Vil du tale med mig? (Dionte)

Dionte sad på sit værelse som han efterhånden var blevet vant til. Tingene havde ændret sig en smule på det sidste. Ikke fordi han som sådan havde ændret sig som person, han var stadig den beskyttende storebror for sine søskende som han altid havde været, måske lidt mere end før. Han passede stadig sin undervisning, men når han ikke havde det, så var han på sit værelse. Om det var frygten for at støde ind i Topaz og hendes søskende, eller om det var den generelle forvirring han følte over sig selv der holdt ham inde, det var han ikke helt sikker på. Han følte sig et eller andet sted som den mest dobbeltmoralske person nogensinde. Han prøvede at lære sine søskende at opføre sig pænt og gøre det rigtige, og han var ikke selv i stand til at gøre det eller stå til ansvar for sine fejl. 
Han måtte ud. Han skulle ud og have luft ud og være et normalt fungerende menneske. Alle andre kunne, så kunne han vel også. Med et dybt suk skubbede han sig selv op fra sin seng og forlod værelset han delte med et par brødre. Der var ikke ret mange hytten, de fleste havde timer eller rendte rundt og gjorde det Dionysos' børn nu engang var bedst til. 
Han trådte ud af hytten og sukkede som det første bare tungt. Han var ikke rigtigt motiveret til noget som helst, det var et sært humør at være i. Det var som om alt bare ligegyldigt, for det ville jo ikke ændre på noget eller hjælpe ham med det der faktisk var hans problem. Han så rundt og hans blik faldt den person han mindst af alt havde lyst til at snakke med. Nolan. Men på den anden side, måske var det lige præcis ham der kunne give ham nogle svar. Der var i hvert fald ikke andre han kunne spørge, ingen skulle vide noget. 
Han tog sig sammen og gik over imod Nolan. "Hey?" Han var ikke særligt autoritær i sin stemme. Han havde håbet det ville have været meget mere intimiderende. Mentalt skældte han sig selv ud. Han var på vej direkte ind i løvens hule. Hvis han skulle dumme sig kunne han vel lige så godt gøre det ordenligt. "Kan vi eventuelt tale sammen? Nu." Hans stemme var mere usikker end han følte sig. Faktisk var han en smule vred, men skinnede overhovedet ikke igennem. Forhåbentligt kom det snart, for det her skulle ikke være mere ydmygende end højest nødvendigt.

Han strakte sig dovent, på vej ned til sin egen hytte. Han tog sig ikke rigtig af hvem der gik rundt om ham, men ubevidst sørgede han for at få forbi Dionysos' hytte, måske i håb om at se et glimt af Delia på vejen. Han havde ikke rigtig mødt Dionte siden den nat, hvor de havde tilbragt noget tid sammen og den eneste der havde hørt om det, var faktisk Delia. Delia var måske også den eneste på lejren der kunne prale med at have tilbragt en hel nat med Nolan, uden at lave noget what so ever.
Han var netop forbi hytten, uden videre at tænke så meget over det, da han så nogen ud af øjenkrogen, samtidig med nogen råbte ham an. Han stoppede forundret op og så over mod hytten...Og det tog ham ikke mange sekunder at genkende Dionte. Hans øjenbryn gled lidt op i vejret, mens han prøvede at bedømme situationen. Skulle han konfrontere manden eller flygte? Men han kunne ikke undgå Dionte for evigt, og som altid, når han havde været intim med en person, ønskede han faktisk ikke at undgå personen. Der var jo altid en mulighed for omgang nr. 2! Man var vel optimist?
Derfor sendte han også bare Dionte et stort smil, da han gik et par skridt tættere på, men eller lod ham komme til Nolan. Han lød ret kommanderende i sine ord, men han var lidt usikker på om Dionte faktisk var så sikker, så han prøvede at give udtryk for? Hvis han ikke vidste bedre, var manden jo helt usikker!
"Selvfølgelig kan vi det. Jeg har da altid tid til min Didi!" bekendtgjorde han frisk, i håb om at de måske kunne snakke sig ud af tingene. Når det kom til stykket, holdt han ikke meget af konfrontationer. Han kunne da også mærke sit hjerte slå et par ekstra gange - Men han sagde intet. Han ville lade Dionte føre ordet. Så fik han forhåbentlig ikke sagt noget dumt?

