Dit, mit og vores - Nolan

Han kunne ikke lade være med at grine lidt. Han ville aldrig stoppe med at puffe til Felix, ganske enkelt fordi det ofte gjorde stemningen dejlig løs igen, specielt hvis den havde været mere alvorlig. Som de gik igennem byen og Felix viste ham rundt, gled det hele lidt i baggrunden og han lod blot nysgerrigt blikket glide rundt. Det var sært at se dette sted, som Felix var opvokset i. Han følte sig helt og igennem en turist!
"Ah...Sikkert et smukt syn" kommenterede han, angående den ødelagte kirke og de døde. Han havde hørt der var en masse katakomber under Paris med skeletter der var stablet i mønstre og bunker. Folk skulle stå i kø for at se det...folk var fascineret af døden. Han vinkede som en hilsen, til dem der vinkede til dem eller hilste på dem. Han genkendte hurtigt ordet for hej på fransk, selv om han ikke forstod resten som folk kastede efter dem.
Han stoppede op ved springvandet og så op af det. Jah, han genkendte hurtigt hvorfor den var lidt morsom.
"Hahaha! Åh...Din mor må så meget have valgt dette sted med vilje..." Svarede han drillende, da han så over på Felix igen. Han bar faktisk ikke nag over Felix havde brugt sin evne på ham. Det slog ham at det faktisk var rart at vide, at forelskelse var hvad han følte. Ikke at hele turen skulle fokuseres på det ene emne...Han stak fingrene ned i det kolde vand og kiggede på gamle mønter der var kastet ned i det. Gjorde folk virkelig det alle steder? Måske håbede folk Eros selv ville komme og skyde dem forelsket...
"Hvilket minder mig om vi også skal til Paris en af dagene!" tilføjede han, som om Felix havde glemt det. Ja, sandheden var nok at han næppe ville lade Felix glemme det, for han glædede sig til at se byen! Så berejst han ville blive! Så eksotisk. Det ville tiltrække kvinder.

Felix smilede mens han rullede med øjnene. Ja selvfølgelig. Han skulle nok hive Nolan med sig ned i katakomberne på et tidspunkt. Han ville nok synes det var meget sjovt og finde nogle kranier at kaste rundt med. Han kunne let se scenariet for sit indre øje. 
Han nikkede som for at give sin bror ret i udtalelsen. Det ville ligne Felixs mor at vælge stedet på grund af det her. Hun havde altid syntes det var stort hendes søn var halvt gud, og var meget stolt af at han havde den far han nu havde. Selv havde Felix ingen holdning, han kendte jo ikke manden, men hvis han havde gjort hans mor glad, var det også nok for Felix. 
"Mh. Min mors humor er skøn. Jeg er sikker på du vil nyde den." Felix smilede lidt og blev stående på afstand, med øjnene på statuen. Noget sagde ham at deres far ikke lignede et buttet barn med englevinger. 
"Du skal nok komme til Paris. Min mor køre os derind om nogle dage, hun har et ærinde, og så har vi en hel dag, frie tøjler. Vi kommer sikkert derind flere gange, min far arbejder derinde." Felix trak på skuldrene, han var vant til det. Han så kort på sit ur. 
"Der er ikke mere længere nede af vejen. Springvandet er bogstaveligt talt det mest spændende vi har. Men vil du se resten af byen? Det er de samme slags huse og sådan." Han trak lidt på skuldrene og begyndte at gå tilbage mod hovedvejen der gik hele vejen gennem byen. Der var ikke meget mere at se, byen var meget lille, og det var ikke fordi de havde noget der lokkede folk til. 
"Jeg er sikker på dem jeg voksede op med mødes her i morgen. Men det der med at kigge på piger er måske ikke så vigtigt mere?" Felix så på sin bror med et drillende smil. Han havde sådan hørt for at være sammen med Connor, var blevet drillet og kommenteret på, spurgt ind til. Nu kunne han endelig gøre lidt gengæld, drille ham uden at gnide salt i såret, bare lidt prikke nok til ham for at få en reaktion. Han var den irriterende lillebror, trods alt. 
Ude på hovedgaden ventede han lidt på Nolans valg. De kunne godt gå det sidste stykke, eller de kunne gå tilbage til huset i varmen og eventuelt planlægge hvad Nolan ville de næste par uger. De havde masser af tid og muligheder, trods alt.

Han trak let på den ene skulder og smilede til Felix. At komme til Paris lød skønt. Ikke fordi han havde travlt, men det var rart at vide om der var lagt nogle planer på forhånd eller ej. Selv om spontanitet nu også var meget sjovt! Hans blik gled over statuen endnu en gang, mens han overvejede hvordan deres far var eller blot så ud. Lignede de ham på nogle punkter? Hans mor havde påpeget han havde gjort...Men var det ord fra en mor, der havde bedåret sin elsker eller den faktiske sandhed? Der var ingen grund til at tro hans mor faktisk havde kendt manden. Muligvis havde det bare været en sjov nat.
"En eller anden dag har han bare at besøge os!" påpegede han. Men med en gud, der elskede sex, skulle det ikke undre ham at manden jo efterhånden havde et par børn og sikkert samtidig var ligeglad med dem. Han hyggede sig vel bare og lod andre tage sig af ansvaret? Det var i hvert fald sådan han forestillede sig sin far.
Han så over på Felix, opmærksom på han havde overhørt nogle af hans sætninger, men alligevel nærværende nok til at forstå, at det handlede om at komme hjem eller gå videre. Han stoppede op og så sig lidt omkring, før han sendte Felix et lidt stikkende blik.
"Jeg må indrømme andre piger er faldet lidt på listen..." kommenterede han så bare. Hvordan skulle han kunne retfærdiggøre hans aftner med piger, når Delia gik der hjemme og ventede på ham? Og hvad mere var, han havde faktisk ikke særlig meget lyst til det...
Bare fordi hans far var et svin, behøvede han jo ikke selv være det.
"Lad os gå hjem. Selv om jeg fik lov at sove lidt, føler jeg mig stadig lidt udmattet" kommenterede han så med et lille smil.

