Advice from big bro - Nolan

Han trak lidt på den ene skulder. 
"Kærlighed gør blind, jeg er med" Svarede han drillende og blinkede igen til Felix, mens de satte kursen mod Afrodites hytte. 
Han havde intet imod Connor eller at de to var sammen, så længe Felix var glad. Men hvis Connor gjorde noget forkert, ejede han evnerne til at gøre livet surt for ham i næsten hele lejren. Folk lyttede, fordi han ofte sagde sjove ting eller nedgjorde folk, på en latterlig måde. En evne, i sig selv, nærmest. Han ville ikke helme, før Connor krøb på sine grædende knæ og tog hans pik i munden! Ha! 
Men så galt gik det forhåbentlig aldrig. Han så over mod Felix. 
"I dette tilfælde er det, det modsatte!" gjorde han klart. Nu kunne Felix altså ikke udsætte det meget mere! 
"Game on! Vi holder en konkurrence mellem os to. Hvem der først bukker under!" foreslog han, i en stemme der fortalte at Felix nok ikke havde meget valg, når det kom til stykket. Nolan så allerede frem til det! 
"Nah, jeg går og gnider det mod mit skridt et par timer og så smider jeg det et sted, hvor de kan hente det igen. Visse piger er nok blevet så van til det, at de bare går derhen og kigger, når de mangler noget!" fortalte han. Visse piger var virkelig sjove at stjæle fra, men det var også dem der ikke direkte blev sure over det. Dem der bare trak på skuldrene. 
De var snart henne ved hytten og Nolan gav Felix et lille puf i ryggen. 
"Så! hvad vil du gøre?" spurgte han, uden rigtig at dæmpe sig.

Felix rystede på hovedet over ham med et smil. "Al den snak om kærlighed. Er det umulige sket, er du brændt varm på nogen?" Felix grinede, og kendte sin bror godt nok til at vide at chancen for det var én til en million. Interessen kom sikkert på grund af Felixs eget forhold der nok var kommet bag på de fleste. Men hvis nu der var sket noget, ville han da lige spørge. For Nolan ville ikke dele den slags med sin lillebror, ville han? 
Han grinte igen da han var så frisk på at drikke. Felix var ikke sikker på det var en god ide for ham selv, men han kunne ikke gemme sig mere. "I orden. Men du har ansvaret for mig hvis det går galt." Han pegede over på sin bror i håb om han indvilligede. Felix havde aldrig været fuld i lejren, eller gået kold, så det ville virkelig være på uvant terræn hvis han nåede derud. Han var nu sådan set tryg nok, men han ville alligevel pointerer det. 
Hans ansigt fortrak sig over sin brors udtalelse. "Vi har et ord på fransk for det der. Cochon." Direkte oversat betød det egentlig gris, men hvem gjorde det med pigers undertøj? "Dét får du mig ikke til." Han havde stadig en værdighed. Og et behov for ikke at være klam. Det var nok en ting han aldrig ville ændre på, sin kærlighed til personlig hygiejne og intime grænser. 
Han så på hytten og overvejede det kort. "Ønsker jeg ikke havde tabt?" Han så på Nolan og smilede lidt. "Ser du, jeg er uskyldig, og det samme er mit ry. Plus Litsa faktisk kan lide mig, så det kan hendes søskende også." Han så over på sin bror, men ikke hoverende, bare konstaterende. "Jeg ville kunne gå ind, sige jeg skulle hente noget for en af dem der ikke er der, hente undertøjet, og spurte ud, inden de opdagede noget. Det har sine fordele at være den uskyldige lillebror til dig." Han smilede lidt og satte ikke farten ned. Han mente det dybt seriøst, hans styrke ville være folk ikke mistænkte ham for noget, men hvis han begyndte og luske rundt ville det gå galt.

Snakken om kærlighed og blot det at være lun på nogen, fik hans blik til automatisk at søge Dionysos' hytte, hvor Delia boede. Måske havde han faktisk nogen han brød sig om, men om han direkte var lun på hende? Det vidste han ikke rigtig. Han havde ikke tænkt så meget over det, blot konstateret han nød hendes selskab mere end nogen anden, desuden var hun åben, sjov og intelligent. De mindede lidt om hinanden på visse punkter, de opsøgte begge ballade. Et lille smil gled over ham, før han puffede til Felix. Delia var speciel. 
"Jeg er brænd varm på alle" svarede han undvigende. Det var ikke et spørgsmål han svare rent på. Men han blev jo aldrig forelsket...Desuden nød han jo sin frihed til at sove med hvem som helst! 
Det ville han da ikke ødelægge...Ville han?

Han trak let på den ene skulder, som det gav sig selv, at han altid ville se efter sin lillebror. Formentlig ville han også selv blive fuld, så hvis Felix først brækkede sig, var der nok mere sandsynlighed for at han selv ville falde i det. Dog regnede han også med Felix ville gå under før ham, da drengen sjældent drak noget. Det skulle nok gå! 
"...Du mener Cous-cous, ligesom de der små stykker tørret brød alle elsker, men som i virkeligheden smager forfærdeligt?" drillede han Felix, velvidende at Nolan end ikke kunne et gram fransk. Ikke mere end Merci, Merde og champagne. champagne var fransk, var det ikke? Han blev helt i tvivl. Han drak det bare, når han havde chancen. 
"Men det behøver du heller ikke! Du skal bare stjæle det, nyde øjeblikket og så kan du gøre med det hvad du vil!" lovede han. For Nolan fandtes ting som intime grænser slet ikke. De var opfundet af kedelige folk, der gerne ville forblive kedelige. Hans blik gled over til hytten og lidt efter nikkede han lidt. 
"God tur! Jeg venter her!" forsikrede han. Et eller andet sted håbede han at Felix ville komme ud, med et par høns i hælene. Det kunne være sjovt!