Utroligt nok Nolans smil. Altså, ikke på hans humør. Men det fik hans vrede til at komme mere til overfladen. Dionte knyttede hænderne og han kunne mærke hans udtryk blev hårdere og mere stram i det. Nix. Den her gang ville Eros' arrogante søn ikke slippe ved at smile og være åh så charmerende. Han havde krydset en grænse, en grænse ingen krydsede uden at få med ham og gøre. Han kunne sådan næsten acceptere at Nolan havde været inde og forføre ham selv, det var hans egen fejl, men han kunne ikke bare se igennem fingrene med at han rendte rundt og sjal hans søstres uskyld. 
"Tør det der grin af ansigt. Mit navn er Dionte, og du har mindst af alle lov til at kalde mig noget som helst andet." Jo, den her gang virkede ordene mere hårde og sikre. Han lød ikke som en nervøs elev til eksamen nu. Han stoppede op foran Nolan, stadig med en god afstand imellem dem. Ikke tale om at han skulle tættere på en det her, sidst havde det ligesom ikke været særligt smart at komme tæt på. Han så sig rundt og konstaterede for sig selv at det her nok ikke var stedet. På den anden side gad han heller ikke være alene med Nolan. Det kunne være et ret dumt træk. Han måtte vel bare acceptere faren at nogen kunne overhøre dem. Dionte så tilbage på Nolan, hans kæbe spændte sig kort i vrede. 
"Jeg ved ikke hvor naiv du er, men det må være en helt del hvis du tror du kan rende rundt med min lillesøster uden jeg får noget at vide. Magen til uforskammethed tror jeg man skal lede længe efter. Og du kunne ikke bare nøjes med at kidnappe hende fra en helt sikker fest, vel?" Dionte kunne mærke hvordan hans hjertet begyndte at slå hurtigere i takt med adrenalinen begyndte at pumpe rundt i hans åre. Det var yderst sjældent han blev sur, for slet ikke at tale om vred. Men det her var åbenbart måden at gøre det på. "Hvilken dårlig undskyldning har du for at sætte ideer i hovedet på hende?" Han lagde armene over kors, gjorde sig bredere og derved større. Det var ikke en bevidst handling, men han var i det mindste mere truende nu end han havde været før.

Hans øjenbryn gled en smule sammen, som hele situationen kun blev til det værre. Han havde jo vidst at denne dag ville komme, alligevel havde han nok fokuseret på at undgå den. Han havde snakket med Delia om det, men hun havde blot været glad ved det. Ikke ved at gøre Dionte sur, selv om tanken om at drille ham havde gjort dem begge glade, men at hun kunne komme lidt ud og opleve andet end Dionte og hans patriarkalske måde at være på. 
Hele Dionte skreg langt væk af vrede og bølle. Hvis der var noget han ikke ønskede at buk under for, var det bøller. 
At manden blot holdt afstand, var blot dobbelt så morsomt. Var Dionte faktisk bange for ham? 
"Vrede betyder du har mistet kontrollen med noget" Konstaterede han vidende og nikkede svagt. Hans ene arm gled rundt om hans brystkasse, som ønskede han alligevel at beskytte sig selv lidt, mens han støttede den anden arm på den og lod en finger glide over sine læber, mens han så på Dionte. Hvilke gode svar kunne han komme på? 
"Jeg er ret sikker på jeg fik dit navn sidste gang" Sagde han så og blinkede til ham, som han hentydede til deres lille hemmelighed. 
Så slog han ud med armene. 
"Jeg ved ikke hvad du tror. Det var aldrig meningen det skulle være en hemmelighed. Jeg vil med glæde sige jeg har været i selskab med Delia, hvilket på ingen måde involverede det vi to har lavet. Du har så travlt med at passe på din lillesøster, at du slet ikke ser hvor meget hun lider! Hun længes efter at komme ud. Ser du overhoved hvilken kvinde hun er? Så frisk, så smilende, så..." Han stoppede sig selv og lod en hånd glide igennem sit hår igen. Hvad havde han gang i? Han burde ikke stå her og skulle forklare sig eller beskytte Delia. Det var hendes eget ansvar at stå her og sige fra, hvis det var. Det gik virkelig ikke hvis han begyndte at foretrække en frem for andre...Hvilket han jo heller ikke gjorde! Han syntes bare det var synd for hende. 
"Whatever. Du er nok ligeglad med hvad jeg siger. Er du i virkeligheden ikke bare frustreret? Jeg mener. Vi var sammen, selv om du havde en kæreste. Du har ikke eneretten over andres liv. Alt det du prøver at kontroller, der glider ud mellem fingrene på dig. Og med god grund. Du tager det hele helt forkert!" pointerede han.

