A new game! - (Ann-Sophie)

Tid: 20:15
Sted: Søen
Vejr: Isende koldt, bunker af sne og hård, kold vind.
Omgivelser: Mørkt, ingen..
Påklædning: OUTFIT

Mørkt, koldt, og med en stormvejr på vej. Den tyveårige halvgud befandt sig trods vejret udendørs, og helt bestemt, ved søen. Vejret var næppe det oplagte til en tur ud i mørket, og eleverne var blevet advaret om uvejret, trods det, synes den unge halvgud ikke at have planer om at trække sig tilbage til hytterne. De fleste andre elever havde været klogere, om end han da i det fjerne kunne høre nogle af dem der endnu var udendørs, men sikkert på vej indenfor.

Gabriel havde været ude i en time, og trods den bidende kulde var han ikke iført meget mere end en T-shirt, jeans og nogle sorte tykke støvler. Den hårde vind som samlede noget sne op med sig legede med det mørke hår, lagde sig om ham og satte hans tøj i bevægelse, han dog hverken skælvede eller rystede af kulde. Hans blik gled rundt, han vidste at hvis uvejret varede længe ville han ikke have en chance for at vende tilbage til hytterne, men.. derfor havde han en plan B. En grotte af en art, lige i nærheden, med brænde og nok med tøj, mad og våben til de næste par dage. Ikke planlagt, men han havde tit brugt stedet som tilflugtssted. Måske ville han igen få brug for det her til aften, kun guderne måtte vide.

Sønnen af Hades var standsede ved den frosne sø, stak nu hænderne i lommen og lukkede øjnene som han snusede ind, og nød den friske kolde luft i lungerne, samt stilheden der kun blev brudt af lyden fra vinden og den kommende storm.

Påklædning: http://cdni.condenast.co.uk/592x888/s_v/tswift_gl_25jan12_rex_b.jpg
________________________________________________________________________

Pokkers! Det var koldt og vådt, og slet ikke Ann-Sophie's stil! Hun hadede kulde! Det var så... Koldt? Alligevel havde hun ikke ret meget tøj på i forhold til vejret. Hun vidste ikke, hvorfor hun var gået derud. Måske fordi de havde advaret imod det? Lige så snart nogen sagde, at der var noget man ikke måtte, spidsede Ann-Sophie altid ører. Det måtte være det, der havde en effekt, men nu fortrød hun det lidt. Det var koldt, øde og slet ikke spor sjovt. Ann-Sophie kiggede sig lidt omkring og gik så til højre, ned mod søen. Vinden blæste i hendes hår, og det blev ved med at ryge ind foran øjnene på hende. Hun strøg det væk med en irriteret bevægelse, og så så hun en dreng. Eller skulle hun sige mand? Han var lækker, så lidt ud som en falden engel i Ann-Sophie's øjne. Han havde et eller andet mørkt og charmerende over sig. Men hvad skete der for tøjet? Havde han et dødsønske?! Det kunne umuligt være rart at frysse ihjel! Hun valgte at studere ham lidt på afstand et stykke tid, før hun besluttede sig for at gå lige så stille hen til ham. "Hey there stranger," sagde hun med et skævt smil. Han var endnu lækre tæt på! Typisk! "Hvaaa' laver du så her? I kulden... Stort set uden tøj på..." spurgte Ann-Sophie lidt nysgerrigt. Hvis han ikke var lettere sindssyg, så vidste hun ikke, hvad han var.
Hun havde ikke ligefrem regnet med at møde nogen, men om han var sindssyg eller ej, var ligegyldigt. Nu havde hun i det mindste nogen til at holde hende med selskab.