Felix rystede på hovedet af ham. Selvfølgelig. Han fattede ikke Nolan kunne, han var selv typen der fandt tryghed i et forhold, og at han nød at have Connor og en at vende sig til når han manglede et kys, et knus eller et kærtegn, eller hvis han manglede en han vidste elskede ham uanset. Hvordan hans storebror kunne undvære det og slet ikke virkede til at værdsætte den slags, forstod han ikke. Men det var nok bare forskellige på det punkt, og det var vel ikke alt han skulle forstå, så han valgte ikke at spørge om det. Lige nu. 
Nolans mangel på kundskab indenfor fransk fik Felix til at trække sine øjebryn fortvivlet sammen og sukke som om han var dybt såret. "En eller anden dag sætter jeg dig ind i at fransk er et sprog og ikke bare begreber smidt på tilfældige mad- og drikkevarer." Så lo han kort. Han havde bestemt ingen forventninger til at Nolan faktisk ville have interesse eller ro til nogensinde at lære det mest basale fransk. Og helt ærligt var det også en frihed at kunne beklage sig på sit modersmål uden nogen forstod ham eller fangede at han faktisk bandede af og til. Det var en frihed han ikke var ivrig efter at komme af med. 
Han nikkede kort til Nolan da han stoppede og han pludseligt var på egen hånd. Det var klart det bedste, de ville helt sikkert mistænke ham hvis hans bror var med. Felix holdt selv meget af Nolan, men hvad han havde hørt, delte Afrodites piger ikke hans begejstring. Han gik også uden den mindste nervøse trækning i deres hytte, og takkede kort sig selv for at gøre noget ud af sit udseende inden de tog af sted. Ikke at han skulle imponere, men det gjorde ham langt mere tilpas. 
Som han havde planlagt, spurgte han efter deres værelse for at bilde dem ind at han faktisk skulle hente noget. hvad han ikke havde planlagt fulgte en af tøserne med ham, selv da han gik ind på værelset. Hun blev stående i døren og spurgte ind til hvad det præcis var han skulle hente. Da han bad om det, udpegede hun en kommode med tøj, og han var nødt til selv at satse. Det var først dér han kunne mærke sit hjerte slå hårdere, for det har var ude af hans vante rammer og han anede ikke hvad han lavede. Derfor holdt hans smalltalk med pigen også op, for han kunne ikke holde hovedet koldt længere. Det fik hende til at gå hen imod ham, med en begyndende mistanke der voksede, og han kunne mærke hendes undersøgende øjne på sig. Specielt efter han havde trukket tre skuffer ud uden held, var hendes fremtoning noget nær truende. Fjerde gang var heldigvis lykkens gang for ham. 
Uden særligt stor overraskelse over den type undertøj pigerne åbenbart brugte, greb han hvad han kunne, vendte sig om for at nå hen til døren og smilede til pigen der havde hjulpet ham. Helt ud af det blå tog han sig selv i at sige "Tak for hjælpen." Inden han spurtede ud af hytten. Det var præcis som da de havde løbet gennem lejren. Han kunne ikke kende sig selv, for noget i ham fandt det faktisk sjovt og ikke helt forkasteligt. 
Udenfor stoppede han under ingen omstændigheder op ved Nolan, for han havde hørt postyr inde i hytten da han løb ud, og var sikker på alle dem der havde været der - hvilket heldigvis ikke var mere end en håndfuld - var på vej efter ham. Han nikkede i stedet Nolan med sig da han løb forbi. "Hvis jeg dør, forklarer du det her til min mor." Der var hverken noget bebrejdende eller bange over ham, han var ét stort smil, og han var faktisk næsten glad for at have tabt løbet. Siden han ikke stoppede op, måtte han have en kurs og den kurs var mod søen. Han havde ikke tænkt sig faktisk at gøre noget med deres undertøj, men hvis de ville have det tilbage måtte de altså ud og svømme.

Han kunne ikke helt slå Delia ud af hovedet igen, efter Felix upåagtet havde fået ham til at tænke på hende. Til sidst tvang han hende ud med blot sin vilje og så efter sin lillebror, der blev sendt ind i løvens hule. Han gav sig til at vente og så sig omkring imens. Vejret var godt og de få der gik forbi, hilste han roligt på. De fleste gik videre uden tanke for noget, men nogle få så nysgerrigt på ham, som han jo så ud til at stå og vente på noget eller nogen. Dog stod han helt alene, da han hørte uro og så hvordan Felix kom styrtende ud af hytten med noget i hænderne, der havde mindst fem forskellige farver, og en lille gruppe kvinder og piger, der alle skræppede op som sure høns, hvis æg man havde stjålet. Med et stort smil, på en gang stolt af Felix og opstemt af situationen, vendte han rundt og løb med Felix, væk fra hytten og deres forfølgere.
"Jeg kan ikke fransk, så du må holde dig i skindet!" bekendtgjorde han, før han trak i Felixs ene arm og trak ham med ind blandt nogle træer, i håb om de mistede deres forfølgere. Hvis blot de kunne gemme sig, gik det nok. Når man ikke kunne se dem, man jagtede, gav man jo som oftest op. Til sidst trak han Felix med om bag en hytte, længst væk fra Afrodites hytte og stoppede op. Han trak vejret i stød, men holdt det, da han så om hjørnet. Han skyndte sig at trække hovedet til sig. En af pigerne var tæt på...Han gjorde tegn til Felix om at de skulle være stille, med en finger for munden.

