Jeg ER ikke et barn mere - Dionte

Delia sad egentlig og passede sig selv. Hun var alene på værelset, og nød roen et øjeblik, inden hendes plan om at træne måtte udleves. Hun kunne ikke dovne den hele dagen, trods alt. Men lige nu sad hun på sin seng, lænet tilbage og med et af de tusind dame blade hendes søstre havde. Det var ikke fordi hun var interesseret i den seneste mode, at tabe 10 kilo eller en opskrift på lækre salater, men det var som at se tilbage ind i den verden hun kom fra. Hun savnede den ikke som sådan, det var næsten uvirkeligt for hende at hun havde boet i menneskenes verden på nuværende tidspunkt, men en del af hende blev alligevel en smule ivrig når der var sladder derfra. 
Fem minutter til, lovede hun sig selv, så skulle hun nok rejse sig og komme igang. Men nu gik det sjældent som hun planlagde det i et hus fyldt med unger af Dionysos. 

//Sorry, min kreativitet var ikke som jeg troede xD

Dionte Sad i fællesarealet, og da de andre gik for at træne eller løbe en tur, sad han alene. Han vidste Delia stadig var hjemme, og han overvejede at snakke med hende, det var efterhånden længe siden. Faktisk havde han ikke været ret sød ved hende det sidste stykke tid. Til hans held kunne hun tage det, men hun havde stadig ikke fortjent det. Derfor tog han sig også sammen, rejste sig op, og gik hen til hendes værelse. Han bankede på, men ventede ikke på at få lov til at gå ind. 
Han åbnede døren og gik hen og satte sig på sengen ved hende. Om hun kiggede på ham eller ej, han var ligeglad, han så stadig ind i hendes øjne og han håbede hun var nogenlunde til at snakke med. "Delia, jeg er ked af hvordan jeg har opført mig, kan vi snakke sammen?" Dionte satte sig bedre til rette på sengen og vendte sig imod hende, i håbet om hun, som den sociale person hun var, ville lægge bladet og snakke med ham. Han sukkede, ikke glad for at indrømme han havde gjort noget forkert. Han var storebror, det var meningen han skulle kunne vise hende hvordan man gjorde tingene rigtigt. "Jeg gør kun de ting jeg gør for at passe på dig, det ved du godt, ikke?" Han så på hende med et næsten bedende udtryk. Hun var ikke dum, og hun vidste også han gjorde det af godt hjerte, men derfor kunne hun vel godt være sur på ham og bære nag. Han håbede det ikke. 

//No worries xD

Delia så kort op da døren til værelset gik op. Da hun så hvem der kom ind, gled hendes blik uinteresseret ned i bladet igen. Det var barnligt af hende, men hun var sur på ham. Han havde ikke været ret venlig på det sidste, og hun syntes ærligt talt det var uretfærdigt. 
Da han satte sig ned, lagde hun bladet og så væk. Hun reagerede ikke på det første han sagde. Han skulle være ked af det, for det var ikke okay at han straffede hende for noget han slet ikke slulle bestemme. Da han talte anden gang, så hun skarpt over på ham. For hendes skyld? Det var det dummeste hun længe havde hørt og hun lænede sig utilfreds frem. "For min skyld? Virkelig? Du gør det af din egen dårlige samvittighed! Det kommer måske som en overraskelse, men jeg kan godt lide at lave andet end at sidde og opføre mig pænt på mit værelse." Hendes udtryk var hårdt. Det var sjældent Delia var sur, men det her gjaldt hendes frihed og et venskab hun var glad for. 
"Det er kun fordi det er præcis ham jeg er venner med, ikke? Nolan? Hvis det var en af dine venner, ville der ikke være et problem. Men du kunne ikke stå for Nolan, og nu skal jeg straffes for at være venner med ham. Det har intet med min sikkerhed at gøre!" Hun satte sig surt tilbage med armene over kors. Hun havde endda hævet stemmen, en anden ting hun stort set aldrig gjorde. Dionte fortjente det, fortjente at mærke han havde trådt ved siden af.

