Once again I need some advice ~ Ann- Sophie

Tid :: 20.34
Sted :: Lejrbålet
Omgivelser :: Nogle andre halvguder og halvgudinder
Vejr :: Det er koldt og sneen lægger fint rundt omkring
Påklædning :: Klik her

Shadow sad ved lejrbålet. Det hjalp at bålet gav en smule varme. Det var ikke så forfærdelig varmt selvom solen skinnede, men hvad kunne man ellers forvente, når det jo var vinter? Hun havde taget et meget afslappet outfit på i dag, som sædvanlig. Hun var ikke så glad for at tale med nye mennesker og hadede at føre sig frem, og ville helst bare gå i et med mængden, så hun ikke blev opdaget og derfor ikke behøvede at skulle tale med nogen. Men i dag var hun nødsaget til det. Hun blev nødt til at snakke med én ganske bestemt person, der meget gerne måtte hjælpe hende med en, faktisk meget vigtig, ting. For det første; At komme over sin generthed, når hun var en ganske bestemt persons nærvær. Altså, så hun ikke var nødt til at hakke sig igennem hver eneste sætning og finde sine fødder umådeligt interessante, når han stod lige foran hende. Nogle gange var det tæt på pænt frustrerende.

Shadow holdt hænderne tæt på bålet. Hendes hænder var ved at røre ilden, men det kunne hun ikke selv få sig selv til. Hun sad der, uden nogen som helst andre, jo de andre gik rundt og snakkede sammen, men Shadow sad alene, uden nogen som helst. Hun følte sig ikke dicideret alene, men hun måtte indrømme at det var lidt kedeligt. Hun kiggede ind i ildens gnister, og somme tider måtte hun kigge væk igen. Det var ikke rart at kigge direkte ind i ilden, men hvad skulle hun ellers gøre. Og hun skulle faktisk også have fundet den Afrodite-datter, medmindre personen dukkede op ved hjælp af magi. Magi fandtes nemlig, havde Shadow konkluderet efter så lang tid i lejren. Den var virkelig og kunne de mest fantastiske ting, ting hun aldrig ville have troet kunne lade sig gøre.

Påklædning: http://3.bp.blogspot.com/_bl3U0Z71nlM/TNicZNCwACI/AAAAAAAAFZU/ikfYGR46T7A/s1600/Taylor_Swift_Rick_Owens_Leather_Jacket_paris-5.jpg
_____________________________

//Du skriver så meget... Ved ikke om jeg kan yde det retfærdighed....//

Vejret var koldt, og det var ved at drive Ann-Sophie til vanvid! Hun hadede at fryse! Hun kunne selvfølgelig godt have taget noget mere tøj på, men hun skulle jo se godt ud sammentidig. Lidt forfængelig var man vel' altid? At gå i et med mængden var ikke lige Ann-Sohpie's stil. Men i hvert fald! Det var koldt, så hun besluttede sig for at gå ned til lejrbålet for at få varmen. Hun ænsede ikke rigtig nogen. Hun satte sig bare ved lejrbålet og nød varmen, der strejfede hende. Der sad nogle stykker rundt omkring, men der var ingen af dem, som Ann-Sophie bed mærke i. Endnu en dag uden at hun mødte, nogle hun kendte, bort set fra sine søskende selvfølgelig. Hun kendte heller ikke det store antal mennesker, ikke fordi hun var genert, der var bare ikke rigtig nogen som fangede hendes opmærksomhed. Hun lænede sig lidt frem mod lejrbålet. Hun overvejede, om hun skulle udfordre skæbenen og stikke hånden derind. Hvis det gik galt, var der vel' nogen af de andre halvguder og gudinder, som kunne hele hende? Selvfølgelig var det ikke sikkert, de gad at spilde tid på hende, men hun plejede at være ret god til at overtale folk. Hun kunne mærke nogle øjne stirre på hende, men det var der vel' ikke noget usædvanligt i. Hun var vant til opmærksomhed. Hun kiggede stille ind i ilden og håbede på, at der ville ske noget, bare et eller andet.

//Det er helt okay, på et tidspunkt bliver det dig, der skriver meget mere end mig xD//

Hun foldede sine hænder og støttede albuerne på sine knæ. Hun var nødt til at finde Afrodites datter. Og det skulle være nu. Hun havde virkelig brug for nogen at tale med, nogen, der kunne hjælpe hende med at komme af med denne forfærdelige generthed, som fik hende til at trække sig væk fra alt socialt, der foregik i lejren. Det var et rent held at hun nogensinde fik nogen venner, og det kun pågrund af at de var så stædige, og ikke engang dem kunne hun tale til uden at blive overvældet af generthed. De var jo så... perfekte, som alle andre i lejren. Hvordan skulle hun nogensinde kunne stå ved siden af den uden at blive pinligt berørt over sig selv? Hvis man først havde set Annabeth eller Elena, eller nogen anden pige i lejren for den sags skyld, ville man se dømmende på hende. Hun var ingenting i forhold til alle andre. Den eneste, hun havde kunnet tale almindeligt med, var en søn af Ares ved navn Matthew. Og selvfølgelig skulle hun ende med at få følelser for ham. Hvor dumt var det lige? Hun havde et fantastisk venskab med ham og så skulle hun selvfølgelig ødelægge det ved at få følelser for ham, der ikke burde være der. Slet ikke. Historien om at to venner forelskede sig var så gammel, som jorden selv. Shadow kunne hermed meddele, at dens popularitet ikke var dalet en smule. Den var derimod blevet højere. Og nu kunne hun ikke få et ord frem, når han talte til hende. Det plejede ikke at være sådan. Det burde ikke være sådan, han var jo hendes bedste ven og helt klart den, hun bedst kunne tale med. Nu kunne hun, som sagt, ikke få et ord frem. Bare skønt.
Hun skulle finde Ann-Sophie nu. Hun skulle hjælpe Shadow igen, som hun havde gjort før.