Dionte så stramt på Nolan, og lod sig ikke påvirke af hans blink og overlegne attitude. Hvis han havde fået så godt i hans navn, kunne han så ikke bare bruge det? Det sidste han havde brug for var et eller andet latterligt kælenavn fra Nolan. Det ville virkelig være alt for meget i den her sammenhæng. Det var slemt nok som det var. 
Han fnøs vredt over Nolans forklaring. "Du skal ikke prøve at lægge det over på mig. Skulle jeg tro på du lokker min lillesøster med dig hjem en nat, og ikke gør noget som helst? Med din evne? Hvorfor skulle jeg stole på det?" Han rystede mistroisk på hovedet og lod sine arme falde. Han troede ikke en meter på at Nolan ikke havde prøvet på noget med Delia. Det irriterede ham utroligt meget, fordi han selv var faldet for det, og han ønskede bestemt ikke hun skulle gøre det samme. Der var dog én ting der gjorde ham i tvivl. Måden Nolan talte om hende på. Næsten som om han faktisk tog sig af Delia, bekymrede sig om hvordan hun havde det, hvad hun gerne ville. Men sandsynligheden for at det også bare var spil fra galleriet var for stor til han ville give ham en chancen. Alle kunne vel smide lidt søde ord efter en pige. 
"Jeg tager ikke noget som helst forkert! Jeg tager tingene præcist rigtigt. Kontrol og afholdenhed i passende mængder er nødvendig. Jeg ved var der er bedst for min søster. Tro ikke at du pludseligt ved alt om hende fordi du har tilbragt en nat med hende. Hun ved ikke hvad der er bedst for hende. Hun er dumdristig, og en dag går det galt. Hvis du er grunden til at det går galt, så ved jeg ikke hvad jeg gør ved dig." Hans ord var hårde, næsten spydige. Han var også godt rasende. Hvor vovede han egentlig at påstå han tog tingene forkert? Siden hvornår havde kontrol været en dårlig ting? Nogen var nødt til at have kontrol. Men han virkede rigtigt nok ikke til typen der brugte den slags. 
"Jeg begik en fejl, og det indrømmer jeg gerne. Men det skal ikke gå ud over min søster. Du skal ikke prøve og ramme mig gennem hende. Hvis du virkelig synes hun er så fantastisk, så lad vær med at udnytte hende. Hun har ikke brug for en som dig til at pille ved noget som helst." Det var ment tvetydigt. Der skulle hverken pilles på den ene eller anden måde. Dionte trådte også skridt tættere på. Mest fordi hans usikkerhed var væk, og hans comfort zone havde ændret sig. Han følte sig mindre truet af Nolan lige nu, selvom hans ord ramte. For jo. Alt var ved at glide ud mellem hans fingre. Hans forhold til Topaz, hans autoritet overfor sine søskende.

