle specielle forældre, som har givet os nogle evner vi selv må bedømme om skal bruges til noget. At lære at slås handler om at vi kan holde os selv sikre mod de monstre, der tiltrækkes af vores blod og vil komme efter os uden for lejrens trygge rammer. Men ingen på lejren, ikke i mine 10 år der, har nogen vist interesse for hvilken fremtid man vælger. Når der kommer missioner ind, ser de efter hvem der dur og sender dem af sted, som vil. De bruger deres liv til at imødekomme og slås med den verden, vi alle er blevet tvunget ind i. Men resten af os? Vi er der bare. Om vi er i lejren eller udenfor er ligemeget. De har deres show...Og netop denne adskillelse gør at du til hver en tid kan rejse hjem igen. Du kan lære at beskytte dig selv og din familie, så kan du rejse hjem igen og lade som ingenting. Kun afbrudt af en monster hist eller her" Han blev tavs et øjeblik, da han trak sin hånd til sig igen. Disse tanker havde han haft tit...Ingen i lejren ville begræde det, hvis han rejste, andet end der sikkert ville blive mere stille. Men han var bare en af mange halvguder. Man kunne umuligt holde dem alle sikre, umuligt hjælpe dem alle og de guder, der skulle vogte over dem, virkede på Nolan som ganske ligeglade med den almindelige verden udenfor.
"En helt er ikke en helt, uden nogen har hjulpet dem derhjemme. Med træning, med viden. Du kan måske ikke slås så godt, men dine styrker ligger et andet sted. Hvis dit ønske er at være brugbar, så fordyb dig i noget du vil kunne. Et emne, med viden, med råd. Eller rejs hjem til din familie, der elsker dig over alt på jorden. Tænk aldrig mere på det liv, du er introduceret til" Han trak let på den ene skulder. Emnet gjorde ham på en gang betænksom og en anelse gnaven. Hvad skulle han selv bruge tiden på? Han gættede på at han ville blive god til at bruge våben med tiden, hvis han gik ind for det. Ja, han havde nu endnu en grund til at kæmpe. Ikke for at holde sig selv sikker, men for at holde Felix sikker. Holder Delia sikker. Han måtte træne!
Ikke fordi han selv var nogen helt. Men fordi han ønskede at de kunne have et almindelig liv, hvis de ønskede det. Hvem sagde det skulle være alt eller intet?

Der gik ikke lang tid før deres mad blev serveret. Tjeneren var stadig ikke særlig rar, men i det mindste virkede deres mad spiselig og Nolan var ikke sen til at gribe bestikket og fylde sin mund med den ene bid efter den anden.

Felix så, nok en smule overrasket, på Nolan da han tog hans arm. Ikke fordi grebet gjorde ham utilpas eller noget, men han havde ikke lige regnet med det. Et eller andet sted var det en tryghed, for han følte sig taget seriøst nok. Det var sjældent han belemrede alle andre med sine personlige problemer. Alle havde dem, så han ville ikke lægge sine over på andre. Han vidste Nolan ville kunne forstå det, og det fik ham også til at smile lidt. Hans bror havde ret, der var ikke nogen der forbød Felix i at tage hjem når han havde lært at beskytte sig selv og andre. Han kunne sikkert får et helt normalt liv hvis han flyttede tilbage om nogle år. 
"Ja, du har ret, jeg.." Det der stoppede ham fra faktisk at planlægge ud fra det, var hans familie. For selvfølgelig kunne Felix lærer at bekæmpe monstre, alle de andre gjorde det også. Men der var bare ingen sikkerhed for det ikke ville gå ud over hans familie en dag han ikke var i nærheden. Hvis der nogensinde skete hans mor eller lillesøster noget bare fordi han var født som den han var, ville han aldrig kunne tilgive sig selv. Risikoen var, i Felixs øjne, alt for stor. Desuden virkede til håbløst at han skulle lære at bruge våben. Der var kun to former for kamp han kunne, og ikke engang det kunne han uden at komme til skade, hvilket hans arme var rimelig gode eksempler på. 
"Jeg kan ikke bare glemme det hele. Mine venner, vores søskende. Om jeg vil det eller ej er I en del af mit liv, og jeg vil ikke flygte fra jer. Men... Jeg ved det ikke." Han lod sig falde tilbage i stolen og så ud på gaden udenfor. "Jeg hører nok bare ikke rigtigt tid nogen steder." Han trak på skuldrene. Det var rigtigt nok, i menneskernes verden hørte han ikke hjemme, fordi han var født som halvgud. Alle i lejren kunne vist skrive under på de ikke følte sig tilpas i den dødelige verden. I lejren passede han heller ikke, han var for svag, for usikker og for bekymret. 
Han satte sig op og skubbede hele problemstillingen lidt væk da maden kom. Det var ikke lige dén retning han havde tænkt sig spørgsmålet til Nolan skulle tage. Det var ikke svært at lade den tunge stemning falde hen, for så snart han begyndte at spise lagde han igen mærke til hvor sulten han var. 
"Hvad er næste mål?" spurgte han mellem to bider. Han smilede igen, håbede Nolans evige gode humør ville virke som altid og lade stemningen fra før dø helt.