Felix skævede en sidst gang til statuen inden han trak lidt på skuldrene. Han havde ikke som sådan et behov for at møde deres far. Det kunne være sjovt nok, men han bar hverken nag eller savnede det. Nolan forstod han godt, og hvis chancen bød sig ville Felix nok heller ikke sige nej, men han håbede ikke aktivt på det. Det var nok bare ham der var sær. 
"Tror du ikke bare han er som alle andre playere? Intet personligt. Menneskelige mænd render også rundt og får børn over alt, han er vel ikke meget anderledes fra dem." Felix så på sin bror, oprigtigt overvejende omkring om deres far mon var så forskellig fra menneskelige skørtejægere. Han havde vel bare evnen til at nå flere på kortere tid, men ellers var der vel næppe nogen forskel. Den del af deres far havde Felix i hvert fald ikke arvet, så der måtte vel være noget andet. 
Han nikkede og satte kursen mod sit hjem igen. Selvfølgelig ville Nolan gerne have lov til stadig at slappe af og ikke få indtryk smidt efter sig konstant. Det var bare så let at glemme at han ikke kendte noget af det der var så hjemmeligt for Felix. De sidste to år havde Nolan trods alt også være en del af hans hverdag, så de to ting smeltede ldit sammen for ham. 
"Tænk jeg skulle hører dig sige det? "Andre piger er faldet på listen", det må jeg give dig." Felix smilede og så lige frem for sig. For en måned siden havde han grinet direkte i folks ansigt hvis de havde sagt at Nolan ville lægge de mange piger på hylden. Nu havde tingene åbenbart ændret sig. Han ville helt sikkert knuse lige så mange hjerter ved at ikke at jage piger og drenge, som når han gjorde. Han vidste ikke hvad Nolans plan var, men han håbede at uanset hvad, så vidste hans pige hvor speciel hun var. En hver kunne næppe omvende hans liderlige storebror. 
"Maden er sikkert også snart klar. Hvilket minder mig om, min mor spurgte om der er noget mad du ikke kan tåle eller ikke spiser? Bare så ikke forgifter dig eller noget." Felix gik næsten skævt da han havde vendt sig mod Nolan da han spurgte. Huset var i syne igen, byen var virkelig ikke særligt stor. 
"Og er der andet end Paris du sådan vil se når du nu engang er her? Du kan vel godt fornemme det ikke er her tingene sker." Han skævede kort tilbage imod den lille by. Uanset hvad havde Felix tænkt sig at prøve at komme så meget væk fra byen som muligt, Nolan skulle helst ikke have indtrykket af at Frankrig var et sørgeligt, trist, øde land hvor der intet skete.

Han lyttede til Felix, der mest gav udtryk for hans egne tanker. Alligevel...Selv hvis deres far var denne tvivlsomme type...Ville det så ikke være rart at vide med sikkerhed? Bare at vide hvordan han så ud? Måske drømte han for meget. Efter han var begyndt at være sammen med Delia, var det som om han var gået fra sin ligegyldighed, til at drømme eller mene noget, om en hel masse, han tidligere havde været...Ja, ligeglad med. Han lod hånden glide igennem håret og trak let på den ene skulder, som han havde for vane, når han var i tvivl om noget.
"Så ved jeg vel hvor jeg har det fra?" svarede han, en anelse lavt, selv om han alligevel formåede at beholde en hvis drillende tone over ordene. Han sendte Felix et lidt blegt smil. Sikke et vrag han var begyndt at blive! Fuld af tvivl og usikkerhed. Felix havde brug for en stærk storebror, så han måtte holde disse ting for sig selv og selv løse dem. Han rettede sig lidt og rømmede sig en anelse. Nu var det nok! Ikke mere af det!
"Jah, du har ret. Vi har ikke brug for ham, vi har jo hinanden!" bekendtgjorde han med sikker stemme.
"Jeg bliver sikkert enormt seksuelt frustreret...Som en kvinde midt på måneden. Delia har udtalt hun aldrig har haft sex og hun kun vil have det med en kæreste, den rette person. Hun har et helt andet syn på det! Så...Jeg kommer sikkert til at gå i den længste tid nogensinde, fordi min indre ære byder mig det..." han skar ansigt og smilte til Felix, med en hentydning om det var Felix der skulle høre på ham, når var frustreret over ingen seksuel aktivitet. Faktisk kløede det allerede efter noget...Pige, dreng, whatever. Så længe det inkluderede en masse intimitet og...
Han holdt detaljerne til sine egne, små fantasier.
"Mad? Næh, jeg er ret altædende" svarede han afslappet. Hvilket var sandt, hvis der endelig var noget han var allergisk over for, kendte han ikke til det.
"Men jeg håbede de på at smage noget af jeres...Cuisine?" afprøvede han sig frem, slet ikke sikker på om ordet overhoved var på fransk eller ej. Men det lød da fransk! Og det havde noget med mad at gøre...Forhåbentlig havde han ikke brugte det fine ord forkert.
Derefter slog han let ud med armene.
"Jeg er blank. Jeg har ikke lige undersøgt det, inden vi tog af sted. Du må vel have nogle forslag? Vi skal i hvert fald ned og se på skeletter. Til Paris. Spise noget mad, grine os i søvn og så skal jeg helt sikkert gøre mig selv til grin med nogle franske ord" svarede han let. Selvfølgelig ville han også gerne undersøge sin egen evne yderligere, men siden de var i Frankrig, hjemme hos Felix og havde en masse andet at lave, ville han ikke presse på. Den gik trods alt ingen steder...Håbede han.

Felix forstod godt Nolan. Han manglede ikke selv noget, forældre, relationer, han havde det hele. Derfor savnede han heller ikke sin biologiske far. Men han forstod godt hvis hans storebror gjorde, for han havde langt fra alt det som Felix havde, og kunne langt fra være helt bekymringsfri om... ja, alt?
"Jeg er enig, det må være vigtigst." Det eneste han rigtigt skulle bruge fra sin far, var Nolan. Det lød lidt for sentimentalt og homoagtigt at sige højt, så han holdt det bare i tankerne. Det var dog præcis sådan han havde det. Alt han skulle bruge Eros for, var i orden.
Han kom til at grine højt over Nolans klage over hans seksuelle frustration. Mon ikke det nok skulle blive meget underholdende. Kunne han overhovedet det? Holde sig på måtten, lade lokkende piger og drenge gå forbi og bare være der for den ene pige? Hvorfor i al verden havde han også fundet en så dydig pige? Nok af Nolans charme, så var hun nok knap så dydig.
"Jeg ville ikke være så bekymret. Siger piger ikke den slags for at blive mere frække? Desuden, hvis hun aldrig har prøvet det ved hun ikke hvad hun går glip af. Da jeg først mødte Connor var jeg også jomfru, men hurtigt så-" Felix stoppede sig selv. Der var vist en detalje han ikke havde givet videre til sin bror. Han havde ikke lige følt for at komme hen og high five Nolan på at han havde mistet sin mødom, så han havde valgt den anden vej: slet ikke at bringe det op selv. Han havde ikke været så meget for tanken om sex, men det var noget hans kæreste havde fået ændret. Et punkt han nok skulle have nævnt for sin storebror. Ville de virkelig gå en tid i møde hvor Felix fik mere sex end Nolan? Tanken var absurd.
Han skubbede hoveddøren til sit hjem op da de nåede det, og smilede til Nolan.
"Se lige dig, ikke engang et døgn i Frankrig, og du snakker allerede sproget. Sikke eksotisk og mystisk du bliver." Han smilede drillende. Han var klar over Nolan ikke var stærk i Fransk, men han opmuntrede ham gerne til at blive ved at lege med sproget. Lidt har også ret.
Han stillede som før sine sko i entréen og hang sin jakke på plads, og uden meget omtanke, om som var det i går han havde boet her fast, satte han kursen mod trappen for at komme op til sit værelse. De skulle nok blive kaldt til maden.
"Jeg har heller intet planlagt. Skeletter og Paris lyder som gode planer, og hvis du skulle komme på noget du vil se eller opleve har vi højest sandsynligt både tiden og muligheden. Min familie vil stadig gerne lære dig at kende, det var deres forslag, trods alt." Han trak lidt på skuldrene, og så egentlig bare frem til at kunne slappe af, bruge tid med sin bror, og vise sit land og sin kultur frem. Det var de ting han havde glædet sig til, og det skulle nok ske. Han ville ikke presse en tidsplan eller indtryk ned over hovedet på sin bror. Han skulle have en god oplevelse.