Hvad der ellers kun skete yderst sjældent, mærkede han vreden vælde op i ham og han knyttede sine hænder. Hans blik blev hårdt, som det stirrede direkte på Dionte, uden at flakke det mindste. 
"Så du tror at bare fordi man kan vælge at bruge en evne, vil man altid bruge den? Lad mig fortælle dig en ting. Jeg brugte den ikke over for dig og jeg har aldrig brugt den over for Delia!! Og hvad med Delia selv? Hun kan gøre folk sindssyge. Har hun gjort alle sindssyge, bare fordi hun kan?" Han brugte faktisk sjældent sin evne til den slags. Han brugte den til at undgå pligter og problemer, men ikke til at lokke folk med i kanen. Hans stemme var kold, lavmælt, men han tvivlede ikke på Dionte nok skulle høre ham. Selv gik han også et skridt tættere på. 
"Så du vælger en person, du intet ved om, og sviner personen fuldstændig til, fordi det passer dig bedst. Hvem af os skulle forestille at være den bedre person? Hmm? Du gik frivilligt med og nu skal det gå ud over alle os andre. Når du ikke ved hvad du vil, skal vi andre heller ikke!" han slog ud med armene. Nogle personer var stoppet op og så over mod dem. De havde ellers bare været på vej fordi, men det lignede efterhånden et optrin og folks nysgerrighed var blevet vakt. 
"Jeg foragter folk, der kontrollere andre, uden at give dem mulighed for selv at sige hvad de vil! Jeg foragter folk der vandre fordi med næsen i sky og samtidig føler sig gud nok til at bestemme over andre! Måske er der ingen der har turde fortælle dig det, men du er ikke en skid værd. Du har ikke rygraden til at være din kæreste tro og du har ikke rygraden til at spørge din lillesøster hvad hun vil. Du har ikke styr på noget som helst og jeg vil ved Zeus ikke give efter for dig!" gjorde han klar og slog ud med den ene arm, som om han trak en streg i luften, for at gøre det hele mere klart. Hans vejrtrækning var hurtigere, dybere og hans hænder rystede svagt. Han følte sig så vred! 
"DET ER IKKE OP TIL DIG AT BESTEMME!" Nærmest skreg han til sidst. Om Delia havde lyst til hans selskab eller ej, det var ikke op til ham at bestemme. Men han ville aldrig udnytte hende! Aldrig havde han haft så meget lyst til at gøre noget ondt, som i dette øjeblik!

Dionte så først mistorisk på Nolan. Hvordan vidste han at Delia kunne gøre folk sindssyge? Havde hun faktisk fortalt ham det? Det var ikke noget hun plejede at prale med, det var ret sjældent hun lod andre end sine søskende vide det, så vidt han vidste. Hvorfor ville hun havde sagt det til ham? Sepcielt hvis han, som han påstod, ikke havde brugt sin evne på ham? Det var ikke ret meget af det der gav mening for ham. 
"Hvordan ved du det?" Det var lige det eneste han kunne komme i tanke om at sige. Det var ikke så spydigt som han ville have det, men han var oprigtigt forundret. 
Han blev dog hurtigt minde om hvem det var han stod med og hvorfor de overhovedet havde den her samtale. En person han intet vidste om? "Sviner til? Jeg beder dig om at holde dig væk fra min søster fordi du tror du ved alt om hende og hvad der er godt for hende, selvom du, som du anklager mig for, intet aner om hende. Uanset hvor dårlig en bror du anser mig for at være, har jeg boet sammen med hende i to år. Jeg vil vove og påstå jeg ved mere om hende og hendes behov end du gør." Hans kæbe spændte kort af vrede og hans hænder var igen knyttede. Han var mildest talt ligeglad med dem der stod og så på dem. De kunne vel lige så godt få dagens sladder ud af det. Det var det mindste af hans bekymringer lige nu. 
"Det kunne ikke rage mig mindre om du kan lide mig eller ej. Det er ikke det, det går ud på. Jeg ved hvad min søster vil, men jeg ved også hun er naiv og ikke ved ret meget om hvad konsekvenserne af hendes valg er. Fortæl mig ikke at du kan lede hende og vise hende verden eller noget. Du må da være klar over hvad dit ry er. Ikke om jeg vil lade hende rende af sted og få alle mulige ideer om at din vej er den eneste rigtige." Han rystede på hovedet, næsten nedladende, som om hans måde at leve på var en joke. Helt bevist valgte han ikke at gå ind på emnet om utroskab. Det var han ikke ret stolt af, og han fortrød det mere end noget andet. Personligt var han bare glad for Topaz ikke var i lejren for tiden. 
"Nå, men det gør du? Du bestemmer hvad der er rigtigt, hvad der er bedst? Du kender hende jo ikke engang! Du kunne ikke give hende halvdelen af hvad hun fortjener!" Dionte hævede også stemme, men det var mere en form for brøl end et skrig eller råb. Det var ikke ligefrem fordi han gjorde noget for at holde lav profil mere. Han var bare vred. Hvordan kunne Nolan tro han kunne komme og belære ham om hvad hans søster havde godt af, hvad han manglede, hvor lidt han havde styr på noget som helst. Det var lige præcis det der kunne tænde ham af, når folk skulle kritisere hans måde at gøre tingene på uden nogen forståelse hvorfor han gjorde det.