//Håber det er godt nok ^^//

Han stod et godt stykke tid, og blot trak vejret dybt ind. Hans øjne forholdt sig lukkede, og.. der! En halvgud, der havde kursen mod ham. han behøvede end ikke åbne øjnene og sig se omkring, han så hende nærmere sig med sit indre blik, ikke udseende eller påklædning, det var ham også underordnede, han så hendes sjæl! hvad der betød noget for ham. Hun havde ståede og betragtede ham, nu trådte hun nærmere, og standsede ved siden af ham. Som hun brød stilheden gled den høje fyrs øjne op, hovedet søgte til side mod hende, og ned, højere end ham var hun ikke, derimod et stykke lavere, som de fleste nu engang var det. Han besvarede hendes hilsen med et hævede bryn, intet mere og som hun fortsatte gled hans hoved på skrå. "Det samme kunne jeg sige om dig kære" svarede han med den dybe, hviskende stemme der lød smældende som vinden, og hård som sten.
Hans blik gled dog trods alt ned over hende, alt andet end diskret, en køn lille skabning, en datter af... han snusede ind, overvejede kort... var det Afrodite han kunne lugte? Selvfølgelig, de kønne døtre af denne gudinde, hvem andet skulle denne lille perfekte pige dog ellers være datter af.
Hvad hun lavede udendørs anede han ikke, et sted betød det heller ikke noget for han var ligeglad. Vinden tog til, sekund for sekund, hun burde bestemt smutte ind igen.

Ann-Sophie følte sig pinligt berørt, da hun kunne se at hans blik gled ned over hende, hvilket var usædvanligt. Hun var jo vant til det. "Mig? Jeg har da langt mere tøj på!" udbrød Ann-Sophie, som var irriteret over hvor forfjamskede hun blev af hans undersøgende blik. Hun kiggede mod søen, som var frosset til is. Det var smukt. Hun satte sig på hug så tæt på søen som muligt, og lod fingrene glide over isen. Hun skævede op til den mystiske mand. Gad vide om han så det samme, når han kiggede på søen. Så han al skønheden i den? "Dit navn?" mumlede hun lige så stille, selvom hun regnede ikke med, at han kunne høre hende. Hun fjernede hurtigt blikket igen, da hun ikke turde stirre for længe på ham. Hun vidste ikke, hvorfor hun var så vagtsom over for ham. Det var nok bare rent instinkt. "Du ved nok, hvis vi ikke snart går tilbage, kan det være vi ikke kan komme ind igen," sagde Ann-Sophie stille. Hun ville gerne ind, men hvis han ikke gav sig, gjorde hun heller ikke!


//Krea svigt... So sorry! ^^'//

Han kunne tydeligt se hendes reaktion som hans blik gled over hende, og han nød at han gjorde hende så forlegen. Jamen dog, en datter af Afrodite der blev forlegen over at blive beundret eller begloede? Det skete minsandten ikke hver dag! Irritationen i hendes stemme var ikke svær at opfange og hans hævede bryn gled blot en anelse mere op "Men tilsyneladende ikke nok" svarede han køligt. Hun trådte tættere på søen og satte sig på hug, hans blik fulgte hende kort, inden det gled ud over området igen. Hvad han så? Naturen i dvale, et vidunderligt syn, han nød den midlertid død der lå over stedet, men der var alligevel intet som forår, hvor bladende faldt fra træerne og alting begyndte at visne og dø. Hendes blik blev vendt mod ham, og hun spurgte til hans navn. Trods den lave stemme ejede denne unge mand instinkter og sanser som ikke mange andre gjorde, derfor fangede han ordene uden besvær "Normalt præsentere man sig selv inden man kræver andres navn" svarede han blot ligegyldigt. Hænderne hvilede stadig i lommerne, og dog for få sekunder, snart blev de trukket op, begge behandskede med sorte læderhandsker. Han overvejede at finde et andet sted, et sted hvor han ikke ville blive forstyrret da hendes stemme atter brød stilheden "Du smutter da bare" svarede han tilfreds. Hun kunne jo bare gå, han holdt ikke på hende.