// ok, hvad er planen med emnet. For.. hvis vi skal emne 14 dage, bliver vi ikke færdig før 2020 xD

Hans blik landede på Felix med en næsten overmenneskelig hast. Ventventvent...Var hans lillebror ikke længere jomfru?! Hvorfor i alverden havde han intet hørt?! Han følte sig oprigtig fornærmet over det!
"Jamen tillykke! Det var da også på tide!" kommenterede han en smule bebrejdende. Selvfølgelig var han da glad for Felix var kommet videre, selv om...Det var en underlig tanke, når han nu havde været van til at Felix var jomfru. Han var lidt splittet mellem sin fornærmelse, som han ikke mente han kunne give åbenlyst udtryk for, og lysten til at spørge yderligere ind til emnet. Til sidst vandt hans nysgerrighed dog.
"Var det så godt? Åhhh Connooor!" hvinede han drillende. Han kunne virkelig ikke lade være - Uanset hvad Felix foretog sig, skulle han nok sørge for at drille ham.
Han fulgte efter indenfor og smed selv sit overtøj og sko, før han mere naturligt fulgte efter Felix over til trappen.
"Ja, jeg er så mystisk, en ren godbid!" Igen følte han sig lysten til en fremmed pige eller dreng. Det ville blive svært...Måske skulle han snakke med Delia om et åbent forhold? Altså...Han var tæt på blot at bide tungen af sig selv. De havde intet forhold endnu...Hvorfor tog han sådan på vej?
"bare rolig, jeg har planlagt de vildeste svar til maden! Ja...Jeg går da ud fra maden er et oplagt sted at udspørge mig" gjorde han klart. Da de kom ind på værelset, smed han sig på den seng, han allerede kaldte sin egen. Han savnede faktisk lejren lidt. Men det var vel også kun naturligt.

//Hmm...Vi kan springe frem i tiden og beskrive en oplevelse de har og bare sige de også har lavet resten af tingene? Og så tage hjem til lejren igen?
Hvad vil du helst?

Felix så på Nolan, ikke helt stolt af at blive rost for lige det her. Det var vel naturligt, de fleste gjorde det, og havde han ikke selv opfordret ham til den? Desuden var det ikke lige tingen at blive rost for, som et barn der havde spist sine grøntsager. Men han var vel meget glad for at Nolan virkede stolt af ham og hans bedrifter. 
"Tak." Han sagde det halvhjertet, men kunne alligevel ikke lade vær med at smile. Hvor mange ville få den her reaktion af deres ældre søskende? Af nogen overhovedet. Han tyssede alligevel hurtigt på Nolan over hans imiterede støn. Det var trods alt hans familie han var omgivet af, og selvom de vidste han var sammen med en dreng, behøvede Nolan vel ikke stå og stønne hans navn, og så den første dag. 
"Jeg er sikker på det var meget fint for hvad det nu var." Han trak på skuldrene, men usikkerheden var tydelig i hans stemme, for hvad havde han overhovedet at sammenligne med. Han havde ikke gjort det vist han ikke havde lyst, og alene lysten var vel halvdelen af oplevelsen, så det var nok meget ok. Han ville helst ikke udpensle for sin bror hver bevægelse de havde lavet. Dét var en tand for meget for hans sarte sind. 
"Mh, gad vide om Hr. D's døtre sætter pris på mystiske godbider?" Jo, han havde noget at give tilbage med nu, og han ville bruge det. Han havde hørt for meget de sidste par år, nu kunne det kærlige drilleri endelig gengældes. Han ville uden tvivl nyde det.
Felix lagde sig selv på sin seng og så over på Nolan med et nik. 
"Du har ret. Min mor har sikkert en mental liste over ting der er vigtige at vide om dig. Hvor du kommer fra, hvad du laver i din fritid, hvad dine planer for fremtiden er. Selv ting jeg har fortalt hende. Hun stoler nok mere på dig end mig. Min far er nok mest interesseret i dine kundskaber og moralske holdninger. Han kan godt blive lidt filosofisk til tider." Felix skar et misfornøjet ansigt. Hans mors spørgsmål ville i det mindste være søde og lette at svare på. Hans fars... Det ville nok være hypotetiske scenarier og politiske holdninger. Ikke alene ville han være pinlig over sin far, men han kunne også se det underholdende i at Nolan skulle svarer politiske spørgsmål. Interesserede det ham overhovedet? 
"Så jo, glæd dig til et spotlight." Felix smilede til ham, velvidende at opmærksomhed vist aldrig var uvelkommen hos Nolan. 

//Tænkte præcis det samme - ét scenarie og så bliver vi vel bare enige om hvad der ellers er sket xD

For hvad det nu var? Ej hør nu...
"Sex er fantastisk. Jeg vil ikke høre dig lægge det til siden med et skuldertræk. Var det godt? Er han stor?" spurgte han, for han var oprigtig nysgerrig. Snak om sex og intimitet rørte ham ikke det mindste og stod det ham, løb alle nøgne og sammenlignede størrelser. Han regnede dog ikke med Felix faktisk ville snakke så meget om det, alligevel var det sjovt at spørge ind til det og måske gøre ham lidt forlegen. Han sendte ham et bedømmende blik, da Delia blev bragt på banen igen, men faktisk havde han intet imod drilleriet. Delia! Hun var den eneste grund til at to uger kunne virke som alt for lang tid...
Felix burde møde hende igen. Bare Didi nu ikke var for hård ved hende?
"Det mest komiske i den historie er jeg var sammen med hendes storebror inden jeg mødte hende. Men det bedste er hun bare finder det underholdende" røbede han, mest som en god historie end fordi det gik ham på.
"Han kom over til mig for ikke så længe siden og prædikede om at jeg intet kendte til Delia og jeg burde holde mig fra hende. Han er så dejlig dobbeltmoralsk! Jeg ved at det vi var sammen, mens han havde kæreste på, piner ham mere end at jeg kidnappede Delia til en fest!" bekendtgjorde han højt og tydeligt, slet ikke generet af at Felix hørte det.

Han grinte svagt og så op i luften, med armene bag sit hoved.
"Jeg kommer fra en eller anden ligegyldig, lille by. Jeg har vildt meget sex og elsker fester. Mine fremtidsplaner er ikke-eksisterende...Og mine kundskaber...Jeg er ikke engang sikker på hvad ordet dækker?" spurgte han pludselig tvivlende og så over på Felix. Mest gjorde han blot sjov af det - Han regnede ikke med familien ville høre om hans seksuelle liv til aftensmaden.
"Og jeg har absolut ingen kendskab eller mening om gamle mænd, der mente de havde regnet verdenen ud" tilføjede han, angående filosofien. Det var ikke helt løgn...Han boede i lejren og kom aldrig på missioner. Han anede ikke hvilke muligheder for en fremtid han havde, andet end at tage det en dag ad gangen. Intet mål...Intet.