"God pointe!" Felix grinte, og fulgte glædeligt med sin bror. Overlevelse virkede som en god taktik, og han ville gerne komme ud af det her uden for mange vrede tøser der fik negle i ham. Uden at dømme Nolan alt for meget, mente Felix at han sikkert havde mere erfaring med at flygte, end Felix selv. Der måtte være bare en gang imellem hvor Nolan lavede en fejl, plus han var en ballademager. Faktisk var det under han stadig var i et stykke, nu Felix tænkte over det. 
Nu havde han ikke noget valg da Nolan trak ham med om bag en hytte, men ellers var han frivilligt fulgt med. Pausen i flugten gav ham mulighed for lige at få luft. Han havde bedt om at få lov til at udvikle sig, ændre sig, blive mere som sin bror, men han var overrasket over hvor meget løb der var i det. Det var anden gang på meget kort tid de rendte gennem lejren, begge gange med far for at komme i ballade. Jo tak, han havde fået hvad han bad om. Og alle de gange han havde været kedelig blev betalt tilbage nu, med renter. 
Felix lænede sig en smule frem for at få luft og helst mest muligt på en gang. Han så op på sin bror, og nikkede bare som tegn til at han fattede han skulle være stille. Men helt ærligt, pigerne måtte da have set dem, ikke? Nu var det ikke fordi de to brødre var særligt elegante eller lette på tå, de var mere eller mindre trumlet igennem lejren. For en sikkerheds skyld rettede han sig alligevel op igen, og lyttede for at se om han kunne høre pigen. Hun var tæt på, han kunne høre hende bevæge sig, men hun kom ikke tættere på, ikke hvad han kunne høre. En anden gjorde, og han kunne høre dem tale, diskutere hvilken vej de mon var løbet. Felix holdt også vejret, men uden egentlig selv at lægge mærke til det. Det vat først da pigerne efter lidt for længe blev enige om de ikke så hvor de løb hen, og lød til at trække væk, at han turde puste ud. Ikke at han regnede med de var i sikkerhed, men faren stod da ikke og lurede lige ved siden af mere. 
"Litsa tæver mig når hun hører det." Felix snakkede meget lavt, stadig bange for pigerne pludseligt ville dukke op. Hans blik søgte sin brors, men han var stadig ikke sur eller fortrød, han smilede stadig, og var et eller andet sted stolt. Han var ikke helt sikker på hvorfor han var stolt, men det var han.

Selv stod han presset op mod hytten og lyttede anspændt om nogen kom. En ting var om det var skolens bøller, eller om det var halvguder med magiske evner. Den sidste gjorde helt klart mere ondt, når det kom til stykket og dette var jo ikke ligefrem uforskyldt.
Da det endelig lød til at pigerne trak sig tilbage, pustede han også selv ud. Han havde åbenbart stået og holdt vejret lidt selv og så over på Felix med et lille smil. Han så sig om hjørnet og først da pigerne så ud til at være langt nok væk, kom der en lille latter, før ha puffede til Felix for nok tiende gang den dag.
"Litsa? Bare fortæl hende at du kender den rigtige historie mellem hende og jeg. Det skal sikkert nok få hende til at klappe i" pointerede han og trak lidt på den ene skulder. At hun havde reddet ham fra et monster var trods alt ikke hele sandheden og han gættede på hun ikke ønskede nogen skulle kende den faktiske sandhed. En sandhed ingen andre kendte, fordi han var sååådan en god dreng! Han rystede svagt på hovedet og trak nogle trusser ud mellem hænderne på Felix op holdt dem op. Fine, med blonder på! Han holdt dem op til næsen og et lille smil gled over ham.
"Blomster...Jeg vil gætte på noget rose af en slags...Den har en bestemt blød duft, hvor lavendel er mere skarp" fortalte han Felix, selv om han tvivlede på om drengen nogensinde ville få brug for det. Hans ene arm gled om skuldrene på Felix, før han drillede maste trusserne op i ansigtet på Felix.
"Kan du dufte successen? Uhm!" grinte han, før han slap Felix igen og kastede trusserne til ham.
"Lad os komme af med dem igen. Du har gjort det godt i dag, jeg har ikke mere at udsætte dig for...For nu" fortalte han så, lidt mere roligt.

Felix så på ham med et smil, helt undrende som om han lige havde fortalt at jorden i virkeligheden var flad og lavet ost. "Jeg fatter det ikke. Hvad dig og Litsa har imod hinanden. I minder altså lidt om den anden, no offense. I er begge stærke, selvsikre og har et stærkt beskytteinstinkt." Nu havde godt nok mest trænet med Litsa, men stadig. Når han var kommet til skade havde hun nu været meget sød til at tale med ham for at få ham igennem smerten. Han kunne godt lide hende. "Er det hende der får dig til at tale sådan om kærlighed?" Hans smil blev mere lusket. Chancen for dét var ikke ret stor, men han måtte spørge. Undertrykte følelser førte nogle gange til underlige ting. 
Felixs udtryk ændrede sig dog hurtigt da Nolan tog en af de trusser han stod med i hænderne og duftede til det. Den dreng havde virkelig ikke nogen fornemmelse af hvad personlig intimitet var. Mest af alt ligenede Felix en der var blevet slået eller havde set noget gruopvækkende, eller begge dele på en gang. "Du er så klam, virkelig." Det vat sagt men en broderlig kærlighed, men også ment fra hans hygiejniske side. For ham var det rigeligt at står med hænderne fyldt af dem. 
Nærmest i panik skubbede han til sin bror da trusserne kom alt for tæt på hans ansigt. "Nej!" fik han sagt i forsvars refleks, men slevfølgelig slap han ikke. Nogle gange glemte han lidt hvem hans storebror var. Trussetyv i ordets fineste forstand, blev han så elegant mindet om. 
Da han, endelig, var fri, kørte han af refleks en hånd gennem sit hår og så lidt utilfreds på Nolan. "Nogen gange kan jeg slet ikke lide dig." Så smilede han igen og nikkede. "Jo tak. Jeg har ikke brug for nogen fanger mig med dem her. Hvordan forklarer jeg det til Connor hvis det når til ham?" Felix lo lidt ved tanken. Det kunne gå hen og blive en ret underlig samtale. "Så du vil hen til dit sædvanlige dumping sted, eller hvad?" Hans blik gled ned til hans rov. Ej, selve rovet var han ikke stolt af, men situationen var han. Han havde overvundet en helt del fordomme og frygt, og han havde gjort det han drømte om, brudt reglerne. Han skyldte egentlig sin bror en stor tak.