Dionte var overrasket over at høre sin søster svare igen. Han havde regnet med hun ville have noget at beklage sig over, men hun svarede aldrig igen, og slet ikke så aggressivt. Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige. Måske havde hun lidt ret, hans dårlige samvittighed var en del af grunden, men det var ikke den eneste grund. Så uretfærdig var han trods alt ikke, selvom hun sikkert var godt vred på ham alligevel. 
Han rykkede lidt tættere på og tøvede lidt. så foldede han hænderne og tvang sig selv til at bevare roen. At skælde hende ud for at svare igen ville ikke få ham nogen steder, og det var sådan set også i hendes ret lige nu. "Delia, det her handler ikke om min dårlige samvittighed. Men du har ret i at det er ham jeg er bekymret for. Men også dig, det må du da vide, du er min lillesøster?" Han så undersøgende på hende. Der var så meget mere i hans overbeskyttende natur, og hun vidste det. 
"Min fejltagelse er mit ansvar, men er du klar til også at tage ansvaret hvis du laver en? Hvis du begynder at holde af ham vil det gøre ondt, og hvis du så oven i købet kommer til at gøre ham noget... Er du klar til at satse det, Delia? Det er bare det jeg prøver at beskytte dig fra, ikke?" Det måtte hun forstå. Han vidste hun var bange for sin evne til at gøre folk sindssyge. Som et sats rakte han hænderne ud for at tage fat i hendes, og prøvede på den måde at berolige hende. Han anede ikke hvordan han skulle få hende til at se det, få hende til at se han prøvede at beskytte hende for sig selv. Hvis hun ikke ville se det, så var det trods alt tabt alligevel. Alligevel blev han ved, ikke sikker på om han pressede for meget på. 
"Hvis han bruger sine evner på dig? Han er meget overbevisende, pludseligt siger du ja til noget du slet ikke vil. Han er en dreng, trods alt." Dionte prøvede at smile lidt for at løfte humøret, og håbede hun ville bløde bare en smule op.

Delias humør lettede ikke. Nu var det første gang de stod i den her situation, de havde aldrig været uvenner før, men alligevel syntes hun ikke hand håndterede det ret godt. Han vævede rundt, fik ikke sagt tingene direkte, og virkede mest af alt til bare at gøre det hele værre. Lige i det øjeblik ønskede hun næsten han ikke havde prøvet at gøre noget, for lige nu gjorde det kun tingene værre.
Hendes blik var fortsat hårdt og koldt. Der var ingen uskyldig lillesøster tilbage i hende lige nu. "Du skal ikke tørre det af på mig. Jeg holder af ham. Han er min ven. Det er sådan venner virker, Dionte. Jeg gør ham ikke noget, og det ved du godt. At bruge min evne som en undskyldning er virkelig lavt." Hun rejste sig op fra sengen og gik over til et vindue for at se ud. Så slap hun for at kogge på ham, hun kunne ikke holde det ud lige nu, ikke så vred som han gjorde hende. Det var noget af en frækhed at bruge hendes frygt og manglende selvtillid imod hende. Ironisk nok var det eneste hun kunne tænke i det øjeblik, at han bare kunne vente til Nolan hørte det her. Han var en god hjælp, og ville sikkert sige noget der kunne give hende lidt mod tilbage. 
"Hvis du hentyder til at hand bruger sine evner, så nej. Det skal du ikke være bange for. I modsætning til dig, kender jeg det lille ord 'nej', som du tydeligvis ikke var mand nok til at bruge. Jeg håber Topaz tager sig lang tid før hun er tilbage, for din dårlige samvittighed der gnaver i dig har du fortjent! Du laver en fejl skyder skylden på alle mulige andre. Det er ikke mig der er barnet af os to lige nu, storebror." Hun havde vendt sig i et vredt ryk, og så udfordrende over på ham. Hun skulle nok fortælle ham hvad hun mente om ham for tiden, ongen andre gjorde det jo. Ordene var hårdere end hun mente dem, men i øjeblikket gjorde det hende intet. Han måtte gerne føle bare en snert af det hun havde følt den seneste tid når han ikke gad se på hende. Hun var hverken blevet gravid, løbet bort eller havde dræbt nogen. Der var ingen grund til at han flippede sådan ud.