//Så gør vi det! Du får lov at vælge hvilken scene. Kranier, en tur igennem Paris...Eller var der noget tredje? xD

Felix så forfærdet på Nolan. Spurgte han faktisk om det? Selvfølgelig gjorde han det. Det var Nolan. 
"Jeg har ikke tænkt mig at beskrive hans.. Quéquette. Men, ja det var godt, ellers havde vi nok ikke gjort det igen." Han sukkede kort, og lovede sig selv at overveje sine ord inden han snakkede fra nu af, specielt nær Nolan, specielt omkring det her emne. 
"Jeg er sikker på det bliver bedre med tiden. Men jeg har ikke tænkt mig at afgive rapport hver gang vi har sex." Han så lidt utilfreds over på sin bror. Nu var det emne vist også debatteret for den aften. Han havde i hvert fald ikke mere at sige om hverken sig selv eller sin kæreste.
Han humør løftedes hurtigt op da Nolan snakkede om hans nye pige. Han havde aldrig set ham sådan, så glad, så ivrig for at fortælle om en pige. Alene dét gjorde at Felix ville kunne lide hende fra starten. Hans udtryk var knap så begejstret som han egetnlig følte sig. 
"Var du hendes brors udenomsknald inden du lærte hende at kende? Du imponerer mig endnu en gang. Jeg har aldrig hørt nogen score på den måde." Han kunne ikke lade vær med at grine lidt. Felix kendte ikke Delias søskende. Han havde ikke snakket med hende ret længe, slet ikke da hun begyndte at få relationer. 
"Han ber dig om at holde dig væk, og du forelsker dig i hende? Undskyld mig, men han lyder lidt tåbelig. Jeg mener.. Hvis hun er glad når hun er sammen med dig... Hvad siger hun til det?" Han ville selv blive sur hvis Nolan forbød ham at være sammen med Connor. Han var lidt i modsatte situation, men han prøvede at forestille sig det. Stemningen ville nok være ret presset. Felix satte kærlighed ret højt. Hun var måske mere fornuftig end ham? Det lød bare en smule resikabelt. En dominerende storebror, endda Hr. D's børn. Han beundrede sin brors mod. 

Han kom med en klagende lyd, som et barn der ikke gad noget dets forældre beordrede det. 
"Ponine er 10, prøver du overhovedet på at give et godt indtryk?" Han smilede alligevel. Nolan var træls med vilje til tider, han skulle nok tilpasse sit sprog til middagen. Håbede han. Hvis ikke, forstod Ponine heldigvis ikke ret meget engelsk endnu. De to uger her ville være hårde for Felixs nerver, det var han ikke i tvivl om NOlan ville sørge for. 
"Hvad kan du? Det er i princippet det dine kundskaber er." Han trak på skuldrene og så hen imod døren. Duften af maden fra køkkenet var nået op til dem, så der kunne ikke gå lang tid. 

//Paris, synes jeg. Der er så mange muligheder i det scenarie xD

Så nu var Connors legetøj en grønsag? Eller hed de Cougettes? Aah...han vidste jo godt hvad Felix mente og at drille ham med det franske sprog var vel ved at blive en gammel joke, derfor sagde han intet men smilte bare. Det var hans erfaring at når jomfruer først kom i gang, kunne de være de mest ivrige. Gang på gang på gang...For Nolan selv havde det bare varet i lidt under 10 år, mere eller mindre.
"Bedre med tiden?" han så undrende på Felix. Så det var ikke...Vildt godt?
"Det kan være anderledes at have sex med en mand, end hvis det var med en kvinde. Jeg mener, en kvinde er i det mindste udstyret med automatisk smørelse, hvad mænd ikke er og det kan give...En lidt smertefuld oplevelse...Hvis man ikke giver sig lidt tid" snakkede han løs, uden at være det mindste pinligt berørt over emnet. Det var erfaringen Felix nok skulle indhente før eller siden, men han skulle da endelig bare komme og spørge hvis han var i tvivl om noget!
Han smilte lidt og satte sig op for bedre at se på Felix.
"Han er en idiot og alligevel ville jeg tage ham igen. Han er jo lidt nuttet. Delia finder det...Problematisk, men ikke mere end hun kan stå det imod og selv tale for sin vilje. Har hun sagt" bemærkede han. Hun havde blot lovet hun kunne stå imod Dionte og ikke ville stoppe med at se ham, bare fordi hendes storebror var lidt af en overbeskyttende fyr. Han håbede det var sandt...Men han havde ingen grund til at tro det ikke var.
Han sukkede svagt.
"Han tror jeg har manipuleret med Delia grundet min evne til...Du ved...Overbevise folk om jeg er den bedste og alt jeg gør er rigtigt? Det er vel bare en bivirkning ved min evne. Alle tror jeg bruger den på alt og alle hele tiden og giver mistillid til min person" Han trak lidt på den ene skulder. Det var til tider ubehageligt at få smidt det lige i hovedet. Specielt når det var uretfærdigt, for han havde aldrig og ville aldrig bruge den på Delia!

Han kunne ikke holde en lille latter inde.
"Jeg skal nok opføre mig ordentlig, bare rolig. Jeg er ikke helt uden situationsfornemmelse eller maner for den sags skyld. Til hverdag ignorere jeg blot den slags" forsikrede han afslappede. Han vinkede let med en hånd i luften angående hans kundskaber. Jah, noget med hvad han kunne. Hvilket i princippet var intet. Det var et emne han måtte sno sig udenom med mad i munden, når de spiste.
Også han kunne dufte maden og det gik op for ham at han var hundesulten. Han havde jo ikke fået noget siden flyet og det forekom ham allerede århundreder siden!

//Så lad os det! Skal vi bare springe frem i tiden nu?

//Vi springer i tiden! Jeg gør tingen.

Felix drejede kort rundt om sig selv da de stod i Paris' gader. Hans mor havde sat dem af, og givet besked om at hun ville samle dem op igen på en eller anden adresse om nogle timer. De havde rigeligt med tid, nok til Felix ville kunne kører sin storebror træt, det var han sikker på. Der var så meget han gerne ville vise Nolan, så meget han kom i tanke om nu hvor han stod her. De ville klart skulle bruge mere end bare en dag i byen. Ellers ville de aldrig nå det hele. 
"Paris! Kærlighedens by. Jeg har virkelig ingen anelse om hvor vi skal starte, der er en million ting jeg vil vise dig, og en masse ting du skal se nu hvor du er her. Museer, monumenter, parker, gader, caféer, butikker..." Felix kunne ikke engang holde øjenkontakt med sin bror mens han talte, han var for travlt optaget med at planlægge en rute fra hvor de stod, og hans øjne gled rundt over alt. Toppen af Eiffeltårnet kunne ses fra hvor de stod. De var blevet sat af i en afsides gade, siden det var nemmere at holde ind til siden her, end ude på hovedvejen. 
"Der er en gade jeg gerne vil vise dig til frokost. Det er min yndlings, perfekt til alt. Mange par går på date der. Den har bænke under træer, hyggelige caféer, små hyggelige souvenir butikker og de perfekte steder at købe gaver. Virkelig, der er ikke det den gade ikke har." Felix smilede til ham, og havde faktisk sit blå blik i sin brors gennem en hel sætning. Han stod helt urolig af ren iver og glæde. Han elskede selv at bo i et andet land og lærer en masse om det land og dets kultur, at kunne få lov og give bare lidt igen var stort for ham. Han glemte bare tit at ikke alle elskede at lære som ham. 
"Hvordan har du det med museer og kunst? Jeg ved godt vi hverken er sønner af Apollon eller muserne, men der er nogle virkelig fede museer i Paris. Cité de l’architecture er virkelig flot. Det viser arkitektur og kunst gennem tiden i Frankrig." Han stoppede sig selv. 
"Det lyder lidt skole agtigt. Meget, faktisk." Nu var skole og indlæring ikke hans brors ting, det vidste han også godt. Han blev bare tit revet med når han var i byen hvor alle de nørdede steder var. 
"Du er turisten, hvad vi du se?" Han slog kort ud med armene, som for at gøre tegn til hele byen og sige, at det bare var at vælge et sted at gå igang. De folk der gik forbi gav dem sære blikke, for de stod trods alt ikke i en af tursit gaderne, nærmere en gade med en masse små lejligheder, så turister og andre engelsktalende folk kom sikkert sjældent hertil. Det rørte nu ikke Felix, for han vidste han selv havde kigget underligt hvis han var dem, så han kunne ikke tillade sig at være flov eller fornærmet. 