Hun bed sig i læben, før hun rejste sig og vendte sig om. Et kort sekund stod hun og måbede. Var det, den pige, der stod tæt på hende, hvem Shadow troede hun var? Var pigen, hun havde tænkt sig at skulle lede hele lejren igennem for at finde, ved lejrbålet? Wow. Men det var jo det hun sagde. Magi kunne klare det hele. Et smil bredte sig på Shadows efterhånden lilla læber og hun gik et skridt tættere på Ann-Sophie, men stoppede så. Måske burde hun lade være. Den måde, Ann-Sophie ankom til lejrbålet på, var fuld af selvtillid. Ingen tøven overhovedet. Hun så ligefrem ud til nyde alt opmærksomheden. Hvis Shadow havde fået så mange øjne på sig, ville hun have besvimet. Eller ihvertfald løbet væk.
Hun sendte Ann-Sophie et smil ,i håb om at hun ville se det og komme hen til Shadow, så hun ikke behøvede at gå hen til Ann-Sophie. Det ville være for opmærksomhedskrævende, og, som sagt, hadede Shadow opmærksomhed. Det gjorde hende nervøs.

Ann-Sophie ænsede ikke andet end den smukke ild, der dansede over træet inde i lejrbålet. Hvis nogen ville snakke med hende måtte de selv få kontakt, for Ann-Sophie var ikke lige i humør til at skabe kontakt med andre. Hvis de kom hen til hende, ville hun selvfølgelig klistre et smil på om det så var falskt eller ej, men lige nu orkede hun ikke at være social.
Hun lænte sig tilbage med et højlydt suk. Ilden var ved at miste Ann-Sophie's interesse. Måske var det på tide at gå i seng tideligt for en gangs skyld? Hun rejste sig, børstede røven af og begyndte at gå.


//Okay, det blev så lige ultra kort! Kunne ikke lige finde på noget ^^'//

Hun bed sig i læben, før hun knyttede hænderne. Hun kunne godt, hun kunne sagtens gå hen og snakke med Ann-Sophie, det var jo så ligetil. Hun skulle bare gå derhen, sige noget og så var samtalen i gang. Men der var jo så mange, der kiggede på Ann-Sophie, hvis Shadow gik derhen ville alle også kigge på hende. Hun var glad for at hun ikke var datter af Afrodite, hun ville bare se godt ud og så ville folk først kigge. Det ville hun ikke kunne klare. Hun fik nok opmærksomhed i forvejen, pågrund af at hun var datter af Hera, en gudinde, der ikke burde få dødelige børn. Hun var jo ægteskabets gud, utroskab lå ikke i hendes natur, men alligevel havde Hera fået tre døtre. På cirka samme alder, og Shadow havde virkelig ikke tænkt sig at finde ud af, hvordan hendes mor kunne få tre piger med kun et års mellemrum. Shadow var den ældste, så kom Daenerys og så Mikayla. Hun havde et godt forhold til sine halvsøskende, men de var bare begge to så perfekte, de lo og var venner med så mange. I forhold til Shadow, der aldrig havde været meget for at socialisere sig med andre. Hun følte sig aldrig god nok, alle var jo så smukke og perfekte. Pigerne var ihvertfald. De var tynde, men ikke så overdrevet, som hende selv. Hun var tynd og ikke det mindste køn i forhold til alle andre. Hvorfor opgav hun ikke bare Matthew? Han fortjente vel bedre end hende, det var hvad alle ville sige, hvis de kendte til hendes følelser. Hun forbandede sin generthed og hende selv, hvis hun bare havde været lidt mindre genert og havde været lidt kønnere ville hun måske ikke have så mange selvtillidsproblemer. I forhold til Anxiety var hun jo ingenting. Absolut ingenting. Men alligevel håbede hun, inderst inde, at hun en dag ville kunne få Matthew. Det var langtfra realistisk, men man kunne vel altid håbe. Første skridt var ihvertfald at blive mindre genert. Og hvem var bedre til at hjælpe en med sådan noget end en datter af Afrodite, datter af kærlighedens gudinde? Nok ikke mange blev hun enig med sig selv om.

Hun gik to skridt hen imod stedet, hvor Ann-Sophie sad, velvidende om at, hvis Ann-Sophie kiggede bare en centimeter væk fra bålet, ville hun se Shadow og så ville sidstenævnte ikke vide, hvad hun skulle gøre af sig selv og sandsynligvis løbe væk. Skrigende. Løbende, hurtigere end lyset.
Hun gik tøvende og forsigtigt hen til Ann-Sophies fine skikkelse, der sad ved ilden.
"[b]Ann-Sophie?[/color]" spurgte hun lavmælt, noget inde i hende håbede næsten, at Ann-Sophie slet ikke hørte hende. Hvad nu hvis hun ikke genkendte Shadow?