Dionte så helt overrasket på sin søster da hun rejste sig og gik hen til vinduet. Han havde ment hvad han sagde, hun havde før været så fortvivlet og bange for at gøre folk noget, men måske var hun vokset fra det. Alligevel forstod han ikke den her pludselige rebelske fase hun var kommet ind i. Hans første indskydelse var dårlig indflydelse fra hendes omgivelser, men måske havde hans søster ret, han kunne nok ikke kaste det hele efter andre. 
At nævne Topaz og hans fejtrin mente han alligevel var under bæltestedet. Hans stille udtryk ændrede sig til noget mere vredt og oprevet. "Delia, stop." Det var sagt hårdt, som om han snakkede til et barn der ikke have hørt efter de første tyve gange det var blevet sagt. Han rejste sig også, bare for at få en fordel af sin højde så han ikke følte sig så underkuet af hende. Det var det sidste han havde brug for. 
"Uanset om jeg kan lide din nye interesse i Nolan eller ej, så kan jeg ikke lide det du render rundt og laver! Du er vejleder, du skal være et godt forbillede, og så render du rundt og sover i tilfældige fyres senge, og er det rigtigt du har været nede i vores kælder og tage af vinen? Jeg skal ikke bruge meget fantasi for at finde ud af hvad det gik til. Du skal tage dig alvorligt sammen." Hans stemme havde genvundet autoritet. Han lød ikke længere usikker, og som han undskyldte for sin tilstedeværelse. Han var faktisk sur på hende, for hun tog åbenbart ikke sit ansvar særligt seriøst. 
Han trådte tættere på hende igen. "Jeg siger ikke du er farlig, men hvis du ikke lærer at styrer dine følelser, tanker og ikke mindst ekstase, så bliver du det. Og hvis du virkelig får knækket hans sind, vil jeg ikke kunne redde dig ud af det, så står du i det selv. Men måske vil du gerne stå der først? Ødelægge andre? For et halvt år siden var du rædselslagen, nu virker du ligeglad." Han rystede på hovedet som om det helt skandaløst at hun overhovedet overvejede at det var sikkert bare at rende rundt og lade som om der ikke var en overhængende fare konstant. Dionte lagde også armene over kors for at vise at han stod fast og ikke ville ændre sin holdning eller syn på noget af det her.

Delias øjne lynenede. Hvor vovede han at stå her og lige klog og korrekt når han tydeligvis ikke var nogen af delene? Hun havde mistet så meget for ham på det sidste, og han var virkelig god til at gøre tingene værre. Derfor rystede hun også bare på hovedet, som om hun prøvede at overbevise sig selv om det her bare var en dårlig joke. Men desværre. Hendes bror var virkelig ved at blive en fuldkommen idiot. 
"Ja, Dionte. Jeg er vejleder. Du er ikke. Har du overvejet der måske er en grund til det er sådan tingene hænger sammen?" Helt ærligt, ville han kunne egne sig som vejleder? Nok ikke. Han rendte rundt og beordrede alle til at opføre sig pæn, men kunne ikke selv holde sig på måtten. Der var andre og vigtigere kvaliteter ved en vejleder, så som faktisk at være et ordenligt menneske. 
"Du aner ikke noget om hvordan det gik til. Det er ikke mig der skal tage mig sammen, Dio, det er dig. Jeg opføre mig faktisk pænt, jeg er et ordenligt menneske, en ordenlig person. Kan du sige det samme om dig selv?" Hun så hadefuldt på ham og kunne ikke lide hans attitude, måden han så ud til at tro han havde en autoritet over hende. Hun var færdig med at skulle ligge under for ham og hans indbildte magt. Det var ikke sådan det fungerede, ikke mere. 
"Hvis jeg er så farlig, skal du nok passe på, for jeg har ikke styr på mine følelser lige nu! Det kunne nemt gå ud over dig, og jeg tror ikke du skal regne med hjælp fra Topaz hvis jeg kommer til at gøre noget." Delias stemme var helt hård, fuldstændig kold og uden den mindste medfølelse for sin bror. "Jeg har ikke brug for din hjælp Dionte. Jeg kan selv. Jeg skal ikke bruge dig for at løse mine problemer!" Hun gik over til sin seng igen, og begyndte at finde sine ting til træning frem. Hun gad ikke det her mere. Det var jo fuldkommen latterligt og de kom ingen vegne. 
"Jeg går til træning nu. Hvis du ikke har andet at tale med mig om, så lad vær med at snakke med mig overhovedet." Delia så på ham inden hun bevægede sig mod døren. Hvor var han tåbelig. Det kunne da ikke passe han var så forblændet af sig selv?