Han så overrasket på Felix, ved hans forslag om at Nolan og Lits skulle have noget med hinanden. Virkelig? Troede folk det? Så brød han ud i et hjertelig latter, da han fandt tanken oprigtig morsom. Aldrig i sit liv ville han binde sig til en der var så moralsk forkert og så egoistisk! Aldrig!
"Åhh, lillebror. Du er så morsom!" bekendtgjorde han og troede at Felix lavede sjov med ham. Ham og Lits? Ej. Never ever! Det var helt sikkert!
"Vi kunne ikke være mere forskellige. Hun er faktisk ret forfærdelig, så bedre end alle andre, som hun tror hun er!" bekendtgjorde han og viste ingen betænkeligheder ved at Felix og Lits faktisk brugte tid sammen. Det betød jo ikke at han pludselig skulle holde af kvinden.
I stedet nød han godt af at drille Felix med trusserne. De var jo rene, vaskede og derfor langt fra så klamme som de kunne have været. Når man var så meget intim med andre, som Nolan var, vænnede man sig hurtigt til undertøj i alverdens former og farver.
Han blinkede drillende til Felix.
"Sig du udforsker lidt...Lingeri...Til når I skal være sammen. Er han til trusser eller g-streng?" spurgte han uden fortrydelse, da han greb et andet par trusser, hev ud i dem og vrikke dem foran sit skridt, som om han legede at han havde dem på. Til sidst foldede han dem sammen og kastede dem i hovedet på Felix.
"Nej da! Du skal ikke til at lægge dine tyverier på min plads. Bare...Måske skal vi bare smide dem hvor vi står? Nogen skal nok finde dem. Men du kan selvfølgelig også bare gå tilbage med det til pigerne? Uh! Eller vi kan hænge det ud over hele skolen, til skue for alle!" foreslog han, ganske entusiastisk. Det var da en god ide!

Felix så stadig uforstående på Nolan. Hvis ikke det var fordi han allerrde vidste hvordan han og Litsa havde det med hinanden, ville han have væddet med at de ville blive gode venner. De var trods alt begge glade for intimitet og flirten, ud over de grunde han allerede havde nævnt. 
"I må virkelig have haft en skidt start. Men hvis du render rundt og stjæler hendes undertøj, forstår jeg det.måske godt lidt." Hans øjne gled ned på tøjet mellem hans hænder og han grinte lidt. Okay, måske forstod han det godt. Litsa var vist ikke typen der brød sig ret meget om pratical jokes. Så var det måske lidt svært at holde af Nolan. 
Endnu en gang formåede hans storebror at indgyde foragt i ham. "Ej tusind tak for de mentale billeder. Jeg er ret sikker på Connor ville dø af grin hvis jeg sagde det. Er der nogen der kender min inkompetance på det område, må det være ham." Felix greb trusserne igen da de blev kastet mod ham. Selvom Nolan var ret berygtet for at være charmerende og god til at få folk med i seng, skammede Felix sig ikke over sin jomfruelighed. Jo, til tider, men ikke generelt. Nu var der trods alt andre måder at være sammen med den man elskede, og det lå bare ikke naturligt for ham at rive tøjet af en anden person og gå helt primitivt til den. Som den franske cliché han var, holdt han af elegance og romantik. Ikke en quicky mellem træninger og måltider. 
For en gangs skyld sagde Nolan en sætning om trusserne der ikke frastødte ham. Altså, de skulle jo af med dem anyways, at smide dem op i træerne var ikke en dårlig måde at gøre det på. Han så lidt op mod trækronerne og overvejede det. "Hele skoven virker ambitiøst. Men et trussetræ? Jeg vil vædde med jeg stadig kan klatre hurtigere end dig." Han smilede udfordrende til din storebror inden han kastede hovedet i retningen af et højt træ. At se Afrodite pigerne kravle rundt helt deroppe efter deres tøj ville også være en form for underholdning. De gjorde vist ikke så meget i klatring i træer normalt. 
Felix bevægede sig i hvert fald hen til træet og overvejede allerede ruten op af. Hvis han skulle kunne komme op var han nødt til at have frie hænder, så han stoppede sit tyvegods i lommerne og hoppede for at få fat i en solid bundgren, og så trække sig op på den, for at sende et undersøgende blik til Nolan, for at se om han var med.

Han sukkede svagt og trak lidt på den ene skulder.
"Hvorfor har du så travlt med mine relationer, anyway?" spurgte han tilbage, mest for at afvæbne Felix. Han havde ikke brug for nogen der prøvede at analysere hans liv eller hans forhold til folk. Han skulle nok finde en kæreste, når han en dag fandt det relevant, og selvfølgelig når den rigtige var der. Det var som om den slags personer prøvede at se noget, der slet ikke var der. Han lavede en svag grimasse for sig selv og vendte sig om. Det kunne godt være andre velvilligt hoppede med på det tog, men han gjorde ikke!
I stedet smilte han blot svagt til det med Connor og vendte sig om mod træerne, da Felix nævnte sin ide. Perfekt! Han mærkede hvordan den lidt tunge stemning, der havde overfaldet ham for et øjeblik siden, gled af ham igen. Det var hans lillebror, der var kommet med så god en ide!
"Perfekt! Som et juletræ! Før an!" bekendtgjorde han og viste dermed at han var vild med ideen. Han fulgte da også glædeligt med og gik lidt rundt om træet for at finde en anden god gren. Den gren han fandt sad lidt højere oppe. Han tog tilløb...Og med en fod mod træet, formåede han at skubbe sig selv nok op, til at han kunne slå hænderne om en god gren. Han elskede at klatre! Han klatrede langt mere end noget andet. Derfor var det næsten en befriende og hjemmevant følelse, som han udså sig en rute op i træet, af gode grene og begyndte klatringen. Ja, endog nød han det nok til ikke helt at være opmærksom på Felix var, men at han blot fokuserede på at nå toppen.