Han slog ud med armene og grinte. Kunne han andet? Dette var dumt. De kunne skrige hinanden hæse, uden at komme videre. Han var heller ikke dum, han vidste næsten alle i lejren vidste mere om kamp end han selv gjorde. Selv Delia! 
Dette var en af grundene til at han hadede konfrontationer. Det kørte i ring og folk, inklusiv ham selv, var for stædige til at se fornuftigt på noget som helst. Han rystede på hovedet og trådte et skridt væk fra Dionte igen, langt mindre vred, selv om manden gav den gas med fornærmelserne. 
"Jeg behøver ikke stå her og skulle forsvare mig selv. Jeg er nemlig fri til at gøre hvad jeg vil. Du kan ikke kontrollere mig eller styre mig. Så længe Delia ønsker at tale med mig, vil jeg indgå i selskab med hende. Hvorfor spørger du hende ikke selv, når du nægter at tro mig? Vi brugte en hel aften på at snakke om hvordan du begrænser hende. Hvis du kender hende så godt, burde du jo også vide det. Hun er ikke lykkelig. Hun er ikke glad nok. Hvilken familie er man, hvis man ikke vil give sine søskende den absolutte største glæde?" Han rystede på hovedet igen. Han stod ved sin mening, men det gav ingen mening at prøve at skrige det ind i hovedet på Dionte. Han viftede med en hånd i luften, som om Dionte var et håbløst tilfælde. 
"Skrig så meget du vil. Det vil intet ændre" sagde han så. Han havde ikke rigtig mere at tilføje. Han havde fået sagt sin mening og ville nu hellere bruge sin tid på noget helt andet. Det var vel kun sundt nogen stod op til Dionte en gang i mellem! 
"Åh og hvis du vil have en tur mere...Så ved du jo hvor du kan finde mig. Jeg er slet ikke så kræsen, selv ikke over for idioter!" tilføjede han kvikt. Hvis man ikke kunne vinde kampen med styrke, måtte man bruge list og ord til det. Dionte ville vinde i enhver slåskamp, i enhver skrige-kamp. Men med nedladelelser og latter kunne de færreste hamle op med ham. Dog ville han ikke bruge sin evne. Ikke nu, ikke i denne situation. Det ville bare gøre alt værre. Han så ud af øjenkrogen at nogle af hans egne søskende nu også var kommet, sikkert hidkaldt fra hytten. Det måtte han tage sig af senere. At visse folk så ud til at smile over ordene, der blev vekslet, gav ham blot styrke til at fortsætte.