//Jeg gjorde tingen xD

Nu stod de her, i Paris. Han kunne næsten ikke tro det! Han havde hørt så meget om byen og nu stod han her, i den anden ende af verdenen! Han fik lyst til at rejse meget mere, til at se verden. Se det hele, opleve det hele. Ingen sagde jo han skulle blive i lejren, den var blot et sikkert ståsted til man havde lært at kontrollere sig selv og kunne forsvare sig selv, mere eller mindre. Okay, på det sidste punkt havde han endnu noget at lære, men det skulle nok komme! De havde da ikke tiltrukket nogle monster i deres tid i Frankrig endnu.
Han lagde en hånd på skulderen af Felix for at få ham til at slappe lidt af. Det var lige før Felix var mere spændt på at se byen end han selv var! Hans blik gled ud til eiffeltårnet i det fjerne.
Til sidst så han på Felix og skar en lille grimasse. Virkelig? Museer?
"Lad os starte med de normale turistattraktioner, mens der endnu ikke er sindssyge lange køer til dem. Så kan vi se om vi orker et museum eller overhoved har tid til det i dag" påpegede han. Han ville ikke helt fraskrive museerne, selv om han næppe gad dem alle. men det var mest for at kunne prale med sin viden senere over for Delia...En ting han ikke nævnte. Felix ville bare blive sindssyg over at høre hendes navn hele tiden. Han skulle også købe noget til hende i dag, havde han besluttet sig for. Han havde lovet hende en lille gave!
Han slog let ud med armene.
"Triumfbuen, tårnet, Notre Dame...Hvad er nærmest?" spurgte han og nævnte blot et par af de ting han huskede. Paris var også kendt for sine mange, gamle og flotte kirker. Der var også en kirke, han ikke huskede navnet på, der havde udsigt over det meste af byen. Åh vel...De måtte tage det som det kom. Han lod det være op til Felix at vise vej.

Felix nikkede lidt. Han kunne sikkert give en guided tur på museerne der var en skoletur værdi, men det var trods alt ikke for indlæring de nu stod her. Selvom han gerne ville have bare lidt lærdom kastet efter sin bror. Han var jo i Paris, og byen havde en ret fantastisk historie, hvis han selv skulle sige det. 
"Du skal nok ikke regne med ret lange køer. Det er ikke ferietid for normale mennesker. Det er uden for turist sæson, og det er en hverdag. Vi har virkelig alle muligheder, de helt store turistture eller at få et indblik i hvordan hverdagslivet i Paris foregår. Uanset hvad kommer du ikke uden om at lære noget nyt, sorry." Felix smilede drillende, inden han vinkede sin bror med sig. 
"Eiffeltårnet er tættest på, men det ville være klogest at starte ved Triumfbuen. Den ligger mest afsides, resten af tingene ligger tættere på hinanden, og tættere på det mere centrale Paris." Han var stadig ivrig, og gik relativt energisk af sted. Som barn havde han elsket at gå rundt i Paris, og som teenager var han tit taget herind alene bare for at gå på museer og lærer en masse. Når man boede så tæt på en historisk og verdenskendt by, havde man et ansvar for at vide noget om det. Få andre delte nu hans syn på dét. 
"Jeg lover jeg nok skal lade vær med at overhælde dig med information, men jeg holder mig ikke fra at dele fakta. Hvad ved du om Paris? De attraktioner du nævnte? Udover at de er pæne." Felix havde svært ved at holde mund. Efter to år i et land han ikke vidste så meget om da han flyttede dertil, og var nødt til stadig at lære en masse om, var han endelig tilbage, omgivet af ting han vidste noget om. Han så det som en test i sin egen hukommelse, og muligheden for igen at lære. Det var ikke for at være bedrevidende, men han havde altid elsket indlæring, uden rigtigt at forstå andre ikke havde det på samme måde. Nolan bad ham vel om at holde mund når han var træt af at høre på ham snakke om gamle bygninger.

Måske drømte Felix om at blive arkitekt? Roligt fulgte han efter den forvoksede dreng, der udgjorde hans lillebror, selv om de næsten ikke kunne være mere forskellige. I det mindste havde deres hår til tider samme skår...Ja, mest når hans eget var blevet bleget af solen, godt nok. Nah, det var vist mere i et forsøg på faktisk at finde et lighedspunkt.
Hans blik gled over bygningerne, som de begyndte at gå ind mod det mere centrale af Paris...Eller hvor Felix nu førte dem hen.
"Jeg er i et fremmed land. At lære et eller andet er ikke noget jeg kan undgå og heller ikke noget jeg prøver at undgå" påpegede han over for Felix. Det var jo ikke fordi han aldrig gad lære noget nyt, han gad bare ikke sidde i et kedeligt klasselokale og gøre det. Han greb ud efter Felixs arm og fik ham til at sætte farten en anelse ned, med et lille smil.
"Du kender byen, det gør jeg ikke. Jeg vil gerne have en mulighed for at se mig omkring, uden at miste min eneste guide" tilføjede han sigende, for at få Felix til at sætte farten lidt ned. Han var så ivrigt, at det var helt sødt!
"Der var en revolution i 1700-tallet, hvor guillotinen blev opfundet og de kongelige halshugget. Noget med nogle oprører der ville have bedre rettigheder og det skabte en stor inspiration for mange andre lande, der også snart skrev menneskerettighederne ind i deres love" fortalte han, selv om det måske næppe var den slags historie Felix henviste til.
"Så har der boet nogle filosoffer...Rosso eller hvad han hed...Og nogle andre gamle mænd!" påpegede han ret vidende til Felix, som om han var den fødte historie-lærer.
"Eiffeltårnet blev bygget på grund af et eller andet for længe siden. Jeg husker ikke hvorfor...Var det ikke noget med en udstilling eller husker jeg helt forkert?" Han trak let på den ene skulder og lod blikket glide op af nogle af de ældre bygninger de gik forbi.
"Triumfbuen må næste være efter en eller anden triumf? Og så er der begravede folk også. Og...Notre Dame er der hvor klokkeren fra Notre Dame boede!" afsluttede han med et tilfreds smil, der viste han tydeligvis var stolt af sin egen hukommelse.