Felix løftede hænderne op for at vise han ikke var ude på ballade og han var uskyldig. Det var ikke for at gøre Nolan sur at han spurgte inde, men nu havde Felix været i lejren i mere end to år, og han havde aldrig set sin bror have virkelig tætte relationer med nogen i længere tid, og slet ikke en kæreste. 
"Jeg burde nok blande mig uden om. Men måske ønsker jeg bare at du kommer til at opleve det samme som mig og Connor? En fast kæreste eller tætte venner ikke et benspænd, du ved." Felix vidste godt det måske var at lege med ilden. Det var ikke et punkt de havde snakke om før, men det havde heller ikke ligefrem været relevant. Før Connor havde Felix aldrig selv haft et forhold, og havde ingen erfaring med tætte, intime relationer. Nu hvor han havde, forstod han slet ikke en som Nolan kunne lade vær. Men som han sagde, kom det ham nok ikke ved. 
I det mindste var hans træ ide da god, og han valgte i stedet at fokuserer lidt mere på grunden til de overhovedet var her. Han klatrede derfor også sikkert og ivrigt videre. Klatring var en af de få sportsgrene han faktisk var god til, højder var perfekte i hans optik. Derfor fortsatte han også med et hive sig selv op, finde tykke grene og sno sig ind og ud mellem pinde, indtil han nåede til et punkt hvor grenene begyndte at være for tynde. Jo højere jo bedre, men naturlovene kunne han ikke ophæve, og han ville gerne undgå at falde hele den lange vej. Da han var nået til det punkt han mente var det højeste samtidigt med det var sikkert, satte han sig overskrævs på en gren og prøvede at orientere sig om, hvor hans bror befandt sig i træet. 
"Er du god til at pynte træer?" Felix trak nogle af trusserne og andet godt op af lommen, og bevægede sig så hen imod sin bror for at kunne kaste dem til ham. Han skulle vel også have del i balladen, han var næppe klatret hele vejen for bare at se Felix balancerer rundt på grenene. I håb om Nolan greb dem efter at have kastet dem, satte han i stedet kursen imod de små kviste på den gren han befandt sig på. Det undertøj han havde stjålet bestod ikke af ret meget stof, de skulle ikke have meget mere end et blad til at bære sig. 
Han møvede sig ud af grenen og begyndte roligt at drapere undertøjet her og der, mens han prøvede at glemme hvad det egentlig var han lavede. Nolan var aldrig kedelig at bruge tid med.

Han følte sig helt irriteret over at Felix blandede sig og ikke bare blandede sig udenom.
"Så fordi du har en kæreste, skal alle andre også have en? Det er det samme om igen. Par, der belærer deres single-venner om at få en fast kæreste. Har det nogensinde slået jer at visse folk er glade på den måde? Desuden er det jo ikke som om jeg lever ensomt! Jeg har venner! Det er jo ikke fordi ingen er interessante, men det er jo aldrig til at vide hvordan hun har det..." hans stemme døde lidt hen, da det gik op for ham hvilket spor han var på vej ud af. At indrømme der måske alligevel var nogen af interesse...
Han rystede irriterede på hovedet og viftede med hænderne i luften, i håb om Felix bare ville glemme det igen.
"Lige meget. Jeg har ikke tænkt mig at ødelægge en god dag ved at lege terapi, ellers tak" kommenterede han en smule afvisende.
"Jeg skal nok sige til, lillebror, hvis der endelig er noget relevant." afsluttede han det. Forhåbentlig.

Træet blev bestiget. Han elskede at mærke barken mod sine hænder og duften af mos og harpiks. Hans sko kradsede mod barken, som han klatrede længere og længere, til grenene blev mindre og mindre. Han sad næsten i øjenhøjde med Felix, til sidst, blot lidt til siden. Som noget undertøj blev kastet, greb han ud efter det. Et stykke nåede han ikke at gribe og BH'en faldt ned på en underliggende gren. Nåe ja, pyt med det! Han trak nogle stumper tøj fri og begyndte selv at pynte træet så fiint!
Og dog havde han alligevel ikke mere at sige. Det var sjovt, så han mente de bare skulle blive ved det for nu.
Følelser og den slags var ikke ting han rigtig brød sig om at snakke om. Det havde han ikke gjort siden sin mors død, en død han faktisk aldrig nævnte for nogle som sikkert kunne forklare meget om hans nuværende liv og personlighed.

"S.." -å der er nogen. Han stoppede sig selv inden han fik det sagt højt, og blandet sig yderligere. Han var lillebror, som Nolan selv påpegede, og det var ikke hans job at snage. Desuden var det noget Nolan helt sikkert selv kunne. Han skulle virkelig ikke blande sig, den fangede han lidt ud fra sin bror humør og hans ord. En gang imellem måtte han vist også påtage sig rollen som irriterende lillebror, men sådan var det. "Nu var det ikke kun det jeg mente," afsluttede han mumlende, egentlig mest til sig selv. Han havde også sagt tætte venner, ikke? Det var ikke fordi han prøvede at få Nolan gift til en eller anden skønjomfru, det var helt almindelig nysgerighed. Men den skulle vist ikke udtrykkes. Nolan ønskede tydeligvis ikke at snakke om følelser eller relationer, og det måtte han acceptere. Felix var ret konfliktsky, han brød sig ikke om at skændes, og hvis han kunne undgå dårligt humør gjorde han det gerne. 
Felix fortsatte også roligt med sin pynten, og klatrede fra gren til gren rundt om i kronen, for at få det spredt ud. Hvor han dog håbede tøserne ville stavre rundt heroppe og nogle fik taget billeder. Det ville næsten blive et syn der var guderne værdi - ironisk nok. Felix smilede lidt over sine egne tanker, ikke fordi det var specielt klogt, men nu var det ikke jokes han lavede flest af. 
En tanke slog ham, og hans blik søgte hurtigt efter Nolan igen. "Har du nogensinde været i Frankrig?" Han kom på benene og fik de sidste truser kastet over en kvist, inden han igen så på son bror. "Jeg var ikke hjemme til jul, og min lillesøster har ikke set mig siden i sommers. Jeg skal snart tilbage, bare en uges tid. Sidst jeg var hjemme, havde jeg Evie med, og de har spurgt om der er andre søskende jeg vil introducerer dem for." Hans stemme var helt sårbar lige pludselig. Nu følte han sig faktisk som en lillebror, og mere præcist som en tiårig der tiggede sin ældre søskende om at hjælpe dem med noget, bare for at få tid sammen med dem. 
"De kan godt tale engelsk, og franske piger er ikke en straf at se på?" Det var en tydelig lokkemad, men hey, alt for at overtale Nolan til at komme med. Det føltes ikke ret hjemmeligt at være i Frankrig for ham mere, og da han havde haft Evie med sig sidst, var det som om lejren var der lidt med ham. En søskende der forstod ham, en søskende der heller ikke passede ind. Hvis Nolan ikke gad, var det fair nok, og han skulle nok finde en anden, men nu havde hans forældre jo spurgt om søskende han ville introducerer, og siden Nolan var de han så mest op til, var det naturligt at det var ham Felix havde tænkt på først.