Han havde et eller andet sted lyst til at slå Felix, for at bringe ham til fornuft. Dog var han ikke den voldelige eller temperamentsfulde type, så med en fantastisk selvkontrol så han over på sin lillebror omend med et lidt hårdt blik.
"Nu holder du op. Du er respektløs over for folk som mig, der hverken har venner eller familie, hjem eller er brugbar til noget som helst. Jeg sidder ikke og græder over det, jeg konstatere jeg intet har og lever videre ud fra det. Og dig? Du har det hele. Du har en familie, et hjem hvor du altid vil føle dig hjemme. Du har venner, du har kæreste...Kom ikke og sig til mig du ikke hører til nogle steder. Tværtimod hører du til mange steder" kommenterede han en anelse hårdt. Hvad var der galt med Felix? Han var altid så glad, så forsigtig og fornuftig. Nu sad han her og sukkede over hans liv måske ikke lige gik som planlagt. Men hvornår gjorde et liv det? I det mindste havde han en elskværdig familie, et dejligt hjem. Han havde masser af steder at høre hjemme...

Maden smagte fint. Det var ikke det bedste han havde smagt, men så afgjort godt nok til ham, især når han var så sulten. Selv oven på den noget alvorlige snak, fandt han intet besvær i at spise alligevel. Når det kom til stykket, skulle der mere til at vælte ham af pinden.
"Hvis du virkelig føler dig så hjemløs og ubrugelig, så gør dog noget ved det" kommenterede han alligevel mellem sine første bider, for på en måde at afslutte emnet og lokke Felix til at tage mere ansvar for sit eget liv.
"Og selv om jeg ikke kan slås så godt, så vil jeg altid hjælpe dig, skulle et farligt monster dukke op. Jeg har jo erfaring!" påpegede han i en lettere tone, i håb om at gøre stemningen lettere igen, nu hvor den var lidt tung.
Han tog en tår af sine drikkevarer, mens han så tænksomt frem for sig. Næste mål? I livet eller I Paris?
"Måske skal vi tage hjem igen? Vi har set virkelig meget på bare en dag og jeg er ærlig talt lidt træt i mine ben nu" foreslog han prøvende og så på Felix for at se om han var enig eller havde andre ideer til hvad de skulle.

Felix var rimeligt overrasket tonen fra sin bror, og gik lidt i stå med det hele, men han forstod det godt. Nolan havde ret, han opførte sig ret respektløst. Han skulle til at svare igen med at han så bare havde det mere at miste, men det var ikke det det hele handlede om, og det ville være et barnligt forsvar, så han lod vær. Han måtte sluge det i sig og nikke lidt, en smule skamfuldt. Det var normalt aldrig en nødvendighed at opdrage på Felix, men måske var det på tide det blev gjort alligevel. Det var måske ikke helt sundt for ham at leve uden forældre om sig. 
"Ja, du har ret. Undskyld." Han smilede lidt, men ikke fordi han slog det hen, oprigtigt ked af at han havde klaget som en utaknemmelig, forkælet teenager. Han fortsatte også med at spise og fortsatte med at lytte til sin storebror. Han nikkede lidt, for som altid havde Nolan ret, så han ville ikke afbryde. Han smilede lidt over det med monstre. 
"Mh, du er en rigtig helt. Den næste Herkules." Han rystede lidt på hovedet med et smil, glad for hans brors evne til at kunne løfte en stemning. 
"Hjem er fint for mig. Vi kan altid tage tilbage en anden dag." Felix var helt i orden med at tage hjem igen, for han var træt og udkørt, og han kunne godt bruge ikke at skulle noget praktisk i noget tid nu. Hans blik flakkede kort ud mod gaden igen, som for at sætte pris på den en sidste gang inden de tog tilbage til huset igen. 

//Er det ved at være det, oder? xD

//Ja, er også ved at køre lidt død i det. Slutter vi emnet og siger at det var Frankrig for denne gang?

//For min skyld gerne, jeg har ikke flere idéer xD

//Dermed erklærer jeg emnet for afsluttet. Tak for endnu et godt eventyr!