Felix satte farten ned, først fordi hans bror fysisk fik ham til det ved at holde fat i ham, og bagefter fordi Nolan bad ham om det. Han nikkede lidt og kunne godt se pointen. Den gang han havde været ny i lejren og Nolan havde været guiden, havde han også sat pris på der blev taget tid til at se rundt. Og desuden nåede de jo nok det hele. De havde en hel dag, og kunne sagtens komme tilbage. Alligevel måtte han lige tvinge sig selv til at tage en dyb indånding og slå ned i et normalt gå tempo. 
"Pardon. Jeg prøver." Han smilede lidt, men ikke underkuet eller flov, bare.. spændt. 
Han lyttede interesseret på sin bror, og var virkelig overrasket over hvor meget han egentlig vidste. En eller anden time eller bog måtte have fanget hans interesse, siden han faktisk vidste noget om Frankrigs historie. Han var fra en helt anden verdens del, dét havde Felix ikke regnet med. Der var ikke meget af det han skulle rette på.
"Jeg tror du tænker på Rousseau. Og jo, Eiffeltårnet er fra en verdensudstilling. Det markerede hundredåret for den franske revolution. Triumfbuen blev bygget af Napoleon efter en sejr, for at hylde den franske hær." Han nikkede. Han havde sådan set ikke rigtigt rettet på Nolan, bare udvidet de svar han havde givet. Om hans bror så kunne huske alt det her i morgen, det var han ikke sikker på, men han skulle da havde chancen. 
"Notre Dame er der hvor Napoleon kronede sig selv til kejser. Klokkeren fra Notre Dame er en fiktionsroman skrevet af Viktor Hugo, franske forfatter. Men tæt på." Han grinede lidt, ikke af Nolan, men fordi han trods alt havde vidst noget om Notre Dame. Han så frem, mest for at tjekke han ikke gik ind i nogen eller noget. 
"Hvor har du hørt så meget om Frankrig og dets historie? Jeg ved godt romerne havde landet den gang guderne herskede, men det er vel næppe i undervisningen i lejren?" Felix så tilbage på sin bror, oprigtigt interesseret. Han havde forventet en ret stor ligegyldighed fra hans brors side, ikke af ond mening, men fordi han nok næppe kunne bruge viden om et europæisk land til noget.

Han lyttede, men om det var af interesse eller venlighed vidste han ikke. Han var mest typen der huskede tilfældige ting, ofte til stor glæde eller overraskelse for hans omgivelser. Som om han tilfældigvis huskede de rigtige ting på det rigtige tidspunkt. Og andre gange, selvfølgelig, var han som en stor, tom bog!
Selv satte han også farten lidt op, mest for at møde Felix på halvvejen, der heldigvis havde sat farten lidt ned. Jo tættere de kom, jo flere mennesker mente han der var, selv om der næppe var mere end i enhver storby. Gættede han på.
"Hej, jeg har set Disneys film om klokkeren fra Notre Dame!" påpegede han, som om det i sig selv gjorde historien sand. Og dog, var det mere for at pointere at han da vidste lidt...Uanset sammenhæng.
Han skar en kort grimasse.
"Min gamle folkeskolelærer kom fra Europa. Et eller andet sted oppe mod nord og hun elskede at fortælle os om Europas historie og påpege at..." Han rettede sig op og stak en finger ud i luften, som om han skulle sætte skik på en eller anden.
"...Uden Europa ville vi slet ikke have det Amerika vi har i dag! At vi engang var nogle stolte kolonier fra Europa og en dag besluttede os på at bryde os fri, cirka samtidig som den franske revolution. Lidt før eller samtidig...Eller efter....Jeg husker det ikke. Det er også ligegyldigt." Han sank lidt sammen igen og hånden gled ned langs hans side igen, mens han sendte Felix et lille smil, efter sin parodi på hans gamle lærerinde.
"Det er selvfølgelig længe siden. Men visse ting hænger bare fast, ved du. Jeg har en tendens til at huske de særeste ting" mente han, og kunne få det til at lyde som om Frankrigs historie tilhørte 'ubrugelig-viden' kategorien.

Felix smilede over sin bror. Han havde selv læst bogen af Victor Hugo, og vidste at Disneys udgave var den børnevenlige. Han ville nu ikke til at diskuterer Disney film eller fransk litteratur, det var nok hverken personen, tiden eller stedet for det. Han lod det blive ved sit smil.
Nolans efterligning af sin gamle lærer fik Felix til at grine lidt. Det gav mere mening for ham, at det var viden der var tvunget ned over ham, uden han kunne protestere. Han trak lidt på skuldrene.
"Jeg tror det er vigtigere at kende sin egen historie. Så kan man lære alle de andres bagefter. Men jeg er ikke lærer, så hvad ved jeg." Han trak kort i den ene mundvig, som for at vise det var ligegyldigt. Hans øjne faldt tilbage på deres omgivelser. Han var født i Paris og havde boet der de første år af sit liv, så han følte sig hjemme i den store, kaotiske by. Deres far var ikke uden humor, at få et barn i kærlighedens by. 
"Vidste du at nogle af vores søskende og Afrodites børn kan snakke fransk? Bare.. sådan. Fordi det er kærlighedens sprog? Ikke at jeg tror nogen af os har den evne, men det virker ret.. ubrugeligt." Der var ret mange evner fra deres far der kunne være ubrugelig. Som at vide når folk var forelskede. Det var nu mest fordi de havde snakket om evner de sidste par dage, efter Nolans demonstration på vinmarken, at han kom i tanke om det. De af deres søskende og Afrodites børn der havde den evne, ville siklert aldrig bruge den til noget nyttigt nogensinde. Det var nok heller ikke dem, som guderne forventede store helte ud af. 
Længere fremme kunne de se en større, åben gade, med mere traffik og flere folk. Felix rettede sig ivrigt op, men holdt farten nede til det punkt Nolan havde bedt om. Hans øjne måtte næsten skinne med iver, han vidste de nærmede sig. Han havde været så mange gange, og alligevel var han stadig spændt. Der var noget over historiske monumenter, i hvert fald ifølge ham.