Han havde næsten dårlig samvittighed over at være gået over grænsen på den måde. Han blev sjældent vred, men Felix havde bare lige ramt et ømt punkt. Hvad var Delia andet end et ømt punkt? Hun var kvinden han snakkede bedst med. Hun hjalp, hun var så meget bedre end nogle andre i lejren! Hun var ikke den egoistiske, voldelige type, som klart prægede lejrlivet. Alligevel forklarede han sig ikke yderligere, men havde fulgt efter over til træet. Han ville intet sige endnu. Ganske enkelt fordi der intet endnu var at sige...Andet end han egen usikkerhed på området. Og hvem gad lytte til det? Nej. Han foretrak at fremstå so men der havde styr på tingene.
I stedet strakte han sig faretruende langt ud på en gren, der knagede under hans vægt, da han sørgede for at vikle nogle trusser ind i nogle kviste. Han drejede hovedet, endnu hængende på den farlige gren, men uden det tilsyneladende bekymrede ham.
"Aldrig været der. Frølår og flutes i lange baner...Hvor tiltagende det end lyder, har det aldrig været en virkelighed at rejse helt til Europa" svarede han roligt. Hans mor havde simpelthen ikke haft råd og derfor havde de sjældent rejst længere end til den næste stat. Han rettede sig endelig op og satte sig op, inde hvor grenen var stærkere og vippede mindre.
"Jeg er fornærmet! Jeg var ikke engang den første du inviterede med hjem!" udbrød han indigneret, selv om det mest var for sjov, før han sendte Felix et smil igen.
"Franske piger? Jeg er solgt. Men vil din familie...Du ved...Ikke bare hade mig? Jeg er som regel ikke forældres første valg. Nok mere deres skræk" påpegede han. Det gik op for ham at han næsten intet kendte til Felixs familie. Det var som om emnet aldrig rigtig var faldet på dem. Det ville blive første gang han forlod lejren i 10 år, faktisk.

Felixs øjne lå kort på den gren hans bror balancerede rundt på. Så gled de ned mens han overvejede hvor meget han mon kom til skade hvis den knækkede. Han vidste godt Nolan ikke var bange af sig, men så kunne Felix vel være det for ham, det var i hvert fald noget Felix var god til. Alligevel prøvede han lidt at glemme den fare Nolan havde bragt sig selv i, og fokuserede på samtalen igen. Han smilede lidt over stereotyperne og nikkede først bare over det. Han overvejede kort ikke at serverer andet for ham det første døgn, bare for sjov. 
Felix sukkede lettet da Nolan bevægede sig tilbage i sikkerhed på grenen. Hans fulde fokus vendte også tilbage og han grinte lidt. "Evie inviterede sig selv sidst," forklarede han. Det var helt rigtigt, deres storesøster havde hørt ham snakke om en tur hjem og hun havde så sagt hun aldrig havde set Frankrig. Hans forældre havde været lidt betænkelige i starten, men hun måtte have givet et godt indtryk, siden de gerne ville møde flere af hans søskende. 
"Første valg? Vi skal ikke giftes, du er min bror, det er ikke et valg. Desuden vil min mor elske dig. Hun har været helt syg efter at møde flere af jer siden jeg sidst var hjemme. Min papfar er nok en anden historie, han er sådan meget korrekt i det." Felix havde det et sted fra, trods alt. At vokse op med en papfar der var en vigtig forretningsmand, gjorde man fik nogle lidt andre idealer at se op til i et forbillede, end hvis man var vokset op i mere løse rammer. Heldigvis havde lejren også hjulpet der, for Felix havde aldrig været god til at være sin fars trofæ søn. 
Han begyndte at bevæge sig ned fra træet, for han ville helst ikke sidde fanget heroppe når tøserne engang opdagede deres tøj og begyndte at klatre op. "Min søster vil til gengæld forgude dig. Hun er en lille rebel, og hun elsker nye mennesker. Men hun ved ikke hvad vi er, eller hvor vi bor resten af året. Alt hun ved er at jeg skal bo et andet sted på grund af min far." Felix så op på sin bror, og håbede Nolan bed mærke i bare den lille detalje. Ponine, hans lillesøster, var kun ti, hun havde endnu ikke fået at vide hvad hendes storebror rendte rundt og lavede. 
Da han var ved de nederste grene, hoppede han ned og landede på benene. "Det burde ikke være et problem. Der kommer sjældent drenge udefra til vores by, så jeg er sikker på pigerne der vil give dig al den opmærksomhed du måtte mangle." Han lo lidt. Han var vokset op med de fleste af de piger, og vidste hvor meget de håbede der ville komme flotte, fremmede fyre til byen, nu der aldrig foregik noget spændende. Nolan måtte næsten leve op til alle deres fantasier. Hans storebror ville nok ikke kede sig, i hvert fald.