Dionte rettede sig op fra den position han havde været i, lænet over imod Nolan, og så over på ham da han trak sig væk. Han var ikke arrogant nok til at tro han havde skræmt ham væk, så skræmmende var han slet ikke. Hans blik var stadig hårdt og dømmende, men samtidigt også mistorisk, som om han skulle dømme hver bevægelse og hvert ord Nolan sagde for at se om han troede på det eller ej. 
"Og du kan gøre hende lykkelig?" Det tvivlede han meget på. For at prøve at tænke bare en smule klart tog han en indånding og så på Nolan igen, efter kort at have ladet sit blik glide ned i jorden. Hans stemme var mere kontrolleret og lavmælt da han talte igen. "Hør. Hvis du kendte hende, sådan rigtigt, ville du forstå mig. Men det gør du ikke. Lige så lidt som jeg kender dig, og lige så lidt som jeg forstår dig og hvorfor din interesse er faldet på lige præcis hende. Men hvis den eneste grund til din interesse i hende er for at ramme mig, så ber jeg dig, som en hver anden storebror der tager sig af sin søster, lad hende være." Han holdt en rolig tone gennem det hele. Han var stadig vred, det var tydeligt, men han holdt det nede og holdt sin stemme relativt neutral. Den her gang tænkte han rent faktisk klart da han snakkede, og han fyrede ikke bare noget af for at være truende og skræmmende. 
Han rystede på hovedet og så næsten frastødt ud. "Nej. Tro mig, jeg vil ikke opsøge dig." Han var stadig ret meget i tvivl om hvorfor han overhovedet han gjort det den gang. Han var faktisk generelt i tvivl om sig selv. Hvis ikke Nolan havde brugt sin evne måtte han vel rent faktisk have haft lyst, og det var ikke lige en tanke han havde overvejet før, og han ville helst bare glemme at det var en mulighed.

Han grinte. Hvorfor snakkede manden så absurd? Han forstod det ikke. Han havde jo ikke friet til Delia! Hvorfor snakkede han så om dem, som om de var et par? 
"Delia og jeg er intet andet end venner. Jeg har aldrig sagt jeg kunne gøre hende lykkelig, jeg har blot opfordret dig til at give hende mere frihed, for hun snakkede til mig, som om hun ønskede sig intet andet" svarede han så, overraskende roligt, mens han så på Dionte med et neutralt blik. Han gad ikke bruge sin energi på at hade folk og han hadede heller ikke Dionte. Men det betød heller ikke at han ligefrem gad manden. Præcis som med Litsa. De var der, til tider kunne man ikke undgå hinanden, men man gjorde et godt forsøg! 
"Nogen gange skal der nye øjne til for at se sandheden" Sagde han og slog ud med armene. Han troede ikke en skid på Dionte. Delia havde ret til at styre sig selv, som alle andre havde. 
"Hun er min ven og tanken havde aldrig været blot at ramme dig. Jeg har ingen grund til at jagte dig på den måde. Har du overvejet det? Hvorfor skulle jeg dog gå så meget efter dig? Alt handler ikke om dig. Hvis jeg endelig ville dig noget, havde jeg selv opsøgt dig" Gjorde han klart. Manden var virkelig en idiot at høre på, det var da helt vildt. 
"Jeg vil blive ved med at se din søster, om du vil det eller ej. Kun hende selv kan fortælle mig hvis jeg skal lade være" pointerede han en gang for alle. 
"Så? Vil du stadig slå min kæbe ind?" spurgte han til sidst. Dionte var ikke ligefrem glad, men i det mindste mere rolig. Så nu ville han gerne vide hvor de stod. Sandt var det at han da ville være ked af aldrig at nyde hans specielle selskab igen. Men heldigvis fandtes der så mange andre i lejren der gerne ville.