Han så sigende på Felix. Sådan noget lommefilosofi var ikke lige ham. Man skulle lære visse ting, men hvorfor behøvede man at gøre det på så kedelig en måde? Ja, selv som lille havde han været mere interesseret i at kaste kugler i nakken på de andre, end at lytte. Og det på trods af hans lærere havde prøvet at rose ham, for at holde hans interesse og påpege han faktisk var ret klog og kreativ, før hans mor havde påpeget at det blev man også nød til at være for at finde på så meget ballade at lave. Problemet var bare at det ikke var interessant! Han kendte intet emne der var interessant, ingen uddannelse han bare måtte have. Selv hvis han ikke havde været en halvgud, var han usikker på hvilket fremtid han ville have valgt til sig selv.
Og dog havde han på det sidste fundet en ting interessant. Monstre og hvordan man vandt over dem. Dog gik der nok lang tid før han kom i nærheden af en igen, men den fart han lærte at styre et sværd på.
Han så på Felix med oprigtig overraskelse.
"Virkelig?" det forekom ham dybt latterligt. Så fordi nogen for et x-stykke tid siden havde valgt fransk da var det mest romantiske sprog i verden, havde Eros taget det til sig og givet det videre? Ja, Afrodite også for den sags skyld? Ej. Det forekom ham så latterligt at han slet ikke kunne lade være med at grine af det. Til sidst rystede han bare på hovedet og lod hans reaktion være svar nok.
I stedet lod han blikket op og ned af gaden de kom ud på, som var større end dem de kom fra og langt mere befolket. Ikke at det generede ham synderlig, da han i stedet var fokuseret på at se hvad der var omkring ham med nysgerrige øjne. Han snurede lidt rundt om sig selv, før han gik lidt baglæns og slog let ud med armene.
"Hvorhen nu, oh du alvidende guide?" spurgte han i en drillende tone.


//Du kan bare fast-forward til noget mere interessant. Vi behøves ikke kæmpe os igennem en længere gåtur, hvis vi ikke har mere at de skal sige til hinanden

"Haha. Den her vej." Felix rullede med øjnene over Nolans dramatiske ordvalg. Alligevel grinede han og rettede kursen i den rigtige retning. Det var ikke fordi der var meget at se, andet end bygningen i sig selv. 
Når de gik fra sted til sted kunne Felix ikke lade vær. Hvis han så en bygning er var historisk interessant, eller de gik gennem en gade der havde betydning, kom han helt naturligt med små facts. Han vidste godt Nolan ikke interesserede sig, men det var vel stadig sjovt at vide lidt om de gader man gik på. Selv når han prøvede at holde mund, kom det naturligt. 
Siden Nolan ikke var synderligt interesseret i museer, måtte de gå lidt for at komme til de forskellige steder. Felix nød det, det var en chance for at se byen ordenligt og rigtigt få en fornemmelse af den. 
Det var først da det var blevet eftermiddag og de havde set de vigtigste ting Felix løb tør for sikre valg. De rendte rundt i det centrale Paris, Felix havde endelig fået et mere afslappet tempo, og han var ikke længere så fokuseret på at vise Nolan alt på en gang. 
"Vi er gået under Triumfbuen, har været i Eiffeltårnet, set Notre Dame, og jeg tror du har lavet alle de upassende jokes om Notre Dames katakomber du kan. Mit foreslag er vi ligger turismen lidt på hylden for i dag, med mindre du er ivrig efter mere historisk information. Mad ville ikke være en dårlig idé, hvis du spørger mig. og måske lidt tid til igen at tage alle indtryk ind?" Han så på sin bror, stadig meget energisk, men mindre ivrig omkring alt omkring dem. Han slappede endda nok af til at have hænderne i lommerne. 

//Jeg prøvede. Føl dig fri til at gøre det samme, hvis der er noget specielt du gerne vil frem til xD

Turen gik igennem Paris. Først nåede de triumfbuen, hvor han i et øjeblik var helt paf over den kømpe rundkørslen rundt om den, som man skulle forcere først. Hvordan vidste folk hvilken usynlig bane de skulle køre i? Men alle havde styr på det og der skete ingen bilulykker. Personligt tog han en chance og skyndte sig over på et sikkert tidspunkt for at komme over til triumfbuen. Buen var faktisk ret interessant. Ikke så meget for den ild der altid brændte under den eller navnene på døde soldater, men lige så meget for de billeder der var hakket ind i stenene og næsten lignede noget fra græske templer eller noget.

Eiffeltårnet var blot et stort tårn af noget der lignede rusten metal. Han forlangte de skulle op i det og tog trappen. Han kunne slet ikke holde sig selv fra at råbe noget fra toppen, uanset om folk så hørte dem eller ej. Og måske blot for at pinliggøre Felix en anelse.

Notre Dame var hvad man kunne forvente af en stor kirke. Indeni fandt Nolan den nu ikke så interessant, men han kunne nu igen godt lide nogle af de tillavede mønster og billeder udenfor.
En anden ting han fandt fornøjelse, var når de gik fordi en bygning med gargoyles. Hver gang prikkede han til Felix og pegede op på dem med et smil, da han et eller andet sted håbede de kom til live.

Katakomberne var fantastisk! Der var næsten ingen mennesker, her uden for sæson, og derfor gik de næsten alene ned igennem de mærke og kølige gange, hvor der var en konstant lugt af jord, fugtighed og knogler. På et tidspunkt gemte han sig for Felix og gik efter at ham give ham et chok...Et andet kunne han slet ikke lade være med at samle en knogle op og række den til Felix med et spørgsmål om hvorvidt man måtte tage en som en souvenir.

Og nu var det eftermiddag. Han var helt udmattet i kroppen, men ikke af sind. Hans fødder hadede ham - han skulle ikke have taget trapperne op i Eiffeltårnet!
Utroligt nok havde de nået så meget på kun en dag. Det var vel lidt en opnåelse i sig selv. Derfor tog han glædeligt imod ideen om at få noget at spise.
"Jatak...Mad...Og så lige en tur i en souvenir butik. Delia slår mig ihjel eller gør min sindssyg, hvis jeg intet har med til hende!" bekendtgjorde han med et lille smil. Det havde været en fantastisk tur og på en eller anden måde havde han lært sin lillebror bedre at kende eller følte sig mere knyttet til ham nu. Dog blev det rart at sidde ned igen! ¨
"Lad os sætte os, nyde nogle...Et-eller-andet. Og...Jeg ved ikke hvad..." Fordøje dagens indtryk? Der var i hvert fald nok at vælge af!

Nolans mange practical jokes og hans imponerende talent for at få Felix til at føles sig bare en snert pinlige berørt gjorde ham ikke noget. Ikke engang når han stod i øjeblikket. Ikke engang når han stod og råbte i toppen af et arkitektonisk vidunder, kunne Felix ønske han ikke var beslægtet med Nolan. Det var den konstante drillende tone og det gode humør der gjorde Felix havde udviklet sig til en langt mere selvstændig person, så han slugte gerne flovheden. Desuden blev det jo ret sjove historier at fortælle bagefter. 
"Gør dig sindssyg?" Felix huskede Nolan vist havde nævnt noget om Delia havde evnen til at gøre folk sindssyge. Mod manglede han ikke. 
"Dit valg af pige er ikke kedeligt. Og det er lidt sødt, sådan at se dig helt blød. Du snakker mere om hende end jeg gør om Connor, overvej det." Han grinede lidt, glad for Nolan endelig bragte emnet på banen igen. Som lillebror ville han ikke selv sige noget, og de var jo heller ikke kærester eller noget, men det var vist kun et spørgsmål om tid. Det var ikke længe siden han havde fået verbale tæsk for at nævne ideen, og nu snakkede hans bror som en hver anden forelsket tosse. Det var herligt. Måske hvad Paris gjorde ved en. 
"Kom, der er et sted hernede. Det er ikke helt så.. tøset, som mange andre steder, til en forandring." Felix var ikke ret stor fan af caféer med snirklede mønstre og smukke, romantiske billeder over alt. Lidt mere neutrale spise omgivelser var mere ham. 
De skulle ikke gå ret langt får han drejede ind til en ret anonym cafée. Der var ikke mange folk, det var lige inden folk fik fri og skulle nå alt muligt, så der var masser af plads. 
"Ikke for at være racistisk, men jeg tror det er bedst jeg bestiller. Det er et lille sted, sandsynligheden for de forstår engelsk er.. ikke stor." Han satte sig ned ved et bord. Der var kort der fortalte hvad man kunne få på alle borde, men selvfølgelig på fransk. Det var nu ret åbenlyst de serverede ret normal mad. Sandwichs, burgere, salater, ret normale ting. Derfor begyndte han heller ikke at oversætte slavisk, Nolan kunne sikkert godt gætte sig frem til de forskellige ting.