*Det er den første fyr, der vil have mig i mere tøj,* tænkte Ann-Sophie og lo stille for sig selv. Hun rejste sig langsomt op. Hun var ikke helt tryg ved ham, men hun ville ikke vise det udvendigt. "Jeg ved jo ikke, hvad du kunne finde på at bruge mit navn til," sagde Ann-Sophie udfordrende og kækt på samme tid. Da hun vendte sig om og kiggede på ham, havde han fået handsker på. Hun betragtede ham uden at lægge skjul på sin nysgerrighed, håbede på at han bare ville forklare af sig selv, men regnede ikke med det.
"Du smutter da bare," sagde han, hvilket fik Ann-Sophie til at skule. Ja, det ville han kunne lide. Hun smuttede, og han fik fred! Den tilfredstillelse ville hun ikke give ham.
"Smutter? Neeeej da... Jeg havde tænkt mig at sove ude, i det dejlige vejr," sagde Ann-Sophie sarkastisk. Hun gik stille og roligt hen imod ham. "Hva' med dig? Tænkt dig at sove ude?"

Gabriel ønskede bestemt ikke a se hende med mere tøj, hun var bare påtrængende og så gav han igen, fik ham muligheden trak han gerne al tøjet af hende. Han kunne endda gå så langt selv brygge en plan der automatisk fik tøjet af hende, bare fordi han kunne! Han skød det ene bryn i vejret ved hendes svar "Sprede det på nettet og udnytte det" svarede han og himlede med øjnene. Det var for pokker et navn, hvad han skulle bruge det til? Ikke en skid! Han var endelig også ligeglad med hvad hun hed, han havde det fint med at kalde hende tøs.
han forklarede ikke handskerne, det ragede ikke hende medmindre han pludselig fik en lyst til at tage hendes liv, hvilket let kunne ske, så hun gjorde bedst i at smutte inden han pludselig fik lyst til at nyde synet af en sjæl der forlod kroppen.
Som hun skulede af ham fnøs han let og rystede på hovedet. Som hun forsøgte at være påtrængende ved at sige at hun blev rystede han på hovedet af hende "Jeg.. er skredet" svarede han, men i stedet for at vende om mod lejren, satte han kursen den modsatte vej.

Hun sukkede. Han var tydeligvis besværlig! Men det var altid rart med en udfordring. Hun overvejede lidt bare at bruge sin evner på ham. Det ville være så meget nemmere, bare lige vupti og så var han langt mere medgørlig. "Hvem ved, du kunne være rumleskaft i forklædning!" sagde Ann-Sophie halvt i spøg, halvt alvor. Hvem ved? Nu hvor der fandtes græske guder, hvorfor så ikke også eventyrvæsner? "Hov, går du?!" udbrød Ann-Sophie og luntede op ved siden af ham. Hun kæmpede lidt med at holde trit med ham. "Hvor er vi på vej hen?" spurgte hun en smule stakåndet. Hvorfor skulle han også have så lange ben?


//Mine inputs bliver kortere og kortere -.-//

besværlig var nok ikke ordet, men nuvel, hvis det var hvad hun ville kalde ham måtte hun om det. Desuden, hvad han ikke vidste, havde han ikke ondt af. At bruge hendes evner på ham ville næppe glæde ham, og så skulle hendes evner også være rimelig stærke! Som hun nævnte hvem eller hvad han kunne være i forklædning fnyste han "Yeah right, Så lækker en Rumleskaft finder du ingen steder, desuden... jeg er værre end Rumleskaft.. så slet ingen sammenligning pretty little girl" svarede han spidst. Han gik snart sin vej og hun var belastende nok til bare at følge trop, han fandt hende bestemt irriterende, og hun vidste det vel godt, kunne fornemme at han ikke ønskede hendes selvskab. Vinden tog atter til, denne gang hårdere. "Du er på vej i graven.." svarede han tydeligvis advarende. Hvad ville hun ham endelig? Ja hvad ville en datter af Afrodite andet end at stilne kødelig lyster naturligvis? Eller får anerkendelse for hendes udseende.