Han fulgte efter ham ned af træet. Han havde faktisk lidt mindre aktiv på det sidste, selv om han endnu var langt mere aktiv end flertallet nok brystede sig af. Han kunne ikke lade være med at grine lidt.
"Vi kan altid blive gift, hvis det er dit problem?" foreslog han.
"Der findes nok et sted i verdenen der tillader blodbeslægtede at gøre den slags" tilføjede han grinene. Et øjeblik mærkede han en snert af manglende koncentration og hans fod gled på en af grenene. Heldigvis havde han godt fat i en gren over sig og faldt ingen steder. Til sidst nåede og hans jorden igen, også ved at hoppe det sidste stykke og lande på sine fødder. Han rettede sig op og så op i træet, hvor undertøjet hang og dinglede så fint. Han klappede sine hænder for at fjerne bare lidt af det skidt der var kommet på dem, før han vendte sig om mod Felix igen med et tilfreds smil.
Han havde skam opfanget meningen og han skulle da prøve. Men til tider løb hans mund hurtigere end hans forstand, hvoraf alle hans spontane, drillende kommentarer altid kom sig af.
"Der er piger nok til at jeg kan have det sjovt. Selvfølgelig jeg da med!" bekendgjorde han. Den voksende nervøsitet for at forlade lejren igen var tilstedeværende, men han havde ingen planer om at indrømme det over for Felix. Han var jo storebroren og skulle være den store og stærke! Han sukkede svagt.
"Hvornår tager vi af sted?" spurgte han, for at have en nogenlunde tidshorisont.

Felix løftede et øjenbryn over sin bror og grinte lidt. Nogle gange var det ikke til at forstå de faktisk var beslægtede. Det var jo ikke fordi Nolan var upassende, men hans jokes var bare af en art som Felix ikke selv ville komme på. 
"Tak for tilbudet, men nej tak." Åh jo, hvis Nolan fortsatte med den slags jokes skulle det nok blive sjovt i Frankrig, hans papfar ville da i hvert fald blive udfordret noget på sin korrekthed. Et eller andet sted gjorde det kun af Felix så endnu mere frem til det. Han holdt af sin papfar, meget, men han holdt endnu mere af ideen om at hele hans familien ville få en form for relation. Det var måske lidt idealistisk, men man kunne vel drømme. 
"Mh, du skal nok få din kvindelige opmærksomhed. Jeg tror ikke det er et specielt stort plus for dig at du er min bror, jeg har aldrig rigtigt været drømmefyr typen, og mig kender de. Men du er friskt kød, jeg vil blive overrasket hvis jeg får lov til at tage dig med tilbage igen." Felix forestillede sig scenariet i hovedet. Alle pigerne han var vokset op med, på spring for at få kløerne i Nolan. Jo, det virkede ret sandsynligt. Og som noget begge parter ville nyde. Men det var så nok også sidste gang hans forældre ville spørge efter flere halvguder. 
"Ehm, om 12 dage. Ja, det er kort varsel, jeg ved det godt, men de havde ikke lige fortalt mig at de regnede med jeg tog nogen med. Eller at der var booket to pladser i flyet, for den sags skyld." Felix sukkede kort som han begyndte at gå tilbage til deres hytte. Hans hvide tøj var beskidt fra træet, og han var altså nødt til at skifte tøj endnu en gang i dag. Han hadede at se beksidt og snusket ud, og mospletter på en hvid trøje var slemt. "Turen er ret lang, men det bliver det værd, det lover jeg." Han så på sin bror, og mente det helt oprigtigt. Hvis Nolan aldrig havde været i Europa skulle han vist være forberedt på en ret stor oplevelse. 
"Jeg tror aldrig jeg har spurgt, men har du søskende uden for lejren?" Det gik op for Felix at han ikke anede om der var andre ude for lejren der stor Nolan nær. Nu havde han godt nok aldrig nævnt det, men Felix havde heller ikke snakket om Ponine før, det var nok bare aldrig noget de havde tænkt sådan over.

Han prøvede at forestille sig Frankrig. Så langt væk, i en helt anden kultur! Her jagtede man sin egen lykke og var mere eller mindre efterladt på egne fødder, men han havde hørt at de i Europa skulle have helt andre måder at gøre det på. Han havde også hørt at franskmænd oftere kun ville tale fransk, end engelsk. Det skulle nok blive sjovt og give anledning til mange misforståelser Felix måtte løse bagefter.
"Bor du tæt på Paris? Du ved det der...Tårn?" Der var noget med et tårn, som Paris var berømt for. Man så det alle steder! Og så en eller anden kirke. Ikke at turistattraktioner var hans ting...Men så igen, han havde aldrig rigtig været på en rejse af den størrelse.
"Måske kan jeg smugle en pige med tilbage. Hvem har også brug for tøj? Kan sikkert klemme en ned i min kuffert!" drillede han, ude af stand til at lade være.
12 dage...12 dage! Hans første tanke var faktisk at han skulle have sagt det til Delia, så hun ikke ledte efter ham. Hvis hun overhoved ville lede? 12 dage...
Tænksom fulgte han med tilbage mod hytten. Han var efterhånden blevet lidt udmattet og det ville være rart med en pause fra alle aktiviteterne.
"Mig? Jeg har kun de søskende der bor her i lejren..." han så lidt frem for sig. Han havde fortalt Delia om det...Så kunne han vel også fortælle det til Felix. Men det gjorde det ikke mere behageligt. Helst ville han blot fortie det ihjel.
"Jeg har ingen familie uden for lejren. Min mor er død og hendes familie var ret lille. Da jeg først kom her, mistede jeg al kontakt jeg havde med resten. Derfor har jeg bare været her i 10 år. Jeg har ikke haft andre steder at rejse hen" han trak let på den ene skulder i håb om at virke ligeglad og kunne skubbe det hele lidt væk. Men sandheden var det nok stadig gjorde ondt at tænke over...