Han grinte, men mærkede igen den underlige fornemmelse af en form for...generthed, måske? Lige hvad angik Delia. Ja, det var gået op for ham at han var ganske glad for hende, men det lå ham stadig lidt fjernt at falde pladask for en ung kvinde på den måde! Og Felix virkede ikke sen til at kommentere på det.
"Ingen længe tager vi på dobbeltdates" drillede han, selv om Delia og ham selv endnu ikke var et par. Måske aldrig blev det - Det måtte han hele tiden huske sig selv på. Også selv om kysset havde lovet flere...Hans tanker gled væk et øjeblik, før Felix kaldte ham tilbage til virkeligheden ved at føre dem ind på et lille sted, der virkede overraskende afdæmpet i forhold til resten af byen.
Det var lækkert ENDELIG at sidde ned. Hans fødder summede, hans ben værkede og hans læn gav smertefuldt efter, da han satte sig til rette. Han tog et menukort...Og stirrede vildfaren på de fremmede ord. Couscous kunne han da genkende...Noget med sandwiches? Salater? Han takkede for at han ikke var kræsen, lukkede menukortet og regnede bare med at bestille en eller anden sandwich af en slags og håbe den ikke var fuld af ost eller den der tørre skinke alle virkede så glad for. Han så Felix med et lille smil.
"Det kunne være sjovt. At snakke til dem og ingen forstår hinanden. Heldigvis kan man altid bare pege på et menukort og håbe man får noget spiseligt" påpegede han praktisk.
"MEN! Jeg vil udnyttte jeg har min egen guide i dette land. Så du må hellere end gerne...Hellere det, end jeg får bestilt noget helt sært!" bekendtgjorde han drillende, ved godt humør. Dette var som et eventyr og han havde en fornemmelse af disse to uger, eller lidt mindre var det nu, ville gå alt for hurtigt.
"Så...Har du altid boet i den samme, lille landsby med Paris som nabo?" spurgte han så for at starte en samtale. Han kunne ikke huske om Felix havde fortalt ham det før, men om ikke andet måtte han så tilgive ham, for der var sket så meget de sidste par dage, at han nok kun rigtig huskede halvdelen.

Felix nikkede lidt, og betragtede sin storebror, mærkede hans forelskelse, hvilket var en ret underlig følelse. Men det var en positiv ting, og Nolan var vist rimelig glad for den her pige. Det fortjente han at føle.
"Så nu er I sammen i dit hoved? Går på dates og sådan? Jeg forlanger du snakker med hende når vi kommer tilbage. Overvej hvor glad hun bliver når hendes berejste, høje, mystiske flirt kommer og tager hende i armene efter hun har savnet dig? Det er den vildeste score chance." Felix så kort drømmende ud af vinduet, som om han forestillede sig scenariet. Connor havde forført Felix ved at vælte ham ned på den kolde jord og kommenterer på hans accent. Nok ikke det mest romantiske, men det var romantisk i øjeblikket, og uanset var han blevet glad. Nolan kunne gøre det bedre end en tur på jorden, det vidste han. Eller han håbede, for sin brors egen skyld. Det var stadig Hr. D's datter han fjollede rundt med. 
Felix grinte lidt og nikkede, for selvfølgelig ville Nolan elske kaos i at ingen forstod hinanden. Deres far elskede også kaos havde han læst et sted en gang, den evne havde Nolan sikkert arvet, og det var hoppet Felix over - hvilket ikke gjorde ham noget. 
"Personlig guide? Måske kunne jeg få en karriere inde for det. Det ville være nemt arbejde." Han smilede lidt og så ned over menukortet for at finde ud af hvad han skulle have. De havde gået længe, og selvom hans tanker var tusind steder, var hans mave stadig sulten. Hvis de skulle holde til mere vandring i Paris' gader, så skulle de have bare lidt at køre på, uanset hvor meget hans mor insisterede på hendes morgenmad mættede. 
Hans blik gled op på sin bror igen da han spurgte til Felix's opvækst. Han rystede på hovedet. 
"Jeg er født i Paris. Min mor boede her de første år af min barndom. Det var først da jeg var 7 hun blev gift med min far. Vi flyttede til den lille landsby da jeg var 6. Jeg har gået i skole her i Paris." Han smilede lidt, og så igen ud af vinduet, på gaderne, på folkene. Paris var hans ynglings by, han havde et nært forhold til byen, og var glad for han havde delt det med Nolan nu. 
"Hvad skal du have? Eller skal jeg overraske dig?" Han smilede drillende og faldt tilbage i stolen, helt afslappet og glad. Dagen var god, han var sammen med sin bror, de skulle snart have mad, de var i Paris. De her to uger kunne kun gå godt, og efter han var holdt op med at spørger Nolan hele tiden om han følte sig hjemme, var det også blevet nemmere og mere flydende. Han savnede lejren, og Connor, men han nød den her tid, fordi han vidste det var ovre om lidt, og han ville ikke tilbringe ét minut uden at nyde det.

Hans øjenbryn gled langt op i panden på ham, ved Felixs kommentar, før et svagt smil gled over ham.
"Absolut ikke. Det var en underholdende, dog, synes du ikke?" svarede han, en anelse i forsvarsstilling.
"Desuden er det ikke fordi jeg undgår hende. Jeg glæder mig til at komme hjem til hende igen. Vi kyssede jo inden vi tog af sted, jeg regner stærk med at følge op på det igen når jeg ser hende!" kommenterede han selvsikkert og skubbede menykortet ud til bordkanten, så det ikke lå i vejen for hans arme. Trods at han elskede kaos, så skulle visse ting være på bestemte måder. Menykorts var altid fulde af bakterier, alle havde dem jo i hænderne og han foretrak de ikke lå lige foran ham. Ofte fedtede...
"Jeg tager bare en sandwich. Gerne med kylling og bacon, hvis de har noget så almindelig" kommenterede han med et lille, taknemmeligt smil. Sulten var ved at drive ham til vanvid, havde en indflydelse på hans humor, der gjorde at han hverken var vildt glad eller vildt sur lige nu, men lidt hældte til begge retninger.
"Eller overrask mig. Men ingen ost og ingen paramaskinke eller hvad den hedder" tilføjede han kort efter og placerede en albue på bordet, kun for at hvile hagen i sin hånd. Hans blik hvilede afslappet på Felix.