"Arrogant much?" fnyste Ann-Sophie, "og jeg er bestemt ikke lille!" Det skinte klart igennem at hun var uønsket, men hun lod sig ikke stoppe. Hun blev ved med at følge efter ham, drevet af ren og skær nysgerrighed til hvad han kunne finde på.
Hun stivnede kort, da han nævnt graven. "Den der graver en grav for andre, falder selv i den," mumlede hun bare som svar. Han var tydeligvis ikke særlig snaksaglig, igen noget de måtte prøve at lave om på. Hun fulgte stille med lidt af vejen, men så kunne hun ikke dy sig. "Du ved nok, du ville måske se sød ud, hvis du prøvede at smile en gang imellem? Eller i det mindste droppede arrogancen?" sagde Ann-Sophie en lille smule mere spidst end det var tiltænkt. Selvfølgelig ville noget af mystikken gå ad ham, hvis han sendte en et kæmpe stort tandpasta smil, hver gang man mødte ham. Hun kluklo bare ved tanken.
Hun tænkte over hvilken gud han stammede fra. Han lignte en fra Hades-familien, men skinnet kunne bedrage. Desuden den ene Hades-søn hun kendte var meget mere imødekommende.

"Not enough.." svarede han ligegyldigt. Som hun understregede hun ikke var lille var han så flabede at række ud mod hende og klappe hende på hovedet "Så siger vi det" mumlede han igen ligegyldigt. Hun var pisse irriterende, påtrængende og ikke videre det selvskab han ønskede, han ønskede slet ikke selvskab! Kunne folk dog ikke fatte at han af alle halvguder, ikke ønskede nogen at snakke med. Hvor de andre tiggede og bad om opmærksomhed, venner, og så videre, var hans eneste ønske at være alene. Guderne hadede tydeligvis hans far, og ham med, siden de gjorde præcis det omvendte af hvad han ønskede. Hendes bemærkning om graven fik ham til at fnyse, for selvom tonen var lavmælt, fangede han ordene "Efter 16 mord, er jeg endnu ikke faldet i den" svarede han køligt og vendte blikket hårdt og morderisk mod hende, i det blik så man en morder af første klasse, en der nød at se folk dø. På samme tid, blev man vel ikke i tvivl om hvad han var.
Hendes efterfølgende ord fik ham til at himle med øjnene "Så er det jo heldigt jeg ikke gøre, sød er ikke mig.." kort og alt andet end blidt blev det sagt. Hun stoppede ikke trods afvisningerne, men han fortsatte blot selv. Vinden tog til, sekund for sekund og stormen var for alvor ved at sætte sine klør. Trods hans påklædning han end ikke skælvede.

Ann-Sophie blev grænseløst irriteret over at blive klappet på hovedet. Hvad bildte han sig ind? Hun nøjedes bare med at skule ondt til ham bag hans ryg.
Vent, hvad sagde han lige?! 16 mord? Kunne det være rigtigt? Var han freaking sindssyg? Hun stivnede et øjeblik, men rystede det af sig. Hun stod bare og tænkte på alt muligt shit, hun havde set på Animal Planet, om ikke at vise man var bange, og om hvordan man tæmmede vilde dyr, hvilket ikke hjalp hende det store. Hans morderiske blik hjalp ikke på hendes frygt, men hun lod det ikke vise udvendigt. Det var hun for stolt til. Så kunne man så diskutere om stolthed var en svaghed eller en styrke.
"Så vil jeg med glæde være den, som skubber dig i den!" næsten hvæsede Ann-Sophie. Det irriterede hende, at hun blev sådan revet med af sine følelser, mens han bare stod der helt følelses kold.
"Det siger du ikke? Dig? Ikke sød? Og her gik jeg og troede, at du var en helgen," sagde Ann-Sophie ironisk. Ironien hjælp lidt på frygten. Hun ville gerne bare gå sin vej, men samtidig ville hun gerne vide mere om ham. Plus det lille faktum at selvom han skræmte hende ud af bukserne, følte hun sig mere tryg sammen med ham, end hvis hun skulle gå tilbage gennem stormen, alene.
Hun skuttede sig. Her var ret koldt, og hun forstod ikke hvordan Gabriel kunne overleve kulden. Hun forholdt sig bare stille og fulgte efter ham. Gad vide hvor de var på vej hen?