Felix så på ham og smilede. Wow, det var første gang kulturforskellen havde gjort ham så opmærksom på at han var fra Europa og Nolan var fra USA. Der havde været andre, små ting, men det med Eiffeltårnet slog det meste. Alle, eller næsten alle, i Europa kendte til det, og ikke mindst navnet. Men i det mindste vidste Nolan at det lå i Paris. 
"Vi bor ikke langt væk derfra. En halv times tid. Og det tårn du prøver at finde frem til hedder Eiffeltårnet. La Tour Eiffel." Felix så på ham med et smil. Det var vist lige så meget en uddannelses rejse som en ferie de skulle ud på. Men det var nok ikke skidt. Da han havde været af sted med Evie havde hun også skulle introduceres til de forskellige ting, skikke og ord. Nu var det Nolans tur, og for første gang skulle Felix være den der lærte fra sig. En ting han var ret spændt på. 
Han grinte over Nolans overvejelser om at nuppe en pige med hjem. "Ja, det får dig helt sikkert ikke i fængsel." Som om det var piger og deres opmærksomhed han manglede noget af. Ikke nok til at kidnappe uskyldige franske piger, i hvert fald. Mere ville nok have mere, men det var ikke et felt Felix var stærk på. Han var ikke just omsværmet. 
Felix blev mere opmærksom da Nolan svarede på spørgsmålet han var blevet stillet. Egentlig overraskede det ikke Felix at han var enebarn i menneskenes verden. Set i det lyst var han en virkelig god storebror, bedre end Felix først havde syntes, hvis det var muligt. Men fortsættelsen, fortællingen om at Nolan ikke havde nogen andre, kom bag på ham. Han rynkede brynene en smule og så kort ned, ikke sikker på hvad man sagde. Det var jo ikke lige sket, men alligevel. Det var en ret voldsom fakta. 
"Det er jeg ked af at høre." Felixs familie kunne ikke erstatte noget, det vidste han godt, men han håbede lidt at nu hvor Nolan tog med, så ville han opleve bare en smule af det han havde måtte leve uden. Ti år i lejren ude at besøge nogen, det virkede helt uvirkeligt for Felix, han var et familiemenneske. 
"Hvorfor har vi aldrig snakket om det? Altså ikke bare dig, men generelt livet uden for lejren." Felix så spørgende på sin bror, som om han kunne svare på hvordan emnet aldrig var dukket op.

Han så lidt på Felix, som der blev snakket om Frankrig og Eiffeltårnet. Nåe ja, det var det, det hed! Han mente ikke selv han var specielt sproglig. Faktisk var han ikke rigtig sikker på hvad han var...Om han var sproglig eller matematisk. Det var vel enten eller, var det ikke? Alligevel mente han ikke at han passede i nogle af kategorierne. Fransk forekom ham et indviklet sprog, der skulle udtales på en sjov måde. Han ville aldrig kunne tage sig selv seriøst, hvis han skulle tale det! Det kunne han simpelthen ikke. Hvis der var et sprog han skulle lære, var det nok spansk. Eller måske et helt andet sprog, han slet ikke vidste eksisterede. Det var jo nemt herovre, i USA, hvor alle talte engelsk. Europa skulle vidst bestå af mange små lande, alle med hvert deres sprog. Sikke en mundfuld!
Han grinte lidt.
"Åh, jeg er halvgud. Fængslerne kan sikkert ikke holde på mig alligevel...Desuden har jeg hørt man får en del mandelig opmærksomhed derinde. Måske vil jeg bare nyde det?" foreslog han. En ting han selvfølgelig kun jokede med...At komme i fængsel stod slet ikke på hans liste af ting han gerne ville opleve.

Han trak lidt på skuldrene af det. Han havde ikke brug for at folk var kede af det og efter 10 år var han skam selv holdt op med at græde over det. Det havde været svært i starten, men senere havde han fundet en fremragende overlevelsesmetode, der bestod i at være den sjove type, der lavede ballade og som ingen tog sig af. Det var han ret godt tilfreds med. Om hans mor ville have været tilfreds? Det vidste han ikke. Måske havde han altid ville udvikle sig i den retning...Det var jo ikke til at vide?
"For mit vedkommende er det længe siden og der er ikke meget at tale om. Så det er sjældent et emne jeg selv spørger ind til" svarede han blot. Hvorfor Felix ikke var faldet over emnet tidligere, kunne han ikke vide. Altså han vidste jo han havde en familie, så det var jo ikke det.
De nåede hytten og Nolan trådte indenfor, kun for at smide sig i den nærmeste sofa. Han var udmattet og ville gerne slappe lidt af nu. Trods alt havde Felix i starten også hevet ham ud af sin seng.
"Har vores fader nogensinde besøgt dig?" spurgte han Felix i en tænksom tone.

//Er der mere eller skal vi snart afslutte emnet? o.o

// tænkte det samme. Jesus Christ det har været et langt emne! xD

Felix nikkede lidt og kunne se logikken i det Nolan sagde. Felix havde trods alt også kun spurgt ind fordi de havde snakket om hans familie, og hvis Nolan ikke havde en at samenligne med, ville emne ikke komme naturligt. Så han forstod godt hvad hans bror mente. Alligevel gjorde det ham trist at høre at Nolan ikke havde andre, selvom han måske skulle takke det for at Nolan var blevet så tæt en bror for ham. 
I hytten var Felix egentlig med det samme på vej mod trappen, selvom hans bror smed sig i en sofa. Hans trøje var beskidt, og det irriterede ham, også selvom han ikke tænkte aktivt på det. Det var en ting der virkelig kunne påvirke ham mentalt, at være beskidt og ulækker. Han stoppede op da Nolan spurgte om deres far. Han stoppede op ved trappen og lænede sig imod den. Han rystede lidt på hovedet. 
"Nej. Men jeg har aldrig manglet ham, synes jeg. Nogen gange undre jeg mig over hvilke ting jeg har arvet fra ham, men ellers er han ikke vigtig for mig som sådan. Jeg har den familie jeg har brug for." Han smilede over til sin bror, og mente bestemt også ham som del af den familie. Nolan havde betydet meget for Felixs halvgude liv og hvordan han havde tacklet mange ting. 
"Jeg går op og skifter og skal nok lade dig være doven i fred resten af dagen." Felix slog kort imod trappens gelænder inden han så fortsatte op af trappen for at få skiftet det tøj. Med mindre Nolan sagde mere, var hans plan at fortsætte hele vejen op og bruge noget tid alene på deres værelse. Der havde været meget at forholde sig til, plus han skulle i kontakt med sin familie i Frankrig. 

//Jeg har ik mere!