Dionte blev kun mere og mere vred over den måde hans søster opførte sig på. Hendes ordenlige måde at tale på, hendes tålmodighed og hendes blide sind var helt væk, og det hjalp ikke hans mening omkring Nolan. Faktisk blev han mere og mere sikker på han havde gjort hans søster noget, ikke fysisk, men han havde ændret hende, og ikke til det bedre. 
"Opføre dig pænt? Hør dig! Jeg prøver at passe på dig, og du opføre dig som om jeg er en eller anden fangevogter. Du tager ikke ligefrem smarte beslutninger for tiden, synes du?" Dionte tænkte igen på det med vinen. Den var magisk, det var ikke meningen nogen skulle have fat i den udover dem, og hun havde glædeligt givet ham den. Hvordan var hun så uansvarlig når han havde prøvet at opdrage hende så godt? 
Ha stillede sig hen foran døren så han stod i vejen og hun ikke kunne komme ud til træning. 
""Du kan ikke selv, nej. Delia, du aner jo ikke hvad der kunne ske. Er det ikke bedre at holde afstand fra ham, tror du? Og blive her, hos os du kender? Hvad ville far be' dig om at gøre?" Hans blik blev mere strengt. Nu var deres far godt nok glad for kaos, og mindre glad for halvguder, så tanken om at Delia gjorde nogen sindssyg ville sikkert være morsom for ham, men at det skete under hans ledelse var måske mindre morsom. Han havde ikke tænkt sig at lade hende gå lige nu. Hun var sur, og hun kunne ikke tage ordenligt beslutninger, hun ville bare komme til skade til træning. 
"Du er min lillesøster, jeg passer på dig uanset hvad, og jeg vil altid bekymrer mig om dig. Forstår du det?" Han bøjede sig en smule ned for at komme i øjenhøjde med hende, som om hun var et barn. Hvornår gik det op for hende at han var på hendes side? Han prøvede ikke at arbejde imod hende. Han ville bare så gerne hjælpe.

Delia blev sur. Nok nærmere rasende. Hvis hun havde voldelig havde hun pandet ham en, så hårdt han ville glemme hvem han var. Men Delia var ikke en fan af vold, og hun vidste også godt det ikke løste noget som helst. Men tanken strejfede hende kort, nok til at hun spændte kæben en smule. 
"Hvor mange gange skal jeg sige det? Jeg kan selv! Jeg har ikke brug for dig! Hold dig fra mig. Hvad så hvis jeg tager dårlige beslutninger? Det gør du også. Forskellen er bare der ikke stod en og fortalte dig hvor lidt du kunne og hvor meget du havde brug for hjælp! Men det gider jeg ikke mere, Dionte!" Hendes stemme var hævet. Hun hævede aldrig stemmen. Delia var en stille og rolig person, hun satte pris på en voksen samtale om tingene og at kunne se tingene fra begge sider. Ingen af de ting kunne lade sig gøre med hendes bror, så det ud til. Derfor blev hun også så sur. 
Hun stillede sig helt tæt på ham, helt op foran ham så deres ansigter ville være helt tæt på hinanden, hvis ikke hun var et halv hoved lavere end ham. Derfor var hun også nødt til at se op af for at se ham i øjnene, men det gjorde hende ikke mindre skræmmende. 
"Jeg ved ikke hvad far vil sige, men du kan jo spørger ham. Jeg holder mig ikke fra nogen fordi du beder mig om det. Hvad jeg gør med andre er mit valg. Om jeg bryder reglerne, om jeg knalder dem, om jeg sover hos dem, det er mit valg og det er ikke dit ansvar. Når jeg går ud af den dør om lidt, så skal du ikke tale til mig før du kan lade mig være mig, forstår du det?" Hendes stemme var lavere nu, men den var lige så spydig som hendes ord, og det var tydeligt hvor stor en vrede hun følte og hvor meget hun ikke gad ham. 
Hun skubbede til ham så hun kunne komme forbi, fik sig møvet ud af døren og skyndte sig af sted mod arenaen, så hendes bror ikke kunne nå at få fat på hende. Tårer sveg i hendes øjne, men hun var ligeglad. Om det var vrede eller skuffelsen, det var hun ikke sikker på. Det var også ligemeget. Hun gad i hvert fald ikke snakke med sin bror det næste lange stykke tid. 


//Jeg er ude, Delia har ikke meget at sige til Dionte ^^