Gabriel var ikke et øjeblik i tvivl om at hans klap på hovedet til hende var irriterende og provokerende, og det var bestemt også meningen. Kunne han gøre hende så vred at hun enten flippede ud eller skred, eller begge del.. havde han skam vundet uden at gøre hende fysisk fortræd. Psykisk? Ja det var hun jo selv om, han havde da advarede hende havde han ikke?! Hendes forsøg på at tøjle sin frygt virkede ikke, for selvom hun virkede rolig udadtil kunne han fornemmede hendes sjæl, og hvordan den havde det med situationen. Ergo.. hendes frygt! En frygt der underholdt ham, nærede ham, og glædede ham om end ingen følelser var at finde i hans krop, udstråling eller blik.
Bingo! Hun gav udtryk for sin vrede ved at hvæse af ham, han var så flink at provokere hende yderligere ved at standse op et kort øjeblik, lignede en der havde hørt noget men trak så på skuldrende og fortsatte som havde han intet hørt.
Hendes efterfølgende ironisk ord fik et glimt frem i hans øjne, helgen? Det var han bestemt.. ikke! Atter ignorerede han hende ved ikke at svare, fortsatte blot i en rolig tempo som om han var ud på en almindelig gåtur en frisk forårsdag. Lyden af råb lød et sted omkring dem, de sidste elever var ved at finde tilbage til hytterne "Smut med dig inden du dør af kulden" sagde han ganske roligt. Han havde ingen planer om at have hende hængende. Vinden tog voldsomt til, og alting omkring dem larmede og sussede så man begyndte at få svært ved at holde sig på benene. Han stemte fødderne i jorden og kneb øjnene sammen som den voldsomme blæst truede med at vælte ham omkuld.

Den anden havlgud blev ved med at være følelses kold, men det var bedre end det morderiske blik, han havde sendt hende før. Hun begyndte at blive mere rolig og tryg ved ham, eftersom han ikke gjorde så meget mere. Han gik bare foran hende uden at sige et ord. Men så bad han hende om at smutte. Igen følte hun et stik af modvilje imod ham og besluttede, at hun i hvert fald ikke ville gå sin vej. Hun sagde dog ikke noget, hun vidste ikke, hvad hun skulle sige, så hun valgte bare at tie.
Vinden tog til, og hun kneb øjnene sammen, da den slog imod hende. Hun var glad for, at hun havde sat håret op, for ellers var det sikkert blevet vildt uglet, og det ville tage en evighed at rede ud.
Det krævede nogle kræfter at stå imod vinden. Hun kunne jo læne sig op ad den, hvilket hun også gjorde. Hvis hun skulle stå imod vinden, blev hun nødt til at læne sig fremad, men da vinden slap sit tag i hende, var hun ved at snuble. Hun reddet den dog så elegant som man nu kunne, når man var ved at falde. Hun ønskede inderligt, at han ikke så det!

Gabriels skænkede hende end ikke en tanke, han forsøgte bare at holde sig på benene og da vinden var over fortsatte han uden at se sig tilbage. Hvordan hun havde håndteret den hårde vind var ikke til at sige, dog var han klar over hun stadig fulgte efter ham om end en anelse forsinket fordi hun var snublede - hvilket han ikke vidste. Vinden blev ikke så meget bedre, men at blive stående som en statue var næppe en løsning, og han fortsatte derfor gennem stormen som snart blev til en snestorm, lige hvad han manglede! Han fortsatte dog uanfægtet, holdt sig stabilt på benene og så slet ikke ud til at snuble. Trods vinden første han sig roligt og elegant frem og han så endda til at vide hvor han gik for han fortsatte i en bestemt retning. Vinden tog atter til, og gjorde omgivelserne helt vide så man knap kunne se ti centimeter for sig, hans blik blev kort kastede tilbage over skulderen hvor han ikke kunne se hende, men fornemme hende efter sig. Man kunne ikke se en skid, men det passede ham fint, for han fortsatte målrettet. Om hun ville dø? Måske, det var ikke hans problem.