Dionte smilede, men det var tydeligvis uden glæde bag ved. Hans udtryk var kort fortrukket i noget ubestemmeligt. Ubehag? Tvivlsomhed? Han var ikke sikker selv, men det var i hvert fald ikke positivt. "Hun ønsker sig vist mere end det. Men hvis du kan hjælpe hende med noget af det..." Han tøvede lidt. Måske kunne Nolan faktisk hjælpe hende. Han var stadig ikke ret glad for tanken om det. Men hvem var han at skulle stå i vejen for noget der faktisk kunne hjælpe hans søster? Han var stædig ikke blind, han vidste godt Delia ikke var den fromme type der nød at sidde på sit værelse og opføre sig pænt. 
Dionte smilte lidt igen, men den her gang fordi han faktisk fandt det Nolan sagde sjovt. "Nej, jeg har ikke tænkt mig at slå din kæbe ind. Mine søskende er ikke kendt for at være ret voldelige." Han lagde sine arme over kors og så mere roligt på Nolan, men mere som om han bedømte ham til et eller andet. "Jeg hader at sige det her. Jeg ville sæt pris på hvis du ikke vader i det. Men jeg må give dig ret. Hvor meget det så end skader min stolthed." Han sukkede lidt og så ned i jorden, ikke ret glad for den her samtale. Han bildte normalt sig selv ind at han vidste bedst, men måske måtte han indse at andre end ham havde ret den her gang. 
"Jeg vil ikke stå i vejen for at I er venner. Men jeg bekymrer mig om hende, mere end mine andre søskende, og jeg håber du forstår det ikke er uden grund. Jeg er sikker på du også har yngre søskende du passer godt på." På et eller andet punkt måtte de da kunne forstå hinanden og nå til en eller anden form for kompromis i forhold til det her. Dionte var stadig ikke fan af det, men måske havde han ikke altid ret.

Dionte gav ham ret?! Og ligefrem argumenterede med om Nolan kunne hjælpe hende? Han kunne næsten ikke tro det! Var Didi blevet syg eller havde hans ord faktisk gjort indtryk? Delia havde snakket om at voldsomme følelser kunne sætte gang i ens evne, uden man selv styrrede det, så måske havde han påvirket Didi uden at vide det?
Uanset hvad lød det godt i hans øre og han var tæt på bare at grine, men lod dog være. Nogle af de omkringstående så ud til at miste interessen og vendte om for at gå deres vej, dog ikke uden at snakke sammen. Måske om hvad de lige havde været vidner til. 
Han løftede sine hænder. 
"Jeg havde ingen planer om at forføre hende. Men jeg er da glad for jeg har fået tilladelse nu?" svarede han med et smil, stadig i tvivl om hvorvidt han havde hørt rigtigt. 
Søskende. Han havde et fint forhold til de fleste af sine søskende, men især Felix havde han et tæt forhold til. Så ja, han forstod det vel godt, omend han gjorde tingene på en helt anden måde, hvor Felix selv styrede sit liv og han tværtimod opfordrende fyren til at være selvstændig og tage sine egne valg, lave sine egne fejl. Han trak let på den ene skulder. 
"Mig? Ansvar? Pff!" Men han kunne ikke lade være med at smile til Didi. 
"Om ikke andet er jeg glad for vi fik renset luften mellem os" Påpegede han så, men var i tvivl om hvorvidt der var mere skulle siges.

Dionte gav ham et lidt skeptisk blik, ikke særligt imponeret over hans lette måde at tage det hele på. Han var dybt seriøst omkring sin søster, og han agtede at følge op på om Nolan faktisk behandlede hende ordenligt. Hvis Delia på noget tidspunkt var ked af det på grund af Eros' lallende søn, skulle han personligt gerne få ham til at ønske han aldrig var blevet født. Men måske burde han stole på sin søsters dømmekraft lige på det her punkt. 
"Lad os kalde det renset luft. Men jeg holder stadig øje med dig." Han var helt alvorlig inden han så blødte en smule op. Der var ikke meget mere at tale om. Dionte havde markeret sine regler og tanker omkring det 'venskab' Nolan og Delia havde, så havde han ikke brug for at gøre sig selv yderligere til grin. Hans stolthed havde fået rigeligt hug i nærheden af Nolan allerede, at der var vidner den her gang hjalp ikke. "Jeg har ikke mere at sige, og du har sikkert... bedre ting at tage dig til." Dionte pausede helt med vilje. Han var stadig ikke helt glad ved Nolan, det blev sikkert aldrig siden drengen var personifikationen af hans dårlige samvittighed. 
Dionte gik et skridt baglæns og bøjede kort hovedet ned som et slags tak for samtalen, inden han drejede rundt for at gå. Han havde ingen destination ud over den anden vej end Nolan lige nu. 

//Out - medmindre Nolan gør noget vildt sindssygt xD